Just at night.. (Andy)

Tiden; 02.42
Stedet; Søen..
Omgivelserne; En sø, nogle træer og andre ting...
Vejret; Fuldmåne, blid men kold vind og stjernefrit..

Mørket havde for længst lagt sig over det enorme område uden får byen Di Morga hvor søen så fredeligt lå i stilhed. Den fulde måne havde ikke været bange for at nærme sig jorden og virkede nu en del større end normalt men frembragte så også derfor en smule mere belysning. Men det var nu egentligt almindeligt her på dette tidspunk på året. I slutningen af sensommeren. Dog var det nu også snart slut for denne sæson. Men denne nat hang den fint på en helt skyfri himmel hvor at der kun kunne ses meget få stjerner. Det havde vel bare valgt at lade være med at titte frem i aften. Lidt ærgeligt for stjerne-gluggere eller sådan noget. Der var ikke rigtigt nogen ude ved søen. Nok både fordi at der faktisk hærgede en ret så kold vind over området og på grund af at klokken jo ikke ligefrem var 15. Dog kunne der opdages en lille og sammenkrøllet skikkelse i dette oplyste mørke. En spinkel og i nogens øjne nok ikke så gammel pige. Hun havde foldet sig helt sammen som om at hun legede sivende hund. Hun var ikke helt mager men man kunne alligevel godt se at hun nok ikke ligefrem havde fået noget stort måltid længe. Hun var ikke iført mere end en sølle og ret meget for stor skjorte i en mat og kedelig kongeblå farve der lige kunne dække det meste af hendes krop. Dog havde hun jo stadig bare arme, ben og fødder. Denne skjorte blev for det meste kun brugt til dem på hospitalet i byen. Det denne pige har enten en tidligere eller en stadig indlagt patient som blot havde haft en lyst til at gå en tur men ikke havde nogen interrasse i at komme tilbage forløbig.
Dette var Macha. En nok tidligere ret så frygtet vampyr der før i tiden havde lade sig uskønsomt myrdet hvem der nu stod i vejen. Eller hvis hun bare ville lege. Hun lignede nu mere bare en lille uskyldig pige der ikke ville kunne gøre nogen fortræd med vilje. Men det hjalp hende vel bare godt på vej. Dog var hun vel en smule glad for at hun ikke helt var så frygtet mere. Hun ville gerne leve et normalt liv. Det var hendes næsten ligblege men stadig pæne og perfekte hud og hendes altid skinnende silkehvide hår der afslørede hende. Og så selvfølgelig hendes dybe og faktisk ret smukke blodrøde øjne vis klarhed kom bag på nogen. Men de var nu skjult bag hendes øjenlåg. Den bekendte mørkerøde farve af størknet blod kunne så nemt skimmes i hendes lange men ret så sjusket klippede hår og på hendes beklædning og andre steder på hendes krop. Det var ikke hendes eget blod. Kun et sted. Et svagt syn af hendes krystalglimtende blod kunne finde iblNdt en forbinding om hendes ene håndled. En forbinding som mest så ud til at være lavet af et stykke lagn og blevet lagt hurtigt. Hun så lettere udmattet ud og man skulle ikke være noget geni for at finde ud af at hun faktisk sov. Her ved søen ikke så langt fra det vand som månens lys blev reflekteret i. Og det vand hun sjovt nok helst holdt sig fra..

//Sorry det blev lidt langt.. =______=//

//Det er helt okay, jo mere fylde jo sjovere bliver det at svare, ikke?^^'//
-
Der var lyst.. mere end normalt.. fuld månen havde vist sig frem på himlen fra sit skjul og belyste jorden.. Mens at der var mørkt.. Det var over midnat. Hvad vidste man egentlig om fuld månen? Den var mystisk og havde enorme krafter som ikke kunne beskrives, men var det nu også sandt? En anden skikkelse, et mærkværdigt væsen dukkede frem i det oplyste mørke. Uden at bemærke om han var alene eller ej. Så gode var hans sanser ikke, fordi han var et halvt menneske og halvt zombie, dermed var drengen et dødt også alligevel et levende væsen. Hans hjerte bankede svagt, og nogen ville nok undrer sig over hvordan det kunne lade sig gøre.. Hans fortid var et mysterium.
Drengen hed Andy Chaos og var 19 år gammel, ligeså vel som med hans eksistens. Der var ikke noget som han frygtede.. end til videre.. han vidste at han havde gode fordel ved at være halv menneske og halv zombie. For det var sjældent at et væsen kunne lide dødt blod blanding med levende og velsmagende blod.. ikke? Eller tog han selv fejl ved hans mening? Han havde sorte tætsiddende bukser på og lyden af sorte og slidte converse sko kunne høres i nærheden af søen, retningen som Andy havde valgt at gå. Han havde en sort trøje på som ingen ærmer havde, så hans arme kunne ses og nogle af hans muskler, ikke fordi han havde nogle store overarme. Hans sorte hår var glat og sad lidt pjusket, med pandehåret ned foran det ene øje. Andy elskede sit hår og lod ikke enhver røre ved det.
Efter at han nærmede sig søen, mente han at han stadig var alene, der var ingen som fulgte efter ham eller noget lignende, men selvskab kunne man altid bruge.. det var ikke altid sjovt bare at være alene.. nej. Hans mørke brune øjne, som knap så sorte ud, gled rundt en omgang for at se sig omkring. Det var et ukendt sted for ham og første gang han havde betrådt sig ned mod søen, da han var ny i Di Morga. Ingen kendte ham. Ingen vidste hans navn. Ingen kendte hans personlighed eller de evner som han kunne, selvom han stadig havde menneske blod i sig. Han tolkede sig selv som et uskyldigt væsen. Et væsen som burde leve et liv der ikke havde en dødelig side i sig.. ikke fordi han hadet døden, eftersom han accepterede døden, det var det bedste at gøre, fordi døden var bare en del af livet.

//Ja faktisk.. ^^'//

Det ukendte lyde der nu brød gennem den fredelige stilhed der ellers havde været havde underligt nok en påvirkning på Macha. Hun havde kunne ligge stille og sove trygt ved en irriterende lyd af en ugle eller en ulv. Men denne lyd af skridt fra et menneskeligtvæsen kunne bare trænge ind i hendes hoved som nemt som ingenting. Hun begyndte så småt at røre på sig. Hendes øjenlåg sitrede og vibrerede før at de et kort øjeblik stoppede. Så blev øjenene ellers åbnede og den specielle farve kom igen frem til hendes omverden. Hendes krop foldede sig en smule ud men hun blv alligevel liggende. Hun lå bare og så direkte ud over den horisont der lå hen over søen. Hun lyttede mere omhyggeligt til lydene omkring hende. Så var hun da mere sikker på at der faktisk var nogen andre. Hun indsnusede en stor mængde luft gennem næsen og duften af både noget levende og noget død ramte hende. Det undrede hende først men blev så derefter til noget der fascinerede hende om hvordan at folk så forskellige ud. Hun lukkede så sine øjne igen og åbnede dem endnu en gang. Det havde blot været et langsomt eller langtrukkent blik. Hun begyndte så at sææte sig op. Lidt efter lidt. Ikke fordi at det gjorde ondt nogen steder. Men mest for ikke at larme for meget. Hun var ikke bange for denne mærkværdige person.
Da hun så ellers havde sat sig ordentligt op lod hun blikket vandre rundt om hende i en blød buge. Hun så intet anderledes i starten men så da hun næsten ikke kunne dreje hovedet mere fik hun endelig øje på det hun nu søgte. En dreng? Eller måske en ung mand. Det kunne vel også være ligemeget.. Hun sad længe bare og så mod ham. Studerede hans bevægelse og scanede hans udseende. Han var mørkt klædt. Det var nemt at se på ham. Og så i det lys han stod i. Selv kom at månen skinnede direkte på ham så blev man ikke blændet. Hun begyndte så at rejse sig op. Det var dog utroligt sådan som hendes ben rystede under hende. Men det stoppede heldigvis da hun var helt oppe at stå. Hun gik så med rolige skridt hen over det grusede jord ved søen. Helt ubekymret over om hun ville blive opdaget. Hun stoppede op igen da hun ikke var mere en 5 meter fra denne fremmede person. Han virkede ikke bekendt lige p.t så han var nok ny i byen. Der kom jo nogen hver uge på grund af ryet om hvor mange væsner her var. "Er det ikke lidt sent med en gå tur til søen??" sagde hun så med hendes overraskende blide og rolige stemme. Den var helt afslappet og viste ingen yderelige undertanker eller frygt..

Lugten af noget ukendt strejfede hans næse og mærkede en kvindes aura som kom ham nærmere og nærmere. Han lagde sit hoved en smule på skrå da han stoppede op med at gå og stod lidt væk fra hende. Skeptisk hævede han det ene øjenbryn.. hvorfor i al verden spurgte hun egentlig om det? Kunne det ikke være ligemeget hvornår man gik en tur udenfor.. et eller andet sted i Di Morga? Han lod sin tungespids glide ud at slikke ved sin underlæbe.. En ting var sikkert, han gjorde hvad der passede ham.. han gik der hvor det passede ham.. der var ikke noget som han tænkte over med fx.. *pas nu på dreng* eller lignende.."Måske.. måske ikke" sagde han og tøvede lidt, han vidste ikke rigtigt hvad han ellers skulle sige? Hvad skulle han frygte? Et svagt smil dukkede frem på hans læber, imens at han så på hende og gættede sig frem til at hun var en vampyr pga. hendes hud og den aura som han fornemmede. Bare fordi han var et halvt menneske og halvt zombie, så var der ting han godt kunne finde ud af. Selvom han havde menneske blod i sig var han ikke rigtig det svageste led i fødekæden mere. Han var blevet en anelse stærkere og kunne holde meget ud angående med smerte og hvis han brækkede et ben.. eller et arm.. måske hovedet? Så kunne han bare fikse det sammen igen. "Hvad skulle der være farligt ved at gå en tur på denne tid?" spurgte han så og trak svagt på skuldrende, ikke fordi han spurgte af ren nysgerrighed, men så et eller andet sted ville han gerne vide det, selvom han havde en god anelse til hvorfor hun spurgte, hun ville sikkert gerne smage hans blod, men det så han ikke op til som en udfordring.. hun ville sikkert fjerne sine tænder hurtigt efter at have smagt en smule af det. Han vidste ikke selv hvordan det smagte, det kunne han ikke sætte ord på, men han vidste at andre væsner ikke kunne lide det. Specielt når det både var dødt og alligevel levende blod. Menneske blod som vampyrer rigtig gerne ville have fingrene i. Og måske end da dræbe offeret bagefter. Man kunne aldrig stole på vampyrer.. eller kunne man? Det kom vel an på så meget.. men om igen. De fleste vampyrer tænkte kun på blod når de var sulten og kunne på en vis måde ikke styre sig. Ynkeligt. Man burde kunne styre sin egen krop. Men det var vel det samme som når man drak sig stan stiv også at man til sidst slet ikke anede hvad der foregik. Man kunne ende i en seng, hvor der måske lå en fremmed kvinde ved siden af sig, eller omvendt, det kom an på om man var en mand eller en kvinde, selvfølgelig kunne en mand også ligge ved siden af en mand. Andy vidste bare ikke om det var noget for ham. Det havde han ikke prøvet.. og ærlig talt havde han heller ikke haft samleje med en kvinde, han var jomfru. Et sølle jomfru væsen.. måske? Nah. Det ville han ikke kalde sig selv. Han kunne godt finde ud af en kvindes krop.. og tiden ville vise om hvad der ville ske. Måske ville han finde kærligheden.. måske ikke. Han vidste ikke om han var til faste forhold. Der var så mange væsner man kunne nusse og kæle med. Et eller andet sted lød det ulækkert. Andy så noget afventende på hende og undrede sig over hendes spørgsmål. Hvad ville hun gøre? Hvad var hendes næste trick? Andy tænkte alt for meget.. men det var noget som han bare gjorde.. uden at han vidste hvorfor. Hans smil blev en smule større, mens at han atter ventede og ventede på hvad der ville ske, han var ikke bange.. og hun kunne sikkert også se det på ham at han ikke frygtede noget.

Macha kunne egentligt ikke lyde hans tone. Hun havde jo ikke gjort ham noget. Hun havde blot spurgt hvad han lavede her ude så sent. På en mere diskret måde måske. Og der havde ikke været noget rapkæftet over hendes stemme efter hendes egen mening. Men hun holdt sig nede på jorden. Hun var virkelig for svækket til at gå på ham. Og det ville være spild. Hun ville have et nyt liv hvis man kunne sige det sådan. Men hun skulle stadig arbejde med hendes temperament. Hun stod bare stille og så mod ham. Lyttede til hans stemme der igen brød stilheden der havde lagt sig over dem. Hun så ikke helt ud til tage sig af hvis en flue måske havde sat sig på hendes næse eller sådan noget. Hun var bare helt afslappet eller bare.. en smule fortvivlet. Hun lagde så sit hoved let på skrå så hendes tydelig klippede hår faldt mere ned over den ene skulder end over den anden skulder. Hun studerede hvordan at hans tanker fisede gennem hans hoved. Hvad han tænkte på vidste hun ikke helt. Men hun havde en fornemmelse af det. Det var sikkert noget med..om hun ville bide ham, om hun ville angribe ham, om hvad der ville ske eller måske noget helt fjerde som nok slet ikke havde noget med denne situation eller dette måde at gøre. Hun vidste godt hvad hun skulle svare men ville alligevel vente og se hvordan hans tålmodighed rakkede. Nok ikke langt. Så lod hun svare på hans spørgsmål. ”Har jeg sagt at der skulle være noget farligt her ude?? Nej det tror jeg ikke.. Men hvis du gerne vil vide det så..spørg en kender af skoven og søen.. Ikke mig” sagde hun stadig med hendes overraskende blide og rolige stemme som svar på hans spørgsmål. Det var med en helt afslappet men stadig lettere irritabel attitude. Det kunne dog ikke rigtigt høres. Hun rettede igen sit hoved op så det ikke lå på skrå mere. Hun så stadig på ham og hendes øjne lod ikke lægge skjul på deres farve. Den var ret kraftig på grund af hendes blege hud. Hun lod selv sin tungespids stikke ud og fugte hendes læber. Men hun satte ikke tænderne i hverken hendes over- eller underlæbe. Hun vendte så siden til ham. Hun var sulten men kunne ikke få sig selv til at tage en tår blod fra nogen lige nu. Hun vidste at hun ville kaste op med det samme den første slurk havde bandet sig vej ned gennem hendes hals. Hun gik de to-tre skridt hen mod søen der før havde været mellem hende. Hun lod sig sætte sig på hug ned hendes bare fødder nede i den smule vand der skyllede ind på land med bølgerne. Hun følte ikke sådan en stor frygt ved store mængder vand men den lå der stadig og simrede. Hun lod sin ene hånd strejfe vandet overflade og hendes blik var rettet mod hendes eget spejlbillede. Hun rejste sig så ordentligt op igen med et lettere opgivende men stadig lavmælt suk. ”Hvad tror du så der er så farligt herude?? Mig? Ulvene? Kanariefuglene måske??.. Det tror jeg ikke.. Men man ved jo aldrig vel.. Alle har hver sin frygt” Hun drejede så sit hoved så hendes blodrøde og dybe blik blev rettet mod ham igen. Hun så så ud over den horisont der lå hen over søens blanke og fredelige vand. Et svagt smil kunne så pludselig skimmes på hendes bløde læber. Ikke noget med nogen specielle følelser. Det var i hvert fald svært at læse. Meget svært at læse. Men man så det stort set aldrig være fremme ved hende.

Han hævede det ene bryn, mens at han så på hende, fulgte hver og en af hendes bevægelser fra hvor hun vendte sit blik væk fra ham. Andy var dog ligeglad om hun kiggede på ham eller ej. Han undrede sig noget over det som hun spurgte om, imens at han trak svagt på skuldrende, dog vidste han godt hvad han ville svare til det spørgsmål, "Nej" mumlede han og rømmede sig en anelse, "Der er ikke noget jeg som frygter.. end til videre.. det.. jeg spurgte bare dig.. om det var farligt at gå her ude på denne tid" sagde han og fortrak sine mundvige i et skævt smil, "For jeg syntes da bestemt.. at et hvert væsen kan gå ude på denne her tid.." svarede han sagte med et enkel nik. Det var ikke meningen at hun skulle tro at han var bange for noget.. for det var han ikke som sådan. Han havde ikke mødt nogle onde personer endnu. Selvom Andy for det meste viste sig at være et flinkt og høflig væsen, så kunne han også være ond, man skulle bare pisse ham af også ville man finde ud af hvad for en fare man stillede sig ind til. Han tog gerne imod en udfordring. Han lagde sit hoved en smule på skrå, mens at han lod sine øjne hvile på hende, Andy vidste ikke helt om han havde ret i at hun var en vampyr, han fornemmede hendes aura.. og vampyrer elskede jo at få fingre i menneske blod af hvad han vidste.. Men han vidste så også at hans eget blod ikke smagte så forfærdeligt godt, pga. han også var død, selvom han havde en svag hjertebanken. Andy havde en mærkelig blanding. Et mysterium af et væsen. Han så noget afventende på hende, Andy var noget spændt på om hvad hun ville sige til alt det som han havde sagt.
Andy kiggede sig lidt omkring inden at han så på hende igen, han havde endnu ikke præsenteret sig for hende og skulle han nu også det? Han fortrak sine mundvige i et større smil. Javel.. det kunne vel ikke gøre nogen skade. "Andy Chaos" sagde han og lod sin tungespids glide ud at strejfe ved sin underlæbe. Han ville jo også gerne blive mere kendt i Di Morga. Han ville gøre et indtryk. Vise næsten alle hvem Andy Chaos i virkeligheden var. Dog ikke fordi han ville vise sig som en trussel, på vise områder ville han gerne accepteres af de fleste.

"Aah så du er ikke bange for noget.. Du er helt frygtløs. Dem ser man tæt rundt omkring i byen men der komme altid et eller anden frem der skræmmer dem. Det kan være en stor ting eller en meget lille ting.. Men hvis du virkelig mener du ikke er bange vil jeg ikke sige dig imod.." Macha lod hendes smil vokse lidt mere. Det var ikke ligefrem hver dag at hun fik lyst til det. At smile. På den måde. Af andre. Og ikke for sig selv. Tidligere i hendes liv - som nok ikk havde været mere end et halvt år siden - ville det ikke være det samme. Der ville kommet et noget falsk nuttet smil eller et sandt smil der nok mest et lidt gruopvækkende smil. Men denne gang var det et ægte og helt afslappet og roligt smil. Hun så lidt anderledes ud. Men der lå stadig den lidt kolde aura der med sikekrhed viste alle og en hver hvilken race hun var. Og hendes udseende gjorde det heller ikke bedre. Hun så igen meget studerende på ham. Betragende. Hendes blik mødte hans men der skete ikke noget der. Ikke med hende. Ikke rigtigt noget positivt i hvert fald. Hun så så væk igen og tog sig til hovedet. Tog fat i hendes eget hår og gjorde det på den måde mere uglet. Og dette hjælp måske ikke på dette første hånds indtryk. "Argh! Jeg er så sulten men jeg kan ikke bare ikke den metaliske smag mere..." udbørd hun så til en overraskelse. Hun slappede dog lidt mere af bagefter. Og fandt ud af havd hun lige havde gjort og så for første gang lidt flovt hen mod denn dreng. Andy. "Ehm... Jeg er Macha..Macha X.Z.K Ichigo" Hun prøevde desperat at få ham til at gleme det hun ahvde gjort. Hvorfor følte det her så ydnygende? Men alligevel så kunne hun ikke gøre noget ved det. Om hun så ville. Ham her virkede egentligt som en ny i byen og så kendte ham med sikkerhed ikke til hendes 'tidligere liv'. Faktisk lidta f et held. Så kunne hun måske få lov til at fører en nogenlunde normal samtale efter at han havde glemt det andet. Så voksede hendes smil frem igen. Bare ved at se hans. Det fik hende i et ..bedre humør?? Hun var stadig træt men ellers kendte hun ikke helt til resten..

//undskyld at det tog så lang tid for mig at svare emnet..//

Andy skar en grimasse, "Det ved jeg godt, jeg siger heller ikke at der er noget som kan skræmme mig.. der er bare ingen som kender mig så godt endnu, at der er nogen som kender mine svagheder.. derfor kan man også sige at jeg er helt frygtløs" sagde han roligt og bed sig i læben. Han var vel god til at få andre til at smile.. en af hans egenskaber? Han smilede svagt, da han så hende smile, dog vidste han ikke hvad hun smilede af.. "Ja.. du er jo en vampyr.. kan jeg mærke på din kolde aura.. og vampyrer har det generelt svært med at styrer sig" sagde han og fugtede let sine læber, han tyggede lidt på hendes navn.. Macha, det var et specielt, men et fint navn. Han havde aldrig hørt det før, "Du må gerne smage mit blod.. men jeg tror ikke at du ville kunne lide det" mumlede han og sukkede lydløst, han vidste ikke hvorfor at han sagde det, inderst inde hadet han vampyrer, fordi hans forældre tidligere i hans liv blev dræbt af en ond vampyr, han vidste dog godt at nogle vampyrer kunne være høflige, men det var sjældent at man mødte sådan en vampyr, han vidste ikke rigtig med Macha, men hun virkede flink et eller andet sted. Han så lidt afventende på hende og lagde sit hoved en smule på skrå, han ventede noget spændt på hvad det var hun ville sige til det, dog ikke fordi han lige frem jublede over det hvis hun ville smage hans blod. I sidste ende ville hun nok trække sig tilbage, hvis hun gik hen og smagte hans blod, han var jo både et dødt lig og et levende menneske, et mystisk væsen. "Hvis du vil.." tilføjede han, med hentydet til at smage hans blod. Han bed sig noget hårdt i læben, så der kom et bidemærke i hans læbe. Men han kunne ikke rigtig mærke smerten i ved at bide sig i læben.

//Det går nok.. ^^'//

"..Hmm ja. Min kolde aura. Den kan jo ikke skjules eller ædres.." mumlede hun svagt for sig selv da hans kommentar om hendes race som varmpyr kom. Det var nu mere til hende selv men hvis han kunne høre det så kunne det vel også være til ham. Selv kunne hun ikke rigtigt kende forskelt på nogle væsner. Asparas og engle foreksepelt. De havde den samme duft og så havde hun heller ikke verdens bedste lugtesans. Men så lange at der var blod var det som om at hendes tanker sagde klik og det kun var hendes instinkt der styrede hende. Dog havde hun kun opdaget det få gange. Overraskende nok. Hun blev så pludselig selv ret overrasket og stod lidt som om at en forfærdelig kulede nu havde overtaget hendes krop. Dog tøde hun også op iegn efter få sekunder. Så så hun undrende og en smule forvirret over mod ham. Denne unge mand. Andy. Så slappede hun pludsleig helt af igen og lod enda en latter komme fra hende. "Du må da være sindsyg..At du sådna bare giver mig lov.. Uden at du i det hele taget ikke kender mere til mig end at jeg er en vampyr og jeg hedder Macha.." Hendes stemme blev på en måde mere og mere tøvende jo mere hun fik sat på hendes ordstrømme. Hun så kort væk men så over mo ham igen og ank en mindre klump. Hun måtte virkelig godt? Men hun var ikke ikker på om hvad der ville ske i det øjeblik hans blod ramte hendes læber. Hun vidste ikke om hun ville kunne trække sig tilbage i tide eller om at hun måske ville få det ehle ratur igen. Hu havde det virkelig dårligt sådan ikke at vide den slags. Dog lod hun sig træde et skridt tættere på ham. Og dette var af egen vilje. Hendes blik vær rettet væk fra ham. Ned mod jorden. Hvorfor fanden tøvede hun nu? "Men..Tak.." lod det svagt og lige hørligt mens at hun så stoppede foran ham. Han var en smule højere end hende. Ikke nogen overraskelse. Men hun havde en fin evne til at rejse sig højt på tæ'erne så hun kunne nå hans nakke og hals.. Hun satte sine hænder blidt mod hans skuldre før at hun så lod sig nærme sig hans hals. Hun startede som sædvandligt med at berøre hendes valgte sted med tungespidsen for at blødgøre huden lidt. "Du er virkelig sindsyg.." hviskede hun til ham igen. Og det var denne gang nemt at se at dette ikke var ment direkte ondt eller hånende. Så satte hun ellers kunne sylespidse hjørnetænder i ham. Lod dem børe sig ned genne hans hud og den røde væske strømmede i et tilpas tempo ned af hendes tunge og ned i hans mund. Hun blevkort overvældet af smagen men lod sig ikke trække væk. Hun lukkede sine øjen lidt og slappede selv ret meget af i hendes spinkle krop. Det smagte..mækrleigt og anderledes. Ikke ikke dårligt

"Nej.. det er ulempen ved at være vampyr, der er dog flere ulemper.. selvfølgelig" sagde han stille, han hørte godt lidt hvad det var som hun sagde, dog ikke fordi han havde den bedste hørelse, Andy kiggede på hende og skar en lille grimasse, med den måde som hun så på ham. "Sindssyg.. det har jeg nu aldrig tænkt om mig selv, jeg tænker vel bare ikke rigtig over konsekvenserne" sagde han og trak svagt på skulderende. "Så lidt.." svarede han og kiggede ud i luften, da han mærkede at hun kom nærmere, hvorfor gav han, hende tilladelse til at smage hans blod? Når han inderst inde hadet vampyrer? Han kunne ikke finde ud af hvor han stod henne i sin egen verden.. han var vel kommet til fornuft og tænkt at han ikke altid kunne hade dem.. hans forældre var jo døde og intet kunne gøres ved det. Han måtte bare ligge det bag sig og leve livet som det kom. Et svagt smil dkkede atter frem på hans læber, da hun igen nævnte det at han var sindssyg, uden at han vidste af det, undslap han et skrig, efter at hun satte sine tænder i hans hud, Andy prøvede at slappe mere af i kroppen og bed sig i stedet smerten i sig, han gik lidt ned i knæ så hun heller ikke behøvede at stå så meget på tær og i sidste ende, vidste han også godt at han ville blive noget svag, så han kunne lige så godt med det samme, glide ned at sidde på jorden.. han kendte godt til vampyrer.. havde en stor viden.. han vidste godt hvordan han skulle standse hende, hvis hun ikke selv kunne stoppe, inden at det var forsent. Han havde dog regnet med at hun ville trække væk inden for kort tid, da hans blod smagte mærkværdigt, selvom han stadig havde menneske blod i sig. Han knep øjnene sammen og undslap endnu et skrig, det gjorde pokkers ondt og det var svært at holde smerten tilbage..

Macha fulgte ham stille og roligt ned som han mere og mere svægede i sine knæ. Hun opdagede det ikke selv da hendes opmærksomhed var rettet mod hans blod. Det havde en sådan speciel smag som på en eller ande måde var blevet en tiltrukken væske for hende. Dog vidste hun at hun sagtens ville kunne stoppe hvsi hun ville. Eller hvad? Hun elskede at forandre sit smagsløg lidt. Hun havde aldrig prøvet den her slags før. Det var virkelig som om han både var død og levende. Lige som hende bare på en mere markant måde. Hendes øjne var stadig lukkede i og skrigene var igen bare som musik i hendes øre. Hun ahvde undelrigt nok savnet dem. De havde sådan en dejlig effekt på hende. En afslappende og samtidig erotisk måde. Dog var det kun en svag følese og hun holdt sig mest til bare at slappe af mens at hun 'spiste'.
Så pludsleig blev ehndes øjne spærret op og den blodrøde farve der skionnede i mørket kom endnu en agng frem. Hun så næsten skræmt ud. Hendes greb om hans skuldre blev en smuel strammere men der gik heller ikke lang tid før at hun så nærmest skubbede sig væk fra ham. Hun nåede lieg at åbne sin mund så han ikke ville ende med at få store kødsår. Hun ahvde prøve det før men hun kunne ikke lige nænne at gøre det ved ham her da han jo havde give hende lov. Hun kom ufattelig hurtigt på benene. Lidt klodset gik hun baglæns væk fra ham. Hun træk vejret i små gisp som om at hun havde være ved at blive kvælt eller havde haft maridt. Og dette var ikke fordi at hans blod smagte mærkværdigt. Overhoved ikke. Det var mere fordi at hun..genkendte smagen. Dog kun den ene halvdel. Menneske delen. Som om at hun en gang før havde smagt det. Der flød en blod af hans blod ved fra hendes mundvige og hendes læber havde fået en lidt stærkere rød farve af blodet. Dog så hun ikke helt ud til at ville tørre det væk med det samme. Der gik igen lidt tid før at hun fik løftet sin hånd og tørrede det væk emd sin ene håndryg. Hendes blik var stadig rette mod Andy. "...Hvor..Hvor har jeg...Jeg har på en eller ande måde.. haft denne smag.. før.." Det var lidt svært at forstå og så var hendes stemme svag. Men det var mere for at fortælle ham at hun havde samgt noget lignende. Normalt lå ens blo til familien men hun hans efternavn sagde hende ikke helt så meget.. Nu huskede hun jo heller ikke alt hvad der havde sket i løbet af hendes liv..

Han havde fast troet på at hun ville trække sig tilbage pga. hans blod som smagte mærkværdigt, som et dødt lig der var råddent og frisk som et menneskes blod. Det overvældede ham at hun fortsatte med at suge hans blod, hvilket gjorde at han undslap endnu et skrig, det gjorde pokkers ondt imens at han mærkede hvordan han blev svag i kroppen, "Ma..cha" sagde han med en stille stemme og letter besværligt, imens at han tog fat i hendes trøje med begge hænder bag om hendes ryg, knyttede sine hænder om taget på hendes trøje, lige før at han kunne gå hen og rykke den i stykker.. så meget smerte påførte hun, ham. Andy lukkede sine øjne, så de var halvt åbne, han mærkede taget om sine skulder blev strammere, han faldt nærmest sammen på jorden da hun skubbede sig væk fra ham, efter dette måtte han nok tage en lur ved søen, overnatte her, end til næste dag, før at han ville begive sig videre ind i Di Morga, langsomt lagde han sin ene hånd på sin hals, på det sted hvor hun havde bidt ham, "Måske.. fordi jeg er halv menneske, halv zombie?" sagde han mere eller mindre spørgende med en lille drilsk undertone i stemmen, han lagde sit mere til rette på jorden og prøvede på at rejse sig op, det mislykkes lidt, da han var svag i kroppen, med noget besvær kom han op på benene. "Kender..du et sted i nærheden, hvor jeg kan hvile mig?" spurgte han af ren nysgerrighed, han ville gerne ligge på en seng eller en sofa, noget som var blødere end det at ligge på jorden, som var ru og kold at ligge på.

Andy forstod hende vist ikke helt hvad hun mente men hun ville dog heller ikke lige til at forklare ham det. Ikke nu. Han var vist for træt. Macha havde kommet til at drikke lidtfor meget efter hendes egen mening. Det var så nemt at tømme en krop for blod. Nemmere end man faktisk gik og troede. Og især for en vampyr som hende. Hun slappede så lidt mere af efter at ahve overbevist sig selv om at det nok bare var derfor. Hun havde ikke smagt så meget menneske da hun helt holde sig til andre vampyre eller dæmoner. Hendes livretter. Hun ville selv ænsket af hun selv var et almindeligt menneske. Bare sådan at gå grundt og have den frygt om at være svag. Det havde hun aldrig haft lov til. Hun lod sig gå langstom hen mod ham. Hun stod lidt ved siden af ham før at hun så dumpede ned på det sted hun nu stod på. Hendes blik var rettet mod jorden og hendes lange silkehvide hår faldt ned for hendes ansigt og skjulet lidt af det. Hun træk vejret mere roligt og hun så så op på ham. Hun tænkte sig lidt over hans spørgsmål. Men det gjorde hun jo ikke. Der var en ting hun kunne gøre men for nogle drenge og mænd ville det være lidt pinligt hvad nogen så en sådan. Hun ville dog nemt kunne løfte ham ind til byen. Hun så så ned på hans hals hvor at hendes bidemærke stadig var der. Hun fik fjernet hans hånd ved at lægge sin egen bløde hånd på hans og løftede den væk. Hun kunne ikke heale det men hun ville alligevel lige se det. Så rejste hun sig så igen op. "Kom op..! Jeg kender ikke noget sted her i nærmeden så jeg vil prøve at bære dig på ryggen ind til byen.." sagde hun bestemt og så stadig på ham..

Han var træt.. han var udmattet og svag, kunne ikke undrer ham hvis det var at han ikke hørte helt efter eller ikke helt forstod det som hun sagde, det var ikke for at irritere hende eller noget, slet ikke. Han kiggede lidt ned på hende og undrede sig noget over at hun satte sig ned, han ville gerne et sted hen og slappe af.. og stedet de var nu var ikke lige frem så afslappende igen, han ville bare ned at ligge på noget blødt.. i stedet for noget hårdt og koldt, han brummede svagt, da hun fjernede hans hånd, langsomt rettede han sig mere op stå på sine ben, "Har du tænkt dig at bære mig ind til byen?" spurgte han og rystede svagt på hovedet, imens at han lagde sin ene hånd op på hans pande, det svingede rundt for ham.. Andy var blevet lidt svimmel, han lænede sig lidt mod hende, da han var ved at miste balancen, "Kan du... gøre sådan at jeg på en måde vil blive.. en form for en slags vampyr?" spurgte han stille og lukkede sine øjne lidt, men kiggede på hende ud af øjenkrogen. Andy havde tænkt det hele igennem og det kunne egentlig være til god nytte hvis at han blev forvandlet til en form for en slags vampyr, så han også kunne gå hen og bide Sookie, som hun havde gjort ved ham, Andy ville tilfredsstille Sookie så meget som overhovedet muligt, og hvis muligheden skulle være der, vidste han at han skulle besøge en fuldblods vampyr, i stedet for en vampyr der ikke rigtig var en vampyr.. Sookie var kun en halv vampyr.. hun kunne ikke gøre noget for at forvandle ham, da hun ingen vampyr gift havde i sig, hun kunne gøre ham svag og værdig løs, men ikke mere end det. Han lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han så noget afventende på hende med trætte øjne.

"Ja med mindre du har tænkt dig at gå selv.." Macha blev en smule irriteret over hans undertone. Hun lod sig gå et skridt bagud da han lænede sig mod hende. Hun var lidt forstødende på visse punkter. Folk måtte vel bare forstå at andre faktisk også kunne gøre noget selvom at de var mindre. Hun var lige ved at lægge sine arme over kors over det men gjorde det ikke. Hun kunne vel give ham en til chance. Mere var hun ikke sikker på at hun ville give ham. Men det ville tiden nok vise. Hun spærrede endnu engang sine øjne op over hans næste spørgsmål. Hun var ikke ligefrem skræmt men bare overrasket og samtidig undrende. Så slappede hun igen helt af og lukkede opgivende sine øjne. Hun rystede så på hovedet før at hun så ham bestemt og alvorligt i øjnene. "Nej.. Jeg kan med sikkerhed godt men jeg vil ikke gøre det.. Ligemeget hvor god grund du har til det vil jeg ikke gøre det.. Find en anden hvis du abselut til leve dette lorteliv.." forklarede hun ham så med en kraftig nok stemme til at han nemt ville kunne høre det. Men det var ikke råbende. Overhovedet. Dette havde underligt nok pisset hende mere af. Hvordan ville han kunne spørge hende om det?? Han fattede jo ikke noget om vampyre. Udover deres kolde aura og deres blodtrang. "Jeg er ked af at skuffe dig men sådan er det og du kan ikke gøre noget ved det.." Hun gik endnu et skridt tilbage og var ved at vende sig om. Selv var hun nogenlunde på dupperne nu. Hvad han ville gøre ved hende nu var jo helt op til ham. Om han ville stikke hende en flad eller om han blot ville falde om og sove hvor han var vidste hun intet op..

Han kiggede ud i luften uden rigtigt at kigge på hende, "Hvis du siger det" sagde han stille og bed sig let i læben, utroligt at hun kunne blive så.. stædig og beslutsom. Han vidste godt noget om vampyrer, det var hvad han vidste mest omkring de forskellige racer, fordi han inderst inde hadet vampyrer, hans forældre blev dræbt af en ondskabsfuld vampyr og fra den dag havde han fundet så mange informationer om vampyrer som han kunne finde. Han hadet det når folk treode at han var en idiot eller ikke var særlig klog. Andy var ikke en dreng som var uklog, han tog nogle ting seriøst. "Nej..nej.. er også ligeglad om jeg kan gøre noget ved det eller ej, svævkling" mumlede han.
Hvad skulle han bruge det her til? Han fik intet ud af mødet. Han havde det som om at han havde mistet en ven fra første minut de havde mødt hinanden og han gad ikke at bruge sin tid på sådan noget. Enten blev han accepteret eller ej. Og når han ikke blev accepteret så gad han ikke gøre mere ved det eller være i den persons selskab. "Vi ses" hvislede han med en kold tone i stemmen, han gad virkelig ikke at se mere til hende, når hun behandlede ham sådan. Han blev sur over det og det kunne nok godt ses på ham at han var det!
Han rejste sig op og begyndte at gå, at forlade stedet og komme væk fra hende. "Og vi ses nok ikke mere" mumlede han, mere eller mindre med en bestemt tone. Han kunne ikke fatte at han bare var gået videre fra starten af. Dette havde været spild af tid. Selvom tiden ikke havde en så stor rolle i hans liv. Han gik ikke rundt med et ur. Han tog bare som livet kom. Og tog de konsekvenser som han fik med et smil på læben. Han var ikke en kujon, selvom folk nok betragtede ham som en, når han gik sin vej, men det var han ikke og han gik kun når han indså at der ikke var mere at gøre.