Stranges Places. ¤Dominic¤

Det var tydeligt at det var ved at blive vinter. Luften var isnende og dagene blev kortere. Hvilket blot gjorde at mørket lå over Di Morga i længere tid af gangen. Et plus for Autumn. Denne lille pige der havde forvildet sig lidt rundt i Terres gader. De fleste butikker var lukkede nu. Både på grund af at klokken næsten var, ved det tolvte slag og så var det søndag. Og på trods af det var det egentligt utroligt hvor mange der var ude. Især det sted hun havde bevæget sig hen. Det var et eller andet sted som om det var mere lukket af fra alt det andet man så på fx gågaden. Som var det gyder blot inde i byen. Eller hvad man kunne kalde det.
Det var tydeligt at dette ikke var et sted hun hørte helt til. Hun skilte sig ud selvom at det var mørkt. På en eller anden måde virkede hun ikke så sjusket. Hendes lange mørkebrune hår blev fanget af vinden og flagrede omkring hendes kønne ansigt og de smukke blå øjne hun havde søgte nysgerrig rundt i det område hun var landet i. Hun rettede på sin skuldertaske så den hang lidt mere behageligt over hendes skulder. Hendes påklædning sagde fortalte at hun ikke helt tog sig så meget af vejret. Også selv om at det var begyndt at sne havde hun iført sig selv et par cowboy shorts og en alt for stor hvideskjorte med en sort top inden under. Det var nok kun de grå overknee sokker der gav anden arme til hendes slanke ben. Og til en forveksling havde hun faktisk taget sko på denne gang.
Autumn følte på en eller anden måde at folk stirrede på hende. Men så igen gav det hende ikke rigtigt en ubehagelig følelse. Hun gik blot og nød hvordan de hvide snefnug faldt og landede mod hendes blege hud. Et lille forsigtigt smil sad på hendes bløde læber men efter lidt tid syntes det at blegne igen. Hun indså endelig at hun ikke skulle have taget en genvej. Det var bare en om vej. Og nu havde hun ingen idé om hvilken vej hun skulle gå. Ikke engang for at komme tilbage. Hun stoppede op. Og dette uskyldige og fortvivlede udtryk dannede sig i hendes ansigt efterfulgt at en klump der satte sig fast i halsen på hende. Så typisk hende!

Natten var begyndt og med dens begyndelse, stormede de væsner som levede i dets mørke ud i Di Morga. Nogle havde været vågne lige fra mørkets frembrud, mens andre ventede på det tolvte slag. Dette område gav udtryk for at have været præget af nattelivets fylde et pænt stykke tid. Unge folk dansede rundt i gaderne, larmede og væltede rundt. Deres fylde var godt nok kun så markant fordi en fyldt pub var placeret på dette ensomme gadehjørne. Det var ikke noget kønt syn - dette miljø. Det var ikke mange som kom forbi her for at nyde en spadseretur eller de nyfaldne snefnug. Her kom man hvis man manglede noget, ikke havde andre stedet at være eller bare var syg nok i potten til at begive sig herind.
Et af disse syge tilfælde væltede ud af døråbningen til pubben og var ved at snuble over sine egne ben. Nåede dog at gribe fat om en lygtepæl og klamre sig til den, som var jorden ved at forsvinde under hans fødder. Han sendte pubbens åbning et dræbende -dog noget snøvlet og slørret blik - løftede truende en lidt usikker næve og råbte ét eller andet til personen i døråbningen. Denne påvirkede, lidt for fordrukne person rettede sig besværligt op og skulle til at begive sig videre, da han væltede direkte ind i en høj, dyster person. Personen - eller i dette tilfælde; væsnet - så ned på fulderikken og skød irriteret et øjenbryn i vejret. Han bed knurrende tænderne sammen og puffede hårdt og hensynsløst mennesket væk fra sig. Manden faldt ned i rendestenen - slog sansynligvis hovedet - for han rejste sig ikke igen. Det dystre væsen fnøs og vente liget ryggen og begyndte at begive sig i den modsatte retning.
Uhyret var iklædt en lang sort gotisk frakke - mindede lidt om dem SS-officerene bar i anden verdenskrig - og de tunge støvler klirrede let for hver skridt han tog, et følge af de mange spænder som sad langs siden på støvlen. Hans sindsforladte mørke øjne var skjult i skyggen af det flerfarvede pjuskede hår. En handskebeklædt hånd var lukket om et sølvbelagt kobrahovede, som mundede ud i en formel stok. En karakteristisk lyd af stavens bund fulgte ham på hans vej. En fin forklædning for et våben - men det virkelige våben måtte vel i virkeligheden være ham selv. Det skizofreniske bizare tilfælde af en blanding af en ilddæmon og varulv i ét og samme hylster.
I nat, var det kedsomheden som drev det spontane og let skiftende humør han besad. Han drog et tungt og irriteret suk. En smule eftersmag af den stadig virkende alkohol, fik ham til at udstøde et par korte smaskelyde. Han stoppede op og lænede sig op ad en smuldrene murstensmur. Mens han så sig fraværende omkring, ledte hans ene hånd de mange lommer i frakken igennem, for at finde et eller andet han kunne proppe i munden. Så var spørgsmålet bare hvad han fandt i lommernes dyb. Denne gang var det noget spændende han havde fået foræret af en pusher. Jo, foræret... inden han stjal det sørgelige liv fra ham. Han holdt det som lignede en joint op for sig og så det an. Træk let på skulderen og placerede den ene ende mellem hans læber, mens han atter lod hånden søge ned i sine lommer. Det var i det øjeblik hans blik lokaliserede noget langt mere interessant forude, og låste sig straks fast på dét som havde stjålet hans opmærksomhed.
Aftenens underholdning så det ud til, og efter denne beslutning plantede et skævt og foruroligende gådefuldt smil sig på hans blege læber og fik jointen til at vende en smule mere opad. Han fjernede jointen fra hans læber, og proppede den i lommen, han kunne vel gemme den til senere
Hans blik veg ikke et sekund fra hende, det var alt for spændende at observere et så sjældent syn som dette. Eller.. det skete jo ngang imellem at en ensom sjæld fik forvirret sig ind i dette område, men det skete alt for sjældent - efter hans mening.
*Well this is interesting* Tænkte han og overværede det arme pigebarns ynkelige forvirrede ansigtsudtryk. Årgh, det var næsten for godt til at være sandt tænkte han og fugtede sine smilende læber med tungespidsen.
Lad morskaben begynde
Han rankede ryggen, fjernede smilet fra hans læber og satte kroppen i bevægelse og begav sig roligt i hendes retning. Han stoppede op bag hende og tårnede sig over hende. "Har Bambi forladt de trygge omgivelser i skoven og bevæget sig ud på den forbudte eng?" spurgte han med sin forførende stemme og sendte hende et forsigtigt og skævt smil.

Autumn stod egentligt bare og tænkte så det knagede. Hun prøvede at huske vejen her hen. Men indtil videre var det lige så muligt som at se en dvd på en cd-afspiller. Hun opgav. Sukkede mere eller mindre irriteret. Hun var irriteret på sig selv. Hvorfor kunne hun ikke bare have gået direkte hjem? Og hvor længe havde hun lige gået rundt i forvildelser? Hvad var klokken? Der strømmede dømmende spørgsmål rundt i hendes stakkels hoved og helt ubevist fik hun lagt sine hænder mod sit hoved og rystede på det. Som om det ville hjælpe. Som ville tankerne bare blive smidt ud af hovedet lige som vand når en hund rystede sig efter at have været ude i enten havet eller regnen. En svagt brummen kom fra hende hvorefter hun blot opgav at være sur på sig selv. Ingen grund til det. Hun måtte vel bare prøve sig frem og måske nogle kunne hjælpe hende med retninger.
Det var så her hun fik færten af noget mere besynderligt end det hun havde set ved at traske gennem disse gader. Hun havde godt opdaget hendes lugtesans var mere skærpet end andre mennesker, og på grund af hun endnu stod lidt i sin egen verden lagde hun ikke mærke til at dette væsen rent faktisk kom gående mod hendes ryg. Hun indsnusede lugten og blev blot mere forvirret af den grund. Hun kunne ikke kende forskel på de forskellige væsners lugte, as what ever. Der var jo så mange slags. Og de fleste havde hun ikke set eller mødt endnu. Det var først da hun hører denne klingende stemme at hun reagerede mere kropsligt. Et svagt sét kørte gennem hendes krop. Nok kun en sitren for andres synspunkt. Hvis det ikke var usynligt. Hun tøvede ikke med at dreje sit hoved og lod hendes blå øjne se mod den person der havde stillet sig bag hende. Med det samme syntes han som et tårn i forholdt til ende. Hun var i hvert fald nød til at se rimelig højt op. Men af en eller anden grund virkede hun ikke bange for ham. Eller skræmt. Blot nysgerrig og en smule overrasket. Der gik dog ikke særlig lang tid da hun var færdig med at studere denne person fra sin vinkel inden dette søde smil voksede frem på hendes læber. Hun trippede let på stedet og endte med at stå front mod front med denne unge mand. ”Ja. Det kan man vel godt sige.” lød hendes nærmest engleblide stemme der som altid havde dette dejlige twist af munterhed. Også en svag del af hendes hjertevarme latter var indblandet mellem hendes ord. Hendes smil var allerede vokset bare lidt mere og hendes hoved blev nu lagt svagt på skrå. Hun rettede igen på sin taske og lod igen sit blik studere ham. Hun kunne godt minde lidt om en dukke som hun stod der. De store uskyldige dådyr øjne, blege og fine ud samt den lille kropsbygning. Det søde smil og de fremhævede æblekinder. Skrøbelig men stadig så blød. ”Bambi har i hvert fald ladet sig tage på eventyr.” Hun virkede stadig helt rolig i hans selskab. Hun løftede sine ene, mere frie hånd og kløede en smule forlegen i håret. Hendes kinder var samtidig let rødlige. Nok mest på grund af kinden der havde bidt sig fast. Hun fugtede let sine læber med tungespidsen. Undrede sig endnu over hvad han var. For det var tydeligt at det var ham der udsendte denne ukendte lugt. Af hund? Og så noget andet. Brændt? ”Fordi Bambi er en sand eventyrlysten, lille en..” Selv om at hun kørte lidt videre på den med Bambi havde hun med det samme forstået hvad han mente. Eller noget af det i hvert fald.

Om det kom som en overraskelse eller om det var noget helt andet som slog imod den bizarre ilddæmon, var der ingen svar på... Men det som ramte ham og blæste hans tanker helt væk for et kort sekund, var de der fuldstændig lyseblå kære og nærmest englelignende øjne, som blev vendt imod ham. Om han nogensinde havde set noget lignene. Han kunne bide sig selv i nakken på at det rent faktisk var Bambi som stod foran ham. Han glippede let med øjnene og samlede sit mundvand i en klump, som dernæst blev sunket. Den unge kvinde - nærmere lille pige i hans øjne- snurrede omkring og stod efterfølgende med front imod ham. Hans ansigt var blankt, og ikke det fjerneste af hans forbløffelse var synliggjort for omverdenen. Hun åbnede munden og ud kom den sødeste stemme, og mon ikke det blev værre.. jovist om det ikke var på grænsen til en mild og varm latter som brændte i hendes stemme, og smilet strålede fra hendes øjne og fine læber. Dæmonen kunne ikke høre hvad det rent faktisk var tøsen stod og sagde, og et tick formede sig langsomt under hans ene øjne, imens han stod model til dét der.
Hun så ned og en svag rødmen blussede frem på hendes æblekinder.. Han kunne mærke hvordan det begyndte at sitre i hans hænder, og hvordan han knugede kobrahovedet i sin hånd. Han havde erfaret at sukkersøde personer ikke liiige var hans kop te - jo, når han fik lov til at 'more sig med dem' - men ellers var de det mest kvalmende han kunne opdrive, og hende her.. hende som kun stod en armslængde fra ham....Det var fuldstændig ligesom at blive malet lyserød af dansende feer og enhjørninger, imens engle sang for oven og blomster blev kastet omkring ham, mens regnbuen tegnede sig på den lyseblå himmel med de hvide fluffy skyer.... Det var tortur.
Dominic livede op da hendes sidste sætning var talt, og så ned på hende med et skævt smil og et par medlidende øjne - naturligvis påklistret og falskt. "Uhada... Jamen, ved Bambi slet ikke at Den Store Stygge Ulv lurer på disse kanter?" Spurgte han og krummede ryggen let og så sig over skulderen, som et årvågent byttedyr. Han vendte blikket hen på hende. Smilte varmt "Så var det vel nok godt at du stødte ind i mig!" sagde han og rettede sig atter op. Han løftede armen og placerede den på hendes ene kind, og nev forsigtigt i den. "Vi kan jo ikke have Bambi kommer noget til... kan vi?" Spurgte han og forsøgte at holde et lidt for uhyggeligt smil tilbage, og klukkede let.

Det var som om at hans let anspændte udstråling ikke rigtigt gad nå hen til hende for hun lagde ikke mærke til noget. Ikke at han ikke bare stod der helt ukoncentreret eller at han virkede til at få det dårligt. Hans ansigts udtryk fortalte intet og det var mere der hendes blik lå. Hendes smil forblev derfor på hendes læber og hun trådte hverken væk eller noget andet. Spurgte om han var okay og den slags.
Det var nok først ved hans efterligning af et eller andet dyr at hun fik åbnet sin mund igen. Men denne gang var det en mere tydelig latter der kom frem. Men kunne svagt mærke hvordan andre omkring dem også log sig se mod hende. Det var som sagt sjælendt man stødte på folk som hende i disse steder. ”Jamen. Nej. Det gjorde lille Bambi ikke.” gik hun svaret efter at have dæmpet sin latter indtil den igen døde mere eller mindre hen. Men forblev på de buttede læber. Hun træk svagt på skulderne og en kort skæv grimasse blev dannet mens hun let bed sig i sin underlæbe. Men den blev hurtigt fjernet i det han igen talte og fik det store muntert smil frem. ”Ja! Det var rigtig godt.” Det var her hun følte hans fingre nive hendes kind. De var varme. Varmere end hendes hud i hvert fald. Føltes næsten som hvis hun havde fået en feber. Men samtidig var det ikke ubehageligt. Nok kun det lille niv. Hendes ene øje blev lukket lidt i, automatisk, og hun lignede endnu en lille pige. Hun daskede svagt hans hånd væk igen og lagde sin ene hånd mod sin kind. Skød barnligt sin underlæbe lidt ud og sendte et kort, falsk misfornøjet blik mod denne unge mand foran hende. ”Ikke nive..!” sagde hun bestemt endnu med den lille barnlige attitude. ”Jeg er ikke noget lille barn.” Hun gned let sin kind der egentligt ikke gjorde ondt mere inden hun lod den falde ned langs siden. Inden den lille pige facade hun havde haft roligt forsvandt igen og efterlod hende med det uskyldige udtryk og forsigtige søde smil. ”Ehm..” Hun tøvede kort mens hun kløede sig sart på sin kind med sin pegefinger. Så lidt væk fra hans ansigt og mere mod hans kraveben for at se på igen. ”Kender du egentligt vejen tilbage til gågaden her fra??” spurgte hun så. Ganske forsigtigt. Som var hun flov over at spørge om det. ”Jeg har ikke den bedste vejrsans selv..” Et let fnis fremstod. Lavmælt. Hun samlede sine ben helt og rettede sin ryg helt op mens hendes hænder samlede sig foran hende. Hun lænede sit hoved til den ene side og lod sin overkrop komme med meget lidt af vejen og hendes blå øjne havde dette bedende blik. Hun kunne vel lige så godt spørge om hjælp nu hvor hun var kommet i kontakt med en. Og ham her virkede ret flink og faktisk også en smule morsom.

Selv hendes sukkersøde engleblide kære latter - som ellers ville have gjort alle andre end Dominic bløde i knæende - skar i hans øre. Hendes bedårende smil reflekteredes i hendes smukke blå øjne, tændte et sælsomt 'lys' i dem. Dominic glippede undrende med øjnene. Han havde ikke set noget lignende - men han begav sig heller ikke særlig ofte uden for disse egne. Altid omgivet af lurvede, morderiske væsner så denne tilsyneladende uskyldige arme pige foran ham var et sjældent syn.
Han lyttede til hendes yndige stemme som hun talte - spillede med på Bambi'joken. Han betragtede hende som hun betuttet spillede fornærmet. sødt... Næsten kvalmende - men det var jo bare Dominics psykopatiske omvendte og underlige syn på verden.
Han smilte varmt og venligt - spillede Onkel igen. " Er du nu også heelt sikker på det?" spurgte han, da hun sagde at hun ikke var noget lille barn.
Han lyttede til hendes spørgsmål, og måtte beherske sig yderligere for ikke at lade et sadistisk smil glide indover hans læber. Han rettede sig op - havde åbentbart automatisk bøjet sig en smule forover for at mindste den markante højdeforskel - og malede et falsk og mildt ansigtudtryk på facaden. Et muntert smil dannedes på hans læber "Frk. Bambi, du er kommet til den helt rette!" forsikrede han hende om, lagde en hånd på hendes skulder, drejede hende en halv omgang og skubbede hende blidt fremad så de gik side om side ned ad gaden.
Dominic - der ellers altid så dyster ud af udseende, lyste nu op i et muntert smil. Flyttede armen og lod blidt og forsigtigt hånden hvile om hendes liv, og førte dem fremad. Den anden hånd knugede det søvlbelagte kobrahoved som udgjorde grebet af formelle stok, som efterlod et ekko ned ad gaden fra den karakteristiske lyd som opstod for hver eneste gang dens munding blev slået mod brostenene.
Et næsten usynligt skadefro smil mærkedes over hans læber og mørke skygger gled over hans øjne. Det var nu sørgeligt at denne kønne og naive pige aldrig ville nå frem til gågaden..

//sorry det blev skod - skal nok gøre det bedre næste gang .__.//

Frøken Bambi? Også det lød et sted ret underligt i hendes hoved. Hun havde aldrig brudt sig om at blive tiltalt på de formelle måder. Alle dem med miss eller frøken og så videre. Det med De eller Deres. Også selv om at det nok bare var for sjovs skyld. Hun mente vel bare ikke det passede til hende. Den slags var bare ikke noget der tilhørte med hende i sammenhængen. Men det han sagde med at hun var kommet til den rette fik hende til at glemme den tanke helt. Af en eller anden grund så troede hun på ham når han sagde det. Fik hende på en måde til at føle sig tryg i hans selskab. En ting hun nok senere ville fortryde. Ufattelig meget. Men dét var samtidig en ting hun ikke kendte til endnu. Hun troede stadig bare at han ville fører hende tilbage.
Autumn lod sig frivilligt vende om og begyndte sjovt nok at gå som han skubbede hende frem ad. Hun smilede tilfreds og stadigt muntert. Så op på denne unge mand der hjælp hende på vej og fik sendt ham dette smil. Men hun kunne ikke lade være med at få dette undrende udtryk i hendes kønne ansigt og blod et spørgende blik glide ned på den arm der nu lå omkring hendes talje. Hun stoppede ikke op men blev blot forvirret over det. I hendes verden var det ikke en ting der lige behøvede i her. Dog var det ikke rigtigt noget der gik hende på som sådan. Hun smilede lidt igen inden hun fik lagt sin ene hånd oven på hans og lukkede sine fingre om den inden hun roligt fik fjernet den. Og med en fin drejning om sig selv var hun snildt ude af hans greb. ”Sådan..” mumlede hun svagt for sig selv og forsatte blot frem. Han kunne vel sagtens vise hende vejen uden at skulle holde om hende på den måde. Og indtil videre så det ikke ud til at være noget stort problem. Hun samlede sine hænder på ryggen og hendes brystkasse blev automatisk skudt en smule frem. Igen så hun mod ham og kunne ikke lade være med at studere ham. Var nysgerrig. Og den klikkende lyd fra stokken i hans anden hånd fangede skam også hendes interesse. Et sted var det lidt underligt at se ham gå rundt med sådan en men så hvis man så anderledes på det var det vel det der lavede den lille prik over i’et. Han lignede en gentleman men stadig ikke. Måske et arvestykke han ikke ville lade ud af syne..

//Undskylder at det er lidt kort og lidt skod..Som du også sagde: Skal nok blive bedre! >_<'//

Det kom ikke som en overraskelse at han brød hendes intime grænse - men det var efterhånden lidt svært at forholde sig til andres, når han ikke selv besad en - længere. Der var efterhånden ikke ret meget tilbage - det meste var forsvundet, på den ene eller den anden måde. De fleste var dog ikke særlig kønne, og ikke noget han behøvede at rode op i - men der var dog intet, intet af det han fortrængte. Nej, han indtog skam det hele og det var vel på dette grundlag at hans sinds tilstand kun voksede i den ene retning. Men hvorfro bekæmpe, når man kan dyrke?

Den konstante rytme fra hans stok blev brudt, da han løftede hænderne som når man bliver truet med en pistol og sendte hende et skævt smil. "My mistake" sagde han smilende og sænkede atter armene, og lod atter stokkens bundstykke ramme jorden med jævne regelmæssige mellemrum, som de bevægede sig fremad.
Han sendte hende i ny og næ et stjålent blik ud af øjenkrogen og bemærkede de nysgerrrige blikke hun tildelte hans stok. Ikke så mærkeligt, det var jo ikke ofte man så en ung mand som ham - en noget dyster og mildt sagt 'anderledes' - bære sådan én. Man ville nok normalt associere den med en gammel rigmand. Men det var han jo teknisk set også.
"Min evige følgesven" forklarede han og blinkede kort til hende. Havde afsløret hende i at kigge på den - ikke at der var noget forbudt over det.

De nåede til et vejkryds hvor han gjorde stop. Det eneste der mødte dem der, var den markante - nærmest øredøvende stilhed. Der var ikke en sjæl. Et let vindpust blæste et par tørre plade og en masse støv op i luften, og førte det bort.
Han overvejede let situationen, og løftede den frie hånd og tog om sig hage med et vurderende blik malet i ansigtet. Skulle, skulle ikke... skulle, skulle ikke? Han sendte hende et skævt blik og et dristigt smil. "Sig mig, kunne du ikke tænke dig at gøre et kort stop, forinden vi når endestationen?" spurgte han med et insisterende smil. Det skulle da ikke alt sammen være så kedeligt. De kunne vel lige så godt have lidt sjov pa turen. Så var spørgsmålet blot om det blev på den ene, eller den anden måde. Om hun turde og var hengiven nok til at takke ja til tilbudet, ville vise sig.
Dominic drejede en halv omgang om sig selv og stod dermed med front mod hende. "Natten er ung, og det samme er vi" prioterede han til sin overbevisning. Det skulle nok blive en rigtig god og uforglemmelig nat de gik imøde.

”Ingen skade sket.” Nej det havde jo ikke rigtigt gjort hende ondt at han havde holdt omkring hende men havde blot været en smule ubehageligt. Sådan at det ikke helt passede ind i hendes system. Javist have han nok trådt over en af hendes grænser. Men det gjorde ikke så meget. Han så i hvert fald ud til at indse sin fejl.
Hurtigt blev hendes blå øjne rettet op mod denne endnu lidt fremmede person idet han tog hende i at betragte hans stok. Hun kunne ikke andet end at stå lidt og bare se mod ham mens et svagt lag rødme lagde sig hen over hendes næseryg. Flov? Dog gik der ikke helt så længe inden at hendes muntre smil atter fandt sin vej frem på hendes læber. ”Så det er en du altid har haft med dig?” Autumn lød faktisk ret fascineret over det. Hun var vel sådan en person der så noget interessant i alt omkring hende. Lærevillig kunne man kalde det. Selv havde hun faktisk ikke nogle ting hun bar rundt på hele tiden. Men hun havde sine kendetegn siddende på kroppen. Og det var ikke blot de blå øjne og søde smil.

Autumn var godt i gang med at se hen ad den tomme vej idet han igen snakkede til hende. Spurgte hende om noget. Og stille og roligt blev hendes blik igen rettet op mod ham. Lyttede til hvad der kom ud af munden på ham og ventede til han var færdig med at snakke til hun rettede sig ordentligt op i sin fulde højde på 160 centimeter. Følte sig lille i forholdt til ham. Men tog det ikke så højtideligt. ”Altså..Jeg burde virkelig se at komme hjemad. Har været væk i…” Hun tav med det samme. Ubrugelig viden for en fremmed. Og hvem gad overhoved hører på hvad hun havde lavet. Fortiden var jo intet i forhold til nutid og fremtid. Indtog en dyb indånding af den nu igen rene luft da støvet var forsvundet og lod det igen komme ud i et opgivende suk inden hendes mundviger bevægede sig opad igen. Trippede let på stedet og stod så med fronten til hybriden. ”Glem hvad jeg lige sagde. Det lyder som en god idé” På en måde havde det lydt til som om at han rent faktisk allerede havde haft et sted i tankerne. Som om det hele var planlagt på forhånd. Dog så hun ikke helt ud til at være skræmt væk af det. Hun så stadig intet galt i det. Virkede ret harmløst. Hun fik samlet sine hænder foran sig og igen igen lignede hun den typiske uskyldige dukke. Hun var tydeligvis ikke særlig fordomsfuld. Hun rettede hurtigt og så diskret som muligt på den sorte top inden under den hvide skjorte og træk derefter skjorten på plads igen. ”Nåh ja. Jeg er for resten Autumn.” fik hun så præsenteret sig mens man skulle tro hendes smil ikke kunne blive større uden at det var overdrevet. Hun var nok bare taknemmelig over at der faktisk var en der ville hjælpe hende på vej. Hun følte et svagt stik af ynkelighed. Ignorerede det så godt som hun nu kunne. Og det blev i hvert fald ikke vist på hendes ydre.