Hjemme bedst- men hvor er det? //Isaac//

Tid: Tidligt på aftenen
Vejr: Støvregn
Omgivelser: Ikke særligt befolket
Dato: Den 11 juli
Sted: Havnepromenaden


Havnen var mørklagt og mere eller mindre mennesketom den aften. Meget få bordegaer og værtshuse var åbne, hvorimod alle de førhenværende sommeråbne farverige butikker havde lukket for regnen og den manglende mængde sommerlige mennesker. Der var en rolig skumring med bølgebrus i baggrunden og duften af saltvand var så merkant at man nærmest syntes at tågen rundtomkring var bestående af ene den ætsende masse. Midt i tågen bevægede en mørk skikkelse. Ravens lange sorte hår gav efter bag sig og viftede kort engang imellem når der kom et lille vindstød. Hun havde akkurat været ude og tjene kort på en af de lokale kroer. Heldigvis havde de selv instrumenter og elektronik så hun ikke havde behøvet at slæbe til den lettere flade løn dertil. Musikken derinde havde heller ikke været meget ønsket for hende- Hun havde selv altid foretrukket rock eller den lidt mere støjende udgave, men alle de ældre kunder ønskede gamle ballader og blues hun knapt kunne teksterne på.
Hun sukkede kort og lod sin hånd stryge igennem sit fugtige pandehår, som var begyndt at klistre sig en smule til hendes lyse pande. Hun betragtede kort omgivelserne og smilte let.
Ingen mennesker ude huh? I så fald behøvede hun nok heller ikke være så vagtsom når hun gik igennem gyderne imod sin lejlighed. Normalt skulle man holde øjnene åbne i det område. Hun knejsede kort nakken og så imod den mørke skyede himmel med et tænkende blik.

//^^ op op^^//

mørket blev med et mørkere, og skyggerne begyndte at røre på sig, mens et par røde øjne et øjeblik kunne ses som to smalle streger i luften, før Isaac gjorde sin entre', ved at træde frem.
han mærkede regnen gennemvæve sit hår, og næsten som en tåre løb ned af hans ene kind, der virkede blegere i skæret fra sparsomme lys, der kun stamme fra vinduerne, og som gav hans øjne et kraftig skær af rødt. han begyndte med afmålte skridt at følge havnekanten,
med skyggerne efter sig inde i mørket, hvor de var skjult for normale blikke..
Isaac gik med hænderne dybt begrave i lommen på den lange sorte trenchcoat.
det blonde hår, der virkede mere hvidt på grund af mørke, hang ned i hans øjne, som små krøller. det skæve smil sad hvor det plejede, som morede han at tænke på, hvor nemt det var at underholde så simple skabninger som mennesker.. skridtene gav en svag dunkell genlyd på grund af regnen, men for en gang skyld var Isaac helt ligeglad, for her var han ikke ude på at liste sig frem, for han havde fundet sit mål. en lille ensom skabning som stod helt alene.
han gjorde kort et diskret tegn til mørke, mens smilet røg længere op, så lyset kort skinnede i hans ligne hvide tænder, plus den to hjørnetænder, der var lidt længere enden de andre.
Isaac stille sig bag hende og sagde med lavmælt høflig stemme "godaften raven"

Raven gav et kort gik igennem sig og vendte først bare nakken og ansigtet imod ham, så det lange hår kort gav et svip imod hendes skulder. Hun åndede kort lettet ud. "Ah. Isaac." sagde hun og smilede stille inden hun vendte sig helt om og betragtede ham stille. Ligeså dryppede regnen ned af hendes væsen og lod håret trække sig lidt væk fra hendes ansigt, fik det til at virke klarere end når det lettere lange pandehår var i vejen. Hun smilte stille og lod egentlig ikke til at lade sig gå på af regnen. Hun havde endnu ikke været syg før, så hvorfor skulle hun tænke på det som det første?
Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Ude at gå tur i det dejlige vejr?" sagde hun med et kækt lille smil inden hun rettede sig lidt op. Hendes egentlige spørgsmål bag det var egentlig: Hvad går man og laver?
Hun havde dog en lille ide. Det var vel tid til at tage afsted?

"leder efter dem, for de er ikke så let finde, som man skulle tro" han smilede kort til hende, før han lade langsom sin ene hånd omkring hendes håndled, som han, hvis hun ikke kæmpede for meget imod, ville løfte, så han kunne se om mærket stadig sad rundt om hendes håndled som kendetegn. han ville ønske han vidste hvem, der have lavet det tegn på selve hendes håndflade, så han kunne udrydde denne skabning, for som dæmon bryder han sig ikke om at dele med andre. den hvide finger ville kort følge mønsteret i rundt, før han ville give slip på hendes hånd, med et smil. men alt det ville kunne ske, hvis hun ikke kæmpede imod?
stilhed var et øjeblik imellem skyggerne, hvor kun musikken kunne høres..
Isaac vendte kort ansigt væk fra hende med et smil, for han mærkede tydelig utålmodigheden hænge i luften, før han vendte tilbage til hende med et skævt smil på sine læber.
"de ved vel selv hvorfor jeg er kommet ikke?" hans stemme bar en let tone af høflighed, blandet med undertone af noget lumsk.

Anthon strittede ikke imod. Det var trods alt hans mærke.. Tjaa. hans og.. den andens. Hun bed sig kort i læben over den anden dæmon der havde afsat et mærke på hende i løftet om at hjælpe. Dog havde han ikke gjort hende noget endnu, hvilket egentligt var ilde tilset fra Anthon. Bare tage uden at betale. Hun kiggede kort op på Isaac med et tænkende blik.
"Det er vel tid til at tage afsted formoder jeg? Jeg ser ingen anden grund i at nogen skulle lede så ihærdigt efter mig." sagde hun og smilte stille. Selve ideen om at han havde ledt kvikkede faktisk en del på det der med at føle sig alene lige for tiden. Fik hende til at føle at hun på sin vis var nødvændig. Hun rystede kort på hovedet og betragtede stille skyggerne omkring der syntes at have en vis form for liv så pludseligt. Hun havde gættet sig til for længst at han havde virkning på dem. Gad vide om hans magt lå i alle skygger og hvis der gjorde.. hvad sker der så med formerne skyggerne forlader?

"det er rigtigt, meget gerne i aften, for der desværre sket, som gør at rejsen er nød til at finde sted tidligere enden planlagt." Isaac holdte kort en pause, vidste ikke helt hvor meget han skulle fortælle hende, når nu hun også tilhørte en anden, især fordi det var sket var sket så pludselig, at visse steder stadig ikke var offentliggjort.. "ønsker de at have noget med, før vi tager af sted, ellers give besked og jeg ville søge for at det bliver bragt til hotelle"
han vendte med et ryggen til hende. gjorde kort nogle bevægelser med finger som dirigerede han et orkester. skyggerne bevægede sig kort, før flere af dem på en måde forsvandt med en bevægelse som et menneskelig øje kun ville have set som noget utydelig ud af den ene øjenkrog.. han drejede sig halvt rundt og så han så skævt over på raven..

Anthon betragtede ham stille. Tidligere end forventet? Hun lagde hovedet lidt på skrå og nikkede så. "Bare lidt af mit tøj og små ting som tandbørstesådan." sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå og så på ham. Hun bed sig kort i læben. "Kælderlejligheden til højre for første hånd i den centrale bygning i slumkvarteret lejlighedbyggeri." sagde hun så og så tænkende på ham. Havde han virkelig folk der kunne gøre det bare sådan? Hun smilte kort og betragtede ham stille.
"Hvis det kommer mig ved... Hvad er det så som kræver sådan en hurtig afrejse? Ikke at det er mig et problem. Jeg havde egentlig undret mig over hvornår det ville ske."

"det er noteret, de skal nok få deres ting, før de ved af det" han vendte igen ryggen til hende, mærkede kort regn imod sit ansigt som kærtegnede hænder..
"det skal de ikke bekymrer dem om lige nu.. " sagde Isaac skævt over sine skulder, med et mørk blik, der viste at det ikke kom hende ved.. men måske senere?..
"hvis de er så venlig at komme her hen, for vores rejse begynder ikke her, vi skal nemlig egentlig et andet sted hen." han gjorde igen nogle tegn til mørke, hvor skyggerne gemte sig, hvor af nogen pludselig forsvandt.. Isaac vidste godt, et sted at det var farlig det han gjorde, ved at sende så mange af sine vogter væk, men han havde nu en ekstre med, som han indtil vider ikke ønskede, der skulle ske noget ved. han rakte kort sin hånd til raven som gentleman..

Anthon nikkede kort overbærende da hun fangede pointen. Egentligt så bekymrede det hende ikke synderligt, men hun havde vel brug for at spørge så man var sikker på at hun ikke var fuldkommen ligeglad. Hun kiggede roligt på ham idet han rakte hende hånden inden hun skævede kort til skyggerne. Hun trak på skuldrene og rakte ham hendes hånd og smilede kort til ham. Maneer havde han nu og det satte hun pris på selvfølgelig. Dog havde hun erfaret at det ikke kun var gode ting der kom ud af hans hænder. Hun bed sig kort i læben og kiggede kort på mærket han havde påført hende. Hun rettede sig op med et målrettet blik. Sådan en lille ting skulle ikke stoppe hende i noget.
Hun nikkede til ham som et tegn der sagde: jeg er klar!

Isaac trak hende med elegant bevægelse indenfor sig, så der kun var en halv meter eller minder imellem dem. han lænede sig lidt frem og hviskede med lavmælt stemme i hendes ene øre "stoler de på mig?" han så kort over hendes skulder og ned i hendes øjne med et hemmelighedsfuldt blik.. han vidste godt et sted måske hvad hun ville svare, men han var nød til at være sikker, for hvis nu det gik galt, så kunne det meget vel ende med at en af dem bliv såret eller måske det der var værre.. også fordi at hun var hans ejendom, og det skulle passe på, indtil de kom til paris, for hun var stadig hans lille hemmelighed, der måtte falde i de forkerte hænder..

Anthon betragtede ham først lidt nærvøst men nikkede derefter med et stille smil. "Det bekræftede jeg da jeg lod Dem mærke min hånd." sagde hun så og betragtede ham stille. Måske var det hende naivt at stole blindt på nogen og det erkendte hun, men han havde hjulpet mere end mange andre indtil videre og hun havde stort set ikke det store valg nu da hun praktisk talt tilhørte ham.
Hun betragtede ham endnu. Ville egentligt gerne høre den samme responds fra ham, men vidste at det ikke var en mulighed hun ville sætte ham i. At få ham til at stole fuldt og fast på hende ville være en dårlig ide. Både for hans risiko. Ingen dæmon af hans kaliber ville indrømme sin loyalitet for en som hende.

"godt så" Isaac trådte med et væk fra hende, der han havde fået hendes bekræftelse..
gjorde to langsomme bevægelser foran sig, mens et lumsk smil pyntede hans læber..
mørket blev et tætter omkring, som suge Isaac det sig.. han kørte hurtigt sine hænder rundt en gang til i runde cirkeller, mens en kort vind, der ligesom kom nede og fik hans hår til at flager, vildt omkring sig, selvom det var vådt.. hans smil blev med et lidt ondere i det, mens skævet i øjnene blev lidt kraftigere.. selvom man skulle tro det, kunne ingen af dem inde fra de forskellige steder se dem. et hul begyndte langsom at komme frem foran hans hænder med et svagt blålige lys, der genspejlede kort sig i hans øjne, så det røde skinnede tilbage..
for øjnene af dem, kom et port, et hul til syne, som noget sort og mørk. noget faretruende..
Isaac gjorde den sidste bevægelse med sine hænder, der var gemt i par mørke handsker, som man ellers skulle mene, der var alt for varm til den her årstid. hullet hang nu foran dem, som portal, hvor man kunne ane som noget mørk og dyster..
Isaac gav hurtigt ordrer til skyggerne om at de skulle først igennem, som de gjorde med et hurtigt ryk ingen kunne nå at se. Isaac stille sig bag raven, som han med hånden på hendes ene arm og med den anden førte hende helt hen til hullet.
"de må nok helst holde fast i mig, for ikke at blive væk, der inde" Isaac satte stille hendes hånd på sin ene arm, hvor hun kunne holde fast, hvis hun ville? han trådte som den sidste igennem, for at kunne lukke hullet, så ingen kunne følge efter dem..

Raven betragtede kort Isaac med et tænkende blik. Han var ligegodt uhyggelig når han først kastede sig ud i magi, så hun var sådan set glad for at de var på god talefod. Hun måbede dog kort da portaltingen kom frem. Hun stod stille og betragtede dem med et undrende blik og kiggede ind i det synende uendelige center af mørke og skygger. Hun sank kort en klump, men blev rusket ud af den lille trance hun havde forvildet sig ind i da Isaac igen talte til hende. Hun vendte instinktivt ansigtet og kiggede på ham og lyttede. Hun skulle holde fast? Uden videre tøven tog hun fat i hans underarm. Frygtløs var hun nu ikke og det vidste hun. Hun fadnt det tilogmed som en styrke at kende til sine egne frygte og se dem i øjnene. Hendes svaghed:
Hvad der ikke før var set.
Det ukendte.
Hun lod sig gå igennem det med ham og lukkede øjnene de første par sekunder hun havde trådt ind, men fik så alligevl åbnet øjnene for at se på det omskiftelige mørke der var omkring dem. Hun tav kort men sagde ikke noget.

//Logger//

i det samme de trådte ind i endeløse mørk, der havde samme tykkelse som olie, og samme sær sorte farve, hvilket gjorde det umuligt at man se andet inden et par centimeter frem for sig, var det som noget grab fat og suge dem ind igennem, ligesom i en tunnel. der var ingen følelser i de få sekunder, turen det tog, selv om det følelse som en evighed. den måske eneste følelse, der var følelsen af være død. Isaac håbede at raven holdte godt fast, for hvis, der var sket den mindst fejl under fremkaldelsen, så den blev ustabil..
Isaac vendte kort sin hoved, og så skævt ned på hende..
tænkte kort om det stadig var en god ide, men på den anden side, hvis ham, han havde i tankerne, ikke kunne hjælpe hende, så var der ingen, der kunne.. han vendte sit hoved frem af igen, og begyndte at se frem imod lyset, der langsom kom mere og mere frem. kun et lille stykke og de ville være fremme i paris mørke underverden, hvor det først punkt, var at holde hende skjult, for der altid folk, der var villige til at kæmpe for en forbande piges sjæl, for senere at sælge den til højestbydende, måske ligefrem hans egen mester..
Isaac vendte sig kort om i mørket, og rakte galant sin behandsket hånd frem imod hende, så han kunne hjælpe hende ud. spidsen af hans sorte sko rørte let de mørke skæve brosten.
mens en tør væmmelig luft lagde sit slør over dem. Isaac dreje hurtigt sit hoved, så han kunne se hvor de var endt henne.. stedet hvor de var en mørk, lumsk, beskidt gyde, der løb ud til den mørke del af paris, hvor kun tyvene og glædespigerne holdte til.
han gjorde hurtigt et tegn til mørke, hvor skyggerne var om at de skulle melde deres ankomst.. skyggerne gjorde en noget hen af nik, men måske var det bare den svage vind.
de var helt alene i den mørke gyde.. Isaac vidste det var et dumt træk, det han lige havde gjort, især fordi de var dæmonernes område i nu, langtfra.. han tog sig kort panden, med den ene hånd, mens han gjorde et svagt hoved ryst. han måtte bare håbe at de ikke mødte nogen på deres vej.. "er de okay?"
Isaac vendte sig om og så på hende med et velafrettede smørrede smil, mens en langsom fornemmelse af at noget holdte øje med dem, begyndte at røre hans sanser..

Raven var stille igennem turen og lod stille øjnene ligge foran sig. Hun gik ikke glip af noget og lod ikke til at være skræmt, dog utryg, men det var en følelse hun havde kær og som hun genkendte. Utryghed var blot at være vagtsom og normalt kunne hun også klare sig selv. ihvertfald imod de menneskelige personer der ville bestjæle eller komme hende til livs. Hun bed sig kort i læben da hun så lyset foran sig med et tænkende blik. Lyset der ville være Paris. En by hun blot havde læst om men aldrig selv oplevet, og her boede Isaac. Tænk at han kunne rejse sådan så nemt. Hun misundede det til fulde. Fik hende i et kort øjeblik til at ønske hun var dæmon, men tanken blev stødt væk da Isaac rakte hende en hånd og de trådte ud på den lille mørke parisergade. Hun rettede sig kort op og så sig omkring. Et skummelt sted som Les Allees i Terre, men ikke så fremmedgjort af lige netop den årsag. Hun havde ofte færdet sig på de slags gader uden problemer, men hun måtte ikke glemme at dette var et nyt område og med helt andre mennesker og væsener. Efter hende kilder var frankrig ikke ligeså befolket af den lyse månes væsener, som den mørke månes.
Hun tav kort og tænkte sig lidt om.. Hvad havde hun lige tænkt på?
Hendes tanker blev kort afskaffet omkring det da hun atter hørte Isaac tale. Hun betragtede ham lidt. Hun smilede stille til ham og nikkede. "Jeg har det fint."

"det er godt, for de får brug for deres kræfter nu" Isaac begyndte stille at ned igennem gadens svage belysning.. men kunne stadig ikke helt slippe følelsen af at noget iagttog dem fra mørke.
han lukkede kort sin øjne, lod sine sanser søge rundt, dybere og dybere ind i skyggerne, som han langsom fik til at sladder.. og så slog han øjnene op med et chok.. det her lovede ikke godt, for det de stod overfor, var det Isaac lidt havde frygtede.. han havde været for langsom til at gemme sin lille hemmelighed. han vendte sig pludselig rundt, og grab med et fat i ravens ene arm, mens han lavmælt sagde med høj nok stemme til at kun raven kunne høre det
"de skal løbe nu, det er en ordrer" i det samme ordrene havde forladt hans læber, trak han hende ind foran sig og hende et puf fremad, før han selv vendte ryggen til hende. han håbede nu at hun løb alt hvad hun kunne.. han sendte kort nogle af paris skygger efter hende, selvom de ikke var så pålidelige og stærke som hans egne skygger.. nu vendte han kun at person skulle træde frem fra mørke..

Raven betragtede ham stille med et undrende blik da han sagde hun skulle rbuge dem. "Isaac, hvad er proble-"
Mere fik hun ikke sagt før Isaac havde bedt hende om at løbe og skubbet hende fremad for halvkvaplet at snuble kort, men komme ligeså hurtigt på sine lange ben igen og kiggede kort imod ham og så ham vende sig for at tage imod noget. Noget ukendt. Ravens hjerte slog et slag over. De eneste ting hun rigtigt frygtede var hvad hun ikke kunne se eller beregne. Hun bed sig i læben og nikkede målrettet inden hun vendte sine øjne imod den anden ende af gaden og begyndte at løbe, med de solide støvlehæle klappende imod gaden. Hendes lange sorte hår bevægede sig elegant bag hende idet hun løb afsted. Trods hendes førhenværende klossethed, så var der ingen tegn på at hun aldrig havde været ude for dette før.. vent.. jo hun havde. Sidst hun løb for sit liv ente det desværre også med at hun næsten mistede benet til den selvoptagede vampyr.
Men hvor skulle hun løbe hen? Ud i en by, som hun ikke kendte med folk, som talte en anden tunge..

skikkelsen trådte langsom frem med et smil, som man kun fandt hos morder og sindssyge.
og stod på få sekunder helt henne foran Isaac, som anslog den ynkelig skabning til at være halv af noget.. dog ikke dæmon, der alle halv eller fuldblods i området hørte til skaren af hans mester, og de flest af dem lå under Isaacs kommando, som den anden øverste på lige med de to andre, så de alt var tre, der lå under hans mester.. personen foran ham var bare en sølle skabning, uden mening, for livet. Isaac gengældte personens smil, lod kort lidt lys ramme sine øjne, så det røde skærer kunne ses.. han gav kort, noget fra sig, som minde om et suk,
før han slog sine hænder sammen, så personen gav et skrig fra sig i smerte.. Isaac slog pludselig ud med sin ene hånd, så person med et røg ind i den mørke murvæg og faldt med en genlyden af knogler, der brækkede. skikkelsen lå livløs foran ham, som var personen allerede død.. Isaac gjorde kort et ryk på skulderen, før han begyndte at gå i den retning, han havde sendt raven i.. bare han nu kunne finde hende igen, for det her var ikke et sted for sarte sjæle, det manden bag ham et bevis på.

Raven havde i midlertid drejet af et hjørne og befandt sig under et halvtag. Hendes hjerte pumpede i brystet på hende idet hendes blå øjne forsigtet færdedes omkring på alle de smalle gader og gyder. Hun sukkede ofte for at få sit hjerteslag normalt igen inden hun vendte blikket ud imod vejen, hvor hun var drejet af. Kunne høre fodtrin. Om det var Isaac eller hvad hun end havde løbet fra. Hun bed sig stille i læben og rettede sig op. Hvis det var noget fjendtligt var det om at se så naturlig ud så muligt, men... hvorfor ville nogen dog være efter hende alligevel? Der var meget strøm løbende i gaderne, og hun ville da ha kunne hjælpe Isaac. Raven sænkede skuldrene med et bekymret udtryk. Hun håbede for guds skyld ikke at han var kommet noget til. Ikke nok med at han var hendes nøgle til overlevelse her, men ir for sig var hun begyndt at holde af ham. Ikke alle disse mørke væsener var lige så forfærdelige som Kazu, der havde mærket hende og Jesper, vampyren, som havde været skyld i mange af hendes ar. Og så var der jo vedkommende der slog hende ihjel.


//Må logge. Skal tidligt op ^^//

Isaacs skridt gav lav genlyd imod de skæve brosten, der sm normal kendetegnede de gamle gyder og gader, hvor solen aldrig viste sit ansigt, hvor mørke altid var, som grim skygge over den befolkning af triste menneskeskæbner, der gemte sig bag de mørke snavse mure..
Isaac søgte kort rundt imellem, hvor kunne hun være henne?
Isaac kunne ikke forstå hvorfor han ikke mærkede noget til skyggerne, havde de virkelig forladt hende, selvom han var kendt for, hvad han gjorde ved lydhedenægtelse?
haha.. Isaac grinte pludselig højt for sig selv, mens en langsom støvregn begyndte, så hans hår hurtigt blev vådt, og krøllede lidt igen.. ingen skulle nægte en ordrer fra hans side af, selvom det lige nu gjaldt at finde raven, før nogen andre gjorde det.. Isaac så i det samme noget ud af den ene øjenkrog som fik ham til at dreje, så han endte i en lille gyde. hans øjne så hende med det samme og han havde haft ret, der var ingen skygger omkring hende, de havde alle forladt hende, hvilket de nu skulle bøde for.. han trådte frem imod hende, sagde ikke noget, gjorde ingenting, gik kun med faste skridt frem imod hende..

Raven vendte blikket imod ham med et tænkende blik idet hun stille mærkede vandet løbe ned ad hendes hår og sit lyse ansigt igen. Hun så ikke bange ud mere, dog uforstående i en tid. Hun så stille imod ham med et undrende blik.
Ingen 'hvad var det?' og ingen 'hvorfor..'
"Skadede det Dem?" sagde hun stille og betragtede ham. Hun vidste at hun selv havde det fint rent fysisk, men med ham, ja, han lavede ikke mange forandringer ved sambrud med smerte og lignende. Gad vide om han egentlig altid havde ondt, siden han så godt kunne udholde det på den måde.
Hendes blå øjne lå endnu på ham med et tænkende blik. Hvad grublede han mon over?

hendes spørgsmål trængte langsom ind i hans hjerne. kom nærmest som lidt af et chok for ham, så Isaac vendte sig brat og så på hende med undrende øjne.. mest fordi han ikke var vant til sådan nogle form for spørgsmål.. han mærkede hurtigt efter, og vidste med det samme at han ikke var skadet, led måske kun af mangel på kræfter. "nej... jeg har det fint, tak.. men vi må til at komme vider, væk her fra" han så kort på hende, prøvet kort at forstå den slave han havde fået lagt i sin magt. Isaac rystede kort på hovedet og vendte sig i det samme rundt, tids nok til at de skygger, som kom i mørke.. han så med det samme at det var dem, han havde sendt af sted, for ja, hvor lang tid var der gået? de skulle vel have være der for flere minutter sider, måske timer. Isaac rakte sin ene hånd ud. følte kort hvordan skyggerne kort kørte op fordi den, ligesom en kælen kat. de gjorde hurtigt et lydløs tegn til hvor de skulle hen og Isaac rakte igen sin hånd til raven med sit skæve smørrede smil på sine læber..
nu var det op til hende om hun ville følge ham igen..

Raven nikkede stille og tog hans hånd inden hun betragtede skyggerne i en tid med et tænkende udtryk. Det var underligt at se mørke bevæge sig sådan uden en general skyggeplads fra lyset, som om de slet ikke tilhørte et legeme fuldkommen. Hun kiggede kort ned på sin egen skygge under hende. Den sad fast ligemeget hvad, gjorde den ikke. Gad vide hvad der var sket med disse skyggers kroppe. Tilhørte de mon Isaac eller lignende.
Han nikkede stille til hans bemærkning. "Godt." sagde hun kortfattet og rettede blikket tilbage for en stund bare af ren undren over hvad der havde dukket op derovre. Hun bed sig stille i læben og fortsatte fremad.

Isaac begyndte forsigtigt at gå af sted ned igennem gaden, der blev mørke og mørke, mens regnen tog mere til, og begyndte at komme i store dråber, og som slog imod alt, på sin vej. Isaac vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til raven, for lige om lidt ville de stå der, og så gik den sværeste del i gang. han skulle holde hende skjult for sin mester.
et suk slap hans læber, uden han vidste det. et suk over at han meget vel skulle give det lille naive væsen fra sig. "kan de ikke fortælle mig lidt om.." Isaac afbrød brat sig selv. han vidste jo allerede så meget hende. om den forbandelse, der lå over hende, om det hukommelse tab, hun led under, om at hun tilhørte en anden, han ikke kendte, men som han, hvis chancen bød sig, ikke ville tøve med at slå ihjel, bare for at han kunne sige at raven var hans?
Isaac mærkede kort en forvirring brede sig i hans tanker. han forstod ikke helt sig selv længere. sine tanker, sit hjerte? han gav pludselig slip på hendes hånd, og vendte sig væk fra hende og imod skyggerne foran dem. han stod med knyttede hænder, hvor knogerne begyndte at blive mere og mere hvide i det. et skævt ondt smil satte sig pludselig på Isaacs læber, mens regnen langsom løb ned af hans hår, og vider ned af panden, tæt fordi øjnene med det røde skær, der kunne ses tydelig. vider ned fordi munden, og til sidst ned af den slanke hals, hvor de forsvandt under tøjet."haha" han grinede kort lavmælt frem for sig med et grin, der ikke kunne høres. Isaac vendte sig om igen, og så på raven med flammede øjne, der brændte af en indre ild "det må de undskylde, normalt har jeg langt mere værdighed over mig selv" stemmen var ydmyg i det, næsten skamfuld
men kunne dæmoner virkelig være det?