Endnu en tanke om ikke længere at være ædru - Manda

Han blev overrasket over at hans hoved blev taget ind til et kys igen. Han blev lidt ovverrasket, men det var heller ikk fordi han nød det lige ud. Han prøvede at trække hovedet tilbage, han vidste ikk hvad han skulle gøre. Følte at han havde tabt når han ville væk fra det. Han følte en vis ubehag af at det bare fortsatte. Han fik ham skubbet lidt væk og tørrede sin mund, "Hold op med at lege med mig!" råbte han en smule og havde lukket det ene øje. "hvordan kan du få dig selv til at fortsætte!?" Han tog en hånd til hoevdet og bed sig i læben.

//Undskyld, mistede kreativitet dér... :P

Han så på ham, gav slip da han følte at han blev skubbet væk.
"Heh, det var dig der startede" sagde han med en svag irritation i stemmen. Han vendte sig væk fra ham, og begyndte at gå, "Du har nu gjort mig en tjeneste, du skylder mig ikke længere noget" sagde han og smilede svagt for sig selv, han ønskede ikke at tirre varulven længere, han frygtede svagt, at denne ville tage det for alvorligt, og ville forsøge at dræbe ham. Hvem ville være dum nok til at forsøge sig med et mord på Neethen? Smeden, der kunne håndtere ethvert våben, så godt som var han mester? Hhm.. Nok ikke nogen der kendte ham bedre end som så...

//Hehe x3

//Logger, cya^^

"Jeg havde da ikk tænkt at gøre det så langt at jeg ikk kunne få luft...!" sagde han og mærkede ved sit hjerte. Han knyttede hånden ved det og lukkede det ene øje. Han kiggede undrende på ham bagefter, "Tjeneste? Hvordan en tjeneste? Du sagde jo selv det var mig der startede..." sagde han roligt og smilede drillende. Han gik hen foran ham, "Medmindre du da nød det rigtigt meget og ville kalde det for en tjeneste?" smilede han drillende og slikkede sig halvt om munden. "Jeg ville nu mere sige at det var en udfordring du gav mig og så ville jeg bevise noget, så det er da ikk en tjeneste i følge mig..." sagde han roligt og kløede sig på hovedet. "jeg skylder dig stadig en, indtil jeg selv mener det kan betragtes som en." grinede han let.

Han så på ham, med øjenbrynene svagt hævet, som om han egentlig var overrasket over denne varulvs tanker omkring det at 'skylde' noget. Egentlig skyldte han ham ikke noget overhovedet, han havde bare åbnet vinduet, det kunne ligeså godt have været en tjeneste for sig selv, som det kunne havde været en tjeneste for varulven, som han stadig ikke tænkte på som 'Manda', men bare som 'varulv'.
Han vidste ikke hvorfor, men han betragtede først en som en ven, når denne kendte ham.. Kendte hans hemmeligheder, eller havde redet hans liv. Først da ville han kalde en ved fornavn, indtil da, var man enten bare en del af en race, eller også var man hr. et-eller-andet. Nu hvor han tænkte over det, var det faktisk utrolig få han talte om ved fornavn. De eneste han altid havde gjort det ved, var hans bekendte ved hoffet, Miri, Gens og så hende... Hende der forsvandt, drog til den verden han nu selv var taget til, den verden hun aldrig kom tilbage fra.
Heh, han kunne stadig huske hende, hendes latter, det var hvad han huskede tydeligst. HEndes latter. Den var hård, og dog venlig, som om hun blot forestillede sig at hun kunne lide den hun lo ad.
Han rystede svagt på hovedet, lige så meget for at få tankerne ud af hovedet, som for at se opgivende på varulven.
"Hvis du ønsker at skylde mig noget, så skyld mig det, hvis ikke... Har jeg ikke mere at sige" sagde han, med et svagt lettere skævt smil, og med latter i de grå brune øjne.

Han nikkede let og kiggede med et opgivende smil på Neet. "Du er da ogs så underlig med dine udtryk..." smilede han let og klappede Neet blidt på hovedet. Det endte med at han aede ham lidt og smilede glad. "Vi skal da nok blive gode venner!" smilede han barnligt og satte sig ned med et bump. Han kiggede rundt og satte hovedet på skrå. "Hmm... Hvor er vi?" spurgte han og havde egentlig ikk tænkt over hvor de var før nu. Han kiggede rundt og bagefter på Neet igen. Han smilede let og barnligt, "Vi var på vej til en af dine venner?" spurgte han let og kiggede på skiltet. "Smiejd..." sagde han undrende og havde sagt det på en anden måde end han gjorde sidste gang. Han satte hovedet på skrå og forstod ikk helt. "Jeg trænger til at gå i skole..." sukkede han opgivende og sænkede hovedet lidt. Han kiggede op lidt efter og smilede barnligt igen. Han rejste sig og strakte sig, "Nå, lige meget...!" smilede han.

Han så lidt på ham, og grinede så svagt. Han lod sig blive aet, og smilede bredt.
"Du skal nok ikke sætte dig ned, vi skal jo videre" sagde han med et smil, der gik over i en lettere opgivende grimasse, da han hørte hvordan Manda prøvede at lære skiltet.
Han så lidt op på himlen, og mumlede "Må Sinc være med ham, hvis han ikke engang kan læse ordet 'smedje'" en sky gled til side, og afslørede to specielt stærkt lysende stjerner. Han smilede, i hans verden var det et tegn på held. Han så lidt på ham igen, og besluttede sig for at hvis han ventede på at han skulle rejse sig, kom de aldrig videre. Han begyndte at gå. Med det kastanjebrune hår svagt svajende i en pludselig brise. Det gav det et helt specielt skær... Et øjeblik så det ud som om det var... Rødt? Helt blodrødt, som et vandfald af flammer. Det forsvandt igen et øjeblik efter, og Neethen gik rolig videre.

Han kiggede på ham, "Hey...~! Neet! Du kan ikk bare gå!" sagde han barnligt og løb hen til ham. Han stoppede op da hans hår endte med at blive rødt og hn kom til at tænke over det han sagde i starten. "Sinc... lare..." han tog hænderne til hovedet igen og knyttede dem. Han kiggede på Neet igen, "Kerou..." mumlede han stille og rystede på hovedet. Han begyndte at gå igen og havde en hånd til hovedet, *Hvad er det der sker? Hvor kommer alle de navne fra... Alle de minder...* mumlede han stille og kiggede rundt. Hans blik blev tåget for et ojeblik og han rystede på hovedet igen. Han kiggede og hans blik blev normalt igen. "Det var underligt..." mumlede han lav til sig selv og kiggede på Neet.

Han vendte sig om med et lille smil, og blinkede til ham, hvorefter han vendte sig om og begyndte at gå. Hans kastanjebrune hår svingede stadig i luften, men det virkede ikke længere det mindste rødt, det virkede faktisk lysere end for et øjeblik før. Han vendte hovedet med vantr øjne
"Hv-hvad sagde du?!" spurgte han med en så overrasket stemme, at det nærmest virkede komisk, dog ikke på en sådan måde at man havde lyst til at grine af den, bare blive overrasket.
Han stoppede op og så ham ind i øjnene, "Nævn dog ikke det navn, det kunne blive farligt" snerrede han, et svagt øjeblik vred, men det fortog sig lidt efter, og han vendte sig væk fra Manda. Han havde glemt at de ikke var i Kensou, den verden hvor nævnelsen af de navn kunne betyde døden, og hvor bare det at tale til en fremmed, ville give dem ret til at torturere en for resten af livet, når man havde evigt liv, kunne det blive ret så lang tid.
Han hørte Mandas lille kommentar og sukkede svagt, hvorefter han gik videre, med hænderne begravet i lommerne, og med blikket stift rettet mod jorden.

Han kiggede på Neet og gik hen til ham igen, han sukkede let. Han tog en hånd til hovedet, "Undskyld... Det er sket meget her for tiden..." mumlede han let og knyttede hånden lidt. "Det er ved at drive mig til vanvid...!" sagde han surt og sukkede. Han kiggede på Neet med et smil, "Men siden du får sådan en reaktion så kan det ikk være helt fordi det ikk findes." sagde han roligt og strakte sig. "Er vi der ikk snart!?" sagde han surt og sukkede let. Han gabte en smule og gned sine øjne, han kiggede rundt og igen var hans blik tåget og hans blik lidt tomt i udtrykket, Han stoppede op og rystede på hovedet igen, *hva er det der sker?* han kiggede ned af sig selv. Der så ikk ud til at være noget galt. *Hvad er der i vejen med mit blik?* tænkte han for sig selv og gik hen til Neet igen. Han lagde hovedet på Neets ene skulder.

Han så lidt på Manda, med et svagt smil. Han rystede på hovedet.
"Du kender disse navne... Hvorfra..?" spurgte han, med et blik, der næsten var ligeså tomt som varulvens.
"S-" han rømmede sig, da han jo hele sit liv var vokset op med læren om at det navn var ofrbudt, "SInclare... Kender du hende rigtigt godt..? Miraniren der samlede hele D. 3. verden under sig, navngivet efter den guddomelige fugl 'Sinc´en', og med en styrke ikke engang Zane kan måle sig med?" han gav med vilje denne dreng alle disse informationer. Hvis han virkelig var drengen fra de historier han havde hørt, ville det måske få ham til at huske noget.
"Den Miranir der forlod sin trone til sin søster, for at kunne være sammen med.. et menneske... for at kunne blive i den sidste verden... for derefter at blive smidt ud som en anden karklud" han stoppede op og vendte hovedet mod Manda. "Husk" mumlede han, og lod de grå brune øjne køre nedad, og ramme en tilfældig græstot.

Han kiggede på ham og rystede på hovedet, "Jeg... Jeg ved de ikk, de dukker bare op..." han kiggede uroligt på Neet. Alle de informationer, igen var der noget ved det. Men alligevel var han helt blank på det. "Hold op med at sige sådan noget!" han krøllede sig hårdt sammen og hans hænder var hårdt knyttede til hans hoved. "Mit hoved kan ikk klare alt det!" Det gav et sæt i hans krop, da Neet sagde det sidste. "Men... Hun forsvandt jo... Hun forsvandt, og kom ikk tilbage før der gik langt tid..." mumled han og rystede let. Han lagde sig med et bump og havde et koldt og tomt udtryk i øjnene. Hans hoved gjorde ondt, alle de minder og ord der dukkede op i hans hoved. Han kunne ikk holde til så meget, men alligevel faldte han ikk om, han lå bare stille og prøvede at falde lidt til ro. Han satte sig op efter noget tid og svimlede en smule. "Hvad skulle alt det til for!" råbte han vredt og kiggede på Neet.

Han så på ham med et blik, der ville få de fleste til at få kuldegysninger. De nøddebrune øjne var blevet røde, og han brugte en del af den kraft, det armbånd der hang om hans håndled besad. Han skiftede udseende. Hans hår blev rødt, og lignede ild, hans former skiftede. Han var en pige, en pige som hørte fortiden til. Hendes overraskede udtryk var fuldstændig som det havde været dengang. Hendes forvirring nærmest strålede fra hende, og bevidstheden om at hun ikke ville væk.
"Husk" selv hendes stemme lød præcis som den gang, og den lød bedende, den lød som om... som om hun virkelig ønskede at han skulle huske, også selvom hun havde sagt alt det, så lang tid siden.
Han følte hans vrede blik på sig, men forvandlede sig ikke tilbage, da det ville være langsomt, og det ville gøre ham sårbar. Selv han kendte til episoder hvor varulve var gået amok.
"Du skal huske det... det hele" den bedende tone var ikke det mindste forsvundet fra hans stemme, og skikkelse af Sinclare, ville det se præcis ægte ud. Selv hendes fært var den samme.
I sit stille sind lovpriste han sig for at han havde gået så meget i dybden med lige netop dette armbånd - Da han selv havde smedet det.

Han kiggede forskrækket over at Neet skiftede form. Men til hvem... Et ansigt han kendte, en lugt han elskede og en fortid der var glemt. Han rejste sig og gik hen til den form der nu var en pige. Han tog fat i kraven på hende, "Hold op med det der!" det gav et sæt i hans krop. Da han kom tæt på og fik hendes duft ind til sig. Da han så de øjne der mindede ham om en tidligere kærlighed. Han faldte på knæ og tog hænderne hårdt til hovedet. Han skreg højt, i en tone af smerte. Det gjorde ondt i hans hohved. Mere ondt end det burde være muligt. Hans krop rystede og han mærkede blod der løb. Det løb ud fra hans ene øre og han fik ogs lidt ud af munden. Det gjorde ondt i hele hans krop da hans hjerne tog for meget skade af alle de minder der kom frem. Han faldte sammen på jorden og hans krop lå livløst på den hårde jord. Han rystede og træk vejret lavt. Han kunne ikk holde til alle de minder deer kom tilbage, på blot et enkelt minut. Han huskede den historie der mindede om det samme. Kensou, Sinclare, Miriann, Kerou Genshuria, Oniro... Dem alle og ikk mindst... Kannell. Med de tanker af alle de navne, forsvandt han fra virkeligheden og blev fanget af det der sker for nogle. Bevidstløs.

Han så ham styrte sammen på jorden, med blodet svagt løbende ud af øret, og lidt af munden. Han havde ikke trænet sin hjerne. Ikke nok ihvertfald. Neethen sukkede svagt. Hvorfor var han altid så plaget af impulser? Han gjorde ting, der ikke virkede ok at gøre... men selvfølgelig. Han var trods alt lidt af en løgner. Han hjalp denne varulv, også selvom denne ikke vidste det. Han ville sikker få en del ballade for det her.
Han trak ham med over i vejkanten, i det bløde græs, og begyndte på den langsomme forvandling tilbage til hans egen krop. Han gispede svagt i smerte, og lod øjenlågene falde tungt ned over de nøddebrune øjne.
Hans krop blev slap, mens den varme hud, forvandlede sig til hans egen semi-kolde. Mens det røde hårs farve aftog, og blev kastanjebrunt. Der gik en svag rysten gennem hans krop, da smerten begyndte at stige, da kvinden han havde forvandlet sig til s kønsorganer, begyndte sin forvandling til hans egne.
Han bed tænderne sammen for ikke at gispe, og knugede hånden om hvad der forekom ham at være en sten, lige indtil han følte nogle vådt og klistret i hans hånd. Han havde fundet en svamp.
Svage lysende tråde hang i hans fingre, og bredte deres blålige skær ud over deres ansigter. Lysende svampe? Nej, nu begyndte han at se syner.

Han reagerede ikk det mindste på hvad Neet gjorde. Han kunne ikk klare den smerte der var i hans krop. Men han kunne heller ikk hjælpe Neet den mindste smule. Han lå stille og kunne høre ham gispe, han fortsod der var noget galt. Men han kunne stadig ikk vågne. Det var det han hadede ved at være bevidstløs, han var på en måde stadig vågen selvom han ikk var det alligevel. Han trækkede vejret lavt og kunne mærke han begyndte at miste varmen i sin krop. Det var ikk fordi han var ved at dø ud, men han kunne ikk kontrollere at varmen i kroppen, når han ikk ´var til bevidsthed. Hans hjerte banke en smule uregelmæssigt, men det skulle bare have lidt tid til at falde til ro. lodet fra hans øre flød stadig, men det var ved at stoppe igen.

Forvandling var fuldendt, og Neethen sad igen hvor pigen før havde siddet. Han lukkede øjnene, og lod hovedet glide ud til siden, hvor det nærmest ledeløst dinglede, som en mælketand der snart ville falde ud. Hans tanker kørte rundt omkring hvad der var sket da Manda havde taget fat i hans krave, havde set hvordan han havde reageret... Det var værre end han havde troet. Det var nærmest som om... han ikke ønskede at huske det... Som om han ikke ville være med til det mere. Men nej, hans opgave havde altid været, og var stadig, at finde ud af mere omkring den sidste Stør- nej, Miranirs forsvinden. Han sukkede svagt. Han havde stadig ikke vænnet sig til at sige Miraniren, istedet for Den største. Han rystede svagt på hovedet af sig selv, og tog en dyb indånding. Nu var armbåndet ubrueligt, så han smed det skødesløst i græsset, og kiggede på drengen der lå ved siden af ham. Han burde få noget træning...
Han sukkede svagt, da tanken om selv at træne ham dukkede op i hans hoved. Det ville varulven nok aldrig gå med til.

Hans overkrop vred sig lidt og han satte sig op med et sæt. Han hostede lidt og nogle enkelte dråber af blod røg ud af hans mund. Han tog sine hænder til hovedet og hans krop rystede svagt. Han lukkede øjnene hårdt i og ik mere blod ud af øret end før. Han kiggede tomt ud i luften, han havde mistet sit skær i øjnene. Han kunne mærke alt det der var sket og kiggede på sine hænder. Han knyttede dem og kiggede vredt på Neet. Hans vrede var gået over kog og han sprang på Neet. han tog at i hans krave med begge hænder og satte sig på ham. Han holdte Neet hårdt ned til jorden og hævede en knytnæve til slag. Han slog ham hårdt en enkelt gang, men havde ikk lagt særlig mange kræfter i som han kunne have gjort. "Din..." han havde fået skarpe tænder og kiggede med et dræbende blik på ham. Han mærkede sin krop give en lang og pludselig smerte fra sig. Han krøllede sig hårdt sammen og tog hænderne til hovedet igen. Han havde lagt hovedet på Neets brystkasse og lukkede øjnene hårdt i. Hans hoved gjorde stadig for ondt til at han kunne gøre for meget lige med det samme.

Smerten fra forvandlingen, havde allerede svækket ham en del, og ikke meget mere end denne varulvs knytnæveslag ville kunne have slået ham bevidstløs, hvis han ellers havde brugt alle sine kræfter. Han lukkede øjnene, da knytnæven havde ramt ham på kinden, og blod flød ud i hans mund. Noget af det slugte han, med en anelse nydelse bag, og noget af det løb ud gennem mundvigen. Han åbnede dem igen, de var røde. Hans vampyriske side havde givet ham denne øjenfarve, ved smagen af blod, og det ville nu gå ud over drengen hvis ikke Neethen holdt igen. Han sukkede svagt.
"Du burde virkelig træne noget mere.... Dit sind.. Det er så skrøbeligt... alt for skrøbeligt." mumlede han, og lukkede igen øjnene.
"Slå mig hvis du vil, jeg forstår at du har brug for noget til at få dine agressioner ud af kroppen på". Hans ord virkede blide, og dog med en vis hårdhed bag.

Han kiggede op på ham og hans gule øje var kun gult. Hans pupil var blevet til en alt for tynd streg til at den kunne ses. Han snerrede vredt og fjernede sig fra ham, "Det er nok fordi jeg havde glemt alt skal du nok se!" snerrede han vredt og kiggede på ham. Han mærkede ved sit hoved og hans sorte øje var lukket. Han kunne ikk åbne det, han var helt færdig. Han kiggede på ham, "Og du skal ikk tro jeg er en der tyder til vold, du havde bare fortjent det slag!" råbte han vredt og prøvede at rejse sig. Han kom kun halvt op at stå, inden han faldte ned at sidde igen. Han tog hænderne til sit hoved igen, "Og selvom jeg med glæde ville tæve dig sønder og sammen er der for meget i mit hoved til at jeg kan give dig det." Han mærkede ved sin pande. *Er det derfor jeg har kunne mærke en mærkelig kraft... Var det Kannell...* tænkte han stille og bed sig i læben. Han rystede tanken af hovedet og kiggede vredt på ham igen. "Du skal ikk så meget som tro jeg vil tillade dig at hjælpe mig med ikk at have et 'skrøbeligt' sind!" råbte han vredt da han kom i tanke om det der blev tænkt før han vågnede.

Han fik sig op, støttende på albuerne, og så på drengen. Han var virkelig vred, præcis som han havde forventet. Men det var der ikke noget at gøre ved nu, han måtte... tage det som det nu engang havde tænkt sig at komme. Han sukkede svagt, og overhørte de fleste af Mandas fornærmelser, og konstateringer. Kun tanken omkring en såkaldt 'Kannell' fangede hans opmærksomhed. Hans sind var stadig modtageligt overfor tanker, en af de få evner han havde fået fra sin vampyriske halvdel.
"Kannell?" mumlede han for sig selv. Ikke højt nok til at varulven, i al sin ophidselse, ville kunne høre ham, men dog højt nok til at det genlød i hans sind, som om der var ekko.
Kannell? En ånd? Og en kraft? det lød jo fuldstændig som volapyk i hans ører. Der var ingen ånd ved navnet Kannell i hans verden, så hvorfor huskede han pludselig en sådan ånd nu? Det lød som om det var en kraftfuld ånd, men .. hvad var det?
Han sukkede svagt endnu en gang, og ventede på at varulven rasede ud.

Han kiggede på ham og rejste sig, men faldte hurtigt ned at sidde igen. Han lå på maven og krøllede sig hårdt sammen. Han lukkede øjnene hårdt i og rystede let. Han satte sig op lidt efter og kiggede på ham. "Er det det eneste? Har alle glemt om Kaos stenene?" sukkede han let og kiggede opgivende på Neet. Han tog en hånd til hovedet og mærkede hvor ondt det gjorde i hans hoved at sige ord fra den fortid han lige havde husket. "Det overrasker mig ikk, men hvorfor skulle du ogs lige mminde mig om alt dette igen? Har det et formål for noget? Næsten alle i Kensou ville have mig til at glemme deres verden..." sukkede han og knyttede hænderne.

//Du skal lige sige hvis jeg bytter Kerou og Kensou med hinanden...xD
Er nemlig begyndt at tro jeg bytter dem om... :'D

Han så på ham med et overrasket blik. Glemt om kaos stenene? Hvilke kaos sten? Han var begyndt at blive forvirret.
Han fattede sig, og rynkede svagt brynene. "Jeg kender intet til disse Kaos sten" sagde han, og lod en hånd køre igennem det nu kastanjebrune hår, der kun havde få røde hår tilbage, som bevis på at han for et øjeblik siden havde vist sig fra en helt anden side.
Hans blik gled hen over Manda igen,
"Selvfølgelig har det et formål, ellers ville jeg for længst være blevet halshugget" sagde han, med et svagt undskyldende smil spillende på de faktisk ret bløde læber. Hans næste suk kunne virke lettere opgivende. "Vi har brug for din hjælp...." mumlede han, og lukkede øjnene. "Omkring den pige du kendte som Sinclare"

//Skal logge : )

Han kiggede undrende og rystede på hovedet, "Men Safiren... Citrinen, Rubinen..." han tænkte sig om og slog sig selv på hovedet. Han glemte hele tiden den sidste. Han nikkede, "Smaragden! De fire Kaos sten..." han tog en hånd til hovedet og rystede en smule. Det gjorde mere ondt at prøve at huske end at sige de ting han lige havde husket. Han rystede på hovedet og gned sit hoved. "Bare glem det, det er fint nok at bare en ved det!" sagde han og gned sin pande. "Hvad skal Kensou så bruge til mig nu?" sukkede han og stoppede op. Han kiggede undrende, "Hvad er der med Sinclare?" han tog hænderne til hovedet. Han faldte ned at ligge og lukkede sit øje i. Han havde brug for et hvil, bare et lille hvil inden det skulle gå mere vidt. Han krøllede sig en smule sammen og lå og åndede tungt. Hans krop rystede nogle enkelte gange, men ellers var han ganske rolig og sov tungt. Han havde igen fået sine 'vagter' frem og de havde front i mod Neet. Hans ulvehale kom ikk frem denne gang, men det ændrede ikk så meget heller.

Han så lidt på ham, og så ned i jorden. Hans stemme var en anelse dyster da han talte.
"Ser du, efter hendes tur til jorden... Hun forsvandt.. Vi har ikke kunne finde hende, hun er som forsvundet fra jordens overflade... vi håbede du kunne hjælpe". Han lod en finger lege med en lok af sit hår, mens han så ned, velvidende at selvom Manda sov, ville hans 'vagthunde' alligevel opfatte hvad han sagde, og han ville derfor kunne høre det gennem søvnen.
Han lukkede let øjnene, og rystede svagt på hovedet.
"Miraniren er desperat, og ved at gå i spåner over hendes søsters forsvinden." tilføjede han lidt efter. "Jeg formoder at i allerede har mødt hinanden?"