Gamle minder - Kajika

Tid: Eftermiddag
Sted: Legepladsen
Vejr: Det småregner og er overskyet (Sjovt nok)
Omgivelser: Gysende tomt

Stilheden lå over legepladsen. Underligt når man tænkte på at det var eftermiddag, og forældrene havde nu tiden til at tage deres børn med herned. Nu hvor Angelie overvejede det, havde hun faktisk aldrig set børn på dette sted. Hun havde set væsner, som havde været flere hundrede år gamle, men ingen almindelige menneskebørn *No wonder* sagde en stemme inden i hendes hoved. Angelie ville ikke engang lade sine egne børn være i denne by hvis det kunne undgåes, men nu havde hun jo heller ikke nogen.
Hun gled lydløst frem mod gyngerne, og et smil gled langsomt over hendes læber, da hun tænkte tilbage på sidste gang hun havde siddet på en af dem. Den dag havde ændret hele hendes liv.. Til det bedre, og hun havde helt sikkert ikke fortrudt de valg hun havde taget siden. Hun nåede den sidste gynge i stativet, og valgte at sætte sig på den. De gamle kæder knirkede protesterende over den uvante vægt, men de var jo heller ikke vant til andet end en fugl i ny og næ.

Kajika gik for sig selv meden hoodie på og leggins i sort læder ligende stof. hun gik der i de slidte converse og kiggede ned mod den smukke våde jord men dog var den ikke så smuk for hende, hun hader det dumme regn vejr når hun var for lang tid ude i det, og hun gik med hætte for netop at det ikke skulle gøre hendes hår helt vådt og klistret. Hun rødmede let og tænkte på alle sine minder, og det var som om de kom frem i disse helveds vandpytter. Hun sukket lidt i det hun stoppet op få meter fra legepladsen og så lidt mod gyngen og så på pigen der sad der. Hun lagde hovedet let på skrå og gik stille der hen og sagde"Øhhhm?? hejsa" hun gav et lille genert smil fra sig, fordi hun mødte så sjældent piger, og hun havde aldrig haft en veninde, så dette kunne måske blive et venskab??? eller en slås kamp.

Angelie bed ikke mærke i regnen der langsomt gjorde hendes nederdel og sorte top våd. Hun gik faktisk ikke rundt i meget andet, eftersom dette outfit gav hende den bevægelsesmulighed som hun havde brug for.
Hendes tanker gled langsomt omkring i fortiden, mens hun tænkte på hvor mange mennesker og væsner hun egentlig havde skubbet fra sig igennem tiden. Hun havde eksisteret i sølle 19 år, dog snart tyve, og alligevel fortsatte hun med det. Hun var dog blevet pålagt at tage sig en slapper, efter hendes humørsvingninger havde resulteret i fatale problemer for hendes krop og sind. Hun burde sidde på biblioteket og læse i gamle, støvede bøger for at finde en løsning på sit problem, men for at være ærlig, så orkede hun det bare ikke.
Langsomt sneg den prikkende fornemmelse ind under Angelies hud, og hendes sanser blev med et skærpet. Vampyr? Der var noget forkert over fornemmelsen, og Angelies øjne åbnede sig en anelse, da den cirklende fornemmelse for engel skød ind over. Endnu en blandingsrace huh?
Hendes krystalblå øjne fik automatisk et hårdt blik, da hun vendte dem mod en kvinde, som havde tiltalt hende *Slap af Angelie.. Ingen svingninger* tænkte hun beordrende for sig selv, men hendes blik langsomt blev mere neutralt.
"Godeftermiddag" svarede hun langsomt, inden hun spørgende hævede det ene øjenbryn. Hvorfor henvendte denne kvinde sig dog til hende? Hun lignede ellers en, som kunne få lige det selskab som hun ønskede.

Kajika så lidt på Angelie og smilede kært i det hun satte sig på en gynge dog med et stykke væk fra Angelie og sagde"Må jeg forstyr lidt eller.... vil du gerne ha lidt privat fred?" hun så lidt ned mod sandet og strøg blidt fødderne over sandet og lavede ringe i det, som små regn dråbe ringe, og tænkte på alle minderne stadig og hun prøvede ellers at lukke dem ude men det gik dog ikke så godt som hun nu ellers havde regnet med. Hun bed sig let i underlæben og sagde"Sikke noget mødvejr hva?" hun så lidt mod Angelie i det en bekendt duft skød ind.... Zane!!!? ZANES! DUFT.... hun kiggede helt opspirende med øjnene og sagde"kender du Zane!?"

Angelie bed sig kort i underlæben, inden hun fremtvang et venligt smil. Hun havde ikke planer om at skyde endnu en person væk fra sig. Alle havde vel brug for nogle at gå til med sine problemer, og hun kunne ikke blive ved med at kaste dem alle på den samme person.
Hendes blik betragtede de små ringe, som Kajika lavede i sandet inden hun nikkede. "Du må gerne forstyrre.. Jeg kedede mig faktisk en anelse" svarede Angelie stadig i et neutralt tonefald, da hun ikke ligefrem var den nemmeste at komme under huden på. Guderne måtte vide at folk havde forsøgt, og endnu flere havde fejlet efterhånden.
Stilheden hvilede kort, mens Angelie betragtede sin nye .. gyngekammerat med de blå øjne. Hun var interesseret og en anelse nysgerrig, men det næste spørgsmål gjorde at Angelie med et kneb øjnene sammen i en mistænkelig skulen.
Skulle hun fortælle denne kvinde sandheden og sige ja? Det var vel ikke en stor hemmelighed efterhånden, da en del vidste det. Hendes hoved gled en anelse på skrå, inden hendes blik blev mere imødekommende igen. "Jo jeg kender Zane" svarede hun, inden endnu en kort pause indtraf. Det var egentlig et mærkeligt spørgsmål at stille.. "Hvorfor spørger du?" Spurgte Angelie nu, og tonefaldet fortalte, at hun forventede at høre svaret.

Kajika så lidt mod Angelie og begyndte så småt at gynge frem og tilbage med et glad smil, det første glade smil hun havde haft i lang tid i det hun grinte kært og sagde"årh hvorfor jeg spørger??? fordi jeg kender ham skam os, jeg har været på date med ham og sådan noget, jeg var den første der mødte Zane da han kom til di morga faktisk???? dog.... var han rigrig ond ved mig der og dræbte mig blot fordi det var sjovt og hans bror derr var min bedste ven vil ikke mere snakke med mig... lang historie" hun pustede ud forpustet og sukket..."Jeg har ikke lige det mest perfekte liv hva??"

Den knagende lyd fra hængslerne kunne høres, da Angelie også begyndte at vippe frem og tilbage med fødderne, for at få gyngen til at bevæge sig. Hun lyttede dog med stigende interesse til Kajikas historie, eftersom hun ikke anede noget om det. En tanke strøg ind i hendes hjerne, da hun huskede en sætning som Zane havde nævnt på deres første møde. Noget om kærlighed ikk eksisterede længere.. Hun huskede den ikke helt præcis, men det var også ligemeget.
Da hun nåede til sætningen med drab for sjov, slog Angelie en munter latter op. Hvor det dog lignede ham.. Hun havde dog ikke selv noget imod den slags.. Sjov.
"Lang historie.. Jeg har intet andet end tid" svarede Angelie ærligt, og slog kort ud med armene, mens hun nikkede til det næste. "Dit liv virker.. Kompliceret" mumlede hun tænkende, inden et muntert smil gled over hendes læber. Det var måske ikke en helt dårlig idé at anskaffe sig en veninde, og denne kvinde virkede til at være pålidelig og venlig. Måske ville Angelie endda kunne nyde den slags for samtaler engang imellem.
"Jeg hedder Angelie" tilføjede hun lidt efter, og mødte kort Kajikas blik, inden hun lod hovedet falde på skrå.

Kajika gav et lille smil fra sig og grinte i det hun sagde med et bestemt nik"mmmhhhmmm" hun kiggede ned mod sine cirkler og tænkte lidt på lazarus og hvordan hun var kommet tættere på ham for tæt ville hun selv sige, og hendes hoved var ved at springe af alt det der presset af følser og tvivl... måske skulle hun give sig og blive den bedste slave blandt hans.... måske skulle hun give slip på sit rigtige jeg og lade den onde side tag over. Kajika begyndte så småt at få blodrøde øjne som Lazarus og hendes hugtænder blot ved tanken om drab og blod, begyndte småt at komme frem... Hun smilede lidt mere ondt nu og sagde"glæder mig at møde dig Angelie" hun så lidt på hende dog uden at smile og så, så mod himlen og sagde"Mit navn er irrelevant, så det betyder du ikke behøves at kende det, blot kald mig... ? hvad du nu lyster"

Angelie hævede langsomt det ene øjenbryn. Hun mærkede næsten i luften, hvordan humøret skiftede, og en trykket stemning lagde sig omkring dem. Hendes øjne blev mistænksomme igen, da hun så det onde smil. Sådan havde kvinden ikke smilet for få sekunder siden. Undrende kørte hun en hånd igennem det lange rødbrune hår, mens hun anden diskret fandt ned mod nederdelens kant, hvor hendes kniv sad gemt.
Hun begyndte at tvivle over hendes tilstedeværelse. Måske var hun en brudbringer.. Måske havde den forbandede lortevampyr sendt hende? Eller noget helt andet. Angelie var for første gang nogensinde i tvivl om hvad der foregik omkring hende. "Sikke en venlighed du fremstiller" svarede hun køligt, da hun fortalte at navnet var ligegyldigt. Angelies humør var skiftet mindst ligeså brat. Hun havde lovet sig selv ikke at blive ophidset, vred eller føle andre stærke følelser.. Hun ville med sikkerhed miste kontrollen over sine kræfter igen hvis det skete. "Har din mor ikke lært at man skal præsentere sig overfor alle.. Eller.. Du frygter mig måske så meget, at du ikke tør nævne dit navn". Sætningen pulserede af en hånende undertone, mens hun tålmodigt ventede på et svar fra hende. Samtidig stoppede hun gyngens elegante bevægelser, så den igen stod ligeså stille, som den havde gjort før kvinden dukkede op.

Kajika så på hende undrende og rejste sig op vredt og tog fat i gyngen og knækket den af og så alvorligt på Angelie med et dræber blik der sagde hun ikke skulle tag chancen og sætte sig i kamp med kajika i dag!. Hun smilede ondt og sagde"Nej hvorfor skulle jeg frygte en person der allerede er død..... lad mig gæt en kamp du døde i eller sådan noget fuckt up" hun grinte ondt og sagde"Aha... jeg tænkte det nok" kajika var ikke til at spøge med hun havde før haft chancen for at besejre Zane og give ham døds stikket op til 2 gange... men havde været for god og ladt ham leve, men denne gang bar kajika større kræfter og ikke nok med det, så var hun utrolig aggresiv med det nye onde blod i sig... Hun så lidt på Angelie og sagde med en uhøflig hånd bevægelse i det hun smed gyngen væk der fra hurtigt og hårdt"jeg har en grund til ikke at nævne mit navn, især vis du spørg Zane vil du nok se hvorfor vi ikke er på talefod og hvorfor mit navn ikke burde nævnes for en der er ham royal med hjerte og sjæl" hun skævede lidt til angelie og smilede kært i det hun sagde"Men du kan kalde mig Kija vis du vil kalde mig noget eller volkan...." hun grinte og sagde"men for min skyld vis du bliver så pist off over et lille navn så mit navn kajika Dé volkan, og ja jeg er skam eftersøgt af Zane men tro skam ikke du kan få mig med, og især ikke i dag, jeg skal skam nok opsøge ham den dag jeg bliver træt af alt i mit liv, men tro heller ikke denne kamp eller krig at jeg har valgt nogen side.... jeg på ingens side og er total neutral... og det vil jeg fortsætte med at være.... uanset hvem jeg kender om det gode eller onde jeg har af blandet venner...." hun smilede og strøg sig over håret og trak hoodien ned, man kunne se hendes ansigt nu som på plakaterne"tilfreds ?"

Angelie kiggede uimponeret på hende over det pludselige anfald af raseri. Faktisk mindede de ret meget omkring dem hun selv fik engang imellem... Eller lidt for ofte burde man vel kalde det. Gyngen interesserede hende ikke det fjerneste, og Angelie lyttede tålmodigt til hele den tale, som Kvinden gik igennem.. Men hvorfor fortalte hun dog alt dette? Hun ønskede måske at blive trukket tilbage til hendes gamle kærlighed? Angelie ville med glæde gøre det hvis det endelig skulle være, men dog blev hun bare siddende.
"Så sig mig.. Kajika" svarede hun langsomt, og helt roligt, selvom vreden langsomt boblede sig igennem hendes krop, som en vulkan der var klar til at gå i udbrud når som helst. "Hvad får dig til at tro, at jeg ikke kan have venner som ikke står på samme side som mig?" Angelie hævede langsomt et spørgende øjenbryn. Kajika havde taget en enkelt ting for givet. Angelie ejede stadig sin frie vilje. Jo hun havde aflagt troskab til ham, og den ville hun aldrig bryde, men hun havde heller ikke tænkt sig at hoppe ud på missioner hver gang han knipsede med fingrene.
Angelie havde også opfattet nogle af det gemte hints, som lå i Kajikas tale, og det bragte flere spørgsmål på banen, men Angelie havde allerede skab en konklusion ud fra dem. "Så du kender mig altså?" Igen holdte hun en kort pause, hvor Kajika ville have muligheden for at svare. Hun måtte kende noget til hende. Angelie havde ikke selv nævnt at hun var død, eller at hun var loyal med hjerte og sjæl. Faktisk begyndte Angelie at danne sig en lumsk tanke om hvem Kajika stod under, og hun brød sig bestemt ikke om den. Vampyren.. Han var den eneste som havde været så langt inde i hendes tanker, og han kunne med lethed have læst det. Det var andre.. Men de var for dumme eller svage til at gøre noget ved det.
Stilheden havde lagt sig, og Angelie rejste sig langsomt fra gyngen, inden hun lagde hovedet på skrå, og tog nogle få lansomme skridt, så hun stod helt op ad Kajika. Hun tog sig ikke af den kolde tone, eller vreden, da hun løftede den højre hånd, og lod den fange en tot af Kajikas hår, som hun langsomt betragtede. "Jeg har ikke tænkt mig at trække dig tilbage til Abbadon.. Men jeg har bestemt heller ikke tænkt mig at lade mig blive nedgjort af en halv vampyr" Hendes stemme var kontrolleret og næsten.. Venlig da hun talte. Angelie slap igen Kajikas hår, og vendte sit eget blik mod hendes. "Hvem bed dig?" Spurgte hun langsomt. På plakaterne havde der stået at Kajika var halv aspara halv engel.. Men dette var tydeligvis ikke tilfældet længere.. De to racer ville aldrig kunne have det samme had og vrede i sig, som Kajika ejede nu.

kajika smilede lidt ondt og sagde"Ha det siger jeg skam heller ikke du har og .... desuden har du vel også hr mister love på din side" kajika moret sig over at Angelie måske havde fundet Zane intressant og især fordi hun vidste at Zane altid ville falde for en pige der var tæt på ham, så lange hun blot var uskyldig eller lidt sadistisk som ham selv? og var total forskruet oppe i hovedet?, dog havde kajika aldrig kysset med Zane eller noget, dog havde han prøvet på at voldtage hende og gøre hende gravid, men deet var en helt anden historie?. Kajika så på hende og nikket bestemt"ja måske hørt lidt" hun så på Angelie da hun kom tæt på, og noget hun ikke skulle ha gjordt var at rør hendes hår.... Lazarus havde rørt kajikas hår på samme måde og den måde creppede hende ud så meget at hun blev sindsyg. Kajika så rødt og man så straks et sindsygt blik i de dyriske øjne i det hun åbnet munden og væste hårdt, dog mellem tænderne. I det hun tog hårdt kvæstende fat i Angelies håndled og skulle til at trække hendes hånd væk, i det hun selv tog den til sig... kajika slap hurtigt og vendte ryggen til hende og vreden i hende boblede selv om hun ikke ville skade Angelie?, altså hun havde blot mødt hende?, og hvorfor skulle hun dog starte med at skændes om det ene og det andet?... hvorfor skulle de komme op af slås om en de begge kendte men havde hver sin mening om?(Zane).. Kajika så på sine hænder der rystede og vreden i hende var utrolig... hun var en ren skabt dræber maskine der ikke var til at stoppe når hun først var begyndt... Hun tog fat i sin skuldre og ridset neglene ned i sin hud så det begyndte at bløde i det hun grinte ondt, nærmest sindsygt og sagde"det hahah!! det fortæller jeg da ikke dig" hun bed tænderne sammen og mærket halsen kradse efter blod, og hvordan hun forbrændte blodet i sin krop væk-.... hun kunne ikke styre dette sindsyge vandvid i sig, denne trang til at dræbe alt og alle, selv hende selv nogen gange... bare ridse den fine hud op og det kønne lille ansigt af hendes!!!! og klippe håret af og brænde det... ødelægge alt det perfekte... Hun knugede fingerne og sagde"Jeg .... jeg nødtil at gå"

Angelies eget raseri forsvandt i takt med at det voksede i vampyren. Hun havde ikke engang forsøgt at få det til at slå klik oppe i Kajikas hoved, men alligevel var det sket. "Det er fuldstændig ligemeget hvem der er på min side og ikke" svarede hun roligt, og lagde armene over kors, mens hun bare kiggede på hende, som om det hele var totalt ligegyldigt. Hun havde efterhånden mistet interessen for deres samtale.. Ja faktisk så kedede den hende rimelig meget. "Jeg gad godt vide hvorfor du siger Mister love" mumlede hun langsomt, nærmest som var det en høj tanke. Undrende kneb Angelie øjnene sammen. Nogen havde fortalt hende noget omkring Angelie, men hvem? Det åd hende op indefra, at hun ikke anede hvilken person der ikke havde kunnet holde sin forbandede, fede kæft lukket. En ting var sikkert. Personen ønskede noget fra Angelie eller dem hun kendte. Ellers ville Kajika ikke vide den mindste ting omkring Angelie.
Men dog kunne hun ikke benægte spændingen der voksede inden i hende. Adrenalinen som ville have pumpet rundt i hendes åre, hvis hun havde været i live. Angelie fik dog stadig den rus det gav, men det måtte vel være fordi noget var forskruet på øverste etage.. Hun ville aldrig være så drastisk at kalde sig selv normal og kontrolleret.. Det ville være en stor fed løgn at fyre af. Men.. Hvorfor virkede Kajika så spændende? Som om Angelie blev trukket mod hende af usynlige snore, som om Kajika vidste ting, som hun bare måtte vide. Hun vidste ikke hvorfor.. Enhver anden ville have fået hugget hovedet af på nuværende tidspunkt.
Da Kajika vendte sig og begyndte at kradse sig selv til blods, så Angelie bare til. Hun kunne forsøge at stoppe det, men da hun havde rørt hende før, var det jo gået totalt galt. En tanke gled dog langsomt igennem hendes hoved, og et smil bredte sig på sine læber. "Hvis du vil dø, så spørg dog om jeg ikke vil ordne det for dig" sagde Angelie langsomt, og rystede kort opgivende på hovedet over Kajikas handling. "Hvordan vil du dog nogensinde få din hævn, hvis du lader vreden og sindsygen æde dig op indefra". Angelie havde efterhånden læst så meget igennem hendes kropssprog, at Kajika måtte stå under en anden.. Måske endda være ejet af en anden person. Hun kunne dog aldrig vide det med sikkerhed, før hun selv valgte at fortælle det.
Et kort træk på skuldrene understregede hendes mening, omkring svaret på bidet. "Fint.. hvis du ikke vil sige det.. Så.. Fint" Hun orkede ikke rigtig at have et skænderi. Hun var faktisk ikke oppe på sin fulde styrke endnu, efter sit uheldige møde med den tankelæsende vampyr.
"Du ved hvor du kan finde mig, hvis du får brug for en at snakke med en dag" Tilføjede Angelie til hendes sætning, om at blive nødt til at gå. Hun satte sig langsomt ned på gyngen igen, inden hun satte den i bevægelse. "Men tænk over det.. Noget gør dig vanvittig, og du er ved at tabe dig selv.. Tænk på din mand" Angelie anede faktisk ikke om hun havde en kæreste eller mand på dette tidspunkt, men hun havde helvtreds procents chance for at ramme rigtigt, så det var i det mindste et forsøg værd.

Kajika stod der lidt med de blodrøde øjne og smilede ondt mens hun hørte på Angelie og nikket bestemt"Hmmm ja du har nok ret..." hun så lidt over skuldren mod Angelie og smilede lettere ondskabsfuldt og bed sig let i underlæben og man kunne se hvor hurtigt de lange flænger hun havde lavet på huden, healede, dog ikke super hurtigt men ddet var som om hendes hud smeltede sig sammen på en klam måde nærmest klistrede sig sammen og så forsvandt alle spor efter dette sammen smeltnings process. Hun så lidt på Angelie og tænkte*hvad laver jeg... hvorfor kan jeg ikke styre min krop mere.... presser jeg mig selv for meget?...* hun sukket pludselig og sagde"Hmmm ja vis jeg for brug for det..." hun kiggede lidt på Angelie og sagde"Men undskyld" hun bed sig igen i underlæben og sagde"jeg kan ikke styre mig selv..." hun rystet lidt og man kunne se denne dræber inde i kajika der nu var ude på hende... kajika var splittet mellem sig selv, en god side og ond, men dog staadig sig selv... hun kunne blot ikke stye sin blod lyst eller dræber trang. Hun roede sig i håret og sagde"jeg kan ikke .... lade vær med at kæmpe i mod og jeg bliver sindsyg af at kæmpe i mod"

Angelie trak let på skuldrene, da hun snakkede om at hun havde ret. Selvfølgelig havde hun ret. Angelie var ikke født dum, og opførte sig heller ikke sådan. Faktisk gennemskuede hun ret hurtigt andre væsner, eftersom de havde svært ved at ligge bånd på sig selv, hvilket hun havde lært at gøre overfor fremmede i det mindste. Hendes blik hvilede på Kajika, mens hun så hvordan hendes krop smeltede unaturligt sammen. Bare synet ville næsten få hårene til at rejse sig på hendes arme, men Angelie viste det ikke på nogen måde. Det var virkelig klamt at se på, og efter kort tid, flyttede hun blikket væk fra sårene, og mod Kajikas ansigt, som stadig var helt.
"Tro mig" svarede Angelie langsomt, og sendte et neutralt smil afsted. På et eller andet punkt kunne hun ikke lade være med at have ondt af Kajika, og det fik Angelie til at indse hvor godt hun egentlig havde det. Hun kunne ikke ønske noget bedre i hendes egen verden lige nu, med undtagelse af en vis person død. "Du vil få brug for det" tilføjede Angelie roligt, mens hun afventede hvilke reaktioner der ville dukke op. Kajikas humør skiftede så brat, at Angelie ikke kunne følge med i svingningerne. Tavsheden blev dannet, da hun fortalte at hun ikke kunne kontrollere sig selv, og Angelie overvejede hvordan hun skulle sige hendes ord. Hun var på ingen måde ude på, at gøre Kajika vred igen, eftersom hun så en del af sig selv inden i den pige. "Sindsyge kan kontrolleres" bemærkede Angelie langsomt, mens hun kort fugtede sine læber med tungespidsen.
Hendes blik faldt langsomt på et halsbånd der hang om Kajikas hals. Det lignede mest af alt noget mennesker gav deres hunde på, og synet fik hende næsten til at føle sig syg. "Du er fanget hos en ikke?" sagde hun i et spørgende tonefald, og nikkede let mod halsbåndet. Hun ville være sikker i sin sag, og Kajika skulle bringe hende nogle svar. "Det er stærkt at kæmpe imod, men.." Angelie overvejede igen sine ord, mens hun betragtede halsbåndet om hendes hals. Hvilket dyr kunne finde på at sætte sådan et på en kvinde.. Kvinder var ikke en ejendom, men en gave til mændene. De burde respektere dem! "Du skal være snedig.. overbevis dig selv om at du vil besejre det, som får dig til at føle sådan, og lede efter svaghederne"

Kajika så lidt på hende og satte sig hen på en bænk og lagde sig på ryggen langsomt og så op mod himlen og sagde"jeg har skam brug for meget... men jeg er uheldig af natur og støder altid ind i de forkerte for det meste" hun bed sig i underlæben og så mod Angelie og sagde"jeg ingens fange" hun lød vrissende i det hun tog sig til hovedet og sagde med et lille grin"uskyldig jeg vand til at være vred og forsvare mig... men jeg er ingens og jeg ikke fanget... sådan da....." hun så lidt mod hende og nikket som tegn på hun hørte efter og sagde"mmmhmmm" og aha når hun fortalte hende noget. Hun så lidt på Angelie og sagde"jeg har nærmest prøvet men det bånd mellem mig og min skaber det.... det så stærk og jeg kan bare ikke gør en ende på hans liv desværre, og jeg har heller ikke lyst..." hun bed sig i underlæben og sagde"en skabelse kan vel ikke ha en mand og så en mester .... alle de følser"

Angelie fulgte varsomt hver eneste af Kajikas bevægelser, da hun bevægede sig over mod bænken, hvor hun valgte at ligge sig. Alt imens gyngede Angelie stadig frem og tilbage i et roligt tempo, mens hun lyttede til hvad hun fortalte. "Hvorfor så ikke søge det du har brug for" bemærkede Angelie og hævede igen det ene øjenbryn. Hun forstod ikke ideen i at hun ikke ledte efter det som hun manglede, istedet for at sidde her og flå huden af sig selv. Hun kommenterede ikke det med at støde ind i de forkerte. Di Morga var fuld af forkerte mennesker, og Angelie havde ikke ligefrem været en af de heldigste selv. "Jeg ved hvad du mener" mumlede hun så og bed sig kort i læben.
Samtalen ledte tilbage på det med at være fange, og et øjeblik troede Angelie faktisk at Kajika ikke var fanget, indtil hun trak på det med de sidste ord.. Sådan da.. Også en anden måde at sige, at det var hun faktisk men hun ønskede ikke at indrømme det overfor Angelie .. Eller over for sig selv. "Og hvorfor har du så et halsbånd på som en anden hund?" spurgte Angelie roligt, og rystede opgivende på hovedet. Havde Kajika virkelig troet at Angelie ikke havde opdaget det? Faktisk havde hun først lige set det, men det var helt sikkert noget som skulle holde hende fanget.
Endnu en oplysning kom nu til Angelie. Endda en hun ikke havde spurgt efter, og hendes sanser blev skærpet på stedet, da Kajika fortalte om bånden mellem hende selv og sin skaber. Det virkede næsten som om Angelie havde ramt et ømt punkt, og at der endelig blev lukket op indtil det dyb, hvor informationerne af vigtighed lå gemt. "Hvorfor ønsker du ikke at dræbe din skaber?" spurgte hun langsomt, og helt uforstående. Hun kunne ikke dræbe ham eller hende, men hun ønskede det heller ikke? Det gav ingen mening. Hvorfor forsøge på noget, som man ikke ville føre ud i livet.
"En skabelse kan sagtens have en mand og en mester!" rettede Angelie hende hurtigt, og nikkede bestemt. Sådan var det, og sådan skulle det være. Den dag hun ville blive kaldt tilbage til livet, ville hun stadig have en mand, men også en skaber, som havde givet hende livet tilbage. Der var dog stadig lange udsigter til at det ville ske, hvis det overhovedet ville ske, men Angelie var nødt til at håbe og tro på at det ville være sådan. "Selvfølgelig er det muligt.. Kærlighed kan aldrig besejres ligemeget hvor hårdt du forsøger"

kajika betragtede hende lidt med mellem rum og et lille "thy" kom frem som om det var ingen ting da hun nævnte kærlighed, i det kajika rejste sig op med vrede i øjnene dog ikke sådan vred, mere såret og vred over selveste livet og kærligheden. "kærlighed findes ikke, det blot en følse af noget når man finder ens sjæleven, man har intet der kaldes kærlighed det bliver blot forstærket ved at kysse hinanden det derfor lang distance forhold for det meste ikke virker.... jeg tror ikke på kærlighed, der er kun 3 former for nær kærlighed følse og de former er, lyst, begær, og tiltrækkelse.... andet findes der ikke det, er det der skaber den følse i en som om man vaar noget.... den eneste grund til vi bliver glade er fordi vi bliver lagt mærke til og får opmærksomhed fra det andet køn.... intet andet og os selv vis man var lesbisk eller bøsse så er det blot de 3 dominerende ting der gør det muligt at føle sådan" hun så lidt væk og sagde"Jeg tror ikke på det... sådan er det bare, og jeg vil aldrig ændre mening kærlighed er som intet heden for mig.... det betyder intet for mig, det har ikke en fast form eller virkning, det kan ikke beskrives, det kan ikke bevises.... sådan er det bare...."

Angelie sukkede lettere kedsommeligt, da Kajika begyndte på sin enestående tale. Og hvad så.. Hvis hun havde lyst til at tænke sådan på det, var det hendes eget valg. Hun ville ikke sidde og blive belært at denne tøs, på sådan et punkt. "Hold nu mund.. Du er begyndt at kede mig" afbrød Angelie med det samme hun fik chancen, inden hun rynkede lettere irriteret på næsen. Hun kunne have sine synspunkter hvis det var det hun havde brug for, men Angelie havde så absolut ikke tænkt sig at dele dem. Hun var for første gang i sit liv rent faktisk begyndt at tro på det, og det skulle denne kvinde ikke ødelægge.
"Jeg bemærker du undgår en del spørgsmål" konstaterede hun så, og himlede langsomt med øjnene. Det var ikke gået forbi hendes syn, at kvinden ikke havde besvaret op til flere spørgsmål som Angelie havde stillet. Det gjorde hende dog ikke det fjerneste, men hun kunne i det mindste sige, at hun ikke ønskede at svare på dem, istedet for bare at sno sig udenom.
Istedet valgte Angelie igen at sætte gyngen i mere tydelige bevægelser, og langsomt kom hun højere op i luften.

Kajika så lidt på Angelie og smilede lidt i det hun rejste sig langsomt op og sagde"Hmmm så jeg er beyndt at kede dig, jamen det jo heller ikke mening jeg skal underholde dig sååå vis du keder dig kan du vel blot lade vær med at lytte eller selv finde på noget at underholde dig selv med" hun så lidt væk i det hun begyndte så småt at gå, og vinket bagud til Angelie"Men så vil jeg sige farvel og drage ud for at finde andre og kede ihjel"

Angelie fnøs let over hendes kommentar, inden hun vendte øjnene mod himlen. Hvis hende tøsen ikke ønskede at snakke om noget.. almindeligt, så gad Angelie ikke engang prøve på at få hendes humør og sind i bedre form.
Hun fortsatte ufraværende med at gynge, mens Kajika rejste sig, slevom hendes blik dog stadig hvilede på hende. "Pas hellere på at du ikke mister hovedet igen.. Måske er din næste kommende ven ikke ligeså tålmodig som jeg er" Svarede Angelie istedet til hendes kommentar om at kede andre ihjel. Hun havde aldrig set sådan et raseri før, eller jo.. Vreden havde hun set, men Kajika havde været helt vanvittig at se på. De burde næsten genåbne Fais de Mois, bare for at hun kunne blive indlagt.