Sommerdag //ikke privat//

Tid : 14.45
Sted : Skoven
Vejr : Varmt. Men små køllige briser
Omgivelser : Et par andre. Dog er de langt væk fra Miran.
Årstid : Sommer
Dato : 24 juni
----------------------------------------------------------------------

Lydende af de andre blev svagere efterhånden som hun begav sig afsted mod midten af skoven. Hendes fødder gik roligt igennen græsset, der aldrig havde været grønnere. Miran kiggede op. Op på himlen. Hun stoppede kort op og kunne tydligt høre hendes åndedræt og hendes hjerte slå. Miran lyttede. Det eneste der var at høre var fuglende og en fjern lyd af latter. Miran lukkede sine øjne. Da hun åbnede dem igen, var det som om hun var kommet til en helt anden verden. Træerene var pludselig vokset enormt meget. Og lydende af latter var blevet højere end før. Selvom lydende ikke var kommet en cm. nærmere. Hun begyndte at løbe. Hun stoppede op ved et stort træ og klatrede der op. Det vile have været svært i hendes menneske skikkelse at klatre op i træer, men i hendes panter skikkelse var det ingenting. Hendes klare krystalblå øjne missede op mod himlen. Miran spindede og viftede med halen. Frem og tilbage...

en ulv kom stille gående gennem skoven og kiggede rundt. Da der ikke var nogle i nærheden forvandlede han sig tilbage til menneske og stildte sig op af et træ og tog en smøg frem og tog den i munden og tændte den

Miran kiggede sig omkring. Stadig ingen i syne. Hun sukkede svagt. *hvad skal man lave ? Miran gabte højlydt. for lidt søvn den sidste forgående aften. Et smil spildede på hendes læber. Miran kravlede længere op i træet og havde nu udkig og det meste af skoven. Hun kunne se de mennesker hun var gået fra før. De legede stadig. Hun kiggede i en anden retning og fik øje på en rødhårret dreng. Miran kiggede fast på ham. Hendes hale svajede forsigtigt fra side til side.

en mærkede en animagus aura og sprang straks op i træet i menneske form men kravlede som et dyr og det gik pænt hurtigt.

Miran betragetde drengens mindste bevægelser. Da han løb mod træet, som hun sad i, blev hun en smule forbavset. Miran kiggede kort rundt for at se om der var andre en bare ham. Ingen. Hun forblev i sin panter skikkelse. Hvem vidste om han var et menneske? Mennesker skal jo helst ikke lige se et menneske blive til en panter og omvendt. Miran krøb sig sammen og trådte lidt tilbage på det gren hun sad på.

hans øjne forandrede sig og han kom frem igen i syn ulve form og krevlede så hurtigere og højere. Han pustede langsomt ud og satte sig så over for panteren

Miran smilede bredt i sin panterskikkelse. En anden af hendes slags! en anden animagus. Miran løftede langsomt sin pote og pegede svagt mod ham og tog den derefter ned igen. Dette skulle forståes som en hilsen. Miran bevægede sine knurhår og hendes hale svingede fra side til side

det samme gjorde han og kiggede på hende og kravlede lingere ud på grenen som blev tyndere og tyndrere.

Hun lagde hovedet lidt på skrå mens hun betragtede ham. Hun missede med sine klare blå øjne. Miran betragtede ham. Eller betragtede den ulv der var foran hende.

den sprang ned og forvandlede sig hurtigt og han kom frem igen i menneske skikkelse og landede i en salto og ramte på benene