~ Mødet ~ (Vlad = Privat)

S - Gyderne
T - 00:00
V - Sensommer aften
O - Sorte gyder
P - se avataret.

Et skrig blev hørt, en mand, kom løbende imod de mørke gyder, man kunne se blodet han havde på sig, dog var det ikke hans eget. Gråden gennem hans skrig kunne tydes, frygten i hans øjne var stor, han så sig tilbage som var djævlen efter ham, men skikkelsen der dukkede op lignede alt andet end. Misa kom gående med forsigtig skridt, hun sukkede og tog sig let til hovedet, hendes mørkeviolette øjne, med gråsorte tåger som pupiler var fast lagt den krympende skikkelse, "hvis bare du havde givet mig din datter som afbetaling", hun smilte åbenlyst moret af hans i starten mod til at redde sin datter. Misa's marmorhvide venstre hånd var blodig men det var ikke hendes blod, hun tog hånden op til sine læber, og slikkede let en smule af, "så ville jeg ikke være nødtil også at dræbe dig", hendes tonefald var næsten leende, med et hurtigt vift med den anden hånd var han op i luften, hans skrig morede hende ikke mere, men irriterede hende, det var ikke sjove længere. Hun sukkede trist og kastede ham til jorden, hvor nogle skygger opslugte ham, hun strakte sig kort med et kedsomeligt smil, *er natten ikke stadig ung?*, hun grinte let, hun ville sagtens kunne finde mere sjov.

En flagermus' skrig kom fra en kloarknedgang, som var dækket med et dæksel. Dette skrig blev efterfulgtaf et lavt bump. Som om at flagermusen havde været dum nok til at prøve at flyve igennem dækslet, hvilket den jo selvfølgelig ikke ville kunne. Der kom så en tynd sort røg op fra dette dæksles riller, og så et endnu højere hvæs, efterfulgtaf et højt brag i det dækslet blev revet op af jorden, med en kæmpe bule i midten, og fløj væk. Nu kom der så endelig en flagermus op af dækslet, som fløj op, og forsvandt så i en sort røg, og en skikelse, iført en brun frakke, og sorte army jeans, med en hætte ned ove rhovedet faldt ned fra denne røg. Den stod så der, og trak vejret dybt, og kiggede rundt. Den snusede så efter noget, som om at den søgte en lugt. Den hvæsede så lavt, og kiggede i Misa's retning, og kneb øjnende sammen, hans ansigt dækket af hætten.

Misa trak den blodige hånd, ind i en skygge og ud igen og med et var mandens blod fjernet fra hendes fingerspidser. Hun strakte sig med et let gab, før hun vendte sit hypnotiserende blik imod himmlen. "Jamen dog", hun smilte svagt. Hun havde sanset en væsen i hendes nærhed, ikke bare et væsen.. En anden vampyr ?
Det overraskede hende lettere, da de fleste vampyr prøvede at holde lav profil når hun var i nærheden. Men lugten var ikke til at overse, den blev kun tungere af kloake lugten. Hun vendte sig let rundt, så hun så direkte på ham. Selv om hun var et stykke fra ham, blev hendes mørke pupiler større som om de zoomede ind på ham, og gemte hver detalje. Hun satte hovedet en anelse på skrå.

Vladimir kneb sine øjne sammen en smule, og blev ved med at stire på Misa. Han hvæsede lavt, og drejede sig så han havde fronten imod hende. Han snusede dybt, for at opfange mere af hendes duft, og kneb øjnene mere sammen, og hvæsede igen. Hvis ikke at han tog fejl. Var hun fuldblods... Hans muskler begyndte langsomt at spænde, og hans vejrtrækning steg i tempo, og hans øjne spærede langsomt mere op.
"Du.. Er.. Fuldblods... Er du.. Ikke?" Spurgte han, og knurede lavt. Hans stemme var dyb og hæse, og kom tydeligvis ikke fra en almindelig vampyr, og hans blod lugtede også anderledes nu., da det langsomt begyndte at stige i temperatur. Han holdt sig selv i kontrol, så længe han kunne. Han havde fået nok af sit gamle sin tilbage, til ikke tilfeldigt at angribe andre væsner uden advarsel. Men hvis.. Han fik et ja...

"Kom tættere på og find ud af det ?"
Hendes nu blanke øjne, havde tydet hans kropsignaler og det virkede til at blive spændende. Han måtte have, opfanget hendes duft. Hun kunne ikke lade vær med at grine en anelse, en blid latter undslap hende, han kunne ikke være dum nok til bare at angribe hende uden videre .. Kunne han ?
Hun så kort, imod himmlen. Hun håbede i hverfald på det, for hvad ville det nytte med endnu en eller anden latterlig samtale, hun ville heller se om han var vær at holde øje med. Sær, virkede han ihverfald som. Hun granskede ham kort med sit dybe blik, før hun satte armene på kors.

Vladimirs øjne flakkede og han pressede dem sammen. Han åbnede dem så igen og spærede dem op, svang hans hænder ud til siderne, og udspredte hans lange klør fra hans lange fingre og hvæsede højt.
"Det.. Tager jeg.. Som et ja!" Hvæsede han højt of satte i høj fart imod Misa. Han kunne ikke kontrolere hans temperament. Han måtte have hævn. Hans løb stoppede ikke, men han rev et stykke hjern af fra en trappeopgang, og kastede det i Misas retning, og satte tempoet op, og hvis han ikke blev stoppet inden at han kom tæt på, ville han rive ud efter Misas brystkasse, og så hendes ben.

Hun spærrede øjne en anelse op, før et diskret smil kunne tydes. Hun lod ham komme tættere og tættere på, hun lod oven i købet jernet strejfe sig. Eller hvad han troede var hende, hun var jo ikke illusions kunster for sjov. Hvad han løb imod var ikke hende, men en skygge dobbeltgænger. Hun stod og sparkede til nogle tilfældige sten, der hvor han før havde stået, "Er man en smule langsom ? eller forvirret", hun grinte venligt, men en smule hån var skjult i det. Hun gabte, "Du kan komme og jage mig så længe du vil", hendes øjne gnistrede kort op, "Men chancerne for at du fanger mig er lig nul", hun satte hovedet på skrå, hun missede kort med øjne, "Kender jeg dig ? vent", hun smilte, "har jeg slået nogen du kender ihjel?", hun havde sikkert ikke gjort det, da hun kunne huske alle hun havde drabt, hun ville bare tirre ham.

Vladimir rev ud efter Illutionen, og den forsvandt. Hans øjne spærede op, i det hendes hånlige stemme og grin hørtes bag ham. Hans vejrtrækning steg i tempo igen, og han hvsæed højt, og svingede omkring. Han kneb øjnene sammen, og knurede højt. *Hraargh! Hvad er dette for en tid! Med usle triks, og respectløse maneer!Ø Tænkte Vladimir. Han hoppede op, holdt fast i en trappeopgang, og rev helle den ned med sig i faldet. Han holdt nu trappeopgangen over hovedet, og kylede det helle efter Misa.
"Raargh! At du. Blev født... Var en skændsel.. For verden!" Råbte han i det han gav slip på den store metal trappe, og lod den flyve igennem luften imod Misa.

Hun iagttog ham stile, mens han vrede tog over ham, da han så at at hvad han havde angrebet var en fake. Hun smilte, og så ham hurtigt vende om, stadig frisk ? Det overraskede hende at han ikke bare stoppede, havde fuldblods virkelig gået ham så meget på nerverne ?
I det korte øjeblik hun tænkte den tanke, hørte hun noget stort blive kastet imod hende, hun forsvandt hurtigt ind i en skygge, splitsekundet før den ville have ramt hende.
"At jeg blev født var det bedste mirakel, der skete i denne usle verden Hr", hun var dukket op lige bag ham, og hendes hæsse næsten hviskende stemme havde sat ekstra tryk på de sidste ord, før hun igen forsvandt.
Hun sad nu forsigtig på en tønde, et par skridt fra ham, med blikket imod himmlen som altid.

Vladimir kneb øjnene sammen i et at hun forsvandt, og kiggede langsomt rundt. I det han hørte hendes stemme hvæsede han højt og svingede rundt, og rev ud efter Misa, men hun var allerede væk igen. Da han så endelig fik øje på hende igen hvæsede han højt, og satte efter hende endnu engang, og sprang imod hende, med sine klør strakt imod hendes mave.
"Forbandede.. Fuldblods!!" Skreg han. Det eneste han havde i tankerne nu, var at have Misa hængende for enden af hans klør, med hendes blod i hans ansigt.

Misa blev siddende, mens han kom tættere og tættere på. Da der kun var få sekunder til at han ville sætte kløerne i hende, reagerede hun. Hun sprang let og hurtigt op, og brugte ham som springbræt, så hun landede lige bag ham.
Hun gik et par skridt frem, og sukkede en anelse, "vil du virkelig kæmpe imod mig?", hendes stemme var en smule drillende. De sorte japanske tegn begyndte at krybe op på hendes ben, arme og håndflader. Hendes øjne var nu kulsorte, hun vendte sig om med et svagt smil, og hovedet sat på skrå. Hun ville være sød og lade ham gøre det første træk. Nu var spillet jo gået igang.

I det at han sprang frem imod hend efør, gjorde at han brasede igennem vægen der var bag hvor hun sad. Helle den del af muren braste sammen, og mursten dækkede ham. Der kom en masse skrig fra de mennesker der var inde i den store lagerhal som han var braset ind i, men VLadimir var stadigt dækket af mursten. Alt blev kort stille, inden at Vladimirs høje hvæs brød igennem murstenen, og at han brasede sig fri med et hop, og landede i midten af halen, ved siden af en kvinde. Denne skreg, og skulle til at løbe, da han sank hans klør igennem hendes ene skulder, og rev hende til sig. Der kom kun et meget kort klynk, inden han satte sine tænder i hende, og drak grådigt fra hende. hans bid var brutalt, og blod sprøjtede ud fra hendes så, og forbi hans mundvig, og han rev tilsidst et stykke kød af fra hende, og tykkede det i sig. Han kneb øjnene sammen, og kiggede ud imod Misa, og hvæsede lavt.
"Ja.. Det.. Vil jeg..." Sagde han, og smed liget af kvinden ud imod Misa, i det han begyndte at gå imod hende igen.

Misa så stile til imens han glubsk drak af kvinden, hun slikkede sig let om læberne før hun smilte, et smil der tyde hendes smilhuler markant. Hun vippede stile frem og tilbage, med blikket rettet imod ham, som så hun lige igennem ham. "Hvad for vinderen ?" hendes stemme var normal, hverken hånene eller ond, kun underlagt en smule nysgerrighed. Hun ville ikke kæmpe en meningsløs kamp, hvorfor bruger krafter på det?
Hun granskede ham og deres æresfrygtende publikum, hun nærede sig af deres frygt og smilet fra hendes læber kunne ikke forsvinde.

Vladimir stoppede pludseligt, i det blodet fra kvinden havde givet hans sindstilstand et skub, og hans tanker var mere klare. Han kneb så øjnene sammen, og stirede imod Misa.. Han hvæsede lavt, og slikkede hans læber rene.
"Hraargh.. Hvis.. Jeg vinder.. For jeg dit blod... Ikke.. Det helle... Bare nok.. Til.. At hjælpe mig.. Fremad... Hvis du vinder.. For du.. Viden.. Omkring min race.. Og.. En advarelse..." Sagde han, og kneb øjnene lidt mere sammen, og smilede bredt. "Viden.. Om min race.. For du.. FOrmegentligt også.. Hvis.. Jeg for dit blod.. Hm.. Hvis du vinder.. Kan jeg også.. Love.. At du ikke.. Ser mig.. Igen.." Sagde han lavt med endnu et hvæs, og spændte sine muskler igen.

Hun lagde mærke til en pludselig, ændring i hans aggressive adfærd, og satte hovedet på skrå. Hun lyttede tænkende, med et svagt smil. Men rykkede lidt undrende på næsen, "Det hele lyder meget fint, undtaget slutningen", hun smilte en anelse breddere, før hun igen rettede facaden op, "dit løfte om at jeg ikke kommer til at se dig, når jeg vinder", hun tyggede på sine ord, "må du gerne bryde, jeg kender dig ikke godt nok til ikke ville have noget at gøre med dig", hun grinte, før hun strakte sig.
"En aftale?", hun vendte sit blik imod himmlen.

Vladimir kneb øjnene let sammen igen, og hvæsede lavt. Han smilede lumskt over det hun sagde, men smilet forsvandt i det at hun kiggede væk, samtidigt med at aftalen skulle færdiggøres, og hvæsede højt af hende.
"Hraargh! Kig! På den.. Du udfordre... Når du taler!" Råbte han højt, og hvæsede endnu engang. De fleste af menneskerne i salen var allerede løbet skrigende væk, og de få der stadigt var der snakkede i telefon.

Hun blev overrasket og kneb øjne en anelse sammen, hendes knor blev stramme, i det hun gravede sine negle ind i sin håndflade. At blive råbt af var ikke noget hun kunne lide, især ikke med de minder høje toner havde givet hende.
"Jeg har udfordret dig, ergo behøver jeg ikke stirre dig til døde vel?", hun smilte men skjulte sin irritation, "vil du være så venlig at svare min udfordring?", hun så betragtende på ham, "og tal aldrig! til mig i den tone", hun nikkede fast, "Jeg tiltaler dig med respekt, og forventer det samme", en smule alvor kunne tydes i hendes stemme, hun ville behandles som hun selv behandlede andre. For det meste.

Vladimirs øjne spærrede op, og han hvæsed endnu engang højt, og kunne godt lugte blodet fra hendes håndflade.
"Respect! Du har ikke behandlet.. Mig.. Med respect... Du har.. hånet mig.. Grint.. Ad mig.. Kalder du det.. Respect!" Råbte han højt, og hvæsede endnu engang, og stirede ind i Misas øjne.
"En udfordring.. Er ikke.. Komplet.. Hvis ikke.. Man ser.. Sin modstander.. I øjnende.. Alt andet.. Er at håne dem..." Sagde han roligt og kneb øjnene sammen. Han knurrede lavt, og spændte sine fingre, og hans klør voksede ud i deres fulde længde.
"Jeg.. Accpterer.." Sagde han lavt, og knurede i det han gjorde sig klar til at løbe imod Misa. BLodet i VLadimir begyndte at rase igennem ham endnu hurtigere, og andrenalin fik hans styrke og sanser helt i top.

Hun fnøs, "Og at konstant hvæse af en person, hvad går det indunder?", man kunne høre undren i hendes stemme, hun havde ikke selv lagt mærke til de små hint i hendes opførsel, der kunne have vagt denne vrede hos ham. Men hun viste at det ikke havde det helt store at gøre med hendes opførsel, det var bare det at hun levede, eller rettere var blevet født, død det var hun jo.
Hun sukkede, "Og jeg så dig skam i øjne, du var bare alt for langsom til at opfatte det", hun nikkede, og så stadig på ham. Hun smilte da han endelig tog imod udfordringen, "Kom an" hun satte hovedet på skrå og afventede hans skulle angribe hende igen, men denne gang. Denne gang ville hun slå igen, og slå hårdt.

Vladimir kneb øjnene sammen, og knurrede lavt. Han knækkede sine fingre et par gange, og tog ikke blikket fra Misa.
"Hvæsen.. Er mit svar.. Til din respectløshed.. Fuldblods.. Vampyrer... Har altid.. Været respectløse.. Over.. For mig... Derfor.. Var jeg.. Imod.. Dig.." Han knurrede igen, og hvæsede lavt. Han vidste godt at hun formegentligt havde en plan, i at lade ham tage det første trin. Men han havde alligevel regnet med at tage det, så det skulle ikke stopp ham. Han satte i høj fart imod Misa, med sine klør rakt ud til hans sider, og hvis ikke han blev stoppet i at komme hen til hende, rev han ud efter hendes brystkasse med sin venstre hånd, og havde hans højre klar til at blokere kommende mod angreb, hvis sådane skulle komme.

"Er det derfor du vil slås? fordi du bare vil af med alle fuldblods bare fordi nogle af os ikke var venlige imod dig?", hun satte hovedet på skrå, men rystede det så af sig.
Hun så ham komme farende, som altid. Og afventede hans angreb, men det øjeblik hans klør strejfede hendes arm, faldt hun direkte ned i et skyggehul, hvorefter hun var bag ham og rettede et stærkt cirkelspark imod hans rygvirvl. Hun havde fokuseret sin styrke. Alt i mens dette skete, begyndte hun at styre nogle genstande med sin telekinese.

Vladimir hvæsede højt da hun forsvandt, hvilket blev kvalt af hendes spark. Sparket sendte ham flyvende ind i muren over for den der var ved, og igennem den. Hans høje hvæs kunne endnu engang høres der inde fra.
"Hraargh! Nej... Fordi.. De udrydede.. Min.. Race!" Kom det der inde fra, og han kom så hoppende op på kanten af hullet i muren han var røget igennem, og stirede imod hende med rasende øjne. Han vidste godt, at hun sikkert kunne bruge disse tricksi meget lang tid endnu, sikkert længere end hans styrke ville række.. Men han ville ikke stoppe, og hoppede igen imod hende, med den h'jre hånd over hovedet, og rev ned efter hende når han fik chancen, men stadigt med den ene hånd klar.

Et kort sekund, var hun kun tilstede fysisk. et kort sekund var hendes tanker et helt andet sted, da han nævnte det med hans races udryddelse. Det var som om noget slog hende, og hårdt, ikke fysisk men psykisk. Selvom hun var fuldblods, havde det ikke stoppet andre fuldblods i at dræbe hendes forældre.
I det splitsekund, virkede hun næsten menneskelig, "Det gør mig ondt", hun nåede lige at springe tilside før jernet havde ramt hende helt. Dog var hun blevet såret, og man kunne se overraskelsen i hendes ansigt over at se sit eget blod. Det dryppede ned fra hendes skuldre og plettede den marmorhvide hud, hun havde.

Vladimir hvæsede da han fløj forbi hende, men efter at have revet hende, og det hun sagde, stoppede han hans knurrend og hvæsen. Da han landede for foden af det lille bjerg af mursten, kiggede han tilbage, og op på Misa.
"Gør dig... Ondt? Hraargh.. Endnu.. Et trick? Et trick.. For at.. Få mig til.. At tro.. Du har medlidenhed.. Med mig? En fuldblods.. Medlidenhed... For en Nosferatu!" Råbta han kog sprang op imod hende igen, og slog denne gang kun ud efter hende med en knytnæve, da han inderst inde gerne ville tro på at hun mente det, så han ville ikke bare skære hende ned nu. Han havde ikke nogen hånd klar til parade denne gang, så han ville være nem at slå væk fra sig.

Hun slog ikke tilbage, tværtimod blokkerede hun istedet bare hans slag. Så meget had Men et sted inden i forstod hun godt hvor alt vreden kom fra, det overraskede hende ikke mere at hans blod var blevet sat i kog af hendes duft. Den samme duft han måtte have kunne kende lige før hans familie og race blev revet i stumper.
"Hør!", hun råbte det næsten gennem, hans hvæsen og slag. "Lad os slå en handel af, jeg giver dig frivilligt mit blod", hun smilte, "Det alligevel meningsløst, vi er næsten lige stærke", hun sukkede, "hvis vi bliver ved, ender det ikke godt for os begge, især dig", hun fangede hurtigt hans blik med sit eget, "da du ikke vil kunne holde til min hurtighed i længden", hun mente ikke dette som en hån, men som en ren faktum, der lå intet bag, end sandheden.