Endnu en tanke om ikke længere at være ædru - Manda

Han sukkede let, "At I leger med ens følelser og derefter skrider..." sagde han roligt og sukkede let. "Miriann, Genshuria..." sukkede han let og rystede på hovedet. Han tog igen en hånd til hovedet og bed sig i læben. "De navne er så bekendte og alligevl så langt fra.." mumlede han let og knyttede sin hånd lidt. Han kravlede hen og lagde hovedet på hans skød igen, "Må jeg godt hvile mig lidt?" mumlede han stille. "Jeg har for kraftig en hovedpine..." mumlede han stille og nussede hovedet ind til Neet. Han lukkede øjnene og begyndte stille at ånde tungt Han var for træt til at vente på svar og ville måske ogs undgå at komme mere ind til det. Han ville ikk have mere hovedpine end han allerede havde. Han lagde hovedet lidt til rette og var faldet i søvn kort efter. Hans ører havde front i mod Neet, fordi de 'holdte øje' med ham.

//Det er ok...xD

Han så lidt på ham, Miriann? Han havde da sagt Mir havde han ikke?
"Jeg mente egentlig min søster Mirna, da jeg sagde Mir..." mumlede han lidt for sig selv da han så at varulven allerede var faldet i søvn på hans skød. Hhm... Men hvorfra kendte denne varulv til navnet Miriann? Det var et ret usædvanligt navn, vent... Betød det ikke ... *Flammer af is...?* Han sukkede svagt, og skubbede tankerne fra sig, hvorefter han svagt nussede hans ører.
"Nogle små vagthund hva´?" sagde han med et skævt smil, der kunne ligne irritation, og dog, der hang et venligt glimt over dem. "Du ved virkelig alt for meget..." mumlede han, og overvejde tanken om mord... Og dog... Hvis han virkelig bare ville dræbe denne varulv, hvorfor havde han så hjulpet ham i første omgang?
Han følte det anderledes. Heh. De legede ikke altid med følelserne, mange gange gjorde de alvor af deres følelser... Eller rettere... Han havde nok ikke forklaret det ordentligt.
"Fjolle.... Vi kommer hertil... Leger med følelserne... Men... Så bliver vi... uden at vide af det... virkelig forelskede... I langt... De fleste tilfælde.." hans svage mumlen, var rettet mod himlen, der var begyndt at klare op, afslørede nymånen, der ikke om mere end et par uger, ville vise sig i sin sande størrelse, fuld og rund.

Han sov roligt videre i hans skød og nussede hovedet til hans hånd igen. Hans øre var stadig på vagt, men de var rolige af at blive nusset. Han mumlede lidt i søvne, "Ikk lyve..." mumlede han stille, men snakkede faktisk bare i søvne. Han kunne høre og forstå hvad Neet sagde og kunne svare, det blev bare en del af hans drøm at høre den stemme og en del af hans egen at svare på det der blev sagt. Han smilede en smule over ordet "vagthunde" før hans ulveøre. Han gabte en smule og afslørede sine skarpe tænder. Men han sov kun og gjorde ikk andet. Han smilede mere af at høre det sidste Neet sagde, men svarede ikk på det. Hvad kunne han svare? Og hvis der var noget hvorfor så sige det alligevel? Han knurrede lidt da nymånen viste sit skær på himlen, ddet ramte ham. Men det var ikk fordi det forvandlede ham eller noget lignende, han kunne bare på den måde mærke at fuldmånen ville vise sig snart. Og det var det der var hans mareridt. At skade nogle i sin varulve skikkelse.

Han så lidt på ham, hørte hans stemme, og smilede svagt.
"J-jeg lyver ikke" sagde han med et svagt grin, hvilket var derfor han svagt stammede. Mirna var virkelig hans søster, der for over tusind år siden havde sluttet sig til hæren, og var blevet forfremmet gang på gang. Nu hvor han tænkte over det... Kunne han ikke huske at have set hende, en eneste gang siden den dag hun var draget afsted, bredt smilende, og med de røde øjne glødende af iver. Han sukkede svagt, han følte stadig det samme stik af savn, som han altid havde følt ved tanken om hende.
Han så på hans ører, de var virkelig vagthunde, men dog... De kunne tæmmes, og de kunne sagtens blive tamme, overfor hvem som helst, det beviste dette møde jo. Man skulle bare virke kærlig.. rar. Han var virkelig alt for naiv, at sove foran en han lige havde mødt, og så oven i købet en kvart vampyr... Hvad tænkte han på?
Han sukkede svagt, og dog på en måde opgivende, men ikke på en videre negativ måde, nærmest som om han håbede på fremskridt.
Han fortsatte med at nusse hans ører, og smilede svagt, til hans sovende ansigt, ret sødt egentlig, men han havde set en varulv i sin fulde højde og magt. At det kunne spores tilbage til sådan en dreng.. Det var ikke til at fatte.
Hans hugtænder kom til synes, og dog, han holdt trangen til at lade sin mund kærtegne drengens ansigt, tilbage.

Han nussede hovedet ind til ham igen, ikk fordi han ville ligge mere behageligt, men han følte at drengen havde fået en trist aura og ville derfor trøste ham på den bedste måde han kunne i sin søvn. Hans ører gik lidt tilbage da de synes at høre noget et andet sted, men de gik straks tilbage til at høre efter drengens mindste bevægelse og lyd. Han var lidt forsigtig selvom han bare sov, han kunne jo lugte det var en vampyr og ikk alle vampyre var ligeglad med det naturlige fjender halløj. Han lagde sig en smule til rette med hovedet igen. Han var kun tryg for at ligge ved Neet fordi Neet hjalp ham, desuden skyldte han en tjeneste. Så han kunne lige så godt lære Neet bedre at kende. Det var måske en undskyldning for at møde en ny ven, men han var glad for venner. Han gned sin næse med sin hånd, så den nærmest forestillede en pote. Han gabte som en hvalp og løftede hovedet. Han kiggede træt rundt og lagde hovedet bagefter. Han faldte i søvn igen...xD

//Sorry, skal spise, kommer tilbage igen bagefter^^' xD

Han så på varulven og smilte svagt. Han selv havde også hørt noget der rumsterede ovre i buskene. Et menneske? Måske en kat? Nej. Han følte tydeligt et spøgelses udstråling, og valgte at lade det være, han havde haft nok at gøre med spøgelser allerede. Efter lidt tid, forsvandt den svag rumsteren, og man kunne tydeligt føle hvordan den helt specielle aura der stod ud fra spøgelser, forsvandt.
Hvorfor skulle det også vrimle sådan med dem? Hvorfor var der så meget død i denne by? Så mange der kæmpede, og dræbte hinanden. Det var jo nærmest ulideligt, og dog, ikke langt fra hans egen dagligdag... Eller rettere, den dagligidag han havde forladt ved at tage med sin herre til denne verden. Ja, lige så underligt som det lød, fandt han det også selv underligt at han havde en herre... Siden hvornår havde han adlydt ordrer for en anden? Nå, han kunne jo ikke nægte at adlyde selveste kronprinsen, den næste i rækken til at herske over hans egen verden... Hvis han virkelig havde nægtet, ville han nok ikke have været i live på nuværende tidspunkt... Så hellere blive kostet rundt med af en tosset ildtop, med så isnende øjne at det gav ham kuldegysninger længe efter at have set i dem.

Han åbnede det ene øje og gned sine øjne lidt efter. Han satte sig til rette og løftede hovedet. Han gabte en smule og kiggede på ham og satte hovedet på skrå. Han kløede sig abg hovedet og kiggede rundt, "Jeg tror vist jeg faldte i søvn..." smilede han lidt. "Sorry." sagde han roligt og bed sig lidt i læben, "Håber ikk du kedede dig for meget, især fordi du ikk kunne rykke dig..." sagde han lidt stille og undskyldene. Han rødmede en smule og satte sig op, han tog dog en hånd til hovedet da han rejste sig. Han rejste sig lidt for hurtigt og en dunken kom frem i hans hoved. "Skal vi ikk smutte et sted hen, jeg har det koldt..." sagde han barnligt og surt. Han gned sine arme en smule og hans ulve øre var væk uden at man rigtigt havde lagt mærke til det. Han åndede lidt på sine hænder og gned dem ved sine arme igen. Han kom til at gabe igen, men holdte sig for munden denne gang.

Han så lidt på ham, da han ikke havde opdaget at han var vågnet, men troede at han igen talte i søvne. Han smilede svagt, da han så at han virkelig var vågen nu, og at han undskyldte.
"Jeg har ikke kedet mig... Og jeg tror at hvis jeg havde rykket mig, ville dine små vagthund nok have standset mig" sagde han med et let grin. Han lod kort en hånd køre gennem den lange kastanje brune pisk, som han derefter løsnede, og lod håret falde ned over hans skuldre i en faktisk ret flot bue.
Han så på ham, og blinkede til ham, en anelse charmerende egentlig, og rejste sig. Han så på drengen med undrende øjne, en varulv der frøs? Han var vist en lettere pivet en af slagsen.
Hans tanke fremkaldte en svag latter fra ham, hvorefter han nikkede, og lagde en arm omkring hans skuldre. På trods af sin vampyriske side, var han faktisk ret varm, varmere end et normalt menneske ville være, og dog, ikke ligeså varm som nogen ild-dæmoner kunne være.
Han styrede ham hen på vejen, og begyndte at gå hen af den. Ikke langt derfra kendte han én der havde en hytte, en gammel ven af hans, og en af de få tilbageværende skabninger af arten 'Minusk'.
Et bredt smil prægede hans ansigt mens han gik.

han kiggede undrende, "mine hvad?" han tænkte sig lidt om og grinede. "Nårh! Dem!" grinede han lidt og kløede sig på hovedet. "Tja... Det er for at hvis der sker noget, så vågner jeg. Jeg hører den mindste bevægelse når jeg sover og vågner hvis den lyder truende..." Han bed sig lidt i læben og kom til at rødme svagt da han fik en arm over skulderen. Han sukkede, "DU behøver altså ikk... Jeg er kun kold når jeg lige er vågnet, jeg bliver varmere med tiden." sagde han og kiggede på ham. Han vidste ikk hvor de gik hen, men han følte heller ikk han burde være bekymret? Ogs selvom han ikk kendte den dreng, følte han sig ganske tryg. Hvilket man ikk kunne sige om hans underbevidsthed, der tydeligvis 'holdte øje' med Neet. Han kom til at gabe en smule og holdte sig for munden da det var. Han kiggede på Neet, "hvor skal vi hen?" spugrte han lidt og gik fortsat. Han stoppede dog op efter noget tid, han ville ikk gå for langt med en han ikk vidste hvor ville fører ham hen.

Han så på Manda, og smilede svagt, "Lige netop, fra nu af er de døbt dine 'vagthunde'" sagde han med et svagt grin. Han tog dog ikke armen væk ved drengens små protester mod deres pludselige tæthed, men var det ikke ham der for et øjeblik siden havde ligget og gnubbet sig til hans skød?
Han sukkede svagt og så på ham,
"Kold eller varm, det kan være lige meget, du skylder mig jo en tjeneste, så du har i princippet ingen ret til at protestere" sagde han og smilede lettere gavtyveagtigt, der fik ham til at ligne en lille gadedreng der var ude på ballade. Hans lange kastanjebrune hår svajede let i vinden, og gav ham nærmest et mystisk skær, da en tot blæste ind foran hans mund, og skjulte smilet.
Han drejede af ved en lille skovsti, hvor der var banket et lille skilt op: 'Smed!' - stod der, og nedenudner nogle små bogstaver, der var blevet visket væk af vind og vejr. Det var tydeligt at der ikke kom mange her, men at stien alligevel blev holdt ryddelig af en eller anden.
"Vi er på vej hen imod en af mine venner, han kan give dig, og også mig selv, varmen og måske lidt at spise" sagde han, og blottede kort de fem centimeter lange hugtænder, der sad placeret i hans tandsæt, hvorefter de igen blev skjult da smilet blev skævt, og læberne lukkede sig.

Han stoppede op igen og sukkede let. Neet havde ret, Manda kunne ikk protestere. Han skyldte en tjenste og bed sig i læben. Han gik hen til ham igen og kiggede på skiltet. Han stoppede op ved det og kom ned på alle fire. Han kravlede hen til skiltet og prikkede til det. "Smidj...?" han satte hovedet på skrå og prikkede til skiltet. 2hvad er det?" han kunne tydeligvis ikk læse og viste åbenbart heller ikk hvad et skilt var...xD Han kiggede på Neet og kravlede hen til ham. Han kiggede på skiltet igen, "Jeg har set sådan nogle ting før, men jeg aner ikk hvad de betyder." Han rejste sig og strakte sig lidt. Han kløede sig bag hovedet og smilede en smule undskyldene. "Jeg har aldrig forstået de tingester..." sagde han roligt og kiggede på skiltet igen. Han kunne ikk modstå og gik derhen igen. Han prikkede til skiltet igen og lugtede lidt til det.

Mandas reaktion til skiltet, morede ham i en sådan grad at et bredt smil viste sig på hans ansigt.
"Dét der, er altså meget sprængfarligt!" sagde han, med en påtaget alvorlighed, og pegede på skiltet "Du må ikke røre det!!" sagde han, men knækkede så sammen og grinte muntert, og støt.
Han så på skiltet igen. "Du kan ikke læse vel?" sagde han og smilede lettere opgivende, mens han så skiftevis på ham og skiltet. Hans hår blev ved med at bølge og bugte sig i vinden, og det kunne faktisk godt ligne flyvende nutella, i det her mørke (xD), og med den svagt lysende nymåne på himlen, der gav det et blåligt skær.
Han så lidt på drengen, og smilede *Han er jo lige til at spise..* tænkte han eftertænksomt, og lod en hånd klø sig let i tindingen, en af hans nyere vaner.


//.... >____<

Han krøllede lidt sammen da Neet råbte af ham. Han kiggede på ham og gik hen til ham, "undskyld jeg lever!" sagde han barnligt og en anelse surt. Han kiggede på ham og satte hovedet på skrå, "Hvad er læse?" spurgte han og kunne ikk forstå. Der var mange ting Manda ikk vidste, eller rettere ikk kunne huske. Han kiggede på hans hår og gispede lidt. Han pegede på det, "FLYVENDE chokolade!?" sagde han barnligt og tog lidt fat i det. Han rev ikk i det eller noget. Ville bare mærke det, "Hey... Det er ikk chokolade..." Han gav slip igen og sukkede let. Han kløede sig bag hovedet og kiggede undrende. "WTF!? Er du kannibal!" han pegede lidt overrasket på ham, men stoppede så. "Nårh nej... VI er jo ikk samme race..." han tænkte sig om, "Du spiser væsner!" sagde han og kiggede forbavset, "Hvorfor siger du ikk sådan noge?" sagde han lidt uforstående. "Nårh... Det er fordi så får du ikk særlig mange venner?" sagde han og nikkede til sin tanke. Den lød meget rigtig i hans ører.

//Hvad?xD

Han grinte svagt "Du behøver da ikke undskylde" sagde han, det var tydeligt på hans muntre stemme at han mente det for sjov, og at han bare drillede. Noget han egentlig havde fundet ud af at han godt kunne lide.
Han så på ham, og gav ham et smølfespark i panden ved hans spørgsmål "Hvad ved du egentligt? Helt ærligt, hvis du ikke begynder at få noget ind i hovedet, overlever du ikke længe" sagde han og sukkede opgivende, hvorefter han blev hevet let i håret. Det gjorde ikke videre ondt, men det fik hans ene øjenbryn til at skyde overrasket i vejret,
"Ch-chokolade?" sagde han undrende og tog selv en lok frem. Han bed undersøgende i det, og rystede så på hovedet med et surt ansigt "Nej... Det er det ikke... æv." sagde han, og grinte lidt bagefter, var han kannibal? Nåhr! Nej! HAn kunne jo ligesom han selv, læse tanker.
En svag rød farve steg op i hans kinder, og han så på ham met nærmest opgivende udtryk "Selvfølgelig er jeg ikke kannibal!!" vrissede han svagt, og grinte let, "Jeg spiser kun små varulve" sagde han, og smækkede tænderne sammen lige foran Mandas ansigt, bredt smilende.

//Jeg kan bare ikke finde ud af at skrive indlæg!! O____O' xD

Han gned sin pande og lukkede det ene øje, "Jeg ved ikk sådan noget menneskeligt noge!" sagde han roligt og sukkede. "Jeg ved knap nok hvad pokker et skab skal gøre godt for! Jeg mener, der er en dør, men kun et mega lille rum! Ingenting kan være derinde, den fører ikk ind til et andet rum!" sagde han og fik det til at lyde som spild af plads. Han sukkede let og smilede let og at Neet tog en bid af det. "Det lignede altså chokolade..." sagde han bare og gned sin ene kind med sin pegefinger. Han kiggede lidt ned og sukkede, "Jeg indrømmer at jeg ikk ved særlig meget, men der er ingen der har lært mig det... Måske hvis jeg havde min hukommelse kunne jeg..." sagde han roligt og sukkede. Han tog en hånd til hovedet, "Men jeg kan intet huske! Jeg ved ikk en gang hvor gammel jeg er." sukkede han og kiggede på sine hænder. Han knyttede dem lidt. Han kiggede på ham og smilede, "Så kan jeg tage det ganske roligt, jeg er ikk lille..." sagde han med et smil. "Jeg er mindst 3 meter som varulv..." sagde han roligt og kiggede på sine hænder igen. Han kiggede bagefter på sine fødder, "Men jeg har kun 3 tæer som varulv, normale har ellers 5..." sagde han undrende. "Og nej, jeg har 5 menneske tæer, så det er ikk fordi jeg har mistet dem!" tilføjede han hurtigt og følte nærmest at hvis han ikk sagde det ville Neet komme med det.

//Synes ellers det ser ud til at gå fint...?xD

//Jamen jeg har vildt mange problemer med at svare xD - Kan ikke finde på noget x3

Han så på ham med et svagt glimt i det gråbrune øjne. "Et skab, er ikke ment som et nyt rum, det er ment til at give mere plads, i et meget lille rum. Forestil dig at du står i et rum, der er kun tre meter fra væg til væg, rummet er kvadratisk. Hvis du har en masse... Ting, som nogle forfængelige mennesker har, så kan du ikke bar ligge det på gulvet.. kan du? Det er dét man bruger et skab til, inde i skabet er der hylder, og dér sætte man alle disse ting" sagde han og smilede, da han selv synes han havde forklaret det meget godt.
Han så lidt på ham igen, og lod tungen køre over tænderne. "Bare fordi du er stærk fysisk, behøver man ikke klare sig godt i livet, det jeg mente med at du ikke lever længe er... Hvis du ikke har nogen venner, har man ikke lyst til at leve, har jeg ret? Hvis man er dum som en dør, har man ofte svært ved at få venner, fordi venner sætter pris på at man ved hvad de taler om, eller også gør det bare grin af den andens uvidenhed" sagde han og sukkede opgivende.
Han grinede lidt da han nævnte det med tærerne, og smilede skævt "Herlig information, lige noget jeg havde lyst til at vide" sagde han, med sarkasmen strålende ud gennem både ordene, og hans grå brune øjne.

Han grinede let og stoppede op, "Øhm... Jeg er ikk uviden på alt, der er ting jeg ikk kan og der er ting jeg kan." Han klappede lidt med hænderne og kiggede på ham. "Jeg kunne ikk lade være..." grined ehan lidt og smilede barnligt. Han prøvede så godt han kunne at undgå en dybbere samtale om skabe. Han kiggede rundt, "Skulle vi videre?" smilede han let og satte hovedet på skrå. Han aede Neet lidt på hovedet og smilede barnligt, "Men jeg har masser af venner, de kan godt lide jeg er barnlig. Ligesom dig, indrøm nu du synes det er sjovt at høre på mig nogle gange?" sagde han glad. "Desuden ved jeg ogs hvad jeg siger! Det meste af tiden..." han tænkte sig lidt om, "Men menneskelig adfærd aner jeg intet om! Ved ikk noget om møbler eller noget som helst!" sagde han bare og sukkede let igen. Han kiggede på Neet, "der må da ogs være ting du ikk ved."

Han så på ham og bukkede let ved hans klappen, med et bredt grin.
"Tak,tak" sagde han med latter i stemmen, og med små glimt i de gråbrune øjne. Han så lidt på ham, og nikkede ved hans lette ivrighed om at komme videre. Han selv brød sig heller ikke om at stå stille i længere tid af gangen, men så alligevel, hvis han blev revet med af deres samtale, kunne han stå stille i flere timer.
"Jo, lad os gå, der er ikke mere end et par hundrede meter" sagde han og blinkede svagt. Da han begyndte at gå, hørte han varulvens snak omkring det med venskaber.
Da han prøvede at få ham til at indrømme at han kunne lide ham, blinkede han til ham, på en underlig halvt for sjov, halvt forførende måde, og lod blidt sin hånd gribe fat i hans hage, tvinge hans ansigt op imod hans, og i et ekstremt kort sekund lade deres læber strejfe hinanden, hvorefter han gik videre som om intet var hændt.
"Selvfølgelig, eeeeeelsker uvidenhed" sagde han med en lettere barnlig og dog sarkastisk stemme, mens et muntert glimt formede sig i hans øjne.

Han måbede lidt, "SÅÅÅÅÅ LAAAAAANG!?" sagde han surt og barnligt. Han endte dog med at grine lidt og gik med ham. Han smilede barnligt, men forstod ikk. "Hvad er...." da deres læber strejfede hinandens stoppede han op og rødmede. Han lod sine fingerspidser være på sine læber og kiggede væk, "Hvad... Hvad skulle det til for!?" Han var lidt i panik og bed sig i læben. Han kiggede på Neet, måske en anelse nervøs eller bange. Han vidste det ikk selv heller, om han skulle være vred, panisk eller bare bange. Han var mest i panik over det. Han kiggede ned i jorden og lukkede øjnene en anelse hårdt i. "undskyld... Ved ikk hvad jeg skal sige..." mumlede han og tog en hånd til hoveet. Han kiggede på Neet og valgte at gå videre, men holdte blikket nede på jorden. For at undgå lidt øjenkontakt lige nu.

En svag latter undslap hans læber, og lod sig glide op fra hans stube, med en dybde der pludselig lød anderledes, end da de bare havde lavet sjov.
"Du er jo egentlig ret uerfaren... Og hvorfor undskylder du? Det var jo bare et kys" sagde han, og smilede skævt. Det lød ikke som om han hånede ham, nærmest tværtimod, og hans ansigt virkede på en måde udtryksløst, på trods af det skæve smil der dominerede det meste af dette.
"Det skulle til for at få dig til at forstå, ikke alle der ter sig venligt, er absolut ... venner" sagde han, med et lettere sadistisk smil, der lidt efter forsvandt, og efterlod hans krop og ansigt, fuldstændig udtryksløst. Han selv blev ved med at gå.
Han så på ham, opdagede at han ikke ønskede øjenkontakt "Du skal ikke være sur, det var jo bare for sjov" sagde han, og sukkede svagt opgivende.

Han kiggede på ham og kiggede en smule vredt, "Hvordan kan du tro det er for sjovt for mig!?" Han tog en hånd til hovedet og hans gule øje gav et skær fra sig. "DU kan ikk tro at jeg kan tage det uden at det bliver forvirrende! Eller sjovt for den sags skyld!" Han knyttede sin anden hånd lidt, 2Du skal ikk prøve at lege med mig, fordi jeg gider ikk sådan noget...." Han knyttede sin hånd ved hovedet ogs og lukkede øjnene. "Du ved ikk hvordan det er..." mumlede han stille og gik lidt videre. "Du ved ikk hvordan det er at blive leget med på sådan en måde..." mumlede han let og sukkede let. Han stoppede op og tænkte sig om, *Hvordan ved jeg hvordan det er selv...?* tænkte han stille. Han følte han havde prøvet det før, men han kunne ikk huske det. Han tog hænderne til hovedet og prøvede at se om han kunne huske noget ved den tanke, men intet... Igen var der intet om hans minder...

Han så lidt på ham, og så på ham med et svagt roligt ansigt, der ikke udstråleden ogen frygt for hans pludselige reaktion.
"Hvis du ikke kan tåle det... Burde du ikke have lovet mig den tjeneste, selvom jeg indrømmer, det var ikke helt min mening at gøre det til at starte med..." han så lidt på ham, hørte han tanker da han følte at han havde prøvet det før.
Hvis han virkelig var drengen fra de historier, så havde han prøvet det før... Men hvordan kunne han tage det så seriøst? Det var jo... alt for menneskeligt, som om han altid havde levet blandt mennesker, og havde tænkt sig at blive ved med det?
"Det er noget af en dårlig hukommelse du har dig der" påpegede han roligt, og så på ham med hovedet på skrå.
Han blev ved med at gå, undrende over hvorfor han reagerede så stærkt på et enkelt kys... Måske var han anti homoseksuel? Hm, det ville ikke undre ham, og dog, hvordan kunne en så nuttet person, ikke være til begge køn? Det var jo nærmest en skam.

"jeg kan tåle det, jeg ved bare ikk hvordan jeg skal reagere oK?" sukkede han opgivende og lagde armene over kors. Han pustede kinderne lidt op og kiggede på ham. Han bed sig i læben, "Min hukommelse er mit problem..." mumlede han og kiggede surt. "Min hukommelse er forseglet ok? Jeg kan ikk huske den fordi nogle har gjort at jeg ikk må huske den..." sagde han roligt og kiggede ned. "Jeg kunne huske det hele hvis det ikk var for det segl. jeg ved ikk hvilket egl, så derfor kan jeg heller ikk bryde det..." Han gned sit hoved, "Forbandede segl!" snerrede han vredt og kiggede på ham. "Men jeg kan bevise for dig at jeg kan tåle det... Og jeg holder hvad jeg lover med den tjeneste..." sagde han roligt. Han rejste sig og gik hen til ham, hans gule øje gav et roligt skær denne gang og han tog fat i hagen på Neet. Blidt og roligt. Han kyssede ham blidt på munden og gav slip lidt efter, "Se selv?"

Et svagt smil bredte sig på hans læber, vidste ikke hvordan han skulle reagere? Hmm...
"Selv foretrækker jeg at den jeg kysser rødmer, det giver sådan en dejlig følelse af sejr, men selvfølgelig, ikke alle reagerer ens, jeg har tit fået en ordentlig lussing" sagde han og grinte svagt.
Ved ordet segl, forsvandt smilet, og hans blev mere opmærksom end før, som om dette interreserede ham mere.
"Et segl? Hhm... Jeg gad godt hjælpe med at finde det.." mumlede han, og så på ham. "Tror du at det er sat på dig fysisk, eller mentalt?" mumlede han for sig selv, og så betænknigsfuldt på drengen foran ham. Han forestillede sig hvordan seglet kunne se ud. Selv var han ret meget inde i det med de forskellige segl, da han brugte dem på de våben han lavede, og kunne også selv lave et sådant segl. Han vidste godt hvordan man ophævede et segl fra sværd osv, men han havde aldrig prøvet det på et menneske.
Han følte hans læber mod sine, og smilede bredt, da Manda prøvede at komme væk fra ham igen, havde han allerede taget en hånd bag hans hoved, og holdt deres læber sammen, mens hans gråbrune øjne så lettere trodsigt ind i de gule overfor ham, de virkede også lidt gavtyveagtige, som om de egentlig bare lavede sjov.