Ude godt, men hjemme bedst

Sted: Addadon
Tid: Aften omkring 21
Vejr: Solen er gået ned
omgivelser: Det sædvanlige

Angelie hostede langsomt, mens hun bevægede sig ned ad den lange trappe. Hun var stadig ikke kommet sig fuldt ud efter sit mindre problem, som hun var begyndt at have med sine evner. Faktisk måtte hun finde på et eller andet, så hendes sving ikke ville være så voldsomme, indtil hun ville have fuld kontrol over sine kræfter.
For enden af trappen stoppede hun kort op, inden hun lod blikket glide rundt i en nysgerrig vinkel. Som om noget var forkert ved stedet. Mistænksomt kneb hun øjnene sammen, inden hun langsomt bevægede sig hen mod porten. Hvor var hendes herre? Hun vidste det ikke, og det var vel også ligemeget. Hun kunne da sagtens være alene hjemme, men noget stank.. Og det var ikke affaldet.

Lazarus havde bevæget sig via kloakken over til Abadon. Han ville se det sted kampen snart skulle ske. Han ville også se om han kunne lære mere om Zanes mystiske sygdom han havde hørt om. Lazarus fandt de første to vagter. Han berørte let den ene og fik ham til at dræbe den anden ved brug af sin Puppetmastery evne. Lazarus bevægede sig hurtigt over og bed tænderne i vagten der stadigvæk var i live. Da han havde suget nok blod til at dræbe vagten løftede han stille gulvet med sin overmenneskeligestyrke og lagde dem ned under. Men først tog han den enes uniform og dog den på. Lazarus vidste at den eneste der ville kunne genkende ham var Angelie og dette var et stort sted.. At løbe ind i hende ville være som at finde en nål i en høstak.

Angelie skærpede sin hørelse så meget som hun kunne, for at opdage hvad der var galt, men hun hverken hørte eller så noget. Det eneste der var tilbage, var den der klamme følelse som klistrede til hendes hud, og hun bed sig hårdt i underlæben, mens hun langsomt bakkede væk fra hovedindgangen, som om en drage kunne træde ind igennem døren når som helst det skulle være.
Automatisk klarede hun sine tanker, for at ingen ville have mulighed for at høre dem, og vide at hun var i nærheden, hvorefter hun langsomt gled i et med skyggerne under trappen, med blikket vendt fast mod døren.
Ingen kunne da komme ind på dette sted? Det nægtede hun simpelthen at tro på. Måske var hun også bare begyndt at blive paranoid efter alle de ting hun havde været igennem på det sidste.. Det var trods alt ikke så lidt måtte hun indrømme.

Lazarus satte hætten over hovedet og åbnede hoved porten. Han var forklædt og klar til at gå ind som var han en simpel vagt. Han lukkede porten efter sig. Han gik over imod trappen da han fik øje på Angelie. En lyst til at lege voksede i ham. Hans hjerne sagde han skulle lade være og gå videre men han kunne ikke. Han blev nød til at lege. Det var for oplagt. Lazarus gik over til Angelie og sørgede for at hætten var nede så hun ikke kunne se hans ansigt. Lazarus ændrede sin stemme så godt han kunne og sagde imens han bukkede '' Frøken... Jeg skal aflevere en ny medicin prøve til lægen her men jeg ved ikke hvor hans kontor er.. Kan de pege hvilken vej det er... Jeg er ny på jobbet ser de ''. Inden under hætten smilede Lazarus ondt og hans blik borrede sig ind i Angelie.

Porten gled op, og Angelie så næsten med det samme at hun allerede var opdaget. Personen som gled igennem lignede en af vagterne, og hun rettede sig op, inden hun trådte ud i gangen og lod blikket glide vurderende over personen. Følelsen i huden kriblede frem i hendes sind. Den prikkende fornemmelse, som tusinde af nåle der blev stukket igennem hendes hud, og hun havde kategoriseret ham som vampyr. Hun havde haft ret.. Noget stank virkelig her omkring, men hvad var det?
Lægen? Hun prøvede at huske på om hun nogensinde var stødt ind i en læge, men det var efterhånden ikke til at vide. Hun kunne ikke holde styr på folk som bevægede sig forbi hende hver eneste dag. Istedet rakte hun afventende den ene hånd frem mod ham. "Du kan give det til mig.. Jeg skal nok bringe det videre" mumlede hun i et neutralt tonefald, inden hun afventende hævede det ene øjenbryn. Ny siger du.. Det var vel også meget muligt, eftersom hun ikke anede hvad der foregik i borgen.. Faktisk kendte hun ikke meget til de folk som arbejdede der, udover den gamle vagtmester, som hun havde nedslagtet den første dag.

Lazarus smilede bag hætten '' Det kan jeg desværre ikke frøken... Jeg er blevet beordret til kun at give den til Zanes personlige læge ''. Lazarus lænede sig over til hendes øre og hviskede '' Det har noget med hans sygdom at gøre... Mere kan jeg ikke sige... Jeg siger kun dette fordi jeg ved de også ved han er syg ''. Lazarus kunne læse i hendes tanker at hun ikke vidste noget om nogen læge så han prøvede på en anden måde '' Hvis de ikke ved hvor lægen er kan de så vise mig hen til en der gør? ''.

Angelies øjenbryn hævede sig endnu længere i vejret, da denne.. vampyr nægtede at udlevere medicinen, og hun lod langsomt hovedet glide en anelse ned, for at hun kunne skule ind under hætten. Hun var næsten sikker på han ikke var en vagt, og den næste sætning bekræftede hende teori.
Hendes herre ville aldrig lade en vagt.. og slet ikke en ny vagt vide noget om den sygdom, men det vigtige spørgsmål var nærmere.. Hvor vidste han det fra? Hun hørte en stemme mod hendes øre, og den var alt for velkendt til at være en som hun aldrig havde hørt før. Langsomt spærrede hun øjnene en anelse op, da det gik op for hende, hvem stemmen mindede hende om.
Hendes hånd faldt langsomt tilbage i korslagte arme, mens hun sendte vagten et gennemborende blik. "Burde du ikke passe din vagt" bemærkede hun langsomt, inden hun lagde hovedet på skrå, og hendes stemme var blev kold som is. "Hvis du ikke vil udlevere medicinen til mig, må du vendte til vores herre dukker op"

Lazarus kunne godt se han var blevet opdaget. Han havde troet Angelie vidste noget om sygdommen. Han kunne læse hun vidste han ikke var en normal vagt. Men Lazarus var jo Lazarus og havde allerede tænkt så langt. Lazarus lænede sig ind og hviskede igen '' Jeg er ikke en simpel vagt men hvis jeg kom under andre klæder ville folk fatte mistanke.. Herren ønsker ikke noget skal vide om hans sygdom... Derfor lader han os han har sendt på opgaven til at finde kuren udgive os som vagter... Hvor skulle jeg ellers vide fra de kendte til sygdommen.. Frøken Angelie ''.

Den stemme. Den skar sig igennem hendes ører hver gang personen talte, og Angelie kæmpede for ikke at skære en grimasse over den. Hvor mindede den bare så ufattelig meget om vampyrens. Hvis bare hun vidste hvor Zane var.. Han vidste hvem der var ansat til hvad her på stedet, og han ville kunne gennemskue denne løgn.. Hvis det i det hele taget var en løgn? Tvivlen begyndte at trænge sig under huden på hende, som vagten fortsatte med at tale. Han kendte hendes navn.
Igen rettede hun sig op i sin fulde højre, mens endnu et gennemborende blik gled mod denne person. Lige nu betød medicinen ikke meget. "Ja fortæl mig hvor du ved det fra" svarede hun i et tonefald, der fortalte at han ikke skulle tænke på at lyve overfor hende. "Og fortæl mig hvor fanden du kender mit navn fra" tilføjede hun i det samme tonefald, mens hun blev stående, og kiggede afventende på ham.

Lazarus smilede under sin hætte '' Jeg er en af Zanes skyggekrigere... Jeg har aflagt Lazarus en besøg eftersom han havde fundet ud af noget om Zanes... Jeg kan virkelig ikke fortælle dem mere frøken Angelie.. Jeg vil bare have den forfærdelige lugt af hans hus væk fra mig og aflevere denne prøve... Jeg har allerede brugt for meget tid her ''. Lazarus begyndte at gå ovenpå langsomt for folk ikke skulle tro han havde travlt. Han ville lige se stedet an... Hvis han kunne finde ud af mere om Zanes sygdom var det et bonus men lige nu var han på udebane og på tynd is.

Angelie så hvordan han begyndte at skifte emne, og forklare sig. Han undlod dog at fortælle hvor han kendte hendes navn fra, og det lod hun ham ikke slippe afsted med. Hun lyttede til hans fine fortælling, mens hun fulgte i hælene på ham op ad trappen. Hun nægtede i hvert fald at lade denne mand være ude af hendes synsvinkel, indtil hun havde fundet ud af hvem det var. Desværre havde hun ikke kræfterne til at tvinge ham tilbage ved magt, eftersom hun stadig var syg og svag efter hendes sidste sammenstød med Den tankelæsende vampyr. "Hvor kender du mit navn fra" sagde hun igen, i det spørgende tonefald, mens hun begyndte at bestige trappen lige efter ham. Oppe på første sal havde Angelie sit værelse, som var den første dør på venstre hånd, mens Zanes var det helt nede i bunden. Resten af rummene tilhørte vist nok personalet så vidt hun huskede.

Lazarus smilede under sin hætte.. Hun havde lige fortalt han hvor Zanes rum var og hendes eget rum. Lazarus kunne næsten ikke holde sig tilbage.. Han vidste hvor Zane sov nu. Det var sikkert også der hans sværd var. Så tæt på. Ingenfor Lazarus hånder snart. Men ikke denne gang. Lazarus sagde stille '' Jeg er en skyggekriger.. Vi ved det meste af hvad der sker her... Nogle af os beskytter dig og Zane når i er her.. Vi er Zanes speciel styrke... Så ikke følg efter mig folk fatter mistanke frøken Angelie... Jeg ønsker ikke at sige ting så ondt men jeg ønsker heller ikke at folk opdager jeg er skyggekriger ''.

Så de vidste det meste var. Hun havde under hele samtalen tænkt på stemmen, men nu skulle hun have sin mistanke bekræftet. Hun var næsten sikker på at det var den forbandede vampyr, som på en eller anden måde havde sneget sig ind i borgen. Hun ville dog brændende ønske at vide hvor han havde alle de informationer fra. Ingen ville kunne fortælle ham det, uden at nogle andre ville vide det også.
"Jeg er heldigvis fuldstændig ligeglad" svarede hun kort og kontant til at hans sætning, om at hun ikke skulle følge efter ham, mens hun fortsat vandrede i hælene på ham. Hun opdagede hvilken retning de havde, og Angelie tog et greb i hans arm. "Lægens kontor er ikke på denne etage" sagde hun bestemt, inden hun nikkede let mod trappen, for at vise at de skulle den vej. Han ville ikke vide om hun løj, medmindre han ville kunne læse hendes tanker, og indtil videre havde hun kun mødt meget få, som var i stand til det.

Lazarus smilede da hun rørte ham. Han ville ikke have hun skulle opdage det var ham. Men han havde fejlet på det område... Han havde dog set hvad han skulle... Området, kampstedet og hvor Zane og Angelie boede... Han ville alligevel blive afsløret når Zane kom hjem... Han kunne lige så godt have det lidt sjovt. Efterson Angelie havde rørt ham kunne han nu aktivere sin puppetmastery evne. Han brugte den så Angelie ikke kunne bevæge sig og derfor ikke skrige om hjælp. Han fjernede sin hætte og kiggede på Angelie. Han lænede sig hen til hendes øre og hviskede '' Tak skal du have for den dejlige rundtur... Jeg har nydt den rigtig meget ''. Lazarus fjernede sit hoved langsomt. Men så stoppede han. Han ville tage mere fra Zane. Han ville gøre noget ved Zanes elskede som Zane aldrig ville tilgive ham for. Det var en sjov leg. Lazarus kyssede Angelie på læberne og lod hende bevæge hendes læber og kæber frit. Dog ikke hendes hals så hun kunne råbe. Efter et dybt kys på et minut stoppede Lazarus slap sin Puppetmastery evne og løb hen mod trapperne. Efter at have brugt sin Puppetmastery evne i så lang tid skulle han lige have lidt tid før han ville bruge overnaturlig hurtighed. Bare et minut og så ville han bruge det.

Angelie kneb hurtigt øjnene mistænksomt, da hun rørte ham, og vidste med sikkerhed at noget var galt. Desværre havde hun glemt den ene lektion, som vampyren havde givet hende ved deres første møde. Hans evne til at kontrollere andres bevægelser. Hun mærkede hvordan hendes hals blev tør og trak sig sammen, hver gang hun åbnede munden, for at advare alle som var til stede i borgen. Hun havde gjort det igen. Igen havde hun ladet den forbandede vampyr trænge ind, og blikket hun sendte ham, lynede af raseri da han kom tæt på.. Alt for tæt på. hans sætning var med et ligemeget, da hun mærkede hvordan han lod sine læber ramme hendes i et dybt kys. Eller sådan prøvede han at få det til at virke, men Angelie nægtede at gengælde det. Han skulle ikke tro noget.
Hun mærkede at han flyttede sig efter et minut cirka, og hun fulgte hjælpeløst med, da hun så hvordan han begyndte at forsvinde, lige ind til hun opdagede at hun havde bevægelsesfriheden igen. "Indtrængen!!!" råbte hun af sine lungers fulde kræft, inden hun samlede den lille beholdning af energi som hun havde tilbage, inden hun styrtede ned af trappen. "Ulovlig Indtrængen!!" Hun gentog ordene højt og tydeligt, for at alle ville være i stand til at høre det, inden hun svang sig over gelænderet det sidste stykke. Allerede i svinget mærkede hun hvordan grebet og vægtplaceringen var forkertm og Angelie faldt sammen på gulvet på grund af hendes svaghed, mens hun stirrede vredt efter Lazarus.

Lazarus greb fat om sit sværd Zahiro og begyndte at kæmpe da de mange vagter stormede ham. Han kæmpede imens han talte ned til han ville bruge sin hurtighed * 40... 39... 38 *. Lazarus var en god sværd kæmper og det viste sig. Han blokkede et sværd imens han sparkede et andet sværd væk med sin fod. Så kørte han hans og det sværd han blokkede ned for at blokke et nyt sværd. Han lavede en hurtig bevægelse så de to modstanders sværd hævede sig og så skar han dem i maven med en hurtigt sving med Zahiro. Flere og flere vagter kom til og Lazarus mærkede hvordan han blev ramt et par gange. Han blødte. Men sårene lukkede hurtigt. Han havde jo næsten lige drukket blodet fra vagten og var derfor på fuld styrke. Lazarus brugte nu sin kampsport og sprang op på hovedet af en vagt så alle de vagter der slog efter ham ramte hinanden. Lazarus satte en fod på hver skulder af vagten og klemte sammen og drejede hele sin krop. En knæk hørtes da vagtens nakke knækkede. Lazarus satte af og landede overfor Angelie og sagde med en rolig og og fattet stemme '' Jeg ved du kommer til at drømme og længes efter det kys... Latterlige lille Zombie pige ''. Lazarus blinkede til Angelie * 3... 2... 1 *. Lazarus kiggede mod døren og med et blink af øjet stod han ved døren. Han flåede det op og kastede den mod vagterne. Lazarus var meget bleg nu og virkede afkræftet. Han kiggede ud og bevægede sig igen så hurtigt det bare så ud som om han forsvandt.

Angelie kneb irriteret øjnene sammen, mens hun hjælpeløst så til hvordan nedslagtningen foregik for hendes øjne. Hvad fanden bildte han sig også ind at komme her. Hun bed sig hårdt i underlæben, mens hun gentagne gange prøvede at rejse sig op fra jorden. Til sidste lykkedes det hende at komme op i siddende stilling, lige tids nok til at se hvordan vampyren langsomt nærmede sig hende. "Længes er måske så meget sagt" svarede hun hvislende tilbage, inden hun spyttede efter hans ansigt, da det var tæt nok på til at hun ville kunne ramme ham. Hun ville tænke tilbage på det kys, som var det gift hun havde fået sprøjtet direkte ind i årerne.
Hendes blik opfangede hvordan han langsomt satte sig i bevægelse, som ende med at blive hurtigtfart. Automatisk brugte hun de sidste kræfter som hun havde tilbage i sig, til at slynge hånden fremad, som en bølge, der var på vej ind over stranden, mens hun påkaldte magien fra sit indre, og langsomt startede den med at flyde ud igennem hendes arm. Farten i magien tog hurtigt til, og til sidst gled en rasende storm igennem salen, og hen mod døren, hvor vampyren nu stod, og flåede døren op. Hendes storm ramte døren med et højt smæld, og dørsiderne fløj automatisk i, og holdt døren lukket, inden en anden håndbevægelse gjorde at slåen gled ned, og blokerede døren fra at blive åbnet igen. Hun vidste at stormen også ramte alle vagterne og vampyren selv. Hun tvivlede stærkt på, at han var i stand til at forsvare sig mod noget fysisk som vind, og derfor ville han også blive tvunget op ad væggen, så længe den rasede.
Der gik dog ikke andet en nogle få minutter, før Angelies kræfter slap op, og hun faldt igen sammen som en kludedukke. Hun kunne ikke gøre mere nu, eftersom hun havde opbrugt de sidste kræfter hun stadig havde haft i sig, og mens hendes øjne langsomt gled i hviskede hun et enkelt ord. "Zane.." Navnet flød lavt ud igennem hendes læber, inden hun langsomt synede hen i noget som mennesker ville kalde bevidstløshed, hvilket det nok også var for Angelie, men efter nogle dages hvile, ville hun igen slå øjnene op, og langsomt komme sig.

Lazarus så sig omkring da hans forsøg på at åbne døren fejlede. Han kiggede på alle vagterne der lå besvimet over det store pres vinden gav. Lazarus gik hen og drak fra en af dem. Han mærkede sine kræfter vende tilbage. Han kiggede over på Angelie og smilede ondt. Dette var den perfekte chance. Han tog Angelie over skulderen og gik over til døren og flåede den op den her gang. Han tog hende med via kloakken over til hans hus og lagde hende ned i kælderen. Lazarus sad og kiggede på hende . Nu skulle han have det sjovt.

Angelie sendte ham et triumferende smil kort før hun lod øjnene glide i, inden hun praktisk talt var fuldstændig væk.
Hun bed ikke mærke i at hun blev fjernet fra borgen, og båret hen til det hus, som hun hadede mere end noget andet i hele verden, og lagt i en kælder. Den selv samme kælder hvor der havde siddet en dukke af hende selv.
Langsomt hostedet hun kort, mens hun svagt glippede med øjnene, da hun langt om længe begyndte at komme til bevidsthed igen. Hun kiggede en anelse forvirret rundt i starten, inden hun spærrede øjnene helt op ved synet.
Vreden i hende, fik Angelie til at sætte i et højt og klagende skrig, dog uden hendes magi, mens hun hævede sig på benene ved hjælp af en faldefærdig stol.

Lazarus stod over i hjørnet og kiggede på hende '' Er du vågen Zombie pige... Det er noget af en magisk evne du har dig der... Godt du kan slå dine egne vagter ud... Det var noget af et show ''. Lazarus kørte charmerende en hånd gennem hans hår. Han slikkede sig om munden og grinede '' Nå men til hvorfor jeg tog dig med her hen... Igen... Er fordi jeg gerne vil vide noget om Zanes stærkeste mænd.. Jeg ved han har Ma'lakel... Har han flere? ''.

Angelie fik øje på vampyren, og hendes blik lovede ham en død værre end noget andet når hun ville få chancen for at slå fingrene i ham.
Hun svarede ikke på hans første kommentar omkring hendes kræfter, og hun lod ham bare tale, mens hun klemte læberne sammen, for ikke at sige en eneste sætning. Hun sørgede også for at holde tankerne rene, så han ikke ville kunne læse dem. Hendes blik var vendt mod ham konstant, med raseriet glimtende i de blå krystaller.
Hun vidste ikke engang noget om denne.. ma'lakel eller Zanes andre af de stærke krigere. Hun lod sig ikke blive indladt i den slags, og derfor kunne hun heller ikke videregive oplysningerne, hvilket faktisk var en stor fordel for hendes side.

Lazarus læste hendes tanker. Han koncentrerede sig meget * Så hun ved ikke noget om styrkerne *. Lazarus bevægede sig hurtigt over og greb fat i Angelie's hår og rev hende op i luften '' Fortæl mig om Zanes sygdom... Jeg vil vide alt du ved om den... Hvis ikke du fortæller vil jeg pine dig til du tigger om nåde... Smerte er en ting men de ting jeg kan gøre ved dig er en anden side... Jeg ved lige hvordan jeg skal pine dig mest ''.

Angelie kæmpede for at komme på benene, men hun blev ved med at miste balancen, og et lavmælt hvin gled over hendes læber, da vampyren rykkede fat i hendes hår, og løftede hendes op fra jorden. "Aldrig" hvislede hun mellem sammenbidte tænder, mens hendes fingre ledte efter et svagt punkt på hans hænder, så han ville slippe grebet. Angelie lyttede kun med et halvt øre til hans snak om smerte, mens hun kæmpede for at komme fri. løftet i håret gjorde ualmindeligt ondt, og små pletter begyndte langsomt at danse for hendes øjne. "Jeg vil aldrig fortælle dig noget om min herre" tilføjede hun besværgeligt, inden hun spyttede ham i ansigtet, for at vise sin foragt imod ham.

Lazarus grinede bare og sagde med en ond stemme '' Jeg kan jo gøre det samme jeg gjorde i borgen... Kan også gøre værre ting end det... Du skal virkelig passe på med at lege med mig... Jeg kender efterhånden alle dine svagheder Angelie... Fortæl mig så om Zane gør jeg gør livet meget surt for dig ''. Lazarus slyngede hende lidt rundt ved at rykke hende i håret så hun fløj frem og tilbage. Lazarus ville finde hvad han havde brug for. Kampen mod Zane var snart på trapperne og alle Lazarus agenter var snart klar til at rykke ud og angribe Zanes borg. Kampen var om hjærnet og Lazarus havde brug for information.

Angelie hvislede nogle lydløse eder og forbandelser mod ham, mens hendes hænder søgte efter hans, som havde fat i håret, for at tvinge ham til at slippe det. Hun mærkede hvordan han ruskede med det, inden hendes hænder endelig fandt den bløde hud mellem tommel- og pegefinger. Hun klemte de lange sorte negle ned i huden, med en sådan kræft, at Angelie langsomt mærkede en varm flydende væske mellem fingrene, men hun stoppede ikke. "Jeg vil hellere lide i al evighed, end at forråde min herre" svarede hun langsomt, inden hun vredt vendte blikket mod ham, for at vise at han ikke kunne gøre noget ved hende, som ville ændre hendes holdning.