Bad timeing hurts.. // Nanna //

Belafont væsede meget lavt der hvor han sad, da hans instincter begyndte at rive i ham, da de var tæt på. Men han vidste han ikke kunne få det han havde udpeget sig som offer, så hans instincter fik ham ikke til at løbe ud. Han blev ved med at væse lavt, og gemte sit hovede imellem hans knæ. Han kunne mærke hans instincter langsomt begynde at slappe af, da lugten af Asparaen forsvandt. Han lukkde øjnende, og rejste sig så hurtigt. Han var træt af at gemme sig i skuret, og han ville ud. Hans sult havde mere eller mindre taget et fuldt greb over ham, og lige nu, handlede det bar om at få sat tørsten.
"Hvorfor skulle du da også gøre noget for mig? Bad dig ikke om at hjælpe mig..." Sagde han lavt, uvidende om hun ville høre det, men egentligt også lige glad. Han kendte sin egen grund til at be hende om det. "Og hvis jeg havde ville slå dig ihjel, var du død..." Sagde han med den samme stille stemme, imens han gik frem og tilbage inde i hytten, og spændte hans fingre, så hans negle blev skarpere end normalt, og slap så af i fingrende igen.

Nanna som stadig så efter de vildledte personer kunne ikke høre hvad manden stod og fablede om. Kunne kun høre det arrogante tonefald han bar og ordende hun ikke kunne høre, og dermed ikke forstå. Hun drejede en halv omgang og så tilbage på udehuset hvor hun kunne skimte en sort sihouet inde. Hun tørrede krokodille'tårene af sig og begyndte at vandre derhen igen. Hun stillede sig i døråbningen og så koldt ind på ham "Et tak kunne gøre det" sagde hun og lagde armene over kors. Af de uforstående ord hun havde hørt på den lange afstand, var hun dog sikker på ikke at have spottet et simpelt 'tak' fra mandens læber. *Utaknemmelige, hovmodige væsen.* tænkte hun bittert og ved dén tanke, snerpede hendes mund sig totalt foragteligt sammen til en tynd streg. Hun kneb øjnene en smule sammen og stirrede olmt ind på den sorte skygge, iblandt de andre skygger. Som var den en tak mørkere end omgivelserne.

Belafont stoppede op, og kiggede ud på Nanna i et kort øjeblik, men fortsatte så.
"Skulle jeg sige tak, for noget du gjorde dit bedste for at jeg vidste, at du ikke gjorde for mig? Meget vel.. Tak.." Svarede han dystert. Der var ingen form for sarcasme i hans ord, og hvis han kun havde sagt dette ja, ville det have virket somom han mente det. Han fortsatte sin rastløse gang frem og tilbage, og hans tankelæsning satte igang igen, da han nu kun kørte på sine instincter. Han begyndte at kigge hen på Nanna, og ned på hendes føder, for at holde øje med om hun kom ind i udehuset. Væk fra solen.. Ind i hans domæne. han fik en kuldegysning og kiggede hurtigt væk igen, og væsede lavt, og kiggede på vægen væk fra Nanna..

Nanna nikkede til dét han havde sagt "Selvtak" mumlede hun blot - egntlig ret ligegyldigt- tilbage. Hun lænede den ene skulder op ad dørkarmen og betragtede hans rastløse vandren frem og tilbage....frem og tilbage. Han var da en smule dum som vampyr at begive sig ud om dagen.. Godt nok havde det regnet, men man vidste jo ikke hvornår en solstråle ville skinne igennem. Hun undrede sig egentlig over hvorfor han havde vovet sig udenfor midt på dagen. Hvad havde han skullet? Det var vel ikke for fornøjelsens skyld, var det?
Hun betragtede ham årvågent med et svagt hævet øjebryn, som følge af hendes - lidt skeptiske - tanker. Kontrollerede ikke sine udtryk. De udfoldede sig automatisk over hendes lyse ansigt uden hun selv lagde mærke til det. Gjorde hende også en del let læselig, men hun tog sig ikke af det. Det kunne da egentlig være ligemeget om man kunne se det, når så mange alligevel kunne læse hendes tanker som en åben bog. Heriblandt manden uden navn som travede frem og tilbage foran hende.

Belafont rystede sit hoved lidt, og kigede ned på jorden. Hans vejrtrækning blev en smule hurtigere, og højere. Han vidste godt hvad der var ved at ske. Tørsten var igang med at tage over, og han kørte på sine instincter. Hvad der var værere, var at han ikke bare jagtede for at blive mæt når hans tørst blev ustyrlig. Men han gjorde det også for at havde det sjovt. Han blev mere og mere frustreret over sin, ellers fantastiske, selvkontrol fejlede ham nu. I hans vrede lagde han mærke til Nanna igen. Han havde faktisk helt glemt hendes tilstedeværelse, og ikke hørt nogen af hendes tanker. Han væsede lavt, og stoppede.
"Hvad vil du? Hvis du har et spørgsmål så stil det da, i stedet for bare at stå og kigge.. Kan da blive ret så irriterende.. Vil du have et eller andet for at du hjalp mig? Venter du på at jeg gør et eller andet.. Interresant?" Spurgte han med hastige ord. Han vressede en smule, og hans vejrtrækning fortsatte med at være ureglmæssig.

Nanna var imellemtiden faldet i staver på ét eller andet i mørket, som hun ikke helt kunne bedømme hvad var, da omridset bare var én silhouet. Da manden udstødte et svagt hvæs, vendte hun forundret blikket hen på ham. Kunne han ikke andet end at hvæse og være totalt arrogant at høre på? Hun lyttede til hans spydige ord og måtte dernæst konstantere et klart - Nej. Det kunne han åbentbart ikke. Hun hævede øjenbrynene og holdt hænderne op for sig, for at vise at hun var 'uskyldig'. Eller som hvis hun blev truet med en pistol. Dog havde hun et ligegyldigt ansigsudtryk og hun trådte dernæst et skridt bagud, ud i solen hvis stråler straks varmede hendes dødelige krop. Havde hun noget at sige-spørge om? Hun tænkte kort, og vendte dernæst atter blikket tilbage på ham "Hvad hedder du?" spurgte hun toneløst. Man kunne ikke spore den mindste interesse i hendes ellers ligegyldige spørgsmål, og det var der vel - i bund og grund, heller ikke. Det var vel bare for at få sat et navn på ham. Så blev hun også fri for at kalde ham ' manden, uhyret, monstret' eller nogle af de andre øhenavne hun havde fundet på. Nå ja... han havde jo også selv forlangt et spørgsmål fra hendes side - eller bare en lyd - så det havde han også fået.

Belafont fik endnu en kuldegysning, dennegang værere, som gjorde at hans arme rystede, og han løftede dem, og spændte sine fingre, og han væsede lavt igen. Han rystede hovedet, i et desperat forsøg på at dulme hans instincter. Han var efterhånden begyndt at indse hvad der ville ske hvis solen skulle forsvinde, eller hvis hun stadigt var der når den gik ned. Han burgte foreslå hende at gå. Men der var noget der stoppede ham i at gøre det. Han kiggede langsomt tilbage på Nanna.
"Belafont.." Hviskede han næsten, og kiggede væk igen, og fortsatte hans restløse trav. Han kiggede halvt op på hende. "Dit?" Spurgte han i det samme ligeglade toneleje, og kiggede væk igen. Han lukkede øjnende og prøvede at tænke på noget andet.

Nanna lyttede og hævede let det ene øjenbryn ved lyden af hans navn "Belafont..." sagde hun lavmælt - udtalte det og smagte på det. Det var et specielt navn. Hun havde hørt det før... men hun kunne nu godt - på én eller anden måde- lide det. Spørgsmålet blev selvfølgelig kastet tilbage til hende selv. Pokkers... Men hvad havde hun regnet med. Hun sukkede og så muggent ud til den ene side og kom - ubevidst- til at spidse de blegrøde/orange læber betuttet - hvilket egentlig fik hende - imod sin vilje - til at se kær ud. "Nanna" Mumlede hun lavmælt, som ville hun ikke rigtig have at han skulle høre det. Men det gjorde han jo selvfølgelig "Men kald mig Silver.." Tilføjede hun bagefter, da hun foretrak dét, istedet for ét eller andet som mere eller mindre mindede hende om en nordisk bondepige. Så hellere tage et uddrag fra hendes efternavn - som var Silverina. Lige så kikset som fornavnet - efter hendes egen mening, men hun kunne jo ikke rigtig gøre så meget ved det..Måtte bare leve med dét skodnavn som matchede perfekt til hende skod'liv.

Belafont nikkede en enkelt gang, stadigt uden at kigge op på Nanna, men blev bare ved med at gå frem og tilbage i det samme tempo.
"I så falde, god dag Silver.." Sagde han stille. Han stoppede kort op, og kiggede op på Nanna. "Og undskyld jeg skræmte dig, og så næsten forsøgte at dræbe dig.." Sagde han stille, kiggede ned i jorden igen, og fortsatte så med at gå frem og tilbage. han stoppede så pludseligt op, da temperaturen begyndte at falde. Det var meget discret, og de fleste ville nok ikke kunne mærke det. Belafont kiggede hurtigt ud af vinduet, på en fair afstand, for at undgår solen, som dog stadigt var der. Men der var skyer som begyndte at brede sig. Han banede lavt, og vente sig, men dog ikke helt, et eller andet stoppede ham i at kigge over på Nanna, og sige hvad han ville sige. Han lukkede øjnende, og hans vejrtrækning blev hurtigere. Han tvang så sigselv til at kigge imod Nanna.
"Jeg ville foreslå dig at forlade området Silver.. Jeg er bange for at jeg ikke kan stoppe migselv i at skade dig, når solen forsvinder igen.. Ikke denne gang.." Sagde han langsomt og stille. Han kiggede på Nanna, i det hans øjne flakkede, og han væsede lavt. Han vidste hvis hun stadigt var der når solen blev dækket.. Ville han angribe hende.. Og også selvom hun løb.. Ville hun måskestadigt være for stor en fristelse.. Han kunne ikke stole på hans selvkontrol denne gang.

Nanna lod armene hænge slapt langs siderne, lige indtil hun foldede hænderne bag ryggen og så ind i det tætte mørke som omgav vampyren Belafont. "Det... okay... Du modstod" svarede hun blot, da det jo trods alt var sandheden. Hunhavde ikke været speciel vild med det... men hun var i det mindste i live . og det kunne kun faktisk kun takke Belafonts selvkontrol for. Det havde godt nok været på et hængende hår. Hun lyttede til hans fortsættende ord og stivnede. Som havde en kold skygge lagt sig over hende og fastholdt hende frossen. Hun sank og så langsomt mod himlen. Fandens til vampyr om han ikke havde ret. Skyerne bevægede sig -forholdsvis- hurtigt henover himlen, som søgte de imod dér hvor solen han på himmelvævet - nærmest forsøgte at lægge landet hen i skygge. Hun så atter mod silhouetten hun aldrig rigtig havde fået set an. Han havde ret... "Som du vil" mumlede hun og snurrede rundt på hælene og løftede den ene hånd som et farvel. "Hyggeligt at... træffe dem" lød hendes reducerede stemme som hun stille og roligt vandrede afsted og væk derfra. Som om hun havde oceaner af tid - men hun tog grueligt fejl.

Belafont sukkede lavt, og nikkede imod Nanna.
"Håber mest af alt, ikke at vi mødes igen.. I det mindste ikke i dag." Halv råbte han efter hende, håbede lidt hun ville opfatte det som at han skynede på hende. Han prøvede så at synke en klump, men hans hals snørede sig helt sammen. Han pressede sine øjne hårdt samme, og begyndte lavmelt at bande og gik hurtigere fra side til side. Hvis han nu bare kunne holde tørsten tilbage... Bare lidt længere... Så når skygerne forsvandt, kunne han skynde sig hen til en blodbank... Få sig noget blod der fra, og så... En mørk sky lagde sig over solen. Belafonts øjne fik et diskret hint af rødt, som flakkede rundt iblandt det sorte, og han smilte bredt. Han væsede højt i det han løb ud af døren fra skuert, og forvandlede sig til en stor Ravn, og fløj op i himlen. Han lugtede efter blod, og opfangede det nærmeste. Han skrappede højt, og satte imod lugten. Dettte var imod Nanna, da hun havde været den eneste tilstede for et øjeblik siden.

//svarer imorgen ^^ har forresten plusset dit indlæg :3//

I dét øjeblik hun hørte et hvæs, langt bag sig og så sin skygge forsvinde fra jorden foran sig, skød en bølge af angst igennem hende *FUCK* tæntke hun og satte straks i løb. Fór ind imellem træerne og ind i skoven. Bekymrede sig slet ikke med at se bagud, efter Belafont som var på vej efter hende. Efter hendes blod. Hun løb så hurtigt som hendes ben kunne bære hende, ind og ud mellem de mange fyrretræer og videre og videre. Hun skulle fucking ikke nyde noget af at ende op som monsterets middag. Det blev over hendes lig!... Eller... Det håbede hun ikke det blev. Hun kastede sig ombag et stort fyrretræ og hev panikslagent efter vejret. Lænede stift ryggen op ad træets stamme og prøvede at få styr på sit galoperende hjerte. Hun måtte væk.. Ud på åbent område, hvis nu solen kom igen... men hun måtte først tænke.. Hun kunne ikke bare fare vildt afsted og afsløre sin position for ham. Vinden havde sænket sig, og det var til foredel for hende... Så ville det tage ham et øjeblik længere at få færten af hende..

Belafont fløj i forholdsvis langsomt tempo, med et bredt lumskt smil. Hvilket ikke kunne ses da han var i en ravne form, men han nød at jage igen. Han vidste godt at inders inde ville han ikke dette her, men hans instincter havde slået til, og han var som han havde været så mange år tilbage. Et monster, igen. Alt han ville have nu, var blod. Og gerne en interrasant jagt. En jagt der kunne bringe andrenalinet op at koge.. Belafont stoppede pludselig op imellem et par træer. Hvor blev lugten af? Hvor blev hans bytte af. Belafont skreg højt, i håbet om at skræmme sit bytte frem fra hvor end hun var. Han blev ved med at skrige et højt, gennemtrængende skrig, imens han baskede med sit brede vingefang. Så satte han af fra jorden igen, og fløj igennem et træs krone, og rev grene pågrund af farten og styrken i vingeslaget. Han skreg højt igen, drejede rundt om sigselv et par gange, og fortsatte sin søgning. Han opfangede så en duft, og stoppede op. Han kiggede i den retning det kom fra, skreg og satte afsted imod det. Det var langt væk, men jo længere jagten var, jo bedre. Han ville have Nannas blod.. Var det eneste i hans hovede nu. Det.. Og jagten..

Belafont fløj i forholdsvis langsomt tempo, med et bredt lumskt smil. Hvilket ikke kunne ses da han var i en ravne form, men han nød at jage igen. Han vidste godt at inders inde ville han ikke dette her, men hans instincter havde slået til, og han var som han havde været så mange år tilbage. Et monster, igen. Alt han ville have nu, var blod. Og gerne en interrasant jagt. En jagt der kunne bringe andrenalinet op at koge.. Belafont stoppede pludselig op imellem et par træer. Hvor blev lugten af? Hvor blev hans bytte af. Belafont skreg højt, i håbet om at skræmme sit bytte frem fra hvor end hun var. Han blev ved med at skrige et højt, gennemtrængende skrig, imens han baskede med sit brede vingefang. Så satte han af fra jorden igen, og fløj igennem et træs krone, og rev grene pågrund af farten og styrken i vingeslaget. Han skreg højt igen, drejede rundt om sigselv et par gange, og fortsatte sin søgning. Han opfangede så en duft, og stoppede op. Han kiggede i den retning det kom fra, skreg og satte afsted imod det. Det var langt væk, men jo længere jagten var, jo bedre. Han ville have Nannas blod.. Var det eneste i hans hovede nu. Det.. Og jagten..

Det gippede i Nanna som et skrig lød gennem skoven og fortsatte væk i et rædselsvækkende ekko. Døede derefter ud... kun et kort øjeblik for at blive forfuldt af et endnu højere og længere ekko. Hun førte hænderne op til ørene og pressede til, for at holde skriget ude, men det hjalp ikke synderligt. Der lød et par knæk, fra grene længere borte og dét gav hende et preg om, hvor Belafont var. Hun spejdede panisk rundt. Hvilken vej, var den hurtigste vej ud? Ud fra skoven, ud på et åbent felt? Hun ville naturligvis være mere sårbar dér men hvis solen vendte tilbage.. bare ét øjeblik - ville det være tidsnok til at hun kunne slippe helt væk. Hun gjorde et rullefald og kastede sig hen til et træ i nærheden og lænede sig op ad stammen - på den anden side af dén retning hvor skriget og de knækkede grene havde lydt fra - langt borte. Fandema nej om hun ville fortærres af... en GALNING som ham!.. Hun ville i det hele taget ikke fortærres når det kom til stykket... Men argh! Kunne han ikke bare havde udvalgt sig et andet bytte?... Ikke fordi der havde været andre i nærheden.. én idé sprang frem i Nanna's tanker. Måske... Måske kunne hun finde politibetjentene igen... og asparaen... selvom det ville være en skam at lade så rent blod udgyde... Men i så fald.. hellere politibetjentene end hende. Det var en skamfuld tanke, men det var et overlevelsesinstink som satte ind i hendes menneskekrop. Feje og ussle menneskekrop.
Hun satte i løb og spurtede - så lydløst som muligt - afsted. Standsede kort efter og gemte sig bag et tilfældigt træ. Hun ville hele tiden flytte sig - langsomt - men hn ville i det mindste komme fremad. Omhyggelig med ikke at blive opdaget af dét som jagtede hende.

Belafont skreg endnu engang da han igen mistede færten. Hans bytte var smart.. Belafont smilte bredt, og forvandlede sig tilbage i luften, faldt igennem trækronerne, hvilket rev hans jakkesæt halvt i stykker, så han næsten kun havde hans sorte kampsæt på. Han grinede så højt han kunne, hvilket var højt not til at sende et højt ekko igennem skoven. Men det var med vilje. Gjorde jagten endnu bedre, hvis offeret vidste at han nøde den. Han væsede så højt efterfølgende, og begyndte at bevæge sig forholdsvis langsomt i den retning han sidst havde fået færten af Nanna. Han beundrede menneskendes overlevelses instincter.. Inderst inde vidste hun vel godt at hun ikke havde en chance for at slippe væk? Eller gjorde hun? Måske var hun bare dum nok til at tro hun kunne slippe væk? Eller også havde hun en plan... Belafont rystede tanken af sig, da han egentlig var lige glad. Han skulle bare have blod.
"Giv nu op! Du ender bare med at gøre mig sur i stedet! Og så kan det være jeg vælger at lade være med at dræne dig! Så du kunne prøve hvordan det er.. Hvordan det er at have tørsten forandre en... Hvordan det er at være et monster!!" Næsten skreg Belafont i det han forvandlede sig til en Ravn igen, og fløj over trækronerne, og prøvede igen at få fat i duften fra hendes blod. Men hun var smart. Så det var svært.. Men han skulle nok få færten af hende.. Han skulle nok fange hende...

Nanna fortsatte med at bevæge sig i modsat retning af Belafont. Eller i hvert fald dér hvor hun regnede med han befandt sig - et sted langt væk i modsatte retning. Hun bevægede sig fra træ til træ, tog et stjålent kig en gang imellem og fortsatte afsted. Hun kastede sig febrilsk ombag et træ og trykkede ryggen op ad dets stamme da den modbydelige sadistiske latter bølgede igennem skoven, lige efter de knækkene grene havde lydt. Sendte bølger af kuldegysninger igennem hendes krop og hjalp adrenalinen på vej. Det brude hun vel takke ham for- da dét hjalp hendes nødsagede overlevelsesinstinkter på vej. Det var den eneste måde hun kunne holde tankerne samlet og koncentrere sig på at flygte uset. Men han nærmede sig... roligt, men sikkert - så hun satte tempoet op. Helveds idiot af en psykopat var han... Urh, hvor var hun dog bare vred... Men hellere vred, end skrækslagen . for skræk stoppede for tankerne og frøs hendes krop til is... Så hun blev ved med at forbande ham i sit stille sind, som hun flygtede - hurtigt og forholdsvis lydløst - fra træ til træ. Hun kunne se forud at hun nærmede sig skovbrynet. Hun var der snart! Bare lidt endnu... Og så havde den forbandede sol bare at være der!

Belafonts tørst hev voldsomt i ham, og han havde ikke længere noget i tankerne. Andet end blod. han skreg igen og fløj endnu højere op. Han ville vide hvor fanden hun ville løbe hen. han kiggede omkring sig, og så, så skovbrynet. Han smilte bredt og satte så i høj fart imod det åbne område. Han kiggede ikke engang imod himlen. Han var blindet af hans tørst. hans hungrend efter at sætte tænderne i et menneskes hals.. Eller en Aspara.. Eller en engel.. hvad som helst! Han måtte have blod, og det var nu! Han forvandlede sig til Belafont, og faldt igennem luften. han væsede højt og faldt igen igennem trækronerne, og hans tøj blev flået endnu mere. Han landede hårdt på skovbunden, og satte så i et sprint. Belafont var hurtigere end selv normale vampyrer. Meget hurtigere. Så han fløj næsten igennem skoven, i en fart som løftede blade og grene op fra jorden, og som ruskede i træerne da han passerede. Han greb fat i noget på vejen, men stoppede ikke et sekund. han nåede så udkanten af skoven, og stoppede lidt ude fra skoven, og gik ned i knæ. Blod.. Endelig.. I hans arme havde han en lille hjort. Den baskede med benene, men kun meget kort, inden den lod stille. Høje sluprende lyde kom fra Belafont, og han pressede øjnende sammen. Han havde kontrol igen.. Godt..

Et vindsus skød pludseligt igennem skoven ikke langt fra hende som noget bevægede sig med lysets hast.. Men hun nåede dog at opfatte den mørke skikkelse som fór forbi hende. Alt blodet forsvandt fra hendes ansigt og hun begyndte at løbe - alt hvad hun kunne og hurtigere endnu. Hun måtte ud i det åbne - ud dér hvor solen var hendes eneste redning. Hun hoppede over et par buske og fortsatte, så sig ikke tilbage eller ud til siden - dér hvor han havde suset forbi hende *lort'lort'lort* genlød i hendes hoved imens hun spænede afsted. Det skulle være løgn om han fik fat i hende. Hun ville ikke indse at det var et dødt løb - ville kæmpe, ville overleve!
Hun tog tilløb og hoppede i et spring gennem buskene, snublede og rullede afsted på den åbne eng hun var landet på. Hun gispede, forreven, og prøvede ihærdigt at komme på benene. Hun fik stavret sig op på benene og genoptog sin flugt afsted - ud i det åbne, imens hendes blik var fæstnet til himlen. Skyer... de dækkede himlen og lagde hele verden i én stor og grå skygge - som om alt liv og farver forsvandt.. hvilket hendes liv nok også snart ville gøre. Hun var hele tiden ved at snuble, som hun så -bedende, nærmest tiggende - mod himlen *Kom nu!.. kom nu, kom nu, KOM NU!" og i samme lysnede det en smuuule op.. Skyerne var ved at lette.. men det var kun et kortvarrigt hul.. Men det var tidsnok til at hun kunne slippe væk... Hvis bare det forpulede sollys ville skinne igennem inden han fik fat på hende...

Den døde hjort landede livløst på jorden, og han kiggede på i himlen. Han lukkede øjnende og sukkede. Han haddede når tørsten tog over, og han blev monsteret. Men det var dulmet nu.. Han ville stadigt gerne have noget mere for at slukke tørsten, men han behøves i det mindste ikke føre en tankeløs jagt mere. Han hørte en gren knække, og kiggede hurtigt i den retning. Han fik et glimt af Nanna, som stadigt løb for livet. Belafont lukkede øjnende og sukkede dybt.. han havde skræmt pigen fra vid og sans.. Det var de ingen måde han kunne blive undskyldt for.. Ingen måde at han kunne forklare dette på. Han havde allerede næsten slået hende ihjel en gang, og havde så derefter jagtet hende. Han ville virkelig gerne undskylde, men han havde ingen måde at gøre dette på.. På ingen måde kunne han blive tilgivet for dette.. Måske var det bare bedre han fløj sin vej og lod det være det.. Han kiggede op i himlen og så at solen snart ville bryde igennem. Han forvandlede sig til en Ravn og fløj imod byen. Han fløj så højt, at da han kiggede ned til hans højre side, kunne han se det åbne stykke, hvor Nanna løb på. Han sukkede og skreg en enkelt gang, i håbet om at hun ville høre det, og se at han var på vej væk. Men lige da han gjorde skinede solen igennem. Belafonts skrig blev afbrudt af en ralende lyd, i det han blev tvunget til at forvandle sig tilbage. Han krøb sammen til en kugle, og faldt imod jorden, alt imens han skreg af smerte, men kun indtil han brød igennem en trækrone og landede under et træ, hvor han heldigvis lå i skygge. Nu var han helt stille igen. Hans jagt var slut. Og måske var mere end det forbi.

Nanna - som i mellem tiden - var faldet helt og lå akavet og rodede rundt på jorden - opfangede (selvfølgelig) det velkendte skrig. Hun vendte hoved i ét ryk og så rundt - fik øje på ravnen som det eneste levende i miles omkreds som... var på vej væk? Hvad? Havde han opgivet jagten?...Var'var hun undsluppet? Hun blev dog brat afbrudt da den varme sol skød gennem skyen og lod solstrålerne kærtegne hendes hud. Men det var et noget anderledes følge fra Belafont's side. Hans skrig blev til et hæs og evindelig forfærdelig hjerteskærende skrig, hvorefter han straks styrtede mod jorden. Hun gispede let da hun så ham forsvinde mellem trækronerne og sikkert landede på skovbunden.
Hvad fanden skulle hun gøre? Det var jo hendes chance for at slippe væk!! Hvorfor fanden greb hun den så ikke?!...Men noget i hende sagde at hun ikke skulle flygte, som én eller anden kujon... Som et usselt menneske ville gøre. Hun havde modet til at bevæge sig tilbage til skovbrynet og se efter ham. For hun var ikke et fucking svagt menneske. Hun var... ja... hun var jo dybest set et menneske - kød og blod - hele mulividden... men.. Hun ville ikke være ligesom dem. Hun virede med hoved for at vække sig selv for det klæbende tankespind og begyndte at bevæge sig hen imod skovbrynet... Endten gjorde hun det 'rigtige'... eller også var hun undelig dum.

Belafont lå sammenkrybet på jorden. Hans hænder og ben rystede helt vildt, og hans fingre var helt stive. Belafonts øjne var helt spæret op, og hver vejrtrækning lød som et lavt væs, og hans vejrtrækning var hæs. Han prøver at bevæge sig, men han kan intet gøre. Denne.. Smerte.. Han havde prøvet det en gang før. Men det var flere hundrede år siden. Belafonts højre side af hans ansigt var meget slemt forbrænt, hans hænder, var på begge sider revet i tu af meget slemme forbrændninger. Hans hals havde en så dyb forbrænding, at der næsten var hul ind til hans hals, og man kunne se at flere af forbrændingerne stadig hvisle, og boble en smule, og det blev de ved med i flere minuter.
Efter disse minutter lå han helt stille. han trak knapt nok vejret, og man kunne kun se ham bevæge sig når han trak vejret. han kunne høre nogen komme, men kunne intet gøre. Der var heller ikke noget han gerne ville gøre. Han var fortabt nu. Han kunne intet gøre. Hvis dette var nogen som ville ham ondt, var har fuldstændig hjælpeløs. Belafont ville meget gerne lukke øjnende, men lå på jorden fuldstændig lammet, krummet sammen i en kugle. Der var flere steder hvor hans tøj var revet i stykker, hvor man også kunne se mindre brandmærker. Han var fuldstændig ødelagt.

Nanna bevægede sig med varsomme skridt nærmere, i dén retning hun mente han var styrtet ned. Hun var påpasselig med hvor hun trådte, og hendes blik for fæstnet forud. Hun passerede et træ og skimtede en mørk skikkelse ud af øjenkrogen. Hun vendte blikket i dén retning og blev mødt af et...grusomt syn. Længere henne, slynget mod skovbunden lå Belafont. Manden - monsteret som havde jagtet hende, men til sidst opgivet - hvilken hun var utrolig taknemmelig for. Hun havde aldrig i sit liv set nogen i så slem tilstand og hun pludselig itvivl om han overhoved var i live. Men det var han. Hun kunne høre hans hæse og hivende vejrtrækning, og hun kune netop se hans brystkasse hæve og sænke sig. Hun trådte tøvende nærmere, stod nu 4-5 meter fra ham "B'belafont?.." sagde hun tøvende, nærmest for at vække ham, finde et tegn på at han klarede sig... hvilket hun tivivlede en del på efterhånden, med dé sår. De så ud som om der havde været sat ild til ham flere steder og hans hud bar fuldstændig forbrændt visse steder. Som var han blevet stegt levende. Nu forstod hun hvorfor vampyrer frygtede sollyset, men hun havde aldrig før set det. Set dem blive ramt af sollyset... Men det havde hun nu.

Belafont ville så gerne synke en klump, men den blev bare sidende i hans hals. Han hørte så en stemme, og prøvede at hvæse, men der kom kun et halvkvalt host, og en rallen, da det gjorde ondt af helvede til. Han fortsatte sinhvæsende vejrtrækning, og prøvede at krybe op imod det træ han lå ved siden af. han kunne kun lige bruge sin skulder, og hans ben der lå imod jorden. Hans arme, og venstre ben var fuldstændig lammet. Hans øjne flakkede rundt. Desperat søgende efter Nanna. Han håbede inderligt ikke at hun havde onde hensigter, men han turde ikke håbe på det bedste, så han fik sig krybet helt hen til træet, og trak sig så ymyget sammen til en kugle, og gemte hans hoved bag hans afbrændte hænder. Han pressede øjnende samme, men åbnede dem hurtigt igen, og gav et høj hvæsende klynk, da det gjorde ondt, og han begyndte igen at host. Igen meget smertefuldt og hæst. Såret på hans hals begyndte meget langsomt at heale, og han kunne næsten snakke igen, men han var stadigt lige så dårligt tilredt, og ikke i stand til at bevæge sig.