Intet som gamle minder - Lazarus

Tid: Midnat.. Dog nogle minutter efter tolv
Sted: Kirkegården, i nærheden af en velkendt bygning
Vejr: Let blæst, og overskyet, mens mørket trænger sig ind på en
Omgivelser: Intet andet end Angelie.. Endnu
Dato: Natten mellem d. 25-26 marts

Blæsten rykkede svagt i de få nøgne træer der befandt sig på kirkegården. Træerne var altid sorte og syge at se på. Faktisk mindede Angelie ikke at have set dem bære blade en eneste gang. Selvfølgelig.. Efter hun var kommet tilbage, brugte hun jo ikke alverdens tid på kirkegården, men i sin tid som spøgelse havde hun praktisk talt levet der. Det var der også en anden person der havde. Lige i det hus, som rejste sig omkring 100 meter fra hende i dette øjeblik.
Huset bar mange minder med sig.. Dårlige og endnu værre. Der havde boet en vampyr derinde.. Engang.. Egentlig var det vel kun et par år siden, selvom det føltes som ti år tilbage. Hun havde været igennem mere end rigeligt siden, og alligevel hang mindet om dukken stadig i hendes baghoved.
Lazarus.. Navnet tvang en svag skælven frem i hende, men alligevel ikke nok til at få hende til at vænne om. Hun havde også ændret sig.. Var blevet stærkere og havde fået nye kræfter. Hun var dog ikke sikker på om hendes stærkeste evne ville virke på en vampyr.. De sov vel ikke.. Hun havde aldrig brugt så meget tid med en, at hun havde spurgt ind til deres vaner.
Da hun var omkring tredive meter fra hoveddøren, stoppede Angelie brat op. Hun var som altid klædt i den sorte nederdel og tanktop, med den lille sølvkæde omkring venstre hofte. Fødderne var bare, og gav hende forbindelse direkte til jorden og naturen, mens det røde hår dækkede de spidse øre hun havde fået med sin forvandling til elver. Et unødvendighed eftersom hendes elskede var død få dage efter transmissionen. Hvad nyttede det så. Hun levede dog videre.. Holdt sig væk fra den nye hersker, selvom lysten til at flå halsen over på ham, hang i hver nerve af hendes krop.
De kolde blå øjne kiggede ufravendt på hoveddøren, som om hun forventede at den skulle glide op, mens hun lod armene faldt over kors.

Lazarus havde set Angelie nærme sig. Han kunne læse i hendes tanker at hun tænkte på ham * så hun tror døren vil åbne sig.. Jamen den smukke skal få hvad den smukke vil have *. Lazarus grinede ondt for sig selv imens han gik ned og hentede en slave. Han holdt en hånd for hendes mund så hun ikke kunne skrige mens han stak den anden ind i hendes mave og flåede hendes mavesæk og tarme ud ’’ Lazarus hviskede blidt i hendes øre ’’ ud og dine arme så du kan holde dem her.. Så åbner du døren og siger før du dør af blod mangel. Han er tilbage.. Gør du det.. lader jeg dig måske leve ’’. Imens slaven gik mod døren brugte Lazarus sin hurtighed og lydløshed til at snige sig ud af bagdøren. Lazarus så slaven åbne døren og fumle ud med blod over det hele og sine indvolde i sine arme imens hun kiggede på Angelie og sagde med en lav stemme om og om igen før hun faldt om ’’ Han er tilbage ’’. I denne tumult prøvede Lazarus at snige sig over bag ved Angelie. Hvis det virkede ville han i det sekund slaven faldt om hviskede dystert i Angelie’s øre ’’ Har du savnet mig… Angelie..’’.

Ingen.. Eller ingen hun kendte vidste hvorfor han var væk.. Efter kampen var han bare forsvundet sammen med asparaen, men det havde ikke undret hende. Dengang havde hun tænkt at de var flygtet i frygt, men nu.. Den løsning virkede for kujonagtig.. Selv for denne vampyr.
Det kølige blik flyttede sig stadig ikke fra døren, end ikke da hendes sensitive øre opfangede lyden fra træet i samme sekund der blev rørt ved dørhåndtaget. Hun flyttede sig ikke, men Angelie var heller ikke den bedste til at gemme følelserne væk. Hendes øjne voksede svagt, da overraskelsen ramte hende, og synes af pigebarnet der kom gående med sine tarme over armene, var næsten nok til at bringe medlidenheden frem i Angelie.
Uvilkårligt tog hun et skridt frem, men stoppede hurtigt sig selv. Først nu sank pigens ord ind.. Han er tilbage Hvem? Og sandheden gik op for hende.. Grunden til at hun frøs i sin fremtræden. Han var tilbage.. Lazarus.. Vampyren hun hadede og aldrig havde vundet ærligt over.. Faktisk var hun altid blevet reddet på grænsen.
Hun bemærkede ikke at han faktisk var bag hende, men da stemme ramte hendes øre, der stadig var skjult under håret var hun ikke længere i tvivl. Hun vidste at det smarteste ville være at løbe, men hun lod istedet armene falde afslappet ned langs siden, mens hun forsøgte at gemme overraskelsen væk, og tog en dyb indånding. "På ingen måde.. Lazarus.." Hun fandt ingen grund til sarkastiske kommentarer overfor ham, hun vidste de alligevel ikk virkede.
Hun end ikke vendte hovedet for at kigge på ham, men stirrede bare på pigebarnet, der allerede var faldet om, og nu trak vejret for sidste gang i hæse stød.

Lazarus satte sine læber tæt på Angelies øre og sagde med en stille følelsesløs stemme ’’ Angie.. Hvor har jeg savnet dig.. Din.. ’’. Lazarus stoppede og kørte langsomt en finger blidt op af hendes ene arm ’’ Faktisk har jeg ikke savnet dig.. bare at lege med dig.. Du har altid været den sjoveste at lege med.. Du har altid været mit yndlings legetøj.. Nu går du lige i mine arme.. hvilken kærligheds historie ’’. Lazarus stoppede og sniffede lidt. ’’ Lazarus sagde med en snært af fryd i stemme.. ikke nok med det.. Du lygter også af min livret nu.. Elver.. jamen ’’. Med et brugte Lazarus sin hurtighed til at stå foran Angelie så tæt at de stirrede hinanden direkte ind i hinandens øjne og deres løber næsten rørte hinandens. Lazarus dybe mørkerøde øjne viste det legesyge humør hun havde set den gang hun var fanget i hans kælder ’’ Nu hvor Zane er død.. Så kan jeg lege med dig ’’. Lazarus hviskede med en dyster og kuldeskærende stemme ’’ I al evighed ’’. Lazarus smilede ondt som aldrig før og slikkede sig om læberne si han et kort øjeblik viste sine hugtænder. Han virke og så ud som han plejede. Dog var noget forandret. Han virkede stærkere. Mere i et med sig selv en før.

Fornuften fortalte hende at det var på tide at komme væk herfra.. Langt væk, men hvornår havde hun nogensinde lyttet til den? Hvis hun havde gjort det, så var hun vel aldrig havnet i det utal af situationer, der havde bragt hende i livsfare.. Før i tiden havde det været ligemeget.. Hun havde været et spøgelse, og ude af stand til at dø to gange.. Men nu.. Hun havde et liv.. Et liv hun værdsatte og ikke havde råd til at miste.. Ville det ske, var hun sikker på hun ikke slap ud igen.
Hun lyttede til hans stemme.. Den virkede indbydende, men samtidig frastødende på hende. Han havde savnet hende.. Fingeren fik en svag rystelse til at glide igennem hende, da hans kolde hud blandede sig med hendes varme. Nej.. Han havde savnet at lege med hende.. Selvfølgelig.. Alt havde været en leg.. Hendes kamp for at overleve hver eneste prøvelse han havde udsat hende for, siden den dag hun havde mødt ham på natklubben. Det gjorde det heller ikke bedre, da han talte om at hun nu duftede som hans yndlingsmad.. Elver.. Et fnys kunne svagt høres fra hende, inden hun stædigt løftede hagen en anelse, og gjorde klar til at komme med en af sine spydige kommentarer.
Hun nåede aldrig at få et ord over læberne. Overraskelsen var tydelig, da hun så huset foran sig, og i samme sekund så hun Lazarus stå så tæt på. Uvilkårligt stoppede hendes vejrtrækning. Hendes blik strejfede kort læberne der var alt for tætte på. "Jeg har jo altid virket ekstra tillokkende på dig" fnøs hun ligegyldigt, inden hun skulede til ham, og nægtede at se væk fra hans blik. Dog huskede hun hans evner, og trådte et skridt tilbage, for ikke at blive rørt af ham. Den evne havde hun glemt sidst, og det havde været fatalt.
Zane.. Navnet bragte andre minder frem i hendes hukommelse.. Mindet om deres sidste kamp sammen.. Kampen de tabte, og hvor Angelie døde.. Damia havde dræbt hende, og Malakel havde dræbt Zane.. Alt havde ændret sig siden dengang.. Andre utydelige minder fulgte trop, som dengang de havde mødtes.. på legepladsen, den dag han havde rekrutteret hende.. Den første gang de var sammen, og den dag hun fandt ham i Amerika.
Hun anede hans hugtænder i smilet, mens ordene faldt på plads. Alligevel lykkedes det Angelie at fremtrylle et uskyldigt lillepigesmil i ansigtet, mens hun trådte yderligere et skridt væk fra ham. "Jeg beklager dybt.. Men selvom min race er anbefalet som slave, har jeg på ingen måde tænkt mig at leve som en, deres nåde".. Sætningen blev sagt med en sødme og uskyldighed, der var en skuespiller værdig, eftersom det aldrig, eller nogensinde ville komme til at ligge til Angelies natur at opføre sig på den måde.

Lazarus blik blev formørket. Hans ansigt indhyllet i mørke da ha lænede det en smule frem. ’’ Du skuffer mig.. Ingen spydige kommentarer. Lazarus bevægede hovedet tilbage i lyset så hun kunne se det store onde smil der nu var plantet på hans læber ’’ ohh Angie. Du glemmer min yndlings evne helt.. At jeg læser dine små nu kvalmende yndige tanker ’’. Lazarus førte sine hænder op til sine øjne og bevægede dem som tørrede han sine øjne. Så stoppede han og hans hænder faldt ned langs hans side og et sindssygt blik at glæde viste sig i hans øjne ’’ Jeg har dig hvor jeg vil have dig.. Ser du.. Jeg har aldrig kunne vinde over dig fordi.. Du ikke.. Var ’’. Lazarus brugte sin hurtighed til at stå foran hende igen, tæt op af hende men denne gang med sit hoved på hendes skulder. Han hviskede hende med en underlig nærmest forførende som var det det bedste han vidste ’’ Ikke bange for at dø dengang ’’. Lazarus syntes Angie var sjov før. Men nu var det på et helt andet plan hun var helt klart det bedste legetøj nu. Selv om det ikke viste sig på ham så var han ved at springes, han kunne næsten ikke vente med at lege med hende. Men det skulle ske langsomt. Han ville nyde hvert øjeblik.

En hæs latter kom hurtigt frem, da han snakkede om at hun skuffede ham. "Åh jeg beklager hvis hans højhed ikke er tilfreds med måden jeg bruger mit ordvalg på.. Ser du.." svarede hun ganske kort, og hævede let det ene øjenbryn mens hun kiggede direkte ind i de mørkerøde øjne. ".. Ikke alle er det værd, at spilde mine dyrebare kommentarer på" forklarede hun så, inden et køligt smil langsomt trådte over hendes egen læber, imens hun så hvordan det sindsyge bredte sig på hans.
Han havde dog ret.. Hun havde glemt hans anden evne.. At han kunne læse hendes tanker.. Hvor typisk, men hun smilede dog tilfreds, da han kaldte hendes tanker kvalmende. "Hvis det er så slemt, så lad være med at lytte til dem" bemærkede hun køligt, inden hun langsomt hævede den mentale mur i hendes hoved, som før i tiden havde holdt hendes tanker væk fra ham. Egentlig lod hun bare være med at tænke, og hvis det skete, var det altid ligegyldige ting.. Som hvordan mad havde smagt.. Nu tænkte hun dog på alle de forskellige råvarer hun havde spist siden sin tilbagekomst.. Brombær, stegt fisk..
Hendes sensitive ører opfangede hans bevægelse, men hun flyttede sig dog ikke. Hun vidste det næsten ville være umuligt, selvom hun dog selv var ret hurtig, især efter hendes sanser var blevet skærpede, og hun kunne bevæge sig let igennem al slags natur. Det irriterede hende dog, at han lagde hovedet mod hendes skulder, og en lav knurren trådte frem mellem hendes sammenbidte tænder, inden hun bidsk trak skulderen til sig i et ryk, og efterlod hans hoved, mens hun sprang en meter væk fra ham, og bøjede sig let forover i en angrebsposition. "Du skal ikke... Røre.. Mig!" Hvæste hun lavmælt, stadig mellem sammenpressede tænder, mens hendes dybblå øjne rasede svagt ved tanken om at have ham så tæt på. Måske var hun bange for at dø, men kun til en vis grænse.. Den gamle, skødesløse Angelie befandt sig skam stadig i hendes indre.
Hun vidste at han aldrig ville lade denne chance passere, og hun vidste at hendes chancer for at stikke af var små.. Ikke umulige, men små.. Det gjorde det dog ikke bedre, at hendes stædighed aldrig ville tillade hende at stikke halen mellem benene. Og hvilke muligheder havde hun så tilbage.. At slå sig sammen med ham, eller at slå ham ihjel.. Hvis ikke han lod hende gå...

Lazarus øjne viste en fryd og glæde ved hendes hadske reaktion. Lazarus begyndte langsomt at gå rundt om Angie som en ulv der cirklede ind om sit bytte. Lazarus slikkede sig om munden igen. Han havde godt nok drukket blod i aften. Men ikke Elver blod. Desværre svækkede Elver blod ham så han blev nød til at fange hende først. Hun skulle ikke lære hans svaghed. Så ville alt det sjove forsvinde. Lazarus øjne fokuserede på hende imens han grinede svagt ’’ Så du har ikke ændret dig så meget.. Angie.. Vi kan gøre det her på den nemme måde ’’. Lazarus grinede dystert ’’ Eller den hårde måde.. Enten knæler du og kalder mig Mester og kysser mine fødder eller så prøver du at løbe.. Så bliver jeg jo nød til at brække dine ben så knoglerne stikker ud og stikker ned i jorden.. Så må jeg jo fyre min hånd ind i din mave og trække dig hele vejen ind i huset..Bare rolig jeg skal nok gøre det så du overlever ’’. Lazarus stoppede og smilede svagt imens han drejede sit hoved på skrå ’’ Hvad vælger du så? ’’. Lazarus nød dette. Hun var ikke et spøgelse længere men dødelig. Nu kunne han virkelig gøre ting som ville få selv det modigste person til at løbe skrigende væk og det der gjorde det så sjovt var at han vidste hun var for stædig og stolt til at løbe. Det perfekte legetøj.

Stædigheden groede stødt i hende, og selvom hun vidste bedre, så nægtede hun at indrømme at denne vampyr kendte hende bedre end de fleste væsner nogensinde kom til. Dels på grund af hans evne til at læse hendes tanker.
Da han cirklede omkring hende, rettede Angelie sig en anelse op, og sørgede for hele tiden at have ham inden for sin synsvinkel. Hun var ikke sikker på om han var kujon nok til at falde en i ryggen. Hun sørgede omhyggeligt for at holde sine tanker på områder han allerede kendte omkring hende. Han skulle ikke tro at han var den eneste der havde ændret sig i den tid de ikke havde set hinanden. Angelie havde skam også ændret sig. Mere end han lige kunne se på overfladen.
Da han læste hendes muligheder op, kunne hun ikke holde en ligegyldig latter tilbage. "Som altid føler du dig sikker på at have overtaget i den her situation" svarede hun i sit opgivende tonefald, der fortalte at han stadig ikke var blevet klogere.
"Jeg kunne trods alt også bare blive stående, og nægte at føje dig" bemærkede hun køligt, og lod afventende det ene øjenbryn glide i vejret, mens hun skulede let mod ham igennem øjenkrogen. Imens krogede hendes fingre sig sammen i en form for ørneklo, hvis han imod hendes forventning alligevel ville vælge at angribe hende.
"Jeg er dødelig.. Ikke dum" bemærkede hun og smilede koldt. "Den dag jeg føjer dig, bliver den dag jeg dør"

Lazarus kiggede på hende med et blik der viste at han nød det her. Som Lazarus plejede syntes han det var morsomt at se hvordan Angie gang på gang prøvede at finde nye måder at dreje hans valg på så hun fik kontrollen. Lazarus dirrede indeni han var nu mere opsat en nogensinde før på at gøre dette den bedste leg nogensinde. Lazarus slikkede sig om munden igen. Han grinede da hun blev stående. Lazarus rystede en finger foran Angie ’’ Ah ah ah ’’. Lazarus vidste at nu hvor hun var elver havde hun sikkert nogle evner. Men det gjorde ham ikke så bange. Han skulle nok få hende til at lave en fejl og når hun gjorde det. Så ville han slå til. Det første han så var at hun fokuserede på at skjule sine tanker og derfor nok ikke ville kunne lægge en taktik. Lazarus fik et blik der viste han var begyndt at ligge en af hans dejlige planer * Ahh selvfølgelig.. Hvis jeg husker rigtigt.. Så sænker hun sine parader når hun bliver gal nok *. Lazarus sukkede ’’ Angie, Angie, Angie. Hvad gør du nu hvor Zane ikke er her.. Tro mig.. Hvis jeg finder det sted hans rester ligger gemt. Så griner jeg. Han var det mest latterlige væsen nogensinde ’’. Lazarus smilede ondt ’’ Kun det dummeste og mest latterlige væsen ville kunne falde for ham ’’. Lazarus prøvede at vække hendes vrede. Det var på tide at fange hende. Så kunne han nedbryde hende langsomt. Dette var en berusende tanke Lazarus altid havde haft om Angie men aldrig kunne da hun ikke var levende før.

Selv da hun anede det lidt for velkendte glimt i hans øje, nægtede hun at åbne sit sind. Hun kendte hans måde at rode rundt i hovedet på hende, og hun var faldet for det trick for mange gange nu, til at det kunne ske en gang mere. Hun var blevet klogere, og selv da hun så hvordan en plan voksede i ham, ventede hun blot på at hans ord ville ramme hende.
Langsomt rettede hun ryggen helt op, inden hun trådte et par skridt til siden, så han igen kun lige var inden for hendes synsvinkel, mens hun istedet lod et tankevækkende blik hvile på huset. "Tænk at du dvæler i gamle minder" bemærkede hun, og nikkede svagt mod huset, inden hun nu hørte navnet blive nævnt.
Enhver anden gang ville det have generet hende.. Tvunget hadet frem i hende. En rasende glød kunne anes i de blå øjne, men dette var også det eneste tegn på at hun var utilfreds med hans bemærkning. Efter at have stået i helvede.. Efter hun havde mistet alt, var hans spydige bemærkninger vand ved siden af ild. "Jeg har ændret mig.." bemærkede hun kort, og drejede hovedet mod ham, mens hun satte en hånd på hver side af sine hofter. "Du er nødt til at finde på noget bedre end det der".

Lazarus fnøs ’’ du er ikke værd at finde på noget bedre til ’’. Lazarus hadede når han fejlede. Men han var lagt fra en der gav op. Han blev ved til han sejrede. Lazarus rystede på hovedet ’’ Folk hader dig Angie.. De dræber dig.. Gang på gang.. Faktisk ville folk bare se dig død.. Ikke fordi du er noget specielt.. bare fordi de ikke gider se på dig længere ’’. Lazarus kørte det videre. Han skulle nok finde en måde. Lazarus gik langsomt hen imod hende imens et overlegent smil gled over hans kolde livløse læber. Han fnøs igen ’’ Du ved ingen kommer og redder dig denne gang.. For du er intet værd for nogen som helst… Men jeg finder dig sjov ’’. Lazarus grinede hånligt ’’ Sjov at torturere og høre dine skrig om hjælp.. Høre hvordan du tigger mig om den søde kolde død når jeg langsomt fjerner dine øjenlåg og smider salt i dine øjne.. Gråden du kommer med når jeg fjerner dine negle ved at flå dem af dine fingre. Og dine bønner når jeg får dig til at vælge hvem der skal overleve.. Det lille barn på fem år eller den gravide kvinde.. Det er alt hvad du nogensinde bliver værd.. Du er skrald i denne verden ’’. Lazarus vidste hendes stolthed var stor. Hvordan ingen skulle sige hun intet var værd. Men faktisk beundrede han hende. Hun var blevet klogere, stærkere og et det gjorde bare at Lazarus måtte knække hende. Det var nu blevet en sygelig besættelse. Dog var det ikke til at se på ham.

Et kort øjeblik var hun overbevist om at hun måske havde fået skovlen lirket ind under ham, og derved ville være i stand til at vælte ham ned fra den høje piedestal han havde placeret sig selv på, men selvfølgelig genvandt han kontrollen. Det måtte være de mange års erfaring, som hun ikke havde, der gjorde udslaget.. Måske ville hun endda være tålmodig når hun havde levet i mere end hundrede år.
Denne gang ramte han dog et af de mere ømfindige punkter. Hendes stolthed havde altid været en af de svagere sider, og for fanden.. Han vidste det. Den lave knurren gled langsomt frem igennem hendes hals, mens han talte om at hun ikke var noget værd. Irriteret skulede hun efter ham, mens hendes tanker automatisk kredsede omkring barnet eller den gravide kvinde.. Hvem ville hun vælge? Et liv, frem for to? Valget burde vel være simpelt, men hvem ville opgive et barns liv, for en voksen og et ufødt barn?
En svag hinde gled over hendes blik, mens hun lod sig glide hen i tankerne, som langsomt kredsede længere væk. Hvorfor var han egentlig tilbage? Før havde det været for at overtage tronen, men var det mon stadig hans mål? Hvis han ønskede at fjerne Malakel fra denne verden, så stod de vel på en eller anden måde.. På den samme.. side, selvom hun ikke selv var stærk nok til at gå imod halvdæmonen, dog ville hun heller aldrig hjælpe denne vampyr med at opnå noget.. Men måske det kunne vendes til hendes fordel? Hvorfor var han her?
Hun vidste, at han allerede havde læst tankerne, og bekymrede sig derfor ikke om at stille spørgsmålet højt, men vendte istedet et irriteret, halvsløret blik imod ham, mens hun afventede et svar.

Lazarus grinede ’’ tror du at dit lille trick på at skifte emne.. Du er virkelig værdiløs ’’. Lazarus rystede på hovedet og pegede derefter på jorden foran ham. Et leg artigt og udfordrende smil viste sig på hans læber i det han sagde med en drist stemme ’’ Knæl foran mig og jeg vil.. Beære dig med et svar.. Dit uværdige og ubetydelige væsen ’’. Lazarus satte sit højre ben frem så hun kunne kysse hans fod. Selvom han vidste hun aldrig ville så meget som knæle for ham så vidste han at det var så fornærmende som noget kunne være. Lazarus stirrede direkte på hende og var faktisk klar på hvis hun skulle angribe ham. * Så vi er på samme side nu.. Tænk, tiderne ændre sig så meget.. Jeg får jo brug for lokkemad senere i min plan og hvis det ikke lykkes for mig at knække hende helt og gøre hende min lydige slave.. Ja så kan jeg jo altid ofre hende til at lokke Malakel frem *. Lazarus smilede for sig selv og førte en finger op til sin mund og bed let i den. Hvor var det her sjovt. Han var faktisk i tvivl om han nogensinde ville ofre Angie. Hun var simpelthen for sjov. Hun gjorde det sjovt. Nu skulle han bare nå ind til hende. Dog virkede det til hun var meget klogere en før. Han havde undervurderet hende men han ville aldrig vise hende at han faktisk havde fået en smule respekt for hende. Lazarus prøvede at tirre hende ved at tappe sin fod ned i jorden ’’ kom så.. Ting’’.

Havde hun bevidst prøvet på at skifte emne? Hun huskede det ikke, og lod ikke mange tanker løbe videre omkring det, men hang i stedet fast i hans næste ord. Knæle. Et fnys kunne høres, da hun protesterende blev stående rank, og kiggede ham i øjnene, uden på noget tidspunkt at gøre mine til at flytte sig. Hvis hun knælede ville han svare.. Dog tvivlede hun på at han kunne holde sin plan for sig selv. Han havde altid elsket at spille, og ofte gik spillene ud på, at han på et eller andet tidspunkt ville afsløre den plan, som han havde lagt for hende.. For denne.. Leg.
Vinden rykkede let i hendes røde hår, og tvang det bagover, og væk fra hendes ansigt, så den let lyserøde hud blev fuldt synlig, sammen med de spidse ører. Hun vidste at nogle tanker måtte løbe igennem hans hoved. Noget der overvejede og lagde sig til de tanker hun selv havde ladet ham høre, og samtidig ønskede hun brændende at vide hvad han overvejede..
Den tappende fod begyndte dog hurtigt at irritere hende, som om han ventede på at hun ville bøje sig ned, og slikke hans sko ren.. Hvad regnede han hende for? Det ville aldrig ske.. Ligemeget hvem han var. Ting.. Ting!! Vreden farvede det øverste af hendes kindben røde, mens hun knyttede næverne hårdt.. Så hårdt, at neglene borede sig ind i kødet af hendes håndflader, og langsomt begyndte at skære hul i dem.
I frustration trådte hun et.. to.. tre skridt frem, så hun stod helt tæt på ham.. Så tæt at det var umuligt at komme nærmere, uden at deres læber ville mødes, mens hendes vrede blik stirrede ind i hans. "Tag det tilbage" hviskede hun lavt.. Så lavt at det næsten kun var en udånding.

Lazarus stod helt stille i det hun kom tættere på * Fik hende.. Endelig hendes garde er nede*. Da hun nåede tæt på prøvede Lazarus langsomt at snige sin pegefinger ind i siden på hende og aktivere sin puppetmaster evne imens han holdt hendes blik med hans øjne og prøvede at holde hendes fokus på hans øjne ved at fnyse og sige ’’ Jeg har ingen grund til at undskylde til en ting som dig. Du er lavere en det snavs jeg har under mine sko ’’. Lazarus havde en nedladende og frydefuldt smil på sine læber *Hun er et fantastisk væsen. Den vrede. Den passion. Hvilken Vampyr hun ville være… Men dette er jo meget bedre.. Hvilken gave jeg har fået.. At jeg skulle møde dig igen.. Hvilken sjov leg det her er ’’. Lazarus ville køre legen videre. Han vidste jeg ikke kunne knække hende med ord. Nej han skulle bruge tortur. Men ikke smerte. Hun var for stærk og stolt til det virkede på hende. Nej psykisk tortur. Som det med barnet og den gravide kvinde. Lazarus havde allerede en plan for hvordan han ville knække hende. Angie kendte ham godt, bedre end nogen anden faktisk. Hun vidste han ville fortælle hans plan til hende på et tidspunkt.

Vreden havde overtaget i hendes indre, og derfor glemte hun endnu engang alt omkring evner. Når hun blev gal, var Angelie ikke typen der tænkte rationelt, og det blev ofte hendes fejltagelser i det øjeblik, som havde skabt fatale konsekvenser for hende. Hun bemærkede ikke at hans finger nærmede sig hendes side, men hun stirrede bare vredt ind i hans mørkerøde blik. Et kort glimt af en aften på diskoteket passerede for hendes indre blik.. Hans tidligere kælenavn til hende.. Zombiepige.. Det fungerede egentlig ikke rigtig længere, men hun huskede noget andet. En samtale om hvad hun hungrede efter.. Hvad der havde tiltrukket hende.
Tanken kød hun dog hurtigt til siden, inden hun vrissede af ham. "Jeg.. er .. Ingen.. Ting!" hvæste hun hidsigt, inden hun løftede den højre fod, bøjede knæet, og trampede så hårdt ned mod hans fod, som hun ville ramme hvis han ikke flyttede den, i håb om at være i stand til at kvase knoglerne i den, og give ham bare en smule smerte.
Hun nægtede at lade sig kue af ham, og hvis hendes tramp havde ramt, vidste hun at det i det mindste ville kunne mærkes, selvom han var vampyr.

Da sparket ramte og han mærkede smerten strømme gennem hans fod. Selv som en Vampyr gjorde det ondt men sådan en smerte gjorde ham ikke det store. Efter at have været fanget i det Dæmon Plan i så lang tid hvor hver dag, ja hver time var en smertefuld kamp for overlevelse var dette ikke det værste. Lazarus grinede ’’ Småskrammer.. Nu skuffer du mig ’’. Lazarus aktiverede sin puppetmaster evne og fik hende til at bevæge sig efter ham ind i huset. Torturen skulle begynde. Han havde vundet det lille tankespil. Hvis det lykkedes for ham at få hende ind i huset uden problemer via sin evne ville han få en af sine tjenere til at slå hende ned og så skulle alt gøres klar til den virkelige leg. Lazarus vidste det skulle være godt for at virke på Angie. Nej det skulle være det ondeste og mest umenneskelige han nogensinde havde lavet. Fyldt med umulige og hjerteknusende valg. Fuldt med blod og skrig. Fyldt med sorg og lidelse. Men vigtigst af alt fjerne hendes vilje til at sige nej når han krævede at hun skulle knæle. Lazarus lavede straks en liste og hidkaldte nogle af de Vampyrer der havde fået at vide han var tilbage. Chimera klanens soldater. Lazarus beordrede dem til at hente de ting på listen. Imens de drog satte han sig i sin trone stol og kiggede mod den buldrende pejs. Han sad med et glas blod, hans hånd rystede af glæde og spænding. Det var flere hundrede år siden han havde haft det må denne måde. Det var hans sidste test. Kunne han besejre den pige der altid var viljestærk nok til ikke at bukke sig for hans føder. Ja så ville hele Di Morga knæle for hans fødder når han sad på tronen. Han ville skabe en æra som ingen havde set før. Et mørke som ingen kunne drømme om. Men først at knække Angie. Lazarus brød ud i en sindssyg latter, mere dyster og ondskabsfuld en nogensinde før. Da latteren gav genlyd gennem hele det store hus, ja palæ. Da faldt alle hans undersåtter på deres knæ. De vidste nu at dette ville blive hans store mesterværk.

Om hendes lette udbrud af raseri havde virket opmuntrende på ham, vidste hun endnu ikke. Han plejede altid at kommentere det, og efter hun næsten havde opgivet at høre noget, kom den.. Småskrammer? Ja det var vel hvad man ville kalde et tøsefornærmet tramp over foden? Det gik dog først nu op for hende, at hans finger sad i siden på hende. "Fucking pis.." hvislede hun vredt over sin egen forglemmelse.. Det var typisk Angelie at tabe hovedet, og glemme ting, selvom hun var blevet bedre til at huske det når det var nødvendigt, men hun manglede sin herre til at fortælle hende, at hun endnu engang havde glemt at afskærme sig mod angrebet.. Og til.. andre ting selvfølgelig.
Om hun ønskede det eller ej, begyndte Angelies ben nu at følge efter Lazarus, med retning mod det store hus, der på ingen måde virkede indbydende at komme ind i. Hun vidste allerede hvordan det var indrettet, hvor de forskellige rum lå i forhold til hinanden. Hun havde været i huset to gange.. Og var sluppet ud begge gange. Mon hun ville være så heldig, at det ville ske igen?
Han ville blive overrasket.. Lazarus troede vel at hun var alene nu, men Angelie vidste, at der altid var mindst en udvej for hende.. En velsignelse og forbandelse i et, kunne man vel kalde det.

Da hendes fod ramte det sidste trin på den mindre trappe, fokuserede Angelies øjne skarpt. Hendes sind vendte sig automatisk imod den ordrer han havde sendt mod hendes krop, og fortalte at hun ikke skulle gå derind. Dette fik hende til vaklende at stoppe op i et ganske kort sekund, og med et sejrsfyldt smil kiggede hun ind i Lazarus' ryg.
Det holdt dog heller ikke længere end det, og Angelies fødder rykkede sig endnu engang.
Hun trådte over dørtæsrklen, og blev slået omkuld næsten med det samme, da en tung genstand ramte hendes baghoved. Dette slag frembragte en flænge inde bag de røde mængder af hår, som blødte svagt, mens hun selv, omtåget og forvirret, faldt forover indtil hun lå på maven, ligeså lang hun var, på gulvet i en bevidstløs tilstand med øjnene lukket og små hæse vejrtrækninger, eftersom det havde taget hårdt på hende fysisk, at kæmpe imod ordren i hendes sind.
Nu måtte hun bare vente...

Lazarus havde fået Angie spændt fast til en stol i kælderen. Da hun vågnede ville hun se en pige på omkring 8 år. Pigens hænder var spændt fast i to gennemsigtige plastik kugler og barberblade var spændt rundt omkring i plastik kuglerne. Små snore førte over til Angies arme hvor de var spændt fast til. I den anden side hang en kvinde på omkring 40 år. Ved hendes hoved var en pistol og et ur tikkede ned fra 1 minut. Der var en rød knap på uret. Angie kunne høre over højtaler da Lazarus begyndte at snakke ’’ Det her er første del af min lille leg.. Pigen der er klaver spiller.. Verdens bedste i hendes aldersklasse. Hvis du bevæger dine arme vil de barberblade skære i hendes hænder og med sikkerhed ramme hendes nerver i hænderne. Dette vil gøre at hun mister evnen og brugbarheden af hendes hænder.. Hendes hænder er hele hendes fremtid. Hvis du bliver siddende sker der ikke noget med hendes hænder.. Men så dør den kvinde der hænger i den anden side af rummet. Hvad vælger du Angie… Ødelægge fremtiden og livet for en lille pige.. Eller dræbe en kvinde helt?... Du kan også bare sige at du er min.. Min slave.. At du er i min magt for evigt.. Hvad vælger du Angie ’’. Den lille pige hang og grad. Med hendes grådefyldte stemme sagde hun ’’ Ikke mine hænder.. Alt andet… Stop… Stop… Nej ’’. Kvinden ved pistolen hang og skreg ’’ RED MIG… JEG VIL IKKE DØ… ’’ resten var for fyldt af gråd til at forstå.

I sin bevidstløse tilstand, bemærkede Angelie ikke på noget tidspunkt at hun blev flyttet rundt på, og spændt fast til en stol. Det var først da hun langsomt begyndte at glippe let med øjnene, at minderne for hvad der var sket, begyndte at komme tilbage til hende. Hun var ikke engang i tvivl. Igen var de midt i hans leg., Som altid var hun den der skulle lege, og hendes omtågede blik faldt svagt på den lille pige overfor hende.
Angelies hoved gled automatisk en anelse til siden, mens hun betragtede hænderne i platickuplerne med barberblade.. Hendes øjne gled langsomt langs trådene, der endte hos Angelies egne fingre, og da hun prøvende løftede venstre pegefinger, for at betragte sammensmeltningen, hørte hun pigens skrig, da barberbladet måtte glide ind i en af hendes fingre.
Først nu gik det op for Angelie, at der var andre til stede i rummet. Langsomt drejede hun hovedet, så hun kunne ane kvinde bagved, der havde en pistol mod tindingen, og hun begyndte langsomt at opfatte hvad dette handlede om.
Nu kom stemmen.. Hun knurrede sagte af ham, da hun hørte valgmulighederne, mens hun overvejede hvad hun kunne gøre. Hvis hun kunne skære snorene over og komme fri... På den anden side.. Han sad vel på en udløser et sted i huset. Lemlæste den ene, dræbe den anden, eller ofre sig selv.. Tre valg..
"Hold kæft" hviskede hun lavt i et advarende tonefald, da begge stemmer begyndte at runge i hendes indre, mens Angelie tænkte. Hun ville gerne knytte hænderne, men vidste det ville skade pigen, og derfor trak hun vejret dybt, inden hun rettede ryggen i stolen, og tog sin beslutning. Pigebarnet ville finde andet af bruge sit liv på, den voksne var måske en del af en familie.
"Jeg vil aldrig blive din slave.. Og du ved det" hviskede hun næsten uhørligt, inden hun lod hovedet falde langt tilbage, så hun kiggede tomt op i loftet, og ventede på at minuttet ville gå. Hun ville ofre den midaldrende kvinde, for barnets fremtid.

Minutet gik og pistolen blev affyret. Blod og hjernemasse splattede rundt omkring i lokalet og måtte derfor også ramme Angie. Lazarus sendte gas ind i rummet for at bedøve Angie igen. Lazarus surmulede for sig selv. Angie havde truffet det valg alt for let. Det var som om hans leg ikke var ond nok. Lazarus hvæsede og fyrede sit glas ind i væggen. En af hans tjenere kom ind til Lazarus og hviskede ’’ Næste prøve er klar Herre’’. Lazarus smilede og brød ud i en sindssyg latter og sagde ’’ Hendes elskede stolthed.. Dette vil få hende til at knække ’’. Angie ville vågne i et rum med en væg med gennemsigtigt skudsikkert glas hvor der sad en Aspara pige på omkring 5 år og var ved at blive dræbt af gas. Hun gravede sine nu blodige fingere ind i væggen i et håbløst forsøg på at komme ud.. Foran Angie var en matematisk gåde. En som kun folk med en uhørlig intelligens ville kunne løse på flere dage. Hun kunne høre Lazarus stemme igen ’’ ved siden af dig en et rør med skrald i.. Hvis du ikke kan løse gåden skal du hoppe i det og sige… En ting som mig er langt fra klog nok til at løse noget den Mægtige Lazarus har lavet.. Jeg er blot en ting.. Ligegyldig og værdiløs.. Gør du ikke det.. Ja så dør pigen.. Du kan jo også bare løse Gåden.. Jeg minder dig om at jeg filmer dette og vi sender live i Italien lige nu Angie.. Held og lykke’’.

Indvendig havde hun selv talt en anelse ned, og havde en fornemmelse af hvornår minuttet var gået. Hun var heller ikke andet end et sekund eller to fra, før hun klemte øjnene hårdt sammen, og mærkede en vis skyld flyde under hendes brændende hud. Blodet pulserede stærkere rundt i hendes årer, mens hun mærkede hvordan kødlige klumper af masse, landede på hendes ansigt, samt hendes hår. Hun mærkede hvordan lokkerne klistrede sig mod hendes hud. Med en svag, men bestemt hovedrysten, fik hun fjernet det værste masse, og der sad kun mindre stykker i håret og omkring halsen på hendes top. Hun vidste at det var overstået, men alligevel kunne hun ikke åbne øjnene, og se ind i piges skyldige blik, selvom det nok nærmere ville være fyldt med lettelse.. Lettelse for at have sine fingre, og være i stand til at spille klaver.
Luften blev automatisk tungere omkring hende, og Angelie havde på fornemmelsen, at dette kun var begyndelsen.. Hvis hun havde tænkt over det, så ville det have været muligt at undslippe det, men Angelie indåndede tungt gassen, og gled igen ind i en omtåget bevidstløshed..

Endnu engang slog hun øjnene op, ved at ligge på gulvet i en celle.. Eller.. Hvad man kunne kalde det.. En glasvæg var til stede, og på den modsatte side så Angelie pigen, der nu prøvede at grave sig igennem den, kun ved hjælp af sine fingre. Hun kunne se gastågerne omkring den lille pige, og vidste hun ikke ville have langt igen. Sjovt.. Følelsesløse Angelie havde alle dage haft en svaghed for det uskyldige barnesind, og selvfølgelig spillede han på det.
I frustration rejste Angelie sig op på benene, og tænkte hurtigt. Det ville ikke have været slemt at hoppe ned i den, men da tanken om live tv kom over hende, så virkede lysten til at æde sin stolthed, langt mindre tiltrækkende. Hun begyndte istedet at kaste sig mod glasruden med skulderen først, i håb om at høre den revne under hendes vægt. "Bare fordi du ikke er mand nok til at kæmpe ansigt til ansigt" hvislede hun koldt ud i luften, mens hun gentagne gange prøvede at få væggen til at splintre, så pigen ville komme fri.

Lazarus grinede da han overvågede pigen langsomt falde om og dø og hvordan Angie kastede sig imod væggen. Lazarus blik fokuserede dog på Angie. Lazarus rejste sig langsomt op og begyndte at gå ned mod Angie. Hans bodyguard Balarus stillede sig ind foran Lazarus da han nåede til døren. Balarus sagde med ærefrygt i stemmen ’’ Min herre.. Pas på.. du ved ikke hvad evner hun har ’’. Lazarus greb fat i halsen på ham og slyngede ham væk imens han sagde ’’ Væk fjols ’’. Lazarus gik ind i rummet til den døde Aspara pige. Gassen forsvandt langsomt fra rummet. Lazarus gjorde tegn. Glasset blev langsomt trukket op i loftet så der nu intet var mellem de to rum. Lazarus kiggede på Angie og slikkede sig om munden ’’ Du ved jeg først lige er begyndt. Jeg har lagt mere ondskabsfulde planer i vente for dig.. og du kan allerede ikke mere.. At gå til desperation.. Du er ved at knække Angie.. Jeg giver dig en sidste chance.. Knæl foran mig og kys min hånd som en god slave’’ Lazarus tøvede lidt. Hans smukke følelsesløse ansigt udviste ingen tegn på hun overhovedet betød noget for ham ’’ Hvis ikke du tager denne sidste chance jeg så gavmildt giver dig.. Så knækker jeg din psyke som vil blive erstattet med galskab… Kom til din hersker.. Ham du altid har vidst du tilhørte fra den første gang du så ham.. Du er min Angie.. Jeg ejer dig og det har jeg altid gjort.. Kom og modtag din frelse fra den mørke nattens engel ’’.

Selv efter pigen var holdt op med at trække vejret, fortsatte hun med at kaste sig mod glaspladen, ude af stand til at skelne mellem hendes egne lave udbrud af forbandelser over ham, og hvad der ellers befandt sig af lyde i lokalet.
Overraskende nok gik det heller ikke op for hende, at glaspladen flyttede på sig, før Angelies skulder ikke længere mødte modstand. Et kort øjeblik frydede hun sig over at have ødelagt den, indtil hun opdagede at der ikke var glassplintre der ramte jorden, eller andre lyde der indikerede et brud på væggen. Istedet fløj Angelie et par meter ind i det andet rum, og stødte sammen med gulvet endnu engang, da vægten, som hun havde lagt i stødet, gjorde hende ude af stand til at opretholde balancen og blive stående på benet. Hun bemærkede svagt, at Lazarus havde indtaget rummet også, og smilede tilfreds. Han var alligevel for stolt til at lade sådan en bemærkning løbe afsted live, uden selv at gøre noget ved det.
Svagt satte hun sig op på knæene, mens hun lod en hånd løbe igennem håret, og tvinge det var fra hendes ansigt, så hun kunne kigge på ham endnu engang, dog uden at rejse sig op. "Som om" svarede hun spydigt, og var endda i stand til at fremtvinge et smil på læberne. "Jeg vil ikke føje dig, og du ønsker mig ikke" forklarede hun hurtigt og rystede let på hovedet. "Jeg er ikke en ting, som du kan samle på.. Jeg er en person, som du kan indgå en handel med". Et skarpt glimt løb igennem de blå øjne, inden hun lod hænderne støtte mod jorden, og forsigtigt kom hun på benene. "Hvis jeg skal føje dig, må du tvinge mig, for frivilligt.. Det vil aldrig ske"
Angelies sørgede dog omhyggeligt for aldrig at komme til at kigge på liget af pigen.