Ude godt, men hjemme bedst

Lazarus kiggede på sin hånd. Han kunne mærke blodet flyde. Han kiggede på Angelie og smilede ondt '' Så du siger jeg ikke kan gøre noget ved dig ''. Lazarus aktiverede sin Puppetmastery evne og fik Angelie til at slippe hans hånd. Så fik Lazarus hende til at gå hen og kysse hans hånd på såret før såret lukkede. Lazarus fik hende derefter til at kysse hans hånd. Lazarus træk sin hånd til sig og stoppede hans evne. Lazarus slikkede sig om munden '' Er du nu stadigvæk sikker på det? ''. Lazarus grinede ondt og dystert og kiggede på Angelie med en blik mørkere end noget de fleste aldrig havde set.

Angelie mærkede modvilgende, hvordan vampyren igen brugte den forbandede evne, som gjorde at han kunne kontrollere hendes bevægelser. Irriteret blev hun nødt til at se til, mens han tvang hende til at kysse begge hans hænder, og se såret, som hun havde lavet, der langsomt lukkede sig.
Da hun igen fik sin egen kontrol over sin krop igen sendte hun ham et dyrisk blik. Hun havde efterhånden læst at hans evne kun gjorde, at han kunne styre hendes bevægelser, men han kunne ikke tvinge oplysningerne ud af hende på den måde, og Angelie var meget omhyggelig med ikke at tænke på noget som helst. "Ja det siger jeg!"

Lazarus smilede ondt '' Du er noget helt specielt... Du ved jeg ville kunne pine dig psykisk og fysisk til du bliver sindsyg... Alligevel vælger du at passe på dig latterlige herre ''. Lazarus begyndte at gå rundt om hende '' Du ved jeg ville kunne tvinge dig til værre ting end et kys og alligevel er du ligeglad... Men jeg tror det er en facade... Du er bange... Rigtig bange... Du ved hvad jeg kan finde på men du vil ikke vise mig din frygt... Du vil ikke give mig den glæde... Men du tager fejl... Det her er meget sjovere ''.

Hun fnøs let, mens hun mærkede hvordan hendes kræfter langsomt sygnede væk igen. Hun havde hverken kræfter til at slå fra sig, eller bruge sin magi imod ham. Hun lyttede bare irriteret til hans bemærkninger, mens hun kæmpede for at holde sig oprejst. Hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse, og da han snakkede om at hun var bange, gled et hæst grin igennem hendes læber. "Bange for dig.. Drøm videre" svarede hun lavmælt, inden hun rynkede vredt på næsen, og stirrede stift på ham. "Skaf dine oplysninger en anden vej igennem.. Jeg er ikke en forræder"

Lazarus gik over og tog en kniv frem '' Nu tænker du nok.. Hvad vil du gøre med den... Jeg er allerede død.. Det er rigtigt nok... Men '' Lazarus kiggede på arret han havde lavet på hendes arm. Han dog fat i hendes hår og satte kniven op til det '' Først skære jeg dit hår af... Så lemlæster jeg dig så meget at Zane vil brække sig hver gang han kigger på dig... Så vil jeg smide dig foran en gruppe hjemløse og se hvad de gør ved dig hvis de overhovedet vil røre dig... Tro mig det er en da kun starten af hvad jeg har tænkt mig at gøre... Vil du virkelig gerne se hvor ond min tortur er... Jeg er ikke som nogen du nogensinde har mødt... Jeg er ondere end alle du kender til sammen... Tro mig ''.

Angelie vendte øjeblikkeligt sit blik mod kniven, da han trak den frem og rakte instiktivt ned til nederdelens kant, hvor hendes egen kniv normalt sad fastspændt. Der var bare et problem. Den var der ikke.
Hun nægtede at give ham fryd ved at se den forvirring og irritation der gled igennem hende ved synet, eftersom hun ville have svært ved at forsvare sig. Igen mærkede hun smerten i hovedbunden, da han rykkede fat i hendes lokker, mens hun hvæste igennem sammenbidte tænder. "Jeg er ligeglad.. Gør hvad du vil.. Mine knogler vil hele, du kan kun lave ar til samlingen" hvislede hun advarende, mens hun prøvede at komme fri af hans greb. Det var dog nemmere sagt en gjort måtte hun indrømme. "Tsk.. Ond. Du er ingenting.. Du betyder intet for denne verden" fnøs hun og skulle lige til at spytte ham i ansigtet, men gjorde det dog ikke, da hendes hals var helt tør.

Lazarus smilede og kiggede på Angelie. I stedet for at skære hendes hår af satte han en hånd på hendes hovedbund og prøvede med overmenneskelig styrke at flå hendes hår ud af hovedbunden med den anden hånd. Lazarus var en grusom tortur mester. Dette ville dræbe en normalt menneske på grund af styrken. Men han vidste hun ikke kunne dø så han kunne udføre alverdens smerte og tortur på hende. Lazarus så frem til det. Han nød at høre folk i smerte. Men han ville elske at høre hende skrige og vride sig i smerte. Dette var en god dag for Lazarus og han var i godt humør. Det var lang tid siden han havde været i sådan en godt humør. Lazarus sagde intet imens han gjorde dette, hvilket bare gjorde det det mere uhyggeligt.

Hun mærkede hvordan han begyndte at rykke voldsomt i håret, og smerten fik det til at sortne for hendes øjne. Hendes kræfter var allerede forsvundet, og hun ønskede at skrige at smerte, men da hun prøvede, kom der ikke en lyd over hendes læber. Hvad fanden bildte han sig egentlig ind?
Hun kunne ikke gøre modstand imod grebet, og hun hang bare slapt i hans greb, mens hun lod ham rykke håret ud af hendes hovedbund. Nogle få hår rev sig løs, mens heldigvis blev resten siddende hvor det nu hørte til.

Zane trådte ind i tronsalen i Abbadon. Blodet flød i strimer herinde, og ligene af d mange dræbte vagter lå og flød på gulvet.
Resterne af porten lå oppe ved tronen, som den tunge træport havde væltet da den blev brugt som kasteskyts af Lazarus.
Zane lod blikket glide over tronsalen, og han kneb øjnene en anelse sammen.
Så vendte han ansigtet mod den vagt der stod ved siden af ham.
"Hvem har gjort det her?" spurgte han roligt.
Vagten bukkede dybt og sagde: "En vampyr herre. Han kom ind forklædt som en skyggekriger. Lady Angelie afslørede ham..."
Zane afbrød vagten:
"Hvor er Angelie nu?" spurgte han. Han fornemmede at noget var helt galt...
Vagten så på ham et øjeblik. SÅ sagde han: "Lady Angelie er forsvundet. Vi formoder at vampyren har taget hende med sig.".
Denne oplysning fik Zane til at knytte næverne.
Han lukkede øjnene og brugte sin særlige evne til at fornemme folk han kendte.
Han søgte efter Angelie... og fandt hende!
Han spærrede øjnene op da han kom i tanker om den adresse som Anglie havd vist ham. Lazarus... denne mystiske vampyr som plottede mod ham, havde nu bortført Angelie.
Zane vendte sig om og stormede ud ad porten. Ud ad Abbadon og hen ad gaden.
Han løb så hurtigt han overhovedet kunne. Han stoppede først da han stod udenfor Lazarus' hus.
Så trak han sine sværd og gik op mod døren.

Lazarus skulle til at rygge alt hendes hår ud da en Vampyr kom frem fra skyggerne og hviskede til Lazarus på Italiensk '' Sir... Kamaraerne siger Zane er ved porten ''. Lazarus smilede * Jamen jamen... Dejligt *. Lazarus grinede ondt '' Send en efter Barishan... Han sagde dette sikkert ville ske... Han er ikke langt her fra... Ser ud til vi lige så godt kan tage slaget nu.. Angelie og Zane... Mod mig og Barishan... Dejligt at Barishan er i min magt fordi jeg har hans kone ''. Lazarus grinede ondt og smed Angelie ind i væggen * Mine agenter skal nok holde Zane hen til Barishan kommer her *. En lille gruppe på fem Vampyrer mødte Zane i forhallen. Den ene skød efter Zane med en m16... De andre fire forsvandt bevægede sig hurtigt og angreb Zane med sværd slag.

Angelie mærkede hvordan rykkene i hendes hår blev stoppet, og kiggede lettere undrende hen mod den vampyr, som lige var kommet ind. Mistænksomt kneb hun øjnene sammen, men hun nåede ikke at gøre meget andet, da hun få sekunder senere blev kastet ind i væggen, og hun hørte den velkendte lyd af knogler der brækkede.
Hun faldt til jorden i et skrig af smerte, mens hun lå ubevægelig. Hun vidste at knoglerne ville hele, men smerten skar igennem hende, sammen med skriget, som langsomt døede hen. Hun mærkede følelsen i huden af noget andet end vampyrer, og hendes øjne åbnede sig op. Zane.. Var han her?
Undrende prøvede hun at komme på benene, mens hun knurrede irriteret over smerten. Knoglerne voksede igen sammen, og Angelie havde kun smerten at tænke på, og hendes kræfter som ikke var der. Hun kom efter flere forsøg på benene, og ustabilt fik hun bevæget sig hen til lemmen, som ville føre op i selve huset. Hvis bare hun i det mindste havde sine våben.
Lemmen gled forsigtigt op, og hun så en regn af slag og skinnende metal. Irriteret rynkede hun på næsen, inden hun fik trukket sig selv op igennem hullet.

Lazarus smilede og tog en hemmelig gang ud. Han endte udenfor hvor han stod og ventede på Zane, og på at Barishan ville komme frem så kampen kunne starte. Lazarus vidste Barishan kunne besejre Zane hvis han også var der. Der var bare en ting der gjorde Lazarus nervøs. Hvad hvis Barishan vendte sig imod ham. Lazarus vidste Zane snart ville være foran ham så han gjorde sig klar og træk sit sværd. Faktisk havde han noget gratis information til Zane før kampen startede.

Zane undveg de første par skud fra den automatiske møgriffel.
Han snerrede og parrerede et par skud mere, før han sprang op i luften, snurrede rundt, og plantede et hårdt spark i hovedet af hver af de sværdkæmpere der angreb ham fra siden.
Han var tæt på at blive ramt og det gjorde ham blot endnu mere vred.
Da han landed igen, gik han hurtigt på knæ og ragte hånden ud mod skytten.
"Hellfire..." mumlede han, og sorte og lilla flammer dannedes omkring manden med riflen.
Hans smertensskrig varede kun et sekund eller to. Alligevel var det hjerteskærende.
Så var han væk. Reduceret til aske på ingen tid.
Zane rejste sig op og så sig om.

Angelie var stadig en anelse svimmel ovenpå behandlingen, som hun havde modtaget nede i kælderen, og det to nogle få minutter, at se alting klart. Lazarus var forsvundet, og Zane stod der, midt i det hele.
Lettere opgivende, rystede hun svagt på hovedet, inden hun besværligt fik trukket sig selv op igennem lemmens åbning, og kom på benene. Hun var efterhånden ved at være ganske træt af, at blive bortført, eller banket af mænd.
Hun betragtede kort manden, som blev forvandlet til aske, inden hun usikkert bevægede sig hen mod hoveddøren, hvor Zane var kommet ind. Et svagt smil bredte sig på hendes læber, da hun passerede ham, inden hun lod en hånd glide hen over muren, som støtte.

Lazarus ventede udenfor på Barishan. Han kunne se Zane stod indenfor igennem hoveddøren. Lazarus slikkede sig på munden da han også så Angelie. Det var snart på tide. Den endelige kamp om herredømmet ventede. Lazarus var ved at springes af spænding. Han vidste kampen ville blive hård og efter det Barishan og havde aftalt var kampen til enten de døde eller Zane gjorde. Kampen var nu kun få minutter væk. Dette sted ville måske for evigt blive kendt som det sted hvor heltene besejrede Zane.

Som kaldt fra himlen landede Barishan ved siden af Lazarus. Barishan kiggede over imod Lazarus og nikkede. Har var ingen regn men en stærk brise der nu også kunne høres inde i huset. Barishan smed sit sorte læder jakke og stod nu i bar overkrop med sit sværd Zalzura på ryggen. Barishan havde de to tatoveringer på kroppen. De tatoveringer Zane havde implanteret på ham. * Bare jeg ikke kommer over 50% så kan Zane styre mig med sin evne *. Barishan kiggede på en ting han havde fået af Velarian. Barishan holdt den frem og hidkaldte Velarian. Barishan kiggede så på Lazarus og sagde med et smil på læberne '' tre af de stærkeste vil nu stå overfor Zane og kæmpe en kamp for frihed ''. Barishan havde hidkaldt ham og snart ville de tre helte stå over for Zane i en endelig kamp. Enten ville de alle dø eller så ville Zane dø.

Velarian, som havde siddet i en lysning i skoven og kigget på den stjerneklare, smukke himmel, følte nu en magisk kraft blive aktiveret.
Han rejste sig op og sukkede trist.
Tiden var inde.

Han forsvandt med et knald og et lysglim, ogmed samme effekt, dukkede han nu op ved siden af Barisan.
Velarian kiggede op på huset og kunne skimt Zane og Angelie in ad den åbne dør.
"Så det er her slaget skal stå..." mumlede han trist.
En tåre løb ned ad hans kind.

Zane vendte sig med et ryk da han hørte et knald som fra en hidkaldelsesformular.
Han fik øje på de tre udenfor og spærrede øjnene op.
Angelie! Han måtte se at få hende i sikkerhed!
Zane sprang frem og tog fat om Angelie.
Han knugede hende ind til sig mens han mærkede hvordan hans før så kolde øjne blev helt varme og våde.
"Du må væk herfra..." hviskede han.

Angelie var stadig lettere omtåget efter hvad hun var blevet udsat for, og hun blev pludselig rykket til siden af Zane. Hun ikke engang prøvede på at gøre modstand, eller beklage sig over det, efter hun havde set blikket i hans øjne.
Undrende bed hun sig kort i læben, mens hun kort vendte sit eget blik ud igennem et af vinduerne, hvor hun lige nu så to væsner. Begge nogle hun før havde mødt, selvom Barishan ikke længere lignede den livsglade aspara, som havde troet på alt det gode indeni hende.
"Nej" Hendes ord var næsten lydløst da det gled langsomt igennem hende læber, mens hun kort fugtede dem. Hun ville ikke efterlade Zane her.. Ikke med de to udenfor.
"Jeg går ingen stedet" tilføjede hun lidt efter, mens hun mærkede hvordan han knugede omkring hende. Så hårdt at det næsten gjorde ondt, men hendes egen krop var også blevet mørbanket godt og grundigt igennem den sidste tid, så der var vel ikke noget at sige til det.

Lazarus smilede og kiggede på Barisha. Så kiggede han på Velarian og nikkede til ham * Fantastisk.. Barishan og Velarian er to af Di Morga's stærkeste krigere... Zane er virkelig i problemer... Min dejlige plan virkede *. Lazarus trak sit sværd og kiggede ind mod Zane '' Kom nu Zane.. Du er vel ikke bange for at dø... Kom ud og mød din skæbne ''.

Barishan kiggede på Lazarus og så på Velarian og sagde med en blid stemme. '' det der er Lazarus. Den stærkeste og klogeste Vampyr jeg har mødt i Di Morga. Med hans hjælp vil vi være i stand til at besejre Zane. Vi kan stole på ham i denne kamp. Ingen af os stopper med at kæmpe før enten Zane er død eller alle os er døde ''. Vinden ramte Barishan og han kiggede på Zane og så på Angelie. Barishan sagde højt så de kunne høre ham der inde '' Vi er ikke kommet efter kvinden Zane. Bring hende blot ud. Vi vil ikke skade hende. Du har mit ord. Det er kun dig vi er efter Zane. Din magt over Di Morga stopper i dag ''. Barishan helten af Di Morga. Zanes evige fjende. Lazarus, Angelies største fjende og ham der havde taget Barishans kone og Velarian Zanes bror... Dette ville være en kamp til historie bøgerne.

Velarian nikkede og tørrede tåren væk.
"Jeg forstår, Barishan... men jeg fornemmer en stor ondskab i Lazarus... jeg forstår ikke dit valg af allierede!" sagde han.
Han rystede på hovedet og trak sit sværd.
Så snøftede han en enkelt gang og lukkede øjnene.
"Så lad os da få det overstet..." hviskede han.

Zane aede hendes kind blidt.
"Du bliver nødt til at gå, min elskede... Der ligger et artifact i Abbadon som jeg har stjålet fra Barishan og hans folk. Hold det tæt ind til dig, og det løfte jeg gav dig vil blive holdt. Artifactet er gemt under tronen i salen. Gå nu, og så ses vi senere. Det lover jeg dig." sagde han.
Så kyssede han hende lidenskabeligt på munden.
Zane slap Angelie, og hans blik blev hårdt som jern.
Så gik han ud på trappen og lagde armene over kors mens han så fra den ene modige kriger til den anden.

"I er sandelig fine... tre mod én. Er i virkelig så bange for mig?" sagde han højt og tydeligt, og med en kraftfuld, selvsikker stemme.
Zane vidste godt at han ikke ville kune klare dette alene, men at lade modstanderne se det, var udelukket!
Desuden havde han et es i ærmet...

Han smilede ondt og sagde så:
"Jeg er ikke alene... to mod tre må være fair." sagde han . Så blinkede han en enkelt gang med øjnene, og en kulsort portal af levende skygger dannedes ved siden af ham. Portalens kraft var så stærk at tyngdekraften omkring den blev fordoblet. Zane rørte dog ikke en muskel.
"Jeg hidkalder dig.... Ma'lakel the Vanguished!" råbte han så.

En lavmælt knurren gled igennem hendes hals, da de snakkede om pigen. Hun mumlede uhørlige irritationer over deres ordvalg, mens hun igen rystede svagt på hovedet. Hun forstod ikke hvorfor oprørerne havde valgt at slå sig sammen med denne vampyr. Han ville da aldrig sætte byen fri. Det kunne hun ikke tro på.
"Ja og din kone er vel forbandet stolt over dig nu!" råbte hun vredt tilbage til Barishan, som før havde snakket, inden hun vendte sin opmærksomhed tilbage mod Zane. Et løfte.. Et løfte som han muligvis ikke ville være i stand til at holde, og hun kneb kort øjnene sammen. Hun nåede dog ikke at protestere, før et kys ramte hendes læber, som hun lideskabeligt gengældte, inden hun betragtede ham gå mod udgangen. "Du burde ikke love noget, som du ikke vil være i stand til at holde" mumlede hun næsten utydeligt, mens hun blev stående, og betragtede dem alle fire uden for huset.
Angelie begyndte langsomt at bakke væk fra døren, mens hun ledte efter en af de mulige udgange, som hun kunne vælge. Hun havde aldrig set andre end hoveddøren, men der måtte med sikkerhed være en bagdør et andet sted.
Malakel? Navnet genlød i hendes hoved, som om det var en person, som hun havde mødt før. Endda ikke for alt for længe siden. Hun stoppede automatisk op, mens hun betragtede den sorte portal, og hidkaldelsen. Hun var både for stædig.. og nysgerrig til at flygte fra det her, medmindre hun vidste at det ville være okay. Desuden.. Hvad skulle hun bruge det løfte til, hvis han ikke var der til at dele det med hende?

Portalen der var blevet skabt gav først en uklar skikkelse af noget der skulle til at træde frem til den scene hvor hele dette dejlige skak spil skulle til at udfolde sig. Hvem var tilbage på brættet? En konge, Barishan, en dronning, Lazerus, og deres løber, Velarian! Det var dem der var tilbage i spillet og på Zane's side, tjah, Zane var nu og vel det man kunne beskrive som det sorte dæks konge: hans magt stor men hans rækkevidde lille, han ville hurtigt komme i skakmat hvis det ikke var fordi han havde hidkaldt det sorte dæks dronning, Ma'lakel! Ikke fordi at han ligefrem var særlig feminin at se på, eller på anden måde mindede om en dronning. Men imodsætningen til kongen kunne dronningen tage flere skridt, gå længere og så var hendes overlevelse ikke lige så vigtig som kongens.
Først kom spidsen af hans sorte støvle til syne, derefter begyndte resten af hans væsen at komme til syne. De ru cowboy bukser, den sorte skjorte og den lange læderjakke for ikke at nævne bæltet hvor hans højt elskede pistol sad fast i dens sorte hylster. På ryggen var det våben han havde fået tildelt af Zane selv. Zenkai's aura eksploderede med morderisk intenton i det hele dæmonen var kommet til syne. De grønne bæst øjne var vendt imod jorden først, men begyndte stille at glide derfra og over det sted der udgjorde skak brættet.

... en... to.. tre?.. Hvor sødt...

Halv-dæmonen gav et smil fra sig, sadistisk og hår rejsende i det man kunne se hans intentioner om at slå dem alle ihjel, bare i det smil. Hans øjne lagde sig på sin herre, som han blot gav et nik. Han havde fattet hvad det var han skulle: Ma'lakel, pus dem!