Just finding some peace.. [Itarian]

Den nye månens blege lys var stærkt denne nat eller måske mere aften. Den oplyste området om søen i et hyggelig og behageligt lys men det var stadig mørkt alligevel. En svag plasken som når en person trak sine bare fødder gennem vandet i vandkanten kunne høres og afslørrede et væsen. De lange eller måske mere halvlange mørkebrune krøller faldt perfekt og fint ned over skulderen og hårspidserne flagrede en smule i den lette vind og fulgte sin ejer. Den pige som disse smukke lokker tilhørte var også den person der nu gik roligt og afslappet gennem det kølige vand. Hun var kun iført en hvid sommerkjole der lige gik hende til over knæerne der ligeså flagrede efter hende som en lystig følgessvend. Hendes smukke dybe og lidt specielle og krystalklare havblå øjne var rettet mod himlen hvor at de milioner af stjerne der nu var på det enorme sorte lærred blinkede ned til hende. Hun lignede så mange andre piger ud over at denne pige havde et par små dunede og snehvide englevinger sat fast på ryggen. Og de blafrede af og til bare som om at de ville sige "Hey! Vi er altså ægte". Og denne piges navn var Thea. Hun så helt ubekymret ud og så ikk ud til at være særlig meget opmærksom på hendes omgivelser. En eller anden kunne nemt komme over ovarfalde hende. Man det tog hun sig ikk af lige nu. Hun ville bare nyde dette stilrum om hende.

Et par isblå øjne betragtede englen med et svagt glimt af nysgerrighed, og dog med et skær der tydeligt viste at deres ejer ikke ønskede særlig kontakt med hende. Det ildrøde hår, der svagt blafrede i en let brise, kunne sammenlignes med en flamme. Det glødende skær i de små orange, højrøde og let gule hår, fik det til virkelig at ligne en sådan varmekilde.
Itarians tanker, og sind, befandt sig dog ikke ved søen lige for øjeblikket. De svævede frit i skyerne over dem, og de spandt sig gennem tid og rum, for blot at lade sig blande med de bittesmå partikler der udgjorde hans egen hjemverden. Dog var hans aura, og krop nærværende, og virkede på en måde nysgerrig.
Hvad mon denne engel lavede ude på dette tidspunkt? Med så stor fare for at blive snuppet som et lille mellemmåltid? En snack?
Han reagerede lynhurtigt, og uden så meget at blinke, da han så en skygge springe over englen. Vampyrens hånd nåede kun akkurat at strejfe englenes hår, før han blev skubbet væk af denne rødhårede skabning. Han tog fat i vampyrens krave, og smed ham ind mellem nogle træer, og sad så med hånden over vedkommendes mund, holdt den omhyggeligt lukket, og ventede. Engelen ville nok ikke have følt andet end en svag brise der strejfede hendes hoved, og fik de brune lokker til at svinge let. Men måske var hun meget overfølsom? Måske kunne hun mærke vampyren... for ikke at tale om han selv?

//undskyld tiden! Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle skrive xD //