Et mystisk møde - Izabella

Tid: Aften, omkring klokken 23
Sted: Ved stranden, faktisk helt nede ved vandkanten
Vejr: Solen er på vej ned bag bjergene, og mørket kommer frem
Omgivelser: Der er kun Angelie ind til videre

En lav skikkelse gled langsomt igennem luften, mens vinden praktisk talt ikke bevægede sig. Nogle enkelte gange kunne man dog høre det tørre sand røre på sig, som om det forlangte at vinden ville blæse det rundt, men denne dag lystrede vinden ikke. Faktisk var det en perfekt dag for elskende, som kunne ligge på stranden, og betragte den nedgående sol, som lige nu var på vej ned bagved de høje bjerge, som dannede baggrunden i dette perfekte billede. Underligt nok var stranden øde.. og kun Angelie bevægede sig igennem sandet med bare fødder. Hun brugte faktisk aldrig sko, og hendes sædvanlige påklædning, var den sorte tanktop, og nederdel, som gav hende den bevægelsesfrihed, som hun forlangte.
Det rødbrune hår bølgede svagt nedover ryggen, mens hun roligt og afbalanceret smil var plantet på de blege læber. Der var omkring en time til at hun ville gå i sin spøgelsesform, og med tiden var hun faktisk begyndt at holde af den. Måske havde det noget at gøre med alt det, som rørte sig i Di Morga.. Alle kampene, som skete omkring. Selvfølgelig kendte ikke alle til dem, men som en del af det hele, var Angelie velorienteret omkring den slags.
Det var sjældent hun havde muligheden for at slappe af, og nyde at være hende selv. Men denne aften skulle ikke gå til spilde, om hun så skulle tilbringe den alene eller ej. Hendes skridt var næsten lydløse hver gang hendes fødder gled igennem det kølige sand, og et svagt kuldeskær gled igennem hendes krop, når det iskolde vand gled op over hendes fødder. Dette fik dog bare smilet til at blive endnu bredere.
På afstand ville man nok tro, at denne kvinde var endnu en svag person, som med lethed kunne blive overfaldet, men Angelie havde for længe siden lært, at man ikke skulle dømme en hund på hårene. Hun var mindst ligeså farlig, som hun var uskyldig, og tog man den slags for givet, ville det være værst for en selv.

Mørket var ved at bryde frem og inde i skoven tæt ved stranden kom Izabella gående på bare tær, og i sit normale tøj, løs hvid bluse der er lidt halv beskidt og et par løse bukser, som hun havde på fordi det var let at flygte i hvis nu hendes far igen havde fundet flere til at prøve at fange hende. Hun listede sig ud af skoven og så sig omkring. Hendes hår lå langt ned af hendes ryg. Hendes øjne var lyseblå og hun var meget opmærkesom på hvem eller hvad der var der eller bevægede sig. Iza, som hun blev kaldt, tænkte over hvad det var hun havde gjort. Hun havde forrådt hendes familie og folk og havde stået ved fjendes side under krigen, hun var blevet en blod elver. Iza elskede at gå nede ved stranden og vandet om aften fordi at hendes fars tropper aldrig ledte efter hende der om aften og natten.
Imens hun gik igennem sandet så hun en skikkelse. "Hey!" råbte hun med blid stemme. Hun ville sikre sig at det ikke var en der var sendt ud for at dræbe hende.

Langsomt sneg den velkendte fornemmelse sig ind under huden på Angelie. Fornemmelsen af at der var andre i nærheden. Hun kendte den, og faktisk behøvede Angelie ikke engang at kigge sig om efter skikkelsen, før den cirklende bevægelse i huden, fortalte hende at dette var en elver. Hun havde dog ikke lært at genkende de mindre racer, som hørte under, udover hendes herre.
Stemmen nåede dog ret hurtigt Angelies øre, da et hej gled igennem luften. Automatisk stoppede hun op, og lagde ansigtet i udtryksløse folder. Hun var normalt ikke den imødekommende og venlige person, og det smil som før havde spillet på hendes læber, var nu forsvundet som dug for solen.
Angelies iskolde, blå øjne vendte sig langsomt mod pigen, som bevægede sig igennem sandet, med retningen mod Angelie.. Eller det formodede hun i hvert fald. Hendes arme gled roligt ind i den vante bevægelse, som bragte dem over kors, foran brystet, inden Angelie drejede en kvart omgang, så hun stod med fronten mod pigen.
Hun så ud til at være på alder med hende selv, måske endda lidt yngre, og hun var skræmt. Eller Angelie havde fornemmelsen af at hun frygtede noget, og en sadistisk tanke gled hurtigt igennem hendes hoved. Måske skulle hun lege lidt med dette pigebarn? Tanken var overvældende, og det kølige smil gled hurtigt over hendes læber, mens hun langsomt bevægede sig hen mod pigen.
"Stop der!" sagde hun i et beordrende tonefald, mens hun fortsatte hen mod pigebarnet.

Iza så på dette væsen. "Hvorfor skulle jeg?" sagde hun og så sig hurtigt omkring. der var ingen andre end dem så Iza var ikke skræmt mere. Dette væsen kunne ikke være en udsendning for så havde hun nok dræbt hende allerede. Iza fortsatte bare med at gå og gik i en buegang rundt om pigen. "Hvad er du? og hvem er du?" spurgte hun og hendes øjne var is blå og så is kolde ud. Hendes hud lyste svagt i det måneskær der havde sænket sig over dem. Hendes hår hang ned af skulderen på hende og hun stoppede ikke med at gå rundt om pigen før hun nødede hen til vandkanten få meter fra hende. Hun stilte sig så vandet strejfede hendes ankler nar bølgerne kom. Hun nød det stille og lænede hovedt tilbage og så på månen. Et lille smil kom frem på hendes læber og forsvandt igen da hun så på pigen og ventede på svar fra hende.

En ændring i luften fortalte Angelie at denne pige ikke længere frygtede hende.. *En fejl du lille* tænkte hun for sig selv, mens smilet stadig bredte sig på hendes blege læber. Hun nægtede at besvare denne skabnings spørgsmål. Hun var ikke værdig til at vide noget om Angelie, og hvis hun kendte det mindste til Di Morga ville hun allerede vide det, som hun havde brug for.
Nej Angelie var ikke ligefrem ukendt i byen længere, selvom hun dog ikke var sikker på hvad hun skulle mene om den form for berømmelse. Siden hun var blevet en del af Zanes.. Ja hvad kunne man kalde det.. Plan, var hun blevet udsat for ting, som denne tøs kun kunne drømme om.
Hun betragtede pigen, som bevægede sig i en stor bue udenom Angelie, endnu et tegn på forsigtighed.. Måske endda frygt.
"Små piger burde ikke være ude på denne tid" bemærkede Angelie langsomt, selvom pigebarnet, nok var ældre end hun så ud til at være. Faktisk var Angelie en af de yngste racer i Di Morga, men det generede hende heller ikke det fjerneste..

Iza så på hende med et flabet udtryk. "Jeg er ikke så ung som du tror. Jeg er altså 134 år gammel." sagde hun og fnøs af hende og så op på månen. "Jeg har bare ikke været hjemme siden jeg var 16 da jeg forrådte min klan eller folk eller hvad vi nu skal kalde dem. Jeg gav alle deres informationer til fjenden og stod ved fjendes side da slaget skulle ske." Fortalte hun bare med en smule længsel efter at komme hjem til sit gamle bosted og møde gamle venner igen. Hun så på pigen igen. "Du tror du er så farlig. Jeg har slået værre mennesker ihjel end dig." sagde hun overlegent. Ingen skulle kalde hende lille eller fortælle hende at hun ikke kunne klare sig selv. Hun var træt af den slags der altid fortalte hvad der var rigtigt eller forkert, det var også derfor at hun boede alene i stedet for at bo sammen med resten af hendes slags der også havde forrådt deres familie.

Angelie lyttede kun til pigens fortælling med et halvt øre. Hvad var det lige, som fik folk til at fortælle deres livshistorie? Angelie var ikke den mindste interesseret i denne piges historie, om hvordan hun havde forrådt sin egen familie. Faktisk fik det bare Angelie til at se på pigen med afsky lysende ud af de blå øjne.. Som om pigen var noget klamt, som havde siddet under Angelies sko.
"En gang forræder, altid forræder" bemærkede hun ligegyldigt, og slog et kort kast med hovedet, så det rødbrune hår viftede let i den vindstille aften. Hendes blik låste sig fast til pigens, mens hun kort hævede det ene øjenbryn, for ligesom at finde ud af hvad pigen havde sagt. Dræbe.. Et fnøs undslap hurtigt Angelie, inden hun diskret vendte det hvide ud af øjnene. Folk blev da heller aldrig klogere.. Hvordan ville denne tøs mon dræbe hende? Angelie var trods alt ikke så nem at myrde som andre.. Der skulle mere til end et pistolskud eller et sværd igennem kroppen. Det ville gøre ondt, men sårene ville lukke sig ligeså hurtigt sammen som de var kommet.
"Take a chance" svarede hun bare koldt og nøgternt, inden hun slog let ud med armene, for at vide pigen, at hun bare kunne prøve at dræbe hende.