Rolig eftermiddag - Zane

Tid: Eftermiddag
Sted: Abbadon
Vejr: det er overskyet
Omgivelser: Angelie og intet andet

Angelie sukkede lettere opgivende, da hun bevægede sig ned af den store trappe, der gik fra første sal og nedenunder til tronsalen. Hendes blik var fjernt, eftersom hun lod tankerne få frit løb den eftermiddag, men hendes mål var sat. Efter hun var nået ned for bunden af trappen, kiggede hun lidt rundt, for at finde ud af hvilken retning hun skulle gå for at finde Zane. Faktisk havde hun efterhånden opsamlet en hel del problemer, som hun blev nødt til at fortælle om, men om han ville hjælpe hende med nogle svar var stadig usikkert. "Zane?" kaldte hun højt, i håb om at han ville kunne høre hende, og stod afventende, mens hun ventede på et svar.

Han hørte hende mens han sad op ad en søjle i salen, så han var helt gemt af en skygge.
Han nød bare skyggen og mørket lige nu... men noget gik Angelie på... det fik han ihvertfald en fornemmels af.
"Herovre..." sagde han og så over mod hende.
Hans lysende, sølvfarvede øjne kunne godt ses i skyggens mørke.

Angelie hørte stemmen, og vendte blikket hen mod søjlen, der næsten lå helt i skygge. Med rolige skridt bevægede hun sig hen til ham, og lagde undrende hovedet på skrå. *Hvad sad han dog der for*`tanken legede let i hendes hukommelse, mens hun lod sig sætte sig ned overfor ham, stadig med blikket hvilende mod ham. "Siden hvornår er du begyndt at sidde på gulvet, når der rent faktisk er stole?" spurgte hun langsomt, og bed sig let i underlæben, inden hun igen måtte afvente et svar.

Han himlede let med øjnene.
"Jeg nyder skyggen... mørket... men ligemeget. Hvad vil du?" spurgte han.
Han så hende i øjnene, men stadig uden at rejse sig op.
"Er der noget i vejen?" spurgte han så, og gav hende elevatorblikket.
Han elskede at se på hende.

Hun hævede let det ene øjenbryn over hans tonefald. Mens hun mærkede hvordan hans blik blev låst fast til hendes, inden hun kort trak på skuldrene. "Njah" mumlede hun langsomt, inden hun trak lidt ned i de lange ærmer på den trøje som hun havde på.
Noget i vejen? Hun vendte spørgsmålet i hovedet et par gange, mens hun overvejede om der var noget i vejen. Indtil videre havde hun vel klaret det hele meget fint, men der ville garanteret komme noget i vejen. "Ikke endnu.. Men snart er der" svarede hun, og kløede sig irriteret i håret, mens hendes blik betragtede væggen.

Han smilede let. Hun virkede en smule tilbageholdende.
"Angelie.. du kan sagtens tale med mig. Godt nok er jeg en kold skid, men du har alligevel en vis betydning. Fortæl." sagde han og lukkede øjnene.
Hans hoved gjorde ondt og hans krop rystede svagt. Han ville bare ikke have at hun opdagede det. Det var faktisk en af grundende til at han var i skyggen.

Hun kiggede en anelse overrasket på ham, da han sagde de ord. Det havde hun aldrig troet han ville kalde sig selv. "Så det har jeg" mumlede hun en anelse undrende, da han snakkede om at hun havde betydning. Hun kunne ikke lige se hvad det skulle være.
Hun trak vejret dybt, uden at bemærke hvordan han rystede i første omgang. "Jeg er virkelig kommet i problemer.. Sådan seriøse problemer" indrømmede hun langsomt, mens hun vendte blikket tilbage mod ham. "Og jeg aner ikke lige hvordan jeg skal komme ud af dem igen". Hun gned sig langsomt i panden, mens hun vendte blikket mod jorden. Hun skammede sig over ikke at kunne klare dem selv, og hendes stolthed var allerede såret. Hendes venstre hånd gled fremad og rørte ved hans arm, der virkede kold. "Vil du hjælpe mig?" Hendes blik vendtes mod hans ansigt, hvorefter hun mærkede den svage rysten under sin hånd.

Han åbnede øjnene igen, trak roligt sin arm et par milimeter væk fra hendes hånd.
"Hvad er det for nogle problemer, Angelie?" spurgte han og så hende i øjnene.
*Hun virker som om hun enten skammer sig, eller er bange eller ked af det.* tænkte han, forundret over at han havde nok empati til at kunne se det på hende.

Hun opfangede hans bevægelse, og undlod at svare på hans spørgsmål. "Du ryster" bemærkede hun, og gengældte hans blik, mens hendes hoved gled på skrå i en spørgende vinkel. Hendes tanker gled rundt, indtil hun fandt det værste af hendes problemer, lige nu var det faktisk det eneste. "Mit problem er en eller anden vampyr, som åbenbart har set sig ret sur på mig" svarede hun langsomt, eftersom han ikke havde sagt noget om rystelserne. "Han er virkelig.." Hun stoppede din sætning, da hun ikke vidste hvad hun skulle sige. "En tankelæser"

Han så på hende et stykke tid. Så sagde han: "Hvorfor er denne vampyr surpå dig? Vil han dræbe dig? Og hvem er han?" spurgte han. Han undlod at tale om rystelserne. Han mente ikke at dr var nogen grund til at Angelie eller nogen som helst anden skulle vide noget som helst om det. Det var hans sag. Hans... kamp.

Hun sukkede lettere opgivende, da han nægtede at tale om hvad der var galt med ham. Han kunne da sagtens fortælle hende det.. Det var vel naturligt at blive syg når man var levende. "Hvis bare jeg vidste hvad jeg har gjort ham" svarede hun langsomt, og trak let på skuldrene. "Værre endnu.. Han vil gøre mig til hans.. slave" Hun skar en irriteret grimasse, inden hun igen rystede på hovedet. "Jeg aner ik hvem det er.. Kun hvor han bor" indrømmede hun så, og fugtede kort sine læber. "Han venter vel på jeg kommer og opsøger ham eller sådan noget"

Slave...
Han så på Angelie og huskede hvad der var sket mellem dem den dag ved søen.
Måske ville denne mystiske vampyr have en slave til at.. ja...
Det gav mening i Zanes hoved eftersom Angelie var en meget køn pige.
"Du vil ikke blive hans slave Angelie. Stol trygt på det. Desuden er du alt for stærk for en almindelig, slap vampyr... jeg kan ikke rigtig se problemet." sagde han.

Hun ventede tålmodigt på et svar, selvom det virkede som om Zane var inde i sin egen lille verden lige nu. Hun bed en kommentar i sig, mens hun bare.. Ventede. Hans ord flød mod hende, som ren musik. Nej selvfølgelig skulle hun ikke være nogen slave. Det havde hun da også selv sat sig for. "Problemet er at han åbenbart ikke er almindelig, for ellers havde han aldrig fået chancen for at lave et ar i mig" mumlede hun, og lod sig falde bagover, så det endte med at hun lå på ryggen. Selvfølgelig kunne han ikke se problemet.. Hvornår havde han måske sidst fået ståret sin stolthed på den måde? Aldrig..
"Hvad fejler du..?" spurgte hun så om lidt efter, mens hun lukkede øjnene. Hun regnede ikke med at han ville fortælle at han var syg, men hun havde mærket rystelsen i hans arm.

Han så på hende.
"Et ar? Lad mig se det." sagde han. Han ignorerede igen hendes spørgsmål om hans tilstand.
Han lod blikket glide ned ad hende som hun lå der, og han tog sig selv i at smile.
*Hun er ret speciel.. på sin egen måde.* tænkte han.
Han sukkede stille.

Hun knurrede lavmælt over at han igen undgik hendes spørgsmål, mens hun opgivende sukkede. "Jeg fortæller dig alt, men du fortæller mig intet" mumlede hun langsomt, inden hun rykkede op i det venstre ærme, og rakte ham armen uden at rejse sig. På hendes underarm stod en adresse, som var blevet skåret ind i huden på hende, og Angelie trak let på skuldrene. "Måske du også skulle åbne lidt op" tilføjede hun lidt efter, uden at hun bemærkede at han smilede.

Han så på adressen, men genkendte den selvfølgelig ikke.
*Hvor vover han at skamfere hende...* tænkte han, og mærkede stille vreden begynde at ulme.
Han rystede på hovedet og så ANgelie i øjnene.
"Jeg er bare en smule syg... men det er ikke vigtigt. Det der er vigtigt lige nu er, at vi tager os af det her lille vampyr problem. Hvad vil du gerne have at jeg gør?" sagde han.
Var hun ude på at få beskyttelse? Han vidste at hun normalt ikke ville bede om den slags, og han vidste også godt at det som regel heller ikke var nødvendigt. Eller måske ville hun bare have et råd...

Hun vendte afventende blikket mod ham, mens hun igen trak armen til sig, og lod ærmet falde på plads for at dække arret igen. Derefter satte hun sig op overfor ham igen, og fangede hans blik. "Vel er det da vigtigt" mumlede hun langsomt, mens hun langsomt rystede på hovedet. "Jeg vil aldeles ikke have dig til at gøre noget" bed hun hurtigt. Hvordan kunne han tro, at hun ville bede om hjælp. Hun var da i stand til at klare sine problemer selv.
"Jeg ved bare.. At hvis jeg ikke fik snakket om det, så ville jeg løbe derover med det samme, og.. dumme mig" De sidste ord var lave, eftersom det ikke var hendes stil at indrømme den slags. Men det var hvad der ville ske. Hendes temperament ville overtage hende, og det ville ende galt.

Han sendte hende et lidt hårdt blik.
"Jeg er bare forkølet... og okay. Dræb ham bare hvis du ønsker det. Det er helt op til dig." sagde han. Det sidste blev sagt med et smil.
Hvilken idiotisk vampyr ville forsøge at tage en pige til slave, som tydeligvis havde noget med ham, Zane, at gøre? Det var jo fuldstendig sindssygt...

Hun lod sig ikke mærke af det hårde blik han sendte hende. Hun havde set det før, og oplevet det. "Både du og jeg ved at det er løgn" svarede hun hurtigt, til at det kun var en forkølelse, inden hun opgivende rystede på hovedet. "Fint nok.. Jeg vil overveje det" tilføjede hun så til den næste kommentar. Hun havde vel også regnet med sådan et svar et eller andet sted. Hun vendte istedet sin opmærksomhed mod væggen igen, mens hun ventede på at han ville fortælle hvad der var galt med ham.
"Kender du en eller anden Itachi?" spurgte hun efter lidt tid, inden hun igen vendte opmærksomheden tilbage mod ham. Hun trak benene ind til kroppen, og lod armene falde omkring dem.

"Har mødt ham. Han siger mig intet, og han ligner noget fra en japansk tegneserie..." sagde han og sukkede.
"Hvorfor spørger du?" spurgte han og lukkede sine nu smertende øjne.
*Satans...* tænkte han. Han måtte se at få gjort et eller andet ved det her...
Hans bryst gjorde også ondt nu, og han hostede let.
Den metalliske smag af blod fyldte hans mund, og han spyttede det ud på gulvet. Der var ikke særlig meget...

Hun hævede let det ene øjenbryn, da han snakkede om at have mødt ham, inden hun kort trak på skuldrene. "Det gør han" svarede hun enigt, og nikkede kort. "Jeg mødte ham igår.. Han virker til at vide en masse om dig" forklarede hun så, inden hun stoppede med at fortælle videre omkring hendes møde.
Hun opdagede hvordan han blev mere ilde til mode, og da blodet blev spyttet ud på gulvet, sendte hun ham et advarende blik. "Nu skal du altså fortælle hvad der er galt.. Det ødelægger dig jo indefra!"

Han trak vejret tungt og var glad for at kunne læne sig op ad den massive søjle. Ellers ville han nok være faldet om.
"Jeg er syg Angelie... og jeg ved ikke hvordan det skal kureres, hvis det overhovdet kan lade sig gøre. Hverken læger eller kvaksalver ved hvad der er galt... de kan ikke finde årsagen, men min krop nedbrydes indefra."
Han så hende i øjnene, og en skygge gled hen over hans sølvfarvede øjne.
"Jeg er døende." sagde han så.

Hun spærrede øjnene op, da han rent faktisk havde tænkt sig at fortælle hvad der var galt med ham. Hun lyttede til hans ord, med bekymringen lysende ud af de blå øjne. "Jamen" mumlede hun lavmælt, og betragtede ham, som han sad op ad stolpen. "Du af alle kan da ikke.. Du kan ikk dø" hviskede hun til sidst, og rystede på hovedet. Hun nægtede at tro på det. Di Morgas hersker ville altid være der, og sådan skulle det jo være.
Hun bed sig bestemt i underlæben, inden hun kravlede hen ved siden af ham. "Jeg vil finde en måde at kurere dig på" Lovede hun ærligt, inden hun gav ham et hurtigt kys på kinden.

Han mærkede kysset på kinden og smilede.
Så tog han hendes hånd og så hende i øjnene.
"Hvorfor vil du redde mig? Du skylder mig intet." spurgte han.
Han var reelt nysgerrig.. hvorfor i alverden ville nogen dog redde hans liv? Selv Ma'lakel og Ailince ville slå ham ihjel hvis de vidste hvor nemt det ville være lige nu...

Hun mærkede at han tog hendes hånd, inden hans spørgsmål gav genlyd i hendes hukommelse. Der var faktisk en del grunde til det efterhånden. Så mange at det næsten ikke var værd at tælle dem. "Fordi.." Hun overvejede sine ord længe, inden hun vendte blikket mod ham. "Du tog mig ind, da jeg manglede støtte.. Du gav mig muligheden for at kunne få min hævn.. Fordi du ikke betragter mig som ejendom, ligesom andre ville have gjort..Og fordi.." Hun sukkede let, inden hun slog blikket ned med jorden. ".. jeg rent faktisk holder af dig"