Flagermusens skrig (Ahngel)

Da englens ord gengaldte hans egen spørgsel til Miriann tav han og hævede stille et øjenbryn. Hvad.. andre fortalte om ham? Ahngel sænkede stille skuldrene. Hvad de fortalte? Hvordan skulle han kunne vide det? Havde de overhovedet nogensinde talt om ham? Ahngels bevidsthed herskede i rummet omkring ham og de steder han var i harmoni med, men aldrig hos andre og nærmest aldrig med andre som center. Han tænkte ofte på dem i hans fortid og tænkte ofte hvad der var blevet af dem.. Nogle dybere end andre, hvor der selv var personer der var glemt mere eller mindre fuldkommen. Informationer han var ligeglad med nu? Måske eller også var det blot alle de år som havde tærret mere på hans sind end hvad de allerede havde gjort. Hans mentalitet.. var.. anderledes. De røde øjne lå stadig stille på englen. Lod sig fæstne imod hendes krop imens han betragtede den person der for ikke så lang tid siden var et væsen af hankøn. De havde vel fortalt om ham.. Om Ahngel og ikke Lucifer. Dem der havde kednt Lucifer ville dog aldrig tale om dem og dem der kun talte om Ahngel og hans gerninger dengang ville også kun være en halv sandhed... Men.. englen spurgte ikke om hvad der var sandt om ham vel? Hun spurgte om hvad andre talte om.. om hvad de tænkte og overvejede over ham.. Og så alligevel var tanken så umedgørelig. Så fastlåst uden han ville kunne komme med et kvalificeret gæt. Ønskede han overhovedet at gætte sig frem til det? Udtale ordene der allerede var blevet sagt alt for mange gange under et usandt grundlag. Et skævt smil herskede Ahngels velformede ansigt imens han fortsat betragtede denne engels skikkelse. Formerne over vingerne og ned til sidste støttepunkt på hendes ben. Det efterlod et klart billede af hende som hun stod der.. forsikrende om at han ikke ville glemme denne anden form for den stilfærdige engel der før var af englesønnernes ypperste?

"Hvad de siger om mig?" sagde han så og sænkede øjenlågene en smule uden at lukke dem til... Blot efterlod et mere tænkende udtryk, men stadig prikkende og nu imod hendes ansigt igen. Færdig med at studere hendes person.
"En skare af uddøde observationer. De ville fortælle om en dreng."

Hun betragtede ham langsomt, og med en svag trang til bare at banke ham i hovedet og fortælle ham hvad hun egentlig mente om hans gøren og laden, ja om hele hans eksistens. Den måde han havde hersket i hendes mors sind, den måde hun havde set den rødhårede kvinde stirre op mod stjernerne, og føle at hun tænkte på lige netop denne person... Det havde ganske enkelt været afskyeligt, guopvækkende, for en engel som hun selv, der kun forstod sig på hvad der skete i dette øjeblik, og ikke havde tid til at fantasere, ikke tid til at filosofere, omkring hvad der var sket hvis deres mor - ligesom hendes moster - havde taget sit eget liv, og ladet dem være alene tilbage. Da Miriann havde været på Hogwarts, havde en række af den tids troldmænd, de fleste af dem lå døde nu, lagt nogle besværgelser over deres kroppe, fået dem til at se yngre ud, så de havde kunnet passe ind på den skole de havde udset sig som bosted. Dog havde der været en bivirkning. De var virkelig blevet rullet tilbage, ligeså deres sind, var blevet medgørlige, og barnlige igen... En del af den barnlighed havde aldrig forladt den rødhprede kvinde der nu kunne kalde sig hersker over en hel verden, ja endda mange verdener.
Hun lod et langt suk passere gennem hendes læber, mens hun lyttede til vampyrens svar, han virkede på sin vis irriteret - mente hun - og virkede som om hele emnet bare var en flue der skulle smækkes, selvom den stemme der nu voksede i hendes hoved, sagde at han var intereseret. Det var hendes bror's ånd, der forsøgte at genvinde kontrollen over kroppen, ja, for den sags skyld gøre den mandlig igen, hun vidste ligeså godt som han at han hadede at holde kroppen i kvindeform. Den krop de tre trillinger fra Kensou delte. De tre ansigter fanget i en krop. Egentlig en besynderlig tilværelse.
Hun fløj frem, og lod sin hånd glide mod vampyrens pande. Hun gav den et lille smølfe-spark, og lagde ingen kraft bag, lod det kun kunne føles som en prikken.
"Helt ærligt, du er omtalt i hele byen, og så ved du ingenting om det?" hendes stemme var nærmest opgivende. Hun vidste at vampyren sikkert knapt nok ville føle hendes lille prikken på hans pande, mens hun stirrede surt ind de blodrøde øjne, der åbenlyst ingen effekt havde på hende,
"Du burde finde ud af lidt mere" hun trak sig tilbage, slog med de enorme vinger, som var de en del af selve luften omkring hende, som var de blot en illusion, som hun faktisk bare svævede ved tankens kraft, dog var dette jo ganske enkelt umuligt, det var blot en teori der pludselig poppede op i hendes hoved, mon hun kunne skabe illusioner? Hun havde aldrig forsøgt, og nu pirrede nysgerrigheden hende som bare pokker.
Hun så fortsat ind i vampyrens øjne, dog var hun nu ude af hans række vidde, omkring en 10 meter fra ham velsagtens.

Ahngels blik var derefter fraværende i en tid imens han lagde armene over kors og vippede hovedet lidt til siden. Hendes spørgsmål gled dog stadigvæk rundt med hele ideen om hvordan han skulle kunne vide hvad der blev sagt om ham? Sagt? Han havde både fjender og tilodmed hvad man kunne kalde for venner.. Ihvertfald forhold der var tættere end bekendtskaber, men hvorfor lå ordet 'venner' så mærkeligt og hvorfor så fjernt når hans egen mund udtalte det? Han havde altid været omgivet af folk rent fysisk, selvom hans omgangskreds rent mentalt havde været en ganske anden historie. Venner.. Selvom mange af hans tidlige bekendtskaber kunne defineres sådan så virkede det stadig som en ting han ikke havde i samme forstand som andre hvade.. Jo.. Få.. ganske få. Meget få. Nærmmest ingen. Han havde altid defineret det på sine egne måder. Detaljerede i form af folk han gerne ville omgås eller en mild form for elsker?
Ahngel blev hevet ud af sine tanker da englen nærmede sig ham. Umiddelbart tog han ingen notits af det før hun havde givet ham det mærkelige prik i sin pande. Nå ja.. Det prik? Mange gange havde folk tyget til at røre ham på den måde. Hurtigt og alligevel utilfredsstillende for dem. Måske fordi de i sidste ende ikke ønskede at mærke på ham. Røre hans knogler og mærke hans form, som når man af ren forlegenhed rører en persons hår i stedet for selve personen.
Derefter kom hendes ord. Han burde vide mere? Hele byen omtalte ham? Han hævede uforstående et øjenbryn? Hvordan kunne.. hele byen? Absurt. Hvorfor skulle de dog det og hvorfor overhovedet tænke videre over det? Ir for sig ville det være normalt, men ikke engang halvdelenn kednte til ham som Frankrigs alfahan, så en vampyr ville normalt ikke være noget stort at tale om. Men.. Hvorfor så? Egentlig ville Ahngel brændende gerne spørge hende ind til det, men beholdte denne mine der osede ud af kølighed, men samtidig var transparant og nem at gennemskue. Se ind til den undring der egentlig opstod i hans hoved. Hans øjne blodige og svømmende.. symboliserende hans tilstedeværelse og hans opmærksomhed, som ikke alt for tit var fuldkommen i den fysiske verden. Næsten altid var en stor brøkdel henholdt i tanker og billeder, som kun kunne ses fra hans egen imaginære nethindes yderste lag. Det rødlige gennemsigtige med essenser af personer, lyde, steder og følelser.
Ahngel lod stille sine arme kægges langs hans side igen imens han kiggede på hende. Hans blik igen stille og hans øjenlåg sænkedes en smule og genskabte hans næsten konstante udtryk. Igen falmede øjnenes farve en smule mørkere og tillod ham igen at se det blodige lag af tanker.
"Hvorfor burde jeg vide det? Hvad forskel gør det at der tales om mig." sagde han så og hævede et øjenbryn. Han vendte stille blikket til siden. Så.. Hun havde altså direkte hørt af ham. Han havde? Han havde et kort øjeblik glemt den mandlige udgave af den kønne engel og i stedet været optaget af denne genskabelse af dennes smukke moder med samme brændende manke. Det slog Ahngel. Miriann havde født. Selv hun havde altså fundet vej til en familie? På en måde.. var det en lettende tanke.

Hun så lidt på ham. Hans nysgerrighed irriterede hende på en måde, men så alligevel, vidste hun udmærket at hendes underlige små bemærkninger tit gjorde folk nysgerrige, fik dem til at summe... Hendes eget udtryk for tilstedeværelse.
Hun rystede svagt på hovedet af hans sætning, han vidste det ikke engang selv? Han vidste ikke at hver eneste person han havde ladet gå, hver eneste offer han ikke havde dræbt helt, måske også de fleste af de andre væsener han havde mødt, havde omtalt ham? Hun selv kunne lide at drikke, hun elskede nærmest den søde, dog let bitre smag, af spiritus der sved på hendes tunge, og fik hendes hjerte til at springe et slag over, trods det faktum at hun kke havde brig for et hjerte der bankede, ihvertfald ikke helt. Denne krop var trods alt halvt menneske... eller... ihvertfald noget menneskeligt. Hun havde aldrig fået undersøgt det særlig grundigt, havde bare taget sig til takke med rent faktisk at få en krop at besætte, dog med selskab, og ønskede ikke yderlige information om selve genstanden for hendes genopstandelse i denne krop, med disse nye evner.
"Det ved jeg ikke... Jeg ville foreslå at du selv fandt ud af det, det virker mere logisk" sagde hun, med en let ligeglad tone, næsten som om hun faktisk ikke kunne være mindre interreseret for selve emnet, dog brændt de isblå øjne af en svag munterhed, med strejf af nysgerrighed, der splintrede den udtryksløse, dog let barnlige, maske.
Hun sænkede øjnelågene halvt ned over sine øjne, et trick hun havde lært af den tredje beboer af kroppen, en tavs dreng, der til tider kunne virke modstræbende. Det fik hendes udstråling til at virke mere betænkelig, også selvom det kunne forstås som en efteraben af den måde vampyren for lidt siden halvt havde lukket sine røde øjne. Hun rystede på hovedet, og sukkede let. Hun havde for lidt siden forsøgt sig med tankelæsning... Men af en eller anden grund var det slået fejl. Det havde virket som om.. Hun havde ladet sin magi køre over en glasvæg, som om noget skilte hende fra vampyrens sind og tanker, noget der syntes at komme fra hende selv... nærmest som om hun ikke ønskede at beskue dennes tanker, minder og betænkeligheder? Det var jo absurd, sådan havde hendes magi aldrig opført sig før.

Englens egentlige holdning til denne lille, let ubetydelige sag svejede forvirret frem og tilbage på den billedlige version Ahngel lod sig forestille til. Han betragtede den rødhårede kvindelige himmelbetvinger og lagde hovedet på skrå. Først.. ville hun gøre bevidst på dette, men hvorfor var det vigtigt? Folk kunne vel sige hvad de ville, selvom Ahngel i sidste ende ikke havde troet at de direkte ville fremmane emner og samtaler bygget på hans eget grundlag.. Hvor beværligt.. Dem der kendte ham bedre end denne engel ville nok heller ikke vige fra at tale om ham, nu hvor, eftersom englen sagde, flere han ikke direkte havde brudt sig om tale frit fra leveren. Oplysninger der ikke burde listes igennem sprækkerne og små uregelmæssigheder over hans krop, som ville kunne bruges imod ham hvis det endelig var, men så igen.. svagheder.. han var selv god til at finde dem hos andre og holde dem på en sikker rækkevidde ved at bruge dem som sit skjold. Dem der kendte nærmere til ham ville ikke engang være i sikkerhed.. han ville have en svaghed fra dem selv at hente.. selv nu havde han fundet en, selvom det nok ikke gjaldt denne kvindelige version af den tavse mandlige udgave hun før var.. Berøring og nærkontakt af en der som han besad udøde hænder og en uslukkelig tørst til det anderledes blod denne krop måtte besidde.. Hvorfor dette skjold? Hvor inhumant at fjerne et naturligt link hos balancen mellem bytte og rovdyr.. Hvem der end måtte ha pillet ved det, måtte ha været ligeglad med den balance. Ligeglad som han selv burde være.. eller også måske af noget andet? Beskyttelse af dette individ? Kærlighed måske? Hvem ved? Det var dog en kendt sag at engle var fredselskende og næstekærlige, selvom disse mindede ufattelig meget om deres moder. Den rødhårede Miriann.. En af de engle der ligesåvel kunne være et væsen under månens lys og leve af blod som han selv. En af dem der skilte sig ud og en af dem man ville lægge mærke til, ligemeget hvor mange engle der ville troppe op ved hendes sider.
Ahngel smilede stille og en smule koldt. En mærkelig form for selvsikkerhed dominerede hans rolige, dog koldbrændende øjne inden han skødesløst fjernede blikket fra denne skønhed der talte om noget så unødvændigt som hans ry her i byen.. Eller lå der noget under? Han kom med et kort suk. Et unødvændigt suk om ikke andet, som havde han ikke noget at lave og ærgede sig over det.. dog ikke. Han morede sig faktisk. På en mærkelig og unormal måde selvfølgelig.

"Folk kan sige hvad de vil om mig.. Jeg har ikke et behov for at høre deres meninger." sagde han så og fjernede en tåt der var gledet ind over midten af hans ansigt. Den fjernede sig ikke fuldkommen, men lod sig fastsættes mere eller mindre blandt de andre sorte skyggetråde der lå som døde ravneflammer om hans smukke hvide ansigt. Fik det til at se en smule længere ud end det var. De røde øjne der i en tid nu havde været fokuseret på en tilfældig plet i byen rettedes igen imod hende. Han betragtede hende i en tid.. lod øjnene udforske hver tomme af hendes krop uden nogen form for blufærdighed. Selvom blikket var stillestående, var det ikke svært at mærke hvordan han nærmest med blikket omfavnede hele skikkelsen og genskabte den i hans hoved. Guderne vide hvorfor.

Hun lod ham tænke, så blot på ham uden det mindste afbræk i det halvt interreserede, halvt opgivende ansigtsudtryk. Hendes hår flagrede let i en kold vind, og lod det lægge sig omkring hendes ansigt som en levende ring af flammer. Hun kunne ikke læse hans tanke, kunne ikke føle hvad han følte. Det irriterede hende. Hver gang hun forsøgte at se nærmere på hans sind, var det som om hun stødte på en bariere, en væg af glas, som hun gled forbi, og om på den anden side, uden at have været så tæt på som at føle hans tanker.
Hun lod et svagt suk passere sin læber, og så op, det overraskede hende let at se vampyren afslutte et suk, men sagde ikke noget, lyttede blot til hvad han end sagde.
Nå? Han spillede ligeglad? Hvis det da overhovedet var spil? Komedie havde været en stor del af den dagligdag hun selv fremførte, alle spillede så fine, og venlige, men sad om aftenen og stak nåle i en dukke forestillende deres fjender.
"Det behov burde du måske have, snak er vigtigere end man sådan lige skulle tro" sagde hun, og rystede let på hovedet, svagt opgivende, som om hun havde forventet at han allerede vidste dette, også selvom hun snakkede i koder, brugte metaforen om snak i stedet for hvad hun egentlig mente, men hvad pokker. Hun havde ikke i sinde at hjælpe vampyren til at forstå hende, på en måde informerede hun ham bare om noget, og så måtte han vel selv finde ud af hvad hun i grunden havde ment. Gåder, en af de sjovere ting der fandtes i denne verden.
Hun lukkede øjnene et øjeblik, og i løbet af ikke mere end et sekund havde hun fundet frem til det hun søgte efter. En lille prik i den ellers så kølige aftenluft. Hun opfangede sind fra dyr, fugle og flagermus, og så var der én der skilte sig ud. Ikke Vampyrens, hvis sind hun ikke kunne så meget som spore, underligt nok, men et anderledes sind, med en tankegang præget af evig krig, og diktation. En lille skabning, ikke meget højere end en stor hund, og dog med en kraft man ikke ville have troet mulig. Den lille Farinske pige der stadig lydigt stod og ventede bag et klippefremspring et stykke væk, langt nok væk til at eksempelvis en vampyr ikke ville være i stand til at føle hendes tilstedeværelse. Hun åbnede øjnene igen, og så på vampyren med et let smil,
"Det var alt" sagde hun, som havde hun lige afsluttet en raport, og lavede derefter en sarkastisk form af honnør, ved at samle to fingre, lade dem røre sin pande, og derefter stryge ud i luften.
Hun baskede let med vingerne, og fløj over vampyren, mod det Farinske sind hun havde følt sig frem til. Pigen så ikke ud til at være synderligt overrasket over hendes pludselige ankomst, og begyndte straks at bevæge armene i absurde mønstre, mens hun messede på et sprog der kunne minde om en grov latin. Hun afsluttede ved ordene
"Sin'dorei Colt'eboiet" oversat til 'Barn af blodet afslutter hermed'. Lys blussede op, og et kort lysglimt ville fylde enhver inden for en kilometers afstand, hvorefter der intet tegn ville have været på at lysglimtet havde været der.
Pigen bukkede for sin frue, og det var tydeligt at hun rystede efter anstrengelsen. At fremmane en portal var svært i sig selv, gjorde man noget galt, kunne den opsuge en og udslette den der gik ind i den fra jordens overflade, og det tog utrolig meget energi. Pigen var tydeligvis meget træt, men ikke desto mindre skænkede den kvindelige version af Itarian hende ikke et blik, men så på det runde hul i luften foran hende. Den var stor, stor nok til at en hest ville kunne komme igennem uden vanskeligheder, indeni den blinkede stjerner fra en violet himmel, og man kunne se enkelte trætoppe. Et insekt summede ind gennem portalen fra den anden side, dens gul-grønne skæl, og enorme krop ændrede sig på vej gennem portalen. De vinger der før havde lignet guld-smedevinger af rå energi, blev nu til støv, og billen faldt livløs til jorden, dog med enkelt dødskramper.
Itarina smilede svagt, sarkastisk, og trådte igennem.

Ahngel hævede spørgende et øjenbryn da hun kom med kommentaren om hvorvidt han burde tage snak seriøst. Skulle han det? Hvorfor? Folk der talte kunne osse lyve.. De kunne fejlbedømme. Det havde de før gjordt. Det havde de to stabsmænd blandt andet da den kun sytten årige Ahngel indtog en plads som frankrigs alfahan. Over hundrede år for ung til at få pladsen, men da den førhendværende Lucifer havde.. ja.. Brudt båndene og brændt lovene var der kun plads til sønnen. Et billede af en hvid kiste gled ind over Ahngels tanker langsomt med en rungende lyd, som et klagende skrig der kun skreg af alene kedsomhed og utålod for at slippe ud igen for derefter at lade den hvide marmoroverflade flækkes og krakkeleres for to hænder, dækket af mørke og med lange sorte klør, deform af det omslugende dunkle enterior i Point Du Lacs kælder. En fremtidsvision? Næppe. Han vidste at denne ikke ville kunne slippe ud af egen magt nogensinde. Det var fuldkommen umuligt.
Da englen igen talte, kiggede Ahngel igen på hende efter at ha øjnene hvile imod ingenting med let tillukkede øjenlåg og ufatteligt mørkerøde øjne. Næsten hende i en sort farve, alt efter hvor langt nede i hans sindelag han befandt sig. Hvor mange låse der var blevet brudt og hvor langt imod kernen for dette rod han var. Han var ikke langt, men alligevel ikke tæt på og specielt ikke nu hvor den smukke engel igen var i hans bliks centrum. Dog køligt og undrende som før, som havde hans overvejelser ikke lavet om på noget som helst, selvom de nok havde. Ikke noget nyt i hans indre, men alligevel en afvæksling fra hans tanker førhen. Da englen igen fløj afsted, kiggede han ikke efter hende, men lod hende selv træde bag hans ryg. Javel ja.. Stille tog han et skridt frem for sig inden han igen stoppede op da verdenen omkring ham farvede sig hvid i et skærende lysglimt, der fik hans pupiller til at snævre sig sammen til denne ene tynde sprække over hans iris. Selvom det store glimt af bidende lys, var Ahngel praktisk talt blind i få sekunder derefter indtil han igen mærkede omrids og skygger komme frem for ham.. Danne rækkevidder og farver dernæst inden han vendte sig om, let holdende imod den del af hans hoved der havde været imod mest kambolage med lyset. Et øjeblik var den del af ansigtet let askagråt, men det blev hurtigt hvidt igen. Fra asken til marmor og fra mørke til denne lyse farve atter engang. Det første han egentligt fik øje på var det her dyr der nærmest transformerede sig igennem den åbning englen på en eller anden måde havde fremmanet. Den let opspilede undring der dominerede hans blik sagtedes hen og hans udseende var endnu fattet og køligt. Da englen først trådte igennem denne ting og forosvandt på dens anden side, vendte Ahngel sig helt om og stod i en kort tid og bare funderede over denne åbning med den mærkeligtfarvede himmel bag sig.. Med stjerner. En violet nat?
Langsomt tog Ahngel få skridt imod det, langsomt men sikkert da han nu var sikker på at han kunne holde til en del mere end det svitesede insekt, som han efter kort tid passerede for at stille sig lige foran dette billede. Var det...? Et svagt minde om den rødhårede engel Miriann kom frem. Et billede fra mange år tilbage hvor hun fortalte om denne anden verden, som hende og hendes søster kom fra. Et sted hvor det var disse engle var de højeste. En verden af engle.. Tanken lød først fristende, men derefter lettere afskyelig, dog.. hvis de alle var som den engel han ahvde mdøt derfra, ville det nok langt fra være et væld af uskyld og øm kærlighed. En barnlig form for nysgerrighed fandt sig vej igennem Ahngels sind. Hvis man kiggede ind, bare en enkelt gang? .. Der ville nok intet ricikapelt være i det når han bare lige så efter. Ahngel bed sig selv i læben og sendte en formanende og selvkontrollerende tanke igennem sig selv med en tone der mindede om: Tag dig dog sammen!
Han skævede kort til sin side og lod blikket glide om den verden han selv kom fra og dog foragtede. Et opgivende og let irriteret suk kom fra ham inden han ganske modvilligt rakte sin arme imod åbningen og førte enkelt sin hånd igennem... mærkede på det i en tid, selvom hans opfattelse af både varme og kulde ville være fuldkommen ligegyldig. Han rynkede kort på næsen, som var det utilfredsstillende. Han tog langsomt et skridt ind imod denne og overbevidste sig selv om at det ingen forskel gjorde alligevel. Dog.. Ganske hurtigt og uden han egentlig havde bemærket sin krop træde igennem, forsvandt jorden under ham brat og han vendte blikket nedad, hvor hans omgivelser allerede havde forandret sig noget så betydeligt... og anderledes. Dog var det kun et mindre forundret udtryk der gled over hans ansigt da han betragtede denne verdens overflade komme tættere på ham imens dens tyngde fik et tag i ham. Efter kort tøven og uden eggentlig at bevæge blikket imod stedet han kom fra, skreg et langt knæk igennem luften idet hans rygs skød parteredes og ud bredte sig disse enorme sorte ravnevinger, der ikke var meget anderledes i størrelse end den engel han før havde set på. Hun var dog langt fra et center i hans hoved nu. Hans øjne skarpt tillukkede imens vingerne knækkede over og bredte sig, som havde knoglerne været pressede og ødelagte til nu. Vingefanget bredtes og han fandt sig selv stillestående i luften da han lod dem slå et slag. Han vendte nakken kort og betragtede de sorte blanke fjer med et hadefuldt udtryk. Hans jakke, der før var intakt hang nu i laser, indhyldet i blod fra hans igen oplukkende sår ved vingernes udmunding og fjer der havde revet sig løs under den voldsomme forvandling. Han vendte igen blikket nedad og betragtede det der lå ham for, med et for første gang i et stykke tid, sandfærdigt spørgende udseende imens han med langsomme vingetag lod sig selv nærme dennes overflade.

En lille rød plet formede sig omkring 50 meter under portalen. De enorme vinger bredtes sig, og foldede sig sammen, da hun dykkede mod en ø.
Under hende kunne man se milehvidt omkring, grønt vand, oplyst af en form for underjordisk lys nedefra, som fra bagenden af en ildflue, gav hele verdenen et dunkelt udtryk, og den matte violette himmel over hende, gjorde det ikke stort bedre. Nogle af stjernerne bar en mærkværdig rød farve, mens andre skinnede og strålede af gule energier. Mange stjerner kunne kaldes 'normale' - De lignede ganske enkelt dem man så på jorden. Men mellem stjernerne på himmelen, var der noget der ville fange enhvers opmærksomhed. En enerom lyskugle af en blanding af brint og oxygen svævede i hvad der syntes en armlængde fra den atmosfære der gjorde beboerne i på denne planet i stand til at ånde. Luften nede ved jorden ville virke kvælende for dem der var vant til luften mellem skyerne, dog virkede Itarina ikke det mindste påvirket da hun lagde an til en landing mod et træ. En stank af ådsler hang i luften, og varmen fik kort efter landingen svedperler til at vise sig i hendes ansigt, hendes isblå øjne blev matte. Det grønne løv var frodigt, og fugtigt, og gjorde alting glat. Det var en ren jungle hun var landet i. Jorden var mudret, og dog fyldt med flere græsarter end der nogensinde var observeret noget sted på jorden. Blomster i de mest utrolige farver og former viste sig i al sin pragt de steder hvor løvtaget ikke dækkede for den stjerne der brændte ikke meget mere end et kvart lysår væk. Trods den enorme afstand virkede den i sandhed tæt på.
Hun tog imod stødet med benene, og hørte sine knogler knage, da hun gik i knæ. Trykket i denne verden var højere end den havde været på jorden, og hun var sikker på at hun havde fået en mild form for dykkersyge - Som hun havde hørt det omtalt af menneskenes 'forskere'.
Hun rystedede let på hovedet, for derefter at tage et bånd frem af en lomme. Hun satte forsigtigt sit allerede svedgennemblødt hår op, for ikke at blive overophedet. Dette var den sydlige jungle, en del af Jung'ailaj arealerne, der strakte sig flere tusind kilometer videre mod syd, helt ned til Kil'taire - Den Store Isørken - samt over på den anden del af den sydlige halvkugle.
Hun begyndte at gå, ikke for at nå et bestemt mål, men fordi hun skulle bruge en anelse tid til at få tvunget hendes kropspartner i knæ, så han ikke fik kroppen tilbage. Hun nød på en måde at være fri igen, at have kontrol, at bestemme. Det var vel en del af hendes væsen at ønske at lede, at bestemme.
Hun bed sig let i læben, og mumlede noget hen for sig.
En let sang steg fra de omkringsliggende vækster. Det kunne lyde som en form for cikadesang, dog med en mere melodisk klang, og det lød som var det flerstemmigt. Nogle sang dybt, andre sang højt, og det udviklede sig til en forførende melodi. Hun smilede. Kril'tje var en form for dyr. Den så ud som om den var en plante, eller en form for vækst, men i grunden forsøgte den blot at lokke ofre til sig, da dens frugter - Ja et dyr med frugter - var meget eftertragtede på grund af deres healende egenskaber.
Hun lagde svagt hovedet på skrå.
"Nej, jeg vil altså også have tid til at more mig!" lød hendes egen vrede stemme, da Itarian i hendes hoved begyndte at fremføre sag mod ikke at have kontrol over sin egen krop.
"Jeg er ligeglad med om det er din krop, du gav mig lov til at bo her ikke?" i den faktisk ret stille skov, genlød hendes råbende stemme, som brugte hun en megafon, og ville kunne høres overalt i en kilometers omkreds.
"Jeg nægter!" hun lukkede forbindelsen med ham, og derved også for hans chance for at få kroppens kontrol tilbage. Hun sukkede let, og så sig omkring. Hun var sulten.

Efter ganske få vingeslag mærkede Ahngel igen en flade imod hans fødder og befandt sig ikke langt fra englen blandt disse anderledes træer. Han hævede stille et øjenbryn. Mange alarmer ringede allerede og fortalte ham at han hellere måtte tage tilbage til portalen der endten sttadig hang et eller andet sted i luften eller var forsvundet efter kort tid. Han skød på at den allerede var væk derfra da det ville være fuldkommen stupidt af englen at lade den være åben til det sted han selv før havde betrådt. De havde været så hemmelighedsfulde om deres verden, så hvorfor overhovedet give sig tiid til at undre over hvordan hun skulle kunne glemme at lukke den efter sig? De store sorte vinger slog til jorden med spidserne og knagede igennem Ahngels forkalkede knogler. Han bed kort tænderne sammen over den spændende smerte der gik igennem ham, som når en kanyle strammede om ens ømme kød, dog i et større omfang. Det sved i det ødelagte væv deromkring og langsomt lod knoglerne i vingerne brække og glide tilbage imod Ahngels ryg for at forsvinde som denne monsterravn der var på vej ind i hans krop og besætte den. Da vingerne igen var usynlige bag det flækkede væv i hans ryg, kom han med et kort halvkvalt støn idet han igen lod luften passere igennem hans lunger og slippe spændingen ud fra hans korpus.. resulterede i et kort øjebliks svimmelhed inden han lænede sig bagud imod det nærmeste træ og ventede på at vævet ville heale sig selv. Langsomt med en knasende lyd fandt kødet og huden hinanden på kryds og tværs og smeltedes sammen til en hel masse, efterladende to aflange ar hvor de to vinger havde presset sig ud. Et langdraget suk undlsap Ahngels læber inden han rettede sit blik op imod den violette himmel med et tænkende blik. Hvor var dette helt præcist? Han mente ikke selv overhovedet at have taget skridtet ind i portalen da, så det måtte have været den uregelmæssighed til en forsvindende overflade der havde skabt overbalancen. Scenen gentog sig selv et par gange inden Ahngel rejste sig helt op igen og fjernede blikket fra himlen og til siden hvor han igennem træerne skimmede området. Selvom de millioner af røde lamper blinkede med de mange grunde, så prikkede den barnlige nysgerrighed til Ahngel. Hvad helt præcist var dette sted og hvorfor virkede det slet ikke så overraskende som det burde? På en eller anden måde følte han det slet ikke fremmed på nogen måde, som en uvished efter at have sovet. Ingen egentlig bekymring om denne verden pressede sig på?

Itarinas fingre prikkede let, da hun løsnede den lille dolk hun havde haft i baglommen. Den var af metal helt igennem, og besat af en enlig dråbeformet rubin. Den røde ædelsten blinkede og glitrede, og en svag summen kom fra den, som ønskede den hendes opmærksomhed. Hun ignorerede dens kalden, i visheden om at hvis hun tillod den adgang til hendes tanker ville hendes eksistens få en meget hurtig afslutning - Som hun havde set det ske for andre.
Hun holdt dolken op til stilken på en frugt, og uden at røre den, skar hun den af, og lod den falde ned på jorden for sine fødder. Hun lukkede beslutsomt alt form for vejrtrækning, og lukkede ligeså øjnene, da den dødelige gas begyndte at sive ud af frugten gennem den overskårne stilk. Hun ventede lidt, samlede derefter frugten op, let famlende fordi det var livsnødvendigt ikke at åbne øjnene, og gik væk fra den enorme sky af blålilla gas, der næsten var usynlig i natten.
Hun så ned på frugten og smilede overlegent. Frugten hun holdt i hånden var rød og indeholdt blodet fra det dyr hun for et øjeblik siden havde dræbt. Kril'tje var et dyr der ganske enkelt var meget følsomme overfor stik og høst. Bare så meget som lavede man et minimalt hul i skallen, ville den dødelige gas sive ud, og den der indåndede det, ville for det meste miste synet - En af de mange svagheder ved d. 3. verdens engle.
Hvis en engel mistede synet, mistede de evnen til at både at formere sig og til at bruge deres magi - og var derfor unødvendige for samfundet og blev fjernet. Det var en af grundende til at der kun var én race der var sejlivet nok til at kunne leve i disse jungler, og dette var S'kei, en form for havfolk der havde udviklet vinger.
Det var lige netop et sådan væsen hun skulle til at møde.
Hun tog en bid af frugten, spiste det meste, og lod den afpillede skræl, og andre uspiselige dele ligge på jorden.
Hendes lette skridt lavede tydelige fodaftryk på jorden, mens hun løftede bladhænget og begyndte at gå efter den lette klukken af vand. Hun bevægede sig skråt forbi det sted Ahngel på nuværende tidspunkt ville være i gang med at heale, gemt bag tæt løv.

Lydene fór forbi og Ahngel hørte hver eneste lille detalje der måtte lægge deri. Lydenes lag og støj.. det hele som virkede nyt men alligevel bekendt nok til at man ville kunne definere hvad der egentlig foregik omkring ham. Det var vel ham.. eller nu var det vel nærmere end hende, der gik ikke langt fra ham bag det tykke lag løv der adskilte dem fra at kunne se hinanden. Ahngels mundvige lod sig langsomt bøje og sende et dystert smil ud til sin overflade. Gudskelov for at denne engel enten var for distraheret af sine egen sanser til at kunne opsnappe hans egen lugt af blod eller simpelthen bare troede så meget på sig selv i disse 'trygge' og velkendte omgivelser, som dette måtte være for hende. Ahngel rettede sig atter op og lod støtten falde på hans ben i en oprejst position. Han lod atter de røde øjne spejde hen over denne violette himmel med de funklende stjerne... det eneste symbol på at dette nok måtte være deres nattetide og at der stadig var råd at finde hvis der eventuelt stod en sol op i denne verden? Om ikke andet havde han ikke tænkt sig at smutte lige med det samme.. Han havde efterhånden lyttet for meget til disse engles tale end til at lade det gå hen og forblive et mysterium han aldrig selv fik set. Næppe. Da englen havde bevæget sig langt nok væk fortsatte han i samme retning i et stille tempo med øjnene på de omgivelser som han nu engang fandt interessante... han lod sig end sakke yderligere bagud den forhåbentligt intetvidende guide for at stoppe op og analysere de enkelte omgivelsers med det hidsigt farvede røde øjne der nu var oplyst af en mærkelig form for mørkmorende nysgerrighed. Det hele lignede i sin egen forstand en mere farverig udgave af den planet som han og de andre væsener han kendte til havde valgt at placere sig på i et år som han ikke engang ville prøve at udregne. Ligemeget hvor dygtig han end blev på det faglige, så var hele det filosoofiske umuligt at afkode.. simpelt.

//Back from vacation og ikke meget at arbejde med ^^'' .. Jeg kan ikke finde ud af hvor lange indlæggende blir når det er anderledes Dx//

Itariana fortsatte i et stødt tempo, man kunne ikke kalde det løb, og dog gik hun heller ikke. Det ville for mange virke som en form for elegant lunten, i høj fart. Hun ville nemt kunne overhale en knallert.
Hun havde endnu ikke opdaget vampyren bag sig, da hun ikke havde opsnappet nogen som helst nysgerrighed overfor andet end hendes blod, og troede derved at vampyren ville være ligeglad, og vendt hjem, efter hun havde forladt ham. Hendes lange røde hår flagrede let i vinden, da hun standsede op, og lod sin næse søge mod himlen. Hun havde opsnappet noget. Hendes næse var ikke meget bedre end et menneskes, og denne lugt var ganske tydelig, selv for hende. Personer med bedre næser ville have opdaget den for længst. Men ikke desto mindre, havde hun først opdaget den nu, da mos og skovens forrådnelse en del tid havde fyldt hendes næsebor, og udelukket alt andet end den let kvalmende duft af underskoven i vækst.
De isblå øjne vendte sig mod en vestlig retning, og en let nysgerrig stribe gled ind over dem. Røg. Denne lugt var næsten ligesom røg, og dog ikke. Den havde en sødlig lugt, næsten som sirup, og hvis man tænkte over det, ville man også kunne lugte salt. Det kunne Itariana dog ikke. Hendes næse var meget simpelt ikke god nok. Dog god nok til at afgøre at dette var en havfrue afbrænding, hvilket som sædvanlig betød; Kæltringer.
Hendes bevægelser blev mere vagtsomme, og hun lyttede bedre efter. Lyden af knitrende bål, og grov latter, samt sange på et underlig elegant, og dog ubeskriveligt sprog, fyldte hendes ører, og der gik ikke længe før hun igen satte sig i bevægelse. Denne gang imod lyden, og havde tilsyneladende glemt alt om hvor hun før havde været på vej hen.
Dette kunne vel tolkes som var hun lettere distræt?

Hurtigt opslukkedes Ahngels nysgerrighed da omgivelserne begyndte at stoppe med at ændre sig det voldsomme. Han himlede kort med øjnene i en irriterende tone og kom først nu til rigtigt at tænke over at det nok ville være en god ide at sikre sig en plads til at komme tilbage. Han havde som sagt ikke den fjerneste kendskab om dette land.. denne.. dimension? Nah? Hans tanker, der vedrørte overtro og tvivl til dette steds placering, blev brat ødelagt da en ukendt lugt ramte ham. Ahngel spidsede ører og vendte blikket den anden vej, trædende kort ind i skyggerne, som reagerede han kun på sit instinkt om at forholde sig uset. Fysisk så han vel stadig denne kvinde.. eller mand... eller hvad pokker denne var, for et offer. Hans fært havde sat sig om hende og slap hende nok ikke før han havde fundet noget der virkede mere tilfredsstillende.. dog kunne han æde af andre på trods af det.. det var bare mere tilfredsstillende at synke tænderne i hende. De røde, dragende øjne sattes imod den skjulte horisont, hvor lydene og lugtene kom fra. Brænde.. Han lugtede ild og væv der ødelagde dertil. Han lugtede salt og mærkede en smertestrøm glide igennem luften. Ild.. sikke en makaber død. Det var nok almen tankegang for en vampyr af hans fremtoning. Ild var død. Død var ikke blod. Blod var liv, men så igen.. liv var jo vel også.. død.. En hæslig cirkel i rent poetisk fortolkning. Ahngel rynkede på næsen og betragtede kvinden gå imod lyden selv. Igen besluttede han sig for at følge hende... Han skulle jo finde ud derfra på et eller andet tidspunkt.

Hun stoppede op da hun var gået omkring hundrede meter gennem tæt underskov, med blødt mos under sine fødder. Hun havde for længst smidt skoene. Foretrak simpelthen bare at kunne føle verden under hendes fødder, og ikke igennem en centimeter tyk læder sål.
Hendes blik var vendt mod en lysning længere fremme, hvor lyset bølgede frem fra et bål. Midt i bålet var placeret en pæl af hvidt træ, som var det taget fra et træ der allerede var dødt.
Hun vidste at kæltringe var meget overtroiske.
Omkring bål gik enorme skikkelser rundt. Den mindste var omkring ti meter høj, og bar rundt på et fad med hvad der lignede enorme fisk. De enorme parodier på mennersket var klædt i simple klæder. Kun kvinderne havde overkroppen dækket, og mændede gik kun i lændeklæde. Disse en orme væsener var dog ikke grimme som sådan. Deres ansigter var mere strømlinede, og de havde mere hår, men ikke deto mindre havde de samme bygningg som mennesker, og mange af dem gik ligeså ranke som en herremand. Deres hud var dog grålig, og havde ikke den normale lyserøde farve som de fleste andre væsener der havde efterlignet menneskets udseende havde.
Dog var det ikke disse enorme kæmpe den kvindelige version af Itarian havde kig på. Hendes øjne sad som klistret til skikkelsen på bålet, mens hun forsøgte at se om det var en hun kendte. Hun kendte en del af folkene i dette område... og denne skabnings konturer stod så skarpe som solen frem mod flammerne.
Den blæksorte hud, og de enorme grønne øjne, der virkede slørede, blinde. De lange, ben, med svømmehud imellem, og med en enorm hale, brugt til at styre med, stikkende ud fra bagpartiet. Dog så denne skabning ikke ud til at have kønsorganer. Hvor bryste skulle sidde, var der blot flad hud, og ved den nedre del af underlivet, var der intet hul, ingen ekstra legemsdel, og ingen mulighed for at dette væsen ville være i stand til at parre sig.

Itarianas hænder knyttedes svagt. Dette individ tilhørte den stamme hun var blevet oplært hos, og...
Hun nåede ikke at tænke tanken til ende før hun busede frem, og gav sig til at stå og råbe og skrige ad de enorme kæltringe. Selvom hendes stemme var skinger, og rasende, så så det dog ud til at virke på kæltringene, der trak sig tilbage med overraskede udtryk. Veg tilbag fra hende, som var hun gifitig, eller måske en de havde respekt for?
Hun vedblev blot at råbe og skrige, uden at sanse at det rent faktisk virkede. Hun forberedte sig blot på at der ville lukke sig en enorm næve om hende, og hun ville blive mast til døde, eller sat ind i flammerne til det lidende, og dog tavse, væsen.

Ahngel stoppede op ikke langt bag hende, dog stadig i skjul. Han morede sig ærligt talt over hendes manglende evne til at opdage ham. Enten det eller hun overså ham med vilje. Ahngels lurvede smil tørredes dog hurtigt af da den fæle lugt af afbrændt kød kom tættere på. Langsomt vendte de røde øjne sig fra kvindes ryg og hen imod det der ligeså havde opfanget hendes opmærksomhed. Det første der lå for hans blik var denne skabning på bålet. Et tænksomt blik dannede sig og rynkede hans øjenbryn en smule. Hvad var det for et kreatur? Ikke noget han havde set før i al fald. Langsomt bevægede han sine øjne ned over væsenet med et undrende blik.. betragtende de samme værdier som hun måtte gøre.. Dens manglende kønsorganer og den uortodoxe hale, som nok kun kunne findes tilbage på ’en ting for Ahngel. En form for havvæsen? Menneskelignende men så igen ikke. Ordet havfrue gled flere gange igennem de tanker og formede sig til et helt nyt lag. Det var ikke just den observation han var forberedt på hvis han skulle se en havfrue.
Hans tanker opløstes brat da hun trådte ud og begyndte at skælde på disse andre væsener, der syntes at have en ret så primitiv fremtoning. Ahngels blik sænkede sig opgivende og han vendte atter ryggen imod træet, som han havde søgt skjul ved. Han lænede roligt ryggen derimod imens han tænkte efter. Det kunne godt ende blodigt, forudsagt at disse væsener egentlig havde blod eller ej. Ahngel placerede stille sin høje pegefinger imod mundvigen og lod atter øjnene glide hen og snitte imod kvindens ryg et øjeblik. Hun virkede dumdristig, måtte han indrømme, men så igen.. hun havde lykkes at skubbe Ahngel væk fra sig, så hvorfor overhovedet bekymre sig om hendes sikkerhed? Det gjorde han sådan set heller ikke, men han havde jo brug for en måde at komme tilbage på, og et englelig var nok ikke til så meget hjælp. Han nikkede kort for sig selv imens han lod tænderne synkes ned i pegefingerens tynde hud. Hvis hun ikke selv ville kunne klare det, havde Ahngel tænkt sig at træde til… om ikke andet..
Ahngels tænder synliggjordes i et makabert smil.
…så ville det være spændende at se hvad dette steds cuisine havde at byde på.

Væsenerne vidste tydeligvis ikke hvordan de skulle reagere på dette skrigende kvindemenneske, der uden skræk i sindet stod der og lod sine eder og forbandelser regne over dem som den regn der så tit faldt her. Disse enorme væsener stod bare målløse, og med store øjne af dette pigebarn, der kom ud af tilsyndeladende ingenting, og blot stod der og sagde ting, de i grunden ikke forstod. Først efter et godt stykke tid, og forbandelser, senere, gik en af de største frem, og skubbede let til hende, med en finger, der var enorm i forhold til hende selv. Hun krympede sig let, og hendes mund blev stille. For hvad der for denne skabning kun havde været et let skub, havde for hende været som at få en træstamme tyret direkte ind i skulderen. Hun lod sig dog ikke kue. Væsenet smilede pludselig, og en tynd rød streg sneg sig ind i den ellers enorme syg-gullige iris, der udgjorde denne kæmpes syn. Den lagde to fingre omkring hendes hoved, og begyndte at klemme, herefter tog han hende op, og lod hende snøres til en ny pind (For hende på størrelse med en træstamme), og bandt hende stramt fast. Det sorte havfrue væsen løftede blot hovedet, og ikke desto mindre bredte der sig et smil på hendes læber, hvorefter et par groteske vinger fra hendes ryg, som en form for hilsen, nu hvor hendes hænder var bundet.
Vingerne var mishandlede, hullede, og slemt forbrændt. Smerten måtte have sat sig i væsenet som en pine så uudholdelig, at døden nok ville have været bedre.
Hun talte ikke. Et stort hul i hendes hals beviste hvorfor. Hendes stemmebånd var blevet revet ud, og dog, var hun ikke død.
Selvom der manglede kønsorganer, var man ikke i tvivl om at dette var et hunkønsvæsen, det var ikke noget man kunne se, men noget man følte, som et sug i sjælen, hver gang ens blik vendtes mod hendes forbrændte skikkelse.
Itariana følte det samme sug, og uden egentlig at tænke over det, strakte hun sine egne, blodrøde, enorme vinger ud, og forsøgte at vride vingen let, så hun kunne stryge væsener over kinden, dog skete dette aldrig.
Flammerne fik fat i hendes tøj, og et skrig af smerte banede sig vej op gennem hendes hals, dog dæmpet, som forsøgte hun at ignorere den smerte der nu gnavede sig ind i hendes hud.
I modsætning til væsenet, var hun ikke udødelig, og følte smerte ligeså let som et menneske.