Hvad skete der??? //Itarian//

Han så sig over skulderen, pandebåndet der sad plantet i hans pande, lyste op i mørket. "Heh... Du tror virkelig at jeg er Mulianere ikke? Du skal ikke forveksle os, det har jeg allerede fået nok af for over hundrede år siden" sagde han, og mente virkelig hundrede år, og sagde det ikke blot som en tale måde.
Han begyndte at gå, med rolige, afslappede skridt, med hænderne dybt begravet i lommerne.

XAi grinte lidt "nej... faktisk ikke... men..." hun stoppede op og stod helt stille
"....skulle jeg måske betyder noget for dig... ligemeget hvem af de 3 du nu end er"
hun kiggede lidt ned "det....er jo normalt"
hun stod stadig stille *hvorfor...er her....så varmt*

Han så på hende med et blik der ville være utydeligt for alle andre end hans artsfæller, eller personer der kendte ham ekstremt godt, som om han var overrasket, og dog vækkede hele tanken afsky. Men det kunne ikke ses, ikke tydes, det var usynligt, og ingen ville nok nogensinde finde ud af det.
"Om du betyder noget eller ej? Jeg har knapt mødt dig" sagde han, med en rolig, og dog lettere ovarrasket stemme. Spørgsmålet var kommet lidt bag på ham. Hun havde jo virket så kold for blot et øjeblik siden, og nu, spurgte hun pludselig om han kunne lide hende?
Men hvordan kunne det være normalt at kunne lide en man lige havde mødt? Havde hun haft et 'kærlighed-ved-første-blik' syn eller sådan noget? Hans stadig utydelige blik, blev skjult da han vendte hovedet mod fortovet foran sig, men hende stående bag sig, uvidende om hun virkelig havde, og med tanker af overraskelse kværnende rundt i sit hoved.

Xai havde altså ikek spurgt om han kunne lide hende!!! du burde læse rigtigt.... men hun begyndte at få det varmt... hun begyndte at svede lidt, men det lugtede ikke... faktisk havde det overhovedet ingen duft.... normalt var hun -30 grader kold eller mere... men nu havde hun det ufattelig varmt... følte hun skulle dø...
hun tog sig stille til hovedet

//Du skrev 'Betød noget for ham' Det tager jeg som dét xD Skal jeg skrive mit indlæg om? : ) Jeg vil gerne gøre det hvis du ikke føler der passende, men det var jo sådan Itarian forstod det, men han har jo også en lidt underlig tankegang xD //

//svar nu bare på indlægget xD//

//Ok xD Sorry^^ Men må jeg ikke godt lave det sådan at han forbliver i den tro at hun kan lide ham? xD Det er jo sådan han tror det er 8P//


Han lod en svag latter trille over hans læber, han kunne mærke noget ændre sig ved hendes aura, en overraskelse måske? Måske havde hun været overrasket over hans svar? Nej, det føltedes ikke sådan. Måske en pludselig ændring. Det kunne passe.
Han så på hende, med et svagt, lettere undrende udtryk, dog med et stadigt sadistisk smil, der fik hans 'onde' udstråling, til at forblive på plads, på trods af hans forundrede udtryk.
"Noget galt?" hans stemme, stadig udtryks løs, var rettet mod hende, mens han langsomt vendte sig om, og så på hende, så ind i hendes forskelligt farvede øjne, med sine egne isblå pupiller, der svagt trak sig sammen, som om de var udsat for meget stærkt lys.
Han gik lidt nærmere hende, med et svagt, skævt smil, der dog sagtens kunne se lidt mystisk ud, i skyggerne fra nattens mørke, der hang overalt omkring dem.

//ja ja... jeg ville bare være sikker på du ikke ja misforstod hende irl//

Xai lignede i et kort sekundt ai da hun blev bange og paronoidsk da Mulle var stukket af fra hende, før date hotellet xD... hun lukkede sine øjne, og halv svimlede lidt, ved at tippe lidt frem og tilbage på sine fødder... hun havde ikke lyst til at virke svag så hun satte sig ikke ned

Han så lidt på hende, med de ildrøde bryn svagt trukket op i en lettere bekymret grimasse.
"Har du det godt?" spurgte han, og gik helt hen til hende, han lod en arm glide omkring hans nakke, og en anden glide ned over hendes ryg, for at støtte hende fra at falde. Det svage skæve smil, virkede stadig ikke muntert, og dog, virkede det heller ikke køligt. En mellemting vel sagtens, som om han ikke følte noget sådan rigtigt, men kun påstod det. Men det kunne sagtens være skyggernes skyld, mørket omkring dem der tog til for hvert minut. Om ikke længe ville de ikke kunne se noget overhovedet.
Han var tæt på hende nu, hun ville nemt kunne mærke hans stærke, og egentlig ret så varme, arme, der holdt omkring hende, dog bar han hende ikke, da han udmærket kendte til en vampyrs værdighed. Hans isblå øjne kune svagt ses i mørket bag hende. (Altså så han stod bag hende, og støttede hende på den måde )

//Ok, mange tak, var nemlig ved at misforstå xD Så rigtig mange tak x3 //

Xai bed sig lidt i læben så der kom blod... hun var brandvarm hvilket han selv ville regne ud ikke var så godt da hun normal var iskold
"nej jeg har det ikke godt...... men du.... gør det ikke ligefrem bedre når du også er varm" hviskede hun stille og skubbede sig lidt væk fra ham.. dog snublede hun lidt og faldte ned på alle 4 "jeg er ikke ai... ok? jeg kan sagtens... klare mig selv"

Han så på hende med lettere irriterede glimt i de isblå pupiller.
Han satte sig på knæ, som skulle han til at fri, og rakte hende sin hånd.
"I så fald, undskyld, og jeg forveksler dig ikke med Ai, tro mig, så ville jeg have fulgt hende hjem for længst" sagde han, med et svagt, lettere sarkastisk smil. Nej. Han ville aldrig havde mødt hende, han ville have været væk inden hun var kommet derind i cellen.
Og han havde udmærket følt hvor varm hun var. Mon hun kun var halvt vampyr? Nej, hendes aura var helt bestemt hel vampyrisk. Men... Hvordan kunne vampyrer blive så varme? Det virkede jo helt sygt at tænke på.

XAi kiggede lidt væk "... jeg er syg... derfor" sagde hun så, men ikke fordi hun læste tanker elelr noget... gættede bare han ville spørge bagefter
"pga... min evne is så bliver jeg...." hun faldt helt ned at ligge "varm når jeg bliver syg..." hviskede hun så til sidst
"og ja...jeg bliver syg....?" hun lukkede øjnenen stille for at slappe af

Han sukkede svagt, og satte sig også ned, med benene krydset over hinanden, og med sin torso lænende ind over sine ben.
Hans lange ildrøde hår, sløret af halvmørket omkring dem, bølgede ret smukt omkring hans skuldre, og faldet ned over hans ryg. Hans isblå øjne var rettet mod hende.
"Jeg forstår." sagde han blot, dog med en stadig lettere bekymret stemme. Varm når hun blev syg? Det gjorde mennesker jo også.
"Og jeg havde i grunden ikke tænkt mig at spørge..." sagde han med et lille skævt, smil bagefter, der fik ham til nærmest at se uskyldig ud? Umuligt. Det virkede underligt, i det lave lys, og alting fik ham til at ligne noget fra en drøm, eller måske et mareridt?
Han var ikke selv klar over hans underlige udstråling, og dog havde han tit set personer der enten var løbet skrigende væk, troede han var morder eller sådan noget, eller var blevet så tryllebundne at de ikke kunne holde sig fra ham, de fleste af dem havde han dræbt. Han fandt dem irriterende, med deres komplimenterende bemærkninger, og små udtryk for at få ham til at interresere sig for dem... Han hadede det.

Xai smilte stille for sig selv "du god nok..." sagde hun så
hun rystede på sine hænder "jeg forstår godt at Ai er glad for dig..." hviskede hun derefter og åbnede øjnene lidt... mens hun svagt satte sig op
"...sry... at...jeg er besværlig"

Han så på hende med undrende øjne, der dog kun var svagt synlige.
"Hun er ikke glad for mig... Hun er glad for Mulianere" sagde han med et svagt grin. Han rystede herefter på hovedet "Nej, bare glem det, jeg forvirrer dig"
Hans blik vendtes mod jorden ved hendes undskyldning.
"Hør, du er ikke besværlig, nærmere en støtte, jeg manglede én jeg kunne tale med" sagde han og smilede sagte, et lettere sadistisk smil, der egentlig ikke helt passede til situationen.

//Skal logge, ses xD//

Xai rejste sig op og rystede på sine ben "hun kan lide jer begge to... men du er hendes bror i hendes øjne, mens mulle ikke er... derfor virker det forskelligt" hun faldt forover og ned i ham
hun lå ovenpå ham "undskyld..."

Han smilede svagt til hende, og rystede på hovedet, hvorefter han dog lod sig falde bagover da han følte hendes vægt på sig.
Hans øjne var fuldstændig udtryksløse da han så på hende, lod dog en hånd glide ned om hendes ryg, på en underlig måde, der nok ville få nakkehårene til at rejse sig på de fleste mennesker.
Han rettede sig op, så de igen sad op, men han gav dog ikke slip, blev ved med at holde hende tæt ind til sig, mens han smilede det udtryksløse smil.