Endnu en tanke om ikke længere at være ædru - Manda

Han krøllede sig en smule sammen og mumlede noget meget utydeligt i søvne. Han drejede sig en smule og krøllede sig sammen. Han rystede en smule og holdte hænderne ti hovedet, "Stil... le..." mumlede han og drejede sig igen. Han var træt og kunne ikk holde til for meget mere. Han kravlede sit hoved hen og lagdee det ved Neets skød. Han lå mere behageligt og aldte en smule mere til ro af det. Han åndede tungt og sov roligt videre. han drejede sig igen og mumlede. "Miri..." han krøllede sig sammen og tænkte på hende. Han havde mødt hende, i en form for butik troede han. Men han var ikk sikker på det endnu.

Han sukkede svagt for sig selv, og så lettere opgivende, dog smilende, på varulven. Han havde været for ivrig. Han havde ikke kunne vente, og havde været vant til at være mellem personer med velordnede sind, der kunne tåle lidt af hvert. Aldrig havde han mødt en person, der rent faktisk var brudt sammen... på grund af viden? Minder? hmm.. Denne varulv var lidt ud over det sædvanlige. På visse punkter, kunne han vel kaldes svag? For svag til at optage for meget viden? Han havde brug for træning, han havde brug for... forårsrengøring. Et svagt skævt smil tog form på Neethens læber da tanken poppede op i hans sind, helt uden varsel.
Det var hvad hans egen læremester i sin tid havde sagt til ham, når han skulle ordne sit sind. Han skulle lave forårsrengøring i hjernen. Støve minderne af, og ligge dem til rette, så han til hver en tid kunne finde dem, og huske dem så tydeligt som havde han oplevet det hele blot få minutter forinden.
Han så ned på varulven der nu lå i hans skød. Miri? Det måtte være Miriann han tænkte på. Kvinden der ligeså var kommet til jorden, som en del af den eftersøgning man gjorde på den førhenværende Stør- Miranir! Han burde virkelig begynde at lære det. Et svagt suk undslap hans læber, og han lukkede øjnene et øjeblik, mens han følte en svag følelse af velbehag. Duften af røg sivede ind i hans næsebor, hvilket gav ham vished om at hans vens hus ikke lå meget længere, end rundt om næste hjørne.

Han sov lidt men åndede en smule uroligt. Han vågnede lidt efter og kiggede rundt. Han kiggede derefter på Neet. "Du tir bare stille...!" snerrede han og satte sig en smule op. Han tog en hånd til hoved og faldte lidt ned igen. Han rystede på hovedet, "Jeg har ikk vidst meget i lang tid, så det er svært at det hele kommer igen. SÅ hold kæft om det..." mumlede han vredt og satte sig op. Han krøllede sig hårdt sammen og tog hænderne til hovedet. "Det giver ingen mening, jeg må være ude af træning..." mumlede han stille og sukkede. "Jeg plejer at kunne holde til mere..." han gned sin ryg. "6 lyn i ryggen og overlevede uden at falde om..." sukkede han og kiggede på Neet. Han lugtede lidt og rejste sig, "Røg?" han holdte sig lidt for ørerne. "Skrig..." mumlede han stille og rystede på hovedet. "Nej... Stille skrig..." sagde han undrende. Han følte han bare plaprede løs, men der var bare noget ved ham. Han kiggede på Neet, "Hvorfor skulle du ogs ødelægge mit liv!? JEg har fler espørgsmål nu, nu forstår jeg ting bedre men så skaber det nye spørgsmål!"

Han så på ham, og rejste sig, med et let irriteret udtryk. Han sukkede
"Jeg tir stille når jeg vil, eller få ordre om det fra en af de højere kredse - og nok er du en karakter fra legenderne, men det gør dig ikke mere ophøjet end jeg selv" sagde han, med et skarpt tonefald. Han var ved at miste tålmodigheden med denne dreng. Han var jo uforskammet.
"Og du er nødt til at vide det, ihvertfald i nok tid til at fortælle os alt, så kan du for min skyld glemme det igen" sagde han og gik over mod ham. Selvom denne dreng, Manda, var ret så høj af en menneske han at være, tårnede Neethen sig op over ham, med mindste tyve centimeter. Nu han kom til at tænke over det, var han egentlig lidt af en kæmpe.
Han lænede sig ind over ham, og så ned på ham, med al den irritation han kunne mønstre.
"Og nu skal jeg sige dig en ting, du skylder mig en tjeneste, jeg har ret til at få det at vide!" påpegede han strengt, og gav ham et smølfespark i panden, mens han tog et skridt bagud, vendte om på hælen, og begyndte at gå hen mod den nu tydelige duft af røg.

Han kiggede undrende på ham, "Legenderne?" han kiggede roligt på ham og var rimelig ligeglad med det han sagde og da han gav ham et smølfespark gned han blot sin pande en smule, "Hvorfor skulle jeg fortælle jer noget som helst?!" snerrede han en smule og kiggede stadig roligt på ham. "Jeg fortæller hvad jeg vil til hvem jeg vil og du er da godt nok ikk den jeg vil sige det til..." Han grinede lidt og kiggede på ham, "Jeg skylder dig en tjenste?" grinede han, "Hvorfor gør jeg det? Jeg skylder dig intet..." sagde han roligt og gik selv hen i mod røgen. Han kiggede på de flammer der var og kiggede rundt. Han kiggede på Neet og sukkede let. Han vidste ikk helt hvad han skulle gøre lige nu, hans hoved gjorde ondt og hans krop grjode ikk helt det han ville.

Han så på ham med undrende øjne, var det ikke ham selv der for ikke meget mere end et øjeblik siden havde hævdet at han skyldte ham en tjeneste?! Gud, det var jo til at blive gak af.
Han sukkede irriteret, og ignorerede ham. Han ville aldrig få løst denne opgave, så hellere blive gjort til slave. Han rystede på hovedet. Hvordan kunne overhovedet tænke det? Det var jo absurd, hvorfor skulle han pludselig gerne ville være slave? Det måtte være det forhøjede ilt-indhold i luften i denne verden der påvirkede ham.
Han gik rundt om hjørnet, og foran ham, lå et lille hus, tydeligvis en form for blanding af et bibliotek og en smedje. Røgen kom fra en lille skorsten fra den sydlige del af huset, den tættest på vejen. På skiltet foran stod der: 'Kat'hril - skræm dig selv!' måske en ny joke fra dragen der boede her? hmm.. Det kunne ligne ham. Han bankede en enkelt gang, hvorefter han gik ind.

Han kiggede undrende på Neet og gik bag ham. Han kiggede på ilden, den røg der kom fra det. Han tog en hånd til hovedet, ilden mindede ham om noget. Men igen havde han svært ved at huske når han havde fået alt det andet på hovedet. Han kiggede på ilden igen, "Hendes ild..." sagde han stille og prøvede at huske dens navn. Han rystede på hovedet og gik ind efter Neet han kiggede rundt og var ganske stille.

Indenfor var det hyggeligt møbleret, med bløde lænestole og med en bred pejs. Ilden i den bølgede lystigt. De to brændeknuder i midten, mindede uhyggeligt meget om øjne.
Neethen slængede sig i en lænestol, uden at sige et ord, eller informere ejeren af det lille hus om deres tilstedeværelse. Han så på Manda da han kom ind, med irritationen lysende ud af øjnene.
"Forsvind" mumlede han surt, som et lille barn der ikke vil høre fornuft. Samtidig med at en ung kvinden kom gående ind med en buket blomster. Hun tog sig tilsyneladende ikke af de to drenge, men fortsatte uanfægtet hen til en komode, hvor hun satte blomsterne, med et lille smil. Hendes øjne var dybblå, med et strejf af grøn, og hendes krop var blødt formet, og med meget fremtrædende skuldre og kraveben. Hendes lange blonde hår svingede blødt fra side til side, og hele hendes eksistens virkede udtværet, som om hun blot var en del af en drøm. Ligeså ville man, hvis man forsøgte at føle hendes sind, eller aura, ikke finde den mindste rest af virkelighed, kun den evige skiften, der så tit kommer af drømme. Neethen så ikke ud til at skænke hende så meget som et blik.

Han kiggede roligt på Neet og grinede let. Han gik hen til ham, "hvis jeg er med i de der 'legender' så burde du ogs vide jeg er stædig..." sagde han roligt og kiggede på kvinden. han sagde intet til hende, fordi hun skænkede dem åbenbart ikk den mindste tanke. Han kiggede rundt og lugtede en smule. han gned sin næse og satte sig på gulvet med et bmp. Han gabte lavt og tog en hånd til hovedet, han havde stadig en stor hovedpine. Men det var ved at gå over igen. Han kiggede på Neet, "Du burde vide hvordan du kommer af med mig, men du prøver det ikk en gang. Så det burde jo være fordi du nok ikk helt vil ha jeg går?"

Han så irriteret op på ham, "Tænk, du er ikke engang klar over at når man siger 'legende' så hentyder man til en ikke særlig detaljeret karakter der har gjort ... ting" han sukkede let, og rystede på hovedet "Jeg kendte praktisk talt intet til dig" sagde han, og så væk, på et billede af en kvinde med isblå øjne og ildrødt år. Verkommende havde meget høje kindben og en ørnenæse, det så ud til at være en gammel kælling af en art. Han sukkede svagt. Og så på drengen igen.
Kvinden gik nu hen til Neethen og så på manda, mens hun lagde hovedet let på skrå. Han så op på hende, og efter lidt tid nikkede hun. Hun havde brugt tanketale, noget der hørte til ethvert velordnet sind, og var fuldstændig sløret for enhver tankelæser.

Han grinede let og rystede på hovedet, "Jeg har aldrig sagt jeg er en legende, jeg sagde kun jeg var med i nogle legender." sagde han roligt og strakte sig. Han blev siddende på gulvet, "Og hvis du ikk kender til mig overhovedet, så lad være med at opføre dig som en der har..." sagde han opgivende og trak på skuldrene. Han kiggede på kvinden og satte hovedet en anelse på skrå. Hans gule øje gav et skær fra sig og han rystede på hovedet. Han kiggede ned og sukkede let. Han kiggede på Neet igen, "Og hvis du har et problem, så prøv og gæt. Det er ikk mit." sagde han opgivende. "Jeg har aldrig bedt om den skæbne jeg har."

Han så på ham og rystede på hovedet.
"Jeg skal bare vide noget omkring Sinclare, jeg er en af Mirianns tjenere" sagde han, og lod øjenlågene køre ned over de grå-brune øjne, hvorefter kvinden, gik frem mod Manda, med et svagt smil. Hun rakte hånden frem, og lagde igen hovedet på skrå.
Valgte han at tage hendes hånd, ville han gå lige igennem, da denne drømmeagtige glans over hende, skyldtes hendes spøgelses agtige tilstand.
Hej Menneske ville han høre i sit hoved, med en lidt barnlig stemme.


//Sorry, skal logge^^ cya ;D //

Han kiggede på ham og rystede på hovedet. "Desværre... Gider ikk fortælle dig en skid om det." sagde han roligt og kiggede undrende på kvinden. Han bed sig i læben da hun rakte sin hånd til ham. Han havde ikk set hende før og igen kunne det her bare være en fælde fra Neet. Han kiggede væk fra kvinden og rystede idt på hovedet. "Beklager... Kan ikk lige hilse på nogen lige nu..." sagde han bare og kiggede på Neet. "Du skal give mig en god grund til at fortælle DIG det og ikk Miri. Og jeg er ligeglad om du er hendes tjener." han tæknte sig om. "Gider faktisk heller ikk fortælle Miri noge, det her er bare ikk den tid hvor jeg gider til at begynde i aktion endnu..." sukkede han og gik udenfor. Han ville intet gøre for dem, især når de ikk havde gjort noget for ham. *Noget for noget...* tænkte han stille. Han stod ved et træ og knyttede hænderne. Han slog en næve i træet og det gik godt i stykker der hvor han slog det. Han kiggede på det og satte hovedet på skrå. "Hva i..." han kiggede på sin hånd og knyttede den lidt. "Ingen skrammer..." han kiggede på træet igen.

Neethen kom gående ud af hytten, efter at kvinden bare havde stået såret tilbage. Han kunne ikke holde en svag fnisen tilbage da han så Manda's overraskede udtryk.
"Sammen med din hukommelse har du også fået dine gamle kræfter" sagde han med et smil, hvorefter han rystede på hovedet.
"Hun regnede heller ikke med at du ville fortælle mig noget som helst, hun forbød mig det egentlig, men.. Jeg kunne vist ikke lade være at prøve" sagde han, i en let undskyldende tone, dog uden afbræk i hans let afslappede holdning.

//undskyld, blev kort^^' //

Hankiggede tilbage på ham og knurrede en smule. Han sukkede let og kiggede på træet. Han aede det blidt og kiggede ned. Han knyttede sin hånd lidt, "Nej... Ikk dem alle..." mumlede han stille og kiggede på sin hånd. "Der er nogle ting der mangler... JEg ved ikk hvad, men der er bare noget..." mumlede han stille og kiggede på ham. "Du er da ogs så underlig..." sukkede han opgivende og trak på skuldrene. Han gned sit hoved lidt og satte sig med et bump. Han gabte lavt og gned sine øjne lidt. Han kiggede på ham igen og sad stille. "Hvad så nu? Skal du til at fortælle mig mere, eller må jeg få et hvil..." sagde han en anelse træt og gned sit hoved en enkelt gang. Han havde stadig hovedpine, men det var ikk så slemt som i starten.

han så lidt på ham et øjeblik, og rystede så på hovedet. Drengen kendte tydeligvis intet til noget som helst - godt det samme. Så fik han selv jo en chance for at lære noget, en chance for at bruge den hjerne han havde, men som var støvet til efter års inaktivitet. Han vendte sig om, og hans blik faldt på himmelen over dem. En svagt lys spredtes fra øst, og man kunne lige akkurat skimte de første solstråle op over horisonten. Byen Terre lå badet i solens lys, hvilket fik den til at glitre. Selv slummet, gyderne, og de store dårligt-holdte højhuse, fik en helt ny glans i det tiltagende solskin. Skyerne spredtes, og den blå himmel, spækket af orange, lilla, og rosa toner, lyste op, som når lys reflekteres mellem farvet glas, og udspiller sig på en hvid væg i en kaskade af farver og regnbuer.

Han kiggede på solen og surmulede. "Neij! Nu har jeg jo ikk fået lov at sove!" sagde han surt og slog næver i jorden som et lille barn. "Det er ikk fair!" sagde han surt og satte sig op. Han lagde armene over kors og surmulede som et lille barn, Han kiggede på Neet og rejste sig, han gik hen til ham og sukkede let. Han gik forbi ham som om han ikk havde tænkt sig at stoppe fra starten af. Han kiggede rundt og følte han blev træt. Han sukkede let, *Hvorfor skal det altid ske når jeg ser en solopgang!?* tænkte han surt. Han kiggede rundt og gik lidt mere før han faldte ned at ligge. Han åndede tungt og var faldt i søvn ud af ingenting. Ikk en gang hans landing vækkede ham. Han lå og sov, ingen 'vagter' han sov bare.

Han forsøgte at holde sit smil tilbage, men fandt det umuligt. Han rystede let på hovedet, inden han gik hen mod ham. Han var bare faldet i søvn? Det kunne da lige passe.
Han rystede let på hovedet, men vækkede ham ikke, satte sig bare ved siden af, og så på ham. Hvis han virkelig gerne ville sove, ville han ikke forstyrre, også selvom han vidste at ham og varulven allerede nu var kommet skævt ind på hinanden. Hvilket spild. Han ville gerne være 'ven' med en sådan kilde af viden, som denne varulv ubevidst bar rundt på. Han havde set så meget, hørt så meget, følt så meget. Han havde endda også nævnt en .. Kannell? Han vidste ikke hvor denne dreng kendte til kaosstenene, han selv vidste kun en meget lille del om dem, det han ahvde kunnet opsnuse ved at overhøre nogle af de højere stilledes samtaler. Han vidste kun at de gav en uendelig magt, selvom dette kun var legender. Han havde spurgt overalt, men ingen havde ladet sig overbevise om at der virkelig fandtes sådanne sten, magiske energikanaler.

Han lå stille og åndede tungt. Han rystede en smule fordi han ikk kunne holde på varmen i søvne. Hun krøllede sig en smule sammen og lugtede ud i luften. Hans krop kravlede hen til Neet og hans hoved hvilede på hans skød. Han nussede sig lidt til ham og blev liggende, igen havde han automatisk søgt hen i den varme der var i nærheden af ham. Han rystede en smule da han havde mareridt. Hans åndedræt var en smule uroligt og han krøllede sig lidt sammen. Han tog hænderne til hovedet og lukkede øjnene lidt hårdt i.

//Undskyld, skulle spise... :D
Og undskyld der ikk står meget, men det er lidt svært når man sover... :'D

Der gik et par sekunder, hvis ikke minutter, før det gik op for den tankefulde Neethen at der lå en vampyr i hans skød. Han så lidt ned på ham, og rynkede let brynene. Ingen vagthunde? Sært.
Han bed sig let i læben, for ikke at komme til at smile, for derefter at læne sig op mod stammen af det træ der stod bag ham. Han lukkede ligeså øjnene, for efter et øjeblik at falde i søvn. Han havde imens holdt en hånd på Mandas hoved, hvorfra et svagt lys kunne ses. Små tråde af rød energi flød lige så langsomt fra hans fingre, og ind i drengens sovende hjerne. Han ville være i stand til at se drømmen, dog ville han ikke kunne vækkes, ej heller komme ud af drømmen, før dens ejermand var vågen, og selv efter drømmen var slut, kunne han sagtens finde på at sove videre.

//hehe, mit blev heller ikke særlig langt >__>
Og gør ingenting, jeg selv er heller ikke den hurtigste på aftrækkeren længere xD

Han nussede sig stille til Neet og sov videre. Han drømte ikk noget forfærdeligt ej heller noget godt. Det eneste der skete i hans drøm var ham der sad sammenkrøllet. Alt omkring ham var sort, ingen vægge. Ingen vinduer. Det var et stort tomrum uden ende, men hans drøm begyndte så småt at tage farve og figurer begyndte at danne sig. Han rejste sig og kiggede rundt. Der var flammer overalt, folk der flygtede. Men fra hvad? Han gik den modsatte vej fra dem der flygtede for at finde ud af hvem det var der skabte al den kaos. En dreng... En lille dreng med gule øjne og en kæmpe figur bag ham. Det lignede mest af alt en varulv. Han stivnede lidt og kiggede på den. Den bukkede sig ned og hviskede noget til drengen som kiggede op på den. "år jeg hende at se igen...?" spurgte drengen og figuren nikkede med et ondt smil. "Ja selvfølgelig. Hun vil komme tilbage til dig..." sagde den. Manda tog hænderne til hovedet, og rystede. Drengen smilede let, selvom han vidste han skulle slå ihjel var den eneste tanke i hovedet. "Så længe jeg ser mor igen..." drengen så en kvind løbe forbi og sprang på hende. Han slog hende ihjel på kort tid. Havde slået hende smertefuldt ihjel. Han kiggede tomt og tog hænderne til hovedet igen. "Nej... Mor kommer ikk tilbage..." sagde han stille.

Neethen stod som en skygge i drømmen, ingen fra drømmen ville kunne se ham, ikke engang drømmens ejer. Måske ville skyggen, varulven, bag drengen få øje på ham. Måske ville han tage notits af det, eller også ville den sandsynligvis ignorere ham. Han vidste det ikke. Han forstod ikke denne drøm som han havde forstået andre, han så intet formål i disse drab. At dræbe blot for at dræbe, og så bruge et barn som redskab. Han følte ikke afsky overfor denne måde at manipulere en menneskelig dreng der blot ville have sin mor tilbage, han fandt det vel på sin vis morsomt, og så alligevel ikke. Dette var en metode der som regel kun blev brugt af guder, og ikke mange ville turde benytte sig af denne metode. Medmindre dette monster bag drengen virkelig var en gud? Han kunne vel være det. Det forekom alt for tit at små-guder skabt af kaos forsøger at ødelægge en verden blot på grund af rastløshed.
Hvis en dreng bliver rastløs terroriserer han katten, hvis en gud er rastløs, fortærer de som regel et menneske, og ødelægger en hel verden. Egentlig ret morsomt, eftersom det var en verden som denne det gik ud over. Man skulle tro at et så veludviklet sind som menneskets ikke ville kunne lade sig manipulere med... Men sorg havde det jo som regel med at tynge mennesker, især de unge, de svagere.
Neethens ansigt var komplet udtryksløst mens han betragtede sceneriet, dog kunne et svagt glimt af alvor ses i de musegrå øjne.

Varulven kiggede moed Neet, men lod ham være. Det var jo ikk fordi han kunne gøre noget. Det var et minde... Et minde som Manda hele tiden havde fået genfortalt, for dog at glemme det når han vågnede igen. Drengen løb væk, for at dræbe og lade blodet komme på hans hænder. Varulven flød som en skygge imod Manda og bukkede sig ned til ham. Manda sad stille og rystede meget. Han havde intet skær i sine øjne, han var blevet overtaget af det minde som havde været glemt men prøvede at blive husket igen. Varulven sukkede blot og slog Manda hårdt ned. Han tog en hånd til kinden og kom op at sidde igen. Varulven tog fat i Mandas kæbe og kiggede på ham, "Hvad er der galt med dig? Det er jo trods alt dig selv..." smilede den og havde et lidt morderisk smil på sig. "Måske du bare ikk vil se i øjnene det her er dig. DU var så nem at snyde, gjorde alt blot for at se en du ikk kunne få igen..." grinede den hånligt og slog ham blidt på kinden. "Du kan glemme, men ikk gemme dig..." smilede den før det hele forsvandt. Manda satte sig op med et sæt og rystede. Han hev efter vejret og mærkede han var blevet vildt varm. Han rystede lidt meget og prøvede at ånde roligt igen. Han tog hænderne til hovedet, Han kunne ikk huske sit mareridt...