Bad timeing hurts.. // Nanna //

Nanna åndede næsten helt lettet op da han bevægede sig. Rørte på sig - hvilket jo var et tegn på liv i hans... ja, døde krop. "Belafont?" gentog hun tøvende og trådte forsigtigt ét skridt nærmere. Vidste ikke rigtig om hun turde nærme sig... og hvad skulle det jo egentlig gøre godt for? Der var jo intet hun kunne gøre. Hun stod godt nok lige foran ham - godt 4 meter væk, men det så ikke ud til at han kunne se hende. Som flakkede hans blik forbi hende hver eneste gang. Eller som var hun bre blevet til en tåget masse som sank ind i omgivelserne. Hun anede det ikke - kunne ikke forestille sig hvilke smerter som skød igennem hans krop. Hun så mod hans hals, som den langsomt - men sikkert- begyndte at hele. Fascinerende. Hun spærrede øjnene op, og zoomede ind dér hvor hans sår lappede sig utrolig hurtig. Det ville tage mindst tre uger for et menneske - som hende selv- men han, han klarede det på få minutter. Åh Gud... hvad ville han gøre når atter havde helet?... Genoptage jagten på hende? Fortære hende som han havde fortæret det lille rålam?... Måske... måske endnu værre. Hun trådte langsomt et skridt bagud og begyndte umådeligt langsomt at bakke væk, som om han ikke ville opdage det, hvis det gik i slowmotion. Men det ville han jo selvfølgelig..

Belafont kunne endelig synke den klump der havde formet sig i hans hals, og hostede så igen på samme måde. Han kiggede rundt igen, og fik så øje på Nanna. Brandsårende omkring hans øjne, og i det helle taget på hans ansigt var også begyndt at heale, og han pressede sine øjne hårdt sammen, og klynkede i smerte en gang til. At heale de brandsår han fik af solen, var en påtvunget healing, og det gjorde ondt af helvede til. Han gispede flere gange, og kiggede så op på Nanna igen.
"U.. Unds.. Undskyld.." Fik han meeget langsomt kæmpet ud fra hans hals, inden han igen hostede højt, og pressede øjnende sammen, og klynkede i smerte i det hans krop rystede. Hvert host var nu for ham, som at drikke glasskår.. Det kom bare ud i stedet, og rev helle hans hals i stykker. Han klynkede ynkeligt et par gange igen, og lagde sine rystende håndflader på sin pande, og krøb sammen til en kugle igen. Han havde set at Nanna var på vej væk, så han frygtede ikke at hun havde onde intentioner. Hvis hun havde, havde det næsten heller ikke gjordt ham noget. Han var i så stor smerte nu, at død næsten var den mest behagelige løsning.

Nanna - der ellers var på vej væk, hørte pludselig hans halvkvalte og rustne stemme. 'undskyld'... dét havde han sagt - hvisket. Det måtte have tæret utrolig på hans, allerede, sparsomme kræfter. Som blev han tømt for dem, imens hans krop ihærdigt helede hans sår. Hvorfor?... hvorfor i al verden havde han dog brugt sine få kræfter på at hviske dét... et undskyld?!... Han havde jo jagtet hende - forsøgt, hvis muligt, at slå hende ihjel. Men... måske havde det ikke været af egen vilje... måske havde det været blodruset som havde taget over. Sløret ham og taget fuld kontrol over ham - fyldt ham med et dyrisk og blodrødt instinkt. Det... det var jo ikke hans skyld. Hun vendte sig langsomt om og så på den ynkelige sammenrulelde skikkelse. Jo... jo for fanden! det var jo hans skyld... på én eller anden måde var det... Det var i hvert fald dét hun prøvede at overbevise sig selv om. Mere for ikke at være nødsaget til at hjælpe det stakkels væsen. For hun vidste... at hvis hun gjorde dét, kunne hun risikere at miste sit eget liv. "For helved.." mumlede hun lavmælt. Skældte sig selv ud. Forbandede - truede sig selv til ikke at nærme sig ham. Monsteret... Men i sidste ende tog hendes forbandede og forpulede hadede samvittighed over, og hun bevægede sig endnu engang hen til ham.

Belafont havde lukket sine øjne, og hans vejrtrækning var blevet mere rolig, men stadigt hæst, og smertefuldt. Han sank endnu en klump, og åbnede straks øjnende da han kunne høre Nanna nærme sig igen. Hans ansigt var så småt begyndt næsten at være helt healet, og det var tydeligt han stadigt frygtede for sit liv. Han blev ved med at ryste, og kravlede så helt op af det træ han var ved. Han blev ved med at kigge op af Nanna, og smerten var næsten ulidelig nu, da hans healing var blevet svækket, af hvor meget det var blevet brugt, og det gjorde nu ondt, ved hver eneste lille hvæv der blev rettet, og samlet igen. Han klynkede i smerte, og pressede øjnende sammen igen, som pressede en tåre ud af hans ene øje, som faldt til jorden. Han hostede en enkelt gang og klynkede igen, da det gjorde endnu mere ondt. Han kiggede så op på Nanna igen, men snakkede ikke igen. Han var for bange for at bruge for meget energi. Hans healing var allerede presset som det var. Han sukkede en enkelt gang, og sank en klump.

Nanna så... faktisk en smule fortvivlet til som han bare lå der og...og led. Var i dybe, nærmest uendelige smerter... men de smerter som nu skød igennem hans krop - var da i det mindste tegn på at han 'levede'... eller hvad man nu kunne kalde dét han gjorde. Levede på andres menneskers liv.. På andre væsners liv - for sin egen overlevelse... og fryd. De fleste vampyrer var medfødte sadister og nød derfor at jage - og fortærre sit udsete bytte. Hun trådte varsomt nærmere.. Hun kunne slå sig selv lige nu. Hvor var hun dog dum! der var jo INTET hun kunne gøre for at hjælpe staklen.. Staklen som i virkeligheden var et blodtørstende monster. Men hun kunne ikke undgå at føle medlidenhed med ham som han lå dér og vred sig i lidelser og ynkede. Det var et... forfærdeligt syn - helt igennen utåeligt. "For helved dit dumme dyr!" brummede hun irriteret over sin rastløshed "Sig hvad jeg skal gøre - lad mig... få det til at stoppe!" sagde hun - nærmest vredt. Argh! hvorfor gjorde han det mod hende... hvorfor gjorde hun dette imod sig selv? Hun var så fucking dum man!... Kunne hun ikke bare være gået sin vej og efterladt ham?... åbentbart ikke.

Belafont kiggede op på Nanna med lidt undrende øjne, og smallede dem lidt. Han drejede hovedet væk fra Nanna og hostede højt, og hæst som han havde gjordt siden han var blevet brændt. Hans ansigt var nu næsten helt færdigt healet, og han kiggede op på Nanna igen.
"Du vil.. Hjælpe mig? Efter.. Jeg.. Jagtede dig?" Han kiggede hurtigt væk da han hostede igen, og sank en klump, og det gav et ryk igennem ham af smerte. Han kiggede så op på Nanna igen. "J.. Jeg.. Vil.. Ikke lyde.. Utaknemlig jeg.. Jeg er bare.. Overrasket.. Af.. Dit mod.. Tak.." Sagde han, og sank en klump here. hans hænder var holdt op med at ryste, og han lå nu bare slapt på jorden.
"Men.. D.. Der er.. Ikke.. Rigtig.. Noget du kan.. Gøre for mig.. Min.. Krop skal.. Skal bare heale det.. S.. Så.. Igen.. Har du.. Noget vand? B.. Bare.. Almindeligt.. Vand? H.. Helst ikke for koldt.." Sagde han, kiggede væk, og hostede højt. Han fik sig kæmpet, med megen problemer, op at side. Hans arme lå stadigt livløs ned fra ham, og han så ikke ud til at kunne bruge dem endnu. Han kiggede halvfortabt op på Nanna, og smallede sine øjne lidt af hvor lyst der var omkring dem. Han var slet ikke særlig glad for at side der. Med kun et træs krone til at dække for den forbandede sol...