Idioti - Blase

Regnen stod ned i stive strømme, de askegrå skyer, så ud til at de aldrig havde gjort andet i deres liv, end at åbne for sluserne og bare lade det øse ned med dråber af oversvømmende dråber. Men der midt i det hele, ude på landet, eller hvor man skulle tro dette sted befandt sig. Lå et sted, et skur hvis man skulle være mere korrekt, med lysende der skinnede ud af dørene og vinduerne der ikke var tættet nok, til at lade varmen og lyset slippe ud. Men som man skulle tro at der var utrolig koldt, men der inde, kunne man jo knap nok få vejret!
"Flyt din ass dude! Jeg skal fucking forbi her!" en pige på omkring de 1.79, med højrødt hår, og skrige grønne øjne. Masede igennem mængden af fordrukkende mennesker, der stod og råbte og skreg af de to der var inde i buret og skulle slås. Da manden hun lige havde råbt af tog hendes arm, og hviskede hende i øre, at hvis hun måtte se hans, måtte han også kunne få lov til at se hendes. Hurtigt som ingen ting, fik hun dog lagt hånden på hans håndled, vent ham om og smed ham ned på jorden. Menneskerne der var lige i nærheden trådte et skridt tilbage, og hævede øjenbrynene over det hun gjorde. Men en spytklat blev dog bare samlet i hendes mund, og sendt lige afsted mod manden, og ramte ham lige i hoved. Der efter snurrede hun rundt, og vente næsen ned af, mod buret. Der måtte da været et sted hvor hun kunne sidde og folk ikke befamlede hende, bare fordi at hun var en kvinde. En kvinde, der havde sine former, og dog utrolig tynd. Hvis man kendte hendes mor, ville man sige hun var som snydt ud af næsen. Men nu var det sådan, at hun ikke engang kendte sin rigtig mor, og derfor var hun i det hele taget, taget til Di morga, da hun havde hørt at det var der, at hun befandt sig for tiden, hun havde dog endnu ikke haft noget held med at finde hende. Hendes øjne blev langsomt vent mod de to mænd som kæmpede i buret, og lagde langsomt armene over sig kors, og hævede det ene bryn. Det var virkelig det eneste de havde i sig?

Det piskede ned som aldrig før, og det vækte de fleste dårlige minder frem som man ellers havde håbet på man kunne have glemt med tiden, men sådan gik det bare ikke, sådan ville verden bare ikke have det. De mange tilskuere som kom fra skuret længere fremme hen af den ødevej som gik langs de mange marker, der ude hvor det øde skete, der hvor der stort set ikke skete noget. Men denne dag, var anderledes. Skuret lå for sig selv, i et fjernt areal fra selve centrumet af byen, Di Morga hvis indbyggere tal voksede og voksede hvor de fleste som var inde i denne civilisation, bestod yderligere af over 70 % væsner, som kom fra verden over, hvordan denne by’s ry kunne være spredt så langt ud, og så hurtigt havde ingen rigtig kunne svarer på.
En kappeklædt person kom ind i dette skur, hvis larmede stormede imod hans hoved og de metaliske øjne som havde det med at skifte farve alt efter hans programiseringer og opdateringer som gik igennem denne krop af et sammenkoblet menneske til mekanisme. De brune øjne gled hen over de fulde mennesker der braste forbi ham og facs, og personsøgeri kom frem fra hans indre øje der fortalte ham hvem han havde med at gøre, han slukkede for personscanneren, han havde ikke brug for det lige nu, det kunne han bruge hvis der skete et eller andet, som ikke just skulle ske. Han kunne huske at hans fat i sin tid havde fortalt ham at han ikke skulle befinde sig på steder som dette men hvorfor ikke, hvad var der i vejen med dem? Og det havde vækt den største nyssgerighed frem i ham. Blaze som denne person hed, de 189 cm, 19 år, brunt hår og nogle skiftende metaliske øjne som i øjeblikket var brune. Kraniummet metallisk, højre overkrop robot arm, venstrehånds tre fingre; ringe-, langemand- og pegefinger, venstre hofte og ben, robot. Der var ingen tilfædliggrund til dette, der var ingen dårlig grund til dette, men det var basseret på en ulykke, og nu en gammel fil med lås og pigtråde rundt om.

Pludselig røg manden ud af buret, og lige ind i Mizra. Hun bankede hoved ned asfalten hun stod på. Dog rystede hun bare en stund på hoved, og skubbede manden væk i al sin kræft af vrede. Hvad fanden skulle det ligne, at denne stoder skulle smide den mand ind i hende!? Da han kom op på sine fødder igen, kom hun selv lige så hurtigt op som hendes ben ville tillade det, og smækkede ham en lige i hoved. Så han fløj ind i burets væg af stoltråd. Manden som havde skubbet den anden mand ud, kom langsomt ud af buret, over mod hende. Hun vente sig halvt om, og sendte et flyvende spark lige i hoved. "jackass.." der tog dog ikke særlig lang tid, før at omkring 5-6 mænd nu også begyndt at slå rundt omkring sig, så det blev et virvar af mænd, der bare skulle slå på hinanden, uden noget videre formål. Dette var nok tidspunktet at komme væk. Hun tog en dyb indånding og undvigede nogle få knytnæve slag, og skyndte sig mod udgangen, trak den sorte læderjakke tættere omkring jakken, og kiggede over sin skulder da hun løb lige ind i manden som var kommet ind af døren. "se dig dog for?!" rynkede irriteret brynene, og skulle til at gå forbi ham, da hun lige så næve der susede imod hendes hoved, og ramte hende over næseryggen. En uhyggelige knæsen kom frem, da brusken i næsen blev ødelagt, og næsen brækket. Hun faldt ind i væggen og sank ned i knæ. da blodet fosset ud af hendes næse, og dryppede ned på gulvet. Mens hun uden held prøvede på at få det til at stoppe.

Lige med et begyndte det kæmpe vivær af mennesker som begyndte at slå ud efter hinanden, som om en eller anden havde udsat en alarm eller hjernevasket de mange mennesker som var kommet for at se på kamp. Han kiggede fra den ene til den anden side hvor folk slog ud efter hinanden, og med en rynket pande bevægede han sig let fremad, da to mænd var ved at slå ud efter ham, og derfor havde givet hinanden et knytnæve slag i ansigtet, han brummede lidt, forstod ikke helt alt den opgående kaos der var blevet skabt, og hvordan den var blevet udløst, men var det ikke rimlig normalt et sted som dette? Med en lidt irriteret panderynke kiggede han ned på en pige, et hoved lavere end ham vidst nok, som havde sagt han skulle passe på, når det i grunden var hende der havde gået ind i ham, og rystede så inden han vendte blikket mod den mand der lige havde brækket hendes næse hvilket hans analysering af hendes kranie fortalte ham, med et var der en mand der slog ham på hans højre arm, hvilket ikke resulterede til nogen skader faktisk, han kunne mærke der var noget, men han havde ikke registreret nogen smerte, han vente blikket mod manden som stod og ømmede sig over hans nu brækkede hånd og tog fat i hans trøje og kyllede ham hele vejen igennem menneskemængden så der kom en langrække af faldende mennesker, og med et var der stille, alle stirrede på ham med store øjne før de nærmeste af dem som stod henne ved ham tog et skridt tilbage. Han vendte sig om mod pigen som sad ved væggen med den blødende næse og tog et lommetørklæde frem mens hans indre øjne og hjerne analyserede hvordan tingene skulle gøre, hentede dataer og han trak så sin hånd frem og lod den nærme sig hendes næse, pege og tommelfingers to yderste led gik af som var der et låg hen over dem og ud af dem kom to lange stål tråde, hvis ender var som små plader der var meget tynde men utrolig effektive han tog fat om hendes næse med den og sagde lige så stille “Rør dig ikke…” Hurtigt kom der en knasende lys igen da han havde sat næsen på plads ved et enkelt ryk. Han trak de to tråde tilbage med den tynde plade og lod et lille rør komme frem, det mindede lidt om lægers læsere som de brugte til levere, og maver. Der kom en lille gul stråle ud af den og kørte så hen langs det sted hvor det var brækket hvor den gik ind under uden og videre indtil knoglen hvor den kunne få fibrende og knoglemassen til at starte en hurtig healende væks. Til sidst rejste han sig op imens de mange fine og underlige ting trak tilbage i hans hænder og hånden så igen hel ud, han kiggede hen mod mændene der så ud til at være skrækslagende nu.

Hun vente langsomt hoved op mod ham, og stirrede med store øjne over hvordan han bare kylede manden igennem rummet. Alt blev stille, som om at der var gået en storm igennem lokalet og den nu havde lagt sig igen. Hun lod langsomt læben glide ud af munden, og fugtede den hen over læberne, som smagte af hendes blod der stadig flød ud af hendes næse. Dog sagde hun ikke noget, viste på ingen måder at det som var sket til hende, gjorde den fjerneste ondt. Selvom hun havde det som om at der var nogen der rev og sled i hele hendes ansigt, og gav hende en utrolig hovedpine. Hun lukkede langsomt øjnene og bed sig i læben, det var okay, hun skulle bare op og stå også ud af dette hul, ud i den friske luft, også finde en eller anden læge der kunne få fikset hendes næse. Hvorfor skulle hun også lige være et menneske? Sådan noget skød noget! Hun ville være en dødsengel, lige som hun havde fået at vide hendes mor var, så kunne hun da i det mindste heale sig selv. Hun tog en dyb indånding igennem munden, og begyndte at hoste lidt, da blodet gled ind i munden og ned igennem halsen, og forvrangede et ansigt over smerten. Så, så på manden, som måtte være omkring hendes alder. Sætte sig foran hende, mens en masse ting kom ud igennem hans hånd. Hendes øjne blev spærret en del mere op, men blev siddende uden at gøre noget, og ville have nikket over at hun skulle sidde stille. Men hun kunne jo ikke rører sig? Da han igen satte næsen på plads, kom der et halvkvalt skrig fra hendes læber, og hun måtte bide tænderne hårdt sammen. Dog forsvandt smerten lidt efter lidt, og hun åbnede det hårdt sammen pressede øjne, og kiggede på ham. Da han var færdig og rejste sig op. Lod hun langsomt fingeren glide hen over næsen, og smilede skævt. Fjernede det værste af blodet og kom selv op. Selvom at menneskerne bare stod og stirrede skrækslagende på ham, viste hun, at det ikke ville holde længe før at de ville gå på ham alle sammen. Og hvad end han var, ville han jo ikke kunne holde modstand mod dem alle sammen, selvom hun hjalp ham. Hun greb hans arm, og hæv ham hen mod døren og ud igennem den. "tror det er på tide at komme af sted.." mumlede hun, og kiggede bag ud da menneskerne begyndte at samle bat og what not sammen, og nogen begyndte endda allerede at løbe efter dem. Hun styrrede rundt om et hjørne, og satte kursen mod Logement, som ikke lå så langt fra hvor hun boede. Hun kendte stedet efterhånden som sin egen lomme. Hun brugte jo aldrig noget tid hjemme, havde brugt det sidste måneder på at finde sin mor i dette guds forladte sted.

Efter hvad der kunne ses, ud fra de fyrer han lige havde kylet ned og ligge, så de ikke ud til at være specielt glade, om han ville det eller ej, vidste han at pigen som han lige havde hjulpet ville have ret, han var ikke pogrameret til at kæmpe mod så mange, selvom det kunne have været skænt, han løb efter hende dog tog det ham kun ganske kort at overhæle hende, han tog fat i hendes arm og lod sig selv komme op foran hende så hun ikke skulle blive ramt af det han havde planer om lige nu, han sprang frem og trak hende med sig i det han stødte sig selv ind i det tykke træ som sprækkede omgående over den kraft han sprang den i møde med, og tog derefter pigen ind til sig så hun ikke skulle blive såret over landningen da hen rullede rundt så det var ham der tog slaget. Man skulle ikke have troet at et normalt menneske ville kunne have taget sådan et fald men han, han kunne, han rejste sig op omgående upåvirket over slaget og kiggede hen mod flokken af mennesker som havde løbet hen til det store hul i træet, de så ud til at være pænt ligeglad med dem nu, men han fik slynget i hovedet at hvis han nærmede dem igen ville hans hoved ikke være der ret meget længere, well de kunne da prøve at få hans hoved af hvis de ville, men det ville tage sin tid. Selvom han ikke var uddødelig, var det bare svært med al den jern som hans far, havde pumpet i ham så hans krop kunne være ligevægtig, og det havde så taget lidt tid for at vænne sig til de mange nye ting som han kunne, og som tiden gik kunne han flere og flere talenter alt efter hvilke opdateringer hans hukommelse skyllede igennem ham, og hvad hans far nu tillod at give ham, han skulle som regl altid sende en fil til ham hvis han var sikker på at der ville være nogle former for skadelige filer i det han ville hente ned i sin hjerne. Ikke fordi han ikke havde noget imod disse virusser der kunne være, men nogen virusser kunne ikke slettes lige let, og nogen af dem kunne lukke de dele ned som hans menneskelige hjerne ikke kunne kontrollere.

Hun løb alt det hun havde lært at kunne løbe, og alligevel overhældede han hende, selvom at hun før havde set hvad han havde kunne inde i Lutte à Mort. Men at han kunne løbe så hurtig, havde hun i grunden ikke regnet med. Hun tog en dyb indånding, og ville bare holde så godt hun kunne trit med ham. Men da han tog fat i hendes arm, vente hun hoved mod ham, med rynkede bryn. For at sige, hvad fanden lavede hans hånd på hendes arm, det blev på ingen måder bedre da han trak hende ind til sig, og sprang mod træet "Hvad fanden laver du, er du sindssyg!!!?" skreg hun, men alt gik så stærkt, og pludselig var han igennem det, og havde rejst sig igen. Hvad fanden var denne drengs problem!? Hvordan kunne han bare tvinge hende til at gøre sådan noget, det var bare ikke acceptabelt. Hvem troede han lige han var. Hendes blik blev rettet mod menneskerne der stod og råbte af ham, og derefter igen gik ind i skuret, eller hvad fanden man nu skulle kalde det. Langsomt vente hun hoved mod ham, og satte hænderne i hans bryst og skubbede til ham lige efter "hvad fanden tror du lige du har gang i var!? Du kunne have dræbt os begge to, hvis du havde ramt forkert! Hvem fanden tror du lige du er!? IDIOT!" skreg hun, og stirrede dræbende på ham. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt op og ned, så man kunne se hvordan brystparitet blev spændt mod den stramme hvide t-shirt hun havde inden under den sorte læderjakke, som gik til hofterne. Hendes hullede bukser der sad stramt på bukserne, havde fået en masse jord og skidt på sig efter slås kampen inde i buret. Men hun var ligeglad, lige nu tænkte hun egentlig bare på, hvilken kraft idiot han lige havde været. "Forhelvede. væsner!" sagde hun surt og drejede om på hælen, og gik på sin vej hjem. Dette var sgu for mærkeligt, og idiotisk at hun gad at spilde sin tid på.

Synet af hendes raseri var ikke mere eller mindre behageligt, var ikke mere betryggende, han sagde ikke noget til hende, svarede hende ikke, forklarede ikke, han var såret men lod det ikke komme frem, ved at kalde ham et væsen havde hun stort set direkte kaldt ham for et misforstår, og det var jo ikke ligefrem det han var, eller jo, et misforster, men ikke et selvønsket valg eller skæbne. Han kiggede efter hende vidste ikke hvad han skulle sige, og brummede så i det han gik samme vej som hende og da han kom op ved siden af hende sagde han så lavmælt “Bad heller ikke ligefrem om den her krop…” Og gik så op for an hende, i en hvis fart man skulle tro løgn, hans tanker kredsede videre rundt, til der hvor han kom til sine nye krop, den krop som han hans far havde lavet til ham med mataliske dele, og redskaber en normal menneskekrop aldrig ville kunne være istand til at kunne transportere rundt med, hvorfor var det også sådan at man skulle være i denne dødens latterlige verden, han kunne jo os bare havet været død hvis folk virkelig ikke havde lyst til at have ham her i denne for dømte verden, med drab og vold dag ud og dag ind, det eneste han duede til jo var militærets lyst til hans misilier, og andre specielle udstyr som han nu havde i sig, han var stort set en kamp robot, der kunne det hele, eller næsten. Det plagede ham ufatteligt meget, og havde til hans overraskelse også påvirket hans sex liv, hvilket man ikke skulle have troet med sådan et udseende han havde, faktisk kunne han ikke være mere ligeglad med sit udseende, for hans skyld kunne han rende rundt med det halve kranium han nu havde, som var blevet slået sammen med den metalliske del af det, som hans far havde lavet meget nøjagtigt ud af nogle røgtenbilleder, man skulle i grunden have troet at han, Blase Ernies, skulle have haft denne holdning, men det havde han, han var stort set også dybt ligelgad med hvordan den han elskede så ud, det kunne rage ham en pind, så længe han elskede personen, hvad galt kunne det så være? Han brummede lidt, og kiggede ned i jorden imens han gik, nogle flere billeder gik igennem hans hoved, hans mor havde han ikke kendt til, døde vel nok under fødslen eller noget i den stil?

Hun fortsatte sin gang, var ligeglad om han gik efter, om han forklarede dig. Forsvarede sig, ja i grunden kunne han gøre alt, hun var ligeglad. Hvorfor skulle hun lytte til ham? Hun skyldte ham ikke noget, ikke efter det. Hun tog en dyb indånding og satte farten lidt op, da hun kunne hører at han fyldte efter hende, og hvis hun skulle være helt ærlig med sig selv, så gad hun han i grunden ikke, eller. Hun kunne ikke rigtig finde ud af det, måske havde hun overeageret, og nu ville hun bare ikke indrømme det. Men han havde jo fucking revet hende med ud igennem væggen!? Hvad fanden gik det lige af hende? Nu måtte hun da også tage sig sammen, han havde gjort noget idiotisk, og det stod hun ved, nu skulle hun ikke gå her og fortryde det som hun havde gjort! Tag dig sammen sagde stemmen inde i hendes hoved. Hendes øjne blev langsomt lukket, og da hun hørte hvad han sagde, svarede hun ikke. Gik bare videre. Sagde ikke noget til at han overhælede hende og gik videre. Hun tog dog en dyb indånding, og lod langsomt den lyserøde tunge glide ud af munden og fugtede de sprukne læber. Inden hun åbnede munden "Jeg valgte fandeme hellere ikke at være i denne krop!! Jeg valgte sgu hellere ikke at have dette liv..! Men jeg går fandeme hellere ikke rundt og smadre sig selv ind i vægge og tager en anden med i købet.!?" råbte hun efter ham, og puttede stædigt sine hænder ned i jakke lommen. Drejede hurtigt hoved frem og tilbage inden hun krydsede vejen. Det var godt nok ikke den vej hun skulle. Men hun gad kraftemde ikke gå den samme vej som han skulle. En dyb indånding blev taget, selvom at brystkassen nu hævede og sænkede sig i et mere roligt tempo. Hun var dog stadig meget irriteret over det som var sket, mest af alt på sig selv, fordi at hun skulle have sådan et temperament, og at hun så ikke engang ville indrømme, at hun måske lige havde været en tand for grov. Men det kunne også være ligemeget, chancen for at hun ville møde denne mand igen, eller skulle snakke med ham. Den var nok ret lille, så hvorfor være venlig? Eller gøre det godt igen, for den sags skyld.