Endelig ses vi igen (Privat, Alyn)

Var det her en prøve? En prøve om han virkelige ville løbe væk eller blive hos hende, lige meget hvor underligt hun opførte sig? Han kunne godt mistænke hende for det..
Han anede ikke helt hvad han skulle sige, igen, men havde ikke længere noget imod at se på hende selv om hun var halvnøgen.
Han gik tættere på så han kun var et skridt eller to fra hende og så på hende, hun var undskyldene og selvfølgelig acceptere han det.

Alyn anede ikke hvilke tanker der kørte rundt i Isho's hoved ligenu
Hun ville hvertfald ikke sige mere. Ikke nu
Hendes hoved begravede sig i det fugtige mos. Hun elskede simpelthen mos. Bortset fra alle de ting der nogle gange lå i det, hvilket´hun prøvede at lade være med at tænke for meget på.
Hendes næseboer snusede lykkeligt til duften af skov. Og af mos.
Hun kunne hører regnen et par kilometer væk. Vædede en halv million på at den snart ville komme hen til dem.
Hun kunne hører skoven bevæge sig i vindens blide tag og slip. Så beroligende. Så velkendt!
Hendes øjne kiggede lidt frem igennem det tykke hårnet fra hende selv. De faldt først på overdelen og så bagefter på Isho hvorefter de dukkede sig ned i mosset igen
Nu hvor hun tænkte over det var dette ikke lige det smarteste hun havde gjort.
Men hun var som sædvandligt flitrende ligeglad med det. Han måtte glo som han ville
Sket var sket og hun ønskede overhovedet ikke at investerer i en tidsvender, da det ville bringe alt for mange ubehagelige minder tilbage.
Skovens lyde blev til mild baggrundsmusik. Hun lyttede istedet til Isho's åndedræt og hans bevægelse. Lyttede til hende selv. Lyttede til dem i en samlet smuk enhed. Hun kunne også lugte ham. En duft af skov og beskyttelse, som hun kun fandt hos ham.
Hun smilede ned i mosset. nynnnede stille ordene >>Im so Heavy. Heavy in your arms<<
Man kunne nok ikke hører det, da hendes ansigt var vendt ned i mosset.
Men lyd kom der da. En kogle af en art ramte hendes blottede rýghud og fik en svag behagelig smerte igennem hende. Hun smilte bare ned i mosset mens hun nynnede

Hun sagde ikke noget, men hvad var også at sige?
Han satte sig ned og så på hende, ikke på glo agtig måde, men bare normalt.
Han smilte da han hørte hende mumle ned i moset, mest fordi han ikke forstod en brik af hvad hun sagde og håbede ikke det havde været vigtigt, men så havde hun jo nok vendt sig mod ham og sagt det.
Mosset var dejligt blød og en smule fugtigt i det.
"Alyn..." sagde han blidt, et navn han ikke kunne blive særlig træt af at sige opdagede han.
Han ville have sagt han måske holdt mere af hende ind som ven, men var bange for det ville ende galt igen...og måske var det også et forkert tidspunkt?

Alyn rettede sit hoved op. Hun tørrede lidt mos og jord af kinderne og næsen, og sendte ham et smil.
Hendes hånd gled hen til hans og hun fangede den som en mus i kattens mund.
Et lille forsigtigt klem og et glad smil, fortalte hende at det ville være umuligt at være rigtig sur på Isho, hvilket føltes lidt underligt, da hun var rimelig god til at finde dybe fejl ved folk.
"Ja?" hendes stemme var blid som et lille klokkespil, som tit hang udenfor menneskers døre. En larmende drømmefanger
Hendes øjne gled op ad hans krop og endte ved hans ansigt.
Hendes øjne afslørede intet. Men inden i hende var hun ved at springes efter at hører hvad han sagde. Positivt eller negativt. Ligeyldigt

Hendes lille klem fik ham til at smile lidt mere.
Han satte sig ned og så lidt på hende, lige nu virkede hun så...glad på en eller anden måde og det ville han ikke ødelægge.
Han håbede han ikke ødelagde det.
"...Jeg.." han tøvede lidt, han vidste godt mange havde svært ved at sige det, ham selv nogen undtagelse, det var jo sine følelser til en anden, følelser man var bange for ville blive kastet væk af modtageren.
"...Jeg tror jeg...." han så ind i hendes øjne
"...Jeg tror jeg kan lide dig lidt mere ind som ven, Alyn...Nok også mere ind bare lidt" nu var det sagt, så måtte himlen falde ned om ørerne på ham eller hvad der nu måtte ske.
Pludselig lagde han mere mærke til sine omgivelser, om det var fordi hans hjerne ikke rigtig turde høre eller se, måske føle, hvad hun ville svare til det, vidste han ikke.
Og alligevel var det Alyn han så for sig, kun Alyn.

Alyn var lige ved at komme med en drillende bemærkning om hans stamning. Hendes mund var endda ved at åbne sig. Og den forblev åben da hans ord endelig kom.
Hendes øjne begyndte nærmest at vokse. Når de altså ikke blinkede, hvilket de gjorde nærmest non-stop.
Hun prøvede at få de ting til at passe sammen. Det hun følte, det han sagde, det hun gjorde og det han gjorde.
Men problemet var at hendes tanker var rimelig rodet ligenu.
Hun fik med en gevaldig kontrol lukkede munden på sig selv. For ikke et ligne en idiot. Eller endnu værrere: Komme til at sige noget idiotisk, hvilket hun mistænkte sig selv for at være på nippet til. Typisk Alyn. Heldigvis var den kedelige kloge stemme der igen, med det dejlige råd som at holde sin kæft, få styr på hjernen og lade være med at ligne en der havde fået en flue i øjet.
Løsningen var simpelthen at lukke øjnene, og smække sin hånd over munden. Det andet kom snart. Håbede hun!
Det var ikke fordi hun ville hoppe op og skride væk fra ham. Der var et par ting der bandt hende. Det første og det mest ligegyldige var at hun ikke havde noget på overdelen af kroppen. Det andet var at hun ikke ville gå fra ham. Hun ville helst klynge sig til ham. Men mulighed et var bare lidt besværlig.
Efter et stykke tid åbnede hun endelig øjnene igen. Kiggede på ham, som han sad der og stirrede ud i naturen. Nok fordi han var nervøs, hvilket der ikke var noget at sige til. Selv hende. Den rapkæftede, kolde, sarkastiske elver med al for meget selvtillid havde vist sig at være blødtumpe.
Hvor typisk!
Hun lod sin hånd fjerne sig fra munden. Åbnede den. Først kom der ikke en lyd ud hvilket var nom til at få hende til at snerre af sig selv
"Så sig dog noget Alyn" hvæsede hun til sig selv. Slog hånden for munden og begravede sit ansigt i mosset. Igen!
Hun løftede endnu engang ansigtet, med mere kontrol, over ansigtet
"Du aner ikke hvor glad jeg bliver for dine ord" fik hun sagt, helt uden at stamme, hvilket hun var stolt af

Tiden sneglede sig af sted, eller det syntes han i hvert fald.
Det gik uendeligt af tid, hvor hun først lignede en der havde fået en gave hun ønskede sig, men også overrasket over faktisk at få den.
Han så på hende da hun endelig svarede, og hans hjerte pumpede af sted som efter et langt løb.
Og han blev glad af hendes svar, det var ikke nogen afvisning, ingen Alyn der flygtede ind i skoven eller noget som helst, men tværtimod en smilende Alyn der faktisk så ud til at mene det hun sagde.
Og det gjorde ham glad.
"Nej, jeg er ikke helt klar over hvor glad du er" svarede han, for man kunne vel aldrig helt vide præcis hvordan en anden følte.
"Men jeg er glad for du er det" han holdt om hendes hånd med begge sine og havde mest lyst til bare at holde om hende, men tøvede alligevel.

Alyn stirrede bare på sin hånd, hvor Ishos hænder omsluttede hendes.
Stirrede bare. Svarede ikke. Hvis det han sagde overhovedet var et spørgsmål.
Inde i hendes hoved foregik der noget andet. Ikke den totale stilhed efter hans ord.
Ikke tanker. Ikke minder.
Bare en ganske simpel rocksang som bankede rundt i hendes hoved. Sangen passede ikke ind i det der skete imellem dem nu. Ikke på overfladen hvertfald.
Men den var bare dukket op. Sangen var faktisk ikke simpel. De smukkeste ord, den mest fantatiske og rataderede melodi, som bankede i skalden på hende, som baggrundsmelodi i det der skete.
Eller var det det de to gjorde baggrunden i musikken?
Skoven var blevet stille. Som om den holdt vejret. I lang tid, hvorefter at puste en kraftig vind igennem, der ville smadre flere 100 træer?
Stilheden man hørte før et uvejr brød løs?
"Nu er du for filosofisk Alyn" ordene røg ud fra hendes mund. Lavmælt. Kom de overhovedet ud? Eller var det bare noget hun fantaserede

Han grinte lidt og slap hende hånd.
"Jeg tænkte nok du tænkte, jeg har en fornemmelse af du tit tænker dybe tanker" sagde han og så lidt på hende, så omkring sig, for at se på hende igen.
Det hele var bare gået lidt i stå nu.
Hans tanker gik tilbage til Asma, det var stadig underligt for ham og som han havde vidst, ville han nu begynde at tænke meget over det.
Han så på alyn, han havde gjort hende glad.
Han smilte lidt for sig selv, hun var lidt af et mysterium og det holdt han af, selv om det nogen gange var lidt besværligt, men alt kunne jo være besværligt til tider og nu var det i hvert fald ikke, mente han.

"du gør mig forvirrede med alt din tænketankegang" svarede hun med en påfaldende forvirringsudtryk, at det lød som om han havde glemt, at hun selv lige havde siddet og snakket om hendes til tider meget åndsfraværrendehed
Hun trak sig frem af hen over mosset og lagde bestemt armene over kors, så de dækkede hendes bryster.
Så lagde hun sit hoved på hans lår og kiggede op på ham med et bedrøvet smil
"er der noget du vil sige Isho. jeg har den lille fornemmelse, og de plejer at være rimelig gode, at du har noget på hjertet."
Hendes øjne glødede da hun kunne kigge op på hans smukke ansigt
"im gonna cut your hair off boy"
Hendes tænder klaprede sammen som en saks, mens munden forsøgte at fange hans sølv-hvide hårlokker. Mislykket, men det fik hende alligevel til at grine

Han grinte af hendes forsøg.
"Åh no, not my hair, I love my hair!" sagde han og prikkede hende på næsen mens han så tankefuldt på hende.
"Tja jeg ved ikke" sagde han så
"Er lidt bange for at sige det totalt forkerte og så du rejser dig og går og hvad skulle jeg kunne sige som du ikke ved? Jeg kunne sige jeg holdt af dig...Men det ved du for håbenligt godt...Jeg kunne spørge om hvad Asma og dig lovede hinanden...Men jeg ville nok ikke få noget svar" han smilte mens han så på hende, han lænede sig lidt bagud, ikke særlig meget, bare en smule da han bruge sin arm som støtte.

Alyns øjne blev store
"Ih altså. Jeg havede håbet du ville være lidt mere....kreativ" Hun pustede luft ind i sine kinder, så det lignede hun havde en forfærdelig tandpine. Så pustede hun luften over i den ene kind og så tilbage igen.
Hun blev ved sådan, mens hendes blik var fæsnet mod et sted over hans hovede.
Hn kiggede på efterårsbladets vandring, ned mod det endelige. Ned mod jorden.
Hun tegnede et mønster af det inde i hendes hovede.
Skulle hun svarer ham?
Eller skulle hun ikke?
Hun hoppede lidt rundt omkring det. I takt med luften der røg frem og tilbage i hendes kinder.
Til sidst pustede hun luften op i hans ansigt, som en frisk peramynthe ånde, dog med duft som en blid, men kraftig og velduftende urt
Hun sendte ham et smil, som kun elvere kunne præstere. Det der meget...Alt for charmerende smil, der tyede på at man havde noget andet i tankerne end at lege med dukker. Og den kolde ligegyldighed som altid hang ved sortelvere kom også ind.
Et uimådståeligt smil.
"Er du nu sikker på dine dæmonører vil høre det?" hendes stemme var svag og indsmirgrende, så den burde være forbudt

Han så lidt på hende, han var nu som han var og det måtte man vel acceptere, han havde aldrig været van til sådan rigtig at være sammen med nogen før han kom Di Morga og det havde nok også gjort hans kreativitet lidt..kedelig.
Han så lidt på hende og grinte så lidt
"Ja, helt bestemt" sagde han og så lidt bedømmende på hende
"Skulle jeg mene" sagde han så, han vidste jo trods alt ikke hvad de havde lovet hinanden, måske ville han blive vred, måske ville han blive mere ked af det eller noget helt tredje, han vidste det ikke, han vidste bare han ville vide det.