Dæmpet belysning - Misa

T: Omkring midnat
S: Abbadon - Zane's fæstning
O: Mennesketomt
V: Stjerneklart, koldt, ingen vind.

Dæmonens fødder mod de kolde sten under hans fødder, gav sagte genlyd i det bibliotek han nu engang var i. Lyset, der kom fra en lille pære i en smudset lampe, var dæmpet, og han kunne kun lige akkurat skimte bøgernes titler. Hans øjne var som altid halvt lukkede, for at ingen skulle se den hemmelighed der lå bag de tætte vipper. Hans halvlange mørke hår flød omkring hans ansigt, som var oprejst af magisk energi, eller som resultat af at have kløet sig for meget, hvorved det var begyndt at stritte en anelse, blive mere pjusket.
Hans øjne kørte hen over en bogryk, titlen fortalte at bogen var brugt til at nedskrive formularer for dem der forstod at bruge dem, og en anelse omkring hvordan denne form af trolddom hang sammen. Han kendte selv intet til trolddom, han kunne end ikke styre sin egen, hvilket han fandt en anelse morsomt, når han nu tænkte over det.

//undskyld, blev kort ^^' //

Misa sad langt inde i biblioteket, ved et stort vindu, hendes marmorhvide skikkelse så ud til at lyse det sted op, hun sad ved. Hendes tågede mørke violette øjne, så op på en reol, med nogle bøger om mørk magi, et svagt smil kom over hendes læber, da de fleste af formularene sikkert ikke virkede, det var jo mennesker der havde skrevet de fleste bøger herinde. Hun sukkede kedsomeligt og begyndte at dreje violinen hun havde i sin venstre hånd, før hun lod nogle blide, drivende og harmoniske toner spille frem, som altid var melodien næsten hypnotiserende, nu og da kunne man høre den triste undertone, som næsten var i alle hendes melodier. Hun kunne ligne en porcelændukke så fint som hun sad oppe på vinduskarmen. Hun havde kunne mærke en andens tilstedeværelse og håbede på at kunne drage personen herhen, så hun fik en smule selskab.