En tur i skoven //Melinia//

Melinia forsætte med at grinede , og prøvede at holde op , så inden i mellem grint hun ikke , men det kom igen "Jeg tanker bare stadig på dit udtryk da du faldt" sagde hun mens hun grinede så det bliv som om hun hakkede i ordene mens hun grinte , men det lyd sødt...
Melinia så mod ham og lagde mærkede de havde lagt lidt tid nu , hun så til siden nu "Øhm," sagde hun og rødmende

Han blev bare ved med at holde om hende, og var glad for at ligge der med hende.
Han så på hende, "hvorfor rødnemder du" sagde han og kigge på hende med et stort smil.
Han kiggede ud mod søen igen, og så på Melinia og sagde " dig og naturen i ligner meget hinanden, smuk og fyldt med mysterier",

"ikke noget " sagde hun og små rødmede stadig, hun lå mod ham og lyttede til hans vejrtrækninger og hjerteslag "Øhm" gentog hun og så mod ham "Er jeg virkelig" sagde hun og sætte sig op og så mod himlen, og var nu ikke indtil ham mere, hun så derefter mod søen og smilede , hun nyd naturens skønhed

"Ja det er du" sagde han og strøg hans hånd igennem hendes hår.
han satte sig også op og kiggede med hende, han kiggede flere gange på hende og op i luften, han troede hun kiggede efter noget, men til sidst gav han op.
Nu sad han bare og kørte hans hånd hen over græsset.

Melinina blik forbliv mod søen og hun så nu mod ham, hun smilede blidt til ham og grinede "gætter på du vil vide hvad jeg så efter" sagde hun og smilede , hun lagde sin kind mod hans og hviskede "kig, der , kig godt efter" sagde hun og pege mod himlen, da var en fulge unge med dens mor , far og søskende omkring sig, hun smilede "Jeg vel lige som dyrene i naturen, bekskyttende, men vides ikke hvor man har mig" hun rakte lidt tung til ham og rettede sig op igen

Han prikkede til hendes tunge da hun rægte tunge af ham, han smilede sødt til hende.
"jeg ved da godt hvor du er" svarede han for sjov, " du er lige der" sagde han og pegede på hende, og grinede af hende. "ej jeg ved godt hvad du mener" sagde han roligt.
Han pegede ind imod skoven og sagde, "hvis du er lige så mystisk som skoven, så vil jeg ud og udforske den skov, hvis det altså er okay med dig" sagde han og lænede hovedet på skrå og smilede til hende.

hun rødme over han rørt hendes tung "ah" sagde hun og små grinede derefter over det "Skal nok hold min tung få mig selv" sagde hun og så mod vandet
Hun så lidt forvirret på ham "men skoven er lige der" hun pege mod retning og så til siden , men hun små grint bag sin hånd, det havde han nok ikke forventede hun sagde det

Han grinede lidt af hende, da hun blev flov over han prikkede til hendes tunge.
Han grinte lidt, "haha ja du har ret" sagde han og gav hende et sødt smil.
"vil du med en tur i skoven" spurgte han hende imens han rejste sig op, og rakte hende hans hånd, som et tegn på at hjælpe hende med at komme op.

hun små grinede "kan vi godt" sagde hun og tog i mod han hånd og hjælp, hun kom op at stå og børstede jorden af sit tøj og slap hans hånd, hun havde den ved siden "Skal vi" sagde hun og stod lid foran ham mod skoven , hun smilede sødt og passede inden i dens natur, bedre end nogle andre, hun smilede og ventede på hans svar

"ja to sekunder" sagde han og gik efter Melinia, han spurgte kort tid efter de var gået, "gør det noget hvis jeg holder dig i hånden" og smiler sødt til hende.
efter de har gået i lidt tid, sætter han sig ned, og kigger op på hende.
"bor du her i skoven?" siger han og smiler, og klapper på græsset ved siden af ham.

Melinia så mod ham chokket over han spurgte om sådan noget, hun rystede på hovedet "det ikke nogle god ide" sagde hun og flyttede efter ham, da han sætte sig ned så hun på ham med rolige øjne
Efter lidt stilhed nikkede hun og sætte sig ned ved siden af ham "Ja lever i skoven, kan du ikke dufte det på mig" spurgte hun og smilede blidt til ham
"Så, du virker ikke som jeg regnede med dødsengel var" sagde hun , og bare få at havde en samtalende kørende... Hun var ikke bare sådan lige at få, havde noget med oplevelser at gøre

"det er fordi de andre dødsengle har smidt mig ud fra det hensides, jeg var åbenbart for rar og venlig" sagde han og kiggede ned i jorden, imens hans smil falmede lidt, det var ikke noget han var glad for at snakke om.
"al min familie er der og må ikke se dem" sagde han og lagde sig ned på ryggen og lukkede øjnene,

"Øh" sagde hun og smilede roligt , hun lagde sin hånd på hans hænder "Så der er mange af dem" sagde hun og så mod himlen "Alle har deres livs historie og alle har deres hemmeligheder" sagde hun og løftet sin anden hånd og lagde den på forbinding som sin lår, hun klemt det og sukkede dybt "undskyld, så du elsker din familie" sagde hun og smilede roligt

"ja men er ikke sikker på om de stadig elsker mig" sagde han og tog et stykke papir frem, hvor der stod.
*hej krodon da du er blevet for rar venlig og alt det der så har vi i familien besluttet at du ikke er en del af os mere".
der faldte en tåre fra hans kind og han tog sin hætte på igen så hun ikke skulle se det.
han låg nu bare og sagde ingenting.

"hmmm" sagde hun og krølle papir "du ved , du ikke ende her, der mange som dig" sagde hun og så han havde tagt hætten på "hvorfor gemmer du dit ansigt, for mig, det helt okay at være ked" sagde hun og lukkede øjne "men det må havde kommet som et chok" sagde hun og klamt forbinding igen omkring sit lår, hun så mod ham ...
hun tog ham til sig i et kram "Det skal nok gå" sagde hun og gled sin hånden inden mod hans kind, tårerne ramt hendes hånd

Han holde også om hende da hun gav ham krammet, og følte sig nærmest hjemme i hendes favn, han tog hætten af men havde ikke lagt mærke til hans kinder blev en lille smule røde.
"Mange tak skal du have, du er nok den eneste der sådan rigtig kan forstå mig" sagde han og holde stadig om hende.
Han gav nu slip på hende, man kunne se på ham han havde grædt, han var lidt rød i ansigtet, efter at have grædt.

Hun smilede og smilte ikke af ham, men mest af hvad han havde sagt, det var en blid og varm latter hun havde "Forstå dig nok ikke, men kender til smerte , det bare alt" sagde hun og aede hans kind da han havde givet slip på hende
hun gled figner over hans røde kind "Sødt, du rødmer" sagde hun og smilede blidt til ham , hun så inden i hans øjne , hendes klar blå var lige i mod hans øjne , hun gled en figner over hans øjenbryn som om hun flugte hans mandelig udtryk "Det skal nok gå, du finder nok nye at elskede"

han lysede helt op igen og sagde med en meget mild stemme, "det håber jeg også" imens han kiggede på hende.
"Hmmmm gid jeg kunne vise dig himmelens smukke syn oppe fra og ned" han sad og tænkte.
"nu ved jeg det, hvis du vil kan jeg have dig på ryggen og så kan vi flyve op og se det smukke syn der er fra himmelen" sagde han og smilede over hele ansigtet.

Melinia smilede og så roligt på ham med blide øjne "virkelig , vil du virkelig " hun så ud til at stårlende ved det han havde sagt, hun så ned og små rødmede "Sorry" sagde hun og smilede af lykke "Jeg vil meget gerne se himlen med dig" sagde hun og så mod ham og smilede blidt
"Og det er så lidt, med det andet" sagde hun roligt

Han gik lidt væk fra Melinia og bukkede først fint, drejede rundt på fødrene og foldede sine stor flotte sne hvide vinger ud, der fløj nogle smukke fjer igennem skovens brise da han gjorde det. Han satte sig ned på hug, vendte hovedet roligt over og så på hende med sine flotte brune øjne, og rakte en hånd frem som et tegn på at hun skulle hoppe op på hans ryg, så de kunne nyde det smukke syn oppe fra himlen.