En nat som alle de andre.. //Eithan-Privat.//

Eithan fulgte hende lidt åndsfraværende med øjnene, idet hun havde bestemt sig for at betræde kanten, trådte op på den, hvorefter hun begyndte at vandre rundt på den med forholdsvis målrette, lette skridt, - han overvejede at meddele, at den nok var rimelig våd, fortælle hende at hun skulle passe på, så hun ikke ville falde, men dét slog han bare væk, lod det synke ned et sted allerbagerst i hans hoved, slettede det fra sin hukommelse. Det viste sig dog senere hen, at det måske ikke ville have været en så dårlig idé endda at minde hende om faren for at gå på glatte genstande, eftersom hun, efter at have gået et par få meter, mistede fodfæstet, hvilket førte til, at hun faldt ned i det kolde vand med et plask. En mildere form for stød, måske rettere et sæt, fór igennem ham, netop som hun blev forenet med vandmassen nede i det fyldte springvand, hvorefter han drejede overkroppen en kvart omgang, så han bedre kunne se hende. Hans ene øjenbryn blev skudt i vejret, i det øjeblik hans blik blev rettet imod hende; til at starte med studerede han hende blot i en kort tidsperiode, fordybet i tavshed, men dérfra varede det ikke særlig længe, før en latter pressede på, banede sig vej op til hans mund og truede med at slippe ud i omverdenen. Derfor skyndte han sig at se væk, vendte ansigtet bort fra hende, inden han slog en hånd op foran munden, bed sig selv i tungen i et forsøg på at forhindre grinet i at komme ud. Bare udtrykket i hendes ansigt havde været nok til at få udløst dét grin, der nu desperat prøvede på at slippe ud imellem hans sammensnerpede læber, der var blevet gemt væk bag hans hånd. Forhelvede, hvis han så blot havde haft et kamera i lommen, så skulle der den ondelyneme klikkes løs, slambam. Sikke et priceless minde, det ville have været. Endnu et lynnedslag, i form af et sæt, blev skudt ned i ham, i det sekund et højlydt 'ghunhk' lød; det var ikke en gang nødvendigt for ham at se for at kunne regne ud, hvad, eller hvem, det var, der havde forårsaget dén lyd. Han flyttede sin hånd fra munden, satte den atter ned på kanten, hvorpå han så sig over skulderen, hvor han blev mødt af en temmelig højrystet, klynkende hunvampyr, der stod og beklagede sig noget så forfærdeligt. Det lod til, at hun havde stjålet hans sædvanlige uheld. Det var ikke just en speciel god nyhed for hende, men han var faktisk yderst tilfreds med det. Det havde kraftedme lige passet, hvis det havde været ham, der var faldet ned i springvandet; men hvad, han trængte anyways til at få vasket hår. Selvom dét vand, der lå og klukkede i den mindre springvand, nok ikke var byens mest rene vand. Det så i hvert fald ikke særlig fristende ud. Hans øjne fulgte hende, da hun rejste sig op fra vandets favntag, forlod springvandet, for derefter at sætte sig hen på den modsatte side af ham selv. Måske ... måske burde han tjekke, om hun var helt okay. Det havde lydt som om, at det havde været et ret slemt slag, hun havde fået sig i hovedet. Med et dæmpet suk kom han op at stå på benene, sjokkede med langsomme, dog målbevidste skridt hen til hende, stoppede først op da han var helt henne ved hende og satte sig efterfølgende ned ved hendes side, - og dér, i præcis dét sekund han havde sat sig stivnede han med det samme, som den berusende lugt af blod kom sivende. Alle de udspørgelser han havde angående hendes helbred blev med det vuns skyllet væk, forduftede, og blev i stedet for erstattet med en alt for velkendt hungrende lyst, et begær til den røde væske, i dette tilfælde hendes. Lynhurtigt slog han nærmest panisk en hånd op foran både mund og næse, forsøgte på dén måde at holde den sødlige aroma ude, men det var til ingen nytte. Den metalliske lugt var allerede blevet opfanget, hvilket havde fået alle hans sanser til at skærpes, som når et vildt rovdyr fik spottet sit bytte og stod på spring, klar til at sætte sine dødbringende tænder i den lille, forsvarsløse anitlope. I al hast rejste han sig hurtigt op fra kanten, spankulerede to til tre meter væk fra hende og standsede ved en lygtepæl, som han lukkede sin frie hånd om. For fanden da også ... var det bare ham eller snurrede det hele rundt? Han glippede langsomt et par gange med øjnene, der havde fået et temmelig sløret syn. Den blågrønne iris der normalt omkransede hans sorte, dybe pupiller var i den grad blev formindsket. Der var ingen tvivl om, at det nu var de opslugend pupiller, der havde magten i hans øjne, eftersom de var blevet spilet udsædvanlig meget op, var blevet abnormt store, så irissen ikke fyldte ret meget mere end sølle 3 milimeter. Han fjernede hånden fra munden og greb ligeledes fat om lygtepælen med dén, hvorefter han lod de forreste tænder på hans øverste, hvide tandrække omfavne sin underlæbe, bed med stor forsigtighed i den. Hans åndedræt var blevet en del uregelmæssig, enten træk han vejret ualmindelig hurtigt eller også foregik hans vejrtrækninger enormt langsomt i lange, dybe stød. Han gokkede kort efter panden imod den kølige jernstang, der udgjorde det meste af den tændte lygtepæl, idet han lukkede sine øjne hårdt i, strammede sit greb om den - lygtepælen - en smule. For helvede, kunne hun ikke have passet lidt bedre på?

Hun hørte godt de tunge og dovne skridt komme hen mod hende, og lyden af ham sætte sig ved siden af hende, men hun så ikke op på ham, hun var simpelthen for forlegen til at møde hans blik. Pludselig hørte hun ham kommemed et lille gisp og hun kiggede forskrækket op. *Årh nej.* Tænkte hun og tog sig igen til hovedet. Den gennemtrængende lugt af blod fyldte hele området omkring springvandet. Hun kiggede skræmt ind i Eithan's helt sorte øjne, det gav et sæt i hende da hun så hvordan Eithan lignede et vildt dyr. Et vildt og sultent, dyr... Hun fjernede ikke sine øjne fra ham ét eneste sekundt. Hun bed sig hårdt i kinden rejste sig fra katen af springvandet da Eithan var nået hen til lugtepælen ikke langt fra hende. Langsomt trådte hun igen ned i springvandet, hun flyttede ikke blikket fra på noget tidspunkt, og satte sig langsomtned i vandet igen. Med en hurtig bevægelse lagde hun sig ned i vandet for at få skyllet såret, og få hende hår skyllet rent for blod. Hun tænkte i et par sekunder over hvad hun skulle gøre for at stoppe blødningen, det eneste hun havde på, var hendes T-shirt og hendes jeans. - Og selvfølgelig undertøj, det er jo ikke Britney Spears vi taler om. *Great..* Tænkte hun og peb lidt da hun pressede på såret. Hun kiggede tvivlende over på Eithan. *Årh for fanden da også!* Tænkte hun vredt og kravlede langsomt om på den anden side af springvandet så der var mindre chance for at han kunne se hende. Hun tog - meget modvilligt - sin t-shirt af og pressede den hårdt mod såret. Hun lagde sig helt ned i vandet så folk ikke ville kunne se hende hvis de gik forbi. Hold kæft man, kunne denne her aften blive meget værre? Hun sukkede højt og fjernede trøjen fra såret og mærkede efter med hånden. Det virkede som om det var stoppet med at bløde, så hun rejste sig forsigtigt op, og kiggede meget godt efter så hun ikke ville støde ind i noget igen. Da hun skulle til at tage t-shirt på igen gik det op for hende at det nok ikke lige var verdens bedste ide; Eithan ville lugte blodet igen, og gå fuldstændigt i spåner. Hun kiggede ned på den hvide t-shirt, eller den nu næsten helt røde t-shirt og smed den fra sig, ned i vandet. Hun satte sig med et suk på katen af springvandet med fødderne nede i det kolde vand. Få sekunder efter, kom der en blid vind der gled hele vejen hen af gaden, den kolde nattevind gav hende kuldegysninger over det hele. "Hvad fanden er det jeg laver?" Sukkede hun og gemte sit ansigt i sine hænder. Langsomt rejste hun sig op, og gik op fra springvandet. Hun prøvede at dække sig så meget hun kunne ved hjælp af sine hænder og det lange sorte hår. Hun tog omkring 5 skridt i Eithan's retning, og stod nu ca. 5 meter fra ham. Hun så skamfuldt ned i jorden og rømmede sig t par gange før hun prøvede at sætte en særning sammen. "Eithan, jeg .. " Begyndte hun og klemte hårdt øjnene sammen. "Undskyld.." Halvhviskede hun, hvorefter hun bed sig hårdt i inderlæben. "Du må gerne gå .. Jeg .. Jeg skal alligevel have noget .. " Hun gjorde en bevægelse op og ned af sig selv med den venstre hånd, for at vise at hun skulle have fundet noget tøj. Hun følte hvordan hele hendes ansigt kogte. Fuck mand, det var længe siden hun havde følt sig så uduelig og ynkelig. Hun bed sig hårdt i læben, næsten som om hun 'straffede' sig selv for at være så ynkelig. Hun dirrede over hele kroppen da endnu en iskold vind kom og gav hende kuldegysninger.

Eithan prøvede ihærdigt på atter at få kontrol over sit åndedræt, der var blevet en del sløv, som om hans lunger hvert sekund kunne svigte ham, stoppe med at virke, lukke ned, - hvilket dog ikke var tilfældet. Det føltes blot som om, at luften omkring ham var blevet omdannet til et giftigt kvælstof, der havde formået at få listet sig ind i ham, havde snoet sig omkring ham og blokeret alle hans luftveje, så han dermed blev ude af stand til at trække vejret, havde ikke en jordisk chance for det; men det var blot hans hjerne, den fantaserende, manipulerende del af den, der spillede ham et pus. Han åbnede langsomt øjnene, lod dem glide op og blotte hans fortsat ualmindeligt store pupiller, netop som der blev ændret lidt på vandets fredelige raslen henne fra springvandet, idet hun - Aleica - trådte op i det endnu en gang, - denne gang var det dog selvvalgt og med vilje, det var intet uheld, som det før havde været, da hun første gang var faldet i efter at have fået overbalance. Hans blik blev med nedsænket fart kørt hen på hende, hvor han låste det fast, prøvede at få hoved og hale på, hvad der var hvad; hvad der var op, og hvad der var ned, eftersom hans syn som før nævnt var blevet rimelig tåget takket været hans opspilede, dybsorte pupiller, der mest af alt mindede om to opslugende, uendelige huller. Dét, hans nedsatte syn, var heller ikke just med til at hjælpe på hans svimmelhed, der havde lagt sig over ham, fik det hele til at snurre rundt og fik ham til at føle sig som en, der sad spændt fast i en hurtigdrejende forlystelse i et eller andet latterligt tivoli. Det hele drejede rundt, alting. Han slap forsigtigt lygtepælen med sin ene hånd, som han i stedet for satte op imod sin pande, kørte den kort efter videre op og lod sine fingre glide igennem de ravnesorte, tjavsede hårtotter, der i dén grad kunne bruge en stor dosis shampoo efterfulgt af et langvarigt regnskyl. Men hvad, det havde han ikke tid til at fundere yderligere over nu, - faktisk var det eneste han kunne koncetrere sig om, lige nu, at holde sig oprejst. Han strammede sit tag omkring lygtepælens jernstang en anelse, inden han for en mindre tidsperiode placerede sin frie hånd foran sine øjne, lukkede dem i, før han trykkede sin håndflade ind imod dem. Kortsluttede kortvarigt sin evne til at se, men fjernede dog hånden efter halvandet minut, lod hånden såvel som den tilhørende arm falde slapt på plads ned langs den korrekte side, hvorefter han glippede hurtigt med øjnene gentagende gange, indtil hans syn omsider begyndte at vende så småt tilbage. Det var først, da pupillerne atter var zoomet ind, blevet reduceret og var vendt tilbage til en mere normal størrelse, at han trak den anden hånd til sig, brød kontakten imellem den og lygtepælens kølige overflade, og dernæst varede det ikke så længe, før den bekendte stemme tillod sig at bryde stilheden omkring dem, destruerede den tyngende tavshed. Af ren refleks løftede han sit blik en smule, der i mellemtiden var blevet slået ned imod jorden, og kastede det over på den blege skikkelse, der stod med fødderne plantet på den grå asfalt godt fem meter fra ham. Som den første reaktion hævede han et af sine mørke øjenbryn, i det øjeblik han blev opmærksom på hendes halvnøgne overkrop, der ellers tidligere havde været gemt væk under en t-shirt, men som nu overhovedet ikke var det mindste skjult. Ikke så meget af den. Han havde i hvert fald ingen problemer med at få skimtet hendes, nu blottede, vampyrhvide hud. Uden at han egentlig ville det, blev hans blik nærmest sømmet fast til hende, kunne simpelthen ikke fjernes fra hende igen, som om hun havde en magnetisk effekt på hans øjnes opmærksomhed, - hvilket hun så sandelig havde. Det var også på dét grundlag, at han i første omgang ikke rigtig hørte efter, fik ikke helt opfattet de ord, hun sendte ud, de nåede ligesom bare ikke hans ører. Han rystede kort, men kraftigt på hovedet for at få taget sig selv blot en lille smule sammen, eftersom han flere gange havde måttet tage sig selv i måske at stå og glo lidt for meget. Efter en del mentale lussinger fik han endelig behersket sig så tilpas meget, at han kunne løsrive sit blik fra hende, hvilket han straks gjorde, og rettede det lynhurtigt ned imod jorden, men kunne ikke dy sig for at skæve op til hende i ny og næ med jævne mellemrum. Årh forhelvede, pull yourself together, mand. Han rystede endnu en gang på hovedet, denne gang over sig selv, hvorpå han tog en dyb indåndig, før han atter vovede at vende sit blik hen på hende. Kunne ikke nære sig for at lade en - nogenlunde - diskret himlen med øjnene komme frem, idet han bemærkede hendes skutten, præcis som en vind passerede hende og efterfølgende fór forbi ham. Sikken vampyr - stod kraftedme der og frøs, som et eller andet hjælpeløst, varmblodet menneske. Med en pludselig opstået, vis beslutsomhed vadede han over til hende, hvor han stoppede op sådan cirka tredive centimeter fra hende, tog lidt tøvende fat i den nederste del af sin sorte t-shirt med det blå og hvide tryk på brystkassen, inden han med en hurtig, vant bevægelse fik trukket den over hovedet, således at hans fuldstændig, direkte sygeligt blege, marmorhvide overkrop, der næsten syntes endnu mere kridhvid end hans ansigt, kom til syne. Det var meget muligt, at han ikke ligefrem kunne sammenlignes med trænede topatleter, han var faktisk det stikmodsatte, men det var nok heller ikke de fleste, der ville kunne det. Ikke at han så åbenlyst slapsvanset ud, muligvis ved første øjekast, der skulle nok ses efter et par gange, men det ville der med garanti blevet ændret synderligt mening om, når han først havde bestemt sig for at vise Torden og Lynild frem, eller hvad katten det nu hed. "Her," mumlede han med en svag, knurrende undertone, havde tydeligvis fået genvundet sin spydig- og fjendtlighed, og rakte efterfølgende sin t-shirt hen til hende; "ta' den." Han løftede sin frie hånd, som han hurtigt efter fæstnede omme bag i nakken, kørte den op i baghovedet og rodede en smule forlegent rundt i sit hår.

I de få minutter der gik i stilhed, stod hun og stirrede vredt ned på asfalden. Hun lod det våde pandehår glide ned over hendes øjne, så hun ikke ahvde en chance for at komme til at kigge på ham. Ja, det var planen; Lad være med at kigge på ham, og lade ham gå i stilhed. Det var en god plan. Hun bed hårdt tænderne sammen, nu manglede der så bare lige det at han ikke gik? Okay, fiasko.. Hun klemte øjnene sammen da hun mærkede vinden ramme hendes baghoved og fik hendes åbne sår til at dunke. Der lugtede ikke så forfærdeligt meget af blod mere, og det var sådan set stoppet med at bløde. - heldigvis.. Hun sukkede let og lod hele aftenen glide hen over hendes nethinde.. Det var pinligt, hun håbede at Eithan bare ville gå, glemme alt om hende, glemme hvor stor en idiot hun havde været, og latterligt hun havde opført sig.. Well, noget af det passede, da. Hun ville ikke have han skulle gå, uanset hvor akavet det var, ønskede hun ikke at han gik, ikke denne gang. Det var underligt, hun bille ønske at hun havde en evne så hun kunne slette folk hukommelse, eller bare noget af den. Sådan så han ikke ville kunne denne her aften, men på den anden side, så hvis han ikke ville kunne huske den, så villehan stadig hade hende, så ville hun stadigvæk bare være den der 'præmenstruelle bitch'. Og det ønskede hun faktisk ikke at være, hun ville bare have at hun kunne snakke normalt med Eithan, mere ønskede hun ikke. Hun ville være hans 'bedste ven'. Hun ville ikke være den der kendte alle hans hemmeligheder. - Løgn.. Hun ville ikke være den han kom til hvis han ville snakke. - Løgn, og det ville aldrig ske. Eithan var ikke den type der talte meget, hvis han gjorde så var det for at fortælle én hvor latterlig man var, men ellers ikke. Han holdte sine tanker for sig selv, men det var måske nok også det bedste. Eithan's hoved var ét stort rod, han kunne heller ikke holde styr på hans tanker, præcis som hende selv. Det var egentlig underligt at tænke på hvordan man kan have så svært ved at styre sine egne tanker når man var tanke læser? Så var tanker jo ens 'speciale'. Nu hvor hun tænkte over det, kom hun i tanke om at hun havde tænkt det en gang før idag. Hun rystede kort på hovedet da Eithan pludselig, med raske skridt, trådte hen mod hende. Hun slog forskrækket øjnene op, og var bange for at han ville gøre noget dumt. Men så stoppede han pludselig og tog sin t-shirt af. Hun fattede ikke en skid, hvorfor skulle han hellere gå uden trøje end hende? Det gav da ingen mening? Eller gjorde det? Årh, hendes hoved var fyldt med latterlige spørgsmål, der alligevel ikke kunne bruges til en skid. Hun lod hendes øjne hvile på hans krop i et par sekunder, hun havde aldrig troet at hun skulle være fanget i denne her situation, hende og Eithan halvnøgne .. sammen.. Hun rystede kort på hovedet af dén tanke, det lød meget mere.. Underligt når man sagde det sådan, end det egentlig var når man kendte historien. Hun lod igen blikket glide op ad hans krop hele vejen op til ans øjne. "Nej..." Hviskede hun utrolig lavt og så op på de tågede øjne. Hans blik undgik hende, og det var hun glad for, for med det samme han ville kigge tilbage på hende, ville hun gå i panik. Da den hæse stemme igen beordrede hende til at tage hans trøje så hun tøvende ned på den. Nej, det kunne hun ikke, han behøvede slet ikke at gøre dte for hende, han behøvede ikke at være en anden Eithan, end den han var. Hun gad alligevel ikke være sammen med ham hvis han bare gik rundt og fakede at han var en anden. Hun vidste godt at det sikkert ikke var bevidst, måske var han bare sådan når han var sammen med hende? - Endnu et latterligt spørgsmål. Hun løftede kort hånden og skubbede blidt til hans hånd med trøjen i ind mod hans mave, lod den hvile der i et par sekunder, og lod den så igen dække hendes halvnøgne overkrop. "Nej .. bare.. Du behøver ikke..." Hun klemte øjnene sammen over hendes latterlige forsøg på at danne en sætning. Hun så igen op på de blågrønne tågede øjne, pludselig var det som om hendes blik blev svejset fast på hans øjne, hun fokuserede ikke længere på hans krop, men blev tryllebandt af de mørke øjne der så ud til at undgå hendes.

Eithan lod et halvirriteret, ret utålmodigt suk slippe ud imellem sine læber, da det lavmæle 'nej' lød fra hende. Jo, - sig nu bare ja tak og tag den skide t-shirt, for fanden, hvor svært kan det være? Tilsynelandende meget besværligt. Jamen, helt ærligt. Endnu en diskret himlen med øjnene rullede ind over ham, netop som hun kom med de næste, lidt usikre ord, hvorefter hun skubbede en kende til hans hånd, dén han havde et godt tag i t-shirten med. Helvedes stædige tøs, kunne hun nu ikke bare tage den? Som om han havde tid til at stå her hele dagen - eller rettere sagt natten. Eller ... det havde han faktisk i teorien, han havde tonsvis af tid, men om han ville spilde sine, knap så dyrebare, minutter på at stå der og blomstre, det skulle kraftedme være løgn. Efter de næste, omtrent, to minutter var gået, fløjet afsted og efterladt i fortiden drog han endnu et suk. Nej, fandme nej, om hun ville tage imod den. Så kunne den kraftdejsme også være ligemeget; hvis hun ville spankulere rundt i bar overkrop, så lad hende dog det, han kunne da være skide ligeglad ... kunne han ikke? "... Fint," mumlede han, kom muligvis til at snerre lidt af hende, inden han med en hurtig bevægelse slog i luften med t-shirten et par gange, i et forsøg på at få den foldet ud, hvorpå han atter tog fat i den nederste del af trøjen, før han fik trukket den over hovedet, hev lidt ned i den, indtil den sad, som den skulle. "Du kunne satme bare lære ikke at være så dum og klodset, så havde du slet ikke faldet i det skide springvand, mand ... tænk!" knurrede han, satte ved det sidste ord den ene pegefinger imod siden af hovedet og fjernede den dernæst i al hast, inden han omsider - godt nok ved et uheld - løftede sit blik en lille smule mere op og rettede det efterfølgende imod hendes øjne. I dét korte øjeblik hvor han lod sine blågrønne øjne hvile på hendes blødte hans ansigtsudtryk, der indtil nu havde været en del dystert og en anelse skeptisk, lidt op, men han rystede så en enkelt gang eller to på hovedet, hvorefter hans blik flakkede væk fra hende. Derpå drejede han om på hælen, således at han nu stod med ryggen vendt til hende, og tog et par skridt i en tilfældig retning. "Hvad satan vil hun ha'? Jeg kan sgu da ikke gå og være Mr. Nice Guy hele tiden, mand ... nu må hun for helkulan se at bestemme sig ..." mumlede han med et dæmpet toneleje, snakkede tydeligvis til sig selv. "Nej, Eithan, nej, behold du bare din t-shirt, jeg vil ikke ... mi mi mi ... du må gerne gå, jeg skal alligevel have noget ..." vrængede han, fortrak tilmed sit ansigt i yderst fæle grimasser. Efter dét var sagt stoppede han op, var belejligt nok nået hen til en bænk, der ganske vist var helvedes skæv, men hvad, det kunne være ligegyldigt, han vendte sig blot om og dumpede derefter ned på det afskallede bænkesæde; lænede sig lidt forover, satte albuerne imod sine knæ og satte sin hage mod den ene hånds håndflade. "Yeah right, gå hjem og sut hos Akumu ..." tilføjede han, som kommentar på sin egen tidligere efterligning af Alecia og kastede et stjålent blik hen på hende. Han kunne overhovedet ikke finde ud af hende - eller sig selv. Vidste ikke om han skulle forsøge at være sød og behandle hende med rimelig respekt, eller bare fortsætte med at være bitterfjendtlig overfor hende. Det krævede faktisk begge dele temmelig meget fra hans side af, og han var egentlig godt træt af det hele. Men; i sidste ende var det nok bare lettere at gå rundt med den der dystre, apatiske, 'I don't give a shit'-attitude. Det var langt mere besværligt at få udtrykket sin ... gode side. At være høflig og ... rar. Især når man, som ham, havde vænnet sig til bare at lukke sig inde i sig selv, lukke alle andre ude, og hvis der kom en eller anden åndssvag idiot hen for at tale, var det eneste han behøvedes at gøre bare at vrisse og sende et par trusler i hovedet på vedkommende og så gå videre uden at skulle bekymre sig om noget som helst, - lige med undtagelse af hans tumult af tanker, der evigt og altid gjorde alt for at drive ham til vanvid. Han kunne slet ikke overskue alt det der med at skulle være social, det var tusinde gange nemmere blot at 'skære' folkene omkring sig af og blot gå og passe sig selv. Wolla, så burde alle da også være tilfredse? Han passede sit, og de passede deres. Var det ikke bare sådan, at det skulle være? "Åråårrrrrrrhhhh for helvede!" udbrød han hidsigt, hvorpå han løftede sit hoved lidt fra håndfladen og knaldede kort efter, den nu knyttede, hånd imod sin pande gentagende gange. "Hvorfor ... kan ... jeg ... ikke ... bare ... være ... normal?" mumlede han gnottent med store, langtrukne mellemrum imellem hvert ord, hvor han fortsat slog sig selv i panden. "Dum, dum, dum, dum .... du er så dum, Eithan ... mongol, mand ..." skældte han velogmærket med stor irritation blandet med en lidt frustreret arrighed. Jamen altså, helt ærligt ...

Hun lod blikket falde til jorden igen da hun hørte Eithan's irriterede suk. Hvorfor fanden havde hun dog ikke bare taget imod den åndsvage trøje? Årh.. Latterligt. Hun følte sig en smule lettet da Eithan vendte ryggen til hende, hvis han gik kunne hun ikke gøre flere pinlige ting. Men på den anden side, ville hun stadig ikke have at han gik, hun vidste ikke hvorfor, hun ville bare have ham hos sig, ikke snakke med ham eller røre ved ham, bare være i nærheden af ham. Hun slog hurtigt blikket hen på ham, da han satte sig ned. Hun lagde hovedet på skrå, da hun så hans lille 'anfald'. Hun knep øjnene en smule sammen og undrede sig over hans pludselig vrede, - der tydeligvis var henvendt til sig selv. Hun tog tvivlende et skridt bag ud, men kom heller ikke længere, hun ville egentlig helst bare hjem, eller 'hjem'.. Det kunen man vidst ikke lige kalde hotellet... Ja, hun boede der ganske ofte, men det var ikke et hjem for hende, det tvivlede hun på det nogensinde ville blive, hun havde kun ét hjem, og det havde hun mistet, så kunne det hele fandme også bare være pisse lige meget.. Den blide vind tog igen fat i hendes hår, så det flagrede bag ud væk fra hendes ansigt, hvorefter det igen faldt på plads. Arh, et dejligt varmt bad og noget tørt og alt for stort tøj, det var det hun længdes aller mest efter. Men på en eller anden underlig måde kunne hun ikke tvinge sine ben til at gå, væk fra springvandet .. væk fra Eithan.. Hun klemte hårdt øjnene i. *Gør nu for fanden som jeg siger!* Tænkte hun vredt og forsøgte igen at træde tilbage, men hendes ben ville ikke adlyde hende. Hun sukkede kort, nej da, selvfølgelig skulle hun da stå her hele natten! Ja da! Det ville da blive fedt! Årh.. Hun hurtigt blikket hen på dspringvandet og så hvorden hendes t-shirt flød rundt i vandet og så næsten helt hvid ud igen. Hun stod i et par minutter og forsøgte at tvivnge sine ben til at gå hen til springvandet, men det tog dog lidt længere tid end hun havde regnet med. Langsomt begyndte hendes ben at gå i den retning hun havde låst sit blik fast på, og stoppede op da hun nåede kanten af springvandet. Hun rakte ned i det kolde vand og trak t-shirten op af vandet. Den havde stadig nogle lettere lyserøde pletter her og der, men det var ikke så slemt længere. Den lugtede heller ikke så meget af blod mere, nok nærmere af sø. Hun skar en kvalmende grimasse da lugten nåede hendes næsebor. *Føj for helvede ... * Tænkte hun, men begyndte - meget modvilligt, - at tage t-shirten på. Hun havde vendt sin næsten nøgne og kridhvide ryg mod Eithan. Den skinnede næsten i månens svage lys, som om lyset fra den store skinnende måne ramte hendes ryg og reflekterede en smule rundt omkring hende. Da hun først havde fået den på følte hun sig utrolig akavet da den klæpede sig ind til hende og man kunne se hendes BH igennem den. Hun drog et irriteret suk, og slog sig selv i panden. *Ahmen, for fanden da .. * Tænkte hun og skævede kort til Eithan. Hun sukkede, lidt højere end det egentlig var meningen, og begyndte at gå over mod ham. Med lange og tunge skridt, fik hun slæbt sig selv over til ham, og stoppede så to-tre meter fra ham. Hun fastlåste hendes blik på hans sko, så hun ikke behøvede at se ham i øjnene, se det hånende udtryk der sikkert var plantet i ansigtet på ham, som hun stod der og lignede en druknet mus. "Ehm .. Eithan, jeg.. " hun klemte øjnene hårdt i, imens hun nervøst rodede sig selv i nakken. "Jeg tror jeg .. Jeg vil prøve finde hotellet .. Så jeg kan .. Finde noget tøj, og komme i bad .." Hun sukkede over hendes igen ynkelige forsøg på at skabe en sætning. "Du kan .. Jeg mener, hvis du .. Altså, jeg ville have noget imod .. Men du har sikkert en masse.. Årh, undskyld, det er nok bedre jeg bare går nu før jeg fuldstændigt kvæler mig selv i ord der ikke gider at siges ordenligt..." Hun skreg indvendigt over hvor fucking fantastisk det var at hun kunne sige den sidste sætning ordenligt, men ikke dem hun rent faktisk gerne ville sige.. *Fucking latterligt!* Tænkte hun og tildelte sig selv nogle mentale slag. Fuck hvor var det dog latterligt, når hun prøvede at være en smule venligt, ødelagde hendes ord alt, men når hun bare gav op, og ville skide på det hele væltede ordene ud. Hvad Eithan ikke måtte tænke.. Én ting var hun helt sikker på, han måtte synes hun var fuldstændig retarderet. Hun åbnede langsomt øjnene, men fæstnede igen sit blik på hans sko, og ventede bare på at hendes ben ville gøre som hun sagde og vende sig om og gå. Men hun havde på fornemmelse at det godt kunne tage et godt stykke tid. *Fucking fantastisk..* Tænkte hun vredt og bed sig selv hårdt i inderlæben.

Eithan stoppede omsider med at tildele sig selv flere slag, da han omtrent var nået op på godt fem til, hvorefter et selvopgivende suk lød fra ham. For satan, mand, var det ikke muligt at få en pause fra den her krop? Fra den her tilstedeværelse, det her sted? Det var efterhånden ved at være ret så trættende efter alle de alt for talrige år, han havde levet. Endnu et, rimelig koldsindigt, suk slap ud imellem hans, ellers lukkede, mund, idet han lod sine fingre forenes med de ravnesorte hårtotter, kørte med en vant, hurtig bevægelser hænderne igennem sit hår. Netop som han atter havde fjernet sine hænder fra håret, og senere hen placeret håndfladerne imod bænkens kant, brød et par sløve, tunge skridt stilhenden i området, hvilket automatisk fik ham til at se op, fik hans blik til at løbe søgende omkring for at finde den, der havde udrettet de få skridt, - selvom han dog allerede på forhånd havde regnet sig frem til, hvem det var, der havde sat kurs imod ham. Et af hans øjenbryn blev straks løftet en kende, netop som skridtene stoppede, og hans blik landede på den velkendte skikkelse. Til at starte med rettede han blikket imod hendes sko, hvorpå han lod det klatre hele vejen op ad hendes krop, indtil det mødte hendes lyse ansigt, som han låste det fast på. Derfra ventede han blot på, at ordene fik adgang til at forlade hendes mund, kom ud i omverdenen, så han kunne høre, hvad hun havde på hjerte. Ikke at det ragede ham en skid, det hun havde at fortælle, men hvad, så kom dog bare med det. Da hun så endelig lod snakketøjet føre, løftede han hovedet en smule, inden han dernæst rettede sin ryg op; så fortsat på hende, havde lagt sit hoved spørgende på skrå. Hvor fandens svært kunne det være? Spyt nu bare ud med det, for fa'en - pff, og det kom fra ham? Som om han selv var en skid bedre til det. Der var absolut ingen, simpelthen ingen, der kunne slå hans taleevne i at sutte - for dét gjorde den, big time. Han rynkede kort på næsen ved hendes sidste ord, før han nikkede lidt åndsfraværende med hovedet er par gange. "Ja ... ja, det må du nok hellere ..." mumlede han blot til svar efterfulgt af et træk på skulderen, - hun kunne for hans skyld gøre, hvad hun ville. Det ville han ikke blande sig i; hvorfor skulle han? Det var først få sekunder efter, at dén tanke var fløjet forbi, at han fik en fornemmelse af, hvad de tvar, hun havde prøvet at få frem, men havde i sidste ende bare kludret ordene totalt sammen i en mislykket sætning. Hun havde vel ikke for alvor villet spørge ham, om han ikke ville med hende derhen? Han tilsendte hende et lidt skeptisk blik, prøvede at få brikkerne til at falde på plads, men uansat hvordan han vendte de fandens brikker, ville de kraftedme bare ikke passe sammen. Kunne ikke forstå, hvorfor i al verden at hun ville have ham på slæb; faktisk, kunne han heller ikke selv forstå, hvorfor han havde ladet sin ... mindre apatiske, knap så suspekte side komme frem, at han virkelig havde prøvet på at være ... sød. Dét kunne han jo lige så godt droppe alt om på forhånd, - han duede bare ikke til det, sådan var det. Eller måske var det blot det faktum om, at han følte sig bedre tilpas, mere sikker, når det eneste han behøvede var at snerre spydigt af folk, der stod i vejen for ham. Dét var tusinde gange nemmere, end alt det medlidenhedspjat, alt det sukkersøde bvadr. Se det, dét krævede langt mere fra hans side af. Så var det meget lettere bare at sende en giftig kommentar i ny og næ, hvis der skulle være brug for det, og så ellers holde sig for sig selv. Det var han til gengæld skide god til; men hvad nytte havde dét i samfundet? Ikke det store. Det hjalp stort set ikke nogen, måske med undtagelse af ham selv nu og da. Men hvad, han skulle vel bare øve sig lidt mere; så hvorfor ikke bare begynde træningen nu? Han løftede den ene hånd fra bænken, knyttede den lidt, inden han førte den op til sin mund og rømmede sig dæmpet, før han så lod sin stemme tage føringen, lade den få kontrollen. "Altså ..." startede han ud med, i præcis samme sekund som han rejste sig op fra bænken. Derefter slog han sit blik, der ellers indtil nu havde hvilet på hende, ned imod jorden, hvorpå han førte en af sine hænder om bag i nakken, fæstnede den dér, men kørte den kort efter op i sit hår, som han rodede lidt forlegent rundt i. "Måske kunne jeg ... du ved ... følge dig lidt på vej ... hen til det der ... hvad var det nu ... hotel ..." mumlede han en anelse sky, bed sig forsigtigt i underlæben, inden han fortsatte. "Fordi, altså ... det er jo mørkt, og ... ja, jeg tænkte bare, at ... det går ikke, at du bare går helt alene rundt i byen her om natten ... fordi ... ehh, du ved ..." Han flyttede hånden fra baghovedet og smækkede den i stedet for imod sin egen pande efterfulgt af et, måske lidt for højt, irriteret 'åårh!'. Nej, der var et fremragende eksempel på, at han langt fra var bedre end hende i de sproglige færdigheder. "Altså ... altså, fordi, det forholder sig nemlig sådan, at ... at der er ... nej ... eller ..." forsøgte han i et tappert forsøg på at få smeltet en ordentlig sætning sammen, men næ nej, også den gang endte det totalt mislykket og i den helt forkerte ende. "Lad os nu bare se at komme afsted!" udbrød han med en stor, pludselig beslutsomhed, der faktisk kom lidt bag på ham selv. Forhelvede, hvor skulle der gives mange mentalle lussinger, men det havde han slet ikke tid til lige nu. I al hans spontanitet lod han sine ene hånd glide ind i en af hendes, hvorefter han lod sin - egentlig ekstremt dårlige - retningssans lede sig og begyndte at gå i en helt tilfældig retning. Hans blik var stadigvæk rettet stift ned imod jorden, var som sømmet fast til den kedelige, askegrå asfalt, og hvis man så rigtig, rigtig godt efter, kunne det næsten ligne, at en svag rødmen havde bredt sig på hans kinder, - hvilket dog ikke var tilfældet. Måske var det bare det selvhad og den skamfuldhed, der var skudt op i ham, der fik hans nyopståede, forlegne væremåde og udstråling til at træde endnu mere frem.

Hun stod stadig og bed sig hårdt i underlæben, som efterhånden var den ved at være ret øm, så forsigtigt slappede hun af igen og lukkede roligt øjnene. Hun åbnede dem igen, da den hæse stemme fangede hendes opmærksomhed. Ja, selvfølgelig måtte hun det.. *Så kom dog afsted!* Tænkte hun vredt og skulede ned på jorden. Igen klemte øjnene sammen, og følte sig som en mega idiot, som hun stod der og gloede ned i jorden. Hvorfor fanden gik hun ikke bare? Det var så latterligt, hun kunne ikke engang vende sig om og gå. Hun havde virkelig skrabt bunden, dernede hvor hun ikke engang kunne lave en sætning, ikke kunne gå, og ikke kunne holde styr på sine egne tanker. Tillykke! Du får prisen for verdens mest ynkelige person! Hun sukkede meget lavmeldt, og bed sig hårdt i underlæben igen. Hvorfor fanden vendte hun sig ikke bare om og gik sin vej, Eithan ville jo tydeligvis ikke have noget imod det, så hvad var problemet!? Der var sikkert ikke noget problem, ud over at hun virkelig var et ynkeligt eksemplar på en vampyr. Hvorfor fanden hun ikke bare kunne mande sig op og være en ordenlig vampyr var hende en gåde.. Nu og da skævede hun forsigtigt til Eithan, men lod ikke sit blik hvile på ham i mere end et sekund, for så bare at glo ned i jorden igen.
Hun slog blikket op på ham i det han rejste sig op, og tånede sig med lethed over hende. Han var vel ca. 20 centimeter højere end hende, så det burde ikke være det store problem at kigge ned på hende. Hun kiggede forvirret op på de tågede blågrønne øjne, i det han begyndte at snakke. Hun lagde forvirret hovedet på skrå, i det han holdt den første pause. Følge hende derhen? Hvorfor fanden skulle han have lyst til at være endnu mere sammen med hende end det var nødvendigt? Men set i bakspejlet havde intet i aften været nødvendigt, inegn ahvde tvunget ham til at gøre noget, han handlede som han gjorde, af ren lyst, eller hvis man kunne udtrykke det sådan.. Det var nok ikke lige frem fordi han havde lyst til at hjælpe hende, eller være sammen med hende? Hun rystede kort på hovedet af de mange spørgsmål der bombaderede hendes hoved. Hun kiggede igen på ham da hans hæse stemme brød tavsheden. et let fnis undslap hendes læber. Farligt? Om natten? Hun måtte bide sig hårdt i underlæben for ikke at begynde at grine helt vildt. Hun smilede skævt til ham over hans besvær med at finde på det rigtige at sige, hun var da i det mindste ikke den eneste, der kludrede rundt i det. Hun smilede kort da han bare droppede alle forklaringerne og bestemte sig for at de skulle gå. Selvom hun ikke havde sagt ja? Hmm. Hun fnisede lidt, han behøvede jo ikke spørge hende, hun have jo nok sagt ja anyway.. Hun kiggede overrasket ned på deres hænder da han diskret fik gledet sin hånd ind i hendes. Hun kiggede op på ham, men hans ansigt var bare vendt mod jorden, så hun besluttede sig for at det nok bare var bedst at holde kæft og gøre som ham, bare kigge ned i jorden. Hun kiggede hurtigt til siden i det hun hørte en pige skraldgrine, hun kom gående med en eller anden fyr, og de var pisse stive. De væltede rundt, for så at stoppe op et par gange for at snave hinanden. *Lamt..* Tænkte hun og løftede det ene øjenbryn, imens hun drog et let suk. Et minut efter de var kommet hen til spring vandet kiggede pigen op, og begynde igen at grine; hvilket lød som en hest, eller lignene.. "Der er nogen!" Sagde hun, alt for højt, og pegede hen på Alecia og Eithan. Fyren så i retningen at pigens finger som svagede noget fra side til side. "Fuck dem.." Sagde han ligegyldigt og begyndte at kysse videre på hende. Alecia kunne mærke hvor kvalmen steg hende til hovedet, hvad fanden var det for en opførsel? Det der var direkte ulækkert, de burde fandme kunne styre sig nok til at holde det et sted hvor ingen andre kunne se det. "Ej lad os nu gå." Sagde pigen der var lige ved at vælte. "Årh, fint!" Sagde drengen, der tydeligvis var utilfreds med at få uskudt hans klamme planer. Han rejste sig op og begyndte at trække afsted med pigen efter sig. "Hej hej!!" Råbte pigen og vinkede bagud til dem. "Pfft.." Lød det halvirriteret fra Alecia's mund, i det de var gået rundt om hjørnet. "Latterligt.." Sagde hun meget lavt og gav sig til at studere jorden og det de nu skulle passere imens de gik. Med det samme slog det hende om Eithan overhovedet vidste hvor hotellet lå. Hun skævede op til ham, men lod bare spørgsmålet hænge i luften og kiggede ned i den grå asfaldt igen.

Eithan bed sig for en kort stund i underlæben et par gange med jævne mellemrum, holdt ellers fortsat bare sit blik ned imod jorden, der åbenbart var blevet utrolig interessant, for han havde indtil videre ikke set op fra den én eneste gang, ikke en gang i et lille sølle sekund havde han løsrevet blikket fra den ru asfalt. Det var først, da en nærmest øredøvende latter brød den stilhed, der ellers havde været så afslappende, for ikke at sige tiltrængt; det var tilsyneladende en tøs, eller yngre kvinde, der havde udstødt det hysteriske grin. Med en smule irritation, over den pludselige forstyrrelse, løftede han omsider sit blik fra det fortov, de befandt sig på, hvorefter han hurtigt lod det køre rundt i området for at finde den person, der havde formået at få afbrudt hans store, til tider ret forvirrende, tankespind. Netop som han spottede knægten, der havde den fnisende tøs på slæb, kneb han sine øjne en anelse sammen, inden han sendte dem et temmelig skeptisk, olmt blik. Hvad helvede bestilte de på den her tid af natten? Det var faktisk ikke en gang særlig svært at regne ud; de havde med sikkerhed været til fest, og nu, hvor de var stangstive, var de ude for at opsøge lidt sjov. Al den alkohol skulle vel brændes af på en eller anden måde, og han var ikke det mindste i tvivl om, hvad det var fyren havde i tankerne. Sikke en klam stodder - synd at den unge pige ikke var ædru nok til at se det. Han fnøs kort ved sin sidste tanke. Det måtte være hendes egen hovedpine, når hun vågnede i morgen tidlig med en slem omgang tømmermænd og helvedes ondt i røven. Det var kraftedme tæt på, at han var stoppet op, vendt sig om og gået hen for at tildele det skvatmikkel af en beruset, dum teenagedreng nogle ordentlige øretævere; men det lod han dog være med. Det ville han satme ikke blande sig i, de kunne rende ham højt oppe et vist sted. Det var med dét synspunkt kørende i baghovedet, at han, idet tøsen vinkede til dem og råbte hendes tåbelige 'hej, hej', løftede sin frie hånd, hvorpå han, efterfulgt af et gnottent 'rrhm', gav dem fingeren. Fuck dem, kraftdejsme. Dernæst strammede han, ubevidst, sit tag i Alecias hånd og satte efterfølgende tempoet et par takker op. Tanken om hvor hotellet lå, eller hvor han helt præcist var på vej hen, havde endnu ikke strejfet ham, han gik bare, havde fuldstændig glemt alt om, hvad hans oprindelige formål var - at følge Alecia hen til det korrekte hotel. Det var kun efter, at han havde drejet om et par hjørner, gået hen ad både lange og brede såvel som små og smalle gader, at det slog klik for ham i hukommelsen, og han stoppede så brat op. I noget tid stod han blot og kukkelurede ud i den blå luft, uden at der som sådan var nogle tegn på hjerneaktivitet fra hans side af, - det var næsten før, at han kunne høre en fårekyllings sagelige lyd inde i sit hoved spilde i baggrunden. Dét insekt fik han dog hurtigt rystet af sig, hvorefter hans store mangfoldighed af tanker kom væltende og boltrede sig i hvert hjørne af hans stakkels, trætte hoved. "Du, Alecia ..." startede han, mumlede de to ord, og vendte lidt tøvende blikket imod hende. Han bed sig forsigtigt i den nederste læbe, underlæben, inden han rømmede sig kort og kontant, før han så fortsatte. "Vær sød at fortælle mig, at det her, er den rigtige vej til ... dit hotel ..." Han rynkede svagt på næsen med et let løftet øjenbryn og lod få sekunder efter blikket glide ned imod deres hænder, og i det øjeblik han blev påmindet om dét, trak han straks sin hånd til sig og begravede den som erstatning i en af de forreste lommer på hans slidte bukser. Årh for pokker, bare han ikke havde ført dem alt for langt væk, det kunne lige ligne ham ...