Flagermusens skrig (Ahngel)

Hans øjne vendtes igen mod vampyren, svagt glødende, af noget der kunne minde om en kvalt nysgerrighed, der nu igen væltede op i ham, og lod sig sprænge ud gennem hans øjne. Han så hvordan vampyrens ene mundvig svagt trak sig sammen, følte på en måde en ændring i hans aura, og det fik ham til svagt at rynke brynene.
Han hørte vampyrens ord til ende, mere fysisk end forventet? Havde han ligefrem dræbt hende?
Hans læber skiltes fra hinanden da et svagt suk gik gennem hans hals, og kom ud af hans mund, nærmest som om han var irriteret over svaret, og dog, egentlig virkede hele ideen om at se denne mand sammen med hans mor.. uoverskuelig, og en stærk ubehag svømmede op i ham ved den tanke. Det var til at få kvalme af.
"Underligt... Hun har aldrig haft et 'åndeligt' bekendtskab i meget lang tid.... Og hvad mener du med mere fysisk end forventet?" spørgsmålene blev ved at komme, hans kropsholdning virkede ivrig på en måde dog også lidt tilbageholdende, som om han egentlig ikke kunne lide denne mand, denne vampyr, der åbenbart havde kendt hans mor bedre end han havde troet. Han var sunket hen i tanker igen, ikke så dybe som før, men nok til at det tog lidt tid for ham at komme tilbage til virkeligheden, og vende hovedet væk fra vampyren, som han før bare havde kigget tomt på, uden den mindste følelse.
Hans ansigt fortrak svagt ved vampyrens ord, den måde hans blik gennemborede ham, og blev til en lettere irriteret grimasse.
"Hvis du endelig skal have blod, så find en anden, jeg har ikke tænkt mig at blive bidt" sagde han afvisende, og så på vampyren med sine isblå øjne. Hvis man så godt efter, kunne man egentlig sagtens fange noget af den samme glød, som også vampyrens besad. Det lille dragende glimt der blev holdt fanget i den nærmest glødende pupil. Det virkede dog lettere køligt nu, da Itarian havde fattet sig, og var blevet rolig igen.
Han lod en hånd køre igennem det lange, ildrøde hår, der blot ved den mindste brøring kom til at ligne en flamme, ved den mindste blafren, fik han denne lighed med den varmekilde mennesker havde brugt i årtusinder til at varme sig med, og ja, vel sagtens også mange andre væsener? Ild, med en glødende isblå kerne, der så ud til at kunne brænde gennem alt, selv den bariere der muligvis holdt alle andre end tankelæsere på afstand af sinde. Som om han kunne se lige ind i ens minder, og bore sig igennem dem, for derefter at destruere dem fuldstændig. Disse glødende prikker der i mørke kunne virke som små lanterner lang langt væk.
Han så på da vampyrens lille hoverysten blev optaget i hans sind. Den bevægelse, den nærmest brændte sig ind i hans sind, uden helt at have nogen grund til det, havde han en fornemmelse af at det var sådan han altid ville se denne vampyr, med blikket vendt væk, med den svage rysten på hovedet der fik hans hår til at bevæge sig, danse over hans ryg.
Itarian rystede også selv på hovedet, tankerne ophobede sig, og hans forsøg på at ryste dem af sig, lykkedes heldigvis.
Han følte den igen, den lille aura af en flagermus der kom mod vampyren, landede på hans hånd, og lod sine kløer sætte sig fast i den marmohvide hud.
Var det den samme som før? Eller en ny? Det var svært at tyde, da dens øjne endnu en gang var tilbage til den samme sorte farve, som de fleste dyrs øjne nu engang havde. Han så på dem, betragtede det lille dyr, da det blev rystet af hånden, og fløj ud mod sin flok, ud for at slutte sig til sværmen endnu en gang.
Af sværmen kommer ungen, af ungen kommer dyret, af dyret kommer sværmen. Remsen kom tilbage til hans sind igen, helt uanmeldt, og uden at han egentlig ønskede den væk.
Et svagt skævt smil bredte sig på hans læber.

En mørk klukken hørtes fra vampyren der nu igen havde lagt sine øjne imod byen under dem. Hans sorte lange hår lod sig kort lægges om ansigtet og skjule det hvorimod hans mund og hage stadig var fuld synlig for den afvisende engel. Det lille klikkende smil hvor de spidse tænder var til syne, lod sig stumme igen og laves om til et neutralt skævt smil, selvom hvis man kunne se hans øjne ville det langt fra virke udtryksløst, men nærmere morende, hvor man prøvede at undertrykke det en smule. Et kort heh lod det afsluttes inden han igen vendte blikket imod englen. Vinden slog et slag og tillod håret nærmest på kommando at bevæge sig imod den modsatte side og igen klare hans ansigt op. Han lod øjnene hvile på englen i en nu mere mørkerød farve, der simulerede hans tanker der kørte rundt i hovedet på ham lige nu.
"Så afvisende og kold.." hviskede han stille og lod igen smile optrappes inden han kiggede imod himlen og knejsede nakken den smule. "Der skal desværre mere end en afvisning til at fjerne mine ideer." sagde han så og vendte ansigtet til siden så han igen så på Itarian, men stadig med strakt hals hvor adamsæblet akkurat kunne antydes uden bevægelse fra hverken hans stemme eller hans vejrtrækning. Igen lå øjnene studerende på ham, som var han akkurat blevet betaget af denne kolde engel. Gav ham en ufattelig lyst til at afprøve hans grænser og lege lidt med ham på sin egen måde. Itarians tanker virkede igen som tykke dufte og bekræftede den manglende fysiske tilstedeværelse. Det var nærmest ikke til at modstå, vel?
"Så.." sagde han stille inden han tog et skridt, som syntes at fade ud til absolut ingenting, og lade hans krop virke uklar i det sekund hvor han allerede havde placeret sig foran englen, blot balancerende på tåspidserne der akkurat kunne finde et ståsted på en mindre spids i klippeblokkende, nærmest allerede udenfor afsatsen. Han bukkede nakken lidt og laggde hovedet på skrå imens han langsomt lod sit ansigt tilnærme sig englen, dog ikke så deres udsyn ville forværres, men akkurat så Ahngel kunne få et godt kig på hans ansigt. Han smilte igen dybdegående og satanisk, men lukket og uden sine tænder synlige..
"..giv mig en god grund til at jeg ikke ville tage dig alligevel." hviskede han så.

Hans øjne borede sig ind vampyrens, lod deres kølige isblå farve blive mere tydelig, langt mere hångribelig, og spejlede de blodrøde dyb, vampyren selv besad.
Så han agtede at bide ham? Han skulle få kamp til stregen skulle han. Han havde ikke noget imod vampyre i almindelighed, det var bare det ved det, at hvis man blev bidt af en vampyr, eller på nogen måde kom særligt tæt på en, ville hans aura nærmest eksplodere, blive en del af hver eneste partikel i luften... og det ville alarmere den. Uhyret han så længe havde frygtet, og dog respekteret, ville komme, det ville.. ødelægge ham, fuldstændig som det havde ødelagt hans førhenværende sind, krop og tankegang. En svag sitren gik gennem hans krop, da han følte vampyrens ansigt tættere på sit eget end før.
Lyttede til vampyrens ord, der hvislende gentog sig i hans sind, som om hans egne ører havde fordrejet måden han sagde det på, og lavet det om til at være det, som han ønskede at høre.
Ligemeget måden det blev sagt på, var ordene i den lettere langtrukne sætning tydelige, som havde vampyret indkodet det i hans hukommelse. Det gentog sig i hans sind, igen og igen, som om han blev ved med at hviske det.
Ingen af disse tanker udtrykte sig i halvengelens ansigt, der var indelukket, hårdt og en anelse køligt. Det ildrøde hår svang sig omkring hans ansigt, også selvom vinden for lidt siden var luet af, og var drejet i en anden retning.
Hans krop reagerede allerede på vampyren, pokkers til overfølsomhed. De ildrøde lokker lod til at være oprejst af magisk energi, blandet med nervøsitet, måske endda frygt, og dog... beslutsomhed. Han ville ikke lade sig blive bidt. Ikke af nogen vampyr. Han var ikke som sin mor, han var stærkere, og ville ikke lade ham komme meget tættere på.
"Det ville ikke blot ødelægge mig... Men også.... alt omkring mig..." mumlede han, nærmest som om han egentlig ikke ønskede at fuldføre sætningen. Tanken om sidste gang en vampyr havde bidt ham, han havde ikk været ældre end seks år, var den blevet skabt, uhyret fra hans mareridt havde rejst sig, for at ... ja hvorfor var den egentlig kommet? Hvorfor gik hans krop, og ikke mindst sind, altid amok? Det var jo helt ufatteligt...

Et modbydeligt tandsmil kom listende ind over Ahngels ansigt og delte nærmest hans ansigt i to. For oven de dragende og fuldkommen fattede rolige øjne og så den nedre del med det sataniske smil der nærmest var for hvide til at kunne ligne noget fra en normal knoglestruktur. Et kort heh undslap hans læber idet englen talte til ham. En pirrende følelse gled igennem hans krop og bredte sig som et kuldegys fra hans rygrad til hans hårkant og ud i hans nerver som små åaer af mental kulde. Billeder om at se denne engels omgivelser briste var ufatteligt.. tiltalende på sin egen måde.. Dog var der noget der satte sig i vejen for hans lille lyst til at separere denne engels halsvæv og lade den røde væske flyde igennem ham. Hendes ansigt. Den stædige engel Miriann, der alt for tit havde vundet Ahngels undren og lyst til at vide mere. Ahngel vrissede indvændig og lod øjnene gippe kort. Hvor irriterende at skulle tøve på grund af englens moder. Typisk! Men så igen.. Ahngel burde nok ikke tænke i disse baner.. hvilket han var klar over. Derfor skubbede han tanken væk ret hurtigt og lev enig med sig selv om at der ikke behøvede at blive udgydt så meget blod at englen ville dræbes af det, vel? Hvis man bare legede en smule med ham, ville det vel være anderledes.
Ahngel kom igen tilbage til virkeligheden og kiggede på den kolde englen foran sig.. ønskede at forvandle dens ansigt til noget uforstående eller lignende.. det ville være så triumferende sødt at se det kønne ansigt forvrænges i noget uharmonisk. "Dig og dine.. omgivelser huh?" sagde han tænkende og lagde hovedet på skrå. Han hævede sin ene hånd og lagde den ganske skruppeløst om englens kæbe og lod kort de lange negle stryge over strubens hud. Hans hånd var kold. Meget kold og glat som bøjeligt pudset sten. Ahngel tav kort og kiggede ret så indgående på englen. Hvad havde han lige set? Han hævede et øjenbryn som havde han fået øje på noget han ikke forstod. En mærkelig form for inaktiv frygt for noget der ikke var ham selv.. Hvad pokker var det? Hvorfor kendte han ikke den dufts følelse.
"Sig mig, hvad tænker du på netop nu."

Hans ansigt forblev hårdt og indelukket. Vampyrens smil fik det svagt til at gyse i ham, og dog så virkede det på sin helt egen måde.. Dragende, men nej. Han kunne ikke lytte til sin mere naive natur lige nu. Hvis denne vampyr bed ham, ville det få konsekvenser, han ville få kamp til stregen ja han ville. Men så alligevel, hvorfor kunne han så ikke røre sig ud af stedet? Hans lemmer, ansigt, og tankegang var fastlåst i den position det nu engang lå i, og han kunne ikke rokke det ud af stedet, nærmest som om han var så betaget at han var frosset til is, somom de isblå dyb, var væltet ud over hele kroppen, og ladet den virke ligeså fastfrossen som dem selv.
Han vendte med en svag anstrengelse hovedet væk da han så vampyrens tvivl. Nej, han så den ikke. Han følte den. Som et svagt stik i vampyrens aura, han betegnede tit en sådan tvivl som en lettere bitter følelse, sammen med en sur-sød sovs blanding, af både dens duft og smag.
Han sukkede svagt, lod blikket køre tilbage på vampyrens øjne, og holdt dem der, prøvede på en måde at hive disse blodrødes dyb flammer ud af dem, så de kune optø hans frosne krop. Det lykkedes, og han følte lettelsen skylde ind over ham da han igen kunne bevæge sig frit. Det var egentlig underligt sådan som han var frosset sammen. Han, som altid kunne gå og bevæge sig friere end alle andre, nærmest som om han var en del af selve luften, og derfor kunne bevæge sig sammen med den.
Hans bryn rynkedes svagt, og et ildevarslene glimt tog form i hans øjne.
"Vampyrer er kendt for deres evne til at læse tanker, hvorfor spørger du så overhovedet?" ordene var næsten hvislende, og han følte på en måde at vampyren nedværdigede ham, ved at spørge. Kunne han ikke bare lade sin evne rive ham med ned i den dybe afgrund af endeløse tanker der havde boplads i hans sind? Hvorfor overhovedet spørge, og derved nedværdige ham til selv at fortælle det?

Englens ord fik Ahngels sorte pupiller til at snørre sig sammen med et rovdyrslignende udtryk, som om at selve ordene prikkede til den aggressive del som han nu engang besad. Han snerrede kort med sine hvide tænder blottede, men derefter smilede han blot og sænkede blikket fra englens øjne og ned imod hans kraveben. Et kort stik af nederlag overfor dennes ord, men stadig var det modbydelige smil der. Han hævede igen øjnene langsomt. Det sorte hår lod sig kort føre hen over ansigtet inden han rettede sig op. Han lod kort sine fingre danse hen over englens strube inden han fjernede den ganske langsomt.. Ikke foordi han havde smidt ideen om at udgyde det søde blod, men mere fordi han ikke forventede denne engel at være en kujon.. slet ikke. Det var til dels derfor Ahngel overhovedet gad at tage sig tid til ham.
Det sorte hår blev kort svejet væk fra ansigtet med hans hvide hånd inden han stak begge hænder i lommerne der hang omkring ved hofterne på hans lange mørke frakke. Gav ham en mere afslappet måde at se ud på, selvom hans mærkelige stilling endnu holdt ved med den let strakte hals og bagudbøjede rygsøjle. "Hvorfor du spørger mig?" saggde han så med en hvislende tone, inden smilet fortabte sig.
"Selv hvis jeg kunne ville jeg aldrig gå ind i en andens sind med magt. Det ville blot gøre mit eget hoved sårbart for anndre tankekrænkende væsener." sagde han så og rettede sig igen helt op så han igen stod ret op og ned.
"Jeg er ikke i stand til at læse tanker. Kald det et handicap om du vil."

Et pludselig forundret udtryk tog form i hans ansigt da han hørte hvad vampyren sagde, lyttede til de ord der ligeså meget genspejlede hans egen tankegang.
Da vampyren havde talt til ende, lod han blikket søge væk fra vampyrens, ville ikke se på ham da han lod et kort smil glide over sine læber. Så han ønskede ikke andre i sit sind? Hvorfor mon? Måske... Var der noget han ønskede at skjule? Eller havdeh an bare for mange tanker at han ikke kunne betro sig til en der bare væltede ind i hans sind uden tilladelse?
Han havde pludselig en del spørgsmål ophobende i sit sind, og lavede derfor en kanal ned til den del af hjernen han brugte til tanker, han ikke kunne tænke på med det samme, de tanker som han gemte til senere.
Han så på ham igen, smilet var blevet til en rolig betragten, og lagde et slør over den pludselige iver han selv følte, også selvom han i det store og hele egentlig var ligeglad med om vampyren opdagede hans ivrighed, der var godt skjult under den rolige maske.
"Jeg tænker på... hvorfor du ville bide mig? Er det bare på grund af at du godt kan lide min mors blod, og håber at finde det i mig? Er jeg blot en erstatning?" sagde han lidt efter. Svarede på vampyrens første spørgsmål, som om det slet ikke havde haft denne lille afbrydelse af hvad de havde været i gang med. Han lod de isblå pupiller hvile ved vampyrens blodrøde. Det var først nu han bemærkede at de skiftede svagt i nuance, til tider havde de været meget mørkerøde, lige nu, kunne han ikke præcis se om de var lyse eller mørke... Hvad mon det betød? Nej, ikke nu. Han skubbede ligeså den tanke tilbage gennem kanalen, der så ud til at blive mere og mere fyldt for hvert minut der gik. Han tænkte virkelig for meget - Det sagde hans mor tit til ham... Hhmm...
Han bed sig svagt i læben, og så op på vampyren, afventede dennes reaktion, eller svar, mens det ildrøde hår svagt blafrede i vinden.

Ahngels røde øjne lå stille på Itarian med en tone af midlertidig tilbageholdenhed. Stille lagde han hovedet på skrå i takt med at hans smil lod sig ophobes den smule igen. Meget nok at denne halvengel alligevel havde tænkt sig at fortælle om det. Man måtte meget rigtigt sige at han var god til at forholde den indre ro intakt, selvom de små uregelmæssige brud i Itarians hoved sagtens kunne opsnappes af Ahngels stærke lugtesans. Han rettede stille nakken op igen efter at englen var færdig med at tale til ham. Hvorfor havde han spurgt? Hvorfor han havde i sinde at bide ham huh? Det var efterhånden sjældent at få sådan et spørgsmål, specielt på tidspunkter som disse. Ahngel var sådan set glad for at han endnu ikke havde nedlagt denne engel. Han virkede noget mere interessant end så mange andre dumdristige engletyper der ellers gik og legede uskyldige nede i Terres gader.
"Hvorfor, spørger du?" sagde Ahngel stille og lagde blikket imod Itarians baggrund i en tid imens han gennemtænkte svaret.. måske lidt længere end han egentligt behøvede. Sagen var at dette rent faktisk morede ham på sin egen måde. Han lod stille sin ene hånd glide op over sin egen hals og kort lade neglene prikke imod den inden han igen sænkede hånden i noget der mindede om et langsomt krads fra samme klør. En let grållig streg kom deraf, men den forsvandt hurtigt igen inden han lod de røde øjne glide fra bjerglandskabet og hen på Itarian igen.
"Normaltvis ville jeg sige overlevelse.. Ellers ville det være morskab.. eller tidsfordriv måske?" sagde han og så Itarian an. Igen smilede han sagte med en lukket mund og med på sin vis tiltalende øjne, også selvom de umiddelbart virkede kolde.
"Vælg den der lyder bedst i dine ører."

Hans ord undrede let Itarian. Han vidste ikke hvorfor, men... det føltedes lidt som om... Vampyren var glad? Morede sig, eller på anden måde havde det sjovt, på sin egen dystre måde. Han opfangede det som en svag summen i vampyrens aura.
De isblå øjne lagde sig på lige netop denne, og gav sig til at betragtede stedet hvor den lettere gårlige streg, før havde været. Han evne til at hele så hurtigt, på en måde overraskede ham, og dog, havde han hele tiden vidst at denne vampyr, ikke var så ordinær som han måske så ud. Nej, ordinær var ikke ordet. Hver vampyr havde sine egne kendetegn, denne, de røde dragende øjne, som han var så kendt for. Der gik sladder i byen om en vampyr herre, der var overhoved i en stor samling vampyrer i europa, at han var kommet til Di morga af ukendte årsager. Det var sikkert denne. Beskrivelsen var ikke til at tage fejl af, da ikke mange havde så glødende øjne som denne mand foran ham, måske var han selv den eneste der ejede et blik, tæt på at være ligeså dragende, glødende, eller måske forvirrende, som ham. Det kunne lige passe at vampyren enten ville have ham til at løbe skrigende bort, eller måske bukke for ham. Arrogancen han havde forestillet sig hos vampyrer, lurede stadig bag vampyrens ansigt, han var sikker på at han hvert øjeblik kunne komme med en spottende sætning, eller en fornærmelse, blot for at få han selv til at virke mere ophøjet end Itarian. Men alligevel var der noget over vampyren, der fik ham til at glemme alt om han forestilinger om adelige fra jorden. Lige nu fokuserede han først og fremmest på ikke at blive indfange i hvad han i sit stille sind betegnede som 'vampyrens lille leg'.
Hans mundvige krøb en anelse opad, og gav ham et lettere dystert udseende, med de isblå øjne, der nu hvilede på de røde, så ud til at være i færd med at bore sig igennem dem, som om han kunne se direkte ind til vampyrens sjæl, hvilket han på en måde kunne, da denne vampyrs aura, sind og sjæl, føltes som om de var tæt sammenkædede, hvilket kun udgjorde en fordel for Itarian. Men hvis han virkelig så lidt ønskede at andre skulle bore i hans sind, ville han heller ikke gøre det, da han jo selv nærede den samme trang til ikke at blive læst, gennemboret eller for den sags skyld.. røbet.
"I så fald ville jeg vælge tidsfordriv" sagde han, nærmest bare for at give vampyren del i hvad han havde af tanker omkring hvorfor vampyren skulle gøre det.
"Men du svarede ikke fuldstændig på mit spørgsmål... Er jeg blot en erstatning?" hans stemme var rolig, og dog virkede han ivrig på sin egen lettere opgivende måde, som om han bare ville vide det, og derefter lade vampyren være i fred, også selvom dette ikke var helt hvad han havde tænkt sig.
Vampyren virkede interresant, spændende ville være et andet ord for det, og det på en måde tiltalte halvengelen i en vis grad. Han så på vampyren, hvorefter han vendte blikket ud mod byen langt under dem.
"Og.... Hvorfor stoppede du?"

I et øjeblik havde Ahngels opmærksomhed været rettet imod Itarians meget merkante røde hårfarve. Normaltvis ville han ikke tro på at det på nogen måde ville være naturlig, men så igen.. Han var vel en nærmest mandlig klon af Miriann var han ikke? Ahngel lagde hovedet lidt på skrå. Så hun havde altså fundet sammen med et menneske alligevel? Der kan man se. Ahngels røde øjne blev igen rettet imod englens ansigt idet han fortsat talte til ham. Hvorfor han stoppede? Åh.. hna var jo ikke engang begyndte endnu, var han? Smilet bredte sig stille igen, men blev ikke ukontrollabelt nok til at lade de to sylespidse tandrækker komme frem og la Ahngels ellers merkante og tydeligvis fejlfrie ansigt gå hen i en mere satanisk tone.
"Erstatning? For din moders blod? Næppe." sagde Ahngel og trak på skulderen. "Selvom i nok er meget blodrelaterede, så er der en ret merkant forskel... hvilket bliver til et nej. Intet kan erstatte hendes og intet vil kunne erstatte dit." sagde han så lod blikket vandre over englens ansigt inden de røde øjne igen fokuserede. "Så.. det er vel bare et spørgsmål om smag og behov."
Der gik lidt stilhed imens Ahngel lod øjnene lægges skruppeløst på Itai. Nærmest stirre i en kølig fortolkning, og så alligevel ikke. Hans øjenfarve var en smule falmet.. lod hans tanker svæve frit et øjeblik inden han igen bevægede dem fra Itais hals og op på ansigtet igen. Endnu et smil kom frem. Kort og med en undertone af sadistisk morskab. "Det er for tit at erklære legen slut, synes du ikke?" sagde han så og lod igen et indtagende blik hvile på englen. Han trådte den smule frem så han igen havde fast grund under fødderne. "Så sig mig,.. hvilket mirakuløst kaos vil jeg helt præcist ramme, eller ønsker du at jeg selv finder ud af det." sagde han med en mørk undertone på det sidste valg. Egentlig havde han selv tænkt sig at udforske det, men det kunne være så meget sjovere hvis han kunne lokke engelen ind i sin lille leg.

Vampyrens øjne der betragtede ham, han stirrede køligt tilbage, og følte igen den svage knitren i luften omkring sig, da han følte mandens blik på hans hals. Magisk ladet energi der hang i luften, nærmest som om det prøvede at afskrække vampyren fra at komme tættere på, uden at det var særligt kontrollabelt for Itarian selv. Han følte hvordan vampyrens tanker bevægede sig, svævede i hans sind, dog uden at han var i stand til at høre hvad han tænkte på, det irriterede ham på en måde.
Hans isblå blik mødte vampyrens flere gange, mens han hørte vampyren færdig, Hhmm, så han mente altså ikke at han kunne erstatte sin mors blod? Han havde i mange år selv været af samme opfatning, men havde i denne lille tid, hvor han følte vampyrens såkaldte 'leg' trykke mod hans bariere skabt af den formular, hans moder i sin tid havde lagt over ham. Den formular der gjorde ham i stand til at standse vampyrer fra at bide ham, hun havde blandet hans blod med en Koltars. Det gjorde hans blod sødt, meget sødt, og for nogle vampyrer ligefrem giftigt, dog med en vis bitterhed lurende bag, der kom af den gift der ligeså kom fra en Koltar. Han var kort sagt et levende eksperiment, hans mor i så lang tid have arbejdet på, leget med, og prøvet at forbedre, men ikke desto mindre havde hun stadig ikke fundet noget middel der kunne kurerede hans... Overfølsomhed, for disse skønne, kolde væsener, med de sylespidse tænder, han kun én gang før havde følt gennembore sin hud.
Hans blik vendtes væk fra vampyren, mens han så mod byen. Mens hans stemme lod sig udspille fra hans strube, betragtede han vampyren ud gennem øjenkrogen.
"Den sidste vampyr.. Jeg, ødelagde en hel verden blot ved berøringen" sagde han, med en vis sorg lurende i stemmen. Han vidste ikke hvorfor han ændrede den han mente havde forårsaget det, men han kunne bare ikke få sig selv til at bebrejde vampyren, da det jo var hans egen krop der havde udløst energien.


//Vil lige spørge om noget, faktisk har han ikke sagt sit navn endnu, så hvordan går det til at Ahngel ved det? xD - Er det ikke meta-gaming? O__o //

//Haha xD Sorry.. tænkte ikke lige over det. Lol.. ser jeg også har skrevet Itai? O___O ..
Jeg er ikke helt vågen x3//

//hehe, ja, jeg selv har heller ikke fået helt lige så meget søvn som jeg måske burde xD //

Ahngels røde øjne snævrede sig sammen til en blot tynd sort streg imod den røde pupil, der endnu havde den normale størrelse. Farvespillet begyndte stille at trækkes i igen og lod hans bliks nyance glide hen i en brændende gyldenrød i samtid med at hans ansigt begyndte at formere sig i en blanding af tydelig forundring, af undring og af den simple ide om at se dennes verden styrte sammen, om ikke andet se det hele forvandles tiil et ufatteligt kaos.. Bare røre ved ham blot for at se det kaos der måske ville komme frem over det.
"Jaså?" hvislede han stille og lod igen blikket glide ned over englens krop i en form for tankeløs overvejelse, som når et dyr kort betragtede den bevægende tingest der stod foran ham. Smilet på hans læber blev en smule mindre og afskærmede igen det hvide tandsæt, men brændte stadig på hans læber.
"Engle har ellers.. en eller anden mærkelig hang efter at berøre væsener af de mørke magter." sagde han stille og lod blikket glide op igen og møde englens øjne. Smilet forstummede helt og aldeles, men en lille kniben med øjnene fik ideen om det samme smil til at komme frem i ens baghoved. Hjemsøge en for en ganske kort stund. "Det er vel hvad der sker når modpoler mødes.. Når den varme luft berøre det kolde vand." fortsatte han kort og lod igen en fraværende tone glide ind over ham. Lod hans blik falme til denne mørke blodige farve og lade de gyldne lys i hans øjne slukkes for en stund. Hvad der ville ske når det kolde salte hav mødte en varm brise fra syden..
Ahngel løftede stille sin hånd og gik ellers forsigtigt til værks.. For at se hvor langt han ville kunne trække det og nærme sig uden at give englen en ide om at trække sig tilbage fra ham.. Måske var det noget mentalt? Måske ikke? Hans fingerspidser lod han langsomt strejfe englens hals og kort mærke det meget røde hår imod håndfladen. En ganske udtryksløs berøring. Hverken blidt eller hårdt. Hvad der ville ske?
Forhåbentlig.. lynild og torden..
"Hvad er dit navn, engel?" sagde han så med en stærk stemme. Ude af de hvislende tåger, for at holde dennes koncentration. Hvis det hele handlede om mentalitet, som det gjorde hos han selv, skulle tankerne blot fanges i virkeligheden.. men så igen.. denne engel var forhåbentlig mere heldig med saniteten end Ahngel var.
Det sås måske ikke.. men han var langt fra så fattet og harmonisk som han måtte se ud.

Han lod øjnene glide væk fra vampyren, og så ud mod den sorte nattehimmel, hvor skyerne havde delt sig, og ladet et væld af stjerne glide frem. De spejlede sig i de iskolde, klare dyb, der dog kunne virke både nervøse, og naive. Det var dog ikke de to følelser der herskede i hans sind. Det var forvirring. Ren og skær forvirring, over hvad han skulle gøre. Aldrig havde han mødt en, som denne vampyr, ikke løb væk fra ham, eller blev draget til ham. Denne vampyr så ud til at holde sig lige midt imellem, uden helt at syntes noget specielt om ham. Og dog, han så ud til at have en trang... til at sætte tænderne i Itarians hals, en yderst ubehagelig tanke.
Han gav et kort gisp fra sig da han følte vampyrens fingre berøre hans hud, den kolde følelser bredte sig fra det punkt den iskolde hud, ramte hans egen, overnaturligt varme. Hvorfor hans hud altid havde brændt på mere end fyrre grader, var han selv ubevidst om. Der var ingen andre i hans slægt hvis hud brændt på samme måde, ikke andre end.. Hans mors søster. Sinclare. Den legendariske engel - blev hun kaldt i hans verden. Hhm.. Egentlig ret overdrevet.
Han lod igen de isblå pupiller rettes mod Ahngel. Hans ord, fik det svagt til at bevæge sig inde i ham. Han følte en svag trang til bare at slå vingerne ud, og flygte. Flygte fra denne skabning, der både virkede så dragende, og dog så afskrækkende på samme tid. Denne skabning der forvirrede ham noget så grusomt.
Hans blik var trodsigt, som et barn der ikke ville lystre, og hans holdning, kunne minde om det ideelle billede af skolens bølle. Afslappet, og dog med en dyster indvirkning med den måde hans ryg bøjede sig ind over hans knæ. Hans hår gnistrede svagt, og svagt lys sprang frem på huden hvor vampyrens fingre havde berørt ham. Vampyren ville højst sandsynligt få sig lidt af et chok, hvis han ellers var i stand til at føle den ladning rå energi der lod sig glide op gennem hans hud, og skabe indre postyr. Hvis det var nået op til hjernen, ville det ødelægge hans tanker, det ville ganske enkelt destruere hans hukommelse, og derved få ham til at glemme sin lyst til at bide ham. Dette var virkningen af en af de utallige besværgelser hans mor i sin tid havde lagt over ham, blot for det formål at han ikke skulle ødelægge mere, som hun derefter skulle rette op på.
"Min status og blodlinje gør mig vel forskellig fra så mange andre engle" svarede han, med en rolig stemme, der dog kunne tydes som bærende på en svag arrigskab. Hans isblå øjne gnistrede svagt, og man ville tydeligt kunne mærke måden de forsøgte at brænde sig ind i sindet på den de kiggede på, hvilket lige nu var vampyren.
Hans næste spørgsmål, fik et svagt overrasket skær til at vise sig mellem de brændende glimt.
"Mit.... navn?" sagde han, og lod hovedet glide let på skrå, hvad var der galt? Han... kunne ikke kontrollere sine egne bevægelser... Han.. kunne ikke rette sig op. Han rette blikket mod vampyren, hvori et svagt spørgsmålslignende glimt tog form, gjorde han noget ved ham? Eller var det en bivirkning fra alle de besværgelser der var kastet over ham siden hans fødsel?

Ahngel skævede en enkelt gang mere til englen inden han meget rigtigt mærkede et sygeligt stød glide hurtigt igennem hans arm og op over nakken og nærmest prikke imod hans baghoved med et par ord, der ikke ville komme fra englen, men en indre refleks. Et mindefragment om noget der mindede om selv samme handling. Et advarende tegn om at de bekloede fingre skulle til at presses imod hans tændinger og fjerne hans dyrebare tanker endnu engang. Få ham til at glemme hvem, hvad og hvorfor. Ahngel slap hurtigt med et tomt blik, som denne kattelignende vampyr stirrede skarpt imod englens hals med et tankeløst udtryk. Man skulle et kort øjeblik tro at hans tanker rent faktisk havde ladt sig manipulere med, som havde han glemt alt og alle og bare kiggede intenst på englen der lige havde påført ham denne skade. Smerte derfra. Hul i smerten. Smerte kan overstås og smerte kan holdes ud, men han skulle ikke... Han skulle fandme ikke..!
Ahngels røde øjne vendtes imod englen igen med endnu et af disse koldbrændende blikke. Ingen vrede var lysende i hans ansigt, men hans øjne. Den røde farve flammede op til denne gyldenrøde for derefter at opvarmes yderligere til en nærmest hvidlig rød, som farverne på overophedet metal med en temperatur der nok kun kunne overstiges af det brændende dyb i den sataniske del af kloden. Hans pupiller små og dirrende, men ansigtet koldt og ligegyldigt. Englen talte.. Talte som om han intet forstod. Pokker stå i det! Ingen skulle.. INGEN skulle røre ved Ahngels hoved igen.
Hans øjenbryn krummede sig og lod kort et arrogant vredt udtryk strækkes inden han igen lod det optones så hans mund ligeså vrængedes. Smuk var han stadig, men i en forstand de fleste ville kunne holde ud at se på uden at måbe. En uhyrlig form for unaturlig skønhed. Skærende imod ens øjne og givende en lyst til bare at slippe væk så hurtigt man kunne. Hjerteslaget der endnu gik langsomt blev dog kraftigere og kunne mærkes i Ahngels halsstykke. Fanden tage det!! Fanden tage den engel! Nok vidste Ahngel ikke at det ikke var noget englen kunne gøre for. Dette var blot.. en refleks. Et overlevelsesinstinkt. Ønsket om at fjerne den satan som før havde pillet ved hans hoved blev genspejlet og peget imod den engel, der nok ingen ide havde om hvilket kaos det havde udløst i Ahngels hoved.
Knæk.. Krrraaaarek.. Qrierh!
Et blink fra Ahngels højre øje. Ticks måske. Blot et splitsekund og ikke til at se på ham at han ingen kontrol havde, bortset fra denne ene ting. Ahngel hævede sin hånd inden han med denne umenneskelige hurtighed greb om englenns varme hals, ligeglad med følgerne der nok ville formå skade på hans hoved i en tid. Pressede sine lange mørke negle imod huden imens han ville forsøge at vælte englen bagom og ned på jorden. Forhåbentlig ville englen ikke kunne klare den hurtige styrkeovergang og overbalance og falde som Ahngel lystede det.
Faldt han ned, ville Ahngels blik endnu ligge på englen med samme koldbrændende farve. Et sadistisk smil ville glide hen over ham i endnu et tankeløst øjeblik. Det ville meget vel smerte ham at røre den kønne engel, men rusen og hadet til denne imaginære forestilling af englen råbte for højt og dominerede for meget af Ahngels sind. Plettede hans omgivelser med et transperant rødt lag, som kun han selv ville se. Male verdenen i blod og plette alle de hvide væsener i satans drikke.
"Diiiit.. Navn.. engel.." Hvislede han langsomt med en kommanderende tone imens han holdt sit hvidglødende blik imod ham. Han ville bukke sig ned imod englen langsomt og fjerne blikket fra englens blik for derefter at partere sin kæbe og lade sin lange tunge glide ud fra munden og strejfes over englens hals. Var englen ikke hurtigt nok, sank Ahngel tænderne ned i englen uden omtanke. Uden at påtage sig ideen om at dette meget vel ville kunne skade ham. Ødelægge hans sind for en periode. Han var ligeglad. Han ville drikke af ham! Han ville påtage englen..
Han ville opsuge.. Lucifer...?

Han stirrede en tid på Vampyren. Hans isblå bliks før lettere forvirrede glans var nu forsvundet, da han havde fået selvkontrollen tilbage, og de så nu nærmest nysgerrige ud. Som om den farve vampyrens øjne antog, kun var endnu et nyt fænomen der skulle undersøges, endnu et nyt begreb der skulle sættes i bås som værende passende til en bestemt sætning. Hans rød hår hang omkring ham og lod sig kort ligne en flamme igen. Han lod hånden køre op til sin strube, og begyndte med trommende bevægelser at danse over adamsæblet,der langsomt svandt ind i huden. Blot for en sikkerheds skyld.
Der gik en skælven igennem ham, da han følte den kolde fornemmelse af vampyrens fingre mod sin hud. Han kunne pludselig mærke det pludselige brændende had, men.. det virkede som om det endnu en gang var rettet mod en anden. Han var igen substitut for andres følelser. Det havde han altid været, og han ville for evigt forblive det. Personen man altid kunne sætte ind som en anden, lige meget hvem.
Det pludselige ryk i hans skulder, der tvang ham nedad, af en kraft han ikke selv ville have troet mulig, overraskede ham ikke ligefrem. Men an ville ikke lade denne vampyr bide sig, nej, ikke nu, aldrig. Han ville ikke gøre flere ting hans familie skulle rette op på!
Uden et ord, et gisp eller nogen anden form for lyd, begyndte forvandlingen. Da han havde lavet den underlige bevægelse mod sin strube, havde det været den første indledning af denne forvandling. Hans hår begyndte nærmest at brænde, og lignede lige så meget en hvidglødende flamme som vampyrens øjne lige nu. Hans øjne forblev isblå, men hans krop begyndte at ændre sig. Han blev et par centimeter lavere, og hans overkrop svulmede op, og blev til bryster. Hans underliv ligeså forandre sig, og hans kurver blev mere udtalte. Efter et øjeblik, så en frygtløs, og yngre udgave af Miriann op på vampyren, med øjne der udviste endnu større had end selv vampyrens. For ja, Itarina hadede alt der gik på to ben, og kaldte sig 'jordboere'. Hendes hånd søgte mod vampyrens strube, og ved en enkelt berøring, eksploderede selve atomerne der skabte luften. Effekten var næsten lige så kraftfuld som en atom bombe, dog ville den ikke sprede sig lige så meget. Dog ville den både gøre skade på hende, og i høj grad på vampyren, der havde, lige inden hun havde udløst eksplosionen, været ved at synke mod hendes hals.
"Jeg nægter" sagde hun blot, og svang sig med glidende, og let yndefulde, dog kraftfulde bevægelser, ud af vampyrens greb, og ud mellem dennes ben, hvorefter hun begyndet at løbe. Hendes hurtighed var overvældende, hun lignede et lyn, næsten usynlig i luften, dog ikke lige så hurtig som nogle af de hurtigere vampyrer og/eller varulve. Efter et par sekunder, sprang hendes vinger ud, kæmpestore, med et vingefang på omkring hele 9 meter, fra vingespids til vingespids, og med fjer der var lige så røde som hendes hår. Hendes satte af, og fløj mod himlen, væk fra denne vampyr, som hun endnu kun havde set i tankebillede, mens hun havde været inde i Itarians sind, afkapslet i den kasse han nu en gang havde holdt hende i i så lang tid.
Hun lod et svagt suk undslippe sig, hvorefter hun satte farten i vejret. Hendes vingeslag var kraftfulde, og med det enorme vingefang, fløj hun ret hurtigt. Dog var det tydeligt at hun ikke havde lige så meget mobilitet i luften, da de lige netop var så store. Det var vel både en fordel, og en ulempe.
Hun så sig over skulderen, og prøvede at se vampyren. Hun var omkring 40 meter over den klippe vampyren før havde forsøgt at bide dem på. Hendes tanker var ikke længere flyvende, eller på nogen måde dybe, nej, det var fulde af udregninger, forslag til strategi.
Hun var kort sagt, en engel kun skabt til krig. På en bred slagmark med andre engle, eller skabninger over det hele, var hun ret så frygtet. Men mellem alle disse skyer var hun sårbar, på grund af hendes manglende evne til at reagere hurtigt med så store vinger.

Før Ahngel havde nået at mærke englens varme blod imod sin tunge, mærkede han en mærkelig form for sammensætning i luften omkring sig. Den døde luft han selv med grænser beherskede nogenlunde, trak sig sammen med ilten og vandet der først inkapsledes.. Ahngels sind opfattede det hele som gik det langsomt og at han havde tid til at overvære det.. dog ikke hurtigt nok til at komme ud af skudszonen for den hurtige engel. Meget rigtigt blev der skabt et mellemrum imellem dem. Ahngel blev trykket tilbage af den markante trykbølge og disse usynlige luftfliger rev i hans hud, hals og øverste del af hans allerede arrede torso. Englen var væk huh?
Ahngels knæ gik imod jorden et kort øjeblik, hvor det andet stadig var mere eller mindre støttende med foden til jorden. Blod dryppede kort ned på den kolde klitoverflade, som ligeså havde ladt sig gøre en smule mere uregelmæssig af englens angreb. Det tog dog ikke lang tid før han rejste sig igen. Rank og med en fattet holdning idet han vendte sin profil imod den nyforanderlige engle-hun? Hans røde øjne dvælede ved hende længe med et tænkende og ganske rigtigt interesseret ansigt. Hans højre hånd havde først sig op over hans oberkrop og placeret sig ved hans hals. Han vendte sig om imod hende og afslørede kort hans nu synderrevne overflade på den hvide hud.. Ikke flænset som sådan, men på en måde krakkeleret som poorcelæn af alene angrebets type. Var det en kniv, var han flænset. Var det en pistol vatr han hullet, men varme og disse ufysiske fænomener påvirkede hans hud ganske anderledes.. På sin egen måde tragisk, som var han ødelagt rent kropsligt. Ud fra revnerne i den hvide hud flød der små striber blod. Ikke meget dog. Han var standhaftig overfor tryk, da det selv var en egenskab han foormåede at kunne lege lidt med.. dog ikke på samme måde som englens.
Igen vendte han blikket imod sin højre hånd der fjernede sig fra halsen og placerede sig foran hans ansigt imens han betragtede den. Betragtede blodet der tyndede ud imellem hans fingeraftryk og allerede healet arvæv. Et blik der kunne nærmest genkendes som noget lidenskabligt gnistredes i hans røde øjne, der igen havde indtaget denne ikke kogende, men varmfrysende blodrød. Vanviddet var vel bllevet fordrevet fra ham da han indså at han igen var tilbage i virkeligheden.
Langsomt bevægede han sin tunge over fingerspidserne og ignorerede fortsat englen i lidt tid endnu imens han kiggede på ingenting, som en vane man foretog sig mens man ventede på noget. Langsomt blev hans hud gradvist mere hel igen og blødningerne stoppede inden de kunne nå at besudle jorden.. Nu blot røde streger over hans hals og kraveben og torsoet under det ligeså opflåede stof der udgjorde hans skjorte under den sorte åbne jakke.

"Personlighedsspaltning er altså blevet mere udbredt alligevel.." mumlede han så med en kølig tone imens han kiggede op imod himlen. Det virkede som om hans førhenværende handlinger var uregistrerede samt den undring der måtte komme når en mandlig overstående pludselig udviklede barm og kvindelige dufte.

Hun stoppede op, da hun hørte en svag mumlen, hvisket ud af den vind der brusede i hendes ører, og bar lyden en anden vej. Hun anstrengte sig, og vendte sig om. Hendes vinger bevægede sig med en sådan præcission og ynde, at man let kunne få billedet af en trane-dans til at dukke op for sit indre blik. Dog mindede de blodrøde fjer ikke det mindste om en tranes, og de ville øjeblikeligt indgyde ærefrygt for enhver der var svag nok, til at falde for denne ydre, og ret så falske charme der lå over hendes let barnlige ansigt og krop, dog med facon som fra en der var mindste fire år ældre end hende selv. De isblå øjne stirrede nærmest på vampyren, mens hendes læber bevægede sig i en let strøm af underlige bogstaver. Selve ordene lød mest som latinsk, dog var udtalen som en blanding af tysk og fransk. Hun udtalte hver ord som om hun nærmest skulle til at gennembanke det, og dog lød det, når man ikke forsøgte at finde sammenhængen i den remse hun mumlede, som om hun sang på hviskende, nærmest messende måde, med den lette flydende effekt som ligeså ville blandes med det franske sprog. Hun var udmærket klar over at vampyren nok ikke ville forstå et hak af hvad hun sagde, men det kunne også være lige meget. Enhver der forsøgte at spidde hendes halsvæv, eller for den sags skyld det halsvæv hvoraf kun en tredjedel tilhørte hende selv, ville betragtes som fjende indtil bevist modsat.
Hun lod en af de ældgamle magier, der lå over enhver engel af hendes opstamning, flyde ud gennem læberne, og danne et indre net, der lagde sig omkring vampyrens hjerne. Dette net ville flyde ud, blande sig med hans egne minder, uden at han selv ville være i stand til at lægge mærke til det. Han ville ikke føle smerte, eller det var der ingen der nogensinde havde gjort, når de var udsat for dnne type magi, derfor regnede hun heller ikke med det denne gang.
Dette net, lod sig opløse, og trænge ind gennem hans hjerneceller, det gav ham den mængde viden hun ville have ham til at have. Hun havde givet ham nye minder, nye tanker, som han ville huske selv at have tænkt eller følt. Hun gav ham visheden om at det ikke havde været hendes mening at forsøge at skade ham, visheden om at hun ville forsvare sig selv til døden, og dog. Om hans hjerne valgte at opfange denne nye information eller ej, var helt op til vampyrens underbevidsthed. Hun kunne ikke tvinge denne viden ind i hans hjerne, ej heller var hun i stand til at tage den tilbage igen, så snart hun havde udløst nettet.
Hendes mumlen ophørte i det sekund, hvis hans hjerne havde valgt at optage denne mængde viden, da han ville være i stand til at forstå ordene. Den viden hun selv kendte til sproget, havde hun uden sin gode vilje, ladet sive med ind i nettet. Hun havde ikke været i stand til at standse det, da hendes broder, Itarian, havde presset på. Hun lod svagt sin tunge køre over de bløde læber.
"Hvorfor føler du en sådan trang til at bide mig?" spurgte hun, med de isblå øjne, lysende af hvad der både kunne tolkes som nysgerighed, og trods.

Små minimale vibrationer..? Ahngel vendte stille blikket imod den messende engel med et hævet øjenbryn. Ganske rigtigt havde han indtil videre ingen ide omm hvad denne foretog sig overhovedet, men han ville tids nok mærke det. Hans sind, om ikke andet hans underbevidsthed var et farligt sted at trænge ind i. Hans hoved ville automatisk fjerne grove dele af dette egentligt ganske godhjertede motiv om at lade ham vide hun ingen fjende var, også selvom han ikke selv lagde mærke til det. Klør og tænder. Vridende og kradsende imod denne skare af underbevidste tanker der lysnede op som en dråbe vand i en tjærdesø. Kæmpende for at lade denne lille hellige tanke korrupteres af alle de andre rodede minder og lade det forsvinde, som dug på solen, men nej.. Overhovedet ikke. Det forsvandt aldrig fuldkommen. Ahngel lagde hovedet lidt på skrå og kiggede tænkende ned imod byen der udgjorde det åndestjældende scenarie. Han kunne mærke det? Ahngel havde efterhånden fået den egenskab, eller forbandelse at han rent faktisk var alt for bunden til hans 'det'. Det'et som det kaldtes af den afdøde psykoanalytiker. Det var ikke en evne.. Den bivirkning kom af hans fysiske liv som han havde haft som dreng, som om hver eneste censurinstans blot var muret til med sand og småsten der sagtens kunne falde sammen når en følelse blev for stor.
Ahngels røde øjne vendtes stille hen på englen igen og lod sig lægge på hende med et roligt, hemmelighedfuldt blik. Så.. Hun var i stand til at trænge ind i hans hoved? Et meget kort diskret smil prydede et øjeblik hans underskønne ansigt imens han vendte blikket væk igen. Tydeligt at han ikke smilede sådan ofte. Dette var ikke særligt onskabsfuldt eller truende, men mere som om den lille leg de havde opstillet rent faktisk morede ham på en ganske neutral måde. Et lille fnys passerede ud igennem hans næse inden han rettede sig op. Tid til en lille prøve huh? Lad os da se hvad den lille engle rent faktisk præsterer..
Han lagde stille hovedet på skrå og bevægede sin tunge hen over sit øverste tandsæt med en langtrukken bevægelse.
"Hvorfor jeg ønsker at bide dig?" sagde han så og nikkede.. Overvejede med et falskt motiv, som ville han ha det til at se ud som om han rent faktisk ikke vidste det. Han havde dog en hel række grunde i hans hoved, men hvorfor skulle det angå hende? Sandhedens time ville være altafgørende for Ahngels tiltro til disse evner englen havde for det mentale.
"Fordi monstre ønsker at gøre skade på jer lyse racer." sagde han så. Igen dominerede det lille smil med en kølig forventning i hans blik.

Hans ord fik et lille fnys til at komme fra hende. Lyse racer? Siden hvornår havde enlge været en lys race? Hun sukkede let for sig selv, hun havde glemt at i den her - efter hendes mening fuldstændig meningsløse - verden, kendte man til engle som de var i deres aller blideste form, hvilket ville sige, som en eller anden skægget mands små stik-i-rend-drenge-eller-piger. Hun lod de ildrøde bryn trækkes let ned i ansigtet, og rystede så på hovedet.
"Og du skulle forestille at være monsteret?" mumlede hun, med sit sædvanlige let flabede tonefald, som et barn, der talte sine forældre imod.
"I så fald burde du måske prøve at regne mig ud, inden du pludselig falder over mig, eller min kropsdeler for den sags skyld" sagde hun, med en let nedladende tone, der dog tydeligvis kun var der for at dække for den lille bitte muntre tone, der sneg sig med ind i hendes stemme. Hun kunne heller ikke selv sige at dette ikke morede hende. Siden hun havde været helt lille, havde disse små mordforsøg været en del af dagligdagen, og hun morede sig nu ganske godt med at andre prøvede at dræbe hende, gang på gang uden succes.
Hun bed sig let i læben, en vane, hun faktisk ikke selv vidste hvor kom fra, og tyggede lidt på den. Hun rakte derefter tungen ud, de let perlende røde blod, flød over tungen som en lille pøl. Dog lignede det ikke almindeligt blod, det virkede på en eller anden måde... gyldent som om bittesmå strejf af guld lod sig vise her og der, for derefter at forsvinde når man forsøgte at finde årsagen til disse små glimt. Hun tog tungen ind igen, for derefter at lægge hænderne på hofterne.
"Har du virkelig lyst til at drikke sådan noget tykt, sødt stads?" spurgte hun, med hævede øjenbryn.
Hun havde tydeligvis ikke den mindste respekt for ham, fuldstændig modsat af sin bror, der havde været fuldstændig betaget af lige netop denne karakter, der gang på gang havde optrådt i deres godnathistorier, når deres mor ellers ikke var ude og hore. Hun forstod virkelig ikke hvorfor en vampyr som denne, skulle være særlig speciel. Hun ville havde håndgribelige beviser, ikke bare historier.
Hun virkede ligeså fuldstændig modsat af sin bror, også selvom de så næsten helt ens ud, bare med forskellet på kønnet selvfølgelig - Og så alligevel. Det var ligesom med tvillinger, de så umiddelbart ens ud, mens så var de alligevel vidt forskellige. Hun så ud til at være rapkæftet, flabet, og meget mere hårdfør end Itarian. Hun slikkede lidt blod af læben, med et let ulæseligt glimt i de isblå pupiller.

Et lidt mere merkant, dog stadig koldt og fattet smil bredte sig over hans læber i en tilfreds tone der ligeså kunne virke en smule sarkastisk på sin egen måde. Hun havde vel sagt noget der behagede ham eller morede ham på sin egen måde. Han vendte stille øjnene op imod himlen. "Burde..?" mumlede han stille og lukkede kort øjnene med et tilfredst suk igennem næsen inden han ígen åbnede de dragende røde øjne og vendte imod den flammende lille englehun. Hun lignede Miriann.. Ligeså køn ligeså. Normalt var Ahngel ikke en der var overdreven betaget af det kødlige udseende, men Miriann havde altid haft et ganske særligt ansigt og udseende.. Navnligt hendes mærkeligt røde hår. Hans øjne lå endnu en smule på hende. Alene hendes flabede attitude morede ham i bund og grund på sin egen måde... som et barn der ingen ide havde om hvem hun stod overfor.. eller gjorde hun? Nah. Miriann havde som de fleste kun kendt en brøkdel af hans tanker og personligheder, men så igen. Hun havde dog nået langt ind i de år de havde været nære hinanden i england. Han betragtede stille blodet over hendes tunge med et tænkende udtryk. "Ville jeg prøve at drikke fra dig hvis jeg ikke ønskede det?" sagde han og lod smilet brede sig til en dyster skæv fortolkning, hvor den ene side af hans tandsæt var fuldt blottet inden han lod munden sammenlukkes igen derefter. Han virkede nu ikke som at være i ekstase efter det, som han havde været før, da hans lille brud i sin sanitett var indtruffet. Hans tanker var igen forholdsvist i ro og orden og hans mur til sit indre jeg og drifter var igen dækket med det tynde sandlag.
En stilhed laagdes over ham med et tænkende blik imens hendes ord stille gled tilbage til start og genindspilledes i hans hoved. Burde? Heh.. Det lød alt for meget som noget HAn havde sagt for få år siden. Der var motivet dog en anden form. Da havde det været med en ordstilling der gav en fuldkommen ny betydning og virkning.
Du burde være monsteret!
Ahngels blink snørrede sig lidt sammen inden han igen lod tankerne glide ud i et og vende tilbage til virkeligheden.

//Sowwie. Kunne ikke finde på mer x3//

Hun nikkede lidt, ved hans lette mumlen. Han lignede ikke et monster, han vidste sandsynligvis ikke hvad et rigtigt monster var, sådan en opfatning havde hun jo alligevel af alle og enver. Hvis man umiddelbart lige havde mødt hende, ville man kunne tælle hendes godhjertede tanker omkring en på én hånd. Hun lod en kort håndbevægelse feje det resterende blod af læberne, hvorefter hun lod dem køre let op, i et lettere flabet smil.
Hun vidste at hun kunne forvente enhver form for styrke, og/eller svaghed fra det individ hun stod overfor, så meget havde al den duelering i hendes barndom da ihvetfald lært hende, dog plejede hun at more sig med at forsøge at virke som om hun ikke vidste det, bare for at se hvad der skete. De fleste så hende stadig som et barn, en lille uvidende unge, der ikke vidste en skid om verdenen udenfor. Hun havde altid været indelukket, havde altid brugt skuespil for at komme igennem dagen, for derefter at låse sig inde på sit værelse, og forsøger at smadre sin hovedskal mod væggen - Ligeså uden succes.
Hun var efterhånden blevet ganske god til at holde sine følelser inde, erstatte dem med andre, og virkelig øverbevise selv den skarpeste hjerne, om at hun ikke vidste en skid om hverken dem, eller sig selv, for den sags skyld. Dog ville hun ikke virke helt så dum, ikke overfor en vampyr som denne. Heh. Følelsen høj rang nærmest strålede fra hele hans væremåde, og hans holdning, ligeså hans måde at tale på. Dog virkede han ikke helt... normal? Han virkede på en måde useriøs, og så alligegvel var han også skræmmende, på sin egen dystre måde. Han var tydeligvis ikke til at finde hale og hoved i, og som så mange gange før, erstattede hun det forvirrede ansigtsudtryk med et stolt grin. Et grin der for det meste fik hendes modstander til at tro, at hun troede at hun allerede havde vundet kampen, det havde reddet hendes liv op til flere gange.
Hun rystede let på hovedet ved hans næste sætning.
"Ha, de fleste pleger at ville have min status, endelig er der en der faktisk vil have mig" hun lavede en gestus mod sin hals, "Og så gør jeg det ikke engang frivilligt?" hendes ord var blot en mumlen, og dog skar den gennem vinden, så tydelig som hvis hun havde råbt. Den sarkastiske tone var ikke til at overse. "Jeg kan simpelthen ikke se pointen" ligeså sarkastisk, dog med en let munter tone, som om det morede hende at sige sådan, selvom det - selvfølgelig - ligeså var skuespil, rent skuespil.
Hun så hans øjne snævre sig sammen, og uden tanke for den mulige fare, bevægede hun vingerne en smule, justerede balancen, og fløj et par meter tættere på, blot for at betragte denne skønheds dragende øjne. Dog gik hele hans blik ud i et, og den dragende effekt havde ingen virkning mod de isblå pupiller, der virkede mindst ligeså dragende, magisk roterende, som hans.
"Du har flotte øjne..." mumlede hun, igen som et lille barn, der blev betaget af næsten alting, og havde en stor trang til at sige det højt. Egentlig ret umanerligt af en prinsesse, men så alligevel, hun var født som krigs-engel, og ville for altid forblive en krigs-engel.


//Hehe gør ingenting - Har som sagt intet imod små indlæg ;D //

Ahngel havde stille lyttet til hende uden egentlig at vise stor tegn på opmærksomhed. Faktisk virkede hans holdning stadig fraværende, også selvom at han egentlig var fuldkommen til stede for en gangs skyld. Han hørte, så og smagte bjergene omkring ham og impulserne fra den kønne røshårede engel. Status talte hun om? Et skævt smil bredte sig stille. Ahngel så ikke status som en ting der var vigtig. Hvorfor fratage det fra en, når man selv havde mere end man egentlig ønskede.. Eller hvad? I sidste ende var det jo ikke hans eget ønske oprindeligt, men var blevet det igennem pligt. Pligt. Rædsomt ord. Helt igennem pinagtigt, men desværre et begreb der mere eller mindre trak ham til sig når han gik under sit fødselsnavn. Et navn han for mange år siden ikke ønskede at kendes ved, men som nu var blevet mere brugt igennem årene end hans elskede Alias 'Ahngel'. Et navn han fra barndom var blevet kaldt af hans moder og sin faders dødelige blodbrud med det lange blonde hår. Lucy havde ligeså ikke været med i gennemgangen i hans hoved på det sidste, trods det snart var årsdagen for dennes død. Ahngel tænkte sig lidt om og påmalede billedet af den smilende solbrune menneskekvinde der i mange år havde været genstand for Ahngels modne sind, fanget i en barnekrop og med begræænsede muligheder for at hjælpe hende. Blodbrud.. En dag skulle han vel også tage en til sig på den måde.. Dog ikke den han havde ladet kontraktere med nu.. dog heller ikke den der for mange år siden havde vundet hans barnlige gunst.. I sidste ende.. havde de så ikke alle sammen.. mindet om hende?
Ahngel vendte endelig blikket imod englen da hun var kommet med den sidste bemærkning. Han havde.. flotte øjne? Ahngel kiggede stille på hende med det samme kølige udtryk, men dog kunne et glimt skimtes af ren nysgerrighed og undren over sådan et hurtigt skift i hendes væremåde. Før så pirrende selvsikker på egen magt og nu nærmest komplimenterende de øjne han så længe havde haft som kerne til manges undring og førstehåndsindtryk. Kun de færreste havde dog brugt den betegnelse af hans blik.
Han kiggede stille på englen med et hævet øjenbryn, som ville han regne sit næste træk ud, eller om det var en måde at teste ham på? En måde at måske få ham til at smile varmt og komme med den sædvandlige: Men ikke så flotte som dine, rutine, som så mange af de jubelglade mennesker brugte. Ahngel lagde hovvedet lidt på skrå. Det virkede ikke til at være tilfældet. Han sænkede stille blikket efter en tid, inden han med en elegant bevægelse, dog lidt langsom, lagde armene over kors og lod dem hvile således. Igen var hans blik sølet ind i tanker.
"Jeres moder, Miriann." sagde han og vendte igen blikket på hende med et ganske ulæseligt udtryk. "Hvad har hun fortalt?"

Hans ord stak på en måde. Han talte om Miriann som om hun var en eller anden desertør der havde afsløret alle planerne for fjenden, hvilket man på ingen måde kunne sige om det tykhovedede kvindemenneske. Hun sukkede let, og hævede hagen en anelse, som tegn på at hun følte sig hævet over kvinden, måske over selve spøgsmålet? Hun svarede dog på det, nærmest automatisk.
"Hva' tror du selv?" sagde hun og lod igen hænderne hvile på hofterne. "Hvad fortæller alle om dig? Hvad fortæller de personer du engang kendte om dig? Hvis du da overhovedet ved hvor de er henne?" hun havde forsøgt at standse den ligefrem irriterede iskolde tone i hendes stemme, ikke med ligeså stor succes som hun havde håbet på, men godt nok til at det sikkert ikke ville støde vampyren foran hende.
Hun lod sine fingre lege lidt med en blodrød hårlok, og så på ham, med let trods i blikket, og dog med en svag opmærksomhed, som om hun faktisk intterresede sig for hans svar. Som om hun gerne ville høre det.
Hun lukkede det ene øje, i hvad der kunne ligne et blink, dog var det blot en reaktion på en svag smerte i øjet. En let prikken bag nethinden, der fik hendes til at ryste lidt på hovedet.
Smerte var noget hun var vant til, ikke noget nyt der, hun havde bare ikke følt den i et par uger, i den tid hun havde været i den her underlige verden, og hun havde nær glemt hvor meget den egentlig irriterede hende. Hun lod tungen glide ud, og væde de efterhånden ledt tørre læber.
Hun har fyldt os med løgne.... år ud... og år ind... tænkte hun sammenbidt.