En stille og rolig nattetur... Eller? //Akumu//

Sted: Sombre - Parken
Tid: 00.31
Vejr: Klar stjernehimmel og månen giver det hele et orange skær...
O: Træer



Phillippa sad midt på græsplænen i parken... Hun havde været ude og shoppe, men det var åbenbart blevet ret sent, da hun til sidst valgte at gå hjem af... Hun havde siddet på plænen i ca. 5 timer nu og tideligere havde hun været sammen med nogle af hendes venner, men de forlod hende for et par timer siden... Efter det havde hun bare siddet her med benene gelt tæt til kroppen og armene slynget om dem... Hun frøs en hel del da hun kom var iført en gul kjole med noget sort tyl på //Det kan måske anes på avateret// Hun sad og overvejede hvordan hun skulle komme hjem... Hun kunne ikke finde rundt i byen i dagslys... Hvorfor skulle hun så kunne i mørke? Hun tænkte så det knagede, men kunne simpelthen ikke huske vejen... Hun sukkede stille og lagde sig ned i det dugvåde græs... Hun grinte lidt og nød de små våde dråbe mod sin hud... Hun smilede bredt i hele andsigtet og grinte kort igen... Hun lukkede sine øjne i og inden længe var hun i en slags trance... Hun sov ikke, men hele hendes krop slappede hundrede procent af...

Natten havde atter sænket sig over landet, som den altid gjorde. Lod alt indhylde i mørke og lægge et koldt tæppe af kulde over alt og alle. Det var i disse dunkle nattetimer at andre væsner, end mennesker og andre soldrevne livsformer bevægede sig ud fra sit skjul. Kunne ånde frit og åbent i mørket omkring dem. Den sorte skikkelse som vandrede roligt og åndsfraværende hen ad grusstien nød åbentlys at kunne komme ud i den friske luft. Han stoppede kort op og tog en dyb indånding. Normale varmblodige væsner, ville have efterladt en lille dampsky ved udåndingen.. Men der var intet at se, da silhouetten sukkede svagt. Han var iført en lang sort frakke, som lå tæt om den lyse hud. Det sorte halvlange hår, dækkede delvist for de endnu mørkere øjne. Gjorde det kønne ansigts iskolde hud, sne hvid mod dets kulsorte halv lange lokker. Et skævt og svagt modbydeligt smil var plantet over væsnets læber, og afslørede i et kort øjeblik de sylespidse hjørnetænder. Denne herre gik under navnet Akumu - mareridt. Han lod sit mørke, dystre blik bevæge sig over omgivelserne, scanne dem for liv. Der gik ikke længe før blikket fæstnede sig på en enkelt skikkelse som lå i græsset - ikke frygtelig langt fra ham. Han lagde hoved svagt på skrå og studerede hun'væsnet. Overvejede om han gad bruge sin tid på hende... men han vidste jo ikke endnu hvad for en race hun var.. Så i sidste ende endte det med, at han bevægede sig lydløst derover. Standsede få meter fra hende. "Godaften.." Hilste hans bløde og omsværmende stemme - som lagde den sig straks om hende i et usynligt døsende greb. Lod smilet svinde ind, og lade det forblive svagt og venligt, selvom det aldrig nåede op til hans dybsorte øjne, og i sidste ende forblev... livløst.

Philippa lå dr og fik et chok da hun hørte noget nærme sig, tydeligvis af hankøn... Hun hørte hans tanker ligeså tydeligt som hun hørte alle andre lyde omkring sig... Hun fandt ud af at han var vampyr via hans tanker og sank en klump... Hun trak vejret roligt og sukkede svagt... De blå krystalagtige lukkede øjne slog med et op da hun hørte ham tale, hun kiggede roligt og afbalanceret op på ham "Jamen godaften" sagde hun og sendte ham et roligt tankefuldt smil... Hans tanker lød ikke fjendlige så hun var mere rolig... Hun sukkede stille og satte sig op... "Mit navn er Philippa Melissa Jessica Stuarth" præcenterede hun sig... Det var blevet en vane at præcenterer sig med hele navnet da hun skulle gøre det da hun var lille... Dengang boede hun i en rigmandsfamilie, men desværre var hun det sorte får mellem sine søskende... Hendes forældre hadede hende direkte eftersom hun godt kunne finde på at svare dem igen... Hun sukkede stille ved tanken og kiggede roligt med hovedet let på skrå på den fremmede...

Akumu betragtede det skiftende udtryk i pigens kønne ansigt. i Phillipas ansigt. Det var tydeligt at hun var Aspara. Udseendet, stemmen og duften. Smilet voksede stille, til et skævt og mystisk smil. Som kunne det ikke helt bedømmes hvad der lå i det, eller bag det. Han bukkede nobelt for hende "Mit navn er Akumu" præsenterede han sig høfligt og rettede sig atter op igen. Undlod efternavne og alt andet, unødvendig viden. Han studerede hende svagt og lagrede straks hendes udseende og navn i hukommelsen. Som i en arkivskuffe, i en mappe. Her lagrede han alt viden om alle han mødte. Helt automatisk, ikke noget han selv lagde mærke til. Han 'åbnede' et par mapper og 'læste' informationen om et par personer igennem. Nogle sotd der meget om, andre ikke meget. Det var vel nyttigt på sin vis... og samtidig en lille 'hobby'. Tiden blev så lang og kedelig, når den var uendelig.
Hans blik klarede op og han så atter ned på hende "Undskyld mig, men. Hvad laver de på et sted som dette, på et tidspunkt som nu?" spurgte han og hævede svagt undrende det ene øjenbryn. Det var ikke et sædvanligt syn at se en Aspara om hende, ligge i nattemørket midt i parken.

Hun smilede let og betragtede ham... Køn, nej smuk... Hun smilede let og lukkede sine øjne kort, men åbnede dem hurtigt igen "Hej Akumu hyggeligt at møde dig" sagde hun smilende og blinkede kort med de nu safir grønne øjne det skiftede lidt om de så blå eller grønne ud, men for det meste grønne.... Hun sukkede stille og kiggede op på ham "Jeg tror at jeg er faret vild... Jeg bor i den anden ende af byen, men jeg kan ikke huske hvor før jeg er et par veje derfra" sagde hun med et svagt suk "Og så da slet ikke i mørke" sagde hun med en blidt stemme og kørte sine fingre igennem det helt lyse blonde hår... Hun sukkede stille og begyndte igen og tænke... Hvor boede hun? Hvor boede hun? Måske var det forbi kirkegården? Nej næppe... Centeret? Ja hun skulle helt klart forbi centeret, men hvor lå det? Huin var virkelig forvirret og det var ikke så let at høre sine egne tanker når Akumu's også var der... Hun sukkede stille og kunne pludselig se hans små akivmapper... Hun tænkte lidt videre, men var for fascineret over hvor underligt kompliserede hans tanker var... Hun kiggede op på Akumu igen "Jamen hvorfor sætter du dig dog ikke ned?" spurgte hun høfligt og rykkede lidt på sig selvom der jo var massere plads... Endnu en åndsvag vane... Hun lukkede sine øjne i og trak vejret dybt og roligt... Hun kunne mærke hvordan roen overtog hendes krop og hun åbnede sine øjne svagt igen med et blidt smil på læben...

Akumu lod et falsk, vanepræget venligt smil glide ind over hans blege læber "Fornøjelsen er helt på min side" sagde han høfligt og betragtede hende roligt. Akumu der havde mødt en del Asparas, fandt dem alle lige så forskellige som nat og dag. Det var kun racen og skønheden - samt duften der bandt dem sammen. Ellers var de vidt forskellige. Han så hende an. Hun virkede en del... munter? Det var et sjældent syn på disse egne og han betragtede hendes svagt forvirret ansigt, da hun forklarede at hun var faret vild. "Det lyder en smule... distræt gjort" sagde han med et svagt skævt smil. Man fór da ikke bare sådan vild, midt om natten. Det var ikke særligt gennemtænkt og dét lignede ikke Asparas. Da ikke dem han havde mødt.
Nej, mørke gjorde det hele til en umulighed, det var han enig i. I hvert fald for hende.
Han hævede svagt det ene øjenbryn, da hun tilbød at han skulle sætte sig sammen med hende. En Aspara der bød en vampyr velkommen. Nu havde han set det med. Han smilede svagt og i en underlig blanding af medlidenhed, og en smule hånligt. "Jeg takker nej" sagde han lavmældt. Han bakkede et par skridt og lænede sig op ad et nærtliggende træ. "Jeg har det bedst, stående" svarede han blot og lagde armene over kors og lænede ryggen op ad dets stamme. Blev omfavnet at træets omklamrende sorte skygge.