It Feels Good - Itarian

"Nåååårh" Sagde hun langsomt, og lagde tænktsomt pegefingerne på underlæben, mens hun stirrede på søen med udtryksløse øjne. Hun glippede et par gange med øjnene, da hun havde tænkt det hele igennem igen, og et bredt - nærmest lettet - smil fandt vej til hendes læber, og hendes øjne fandt igen vej til hans ansigt, idet han blinkede til hende. Hm, det gjorde han tit? ikke fordi det gjorde hende noget, det var jo meget charmerende? Hun løftede let på skulderne af sine tanker, og en stille prusten undslap hendes læber, mens hendes lysehår let løftede sig, ved den pludselig luft. Hun rynkede let på næsen, da nogen hår begyndte at kilde hende, og hun kørte automatisk en hånd gennem det halv tynde hår, som bare faldt ned foran halvdelen af hende ansigt igen.

// iiiih! .. Min krea er der ogs' lige pludselig forsvundet owo .. det er den onde støvesuger, der støvsuger alle folks kreativitet oô ö //

//Hehe, rettelse "JEG ER DEN ONDE STØVSUGER!!!" :O x3//

Hans øjne blev en anelse forvirrede, og dog, de virkede stadig varme. Hendes hår der svajede let i vinden, der så flot ud, og gav hende et lidt drømme agtigt skær, som var det kun en drøm der ville briste om et øjeblik.
Hans tunge fugtede svagt hans underlæbe, og han tvang blikket væk fra hendes smilende ansigt, ud over søen.

//dog ser jeg ikke ud til at få noget mere krea ud af at støvsuge andres væk... :´O//

Stilheeed.. Hun sukkede dybt, og betragtede ham mere indgående, nu når han kiggede væk. Hun havde vel snart fået alle detaljerne med, men alligevel blev hun ved med at 'smuge' kigge. Det var 'rart' med hans barnlige udstråling, blanede med de lidt mere 'voksne' isblå øjne, som så ud til godt kunne rumme en del.
Hun lukkede kort øjnene for at lytte til fuglenes pipen, når de fløj fra træ til træ, og kaldte på hinanden. Da hun ikke rørte ved et af skovens planter, kunne hun ikke mærke hvordan de følte, så hun åbnede langsomt sine øjne igen, så det lilla iris kom tilsyne. Hun kiggede sig over skulderne, inden hun vendte sig, og gik over mod det kastanje træ, hun før havde siddet ved, og lod sine fingre følge barkens mønstre. Hun glemte helt Itarian, mens hun med et dybt suk, lod sig bumpe ned på knæ, stadig med hænden mod træet

// Onde dig >.< .. Gi mig, gi mig 8D //

Han vendte endnu en gang hovedet mod hende, denne gang da hun var begyndt at gå væk fra ham. Hans isblå øjne fulgte hendes bevægelser, da hun gik hen mod kastanjen, som startede med en god solid stamme, og som øverst mundede ud i et hav af blade og grene... Så mange at man jo næsten blev svimmel af at tænke på det.
Hans øjne lukkede sig da hun satte sig på knæ foran det, den måde hun rørte det. Hun måtte være i færd med det som inden i hans hoved, blev til ordet 'Lytte'.
Hun lyttede til skoven, til naturen, og sikkert også til dyrene, vidste hvad de havde på hjerte.
Hendes aura fortalte ham meget om hendes tankegang, og dog forstod han ikke meget af det.
Et svagt suk undslap ham, hvorefter han gik hen mod den eg, han oprindeligt stod ved.
Han lænede sig op af den, og stod præcist som han havde gjort før, med det ildrøde hår let blafrende omkring sit ansigt, og med de isblå pupiller rettet mod søens glimtende vand.

Hun rystede let på hovedet og kom ud fra sin trance af alle billeder og føelser skoven sendte igennem hende, lige så snart hun var tilknyttet til den. Hun kunne ikke se Itarian længere, gad vide om han var gået?, hun kunne godt forstå hvis han var? Skoven svarede dog på hendes spørgsmål, ved at vise ham; Han stod det samme sted som første gang hun så ham, ved den store eg. Hun smilede let ved billedet af ham, og vendte sig langsomt om, så hun kunne sidde med ryggen mod træet, så hun ogs' kunne se ham. Hun valte dog at se ned på græsset, mens hun satte sig i skræderstilling.
Igen kom der en sommerfulg, der lignede den der tidligere var fløjet omkring hende, søgende efter en blomst, som den kunne suge nektar af. Hun smilede af den, da den bremsede op få centimeter fra hendes ansigt. Uden at røre andet end sit blik, voksede der forsigtigt en lille hvid blomst op fra det grønne græs, der hvor hun havde kigget. Det var ikke meget nektar den kunne få fra den, men lidt gjaldt vel ogs' for noget? Sommerfuglen fløj hurtigt ned til den, og selvom den ingen ting vejede, bøjede blomsten sig alligvel en smule under dens vægt.

Han vendte hovedet mod hende, og så at hun endnu en gang havde gang i noget med en sommerfugl. Han følte dens aura, hvor glad den blev da blomsten kom frem. Han selv var en anelse overrasket over at dette overhovedet var muligt, men ikke desto mindre var det lige sket, og han kunne vel ikke gøre andet ned at acceptere det.
Hans øjne kiggede lidt væk fra hende igen, over mod det sted hunden havde været, og hans smil forsvandt et øjeblik, for at blive erstattet af et udtryksløst ansigt.

//Sorry, kort svar i forhold til dit ^^' xD//

// Jeg var vel selv uden om det, når jeg nu svare når dit krea er lavest.. Men ellers kan du bare skylde mig et langt *Gnek gnek* 8D //

//hehe! Jeg tror jeg vil skylde! Det er det sjoveste x3 //

//Skal vi fortsætte, eller har du ikke nok krea? (Eller gider du bare ikke? x ) //

// Jeg tror min krea har det lidt bedre idag.. Måske? xD .. Hvad med dig? :D //

//Hhmm... Jeg tror den har det godt, men er ikke helt sikker x3
Så skal vi gå videre? Har du fået nogen ideer i løbet af natten? ;3 //

// Nææh.. Jeg syntes stadig den med varulven er god; ej gas 8D .. Har du? :D //

//Haha xD
Men hhmm.... Jeg havde tænkte lidt noget alla du ville vide noget mere om mig (Du ved du har jo skrevet hun føler sig draget af mig ikke? xP) og derved vil du prøve at overtale mig til et eller andet ... eller noget i den stil? ;D

// Good idea 8D .. Hvad skal jeg så overtale dig til..? =D //

//Øhhmm.... Du ved jeg jo er prins i en anden verden ikke? Du kunne prøve at overtale mig til at få dig derhen? For det er jo egentlig strengt forbudt for væsener fra jorden :D xD//

// okayokayokay 8D .. Det er bare iorden =D .. Skal bare lige ud og lave lagkage.. :D //

//Waayy! Kage ! xD Er faktisk ret stor tilhænger af lagkage, bon apetite!^^

// Så vi to 8D //

Sommerfuglen tømte hurtigt nektar lageret, inden den fløj videre, med blomstens 'frø' og næste gang den lanede et sted, ville 'frøet' finde jorden, og en ny lille hvid blomst ville vokse frem. Lennea sukkede let over denne smukke cyklus, mens hun så i den retning sommerfuglen var fløjet, selvom den hurtigt var forsvundet. Hun rettede langsomt de lilla øjne over mod Itarian, der stod ved den store eg vis lange grene næsten rørte den frodige jord under det. Men hun betragtede ikke træet; hun betragtede hám. Hun overvejede om hun skulle begynde at snakke med ham igen? Og hvad skulle hun sprøger om? Episoden med hunden dukkede op i hendes hukomelsen, og hun spolede den hurtigt frem, til da han havde sagt 'på plads' til det skræmte væsen, der havde gjort klar til angreb. 'Bulj' var i hvert fald ikke indblandet i nogen af de få sprog hun kunne. Det var da noget hun kunne spørger ham om? Hun kneb let øjnene sammen, inden hun smilede skævt, og fik lagt hænderne på træet som støtte, da hun hurtigt kom på benene, der aflød hendes mindste vink. Hun skubbede sig derefter ud fra det store kastanje træ, som havde tabt alle dets kastanjer, og de var ogs' forsvundet fra jorden; enten var de blevet spist, eller bare sunket ned i den kolde jord, så de måske kunne skabe et nyt træ, ligeså stort og flot, som deres 'føde'-træ. Hendes lange ben bar' hende hende i retning af Itarian, mens hendes blik langsomt blev fjernt. Hun tænkte på da hun havde rørt hans hænder; den varme der havde kravlet halvt op af hendes arm, inden han havde taget hånd til sig igen; som om et væsen der udledte varme, ligesom solen, havde forsøgt at holde fast i hende, men forgæves. Og hans arbejder hænder minder hende sådan om hendes fars. Ru efter al det håndværker han lavede for at tjene penge, til dem, da hendes mor var hjemmegående, med hende. Hun havde sjældent set ham, men når han endelig var hjemme, hang hun nærmest sammen med ham; hun ville ikke gå glip af et øjebliks selskab. Han havde været et stort brød, med senede ben og arme, men dog med en lille delle på maven, som hun altid havde holdt af.
Lennea stod nu kun en lille meter fra Itarian, og hun vendte langsomt tilbage til virkeligheden, mens hendes udtrykløse ansigt, blev errestet af et skævt smil, samtidig med at hendes øjne fangede hans. Hun blev pludselig genert, hvor hun før havde været så selvsikker. Der kom et lille 'øh' fra hende, inden hun rømmede sig og forsøgte at skjule den uintilligente lyd. Hun lukkede kort øjnene; en brøkdel af et sekund, inden hun igen forkuserede på ham med de lilla øjne, som hun selv fandt en smule.. Underlige? Det var nok bare fordi de var anderledes.. Hun skulle lige til at synke hen i fortiden igen, men hun tog sig selv i det, og smilede halvt til ham. "Det du sagde til hunden, 'Bulj', hvilket sprog er det?" Sprugte hun, og det undrede hende at hendes stemme var så rolig, så neutral. Hendes smil blev skævt, og hun betragtede hans ansigt, for hun kunne godt høre hvor dumt det lød at spørgere ham om det nu.. Men nu havde hun spurgt, så hun kunne bare håbe han tog det pænt..?

Hans tanker lod til at flyve sammen med den vind der kærtegnede hans ansigt, og fik hans hår til at blæse op mod himmelen, for derefter at lægge sig igen. Hans isblå øjne så ud til bare at betragte skyerne, og deres underlige former, han følte hvordan iskrystallerne inden i dem bevægede sig rundt, dansede med hinanden, og blev skubbet videre, for at lade sig se af et helt ny kontinent.
Det var en yndefuld dans, som når man så et karneval, der kom forbi hver eneste dag, hver gang med et nyt indlæg i dansen, altid i forandring.
Hans ansigt var blevet en anelse udtryksløst da han havde stået sådan et stykke tid, uden helt at ænse Lennea der endnu en gang var på vej hen imod ham, han kunne mærke hendes tanker, dog kunne han ikke tyde dem, ikke høre dem, og vidste ikke hvad helt præcist hun tænkte på, blot at hun tænkte.
Han gættede på at det var omkring hendes fortid, det var der mange der holdt af at tænke på, selvom mindst ligeså mange var bange for at komme ind på det emne, og altid skubbede det fra sig.
Han vendte hovedet et øjeblik efter hun havde spurgt, hendes spørgsmål genlød i hans hoved, de blev gentaget igen, og igen, uden at han helt vidste hvad han burde svare. For det var jo forbudt viden for jordiske skabninger. Sproget var jo egentlig kun brugt i Kensou, og det var derfor kun tilegnet dets indbyggere.
Han havde overtrådt reglerne, ved at bruge ordet her, og dog skammede han sig ikke det mindste.
Han vendte hovedet lidt væk igen, besluttede sig for, at det nok alligevel kunne være ligemeget hvis hun vidste det, for hun kendte alligevel ikke til de ti verdener, og hun ville ikke kunne gøre nogt skade med det.
"Det er kensousiansk" sagde han, og smilede svagt, et en anelse dystert smil, der dog alligevel virkede en anelse dragende.
Hans isblå pupiller vendte sig mod hende, dog uden først at vænne hovedet, hvilket ville have set, hvis han havde stået i mørke, set helt og aldeles skrækindjagende ud.
Hvorfor han pludselig opførte sig på denne anderledes, en anelse dystre måde, vidste han ikke engang selv, det var vel bare en indskydelse? Noget han bare gjrode for at lave noget?
Eller viste han en del af sig selv, som ikke engang han selv kendte til?

Et let vindpust fangede begge deres hår, og lod det danse parellet med hinanden, som om der var en tyk væg imellem dem, som ingen kunne bryde. Hendes lyse hår lagde sig let om hendes ansigt, og gemte det meste af hendes højre øje igen, som om det kunne rumme mange hemmeligheder. Hun ensede dog knap nok hendes hårs dans, og den pludselig kolde vind, der kunne blæse på hendes nakke, indtil stedet igen var skjult, bag det lysehår. Hendes opmærksom var rettet mod hans øjne; de virkede på en skræmmende måde anderledes? Hun gennemsøgte forsigtigt de to iskrystaller med øjnene, som om de kunne gå i stykker, hvis man kiggede for lang tid på dem, men hun kunne dog ikke tyde dem. Der var en kort tavshed mellem dem, mens hun ventede på hans svar; som om hele verden holdte vejret, spændte på hvad han ville sige det hende.
Han virkede ikke som før; han var mere kold, eller måske ligeglad? Hun skuttede sig let under hans blik, da de ikke føltes som de muntre og skinnene øjne, hun før havde betragtet. Nu var de kun skræmmende. Hun sank en klump, selvom hun ikke fortrød at hun var gået hen til ham.
Det var klart hun ikke havde vidst hvad 'Bujl' betød; hun havde aldrig hørt om det sprog.. Hun kendte jo heller ikke så meget til alle de andre verdener, da hun bare var menneske.. Næsten helt igennem menneske. Hendes ansigt blev hurtig udtryksløst, og de lilla øjne begyndte at se en smule matte ud.
En syngende fulg fløj over deres hoveder, og små billeder af hvordan den passede sine unger, som nok snart var flyve klar, hvis ikke de allerede havde taget det 'sidste' skridt ud over redekanten, og faldt mod jorden i et dræbende fart. De fleste fugleunger klarede det, men nogen få havde dog måtte lade livet, i deres forsøg.
Hun sukkede trist ved tanken, inden hun fandt sit udtryksløse blik frem, og rettede det mod ham. "Er det der du kommer fra?". Hendes stemme lød både nysgerrig, men ogs' en smule irriteret.. Det var nok bare pågrund af hans pludselig 'humørskift'..

Efter hans ord havde forladt hans mnd, syntes den 'muntre' Itarian, at live op igen, som om han lige skulle genoplades, for ikke at falde ind i den dystre, trance agtige tilstand.
Hans smil kom tilbage, og hans øjne virkede præcis ligeså muntre som de altid havde været, ligesiden han blev, nej. Han blev jo ikke født i denne krop, så sådan kunne han jo ikke udtrykke det. Nej. Ikke mange menneskelige udtryk kunne bruges på ham, og dog, vidste han det jo i grunden ikke.
Mange menneskelige udtryk, var fuldstændig ukendte for ham, han kendte kun til få, og ingen af disse passede.
Han så lidt overrasket på hende da hun spurgte. Eller det ville jo ikke have været så meget af en overraskelse, hvis nu han havde en normal tankegang, og dog svarede han med en rolig, fattet, og varm stemme, samt blinkede han endnu en gang til hende.
"Præcis" sagde han, og førte en vildfaren hårlok, om bag øret, så det ikke hang og dinglede foran hans øjne.

//Sorry, ikke den største krea^^ //

// Hmm.. Og jeg ved ikke hvad jeg skal skrive 8D //

//Hhmm.... Øhh.... Heller ikke jeg ... O_____________________O
SORRY! //

// Ska' vi ikke bare kalde det 'end og story' også begynde på et nyt, hvis vi får noget krea? 8D //