so yesterday or something (cricker)

Han kiggede ned på hendes fødder. "Øhm.. Gør det der ikke ondt?" Spurgte han hende, og da de stoppede op kiggede han sig omkring. "Der er stadig et stykke vej endnu, men du skal bare fortsætte ligeud, et stykke tid endnu" Sagde han til hende og smilede. Stadig havde han ikke noget imod at hendes hånd holdte hans. Så længe at der ikke skete mere. han kiggede sig hurtigt omkring. Det var som om at han var på vagt. Man kunne høre at han nærmest åndede lettet op, da der ikke var nogen omkring dem, og det var jo ikke fordi at han følte at det var pinligt at blive set med hende. Grunden var en helt anden.

Hun slap hans hånd, "Nej" sagde hun stille og løj en smule, men hun ville ikke have hjælp. "Okay" sagde hun med et nik, inden at hun igen vendte sig om og begyndte at gå med lette skridt frem ad. Et lydløst suk undslap fra hendes læber, *hvorfor stak jeg af?* tænkte hun letter irriteret, og bed sig hårdt i læben så der kom et bide mærke, hun tøvede lidt imens at hun fortsatte med at gå, dog ikke hurtigt, men hun vidste ikke om Cricker fulgte med. Hun kiggede af og til bare ud i luften.

Cricker var lige bag hende. Han kunne mærke at der var noget der gik hende på, men han spurgte ikke hvad det var. Han ville have at hun selv skulle fortælle det. Han kiggede sig omkring imens de gik. Den her gang var det dog for at nyde området her. Han elskede jo som sagt skoven. Han kiggede dog over på hende en gang i mellem for at være sikker på at hun ikke kom for langt foran ham, så han bedre kunne følge med.

Kelsey kunne mærke en stilhed som dukkede frem hen over dem, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, skulle hun bare overfalde ham og sige at hun gerne ville prøve igen? Og at hun egentlig stadig elskede ham? Hun rystede letter kort på hovedet, imens at hun fortsatte med at gå, efter den lange gåtur kom hans hjem.. hytten til syne, hun bed sig lidt i læben imens at hun kiggede på det, hvad vidste hun?
Han ville sikkert heller ikke have noget kørende med hende igen.. det vidste hun jo, så hvorfor skulle hun sige noget? Hun var jo også død og der var andre kvinder som kunne tilfredsstille ham mere end hun kunne i forvejen, "Skal nok se om jeg kan flytte i morgen" sagde hun stille med et svagt smil imens at hun førte sine arme omkring sig selv, imens at hun passede på med hvor hun gik, så hun ikke endte med at træde på en gren eller noget lignende som kunne skade hendes fødder.

Han kiggede på hende. "Du behøves ikke at smutte allerede i morgen. Du bliver bare så længe du nu mener at du har brug for" Han kiggede ned på hendes fødder. Han synes ikke at hun skule gå med dem bare. Så han gik hen til hende, og holdte hans arm omkring hende. Han løftede hende så. "Det var bedre, så kommer du ikke til skade med foden" Sagde han og smilede til hende imens at han gik hen imod hytten. Han kiggede på hende og smilede, idet at han satte hende ned igen foran døren. "Og jeg kan jo bare sove inde på sofaen eller sådan noget, jeg sover alligevel ikke ret meget" Sagde han.

Hun hævede det ene bryn da han løftede hende op, tæt på at hun ville gå hen og slå ham, hun sukkede lydløst og lod ham bare løfte hende, og forholdt sig stille. "Du behøver ikke at tænke på det" sagde hun stille, hentydet med at hun enten kom til skade eller ej.
"Crircker.." mumlede hun og vendte sig mod ham, så de stod foran hinanden, hun sukkede lydløst, "Jeg.." sagde hun lavt og bed sig i læben, hun vidste ikke om hun skulle sige det. Hun fugtede sine læber og kiggede ned i jorden, hendes øjne glimtede lidt, imens at hun tøvede. "Jeg..ehm" mumlede hun. Kelsey plejede ellers at have nemt ved at sige det, men hun vidste jo godt svaret på det hele.

Han kiggede på hende, da hun stillede sig foran ham. "Ja?" Sagde han og løftede et øjenbryn. Han var næsten sikker på at han vidste hvad det var hun ville sige, men han ville helst selv lade hende gøre det. "Hvad er der?" Sagde han et par sekunder efter. Han ventede med at g indenfor il hun havde sagt noget. Han var bare bange for at han ville såre hende for meget, hvis altså hun ville spørge om det han troede hun ville spørge om.

"L..lige meget Cricker" sagde hun stille og gik hen til døren, hun kunne ikke sige det, hun tog fat i håndtaget og åbnede langsomt døren, og lod den stå åben så han kunne komme ind, det var jo også hans hjem. Kelsey gik hen til sofaen og satte sig ned i det ene hjørne, en tanke havde strejfet hende, at det var dumt af hende at hun havde sagt ja til at bo her, men hun kunne ikke få sig til at gå bare sådan. Stille trak hun sine ben ind til sig og lagde sine arme omkring dem. Hun kiggede sig lidt omkring.. det hele var der som sidste gang hun var på besøg. Underligt. Hun kiggede lidt ned af sig selv.

Han kunne godt se at der var noget galt. Han gik ind og lukkede døren. Han satte sig ned ved siden af hende. "Hey.. Jeg tror nok jeg ved hvad det er der er galt, men bare rolig. Det skal nok gå" Sagde han trøstende, selvom at det måske ikke hjalp særlig meget, han var ikke specielt god til at trøste andre, men han prøvede da og det er vel tanken der tæller. Han kiggede over på hende, med et trist udtryk. Han havde også lyst til at prøve igen, men han var ikke sikker på om det ville gå. Han kunne mærke på hende at hun var lidt ked af det.

"Måske er det bedst at jeg går igen" sagde hun, det var meningen at hun ville rejse sig op, men noget lod hende blive siddende, hun hørte ikke rigtig efter hvad det var han sagde, hun kunne ikke lide de trøstende ord. Det gjorde hende mere svag end hun var i forvejen. "Det var hyggeligt at møde dig igen" sagde hun stille og sendte et lille smil, imens at hun undgik at kigge på ham, inden at hun endelig rejste sig op og gik hen mod døren igen, det hele var for mærkeligt for hende.

Han kiggede på hende med et sørgeligt udtryk i ansigtet. "Jamen, jeg inviterede dig jo selv, er du sikker på at du ikke vil blive?" Spurgte han og rejste sig, for at tage et par skridt hen imod Kelsey. "Jeg vil gerne have at du bliver" Sagde han. Han var faktisk ked af at hun skulle til at gå, men hvis at hun ikke følte at hun ville blive, så var det jo hendes valg, og det kunne han jo ikke ændre.

Hun kiggede lidt på håndtaget imens at hun stod stille der hvor hun stod, et stykke væk fra døren, hun lagde sit hoved en smule på skrå, "Hvorfor.. vil du gerne have mig til at blive?" spurgte hun og bed sig letter diskret i læben, hun ville også gerne vide noget, så det ikke bare var hende der snakkede løs om hendes følelser, hun ville vide hvad det var han tænkte på.

Han gik hen til hende. "Fordi at jeg har savnet dig, og jeg vil gerne snakke og være sammen med dig. Det kan godt være at vi ikke er kærester mere, men man ved jo aldrig hvad fremtiden bringer vel?" Sagde han stille til hende. Han vidste ikke helt om han skulle gå tættere på... Tage om hende? Mon hun ville have det. Han vidste det ikke helt, og han turde ikke rigtig tage chance, men det gjorde han jo engang og det var jo en god ting, havde det så vist sig. Men han vidste bare ikke hvordan han skulle reagere. Han savnede hende, men turde ikke rigtig at sige det, da han var bange for at det ville genåbne det gamle forhold. Men var det ikke også det han ville have et eller andet sted? Cricker var selv meget forvirret.

Hun vendte sig om og kiggede på ham, "Nej det ved jeg godt" sagde hun stille og sukkede lydløst, hun slog sine arme om sig selv og kiggede ned i jorden, imens at hun fortrak sine mundvige i et skævt smil. "Undskyld" mumlede hun så og trak sig svagt på skuldrende, "Jeg..kan godt sove på sofaen, da det er din seng.. også burde du ligge i den" sagde hun tænkende og bed sig diskret i læben, hun ville også gerne ligge i sofaen..
stille gik hun hen til ham og lagde sine arme omkring hans hals, "Jeg har også savnet dig" sagde hun stille og kiggede forsigtigt ind i hans øjne, hun vidste ikke om det var smart det hun havde gang i. Men hvis hun heller ikke gjorde noget, ville hun heller ikke finde ud af hvordan han ville reagere på dette. "Meget.. end da" sagde hun med et glimt i øjet, hun ville ikke virke alt for påtrængende, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre.

Han kiggede på hende da hun gik hen til ham. "Du ved jo godt at jeg ikke kan tillade at du sover på sofaen. Jeg sover herinde, og du sover inde i sengen, jeg sover alligevel ikke særlig meget" Sagde Cricker og nikkede stille til hende da hun gik hen for at holde om ham. "Det var så lidt, du ved jo hvor hjælpsom jeg er" Sagde han med et smil og kiggede hende ind i øjnene, men om han ville kysse hende, det vidste han ikke rigtigt, men nu måtte tiden vise hvad der skete. Det var nok smartest ikke at starte noget igen, men Cricker var så forvirret for tiden, eller... Efter at have mødt hende igen var han blevet forvirret, han troede nemlig ikke at han stadig havde følelserne for hende, men de lå gemt et sted inde i ham.

"Mh, det ved jeg godt" sagde hun og kiggede lidt op mod loftet, hun tænkte over hele det, hun var nok lige så meget forvirret som ham, måske mere, hun vidste ikke hvor hun stod henne, "Vil du ikke sove ved siden af mig?" spurgte hun så stille og fugtede let sine læber, inden at hun så på ham igen, på et tidspunkt ville hun også blive usynlig, men hun ville kun være det i omkring en time, normalt plejede hun heller ikke at sove så meget, efter at hun var blevet til et spøgelse. Hun lænede sig en smule mod ham, så deres læber var få mm fra hinanden, imens at hun kiggede ind i hans øjne, hun lagde sin pande mod hans. "Jeg kan bare heller ikke få mig til at overtage din seng.. bare sådan" sagde hun stille, og hendes læber berørte hans lidt imens at hun snakkede.
Hun kiggede derefter ned i jorden og betragtede deres fødder.

Han sagde ikke noget før at hun kiggede ned. "Jamen du ved jo at jeg ikke sover særlig meget, så derfor er det nok bedst at du tager sengen, og hvis jeg så på et tidspunkt beslutter mig for at gå i seng, så kan jeg godt komme ind og sove ved siden af dig" Sagde han til hende og smilede. Han havde ikke sovet sammen med nogen siden sidst at hun var der. Han havde faktisk ikke haft meget kontakt med omverdenen. Han kiggede også ned sammen med hende, men derefter op på hende igen. "Skal vi sige det?" Spurgte han med et smil på læberne. Et eller andet sted var det dejligt at hun var her, men det bragte også så mange minder frem. Men det var minder som han ikke ville eller kunne glemme, så det var ikke fordi at det var slemt.