Gatur i bølgerne - Izabella

Tid: Aften
Sted: Stranden La Plage
Vejr: Solen er på vej ned
Omgivelser: Kun Eluid

Eluid smilede varmt og gennemtrængende for sig selv, mens han vandrede igennem bølgerne på stranden. Han havde taget skoene af, som nu dinglede fra hans ene hånd, mens han havde smurt cowboybukserne op til lige under knæene. Den hvide skjorte sad perfekt ind til den lettere veltrænede krop, mens den stod åben i toppen og viste en anelse af den bare brystkasse. De brune øjne spillede muntert, hver gang han mærkede en bølge glide ind over hans fødder, og sandet bragte en kildrende fornemmelse igennem hans tæer, når vandet tvang det tilbage til havets bund.
Eluid var 24, og næsten lige flyttet til Di Morga. Han var også idealist, og troede på alt godt.. Selv væsner uden følelser havde noget godt i sig, og han havde gjort det til sit personlige mål at frembringe dette.
Han stoppede op i tilfældigt sted, inden han vendte blikket udover havet, som strakte sig ligeså langt som øjet rakte. Han havde ingen bekymringer i livet, når han kunne stå og nyde naturen på denne måde, og han elskede det.

Izabella små løb ned mod stranden imens hun så sig over skulderen. Hun stoppede op da hun så at de ikke havde kunnet følge med. *Pyha.. Godt jeg slap fra dem ellers havde jeg ligget død nu* tænkte hun stille og så sig om. Hun rettede hurtigt på hendes tøj, en lød bluse og nogle løse bukser som var godt at løbe i, da hun jo var nødt til at have noget godt at stikke af i når hendes far sendte psykcopater efter hende for at dræbe hende. Hendes bare tær nød sandet omkring dem. Hendes blik opfangede en skikkelse og hun blev straks ramt af frygt for at de havde fundet hende igen. Hun sukkede lettet op da skikkelsen ikke lignede en der ville gøre hende fortræd. Hun gik ned imod vandet og skikkelsen og opdagede det var en mand. Da Iza nåede derned smilte hun halvt. "Godaften" sagde hun venligt til ham og stalte sig i vandkanten.

Eluid lukkede kort øjnene, mens han tog en dyb indånding ind igennem næsen. Selv luften duftede friskere i dette område, fordi det var så urørt at forunening og os fra biler og andet skrammel. Hans blik blev dog hurtigt åbnet igen, da han hørte en svag dæmpet lyd af hurtige fodtrin i sandet.. Som om nogen løb.
Undrende vendte han langsomt blikket rundt, og nåede lige at se en skikkelse i hans øjenkrog, mens han undrende lod hovedet falde en anelse på skrå. Han havde været sikker på at han var alene.. Men på den anden side var selskab jo ikke det værste som kunne ske.
Jo tættere skikkelsen kom, genkendte han med lethed de kvindelige former, inden et blændende smil gled over hans læber, og viste en hvid tandrække, bag de tilbagetrukkede læber. Hun ventede tålmodigt på at kvinden ville komme tættere på, og gjorde klar til at lade en velkomst komme igennem munden, men pigen kom ham i forkøbet.
"Jamen godaften" sagde han venligt, inden han svagt rettede sig op i sin fulde højde af 192 cm. Jo han var ganske høj, men sådan var det jo. "Du så ud til at have travlt?" Dette blev nævnt med en spørgende tone, mens det ene øjenbryn langsomt hævede sig op i vejret. Altimens prøvede hans blik at fange pigens.

Iza kiggede på ham med et smil. "Det havde jeg skam også. Der var nogle ikke så glade mennesker efter mig, og ja... de vil slå mig ihjel" sagde hun og trak på skulderne. Hun kiggede beundrende på drengen og fik øjenkontakt med ham. "Okay jeg ville kalde dem psykcopater, men altså" hun lagde hovedt tilbage og lo stille. Hun så på drengen igen men fjernede så blikket og kiggede ud over det store hav. Hun nød vandets små bølger imod hendes bare fødder og hun så på drengen igen. Hun rakte ham høfligt hånden "Mit navn er Izabella." sagde hun med et mildt blik.

Hun sukkede lavmælt, da hun afgav sin forklaring og vendte automatisk blikket tilbage i den retning, hvor pigen var kommet frem, men sjovt nok kunne han ikke se nogen. "Mmh.. Jeg tror ikke de er efter dig længere" bemærkede han venligt, inden han igen vendte blikket tilbage mod hende. Han lyttede tålmodigt til hendes ord, og nød at denne person havde så meget tillid til ham, at hun turde springe direkte ud i sin forklaring som noget af det første, eftersom de trods alt kun lige havde mødt hinanden. Han respekterede den slags, og smilet var som klæbet fast til hans læber.
Da hun rakte hånden frem, lod han venligt sin egen falde i hendes, inden han bøjede sit hoved mod hendes håndryg, og blidt lod sine læber ramme hendes hånd i et svagt kys. "Det glæder mig at møde dig" sagde han langsomt, mens han rettede sig op igen, og slap så hendes hånd. "Mit navn er Eliud". Han nikkede høfligt efter at han havde præsenteret sig, mens han betragtede hendes ansigt. Det lyse hår, og halvspidse ører.

Iza smilte til ham og hendes øjne blev en smule stører end normalt da han kyssede hendes hånd. Hun trak dog ikke hånden til sig men nikkede bare. "Okay... En gentelman... Det må jeg vil nok sige, det sjældent man måde dem nu om stunder!" hun lo igen og smilte så til ham. "Ja undskyld at jeg bare sådan snakker, men når man har boet alene så længe som jeg har nu uden nogle at snakke til så er det rart ar få snakket med nogle" sagde hun og trak på skulderne. Hun opdagede at han nær studerede hende og så væk. "Elver" svarede hun bare da det gik op for hende at han kiggede på hendes ører. Hun kiggede op på himlen og sukkede dybt. "Hva lavede du så her inden jeg kom?" hun smilte lidt uden at se på ham. Hendes blå øjne søgte hans da hun stille spurgte "Du er ny her er du ikke? jeg har ikke set dig før nemlig" hun lagde hovedt på skrå og hendes øjne søgte et svar.

Et let skuldertræf kom, da hun kaldte ham for en gentlemen, og han føltes sig en anelse smigret over hendes bemærkning.. Sandt nok var der ikke mange af dem, men det gjorde de få der var langt mere specielle, og han kunne godt lide at være speciel på en god måde. Det var også tydeligt at se, at han ikke plaprede løs af natur, som pigen, men tilgengæld var han en god lytter, hvilket oftest var hvad de fleste havde brug for. "Der er intet at undskylde for.. At snakke er en god ting" svarede han venligt, mens han langsomt lod tungespidsen glide ud igennem sine læber, for at fugte dem.
"De er smukke". Han opdagede at hun måske følte sig en smule flov over sin natur, men han var ikke af samme opfattelse. Han fandt naturlighed smukt, og hun var naturlig fordi hun ikke skjulte dem, ligesom andre elvere måske ville have gjort.
Til hendes næste spørgsmål kom hans smil igen frem. En blød og venlig latter gled over hans læber, mens han stak hænderne i lommerne på sine bukser. "Di Morga er et stort sted.. Du kender forhåbentlig ikke alle i dette land" bemærkede han i en lettere drillende tone, hvorefter han dog nikkede. "Men jo.. Jeg er lige kommet til byen"

Iza så undrende på ham. "Mine ører?" hun lagde hovedt tilbage og lo. "De er der vel bare... Født med dem, opvokset med dem og jeg vil formentlig også dø med dem." hun trak på skuldernde og så så på ham. "Jeg snakker jo bare hele tiden!... Fortæl mig noget om dig? du er ny i byen siger du? Hvor gammel er du? hvor boede du før du kom hertil?" spurgte hun og begyndte straks krydsforhøret. Hun stoppede op og kiggede nærmere på ham. Hun så på hans brune øjne, en af hendes yndlings farver i øjne, og på hans brune hår, der tydeligt sad nærmest perfekt. *Perfektionist? naaarrjjj... det tror jeg ikk... det må være noget andet.* Tænkte hun "Hvad race er du?" røg det ud af munden på hende og hun tog sig til munden med et flovt blik. "Ej undskyld" *Lad dog manden svare idiot?* tænkte hun om sig selv og rystede på hovedt af sig selv og hendes dumheder.

Han nikkede lidt, inden han sendte hende et overrasket blik, da hun nærmest overfaldt ham med spørgsmål. Hver gang han åbnede munden for at svare på det ene, havde hun allerede skudt det næste af imod ham. Han kunne dog ikke lade være med at grine, mens han huskede på hvert eneste spørgsmål som han havde lavet. Han brugte istedet tiden på at næsturdere hende igen. Hun var lavere end ham med blå øjne. Langsomt vipede han lidt med fødderne, som stadig blev afkølet i vandet, inden han trak sig lidt væk fra vandet, og endte med at sætte sig ned i sandet. Hans blik hvilede kort på hende, inden han klappede let på jorden ved siden af sig, som tegn på at hun skulle tage plads.
"Jeg boede i london før jeg flyttede hertil og jeg er 24 år gammel" sagde han langsomt, mens han nu hørte hendes sidste spørgsmål om hvad race han var. "Jeg er aspara" tilføjede han drillende, inden han lod en hånd glide igennem håret. "Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal sige.. Jeg er imødekommende, så du vil jo nok danne dig en mening omkring mig snart."

Iza satte sig ned med et forundret blik. "Aspara?! jeg har hørt om dem men aldrig mødt en." sagde hun så og trak på skuldernde. Hun noterede hvert svar han gav hende. *Lodon, 24, Aspara, imødekommende, virker sød, flotte øjne, pænt smil, flot hår, dejlig latter, ser i det hele taget godt ud... okay nu stopper du Iza!* tænkte hun og kiggede på ham. "Du er imødekommende... Du lytter bare til alt mit snik snak." hun lo stille og tegnede små cirkler i sandet. "Fortæl mig mere om dig... du lyder så spændende." sagde hun med et smil og så ham i øjne. *Han har flotte brune øjne... Iza! drop det.* Tænkte hun og hendes indre stemme sagde til hende at hun ikke skulle tænke sådan om ham. *Forfanden da, du har lige mødt ham!?* tænkte hun bebrejdende om sig selv.

Han slog let ud med armene. "Her har du en i egen høje person" svarede han, og et let drillende glimt kunne ses i hans brune øjne, mens han så på hende. Hun så ud til at tænke over noget.. Noget.. interessant. Han kunne ikke lade være med at smile over det, mens han overvejede hvad der løb igennem hendes hoved. "Jamen hvad vil du så gerne vide omkring mig" spurgte han en anelse undrende, mens han overvejede hvad der kunne være så interessant omkring ham. Han var jo bare ligesom så mange andre i denne verden, desuden var han virkelig dårlig til at fortælle om sig selv. "Hvad med at du fortalte lidt om dig istedet for" sagde han med et skævt smil, inden han blidt puffede til hende med skulderen.