Hvor er du? (Vlad, privat)

S ~ Kloarkerne
T ~ Aften
O ~ Ingen, det er kloarker.
V ~ Der er køligt.
P ~ Et par bukser og en top med en åben trøje uden på.

Keela gik rundt i kloarkerne, hun ledte efter Vlad. Hun ville gerne møde ham igen, men hun måtte ikk forlade hospitalet før der var gået en uge. Hun havde stadig en forbinding på sin hals, men det var ogs det eneste. Hun kiggede rundt og stoppede op, hun prøvede at lugte sig frem til ham. Men kloarken havde en alt for stærkt lugt og det kunne hun ikk holde til. Hun bed sig svagt i læben, hvordan kunne han ogs bo hernede? Og havde han det egentlig fint selvom han tog imod alle de skud sidste gang. Hun rystede på hovedet og begyndte at gå igen, hun ville finde ham og det kunne kun gå for langsomt!

En lav, næsten hylende latter klang igennem kloarken. Denne latter var hæs, og ru, som Vladimirs, dog kom denne ikke fra en mand, men havde en mere kvindelig klang. Latteren bevægede sig igennem kloarkerne, som et tog der tordnede igennem. Da latteren nåede Keela, kunne det næsten lyde som om at den der grinte, var lige ved hendes side. Der kom så en klang, fra en dåse der ramte kantstenen bag Keela. Få sekunder senere, kom der en plaskende lyd, fra noget der landet i det lave kloarkvand i midten af kloarkrøret, på den modsatte side af Keela. Det der var landet i vandet, var nu en høj, og robust herre. Herren så næsten elegant ud, indtil denne rejste sig op, og hans grå hud, og vansirede ansigt kom til syne. Denne herre var iklædt et forrevet sort jakkesæt, og så langt fra elegant ud længere. Dette var en Nosferatu, som Vladimir, men det var ikke Vladimir. Denne herre smilede nu, og kiggede op og ned af Keela.
"Jammen jammen.. Hvem har vi her?" Sagde han. Endnu et plask kunne høres der hvor dåsen havde været, og her stod nu en kvinde. Denne kvinde var ligeså høj, og næsten elegant. Denne ville tydeligtvis være en ganske smuk kvinde, hvis ikke det var for den grå hud, de flodsede sår og ar rundt omkring, og den letter udmagrede mave. Da hun var landet grinede hun gøjt.
"Det må man sige... Denne lille lærkebisken kom ligefrem ned i vores favn... Vladimir har sagt at vi gerne må spise hvem der end kommer her ned til os... Dem behøves vi ikke holde os tilbage ved..." Sagde kvinden med et lavt hvæs. Der kom så et højt hvæs bag den mandlige Nosferatu, og de to der havde vist sig kiggede straks den vej.
"Hun er min!!" BLev der råbt, og en tredje Nosferatu kom gående med hastige skridt imod Keela. Han fortsatte imod hende, indtil han stod meget få skridt fra hende, og kiggede på hende med sammeknebne øjne. Det var tydeligt at denne var stærkere end de andre. Han var støre, mere robust, og mindre udmagret. Han kiggede op og ned af Keela, og rakte så en finger ud imod hendes hage, og hvis ikke hun rykkede sig, ville han blidt ligge den under den, og lyte hendes hoved en smule, for at kigge nærmere på bandagen om hendes hals.
"Hmm.. Hvad laver sådan en.. Smuk.. Lille.. Lækkerbisken... Som dig.. Her nede?" Hvæsede den nyankommende lavt, og kiggede ind i Keelas øjne, med sine egne kolde, matte grå øjne.

Keela kiggede rundt, hun hørte en latter. Den var lidt som Vlads men alligevel ikk. Hun bed sig i læben, hun kunne ikk se nogen. Hun gik lidt videre men stoppede så op da hun hørte et plask ved vandet, hun kiggede skræmt. En mand, han lignede ikk Vlad, men hvem var det? Hun missede lidt med øjnene for at få et bedre blik på han, men det var ikk nemt. Hun kiggede mod kvinden, den næste der var der. Hun lignede lidt manden med ansigtet og så alligevel ikk. Hun rystede lidt, selvom man ikk kunne se det på hende. Hun gik lidt væk fra dem, havde Vlad måske givet dem ordre til at tage sig af hende hvis hun kom ned efter ham? Det gav et sæt i hende da endnu en stemme talte, at hun var hans. Hun kiggede på ham og rystede lidt mere, de andre så ud til at frygte ham. Hun ville tage hovedet tilbage, men lod alligevel være. Hun var ikk den der viste frygt for andre uanset hvor bange hun var. Hun blev mere bange af at han måske prøvede at få hende til at blotte halsen. Hun hørte hvad han sagde, "Jeg er her for at finde Vlad." sagde hun bestemt og fik ham til at slippe hendes hage. "Så lad mig være så jeg kan finde ham." sagde hun roligt.

Manden, hvis hånd hun fjernte, hvæsede hidsigt, og forsøgte så at gribe fat i Keelas hals. Hvis han fik fat, ville han presse hårdt omkring den, for at lukke for hendes luftrør. kvinden bag Keela hvæsede så lavt, og slog en hånd ud imod dem, dog ikke for at ramme.
"Rakar!" Råbte hun af manden, der nu enten kvælede Keela, eller kiggede vredt, og morderisk på hende. Kvinden gik så over imellem de to, skubbede Rakars hånd væk, med megen besværd, for enten at lade Keela trække vejret endnu, eller for at få ham til at holde op med at pege.
"Hrargh! Hun er her for at se Vlad! Så kan du ikke bare tage hende som din egen!" Hvæsede hun af manden. Hun tog så et fast, dog blidt greb om Keelas overarm, og begyndte at trække hende ned af kloarkrøret, imens hun skulede af Rakar. Rakar hvæsede lavt af hende, men satte så efter dem, uden at tage sine øjne fra Keela. Kvinden kiggede så tilbage på Keela, og smilede, nærmest blidt.
"Hej søde.. Mit navn er Olga.. Undskyld Rakar før, han er meget ligesom Vlad, når det kommer til.. Modstand.." Sagde hun, og fniste lidt. Rakar hvæsede bag dem, og fulgte blot efter, imens han rystede på hovedet.
"Hmm.. Hvad vil du Vlad? Har du mødt ham før? Eller er du her for at.. Ende ham?" Spurgte hun, og smilede bredt. Det virkede næsten som om at hun ønskede dette, og at hendes venlige ydre, blot var en fasade.

Det gav et sæt i hende da han tog fat om hendes hals. Hun peb lidt og kunne ikk få luft. Hun prøvede ivrigt at få ham til at slippe så hun kunne få luft igen. Hun havde øjnene hårdt lukkede i og tænderne bidt sammen. Hun hostede lidt da han blev tvunget til at slippe og hun gned sin hals. Hun kiggede på ham og derefter kvinden. Hun blev lidt forskrækket da hun trak Keela med sig. Hun gik dog med lidt hurtigt da hun gerne ville væk fra denne Rakar. Hun vidste han gik bag dem, men hun var mere tryg ved Olga end Rakar. Hun kiggede på hende, "Jeg har mødt ham før, han sagde at hvis jeg ville møde ham igen skulle jeg tage herned." sagde hun stille og kiggede rundt. Hun vidste at de nok ikk kunne lide Vlad, men frygtede ham. Hun ville gerne hjælpe Vlad med ikk at spise mennesker, men hun kunne ikk gøre det hvis han ikk selv ville gå med til det.

Olga lagde sit hoved en smule på skrå, og så tænkende ud. Hun fniste så lidt, og kiggede tilbage imod Rakar, som stadigt fulgte med bag dem.
"Hun er en af dem Vladimir lod være.. En af dem han fandt værdige... Du er sikkert heldig at jeg fik dig til at stoppe, inden hun blev sur, og dræbte dig..." Sagde hun med et hånende blik. Rakar hvæsede, og fnøs en enkelt gang, imens han rystede på hovedet, og kiggede tilbage på den sidste af Nosferatuerne. Olga fniste, og slap så Keelas arm, for at lade hende gå selv, imens hun rystede på hovedet. Hun ledte så ned af en smallere, og lavere tunnel, kun lige høj nok til at den højeste af mændene kunne gå oprejst. Olga gik nu foran, og vendte sig, så hun gik baglæns, og kiggede på Keela.
"Og.. Hvorfor... Ville du så finde ham igen?" Spurgte hun med et halvt smil, og hendes hoved let på skrå. Rakar havde sat sit tempo op, så¨han nu gik lige bag ved Keela, og næsten hviskede.
"Hvis du har.. Tænkt dig.. At gøre skade.. På ham... Vil jeg personligt.. Sørge for.. At du vil leve til at se.. Mig æde dig..." Han tænder var tæt ved Keelas øre imens han hviskede. Olga lavede en fagt imod dem.
"Ra, du er så paranoid..." Sagde hun, med et lavt hvæs.
"Og du er for godtroende..." Sagde han med et hvæs. Olga rullede med øjnene, og kiggede så tilbage på Keela med et smil, og afventede svar på hendes spørgsmål.

Hun kiggede stille på Olga, værdig? Hun smilede let ved tanken, det var vel rart nok at vide på en måde? Hun gik med og kiggede lidt på den smalle tunnel før hun så gik med. Hun gik stille bag Olga og det gav et sæt i hende da hun kunne mærke hvor tæt Rakar var på hende. Hun hørte ikk efter men vendte sig hurtigt om og gav ham en lussing. Hun kiggede lidt skræmt på ham og tog den med ro igen. "Undskyld, jeg bliver bare lidt voldelig hvis jeg føler nogen er for tæt på.2 sagde hun stille til ham. Hun smilede let, "Jeg gør ham ikk noget, hvis jeg havde tænkt mig at gøre ham noget havde jeg ikk hjulpet ham med at få blod eller kød." sagde hun og vendte sig om. Hun gik med Olga igen, "Jeg vil bare gerne se hvordan han har det..."

Rakar gippede, og nåede ikke engang at komme til et hvæs, da han fik en lussing af Keela. Olga spærrede øjnene op, og sprang ud i en hæs og høj latter. Rakar hvæsede så vredt, og kiggede hurtigt imod keela. Han rev vredt ud efter hende, med sine negle, men Olga greb hurtigt fat i Keelas arme, og trak hende væk. Olga fortsatte med at grine, og stillede sig bag ved Keela, for at skabe lidt mellemrum imellem dem.
"Forbandede.. Kvinde..." Hvæsede Rakar lavt. Olga smilede stort, og lod Keela få en smule afstand, da hun jo tydeligtvis ikke brød sig om det. Olga kiggede tilbage imod Rakar, og lavede et omsorgsfuldt blik.
"Nåår... Stakkels Rakar.. Tror du, du overlever?" Sagde hun hånligt. Rakar hvæsede hidsigt, greb fat i Olgas arme, rev hende tæt på, og bed hendes hals hårdt. Olga pev en enkelt gang, og rystede en smule. Der kom så en lav knurren fra hende, og hun smilede stort. Rakar skubbede hende så frem igen, og tørede det blod der var kommet om hans mund, væk. Olga strøg blidt sin hånd over hendes sår, imens det hurtigt healede.
"Det med at hjælpe til med blod.. Kender jeg alt for godt.." Sagde Olga med et lille smil. De ankom så ved en stor grotte hule, som sprang ud i fem seks tuneller, og i midten var der en opstilling af sten skulpture, som lignede stole, borde osv. I midten af dette rum, var der en stor stol, hvor det kunne ses, at en person sad. ned gangen fra der hvor de kom ud, var slet ikke bygget til andet end Nosferatuer. Stenene var glatte, og trinene var meget små, kun plads nok til at en halv fod kunne stå lige på værd.

Hun blev lidt forskrækket over at han rev ud efter hende. Hun kunne ikk nå at undvige det. Hun mærkede at hun blev taget tilbage af Olga. Hendes ben rystede lidt, hun kiggede på Olga og prøvede at komme væk. De var da fuldkommen fra forstanden! Hun prøvede at komme lidt væk fra dem, det gav et sæt i hende da hun så Rakar bide i Olga. Hun skulle til at blande sig, men der havde han givet slip og hun så ud til at have styr på det. Hun stod stille og bed sig i læben. Hun ville gerne finde Vlad hurtigst muligt lige nu. hun kiggede rundt og bed sig i læben, hun kiggede på Olga. "hvornår er vi ved ham?" spurgte hun stille og kiggede ned. Hun var ikk særlig tryg ved at Rakar gik ved dem stadig.

Olga smilede venligt, og pegede ned imod 'tronen' som stod i midten af rummet. Rakar massede sig forbi Keela, og cravlede ned imod gulvet af grotten, ned af de smalle trapper. Olga hvæsede lidt efter Rakar.
"Hjælp dog dammen ned, din hund..." Sagde hun imod Rakar. Rakar fnøs, og kiggede tilbage.
"Hvis ikke at hun selv kan komme ned... Vil hun det ikke.. Nok.." Hvæsede han, og fortsatte ned. Den anden mandelige Nosferatu fulgte efter den anden mand. Olga rullede med øjnene, og kiggede på Keela.
"Tror du, at du selv kan komme ned af trappen?" Spurgte Olga, og bakkede ned af trapperne, klar til at skulle gribe Keela, skulle hun falde forover ned af trapperne.

Hun kiggede på dem, hun bed sig i læben og gik med dem. Hun kiggede på trapperne, det kunne hun da ikk gå på! Hun tænkte sig lidt om og kiggede på Rakar, han hadede hende da nok fordi hun slog ham. Men det var ham der skræmte hende til det, så hun var ganske uskyldig. Hun kiggede på Olga og smilede let, "Jeg kan prøve..." sagde hun stille. Hun gik forsigtig ned af trapperne, men skvattede lidt. Hun sukkede og satte foden på siden og gik sidelæns ned, det var nemmere og alligevel svært. Hun gik lidt langsomt fordi hun helst ikk ville falde ned af trappen. Især fordi hun ikk vidste hvor langt ned der var.

Olga smilede af Keela, og af at hun turde at prøve. Der kom et gennemtrængende hyl, da en vind skød fra en tunnel, til en anden, i den store grotte. Der kom nu et højt klask, og hvis keela kiggede ned, ville hun kunne se at Vladimir havde rejst sig, og Rakar var halvt nede i knæ. Hvis hun hørte meget godt efter, ville hun kunne have hørt Vladimir hvæse: 'Hvad er du!'. han rejste sin hånd igen, som om at han skulle til at slå Rakar endnu engang, men han fnøs i stedet, og satte i løb imod trapperne.
I det Vladimir nærmede sig på vej op af trapperne, kunne man høre hans lave knurren. han begik de smålige trapper, som var det intet problem, og hans balance var perfekt, og han vaklede ikke en eneste gang. Olga kiggede bag sig og ned imod Vladimir, og trodte hurtigt en anelse til side for Vladimir. Vladimir nåede så op, så han stod hvor Olga have gjort, forsikrende foran Keela. Olga trådte nu hen ved hans side, og knurrede lavt, med et smil, og trykkede sig imod Vladimir. Vladimir holdt så sine arme ud til keela, som et tilbud at at bære hende ned. Han smilede halvt, og rystede langsomt på hovedet.
"Du vågede.. Dig faktisk.. herned.." Sagde han, og kiggede på Keela igen med sine mate hvide øjne. "Modigt.." Sagde han.

Hun blev lidt forskrækket, men holdt heldigvis stadig sin balance. Hun kiggede lidt bange, men blev rolig da hun så Vlad. Hun gik forsigtigt videre ned og prøvede at gøre det så hurtigt hun kunne. Hunvar stadig bekymret for Vlad selvom han så ud til at have det fint. Hun kiggede på ham og så at Olga gik til siden for at han skulle gå forbi. Hun kiggede stille på Vlad og smilede let, hun kom ned til ham og knugede sig lidt ind til ham. Hun var vildt bekymret men meget glad for at se han havde det fint. Hun kiggede lidt på ham, "Hvordan har du det Vlad..." spurgte hun stille. "Jeg så du modtog så mange skud på ryggen..." sagde hun stille. Hun nikkede let, 2Selvfølgelig tog jeg herned! Jeg kunne da ikk bare ignorerer det når du nævnede det!" sagde hun bestemt og kiggede på Olga og derefter Rakar, "Jeg vidste godt nok ikk der var flere af din race, men det er lige meget. Jeg ville tage herned alligevel."

Vladimir smilede halvt da Keela knugede sig ind til ham, og han lyftede hende venligt op. Olga så næsten en smule Jaloux, og kryssede armende foran sig. Vladimir begyndte langsomt at gå ned af trapperne, med Keela i armende, meget som den måde han bar hende på hospitalet. Vladimir smilede igen, og kiggede ud over grotten da hun spurgte, og nikkede langsomt..
"Jeg.. Har det.. Fint.." Sagde han, og kiggede over på Olga, som straks kiggede ned. "Og det.. Kan jeg jo takke Olga for.." Sagde han, med en rosende stemme. Olga smilede, og kløede sin arm lidt, inden hun luntede hurtigere ned af trapperne, for at komme først ned. Vladimir kiggede så ned på Keela, med et smil.
"Familien.. Vokser.." Sagde Vladimir, med et bredt smil, og kiggede ned imod deandre igen, som havde samlet sig. Han rystede langsomt på hovedet, og så nærmest glad ud. Hvilket ikke var normalt..

Hun kiggede lidt overrasket over at hun blev løftet op. Hun kom til at tænke på da han ville hjælpe hende på hospitalet. Hun lå stille i hans arme og hvilede blidt hovedet på hans brystkasse. Hun var dog lidt bange for at han ville falde nu hvor hun var på slæb... Men han så da ud til at have det fint med at bære hende. Hun kiggede på ham og smilede let, "Det var da godt." sagde hun glad. Hun kiggede undrende på ham, familien? Hun satte hovedet lidt på skrå og kiggede ned. Hun bed sig i læben og kunne ikk li ordet familie... Hun kiggede på ham igen, "Hvad mener du med at den bliver større?" hun blev lidt overrasket over at se ham smile, men ogs meget glad for endelig at se ham smile. Hun kunne godt li at se andre smile.

Vladimir hoppede de sidste trin ned, og landede for foden af trapperne, og lod så Keela stå selv, på den kolde grottes gulv. Han fortsatte erefter op imod den trone der stod i midten af rummet, med hans skæve smil. Rakar knurrede lavt imens han stirede påKeela, med sammen knebne øjne. Vladimir slog ud efter Rakar, hvilket fik denne til at hvæse lavt, og næsten undskyldene, og kiggede væk fra Keela igen. Olga fulgte tæt ved Vladimir, med trippende skridt. Den anden mandlige Nosferatu stod og lænede sig op af en klippesten der stikkede helt op i hans højde, og stod med et lille hæfte foran sig, imens han så tænkende ud. Vladimir holdt sine arme lidt ud til siderne, og kiggede rundt.
"Denne grotte.. Vil blive den første.. Af mange.. Og denne her.. VIl huse.. Mere end fyre.. Nosferatuer..." Sagde han med et bredt smil, imens han drejede rundt, så han kiggede imod Keela igen, stadigt med armene ud til siderne.
"Troede du.. At jeg have tænkt mig.. At leve alene.. Her nede? Og ikke.. Udvikle.. Min race igen?" Sagde han, og hvæsede æavt med et smil. Han lod sine arme faldened langs hans sider, og kiggede fortsat på Keela, og kiggede en smule op og ned af hende.

Hun stod stille og kiggede rundt. Hun følte sig lidt overrasket over at Rakar hvæsede af hende igen. Han var vel nok meget sur over at hun slog ham. Men det var i rent forsvar og reaktion. Hun stod stille og kiggede op på Vlad, hun smilede let. "jeg troede ikk du var alene, men du var bare den første jeg nogensinde havde set." sagde hun med et smil og kiggede på de andre. Hun kiggede på ham igen, "Er I alle født i den race eller hvordan hænger det egentlig sammen?" smilede hun let og følte sig lidt dum over at spørge til det. Men hun ville nu gerne vide det. Hun så at Vlad kiggede op og ned af hende, men ville ikk vise det var ubehageligt at han gjorde. Hun var vant til at mange kiggede på hende, men det var ogs pga deres egne klamme ønsker.

Vladimir hvæsede lavt, med et klukkene grin, og et ryst på hovedet. Olga fniste også lidt bag hendes ene hånd. Vladimir gik et skridt op til hans trone, og svingede rundt, så hans trench coat lavede en bue omkring ham, og lod så sigselv falde ned i tronen, og holdt sine hænder ud til siderne.
"Vores race kan.. Formere sig.. På sådan vis.. Men.. For at kunne dette.. Skal jeg, eller en.. Af de andre.. Skaffe sig.. En brud.." Fortalte han. Han holdt sin højre hånd lidt ud, og Olda satte sig ned på knæ, ved siden af hans trone, og lagde en hånd på Vladimirs, og lænede sit hoved imod den. Vladimir nussede blidt Olgads hånd med hans tommelfinger, imens han kiggede på Keela.
"Så disse.. Tre.. Har jeg redet.. Fra deres.. Falske identitet.. Deres.. Gamle.. Identitet.. Før.. Var de bæster.. Gemt væk.. I en skald.. Nu.. Er de ude af denne skald..." Sagde han, og hans hæse og hakkende latter brød ud igen. Olga smilede bredt, og nussede sin kind imod Vladimirs hånd, imens hun kiggede op på Keela. Rakar smilede stort, og kryssede armende, og gik over til Nosferatuen som stod med en blok. Han kiggede stadigt over imod Keela engang imellem, med sammenknebne øjne, og lav knurren. Han var tydeligtvis stadigt ikkke tilfreds med Keela. Han kunne ikke lide at hun vidste hvor de boede nu... Hun kunne sikkert ikke bruge det til noget, men det behagede ham stadigt ikke.

Hun kiggede op på ham og nikkede let, hun bed sig let i læben. En brud? Var han så gift? Hun sukkede let og smilede til ham. Hun kiggede rundt og kiggede på de andre Nosferatuer. Hun bed sig lidt hårdt i kæben og kiggede op på Vlad, "Må jeg spørge dig hvorfor du egentlig fortalte mig hvor du bor? Jeg troede du hadede mig." sagde hun stille. "At du hjalp mig fordi jeg hjalp dig..." hun kløede sig på hovedet og kiggede ned. Hun var ikk helt tryg ved at være her, fordi nu var der jo allerede en der hadede hende. Og hun kunne ikk ligefrem forsvarer sig mod ham nede i omgivelser hun ikk var vant til at gå i. Hun frøs lidt og gned sine arme, hun nøs lavt en enkelt gang og sukkede let, selvfølgelig skulle hun glemme at tage noget varmt på ned i en kloark. Hun havde ikk noget imod lugten, men hun havde noget imod kulden.

Vladimir så betænksom ud, og kløede sin trone med sin ene negl. Olga satte sig på sine knæ, og lænede sig op af tronen, så hun kiggede imod deres gæst, og smilede halvt. Vladimir rejste en enkelt gang på skuldrene, og lavede en fagt ud til hans side.
"Det ved.. Jeg egentligt ikke.. Havde ikke regnet med.. At du faktisk.. Ville komme.. Var nok ikke.. Det de fleste. .Ville have gjort.. Er næsten overmodigt.." Sagde han, og klukkede en enkelt gang. "Jeg forsøgte.. Trods alt.. At dræbe dig." Sagde han koldt, og lagde sit hoved en anelse på skrå. Han så at hun strøg imod sine arme, og så ud til at fryse. Han lagde en hånd på Olgas skulder, og kiggede ned på hende. Olga kiggede op, med et lille smil.
"Hvis Keela.. Hen til.. Teltende.." Sagde han stille. Olga nikkede ned et smil, og rejste sig, og gik hen til Keela, med en hånd holdt ud imod hende, for så at prøve og tage Keelas, og prøve blidt at trække afsted med hende. VLadimir nikkede en enkelt gang imod Keela, i det han rejste sig.
"Gå bare.. Med Olga.. Så kommer jeg.. Om et øje.. Blik.. Skal lige snakke.. Med Karak.." Sagde, han, og nikkede imod den stille Nosferatu med blokken. Olga prøvede fortsat at trække afsted, blidt, med Keela, imens hun smilede.
"Og så ider jeg ikke.. Halvt så meget som Rakar..." Sagde hun, og fniste. Man kunne hører Rakars lave fnys, og se hans ryst på hovedet hvis man kiggede tilbage på ham.

Hun kiggede op på ham og smilede let, "Selvfølgelig ville jeg komme ned til dig." sagde hun med et smil og kiggede ham i øjnene. "Bare fordi du prøvede at dræbe mig, reddede du mit liv." sagde hun og kom til at nyse igen. "Det er ikk din skyld at du må dræbe for at overleve, men du gav mig en chance til og lige nu prøver du jo ikk at slå mig ihjel? Så det giver mig da ingen grund til at frygte dig selvom du ser skræmmende ud..." grinede hun drillende men stoppede igen. Hun kiggede på Olga. Hun tøvede lidt, men tog så blidt Olgas hånd og gik med hende. Hun kiggede tilbage på Vlad og derefter på Rakar. Hun bed sig i læben og kiggede på Vlad, "Du skal ikk være for hård ved ham Vlad! Det er ok at være sådan når man ikk er vant til at møde andre." sagde hun og håbede ikk han ville gøre Rakar ondt. Hun slog jo Rakar så derfor hadede han nok Keela mere end da hun kom ned. Hun kiggede på Rakar før hun vendte sig om og gik med Olga.

Vladimir rejste et 'jnbryn og kiggede tilbage på Keela. Rakar gjorde det samme, og fnøs en enkelt gang med et ryst på hovedet.
"Den gamle nar kan da bare k..." Vladimir gav Rakar et hårdt, dog venligt klap på baghovedet, og et lavt hvæs. Rakar klukkede med hans hæse stemme, og rystede på hovedet, hvor efter Vladimir kiggede tilbage på Keela og smilede halvt.
"Tæsker ikke.. Rakar.. Før du.. Er gået..." Sagde han med et lumskt smil og en latter. Rakar klukkede igen, og rystede på hovedet inden han kiggede tilbage på Karaktar, som stadigt stod med sin blok. Vladimir gjorde det samme, og Olga trak afsted med Keela. Olga lavede næsten glade gadedrenge hop med hvert skridt, og kiggede tilbage på Keela med et smil. Så tæt på hende, var det tydeligt at se, at hun havde været en ung kvinde da hun var blevet forandret. Hun smilede glad til Keela, imens hun trak hende imod et lille areal med telte omkring et bålsted.
"Hvornår mødte du så Vlady?" Spurgte hun med et venligt smil, imens hun fortsatte.

Hun kiggede stille på dem, "Du skal ikk tæske ham Vlad...!" sagde hun lidt bestemt og kiggede på ham. Hun kiggede tilbage på Olga, hun kunne nok lige så godt opgive at prøve at komme fri. Hun bed sig i læben og gik videre med Olga. Hun tænkte sig lidt om, "Hmm... Det var i sidste uge jeg mødte ham." sagde hun og smilede let. Hun grinede let, "Først var jeg hans bytte men jeg gav mere modstand end han troede og til sidst kunne han ikk klare smerten mere. Så jeg gav ham erstatning med en anden form for kød der virkede." sagde hun og smilede let. Hun lagde sin frie hånd ved sin forbinding på halsen. "Men det var kun kød, så han var nødt til at få blod fra mig..." sagde hun let og kiggede på teltene. Hun forstod det ikk helt, "Hvad er det med teltene? Sover I i dem?" spurtge hun med et roligt smil.

Vladimir hvæsede lavt til hendes sidste kommentar, og rystede på hovedet. Olga fniste lavt, og rystede også på hovedet, og kiggede tilbage på Keela, med hendes sedvanlige glade smil.
"Det var for sjov søde.. Du skal ikke tro på alt Vlady siger..." Sagde hun med et fnis.
"Olga!! En gang.. Til..." Kunne man høre Vladimir hvæse. Olga lod hendes øre synke en smule, og bed sig lidt i læben. Hun fniste diskret en lille smule igen, og fortsatte.
Hun lyttede interesseret til Keelas historie, og rejste sine øjnbryn, og kiggede tilbage på Keela.
"Så.. Du.. Du vandt?" Spurgte hun med en smil. Hun fniste lidt, og rystede på hovedet. "Det ligner ikke Vlad at tabe.. Og når han gør, respektere han hans tab, og hvis ikke denne dræber ham så.. Ja så har han et bånd med denne, og kan ikke dræbe den.. Medmindre den selvfølgeligt udmyger ham... Så.. Flår han den levende.. Heh.." Sagde hun, og fniste lidt. Hun kiggede så på Keelas forbinding, og bed sig lidt i læben. "Gør så ondt når han bider..." Sagde hun. Hun så ikke ud til at hans bid normalt gjorde hende meget.. Tvertimod.. Hun lignede en der fik glædelige minder når hun nævnte det. Hun rystede en smile, og fniste så igen. Hun slap Keelas hånd da de var nået hen til teltene, og smilede imens hun gik hen for at hente noget brænde.
"Nej nej da.. Vi bor i de små huler oppe på vægende.." Hun lavede nogen fagter imod små indhulinger i vægende, hvor i der lå kister. Hun bar et par store stykker hen til midten af teltende, og lagde det ned på bålspladsen.
"Det her bruger de slaver vi engang imellem har, og så.. Ja.. Gæster.. Men sker ikke så tit at vi har det.." Sagde hun, og fniste med et lumskt smil. Da hun havdelagt brændet ordentligt. holdte hun sine hænder ud til siderne, klappede, og gnistre kom fra hendes hænder, som fik startet en lille flame, som så satte ild til brændet, så et bål langsomt startede. Olga smilede, og kiggede op på Keela, og lavede en blid fagt imod stolende på den ene side af bålet, hovr man kunne side, og så så efter om Keela måske ville have noget mere til at varme hende, eller om et bål var nok..

Hun kiggede på Olga, "Jeg kender jo sådan set ikk Vlad så godt, så derfor ved jeg ikk så meget om hvad man skal gøre ved de ting han siger..." sukkede hun lavt og kunne ikk rigtigt forstå hvorfor hun så tog herned. Hun ville bare gerne se hvordan Vlad boede, levede. Men hun ville nu ogs gerne kende Vlad, det var bare det at hun næsten ikk kendte ham. Det eneste hun vidste var at han ikk var så farlig som han så ud. Jo måske lidt hvis han prøvede at slå en ihjel, men ikk hvis man ikk var hans bytte. Hun sukkede let og bed sig i læben, "jeg ved ikk helt om jeg vandt over ham, fordi det var vel på en måde ikk fair når han var i smerter og snart ville falde sammen af sult." hun kløede sig lidt bag hovedet. Hun ville kalde det for en falsk sejr end en rigtig. Hun ville nok ikk kunne vinde oer ham hvis han havde sin fulde styrke. Hun rødmede lidt da hun nævnte et bånd men rystede så på hovedet. "Nej da! Vlad kan da umuligt have noget form for bånd med sådan en som mig, fordi jeg dræber ikk og han hjalp mig jo. Så jeg tror ikk rigtigt han vil have et form for bånd med mig." hun kiggede lidt ned. Hun kunne godt li at have venner og især af de meget forskellige fra andre, fordi det gjorde dem meget spændende at kende og hun kunne nu godt li spænding. Hun lod Oga forklarer hvad dette sted var, "Har I så nogen slaver nu?" spurgte hun undrende. Hun følte det akavet at sige hun var en gæst. Men det passede vel, hun kom for at besøge Vlad... Dem... Hun satte sig foran bålet og gned sine arme lidt igen. Hun ville gerne have varmen hurtigst muligt. Hun lagde hænderne tæt ved ilden.