Du er anderledes - Asmamix //Privat//

Stans hjørnetænder sås. Han var rolig, udover det factor at hans hjerte hamrede. Lige før man kunne se det fra hans jakke. Han kiggede ligeså meget på Asma som hun kiggede på ham. Hans smil var stadig på. Det smil der fortalte ham, at hun var der. I live. Han fortrød at han ikke havde mødt hende fra begyndelsen af. Hun var ikke ligesom andre. Det kunne at dømme fra begyndelsen. Det kunne han. Da hun havde snakket færdig, og lagt sig helt ned at ligge, lod han sin hals hele hans krop glide med. ”Fint. Du vil ikke vide det, så må jeg da bare vise dig det” sagde han, og lukkede sine læber om hendes. Han kørte sin hånd igennem hendes røde hår, mens han hjerte sikkert kunne mærkes. Det burde være ham. Ham der skulle give hende alt. Han vendte stilling med hovedet, så han kyssede på halsen og op igen. ”Asma” sagde han stille. ”Det brude være mig der skulle holde om dig. Mig der købte ting til dig, mig der mærkede din glæde...mig der kyssede dig godnat” .."mig der for dig til at grine" KLIK.

Det var ikke kun Stans bankende hjerte Asma kunne mærke. Det var også hendes egen! Asma var så flov over det her. Akavet. Grimt. Elendig! Hun åbnede munden for at sige, nej faktisk råbe, noget op. Men det sidste hun kunne mærke var Stans læber. Hendes hænder lå foran hendes hoved. Urokkelige. Stan? Ja, hvad var han for en? Hun kunne mærke hans krop imod hende, trods alt havde de tøj på, men sådan føltes det ikke. Hans ord ramte hende. Et sted. Men hvor? Slap ikke taget om hendes læber, men det værste var, at hun kyssede ham tilbage! Ja, hun havde ikke været sig selv på det sidste. Overhoved. Nada. Hun havde lukket sine øjne. Vil bare ikke møde hans blik. Hun vil have at han skulle stoppe det her, men så igen. Hvorfor i alverden sagde hun det så ikke! Hvorfor lod hun sig narre af hans charme? Det var så forkert. Og al den prædiken om at det skulle være ham? Helt ærlig. Hun havde lige mødt ham. Men sådan føltes det ikke. Det føltes aldrig sådan. Ikke for hende.

Stan stoppede kysset, da hun intet sagde. Han så på hende, og havde mærket hvordan hun havde kysset. Selvom hendes øjne var lukket, kunne Stan mærke den stærke bånd der var gledet over dem. Men det var ham der kunne mærke det. Selvom hun sikkert ikke havde de følelser, regnede han heller ikke med, at han havde. Underligt faktisk. Han kyssede hende kort på næsen, mens han rejste sig fra hende. Han tog sin jakke af, og lod den ramme jorden ved siden af Asma. Han satte sig på den, mens han betragtede. ”Smuk. Smukkere end engle” sagde Stan, mens han kastede et blik på himlen. ”Jeg undskylder ikke for kysset. Tro mig” grinte han, mens han kiggede ned på hende igen. Han måtte dog indrømme.. igen, at det var første gang han gik til 'den'. Ikke sådan rigtig nej, men næsten. Asma var der. Hun var ikke som de andre. Tudende og trængte til at blive trøstet. Hun var godtroende, måske fordi hun var en engel. ”Du kunne lide det.. ikke også engel? Jeg havde aldrig før mærket en kysse SÅ lidenskabeligt tilbage” grinede han.

Asma som gengældte det forbandet kys, mærkede ikke rigtig hvornår han stoppede, fordi hendes hoved ligesom fulgte med ham! Bare for at mærke kysset igen. Asma åbnede sine øjne da han talte, og ikke kunne mærke hans vægt over sig. Hun satte sig straks op, mens hun så på ham. Det morede ham åbenbart. Hans sidste bemærkning fik hendes kinder til at blusse op, på den højeste koge punkt. ”Aldeles ikke! Jeg kunne ikke lide det, og jeg kyssede ikke tilbage!” Asma vendte blikket væk, mens hun lod det røde hår følge med. Hun samlede sine ben under sig, mens hun ikke skænkede Stan et eneste blik. Jeg at lyve var hun jo så GOD til. Asma bed sig på underlæben og forbandt sig selv over at kysse den freak tilbage. Han anede jo ikke en skid. Gjord han vel også? Asma tog sig endelig tid til at kigge på ham. ”Det sker aldrig igen!? Forstået?” sagde Asma, mens hun kom i tanke om noget. Men rystede dog på hovedet. Bare for at skubbe tanken fra sig. ”Jeg vil ikke have noget med dig at gøre, søde Stan. Hold dig væk fra denne her engel” jep, lige en engels ord.

Stan grinede så han lige var ved at falde bagover over Asmas reaktion. Virkede bare så sødt, uden form for et bedre ord. Han så over imod hende, mens han træk en af hans ben over til sig og lod det andet flyde så man faktisk kunne se hvor lange hans ben egentlig var. Han kørte en finger gennem håret mens han kinder havde en lille rød streg. ”Hvor er du dog sød” sagde han og vidste dog tydeligvis at hun løj. Helt ærlig, han kunne selv mærke kysset. Og hun kunne lide det. Der var ikke en vej uden om det. ”Ja ja. Du kunne ikke lide det. Så siger vi ..” Stan grinede igen mens han rystede på hovedet. Opgivende og elskværdigt. Han så på hende, mens hun talte. Kunne simpelthen ikke holde grinet tilbage. ”Desværre. Det er ikke forstået” sagde Stan kort og godt. Han nikkede imod hende. ”Og nej nej nej. Det sker sådan set ikke lige..” besvarede han hendes sidste bemærkning. Han kunne ikke holde fingerene for sig selv. Især ikke når det handlede om 'denne' engel. Hun vil ikke have noget med ham at gøre? ”Må engle lyve?” spurgte Stan. Drej emnet. Ha!

//Logger for i dag. Cya//

Asma havde den skeptiske udtryk fremme. Hvor mange udtryk skulle ham mon se i løbet af dagen? Stan. Argh, han gjord en sur og forvirret på samme tid! Asma satte sig bedre til rette, mens hun stadig følte sig flovt til mode. Den nåde han grinede ad hende og sagde at hun var sød. Han var lige al det hun frygtede. Bare Stan. Det virkede total forkert. Men uanset hvor mange gange hun tænkte det, så hjælp det jo ikke realiseret vel? Asma gabte stille, mens hun så træt imod ham da han drejede emnet. ”Idiot” sagde hun stille, mens hun kastede blikket imod himlen. ”Det skal du ikke spørge mig om. Jeg bryder allerede reglerne deroppe” sagde Asma og så ned på Stan. Roligt. Hun lag hovedet på skrå mens hun betragtede ham. Hvorfor? Hvorfor betragte en person sådan? .. hvem skulle han forestille? Han skulle i hvert fald ikke ændre hende. Hun rakte, uden hun selv la mærke til det, tunge ad ham. ”Idiot, idiot, idiot og tusind gange idiot” lo hun, og rystede hårdt på hovedet. ”Jeg hader dig”

//Yup//

Stan stålede op. Ikke noget han sådan gjord. Han så ligeså betragtende på Asma som hun så på ham. Han smilede uskyldigt til hende, da hun kaldte ham idiot og ja, idiot. Han rejste sig op, mens han spredte sine arme da hun rakte tunge ad ham. ”Hey!” sagde han og lignede en der var blevet såret. ”Jeg er måske en idiot. Men så ikke flere!” han grinede, mens han samlede sin jakke op og kastede på hende. ”Ja, jeg hader dig også” sagde han og lag armene over kors. Han vendte sig fra hende, for at vise han var sur. Vel viden at han sådan set ikke var. Han havde nu løst til at trække den flabede tunge ud af hendes mund, men tanken fik ham til at gyse. Han smilede stille, mens hans blik så imod himlen. ”Dumme, dumme, dumme og dumme!” sagde han med et, og vendte sig tilbage imod hende og gik med faste skridt over til hende. Han bukkede sig ned til hende, mens han skubbede hende så hårdt at hun vil falde. Han greb dog hende hoved med den ene hånd, mens han selv sænkede sit hoved ned til hende. Han hjerte bankede så forbandet hurtigt. Ikke noget han kunne holde ud. ”Jeg hader dig også” KLIK. Han begyndte at grine, mens han langsom slap hende, og lod øjnene glide over til hendes røde hår. Han prikkede hende på næsen, mens han rejste sig op og strækte sig. ”Du bliver sjov at lege med, lille engel” sagde han, mens han så ned på hende. ”Så uskyldig og flot. Hold kæft hvor jeg hader dig” han smilede, mens han selv rakte tunge. Hvad? Stan række tunge? Det skulle med i nyhederene her i Terre!

Asma så på ham. Store øjne, mens hendes latter døde hen. Hvad fanden skulle de forstille sig? Lige nu fortog hun sig ikke andet end at kigge forvirret på hans ryg, med jakken over hovedet! Asma baskede den af sig, mens det sidste hun så var Stan gå imod hende med faste skridt. Hun skulle lige til at flygte, men da Stan lag sig over hende og holdte på hende hoved var hun lammet igen. Kunne intet gøre. Nu sad hun mellem hans negle igen. Fortabt. Hun sank i hans øjne, mens hun mærkede hvordan hendes hjerte bankede! Hendes mund var åben, mens hendes øjne lå på stilke. Prøvede ikke at drukne i hans isblå øjne. Prøvede ikke at fryse sig fast. Men hvad? Hun havde tabt. Da han havde indskudt sin sidste bemærkning og slap hende støtte hun sig op med sine albuer. Hun træk vejret dybt,da han begyndte at tale igen. Var hun nu en legetøj som var sjov? Asma rejste sig op. Tog hans jakke og kylede den imod ham. ”Det er dig der bliver sjov at lege med, min lille menneske!” sagde hun, mens hendes kinder brændte og hjerte hamrede. Hun fnøs, og vendte sig fra ham. ”Idiot”