Misa - P (What did you just say, Litlle kiddy?)

Sted: Udenfor Hotellet
Tid: Eftermiddagens slutning
Omgivelser: Et par rige og hotellets dør.
Vejr: Køligt og meget lidt blæst

Han lænede sig op af den rengjorte væg. Alt her var rent og u-beskidt. Selv gæsterne og de der havde lejet. En langøret, ung mand, med kulsort, glinsende hår iført et fint sæt tøj, stod for sig selv. Ny i byen, rygtet som umenneskelig. Det var det kolde blik der fik de rige og andre folk, til at holde hver sin afstand. Han begyndte at sukke og så sig omkring, hænderne var plantet i de store og flade lommer. Tatara var vant til denne behandling. Han så på væggen og opdagede slaveheirakiet, i et opslag. Han fnøs hånligt og læste det hele. Da han endelig var færdig, rømmede han sig og lænede sig som før, imod muren. "Man burde slet ikke holde så latterlige slaver som mennesker, de er uintelligente, dumdristige og særdeles uopdragne! Hvis det stod til mig.. Slog jeg hver og én ihjel.. Umenneskeligt" Med de ord så han sig omkring, med et gennembrydene blik.

Blide forsigtige skridt kom tættere på og spredte roligt den lille menneskemængde der var. Den fine marmorhvide skikkelse, var ingen andre end Misa, i sin simple dog unaturlige skønhed. En blid melodi kunne høres fra, violinen hun stile manøvrerede sine fingre på. mens hun blidt lod violinen spinde, en melodi som var sjælden at høre i dagtimerne, dette var en melodi som kun hørte til natten og hvad der gemte sig i den. De tågede mørkeviolette øjne gav Misa's elegante skikkelse en form for liv, gennem hendes isnende kulde. Hun smilte svagt, og så imod nogle mennesker, var de dumme? kendte de ikke til reglen? Hun stoppede sit spil.
Et kedsommeligt suk unslap hende, "Mørket er brudt frem, tag hjem eller bliv ude på eget ansvar" hendes stemme var som en skånsom hvisken, som kunne høres fra hjørnet nær menneske mængden. Man kunne se den effekt hendes stemme og ord havde på dem, for få sekunder efter var de oppe i deres lejligheder igen. Hun grinte blidt, men satte så hovedet på skrå, da hun kunne mærke et andet væsen i hendes nærhed.

Tatara så imod stedet, violin tonerne stammede fra. Et yndigt spil, mente han selv. Han elskede en god klassiker, men mest på piano. De slanke og kolde fingre gled igennem det lange, silkebløde hår. Hans øjne rettede sig imod, hvor den anden skabning skulle befinde sig, en umenneskelig skabning. Ikke at han troede på en gud, for noget så opreklameret ville aldrig have sin sande eksistens, især ik med barmhjertighed for de sølle væsner, kaldet 'mennesker'. Han forstod ikke til den følelse af omsorg, nogle af de samme andre væsner, udviste.

/Sorry, skal noget.. Skriver næste svar imorgen/

Hun tog en lydløs kort indånding, som for at sanse hvilket væsen det var. Og hun opfangede duften hurtigt og efterfølgende kunne et svagt smil tydes på hendes rosa læber. Dæmon? Tanken overraskede hende ikke så meget, da byen var fyldt med diverse dæmoner. Hun valgte at gå over til ham, med rolige skridt og den gråsorte violin i den venstre hånd. Hendes før tågede, nu blanke mørkeviolette øjne hvilede stile på ham. Ikke i en uhøflig stirren men, en lettere undrende betragtelse. Men fordi hun aldrig var så lige til, valgte hun i sidste øjeblik at dukke op bagved ham istedet.
"Godaften Hr." Hun smilte venligt med armene bag om ryggen, som et tegn på at hun ikke ville overfalde ham. Mørket var jo, så småt faldet på.

Tatara vendte blikket bag skulderen, hvor det andet væsen stod. Han vendte sig og vinden slog hans lange hår let til siden. "Godaften Frk." Han lod ikke mærke til de gemte hænder, og fnøs let. "Hvad laver en ung pige som dig, herude, når aftenen er ved at tage sig til syne?" Hans øjne sturderede hendes bette krop, og de blanke, violette øjne. "Medmindre de selvfølgelig ik er særlig ung længere" De spidse ører rykkede fremad, de var ligeså pjuskede som en ulvs og lige så spidse some en rævs, farven mindede dog om bjørnens brune pels. Fingrene var smalle og han lod håndfladen rykke på den småskæve, kulsorte, ualmindeligt rene jakke.

Hun lænte sig kort imod muren, og studerede himmelen let, før et smil bredte sig. Hun kunne ikke undertrykke en lille latter, det var jo ikke første gang nogen havde troet hun var en lille pige der måske havde sneget sig ud. "Jeg nyder skam bare den klare nat", hun nikkede kort men roligt. Hun var jo også kommet ud for at lege lidt med de mennesker der havde været dumme nok til at blive ude, selv efter udgangsforbuddet. Hun lod sit betagende blik hvile på ham igen, med hovedet sat på skrå, "Nej jeg er ikke så ung igen", hun grinte og så på sine lange marmor hvide fingre. fysisk var hun stadig en ung dame, men psykisk havde hun mere visdom end lærde.
"Hvad med dem selv? hvad lokkede dig ud i natten", en lettere sky undrende kunne fornemmes i hendes stemme.