Et smykke fuld af minder... - Manda

Han kiggede roligt på hende, "Du får det at vide og Manda beholder sin hukommelse." sagde han roligt. "Når han husker det beholder han det. Det ville gøre det langt nemmere for mig ikk at passe på den svækling..." sukkede han og kløede sig på hovedet. "Er godt træt af at skal beskytte ham for selv at overleve..." sagde han roligt og kiggede på hende. "En aftale?" spurgte han roligt og rakte sin hånd. Som så skulle gøre at aftalen blev lavet. Han kiggede på hende og stoppede op, "Eller vil du måske have den er anderledes?" spurgte han roligt uden at trække en mine.

Hun lagde hovedet lidt på skrå, med et tankefuldt udtryk. Han ville have at Manda fik lov til at beholde sin hukommelse? Det var ingen dårlig aftale, da det blot gav mindre arbejde for hende selv, hvis bare han ikke gik og plaprede op omkring det hele til alle og enhver.
Hun lod øjenlågene glide halvt ned, så man kun kunne se meget små glimt af de isblå pupiller, skjult bag det tætte dække af vipper.
Hun rakte hånden frem, og nikkede, med et svagt, lettere indelukket smil.
"Aftale" sagde hun, med en stemme der både kunne tydes som barnlig, og så alligevel med et let mystisk skær over sig. Hun trak sin hånd til sig igen, så hun undgik at brænde ham.

Han kigede roligt på hende og smilede let, "Så dum tror jeg heller ikk han er. Indtil videre har han trods alt intet sagt..." sagde han roligt og mærkede den hurtige varme sprede sig i hans hånd. Men han nåede ikk at brænde sig før at hun havde taget den væk. Han smilede let og kiggede roligt, "Nå men en aftale er en aftale..." sukkede han let. "Du kan godt huske at du har prøvet at tale ind til ham? Det virker, eller du kan slå mig bevidstløs eller prøve at få mig til at sove. Så når kroppen vågner er det Manda..." sagde han roligt. "Skal du da snakke med ham nu?" grinede han let.

HUn smilede let, et let sadistisk smil der spillede på hendes ansigt, hvilket kunne tydes som en anelse faretruende, og et lille glimt i hendes øje afslørede en svag morskab.
"Så ved jeg da i den grad hvad jeg vil gøre" sagde hun, og rakte hånden op. Der lød en raslen i et træ der rakte sine grene ud over muren, og man kunne svagt skimte en skikkelse kravle rundt deroppe. En lang, blåhudet krop, uden det mindste hår, og med en hale der var ligeså bøjelig som en abes, den snoede sig omkring grenen for at holde balancen, og langfingrede smidige hænder, lod en næsten enorm kølle dumpe ned i Mirianns hænder. Miriann svingede den som vejede den ingenting. Hun hævede den over sit hoved, og begyndte at gennembanke ham med den. På sin vis som hævn over at han smed hende op af væggen.
Et par interreserede gule øjne kunne skimtes oppe i træet, hvis man ellers lagde mærke til det, og fulgte hver eneste lille bevægelse.

Han grinede et og kiggede på hende, "Du vælger måske nok at slå mig ned?" spurgte han roligt og så på hende. Han sukkede let og sad stille. Han var lidt ligeglad med at hun valgte at ville slå ham. Fordi måske havde han ogs lidt fortjent det, men han var stadig ligeglad. Han sad stille og mærkede de slag han fik af grenen, men han reagerede ikk det mindste på dem. Han sad helt roligt og kiggede på hende mens hun slog ham. Han vidste han fik buler og skader, men det var jo Manda der fik dem og ikk ham. Til sidst gav han ik k mere og tog fat i hendes håndled. Han havde et irriteret udtryk i øjnene og kiggede på hende, "Ok, det er ved at blive irriterende!" sagde han surt og fik taget den fra hende. Han kastede den langt væk og kiggede på hende. "Men det er ikk mig der får ondt, det er Manda." smilede han let og strakte sig lidt. Han sukkede og gned sit hoved lidt, det gjorde dog ondt på ham, indtil han ville give magten tilbage til Manda. Men han var ikk en der peb om det, så han ville ikk give Miri det hun ville have. Han kiggede på hende igen.