Hvide Poter mod den bløde jord. -Miina

Omgivelser: Træerne, Månen.
Tid: kl 00:00
Vejr: Klart på himmelen, Månen er fuld, lette briser suser i grenene.
Sted; Skoven :D.
Dato; Irl

Miino's hvide poter slog mod den bløde jord i en ensformet takt som bragte hende gennem skoven i en fart der skabte fryd dybt inde i hendes sjæl. Hendes glansfulde, lange hvide pels bevægede sig i den lette brise mens hun skød frem i det bløde grønne terræn. Hvis man så Miino lige nu ville man nok få tanken yndefuld og elegant. Hendes yndefulde bevægelser gav et indblik i hendes stærke bagben, der fik hende fremad. Der var ingen tvivl om at hendes Animagus den sjældne Hvide løve var et smukt dyr.

Miina kom løbenende længere ind i skoven mellem de mange træer. Hun trådte frem fra skyggen, og ud i månens skær, hvor hendes hvide, smukke pels skinnede som sølv.
Hun fik øje på en anden hvid løve, og gav et kærligt brøl fra sig da hun så at det var Miino.

Miino's øre bevægede sig ganske lidt efter lyden og stoppede op på et lille klippeudspring, vinden rev i hendes pels og hun brummede en kærlig hilsen tilbage, da hun fik øje på sin tvillingsøster Miina. Hun lukkede sine øjne og stod sekundet efter på sine bare fødder. Månen lyste mod hendes nøgne hud, da hun fandt noget tøj frem, fra den lille taske hun havde haft bundet om sit højre forben. Det var en stor t'shirt med noget meningsløst skrevet over og et par natbukser.

Miina betragtede sin smukke søster og lukkede selv sine øjne, og kunne efter kort tid mærke gåsehuden sprede sig på armene. Hun fandt en gul t-shirt frem, som var alt for stor, og et par hullede gamacher. Hun trak let på smilebåndet. "Hej," sagde hun og vinkede.

Miino smilede kærligt til sin søster da hun prøvede at rette sit korte hår, glad for at hun ikke havde sat sine extensions i alligevel den dag. Det havde været en katastrofe! -pænt sagt. Hun Vinkede tilbage til hende og sprang elegant ned af klippeudspringet. Dte var hvad hun havde arvet fra sit dyr, smidighed og elegance.

Miina nikkede kort tilbage til sin søster. Miina's korte, sorte hår flagrede i vinden, da hun gik ud på klippeudkanten for at se Miino falde længere ned. Hun blev stående i nogle minutter for at se månen, og fik et smil på læben ved tanken om, at hun engang troede at det var én stor ost. Hun kiggede på sine bare fødder som stod og trippede for at få varmen ind i hendes krop, og ud i blodet. Hun samlede fødderne og tog et et langt skridt ud over kanten og lod sin krop falde ud over.

Miino kiggede på sin søster med sit sædvanligt kølige blik, dte var tydeligt at se Miino var den Tilbagelænet og meget kølige af de to. Miina var mere.. Oppe og køre, elskede alt og alle.
Han rystede svagt på hovedet ved tanken om hendes søsters elskværdighed og hendes egen ligegyldig. Dte var ikke fordi MIino ikke kunne lide mennesker, at hun ikke kunne elske. Hun havde bare svært ved det. Såen.. en smule meget. Modsat hendes søster.

Miina landede på det kolde græs med samlede ben. Det havde været en meget smuk og elegant landing. Miina betragtede sin søster, og ærgede sig over at Miino ikke var mere son hende selv. Glad og smilende. En kold brise angreb Miina's krop og al' varmen gav op og forsvandt. Hun sendte et blik til sin søster for at se om hun også frøs, og håbede på at de snart ville komme til at lave noget andet.

Miino smilede og gik hen til sin søster og startede med at give hende det blide skub med en knyttet næve mod hendes arm, som hun altid gjorde når de mødtes nogensteder.
"Det ser ud som om nogen har taget for lidt tøj med." Smilede hun muntert til sin søster.

Miina gav en sød lille latter fra sig. "Det kunne godt ske, at jeg skulle tage noget mere tøj med, næste gang."
Miina satte sig på græsset, og tog sin alt for store t-shirt ud over benene og sendte et fjollet smil til Miino.

Miino kendte sin søster alt for godt, tage noget mere med næste gang, hun var næsten ved at grine af det. Hun tog en uldtrøje op af den lille taske, som den lille pose om benet havde været da hun var i sin dyreform. Hun rakte den til Miina og smilede muntert til hende inden hun glattede sine nattebukser og satte sig derefter ned.

Miina vidste at hendes søster var ved at grine ad hende, og fik derfor helt røde kinder. Hun var nemlig den person, som havde det lettest ved at blive flov. Eller.. Det mente hun selv. Hun smilte kærligt til Miino og trak uldtrøjen over hovedet, og brokkede sig bagefter over, at hendes hår var blevet elektrisk og stod ud til alle sider. Det var lige før at hun blev flov over, at hendes smukke søster, så hvilken katastrofe hun lignede.