I am cold, thats it - Miina//Privat//

S: Søen.
O: Det hvide landskab.
T: Aften.
V: Det sneer ganske lidt.
D..
__________________________________

Langsomt og stille gled en sort skygge i gemmen det hvide landskab. Skoven var helt hvid og glimrede underligt nok. Som små stjerner, og månen gjord det kun smukkere. Det føltes som om at man var trådt ind i himlen, uden nogen form for liv eller noget, bar sig selv og tomheden. Kulden var sød når det kom til stykket. Den høje og sorte skygge tilhørte en dreng ved navnet Stan. Stan Cold. Hans udtryk mindede så let om en kedelig teenager der havde fået nok af livet. Vandrede livløst rundt omkring uden tilsyneladende at ane hvor han var henne. Stan var direkte doven, og orkede som regel ikke noget, slet ikke noget. Stan lod sin lyse finger pege imod den runde måne. Han frøs ikke, men havde sin frakke på, men uden handsker denne her gang.
Lad os sige at han holdte af kulden mere ind alt på jorden.. og dog.
Sneen begyndte langsom at dale ned og dansede omkring søen. Stan så imod himlen og fik en snefnug i øjet. Det smeltede hurtigt og dannede sig til en tåre. Han tørrede det ikke af, men lod nakke sidde tilbage, mens hans blik så imod den store og runde munde. Ret underligt at en måne kunne være så rund.

Miina havde trasket rundt i hele skoven snart, og lavede afmærker i den hvide, kolde sne med sine poter. Hendes hvide pels dansede rundt på kroppen for hvert skridt hun tog. Hun havde ikke fået noget mad eller noget at drikke halvdelen af dagen, og trængte til noget. Hendes Aimagus - den hvide løve - skinnede som sølv i månens lys. Da hun så en så gik hun stille og roligt hen mod den, og stak hendes store mund ned i vandet. Det var underligt nok koldt, og trak sig tilbage igen så hurtigt hun kunne, så snart vandet var sivet ned i hendes mave.
Hun lukkede sine katte øjne, og stod efter kort tid i sneen med fødder. Snufnugne landede på hendes nøgne krop, og gåsehuden besatte hendes ben og arme. Hun fandt et par hullede gamacher frem og en stor ukdtrøje og trak den over hovedet. Hun satte sig ned i sneen, med lukkede øjne, og da hun åbnede dem igen så hun, en mørk skygge på den anden side.

Stan stod stadig med hovedet vendt imod månen. Han lignede efterhånden en dreng der græd, for sneet smeltede jo da det ramte hans varme hud. Stan elskede det bare, det var det metalliserede ting der gjord det. Han lukkede sine våde øjne, mens han lod til at høre vinden ruske i de få træer hvor balderne stadig var på. Hans nakkehår rejste sig på en måde, da den kolde vind ramte hans hud. Han smilte veltilfreds, mens han bed sig kort på sin underlæbe.
Hvem kendte egentlig Stan? Han var vel et vidunder barn.. tsk. Han begyndte lavmælt at grine på sin psyke måde. Det lød egentlig ret underligt, da det gav ekko i det forladte sø.

Miina kneb øjnene sammen for at se hvad dette var for en skygge. Det gav et sæt i hende, da hun så at det var en dreng. Hun havde lige forvandlet sig fra hendes smukke dyreskikkelse til et menneske. "Fjols!" mumlede hun til sig til og håbede af hele sit hjerte, at han ikke havde set noget. Hun burde egentligt gå, men hun kunne ikke gøre sig til sin Animagus igen. Ikke her. Og hendes fødder var for kolde til at gå, og desuden var det lang tid siden at hun havde set en så pæn dreng..
Hun besluttede sig for at blive et stykke tid og finde ud af hvad denne dreng lavede herude ved søen. I snevejr? Miina satte sig ned med et bump, og betragtede drengen, på den anden side af søen.

Stans kolde grin kom bag på ham selv. Han rystede på hovedet, mens han lod til at rette sig op. Han så ikke på himlen, men lod sine ´tårer´ glide ned af hans kind, som om han var et tud barn eller noget i den stil. Han lod sine øjne skimme den hvide sø, mens han underligt nik havde hørt et bump. Han opdagede sandelig også en pige ikke så langt herfra han selv var. Han vendte sig helt om imod hende, mens han lag hovedet på skrå, så noget af hans hår svajede til den ene side.
Hans læber var fortrukket i et tynd og lige streg. Stan var ikke kendt som en smilende person.
Hans øjne så betragtende ud på pigen, da hun selv så på ham. men dog var det umuligt for ham at se hende øjne, selvom månen skinnede nærmest over hende.

Miina bemærkede at drengen havde fået øje på hende, og gik hurtigt i panik. Hvad gør man når en dreng ser på en? Tænkte hun. Miina var en meget genert person, og havde nemt ved at blive flov. Hun rejste sig hurtigt op, og kiggede ligeud. Hun foldede sine hænder. Hendes blå læber blev til et kort smil, men slog sig selv i panden da hun kom i tanke om at han sikkert ikke kunne se hende. Hendes make-up var ved at glide af, på grund af sneen der havde fejet det meste med sig, ned ad kinderne. Hun ville ønske at hun kunne se drengens ansigt, men var var for kold til at gå derhen. Måske hun næste gang tog ud i snevejr skulle tage strømper på? Eller sokker.

Stan opdagede hvordan pigen fløj op. Han løftede sit ene øjenbryn, mens han kluklo for sig selv. Han forstod seriøst ikke på piger når alt kom til alt. Han lod en hånd glide over hans blå hår, mens han tydeligvis morede sig over pigen, selvom han egentlig ikke rigtig kunne se hende.
Han bed sig kort på underlæben, mens han begyndte at hoppe ligegyldigt op og ned. Han mund var fortrukket i et tyndt steg som altid, men hans blik morede sig åbenbart.
Så stod Stan der så og hoppede som om han efterlignede pigen på den modsatte side.
Han var egentlig ligeglad, han kedede sig derfor gjord han det her. Og det var da altid sjovt at drille en pige?

Miina kiggede underligt på drengen. Da hun så hvordan han hoppede, kunne hun ikke lade være med at grine. Hun skammede sig over det bagefter, men synes virkelig at det så sjovt ud. Hendes smil var smukt, og hendes latter var sød. Hun ønskede nu stadig at kunne komme tættere på ham, men forstillede sig sit udseende og ville ikke gøre sig selv til grin. Hun satte sig igen ned og kiggede på drengen. Miina begyndte at genkende bevægelserne, og rejste sig op og rakte tunge ad drengen. Han kunne jo sandsynligvis ikke se det alligevel? Hun synes det var ret strengt, men kunne nu godt se det sjove i det, og lod igen sin latter komme ud af munden.

Stan stoppede stille op, mens han lod sine hænder begrave sig i hans lommer, det var han sådan set vandt til. Han rettede sig langsomt op, da han mærkede at han havde bøjet sin ryg. Langsom sukkede han, mens han gik imod pigen, som åbenbart havde valgt at side ned på den kolde og hvide belagte jord. Han var nu komme så tæt på at han nu kunne se pigen helt ud. Han prøvede at smile, men de gik aldeles ikke, så han lod være. Han lod bare sin hånd komme til syne som en hilsen og derefter bøjede han sig ned til hende, så han sad på hug foran hende, og stirrede ind i hendes ansigt. ”Godaften” sagde han, mens han sødlig ånde sikkert kunne mærkes, men underligt også koldt..

Miina stoppede brat op med at grine, da hun så at han havde besluttet sig for at komme hen imod hende. Hun betragtede drengen. Jo tættere på han kom, jo mere kunne hun se af ham. - Underligt nok. Hun besluttede sig for at tørre den våde make-up af i sit ærme, så hun så nogenlunde ud, og kom med et varmt smil. Da han sad lige foran hende kunne hun mærke hendes hjerte banke hårdere og hurtigere. "Hejsa." svarede hun smilende. Udover hendes make-up, var hun meget smuk. Hun rakte sin hånd frem. "Jeg hedder Miina." Sagde hun med et kærligt smil.

I første omgang så Stan bare på pigen. Dette hunkøn, som mindede om.. blomster eller sådan noget? De var vel også skabt på den måde? Være søde, se smukke ud og hvad så? De var vel bare naturlige.. væsner? Stans øjne livede op da pigen snakkede, pigen som tilsyneladende hed Miina. Han så lidt på hende ude et smil, men prikkede hende på panden som om hun ikke var ægte. ”Jamen hej Miina” sagde han, mens han lod til at betragte hende igen. Alle piger var ens, det synes han bare.. en til videre da. Han forventede egentlig ikke så meget fra Miina, men man kunne da heler aldrig vide med sikkerhed?

//Skal smutte, så vi skrives ved//

Miina's kinder skiftede farve fra næsten hvid, til røde. Det var sjældent at hun sad så tæt på en dreng. "Ohøj." Sagde hun hurtigt, "øhm.. Hej ..?" Rettede hun sig selv, uden at vide hvad hans navn var. Hans øjne glimtede i månens lys.. De var smukke, synes hun. Hun kiggede undersøgende på ham da han prikkede hende i panden. Hun kom med en smuk latter, og prikkede ham i panden som hævn. Hun begyndte at trække vejret langsomt, og fik hans ånde i hovedet for hver gang han trak vejret. Det var en dejlig, men underlig fornemmelse. Hun kiggede langt ind i hans øjne, men kiggede hurtigt væk igen, ned på hendes foldede hænder.

//Okay, vi skrives :D. //

Stan havde betragtet hende længe, mens hun skubbede ham ud af hans lille drømmeverden da hun gengældte hans prik imod hans pande. Han rakte stille sin tunge frem, mens han slog sig ned ved siden af hende. Han lænede sig tilbage så ledes at han lod sine albuer støtte sig, og hans ene knæ stod ud i det blå. Sneen havde på en måde lagt sig, for alt blev på en måde roligt igen. Stan så på Miina, mens han fnøs smilende. ”Mit navn er Stan frøken” sagde han, og lod hun hele sin hoved ramme det kolde sne. Det jog i ham, men han vænnede sig hurtigt til det. Rart, det var det.

//Back O__O//

Miina grinede da han rakte tunge ad hende og var glad for at han ikke havde set hende gøre det ad ham, tideligere. "Stan." gentog hun for sig selv, "undskyld mig hr. er De altid så formel?" fniste hun og bemærkede at han ikke reagerede over det kolde 'liggeunderlag'. Hun var selv begyndt at fryse igen, men besluttede sig for at han ikke skulle se det, så hun nøjeds bare med at trække ærmerne over hænderne og bide sig i læben.

Stan havde åbenbart lukket sine øjne, men et smil formede sig på hans læber, som om han drømte sødt. ”Formel?” han åbnede sine øjne og satte sig til rette. Derefter lænede han sig imod Miina så hans næse ramte hendes. ”Det vil du skam ikke vide” sagde han og lo stille. han træk sig væk fra hende, mens han lod sin hage støtte sig på hans begge knæskaller.
Han havde aldrig været god til det med piger, og hans første to dage havde han faktisk kun mødt to piger. Hvorfor var de egentlig sådan? De var så skrøbelige at bare ved at røre ved dem, kunne de let gå i stykker som en flaske.

Miina lo stille. "Så du tror at jeg ikke vil vide?" smilte hun, "jeg er en ret så nysgerrig pige, så du kan godt tro om igen." sagde hun smilende. Hun lukkede sine øjne, og nød stilheden, men ville ønske at der ville blive skruet op for varmen. Hun fald til sidst ned i sneen som om det var en blød, varm seng. Det var frygteligt koldt, men hun magtede ikke at sidde op længere. Hun var både træt og sulten. Hun åbnede øjenene og kiggede på Stan.

Stan træk på skulderne og gav hende et lille nik. Han genvandt sit ligeglade udtryk, mens han så på hende. ”Javel ja” sagde han og så væk. Han lod tiden trække sig, eller stilheden hed det så. Han mærkede den kolde vind igen og han lod den kærtegne ham. Hans kinder var hverken røde eller sådan noget, for alle fik, vil røde kinder i kulden? Stans hud var meget blegt, fordi der han kom frem der sneede det nonstop, og der kom sådan set ikke sol. ”Ved du at det er farligt at være nysgerrig?” han så på Miina, mens han fugtede sine læber.

Miina satte sig igen op, det blev alligevel for koldt at ligge ned i den kolde sne. Hun forsøgte at børste det af hendes uldtrøje og ud af håret, men det lykkeds hende ikke helt. Hun kiggede på Stan og mærkede en underlig fornemmelse indeni. Hun sad og kiggede ud over søen i lang tid, indtil stilheden var ved at kvæle hende. Hun løftede det ene øjenbryn og sagde endelig: "Jeg tager chancen."

//Uh! Nu skal jeg logge, jeg svare i morgen//

Stan betragtede Miina som underligt nok enten bestemme sig, eller så var hun ret forvirret. Det elskede han. Uden han åbenbart vidste af det. Stan træk stille på skulderne, mens han kastede et blik imod himlen. Kold, kulde, smerte. De ord passede så inderligt på ham, i været fald nu. Hans blik vendte sig straks imod Miina, mens et halvt grumt smil kom frem på hans tynde læber. ”Jamen du er jo modig” Han lod sin hånd række sig imod hendes hår, og fjerne det sne hun ellers prøvede ihærdigt at fjerne. Han log hovedet let på skrå, mens noget af hendes hår, sad viklet ind i hans lange og ret tynde fingre. Han betragtede det bare med et stille udtryk. Sørgmodigt.

Miina kiggede længe på Stan, og kom så med et drilsk smil. "Jeg gør alt for min sag." Hendes stemme var blevet lav og hæs. Hun kiggede længe ind i hans grå, kolde øjne og følte en underlig varme, men alligevel ikke.. Hun trak let på skuldrende da han fjernede noget af sneen. Hendes smil var varmt og kærligt, og man kunne tydeligt se at hun var et menneske der elskede nærhed.

”God pige” han havde fået revet sine fingre væk fra hende hår, men dog hvilede hans blik på hende. Han rystede stille på hovedet, mens han kom i tanke om noget. Vigtigt. Han kløede sig på håret, mens han lavede en lille grimasse. Han rejste sig op, og strakte sin lange krop. Han havde vendt ryggen til Miina, og havde rettet sit blik imod himlen. Ikke fordi der var noget interessant at se, men man kunne jo aldrig vide?
Efter et stykke tid, vendte han sig imod Miina, og smilede skævt. Smilet, som alligevel aldrig fortalte noget. Hemmeligt. Hun anede tydeligvis ikke hvem Stan var, og det kunne vel også være ligegyldigt. ”Sig mig. Hvad for dig til at tro, at du kan holde ved din sag?” han smilede stadig skævt, mens han langsom begyndte at bukke sig ned til hende. Han lod stille sine læber ramme hende øre, da han var kommet så langt ned. ”Pas på” hviskede han stille, og træk sig så væk fra hende. Han begyndte at grine, mens han begyndte at gå imod det modsatte træ, som han før havde siddet under. Piger.