Storm, eller hvad..? - Itachi

Tid: 23.11
Sted: Forêt - Skoven
Omgivelser: Træer...?
Dato: Øhm...
Vejr: Regn, og en storm er mugligvis på vej
Påklædning: https://2img.net/h/oi39.tinypic.com/a61oh.jpg


Den hårde vind ruskede i træerne, og regnen piskede mod den kolde jord. Star stod med et stort blad, som hun så holdt over hovedet, for ikke at blive våd. Hun var iført en gul trøje og et par sorte converse, med nogle grå ben varmere. Inden under den gule trøje havde hun en grå top, med nogle små sorte prikker på. Om halsen havde hun en sølv halskæde, med et sølvhjerte som vedhæng.
Hendes blå øjne gled rundt, mens hun lyttede til regnen der slog mod det, virkelig store og tykke blad hun holdte over hovedet.
Hendes bløde hår, hang ned over hendes skuldre, og der var ikke en dråbe i det.
Hun sukkede stille.
Det havde været noget kedeligt den aften. Hun turde ikke gå hjem, da det så ud til at en storm var på vej, men hun turde heller ikke stå der ret meget længere.
Hvad skulle hun så gøre? Skulle hun blive ståene, og 'flyve' væk, eller skulle hun vove at løbe hjem så hurtigt hendes tynde ben kunne bære hende.
Star lukkede øjnene i, i lidt tid, mens hun lyttede efter det mindste tegn på at der var andre end hende.

På: http://www.naruto-pictures.us/pic/title/Itachi+Posing+Picture/

Itachi gik roligt af sted mellem træerne tænkende eftersom det var ved at blive storm havde han taget sin kappe på han gik roligt og så en pige under et træ *hende der var måske en god idé* tænkte han og gik hen bag hende og prikkede hende på skulderen "UNDSKYLD MEN HVORFOR STÅR DU HER UDE I REGNEN" råbte han gennem den kraftige blæst som var kommet "KOM JEG BOR IKKE SÆRLIG LANGT VÆK"

Hun hoppede nærmest væk, og kiggede forskrækket på ham. Hendes læber var lukket helt sammen, og hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle.
"Øhm.. Hvem er du?" kom hun så til at spørge, uden det helt var meningen. Det kom så også til at lyde som om han var mærkelig eller et eller noget i den retning!
Hun sukkede og betragtede ham, mens hun prøvede at finde ud af hvad han var. Dæmon?
Nej! Vampyr!

"vent er du ikke Star" råbte han gennem blæsten "jo du er jeg kender din ven Kaileen" han tog kappen af og brugte den som paraply "kom lad oss smutte hjem til mig jeg bider ikke det lover jeg" han så på hende med et blik som viste han ikke løj "det er bedre end at være her ude i regnen navnet er Itachi Uchiha"

"Ja, jeg er Star..." mumlede hun en smule højt. Hun var en smule usikker på at gå med ham, men så alligevel. Kendte han virkelige Kaileen? Nå, det gjorde han jo nok så!
Hun sukkede lydløst og ville begynde at gå hjem til ham, men hun vidste jo ikke hvor han boede.
Star's blå øjne hvilede på ham, mens hun ventede lidt på han ville reagere på en eller andet forfærdeklig måde. Ej, på en eller anden måde.

Itachi lagde sin kappe om hende for at holde hende varm under kappen havde han bare sort tøj på med et sværd på ryggen og rystning på (billedet) han smilede roligt og begyndte at gå mod vinden mod byen dog stoppede han lige foran byens grænse og vinkede hende hen til sig eftersom hun havde sakket 2 meter bag ham men lige foran ham var en åben kloak som han hoppede ned i så hun så det og vinkede hende med som om hun bare skulle hoppe han landede på fødderne nede i kloakken og gjorder klar til at gribe hende når hun hoppede

Star tog imod kappen og begyndte så at gå hen mod kloakken, og stod bare lige og kiggede ned. Hun var på en måde... Højteskræk, men så langt ned var der vel heller ikke...?
Hun lukkede øjnene i og kom så til at falde over sin egen fod, så hun faldt derned. Hvis der var noget hun var bange for, så var det højder... Og store hunde, men der var jo heldigvis ingen hunde...
Hun kunne mærke at mens hun var i luften kildede det en smule i hendes mave og hendes hår, blev og revet en smule foran hendes hoved.

Itachi løb op af væggen der var 20 meter ned og tunellen som første ting man altid skulle igennem var kun 5 af dem derefter 15 meter Itachi hoppede fra den ene væg mod den anden men på vejen greb han hende før han hoppede ned mod jorden og landede perfekt og satte hende ned "du tog det værre end Kaileen" sagde han roligt og begyndte at gå hen af tunnellerne som strakte sig over hele byen som labyrinter

Hun smilede skævt, og fuglte med ham så godt hun kunne. Hun kunne mærke at hun frøs en smule, men ikke helt vildt meget endda.
Hun sukkede. "Hvor langt er der så hjem til sig?" spurgte hun, da hun var kommet op på siden af ham. Hun så en smule spørgene ud, men så ikke helt.
Hendes smukke blå øjne hvilede på ham.
Lidt efter gled Star's blik ned af hende selv. Hun var slet ikke lige så smuk som andre aspara's efter hendes egen mening ihvertfald. Hun havde aldrig syntes godt om sig selv, og dte var detun hadede alder, alder mest ved sig selv.

"ikke langt" sagde han roligt "hvorfor kan du ikke li dig selv" spurgte han roligt mens han gik med et stift ansigt følelses løs og umuligt at læse om han var glad vred eller ligeglad han begyndte roligt at synge svagt en sang "It starts with
One thing I don't know why
It doesn't even matter how hard you try
Keep that in mind I designed this rhyme
To explain in due time

All I know
Time is a valuable thing
Watch it fly by as the pendulum swings
Watch it count down to the end of the day
The clock ticks life away

It's so unreal
Didn't look out below
Watch the time go right out the window
Trying to hold on, but didn't even know
Or wasted it all just to watch you go

I kept everything inside
And even though I tried, it all fell apart
What it meant to me will eventually be
A memory of a time when

I tried so hard and got so far
But in the end it doesn't even matter
I had to fall to lose it all
But in the end it doesn't even matter

One thing, I don't know why
It doesn't even matter how hard you try
Keep that in mind I designed this rhyme
To remind myself how

I tried so hard
In spite of the way you were mocking me
Acting like I was part of your property
Remembering all the times you fought with me
I'm surprised

It got so far
Things aren't the way they were before
You wouldn't even recognize me anymore
Not that you knew me back then
But it all comes back to me in the end

You kept everything inside
And even though I tried, it all fell apart
What it meant to me will eventually be
A memory of a time when

I tried so hard and got so far
But in the end it doesn't even matter
I had to fall to lose it all
But in the end it doesn't even matter

I've put my trust in you
Pushed as far as I can go
And for all this
There's only one thing you should know

I've put my trust in you
Pushed as far as I can go
And for all this
There's only one thing you should know

I tried so hard and got so far
But in the end it doesn't even matter
I had to fall to lose it all
But in the end it doesn't even matter..."

https://www.youtube.com/watch?v=OJFOPVM67Fc

"Erhmm?" Hun vidste ikke liige hvad hun skulle svare til det og kiggede derfor bare ned i jorden. Hun svarede ham slet ikke på dte spørgsmål. Det havde hun ikke lige lyst til og dte kunne også godt ses i hendes blik, og hendes ansigtsudtryk.

"fint så ignorere vi det spørgsmål så" sagde han roligt og så på hende med et roligt pg udtryksløs blik mens han tænkte sig om lidt før han stoppede op og lagde sin hånd på en væg og den lyste før den flyttede sig som en falsk væg han gik roligt derind og så stod han i et rum med et bord et skab 2 stole og en seng mere var der ikke derinde