better of alone. (Blase=privat)

Sted: Di Morga - Sombre.
Tid: 20:00.
Dato: 3. oktober.
Omgivelser: Melissa.
Vejr: Stille og rolig vind, klar himmel.

Melissa gik rundt i nærheden af parken, Sombre i Di Morga, hun gik altid i bare tær, hvor hendes ankler og håndled var bundet ind i bandage, hvorfor? Godt spørgsmål, men det holdte hun mest for sig selv og det havde mest at gøre noget med hendes magi, hun var ikke meget for at sige ud til hver en person om hvorfor hendes ankler og håndled var bundet ind i bandage. Melissa havde det noget svært med at stole på folk, af og til var hendes selvtillid lav, i al fald ikke så stor, hvor hun godt kunne finde på at gemme sig og måske spionere folk. Det kom an på så meget med hendes humør og hvad der kom til at ske i hendes liv som sådan. Melissa var en speciel pige, hun var stadig et menneske, men var alligevel også halv Aspara. Hun var iført en sort kjole som passede til hendes krop og former, den var meget unik og simpel, hendes hår sad løst og vinden tog lidt fat i hendes hårtotter, når hun gik. Hun gik ind gennem parken, Sombre da hun nåede der hen og hun fik senere øje på en bænk lidt længere fremme, som hun besluttede sig for at gå hen til og satte sig ned.. mens at hun stille begyndte at små fryse, fordi hun ikke havde taget noget overtøj med sig.. men hun tog sig ikke rigtig af det. Melissa lod sine øjne glide rundt og slog sine arme omkring sig, hun mente at hun selv var alene, mens at hun trak vejret i et roligt tempo.. hun trak sine ben op til sig og slog sine arme omkring dem i stedet for og et svagt smil dukkede frem på hendes læber, mens at hun lagde sin hage ned mod knæene.

En dag som alle andre? Han var ikke sikker, men alligevel lof han sig spekulere over det, han havde mødt en del mennesker, nogle han ikke kendte helt så godt, alligevel var der nogen der var kommet til at være rimlig nære og nogen knap så nære. En kort sukken kom ud igennem hans læber og skuttede sig let i sin sorte læderjakke med nogle slidte huller i, han burde i grunde have smidt den ud, men på den anden side, betød den for meget for ham til at han kunne nænne at gøre det. En brummen skød frem, og en dyb sukken tog til lige efter den dybe klidrende som var kommet i hans hals aftog. Blase var ikke som alle andre mænd, kvinder, mennesker i det hele taget. Men han kunne ikke lave om på det, han var blevet til noget der overgik det sædvandlige, noget som han måske aldrig nogen sinde skulle være blevet til. En kort sukken kom til igen da hans tanker vandrede hen imod de mange mænd fra militæret som var ude efter hans teknologi, og elektroniske dele, hvad de ikke vidste, var at han lige så let som ingen ting kunne logge sig ind i deres dataer og lave om på ordrene, hvilket han ikke havde tal på hvor meget han havde gjort. Men det var ikke pågrund af fritidsinteresse mere fordi at det var hans mulige metoder til at kunne beskytte sig selv på og kunne komme væk fra deres planer om at han var en dræber maskine, vidst nok havde han mange dele der ikke burde være relevante, og som andre også skulle have fornøjelsen af, men han havde jo ikke bedt om at være sådan her, og at give viden videre som hans far havde givet ham muligheden for var simpelthen tarvligt efter hans mening.

Hun lod sin ene hånd glide op i sit lange blonde hår, inden at hun lagde sin arm omkring sine ben igen, "but when life leaves you alone…take that loneliness and turn it into something beautiful.." sagde hun stille for sig selv, den sætning syntes hun var så smuk og dejlig at høre på, også det at tygge ordene i sig fra sætningen, nothing you can do about it.. hun havde ikke bemærket om der skulle være nogen i nærheden, hun var blevet lidt træt, hvilket også kunne ses på hende, i stedet for at hun prøvede at krumme sig sammen og få varmen på den måde, lagde hun sig langsomt ned på bænken, liggende på den ene side, hun trak vejret dybt og åndede ud, og et svagt smil dukkede frem på hendes læber, mens at hun tænkte over hvor hun skulle slå sig ned, hun havde endnu ikke fundet et sted at bo og hun havde været i Di Morga et stykke tid efterhånden som tiden gik, selvom at hun ikke rigtig kendte nogen. Det tog hun dog ikke nær så tungt, stille og langsomt lukkede hun sine øjne, mens at hun stadig rystede i kroppen af kulde.