Gamle minder - Demitri

Tid: Eftermiddag
Sted: Midt i gyden, foran et stort spøgelseslignende hus
Omgivelser: Der er totalt øde
Vejr: Det blæser kraftigt, men uden regn
Dato: 6. Juli

Vinden tudede ivrigt, imens den hylende gled ned igennem den øde gyde. Den var så godt som pillet ud af en western lige før den store battle, men samtidig blandet med de forfærdelige spøgelseshistorier, som børn havde mareridt om natten omkring. Man villle normalt ikke have troet, at der rent faktisk levede mennesker i denne del af byen, men ak.. De fattige levede her, og Angelie, der langsomt bevægede sig op ad gaden nu, havde faktisk haft en lejlighed i denne gade, indtil Zane havde taget hende under sine vinger, og tilbudt hende et hjem i Abbadon, som var langt mere attraktivt end det hun kendte til allerede.
Et let suk gled over hendes læber, mens den blege pige, og rødbrunt hår, stoppede op foran det store spøgelseslignende hus, og lod blikket glide over det. "Falder du ikke snart sammen" mumlede hun undrende, mens hun let og elegant kørte en hånd igennem håret.
Taget var hullet, og så ud som om det kunne brase sammen når som helst. Historierne gik at en familie var blevet brændt levende derinde, fordi en hævngerrig eksmand havde sat ild til stedet. Hvis man hørte godt efter kunne man stadig høre familiens smertensskrig engang imellem.
Dengang Angelie havde været levende, ville det have fået de små hår på armene til at rejse sig, men nu.. Ja nu skete der ikke andet end at hun frydede sig over det. Hævnen havde plantet sig i hendes sind, og ondskaben var for alvor trådt frem, den dag hun var blevet myrdet i teatret. Faktisk kunne hun godt lide sit nye jeg, og sin nye livstil.. Hvordan kunne man også dræbe et spøgelse..
Hver gang hun havde hørt truslen 'vil du dø', havde hun stillet sig op, og grint folk op i ansigtet. Uskyldigt slået ud med armene og sagt 'hvordan kan man dræbe noget som allerede er død'. Den reaktion havde for det meste fået folk til at vende om på hælen, men alligevel var der nogle få, som havde været modige nok til at tage kampen op med hende.

Demetri gik langsomt hen ad en af gaderne, hans blik var rettet mod jorden, han havde en sort jakke på hvor hans fingre lige stikker ud af ærmerne, inden under jakken havde han en hvid skjorte på, nogle almindelig sorte bukser på og nogle sko ?
han drejede ind i en gyde og løftede hovedet lidt og der undslap et stille og kort suk fra hans læber.
efter nogle få minutter kom han til et hus, lignede et spøgelseshus hvis han selv skulle sige det, få sekunder senere så han pigen/den unge dame?



//Undskyld det blev lidt kort.//

Angelie lod stadig blikket hvile på huset, inden hun langsomt lod hovedet glide en anelse på skrå. Man kunne ikke sige, at hun savnede gyden her, men den havde bare en vis.. Aura over sig, som tiltrak Angelie i tide og utide. Forsigtigt bed hun sig i underlæben, mens lyden af fodtrin nærmede sig hendes øregang. Hendes blik blev hurtigt hårdt og koldt, hvorefter hun hastigt drejede hovedet mod gydens udmunding, og så en skikkelse komme gående. Angelies hus begyndte at føles varm, og en skurrende fornemmelse kom over dem *Ilddæmon huh* tænkte hun undrende, mens hun stadig kiggede lettere undrene, og koldt på ham uden så meget som at sige et eneste ord. Hun ønskede ikke at starte samtalen, men hun var for forsigtigt til at lade ham ude af syne.

//har dæmoner og spøgelser et dårligt forhold eller er hun bare kold ?//

//Hun er bare rigtig kold.. xD//

//okay skulle bare lige vide ^^//



han sukkede lidt og rystede kort på hovedet da hun sendte ham det hårde og kolde blik, han havde vel egentlig ikke forventet andet, han troede jo ikke at de så skulle til at drikke te osv. alligevel holdte han sig jo alligevel for det meste for sig selv, han holdte jo ikke sammen med nogen helt rigtig, hvis han gjorde noget godt for nogle andre var det ikke for at være rar eller sød, hvis han gjorde noget var det kun fordi at han selv kunne bruge det til noget, så.. rent faktisk gjorde han ikke noget hvis det ikke var godt for HAM ..

Angelie hævede fortsat det ene øjenbryn, da dæmonen åbenbart ikke var stoppet op, med stadig fortsatte med retning mod hende. Hun himlede lettere opgivende med øjnene, inden hun rykkede prøvende i jernlågen, som var låst ind til spøgelseshuset. Den knirkede faretruende, og Angelie nænnede ikke at ødelægge den. Istedet satte hun af i et elegant spring, henover lågen, og landede omme på den anden side af den. Igen sendte hun dæmonen et køligt og advarende blik, inden hun langsomt og roligt bevægede sig op mod døren, som ville føre ind til spøgelseshuset.

han stoppede kort da hun hoppede over lågen, men da hun begyndte gå mod satte han igang igen, da han kom hen til lågen hoppede han over den ligesom hende.
han satte igen efter hende, der kom et lille smil på hans læber, men det forsvandt lige så hurtigt som det var kommet.

Angelie hørte hvordan jernlågen knirkede, da dæmonen også hoppede over den. *Det var sgu da utroligt.. Fatter han ikk at jeg ik gider blive forfulgt* tænkte hun irriteret, mens hun langsomt stak hænderne i lommerne, på den trøje som hun havde over skuldrene, og den sorte, tætsiddende kjole. Angelie havde altid bare fødder, også idag, mens hun fortsatte sin gang op mod døren. Måske hun kunne slippe af med ham inden i huset. Spøgelserne skulle nok hjælpe hende i hvert fald.
Hun greb hurtigt i håndtaget, og døren gled langsomt op med en klagende lyd. I det samme begyndte en hylen inde fra huset, og vrede stemmer, der snakkede om at forstyrre freden. "Det er bare mig!" hvislede hun irriteret tilbage til stemmerne, inden hun gled igennem døren, og lukkede den bag sig.

han kunne få brug for den Pige, han skulle bare bruge sin evne på hende.
han kom hen til døren og åbnede den, og selvom hylende kom skulle det fandeme ikke skræmme ham væk, han kunne dø på mange andre dårligere måder end i et spøgelseshus.
han knyttede hårdt hånden sammen..

Angelie knurrede lydløst, da hun hørte hvordan døren igen gik. Hvad fanden var der galt med folk i den her by. Tænk at man ikke kunne forstå så tydelig en hetydning. Angelie gled langsomt ud igennem køkkenet, hvor hun vidste en hemmelig trappe befandt sig under køkkenbordet. Uden en lyd, åbnede hun lemmen og gled ned ad trappen, inden hun lydløst lukkede den bag sig. Hernede ville hun have de bedste forbehold for kamp, for Angelie flygtede ikke fra nogen, eller noget! Lyset blev tændt på stikkontakterne, og Angelie opdagede spøgelserne, som også var der. "Kom nu op og jag ham væk for fanden.. I skal jo bare svæve igennem ham et par gange" hviskede hun næsten lydløst, og begyndte at sende dem op igennem gulvet, hvor de angreb dæmonen, ved at svæve igennem ham og forstyrre hans syn.

//Hvordan føltes det når et spøgelse går i gennem en ?//




han krympede sig kort når spøgelserne fløj igennem, men han havde nået at se den hemmelige lem, dog havde han ikke set hvordan man åbnede den hvis man overhovedet skulle gøre noget for at åbne den.
"Fjern jer så fra Mig" Sagde han højt og man kunne høre vreden i hans stemme,

//Har aldrig prøvet det.. Køligt og ubehageligt vil jeg mene ^^//

Angelie smilede koldt, da hun hørte, hvordan han råbte op over spøgelserne. Desværre virkede det også, for de forsvandt. De skulle adlyde en ordre på den måde, hvilket irriterede hende umådelig meget. Sådan var hun ikke selv. Hun skulle ikke adlyde nogen eller noget. Lemmen havde i det mindste en foranstaltning.. Man skulle indtaste en sekscifret kode, for at slå låsen fra, og han ville nok ikke regne den ud lige foreløbig. Istedet valgte Angelie, at bevæge sig videre igennem kælderen, og over til den anden lem, som ville åbne op inde i stuen, som var i den anden ende af huset.

han gik hen til lemmen og forsøgte at åbne den, og da det mislykkeds prøvede han at ødelægge den, han var stadig pisse sur over det med sspøgelserne..
til sidst fik han den åbnet og løb ned i kælderen.

Angelie var næsten henne ved lemmen i stuen, da hun hørte braget fra lemmen der gik i tusinde stykker. *Nogen er nok hidsige* tænkte hun langsomt, og åbnede hurtigt den anden lem, som hun kravlede opad, og lukkede forsvarligt, inden hun rykkede en sofa henover den. Istedet stillede hun sig midt i rummet, og overvejede hvor hun skulle bevæge sig hen. Hendes blik faldt på en tom plads inde i et soveværelse, som var ryddet. "Der!" hviskede hun og gik ind i rummet hvor hun stillede sig op ad væggen, og ventede på at dæmonen villle komme.

han smed jakken og gjorde så hans vinger kom frem, de brød ud igennem ved hans skjorte ved ryggen han fløj hurtigt hen til den anden lem og brugte alt sin vægt til at åbne den, efter noget tid fik han den åbnet, og søgte hurtigt i rummet efter hende.

Angelie fnøs let, da hun hørte hvordan han langsomt brød igennem den anden lem også. Denne gang blev hun dog stående inde i værelset, for at finde ud af hvad det rent faktisk var han ville. Hun kunne se hvordan han søgte i rummet ved siden af, og en kølig latter gled over hendes læber. Det var stadig sen eftermiddag, men når klokken ville slå tolv ville hun blive spøgelse og gennemsigtig.. Hun ønskede dog en ordentlig forklaring inden hun blev til den person. "Og hvad er det lige, som du vil mig!" sagde hun højt, for at fange hans opmærksomhed. Hun kiggede afventende på ham, mens hun bare.. ventede.

Han vendte sig om og så på hende. der kom et koldt smil over hans læber.
"Jeg vil have dig," hun ville nok ikke forstå hvad han mente med det, han kunne jo mene mange ting med det.
"det det jeg vil dig, så simpelt er det, jeg vil bare have dig.."

Hun fnøs let, inden hun prøvede at kigge om på ryggen af sig selv, hvorefter hun vendte ryggen til ham, og pegede ned mod sin egen ryg. "Ser du et prisskilt her?" spurgte hun koldt, inden hun vendte blikket mod ham, hvorefter hun igen stillede sig med fronten mod ham. "Nej det tænkte jeg nok.. Det betyder ikke til salg!" tilføjede hun hvæsende, og himlede med øjnene. Han ville sgu aldrig få fingrene i hende. Hun brød sig ikke engang om ham sådan som han havde stalket hende, og så regnede han med at hun bare ville gå i hans tjeneste eller sådan noget.

"Mm.. ok, det regnede jeg med du ville sige.." sagde han og sukkede kort.
så var der åbenbart ikke nogen udvej end at give hende Kysset.
han giv langsomt hen mod hende uden at se på hende, så bare køligt på hende.

"Fordi du havde vel ikke regnet med jeg ville kaste mig i dine arme, og tro at du var den eneste ene" svarede hun sarkastisk, inden hun opdagede hvordan han langsomt nærmede sig. Hvad mon han havde i tankerne? Ikke for første gang ønskede hun at kunne læse andres tanker, men det ville være umuligt. Hun kunne altid bruge sin magi på ham, hvis han kom for tæt på, så hun blev bare stående, og ventede på, at han ville nærme sig nogle få meter mere.

der var kun få meter mellem dem, men for at overraske hende brugte han sine vinger så han hurtigt kom til at stå foran hende.
"Endelig.. " Hviskede han idet hans hovedet nærmede sig hende's, endelig skulle hun blive hans.

Angelie var ingen vampyr, med lynhurtig hastighed, men hendes reflekser fejlede intet, og hun så at han nærmede sig hastigt ved hjælp af vingerne. Han havde vel regnet med at det ville overraske hende, men hun havde virkelig prøvet værre ting, end en utrænet dæmon. Hans hoved nærmede sig hendes, og Angelie vidste han ville prøve at kysse hende. Hun trak vejret dybt, og satte i et langt og hvinende skrig, som fik ethvert væsens eller menneskes øre til at føles som om de ville springe, som om tusinde af nåle blev ved med at bore sig ind i dem af smerte. Men mest af alt, så nået skriget helt ind i hovedet på folk, og gjorde at de ikke kunne koncentrere sig om hvad de foretog sig, men de ville istedet bukke under i ren smerte, og det ville denne dæmon også gøre.

da hun skreg knækkede han sammen i hele kroppen, holdte sig for ørene som om det ville hjælpe.
han kom selv til at skrige lidt, ikke så højt men dog stadig et skrig,
nu var han sur, skide være med at han fik hende, nu skulle hun bare dø.

Angelie så hvordan han knækkede sammen under hendes voldsomme stemme, og mens øjnene lyste af triumf, begyndte hun langsomt at bakke ud af lokalet, mens hun fortsat skreg. Hun hørte hans svage skrig, og Angelie rystede let på hovedet over at han var så svag. Hvad havde han også regnet med. Angelie var ikke bare et svagt menneske, hun nåede ind i stuen igen. "Har din mor aldrig lært dig at man ikke skal lege med ilden" sagde hun så, inden hun vinkede kort, og forlod ham i rummet, inden hun selv bevægede sig mod døren. Hun kunne godt holde skriget, men hun vidste at han ville jagte hende nu, og lidt sjov kunne hun vel ligeså godt få ud af dagen.