koncert (åbent emne)

Killer gik roligt efter hende "pas nu på det ender med at du total overbelaster din krop med den gift du har fået i kroppen" sagde han med et ondt smil "jeg kan hjælpe dig med at smerten stopper så længe du gør hvad jeg siger" han smilede endnu mere ondt mens han fortsat så på hende

Angelie stoppede kort op, da hun hørte hans stemme. "Jeg er sgu da ligeglad.. Det er bare en krop" svarede hun ligegyldigt, og viftede kort med hånden, inden hun igen fortsatte sin gang, væk fra diskoteket, og væk fra ham. "Jeg vil aldrig nogensinde gøre hvad du siger" tilføjede hun højt, så han kunne høre det, mens hun stadig kæmpede sig igennem smerterne, og videre væk.

Zane sad på hug på taget af den bygning der stod lige overfor diskoteket.
Han åbnede sine lysende, sølvfarvede øjne da han hørte Angelies stemme. Han kiggede efter hende og fik hurtigt øje på hende... tydeligvis oprevet. Han så på manden bag hende, og lyttede til hendes ord.
Så sprang han ned fra taget og begyndte uden et ord at gå over mod Angelie og Killer.
Hans blik gled fra den ene til den anden, og det var umuligt at læse.

Killer så roligt efter hende med et grin "skal du ikke vente på din mester" spurgte han roligt han havde allerede mærket Zane bag ham og stod helt stille "sidste gang jeg vil have noget med jer at gøre" han vente sig om og gik direkte forbi Zane "jeg vil med garanti blive nyttig for modstands bevægelsen fordi jeg kender de fleste svagheder på hende fx" han så kort ind i Zane's øjne uden frygt før han gik videre ind på diskoteket

Angelie bemærkede at Zane nu kom gående og himlede let med øjnene. Man skulle næsten tro han havde en sjette sans for at vide hvornår hun rodede sig ud i problemer. "Det skal du vist ikke blande dig i" bemærkede hun efter kommentaren om mester. Angelie var ikke ligefrem underlagt nogen, men havde gjort det af fri vilje.
"Tsk.. svagheder.." mumlede hun og rynkede let på næsen. Og hvad så om hun havde haft et smil på læben, mens hun havde snakket med et dyr. Det var ikke ligefrem fordi det ødelagde hendes dømmekraft.
"Min kjole" tilføjede hun lidt efter, og rakte en hånd frem, eftersom hun ønskede at få den tilbage.

Lige før Killer trådte ind ad døren, sprang Zane ind foran ham og skubbede ham tilbage.
"Stå stille, skvat, og fortæl mig hvad du har gjort.. Ellers slår jeg dig ihjel på dtedet." hvislede han iskoldt.
Han kunne fornemme at der var noget galt med Angelie... og han var helt sikker på at denne mand var årsagen.
Zane gjorde sig klar til at ragere hvis Killer forsøgte at flygte.

Killer grinte lidt "hvad mon der ville ske med din landsby vis jeg nu snakkede med Zann om at sende et lyn derned" spurgte han koldt "jeg er måske svag men alt du ved ved jeg nu osse" han havde på millisekunder læst alle Zane's tanker ved bare at se ham i øjnene "desuden gav jeg hende bare en svag dosis gift som gjorder at hun ville mærke smerter vis hun gik for langt væk fra mig eller dem som bestemmer over mig og nej der er ingen som bestemmer over mig det har jeg opgivet" han tog sin katana frem fra sin holder på ryggen og så fortsat på Zane lige ind i hans øjne "jeg kom her for at finde en jeg kunne underlægge mig som en lærling eller en beskytter fordi at jeg ingen samvittighed har" han tog sin kunai op fra en holder på benet og stak sig selv kort og ikke dybt med den så der sad blod på det hvorefter han slikkede den ren og lagde den i holderen igen "jeg kan heller ikke mærke smerte og jeg er kun ude efter mere kræft" han gik roligt afsted som om han ville gå efter Angelie men lige kort før han nåede hende slog han på et kloak dæksel som fløj op og han hoppede ned i det med sine vampyr øjne kunne han se i mørket selvom der var en overnaturlig mørke dernede umulig at skimte igennem for alle andre racer end vampyrer fordi de nærmest lugtede sig igennem det hele

Hun sukkede lettere opgivende, da det ikke så ud som om hun ville modtage sine kjole foreløbig, og måtte istedet nøjes med den hun havde på. Alt imens at denne vampyr henvendte sig til Zane, blev hun stående lige foran kloakdækslet og så til. Hun vidste i hvert fald bedre end at begynde at blande sig i det. Giften virkede ikke på hende, eftersom vampyren var i nærheden, og hendes ansigt lyste af væmmelse over ham. For kort tid siden havde han tigget og bedt hende om at lægge et godt ord ind for ham, og nu hvor han faktisk havde haft muligheden, havde denne mandsling dummet sig på det groveste.
Hun ventede tålmodigt, indtil lyden af syngende stål skar igennem hendes øre, og Angelie så hvordan han bevægede sig hen imod hende. Hun havde forventet et angreb, men istedet valgte vampyren at stikke halen mellem benene, og flygte ned i kloarkerne. Jo længeren væk han kom fra hende, jo stærkere blev smerterne i hendes krop. "Du kan tro nej kan du" hvislede hun let, inden hun selv satte i et spring og lod sig glide igennem hullet, og ned i den stinkende kloark. *Den lugt vil aldrig forsvinde* tænkte hun surt, og behøvede ikke noget syn for at vide hvilken vej vampyren var smuttet, eftersom hun kunne mærke hans tilstedeværelse i huden, og smerterne der fortog sig, efter hun begyndte at gå i den ene retning.

Han kneb øjnene en anelse sammen og sukkede.
Han var totalt ligeglad med at denne vampyr ville slutte sig til oprørerne. Det ragede ham. Desuden havde han fornemmet forsøget på tankelæsning, og havde derfor tænkt på falske ting. Løgne.
Zane sprang efter Angelie og Killer.
Da han landede nede i kloaken, smilede han.
Hans syn i mørket var utroligt godt. Næsten bedre end det var i dagslys. Sådan er det at være Sortelver.

//ikk en dum idé at udnytte giften til at følge efter ham^^

Killer gik roligt videre afsted mellem alle gangene som var som store labyrinter men jo dybere han kom desto større blev mørket ikke en normal mørke men en magisk skjule mørke som han havde lavet ved hjælp af ældgammel magi fra Kina mens han bare gik videre og lyttede efter at han vidste der var nogen bag ham og grinte "ZANE DIT FORSØG PÅ AT FINDE FALSKE TING HJÆLPER INTET DET ER IKKE DIN TANKER JEG VAR UDE EFTER MEN DINE MINDER DINE HUKOMMELSER OG ANDRE TING SOM DU IKKE KAN UNDGÅ AT JEG LÆSER" råbte han tilbage i mørket mens han stoppede op med sværdet i hånden "jeg har ikke tænkt mig at kæmpe mod nogen af jer men hernede kan vi snakke uforstyrret"

//skal lige ud og spise frokost kommer på bagefter vis jeg når det^^

Angelie bed sig kort i underlæben. Hun havde altid klaget over at skulle træne med bind for øjnene, men i situationer som denne forstod hun fuldt ud nødvendigheden i det. Hun hørte at en anden person landede nede i kloarken og få sekunder senere genkendte hun følelsen i huden af Zane.
Det ville ikke blive specielt svært at finde rundt i kloarkerne, og Angelie bevægede sig dybere og dybere ned, mens smerterne hastigt forsvandt. Han måtte være stoppet op, og Angelie kom tættere på. Hun stoppede selv op, og blev enig med sig selv, om at gå omkring ham, og ende op bagved. Derfor drejede hun af til venstre igennem et mindre rør, og igen tog smerterne til, som hun kom længere væk. Det første rør til højre gled hun ned igennem, og ved hjælpe af smerterne korrigerede hun sig frem til det næstsidste rør, som drejede til højre igen. Hun endte ude i den samme kloarkgang som før, men nu stod hun bag vampyren, og hun følte at han var tæt på.

//hvor bliver Zane af?

Zane fulgte efter Angelie, da det så ud som om hunvidste hvad hun gjorde.
Hans tillid til hende fejlede intet.
Snart stod de begge bag Killer. Zane havde godt nok lagt mærke til det magiske mørke, og at det var blevet svært for ham at se. Men.. hvis den slags slørings-magi virker én vej, så virker den også den anden. Killer ville kunne se lige så lidt som Zane... og Killer kendte ikke Zane's evner.
"Nå... du ville tale. Så tal." sagde han til Killer.
Så lagde han armene om livet på Angelie og nussede blidt hendes mave mens han ventede på at vampyren skulle tale.
Zane var helt rolig. Han frygtede ikke dette væsen.

Killer smilede roligt "tror i at liste om bag mig vil hjælpe" han vente sig mod dem med et roligt ondt smil "og hvor sødt at holde om hinanden" han kunne godt nok ikk se men som vampyr havde han de samme evner som en flagermus han sendte lydbølger afsted bare ved at trække vejret som ramte ham og gav ham et billede af hvordan det så ud "en løsning på Angelie's lille hvad kan man kalde det problem" han gik roligt til højre igennem en tunnel og videre den vej mens han roligt lugtede om at de fulgte efter ham "jeg har en modgift jeg har den ikke på mig selvfølgelig men jeg ved hvor den er" han gik roligt videre mens han tænkte sig godt om hvad han skulle sige for ikke at vise disrespekt for han havde ikke disrespekt for nogen af dem selvom det sikkert havde virket sådan "i lang tid har jeg prøvet af komme hen til dig og sige at jeg ville slutte mig til dig og gang på gang har du bare givet mig et koldt blik og gået din vej men nu er det mig som du skal lytte til disse kloaker er så lange og så umulige at gennemgå uden at vide hvor og hvordan i vil kunne blive fanget hernede resten af jeres liv vis i prøver at bryde op igennem loftet vil byen blive oversvømmet så i ved det" han stoppede op i et cirkulært rum hvor der var tunneler over alt i alle retninger mens han ventede på de kom

Angelie mærkede hvordan Zane lagde armene omkring hende, og et skævt smil trådte frem på hendes læber. Hvis ikke det havde været for den irriterende stemme, som blev ved med at tale, ville hun næsten have troet at han slet ikke havde været der.
Hendes blik var ufravendt mod vampyren, mens hun langsomt lod et øjenbryn hæve sig op i vejret. Havde han da ikke lært noget som helst. Så snart klokken ville slå midnat ville hun med lethed kunne svæve op igennem kloarkerne og finde den rigtige vej ud. Det ville blive det mindste problem, men hun lod ham dog blive i troen, mens hendes tanker bevægede sig om ligegyldige ting, som hvordan mad smagte for levende mennesker.
Da vampyren igen bevægede sig væk fra hende, tog smerterne til i styrke, kraftigere end de havde været før, og en lav knurren gled igennem hendes hals, selvom hun ikke havde den mindste lyst til bare at følge efter. Hendes blik blev kort vendt mod Zane, inden hun trak let på skuldrene, og bevægede sig fremad igennem de kringlede kloarker, mens hun lod sin egen hånd finde hans. Hun regnede vel med at han ville følge efter, men alligevel holdt hun Zane tæt til sig, og følelsen af at vampyren endelig var stoppet op, kom igen frem i hende. Kort tid efter endte hun i det cirkulære rum, hvor hun afventende stoppede op.

Zane fulgte med, med hendes hånd i sin og et smil på læberne.
Da de nåede ind i det cirkulære rum, lo han sagte og sagde:
"Vampyr.. du kender mig jo slet ikke. Jeg kan kontrollere skygger... og tro mig, mine skygger er ikke til at spøge med... de har faktisk allerede nu omringet dig, blokeret samtlige udgange i det her rum, og fundet Angelie og jeg en vej ud. Så jeg vil foreslå dig at du begynder at tale. Spild ikke min tid med disse små julelege."
Han smilede koldt.

han grinte "ja skygger" mørket lettede og der kom lys frem fra en lygte i loftet så kraftigt at det oplyste hele rummet "men nej jeg har ikke tænkt mig at spilde jeres tid" han vente sig mod dem roligt og lagde sværdet væk "jeg fremviser bare nogle af de svageste ting jeg kan" han kastede en lille flaske med noget lilla hen til Zane helt roligt "det er den første del af giften det skal blandes med en ting til som jeg ikke har på mig" han satte sig ned på knæ mens han så på ham "som de kan se har mine kræfter allerede et højt niveau og jeg viger ikke tilbage fra at dræbe eller selv blive dræbt for den som jeg beskytter bare ved at tilkalde mig kan jeg være der på millisekunder" han så på Angelie og derefter Zane igen "som jeg allerede har sagt til Angelie er jeg loyal og kunne aldrig finde på at forråde den som er min herre i forhold til mange andre som sikkert på et eller andet tidspunkt vil forråde dig fordi de kun er spioner desuden er jeg osse god til at skaffe oplysninger om mange andre vis du vil have et eksempel så kan jeg sige dig at Zann Bang er tilbage til live men ikke kun det så er det osse sådan at han har fundet sig et nyt sted at bo samt jeg kender hans svaghed allerede som er meget enkel ligesom dig og din klan er hans svaghed uskyldige forsvarsløse folk som intet kan gøre for at forsvare sig" han lukkede øjnene fordi ellers ville han gå for dybt ned i dem begge fordi han kunne mærke hans øjne blev røde som et tegn på han ikke kunne kontrollere hans minde læsning og tankelæsnings evner "men når jeg nu har sagt det kan jeg osse sige at min udgang er nemmere end den dine skygger har fundet fordi at den vej er der skjulte fælder og andre ting som du helst ikk vil møde" han rejste sig op igen og gik mod en af udgangene velvidende af at skyggerne var der "denne vej er den anden halvdel af modgiften" sagde han kort

Angelie forholdt sig tavs under hele situationen. Det var ikke længere hende der skulle tale, desuden ville der bare komme nogle ikke så pæne ord ud igennem hendes mund. Hun bed sig let i underlæben, mens hun stadig kiggede irriteret på vampyren, som havde valgt at gå på knæ, for at.. vise sin troskab. Angelie troede ikke helt på ham, men det kunne også have noget at gøre med de ting, som var sket de sidste dage. Faktisk var han istedet blevet en torn i hendes øje, som truede med at springe det til blods, i hvert fald hvis det kunne ske.
Hun vendte afventende blikket mod Zane, for at finde ud af hvad han havde tænkt sig at gøre ved det. Mest af alt havde hun bare lyst til at vende om, og bare smutte, men hun vidste også at den modgift var nødvendig, ellers ville hendes krop ikke klare det.

Zane kastede et blik på Killer.
"Igen undervurderer du mig..." sagde han og smilede. Så så han på Angelie.
"Angelie.. jeg fornemmer modvilje mod denne mand. Har han gjort dig noget?" spurgte han.
Han så afventende på hende.
Han viste stadig ingen tgn på hverken frygt eller respekt for Killer.

"jeg har aldrig undervuderet dig" sagde han roligt og stoppede op da han hørte han spurgte Angelie om noget og forventede hvert øjeblik at få skåret hovedet af af Zane fordi at alt det han havde gjort det ville ikke gå lang tid før Angelie ville sige det han lukkede øjnene og gik ned på knæ igen og nærmest blottede sin hals parat til at dø han var ikke bange for at dø men der var en ting som der ville ske vis han døde ville smerten i Angelie aldrig høre op ikke engang vis han var i nærheden som spøgelse så ville smerten ikke stoppe Killer vidste hvad han måtte gøre han rejste sig op igen og begyndte at løbe mange ville tro at han stak af men der gik sølle 5 minutter før han kom igen og stillede sig på knæ i midten af rummet med en lille flaske i hånden "bland det lillae og det grønne her sammen og få Angelie til at drikke det så vil hun være fin igen" han kastede flasken hen til dem "din kjole ligger i omklædningsrummet under min seng i et hemmeligt rum derunder" han lukkede øjnene igen og ventede roligt på at dø han vidste at når først Angelie fortalte hvad han havde gjort ville Zane gå på ham han havde aldrig nogensinde undervurderet nogen af de 2 men på grund af hans tidligere oplevelser virkede han altid disrespektiv selvom det ikke var meningen han begyndte svagt og hviskende at synge kun for at vide at inden sangen var ovre ville han ligge død på jorden og det hele ville være slut han ville have dræbt sin kone sine børn og sin bedste ven i sit gamle land for ingen nyttes skyld større vanæring eksisterede ikke "It starts with
One thing I don't know why
It doesn't even matter how hard you try
Keep that in mind I designed this rhyme
To explain in due time

All I know
Time is a valuable thing
Watch it fly by as the pendulum swings
Watch it count down to the end of the day
The clock ticks life away

It's so unreal
Didn't look out below
Watch the time go right out the window
Trying to hold on, but didn't even know
Or wasted it all just to watch you go

I kept everything inside
And even though I tried, it all fell apart
What it meant to me will eventually be
A memory of a time when

I tried so hard and got so far
But in the end it doesn't even matter
I had to fall to lose it all
But in the end it doesn't even matter

One thing, I don't know why
It doesn't even matter how hard you try
Keep that in mind I designed this rhyme
To remind myself how

I tried so hard
In spite of the way you were mocking me
Acting like I was part of your property
Remembering all the times you fought with me
I'm surprised

It got so far
Things aren't the way they were before
You wouldn't even recognize me anymore
Not that you knew me back then
But it all comes back to me in the end

You kept everything inside
And even though I tried, it all fell apart
What it meant to me will eventually be
A memory of a time when

I tried so hard and got so far
But in the end it doesn't even matter
I had to fall to lose it all
But in the end it doesn't even matter

I've put my trust in you
Pushed as far as I can go
And for all this
There's only one thing you should know

I've put my trust in you
Pushed as far as I can go
And for all this
There's only one thing you should know

I tried so hard and got so far
But in the end it doesn't even matter
I had to fall to lose it all
But in the end it doesn't even matter..."

Et øjeblik var hun sikker på at have hørt forkert. Var hun blevet spurgt til råds i sådan en situation? Hun ville da ikke være den dømmende person her, eftersom hun ikke engang kunne lide den vampyr. Et lavmælt suk gled over hendes læber, inden hun lod den frie hånd glide igennem håret, mens hunbetragtede hvordan han løb væk. Et gisp af smerte gled igennem hendes sammenbidte læber, da han forsvandt længere væk, men den forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet.
"mmh" mumlede hun langsomt, og lod blikket hvile ned på Killer. "Jeg bryder mig specielt ikke om ham" forklarede hun langsomt, inden hun kiggede på de to flasker, uden at gøre noget som helst med dem. Istedet vendte hun blikket mod Zane, og gav ham hendes fulde opmærksomhed. "Han har ikke gjort noget jeg ikke har kunnet klare". Angelie nikkede let, eftersom det var sandheden. Hun kunne fortælle hvordan vampyren havde stukket sværd og knive i hende, som havde efterladt ar, flere til samlingen, men detaljerne ventede hun med. Hun ville høre hvad Zane havde tænkt sig at stille op med ham, og det skulle ikke være ud fra hendes had til denne person.

Han nikkede.
"Du fortæller mig ikke det hele... det ved jeg. Han har gjort ting... det kan jeg fornemme på din holdning. Jeg kan se det i dine øjne..." sagde han.
Så vendte han blikket mod Killer og sagde koldt:
"Du har glemt en vigtig ting. Din gift er ikke vigtig, for Angelie er et spøgelse. Så snart hun får sin spøgelsesform, vil giften forsvinde. Ingen gift, ikke engang magisk gift, kan skade et spøgelse. Giften vil forsvinde, og den vil aldrig mere kunne skade hende, selv ikke når hun har fast form."
Han så iskoldt på manden.
"Du ydmyger dig selv... hvad skulle jeg dog kunne bruge dig til?" sagde han.

"intet ligesom jeg ingen grund til at leve har" sagde han roligt men ikke nær så koldt som han plejede mens han stadig ventede "men ja jeg har gjort ting mod hende ting som intet kan beklage og dog har hun min hjælp rundt om sit ben vis hun vil kan hun bare smide den" han så op på dem "af fuld respekt så vil jeg sige vis du ikke kan bruge mig til noget så kan du lige så godt slå mig ihjel jeg har gennemgået mere smerte end nogen anden før selvom jeg ikke kan mærke smerte du har aldrig været ude for det jeg har og jeg er ligeglad med alt" han lukkede øjnene og så mod Angelie's ben "dit sværd vil ikke kunne skade mig lige meget hvor meget kræft den har det eneste som kan skade mig er de specielle vampyr knive som heldigvis for dig har Angelie en rundt om benet" han lukkede øjnene igen og sad stille på sine ben mens han lagde hænderne på sit skød "jeg har alligevel ingen grund her" mens han sad der gik der billeder igennem hans hovede 1000 og atter 1000 af lig som han havde slået ihjel et efter et gik igennem hans hovede men lige i slutningen af det hele et billede af en aspara som han var faldet for men det kunne være lige meget ingen kunne falde for ham han var jo bare en ussel snigmorder et skvat som gemte sig bag andre større og stærkere folk en som gemte sig og bare ventede på at sit offer var uforberedt og dræbte for penge eller for beskyttelse men kort sagt et udskud lige meget hvor meget han hadede det ord ville det intet ændre han var et udskud og han ville aldrig kunne ændre sig lige meget hvor meget han prøvede

Angelie sukkede lettere opgivende. Det ville aldrig blive muligt for hende, at holde noget hemmeligt for Zane, så istedet nikkede hun ligegyldigt, for at vise at det var ret så ligemeget hvad der var sket. Hendes blik var konstant låst fast på Killer, og jo mere han lå der og ventede på døden, og svagere virkede han i hendes øjne.
Utroligt at han kunne ydmyge sig selv på den måde, men hvad.. Faktisk var hun ligeglad hvad der skete med ham efter de ting der var sket den samme aften. Uden så meget som et ord, rakte hun ind under kjolen, og trak en mindre og specielformet kniv frem, inden hun tog fat i bladet af den, og rakte den over mod Zane. Hun vidste at han ikke ville have brug for den, men alligevel tilbød hun den til ham.

Han tog kniven og kastede et enkelt blik på den.
Så fnøs han.
"Simpel magi... og tro mig. Hvis jeg ville slå dig ihjel, så ville den her ikke være nødvendig." sagde han mens han så koldt på Killer.
"Du er dog det ynkeligste, mest skvattede skragl jeg nogensinde har mødt... Hvordan skulle du nogensinde kunne blive værdig til at tjene mig? Og hvordan skulle du nogensinde kunne blive en trussel?" sagde han iskoldt og smed kniven foran Killer.
"Jeg dræber dig ikke. Jeg lader dig leve med den skam det må være at være så ynkelig. Det er en langt bedre straf end døden."
Han vendte sig mod Angelie, smilede til hende og sagde: "Lad os gå. Mine skygger har desarmeret samtlige fælder. Selv de skjulte."