Faces of Horror (Eithan, Akumu, Chase)

Hans før hadefulde, nærmest lynende blik syntes på et splitsekund at ændre sig fuldkomment, efter han havde fået et rimeligt godt overblik over dét, der havde fundet sted bag hans ryg og som han først nu selv havde fået øjnene op for. Magen til syge stodder. Blikket i hans blågrønne øjne, der for kun lidt tid siden havde ændret sig fra et hadsk ét til et, der var fuldstændig forladt, ændrede sig atter igen. Den tidligere flamme i hans øjne var blot et lille, ulmende stykke kul i forhold til, hvad det nu var. Begge hans hænder knyttede sig og gjorde om muligt huden på knoerne endnu hvidere, samtidig med at han kneb både øjne og læber sammen, stod helt ubevægelig i et stykke tid med blikket boltret til Chases nakke. Den …
Eithan skilte sine læber ad i en særdeles fjendtlig, giftig snerren, hvilket medførte at en lille del af hans drabelige tandsæt blev fremvist, hvorpå han fór hen til Chase, og Nanna, med lynets hast og ved at placere sine – nu udstrakte – håndflader et sted på Chase, fik han skubbet ham til side med sådan en kraft, at han nær selv havde røget med i farten. ”Hvis … du … så meget som rør hende bare én enkelt gang til … er du så færdig!” advarede han med en lavmælt, knurrende undertone og understregede alt dét ved at lade sin ene pegefinger passere sin egen strube. Hans blik veg ikke fra ham et eneste sekund, det var som limet fast til ham – han hverken turde eller ville fjerne blikket fra ham. Klamme bæst. Han havde stillet sig foran Nanna, med ryggen til hende og fronten vendt imod dæmonen foran sig og havde under ingen omstændigheder tænkt at flytte sig derfra, medmindre det var for at smadre idiotens fjæs. Årgh hvor kunne han dog bare godt … hmmmrr; og med hans temperament og alt det rasende uvejr der havde hobet sig op indeni ham og var blevet til en kæmpe, ødelæggende tornado af bar vrede og had varede det nok heller ikke særlig længe, før han ikke kunne stå stille og vente mere – og ganske rigtigt gik der også højst et minut, inden han fik væltet både sig selv og ham ned på det hårde betongulv som dette lokale var belagt med. Han fik sat sig op, således at han nu sad på skrævs over ham og lukkede efterfølgende en hånd om hvert af hans håndled, som han lidt besværet forsøgte at få presset ned imod gulvets ru overflade. ”Hun er min – så drop alt det der og lad hende være i fred, fuckfjæs,” hvislede han og tøvede denne gang ikke ved at udnævne hende til noget, der var hans, som han før havde gjort. ”Du kan lige vove på at gøre hende noget. For hvis du gør, er du en død mand,” snerrede han som endnu en hadfyldt trussel. ”Død.” Han lod til at have lukket alt andet omkring sig ude, og selvom det var Nanna, han havde i hovedet, syntes han også at have glemt alt om hendes tilstedeværelse. Det eneste mål han havde, lige nu, var, at få tørret det frastødende smil af den spades grimme fjæs og få ham væk. Det modbydelige, lille kryb skulle komme til at fortryde alt det, han havde gjort. Det ville han personligt selv sørge for. Der var no way in hell, at han ville lade noget, som det her, gå hans næse forbi. Han bed tænderne sammen, hvorefter han endelig fik lagt begge dæmonens arme helt ned, trykket imod gulvet, og sendte ham et kort, svagt triumferende smil. Dernæst lænede han sig en kende fremover, så mellemrummet imellem hans eget og Chases ansigt blev formindsket. ”Hvis du vil have fat i hende, skal du først forbi mig,” fortalte han med et dæmpet toneleje, udfordrende, men bestemt, så han ikke blev i tvivl om, at han ikke havde i sinde at lade ham vinde. Nanna var skatten. Chase var den ivrige skattejæger; og Eithan havde sat sig for at være den sværeste af alle de dødsfælder der var imellem piraten og hans mål. Avast manne … det her ville bestemt ikke blive et kønt syn.

Den intense og sitrende stemning der nu havde fyldt det dulmende og mørke rum, syntes at lyne frem og tilbage imellem individerne som var delt op i to hovedgrupper. De onde mod de gode. Han kunne bare ikke lade være. Han havde tilsyneladende en trang til at inddele dem alle i kategorier, som man ville gøre hvis man skulle analysere et teaterstykke eller lignende. For alt dette alvor var intet andet end underholdning for Akumu. Der var ingen medfølelse, sympati, eller fortåelse for den grave alvor og seriøsitet det hele bestod af. Hvilke konsekvenser der ville opstå, se det var det eneste han øjnede sig for. Forsøgte til tider selv at få dem til at træde frem fra mørket. Lokke dem frem – uset, for hvis forfatteren får for stor indladning i historiens udspil, bliver det alt, alt for forudsigeligt.
Akumu lænede sig tilbage og så til med et triumferende smil, som Eithan endelig fik øjnene op for hvad der var hændt bag ham i hele den lange stund, hans opmærksomhed havde været rettet mod Akumu. Rummets førhen opdelte højspænding, blev pludselig revet midt over og blandet sammen. De to forskellige højtryk blev med ét blandet sammen og mikset til et helvedes rod og kaos. Hvilken storartet fornøjelse. Akumu’s ansigtsudtryk forblev opserverende. Hvis et af hans sadistiske smil trængte sig på, ville hans tilstedeværelse muligvis tiltrække for meget opmærksomhed, og lede øjnene hen på ham, hvilket ikke var meningen. Han var kun til stede for de få øjeblikke hans indblanding var nødvendig. Nu havde han gjort sig ret for skylden, og derfor kunne resten udvikle sig selv, hvilket det også så ud til at gøre. Eithan fik skubbet Chase bort fra menneskepigen Nanna med et voldsomt stød, og placeret sig – endnu engang – som et skjold for hende. Den svage ubetydelige skabning, kunne uden tvivl lave lige så meget rag i den, som Akumu selv ville være i stand til at udrette. Men.. Dette var langt mere effektivt, end hans egen indtrængning. Så han lod dominoen vælte sig selv. Om denne ville standse ved forhindringer, da skulle han glædeligt give en hjælpende hånd så den kunne blive ved med at falde sammen. Og hvis brikkernes uendelige slange en dag skulle løbe tør, skulle han nok stille dem alle sammen op igen. Ville lade brikkerne gennemgå den samme evindelige, meningsløse og uudholdelige proces. Det værste… Eller bedste, var at han intet motiv havde for dette. Der var intet grundlag, ingen flamme for disse handlinger. Blev gjort ganske halvhjertet og uden særlig formål. Det betød intet for ham, det var blot selve tanken om hans handlingers konsekvenser og betydning som drev ham. Og selvfølgelig kedsomheden.
Hans øjne hvilede intetsigende på Eithan, som nu havde fældet dæmonen og fastholdt ham mod gulvet. En fulblodsvampyr og en halvdæmon. Hvem mon var stærkest?... Eller snedigst? Det kom skam ikke altid an på styrke, men også på list. Om der ville komme en kamp ud af disse stridigheder, var endnu uvist, men man kunne vel altid håbe. Akumu’s gådefulde blik vendtes da mod Nanna. Fæstnedes for en stund på hende, imens han overvejede hvordan, hvornår og om han skulle eller behøvedes at indtræde. Og hvad han kunne opnå. En trækning i mundvigen som langsomt udviklede sig til et grumt, ondt og fuldt ud sadistisk smil, som blottede Akumu’s sylespidse og dødbringende hjørnetænder i et skævt smil, fyldte for et kort øjeblik den levende dødes smukke ansigt. I et kort øjeblik syntes de sælsomme øjne at besidde en gnist, fremprovokeret af hele hans væsens ondskab. Alt dette falmede dog atter. Øjnene var atter henlagt i skygge og gådefulde ulæselige, og smilet blegnede til et svagt træk i mundvigen. Han skulle skam nok blande sig, men først når tiden var ret. Der var ingen grund til at ødelægge de skønne gnister som slog imod hinanden mellem Eithan og Chase i dette nu, som truslerne flød fra Eithans mund. Ikke endnu.. Han skulle nok tage æren for en endnu mere grufuld handling som skulle blive klimakset, og måske også ’point of no return’ i deres lille interne gruppe af snørklede forhold og fjendskaber. Det skulle nok blive en ganske uforglemmelig aften.. For dem alle sammen. Det skulle han med glæde nok selv sørge for.

En temmelig ufornøjet brummen kunne knapt høres fra ham, i øjeblikket efter én eller anden kraftidiot havde skubbet ham til side, væk fra menneskepigen, som han før havde stået helt klistret op ad. Chase, der var blevet nødt til at træde et skridt tilbage ifølge af det rimelig voldsomme skub, tog et halvt skridt fremad, imod dén vampyr, der efterhånden var begyndt at gå ham godt og grundigt på nerverne. Et ynkeligt skvat som prøvede at spille dagens helt, men som ikke rigtig havde haft held med det, so far. Nu så det tydeligvis bare en smule anderledes ud. Men dét forhindrede ikke et smil i at træde frem på Chases svagt adskilte læber, så det nederste af hjørnetænderne tittede frem. ”Jaså? Du lyder ikke særlig overbevisende, basse,” svarede han blot med et selvtilfredst smil og armene lagt over kors, hvorpå han lagde vægten over på det ene ben og lod en enkelt gang sit blik følge vampyrens krop; hele vejen fra hovedet og ned til fødderne og så tilbage igen, rettede det atter imod hans ansigt og kneb sine øjne en kende sammen samtidig med, at hans smil voksede og blottede en større del af hans hvide tandsæt. Han gjorde intet selv, udover at stå og afvente Eithans næste træk – hvis der da blev et, knægten lavede jo ikke andet end at stå og se dum ud. Men netop som Chase havde konkluderet, at det her ville der nok ikke blive gjort mere ud af og skulle til at skubbe ham til side, blev han, noget forundret, væltet ned på gulvet med ham oven på sig. Chase bed sig kortvarigt i underlæben, alt imens han betragtede ham, hans ansigtsudtryk der syntes at udstråle et så klart skær af had, at enhver forbipasserende ikke ville være i tvivl om, at Chase bestemt ikke var hans bedsteven, eller bare det der lignede.
Hun er min. Aha, og dét troede han selv på? Han skævede for en stund over imod Nanna, men vendte hurtigt sin opmærksomhed mod Eithan igen, præcis som den anden bidske advarsel lød fra ham og heller ikke dén, lod Chase til at tage det mindste seriøst – det røg bare ind ad det ene øre og ud ad det andet. Ikke en gang slåskampen ville han deltage i, som vampyren ellers bravt forsøgt at få stablet på benene, så han gjorde ikke den store modstand, da hans arme blev trykket ned imod det beskidte gulvs ru overflade. Chases blik var kun fokuseret på Eithan ansigt, hvor det for det meste sværmede om hans øjne, som han nu op til flere gange havde forsøgt at få øjenkontakt med, men som ikke rigtig syntes at ville lykkes. Smilet der fortsat dansede lystigt om hans mund blev atter en anelse bredere, idet han lænede sig ned imod ham, så deres kroppes afstand til hinanden blev reduceret yderligere, og han nu havde endnu lettere ved at nærstudere hans ansigtstræk, der skiftede lidt for lidt, mens han annoncerede, at hvis Chase absolut skulle have Nanna, så skulle han først nedlægge Eithan. Som om dét ville blive et problem. Han fik undertrykt en himlen med øjnene, der ellers var lige på nippet til at trille indover, og trak i stedet for endnu en gang på smilebåndet, der denne gang ændrede sig en del mere markant og bemærkelsesværdigt end de forrige. Et særdeles ubehageligt smil formede sig langsomt på hans blege læber, inden han skilte munden en smule ad. ”Jeg har skam allerede haft fat i hende …” bed han igen og hans smil blev bestemt ikke bedre efter dét var sagt, tværtimod. Chase løftede et af de mørke øjenbryn, der var halvt skjult af det halvlange pandehår, alt imens han ventede på blot en lille reaktion fra vampyrens side af – og bedst som det fik han, somehow, vredet sit ene håndled fri fra hans greb og skyndte sig efterfølgende at lukke sin hånd omkring T-shirtens stof, oppe ved kraven, hvorefter han træk ham tættere på sig, kvalte endnu mere af luften imellem dem, og placerede sin mund udenfor hans ene øre. ”Du har sikkert undret dig over, hvorfor hun har mit navn stående på hendes arm, har du ikke?” spurgte han, hviskende, og selvom Eithan ikke længere kunne se hans smil, kunne det næsten høres; som havde det ækle smil afspejlet sig i hans stemme og gjort den lige så fæl og modbydelig som smilet.
Han havde ligeledes held med at få den anden hånd fri og fik, ved hjælp af sine nu frie hænder, vendte Eithan om, så det var ham selv, der kom til at være på toppen og gjorde nøjagtigt det samme, som Eithan havde gjort. Lukkede en hånd omkring hvert af hans håndled og prøvede tvinge hans arme ned imod gulvet, men dét måtte han dog give ham – han var ikke så slap, som han ellers så ud til at være, både på afstand og nært hold. ”Tror du virkelig, at du kender hende? Du ved ikke en skid om hende, gør du?” Chase smilede skadefro ned til ham og lænede sig, også ligesom han havde gjort, helt ned imod ham, stoppede først da hans brystkasse mødtes med hans. ”Indrøm det nu bare,” hviskede han, tæt ved et af hans øre, og strammede taget rundt omkring hans håndled. ”Du ved ikke mere om hende, end hvad jeg gør; og du skulle forestille at være hendes Prins På Den Hvide Hest? Køn prins, det må jeg nok sige,” fortsatte han med et gement smil klistret på læberne og så sig et kort øjeblik over skulderen, og hen på Nanna, men hans blik blev også denne gang lynhurtigt vendt tilbage på Eithan igen. ”Skal du ikke fortælle, hvor meget du elsker hende?” Han rettede ryggen lidt, så han kom mere op at side, og der kom bare en anelse mere mellemrum imellem dem. ”Fortæl hende hvordan det er ikke at kunne beskytte hende …” opfordrede han med det samme djævelske smil forplantet på læberne og havde så godt som sømmet blikket fast til ham. ”Men dét kan hun heller ikke forvente af dig. Du kan jo knapt nok klare dig selv,” tilføjede han med en forandret undertone, der var langt mere fæl, og kneb endnu en gang øjnene en kende sammen, næstefter han tilsendte ham et triumferende, intrigant smil, som – til afveksling for de andre – kun akkurat kunne ses.

Nanna gispede ved en blanding af Chases hænder, som var godt på vej op under hendes kjole, og da Eithan endelig vendte sit blik imod dem. Hun havde aldrig set en så hadefuld vrede, som den der brændte i Eithans ellers altid så forladte og tågede øjne. Efter et højlydt hvæs fra det rasende rovdyr, fór han hen til dem og skilte dem ad, ved at støde Chase noget så voldsomt væk fra hende, hvorefter han stillede sig foran hende og fortalte Chase om konsekvenserne hvis han så meget som bare rørte hende igen. Nanna stod noget chokeret og forskrækket tilbage, efterladt i Eithans skygge, og i baggrunden for de buldrende aggressioner. Hun rettede sig op, rettede kort på kjolen og trådte ud fra væggen, og lidt længere ind i Eithans skygge. Der var mørkt nok i rummet i forvejen, men hendes svage menneskelige øjne, havde efterhånden vænnet sig så meget til mørket, at hun kunne se dem. Ved at rejse sig en smule på tæerne, kunne hun se henover Eithans skulder, og hen på Chase. Man kunne tydeligt se at det bestemt ikke behagede ham først, men derefter lod han et af sine sædvanlige smil glide ind over hans kolde læber – der skulle mere til at tørre hans smil af ham – uheldigvis. Han tog sig, som forventet, heller ikke særligt af Eithans trussel. Hun var i tvivl om Chase overhovedet anede hvor stærke vampyrer kunne være… Det måtte han jo, siden han selv blev besejret og ydmyget af én. Tanken fik et svagt smil til at pryde hendes læber.
Om det var på grund af den svage overbevisning, eller provokationen af Chases smil, fik det i hvert fald Eithan til at gå til ’angreb’ igen. Et splitsekund efter han havde fjernet sig, lå de begge nede på gulvet. Eithan øverst med overgrebet, og fik hurtigt fanget Chases hænder og fik på dén måde sat ham i lås – presset mod jorden. Satte endnu engang på plads at hun – åbenbart – var Eithans, og Chase godt kunne skride ad helvedes til. Hvis Eithan kunne få Chase til at forsvinde, ville hun glædeligt blive stemplet som ’nogens’. Efter hendes mening var næsten alt bedre end.. Chase.
Nanna stod rastløs og så til som modstanderne var i gang med deres, og anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv. Det var jo teknisk set hendes skyld, alt dette rod. Men… Nej det var ej! Hun havde hverken bedt om Chase… nej bestemt ikke ham! Men heller ikke om Eithan!... Han var bare lige pludselig hoppet ind i hendes liv, og nu… nu lå han dér og forsøgte at forsvare hende, forsvare noget som tilhørte ham. Troede han at han bare sådan kunne kalde hende for hans, sådan uden videre?!
Hun virrede på hovedet. Hvad var det for noget lort hun stod og tænkte! Eithan havde udnævnt sig selv til hendes skjold, og kunne vel betegnes som hendes ’prins på den hvide hest’, så det burde hun faktisk værdsætte. Om hun så kunne lide det eller ej.
Hun tøvede dog en del, da Eithan truede Chase på livet. Nej… nej det måtte det ikke komme an på! Ikke at hun ikke gerne ville se Chase død – uden tvivl det ville være en lettelse – men hvis…
Nanna’s lange tankestreger blev brat afbrudt da Chase stemme ord lød. At han allerede havde haft fat i hende… Hele hendes krop var som frossen. Nej… Nej! Det måtte Eithan ikke få at vide! Inge måtte, men specielt ikke Eithan! Da Chase trak Eithan ned imod sig, så hans mund var placeret ud for hans øre og han hviskede et eller andet til ham, med et bredt og frydende smil på læberne, vidste hun at det ville gå galt. ”Ne’nej” Hviskede hun lavmælt for sig selv. Registrerede ikke engang at hun sagde det højt.
Da Eithan så ud til at være lammet, fik Chase lynhurtigt armene fri, og vendt dem om. Fortsatte strømmen af ord som formede sig som nedladende og manipulerende sætninger, som smøg sig rundt om både Eithan, men også Nanna.
Det gibbede i hende, da Chases blik blev vendt mod hende. Hun stod forsvarsløs og tom, som et rålam i en bils blændende lyskegler – vidende om at i næste sekund ville hun blive ramt. Men det gjorde hun ikke… ikke denne gang, for et kort øjeblik efter, blev uhyrets opmærksomhed vent mod noget, som havde taget hans opmærksomhed. Vundet hans interesse. Hun fangede hans ord… Hørte hvordan han ville have Eithan til at sige…
Det var som om at al hendes vrede med ét ramte hende. Mærkede suset i hele hendes krop, idet det ramte hende. Fór igennem hende og langsomt udfyldte hver eneste del af hende. Lige fra hendes fingerspidser, til den mørkeste afkrog af hendes indre. Hvis det havde været muligt, havde hendes øjne slået gnister og brændt mod Chases nakke…Han var så færdig.
Nanna skridtede langsomt hen imod dem, med sine gule øjne fæstnet på Chases ryg. Hun bevægede sig lydløst. Hun bukkede sig langsomt ned, og samlede en sten op. Rettere en knækket mursten – kun en halv. Hun lukkede sine fingre om den, og knugede den i sin hånd. Hævede den langsomt mere og mere som hun nærmede sig. Lyttede fortsat til Chase ordstrøm som var rettet imod Eithan. Men nu kunne det være nok. ”SÅ ER DET GODT!” Råbte hun vredt og slog med alle kræfter murstenen imod Chases tinding, så han væltede ned af Eithan. ”Jeg kan kraftædme godt tage vare på mig selv, dit lille lurvede insekt!” Sagde hun og smed murstenen fra sig og trådte hen til ham og sparkede en gang til hans side. Hun bøjede sig ned over ham, lukkede hånden om hans trøje, og lænede sig helt tæt ind til ham. Knep øjnene en smule sammen og så med afsky på ham. ”Hvis du ikke snart fatter alvoren, får du røven på komedie. Det skal jeg nok personligt sørge for!” sagde hun og strammede yderligere grebet i hans trøje da hun udtale ’personligt’ for ligesom at understrege det. Hun rejste sig og så nedladende ned på ham. Samlede dernæst en spytklat og sendte den efter ham, så den delvist ramte hans kind, og dernæst gulvet. ”Forsvind mens du kan, gå hjem og gem dig under dynen..” sagde hun og mærkede et ondt smil presse på i mundvigen, men kvalte det. Hun vendte ryggen til ham og så kort hen på Eithan. ”Så skrid dog til handling…” hun holdt en kort pause, så hendes sætning dermed kunne få to betydninger.. ”og rejs dig, så vi kan skride.” Hun så dernæst væk og fortsatte ud af døren.
Dog, ligeså snart hun trådte ud af døren og forsvandt bag væggen, mærkede hun hvordan hendes ben var ved at falde sammen under hende. Hvad fanden havde hun lavet?! Hun tog sig til panden, mens hendes tanker kun bestod at en lang sætning dannet af ordet ’fuck’. Hun satte af og begyndte at løbe, selvom hun vidste hun ikke havde noget at tabe. Hun havde ikke noget tilbage at miste, men hun fortsatte alligevel med at flygte. Fra alt faktisk… Både fra Eithan, som med Chase, men hun var ikke bange. Hun havde lært, at det aldrig lykkedes at flygte… men at hvis man ikke forsøgte, var slaget allerede tabt.