Hunting or hunted?//Cricker//

Han lagde armene over kors. "Jeg ved godt at du kan klare dig, men jeg siger bare at du måske burde blive her og hvile lidt?" Sagde han imens han kiggede på hende med et hævet øjenbryn. "Han kunne jo stadig være derude et sted, og angribe dig imens at du ikke er forberedt, eller nu hvor du er såret" Tilføjede han så lidt efter. Det kan godt være at han ikke kender hende særlig godt, men som sagt, så ville han ikke lade hende gå rundt derude alene, i den der tilstand.

Lucinde sukkede og rystede på hovedet af ham. "Hvis han dukker op igen, så er jeg forberedt." sagde hun, hvorefter hun fandt sin stav og samlede den op. Hun gik mod Cricker, hvorefter hun skubbede ham til siden, så hun kunne passere ham og gå mod døren, så hun komme videre. Hun var jo kun kommet med, fordi hun lige skulle forbindes. Hun skulle kun hjem, hvor hun kunne lægge en sidste hånd på det, så det kunne heale inden kort tid. Og så havde hun jo også Blue der, han brød sig desværre ikke om regnvejret.

"Jeg er ligeglad med hvad du siger, men jeg tager med dig" Sagde Cricker og var allerede klar til at gå. "Du kan ikke få mig til at blive" Sagde han og kiggede på hende. Det var ikke fordi at han var ude på at slås med hende, han ville bare beskytte hende, selvom hun ikke ville have det. "Jeg ved godt at du måske vil hade det, men tænk over hvad der ville være bedst for dig. At du går alene, eller at du har mig i baggrunden til hvis det skulle gå galt, desuden så forstår jeg ikke at du vil ud i det der vejr" Sagde han lidt efter. Han havde ikke fjernet blikket fra hende en eneste gang.

Lucinde bremsede op og vendte sig langsomt om, så det ikke skulle gøre ondt igen. hun kiggede irriteret på Cricker. Hun hamrede staven i jorden mellem hans fødder, men hun fokuserede på hans ansigt. "Der er ingen, jeg mener ingen, som skal komme i min vej. Og jeg kan klare mig selv alene, og jeg ved godt, hvad der er bedst for mig selv." sagde hun. Der lod hverken som om hun var irriteret eller sur. Imens hun sagde det havde hun sendt noget magi gennem hendes stav og ned i gulvet, hvor isen begyndte at kravle op ad Crickers fødder, så han ikke ville kunne følge efter hende. Hun vendte sig om og begyndte igen og gå. "Og hold op med at følge efter mig." sagde hun med ryggen til ham.

Cricker hævede øjenbrynet, og fik 2 store rødder til at barrikere døren udefra. "Jeg vil ikke høre det der, jeg ved godt at du hader det, men jeg er stadig sikker på at det er bedst jeg følger med" Han fik nogle tjørne pigge til at vokse ud og smadre isen der holdte på ham og gik hen til hende. "Hvad vil du gøre hvis han kommer igen og du ikke er klar, han for ram på dig og du er halv død og jeg ikke er der til at hjælpe dig?" Sagde han til hende. Han var heller ikke irriteret eller sur, han lød faktisk meget rolig, hvilket også var meningen, han ville ikke råbe op, da det kun ville gøre situationen værre.

Lucinde kunne godt mærke, at hun havde fået et mindre problem her. "Hvis jeg var dig, så ville jeg bare lade mig være." sagde hun og vendte sig om. Hun kunne godt forestille sig, at han ville skabe flere problemer, end han enlig prøvede at løse, men hun var den forkerte dæmon at lege med. Da hun havde vendt sig om og så, hvor tæt på han enlig var kommet, satte hun sin stav på brystet af ham, hvorefter iskrystaller kom til syne på staven, som voksede langs staven. "Jeg sagde til dig, at jeg ville være forberedt denne gang. Jeg er stærkere, end jeg ser ud til." Hun var fuldblods dæmon, nok en af grundene til, at hun til tider var, som hun er.

Han smilede "Tro mig, jeg ved godt du er stærk, men alle kan overraskes" Sagde Cricker, man kunne høre at rødderne blev fjernet udenfor "Men hvis du så gerne vil gå alene, så skal du da være velkommen" Sagde han og kiggede på staven, og derefter på hende. "Men kom ikke og sig at jeg ikke advarede dig" Sagde han og satte sig ned i sofaen igen og kiggede op på hende. Egentlig ville han ikke lade hende gå alene, hvis hun gik nu, så ville han følge efter for at være sikker på at der ikke skete hende noget.

Lucinde fjernede staven fra hans bryst og kiggede efter ham, da han satte sig ned i sofaen. Så var han nok ikke sådan et stort problem alligevel. "Jeg behøver ikke dine advarsler, ellers tak." sagde hun og vendte sig om og gik ud af døren og ud i skoven, hvor regnen igen begyndte at dryppe på hende. Hun levede i forvejen i et farligt spil, så hun ville få problemer nok i forvejen, specielt, hvis hun blev opdaget. Hun kiggede rundt og brugte alle sine instinkter, men der var intet at se eller fornemme, så der var nok ikke så meget fare på færde.

Cricker havde ikke tænkt sig at lade hende gå alene derud, så da der var gået et lille stykke tid, så besluttede han sig for at følge efter, nu var det heldigvis skoven de var i, så han kunne godt gå igennem og være lydløs. Han var klar til hvis hun skulle blive angrebet. Men det var kun hvis hun kom ud i problemer han ville blande sig. Han listede stille med. Heldigvis så larmede regnen så meget at man ikke kunne høre ham, så det var jo kun til hans fordel. Han holdt nøje øje med hende imens at hun vandrede hjemad.

Lucinde stoppede pludselig op og kiggede frem for sig. Hun havde set noget, men kunne dog ikke helt fortælle hvad. Hun lagde godt mærke til, at regnen var meget svag. Et smil viste sig på hendes ansigt og hun mumlede svagt, "Blue." En blå fugl viste sig i det fjerne og kom flyvende mod hende, den satte sig på hendes skulder.
Lucinde lagde dog mærke til en anden bevægelse og flyttede på sig, hvilket var i sidste øjeblik. En dolk passerede forbi hende, den ville have ramt hende i maven, hvis ikke hun havde flyttet sig.

Cricker skulle lige til at sprige frem da dolken kom, men ville lige vente lidt, så han kunne se hvem det var der havde kastet den. Han kiggede sig omkring, for at se om han kunne se noget, han ville ikke lade skikkelsen få ram på Lucinde. Ikke igen, han lød lidt længere frem ubermærket og havde sin hånd klar på skaftet af sig sværd, så han kunne trække det hvis det blev nødvendigt. Men Cricker ville kun blande sig i kampen, hvis det var at Lucinde kom til skade eller var ved at blive slået ihjel.

Lucinde kiggede rundt for at se, om der nu kom flere dolke flyvende, men hendes burde snart løbe tør for dem, da han havde kastet med rigelige efter hende, mens jagtet havde været i gang. Det var temmelig uheldig, at de var her i skoven, fordi det gav rig med muligheder for at skjule sig. Hun lagde mærke til, at Blue puslede omkring hendes skulder. Hun kløede ham i nakken og mumlede, "Det er ikke så slemt."
Lucinde blev opmærksom på et sted, og satte staven i jorden. Uden at andre kunne se det, så sendte hun sin magi gennem jorden, som ville fange alt i fødderne, som kom i berørelse med hendes magi. "Ingen er sluppet fra mig." mumlede hun.

Cricker observerede Lucinde imens at hun stod der, det var forhåbentigt ikke ham osm at hun havde fået øje på, tænkte han lidt for sig selv. Han kiggede sig omkring igen for at finde udaf om han var blevet opdaget af den anden skikkelse. Han bevægede sig stille et andet sted hen for bedre at kunne se. Hvad mon hun havde tænkt sig at gøre?
Han observerede omhyggeligt. Han fulgte hvert skridt hun tog. Det var faktisk en meget interessant oplevelse, han havde aldrig set en isdæmon før og da slet ikke en der gjorde sig klar til at skulle kæmpe.

Lucinde lukkede øjne, hvorefter hendes læber bredte sig til et smil. "Got you.." mumlede hun tilfreds. Hun tog fat i staven med begge hænder og nærmede sig en busk, som lå et stykke længere væk. Hun rørte let ved busken med staven, hvorefter den blev til is. Et enkelt slag og busken lå på jorden i flere isstykker. Hun stod nu og så på det væsen, som havde jagtet hende, og hun havde jagtet. Væsnets fødder og hænder var bundet til jorden med is, den is, som hun havde spredt ud før. Væsenet stod og hvæsede af hende. "Nej, hvor hyggeligt, endnu en vampyr." sagde Lucinde, mens hun kiggede på vampyren.

Cricker betragtede stadig Lucinde. Han så at det var en vampyr som havde jagtet hende. Han var faktisk ligeglad nu. Jo han ville se hvad der skete, men han var ligeglad med hvad hun gjorde ved vampyren, efter alt det som han selv havde set de gjorde ved andre, var han blevet... Kold. Han stod og kiggede, og havde faktisk fjernet sin hånd fra sværdet, og var ikke længere klar til at trække det for at hjælpe hende, men lige nu så det faktisk ud som om at hun slet ikke havde brug for det. Han stod stille og kiggede på dem.

Lucinde så ud til at kigge henover vampyren og koncentrere sig om noget andet, selvom vampyren svovlede og bandede. ”Så ti’er vi lige stille.” sagde hun uden og kiggede på vampyren, hvorefter isen kravlede langs maven på vampyren og dækkede munden til, og så blev der ellers stille. Hun sukkede lidt efter og rullede hovedet rundt, hun havde spændinger i nakken. ”Cricker, jeg ved godt, at du er til stede.” var det næste, som hun sagde. Hun stod stadigvæk og kiggede hen over vampyren. Foran Cricker dukkede der noget is op, som igen forsvandt, det var et tegn til, at hun godt vidste, hvor han stod.

Cricker rystede stille på hovedet og gik stille frem imod hende med hovedet på skrå. "Det må jeg sige, jeg kender skoven godt, men det ser ud til at jeg er blevet overlistet for en gangs skyld" Sagde han og lagde armene over kors imens at han kiggede på hende, hvorefter han kiggede over på vampyren der var frosset fast. Han gik hen til den og tog en runde omkring den. Han nikkede stille og overvejde egentlig at slå den i flere stykker nu hvor der var is på den, men han lod være. Han gik tilbage til hvor han stod før og kiggede igen på Lucinde.

”Hvis du virkelig ønsker at gemme dig for min magi, så skal du søge højt.” sagde Lucinde med et lille smil på læben. Hun kiggede lidt på vampyren og lod den dække helt af sne, hun kunne godt fornemme rædslen, som kom fra vampyren. Hun kiggede på Cricker, da han tog turen rundt om vampyren. Hendes opmærksomhed vendte hun nu mod hendes skulder, som hun undersøgte let, hvorefter hun kiggede på fuglen, som sad på hendes skulder, hun nussede den let. Lucinde vendte sig nu om mod Cricker, dog forblev hun tavs.

Cricker trak sit sværd, han kastede det derefter over på vampyren, og eftersom at det er et stort to hånds sværd, der rammer vampyren med fuld kraft med sin flade side, så splintredes den i flere stykker. "Så har han ikke mere at frygte" Sagde Cricker, men lod hans sværd ligge hvor det landede. Han kiggede derefter på Lucinde og sade ikke ret meget mere. Ikke lige nu i hvert fald. Han stod bare og kiggede på hende. Han havde nu mest af alt lyst til at sige noget for at bryde tavsheden, men hvad skulle han dog sige til hende?
Efter et par minutter fik han dog presset nogle ord ud over læben. "Jeg ville bare være sikker på at du kom heltskindet hjem, hvis du godt vil have at jeg går, så kan vi sikkert godt finde ud af det, men du kan vel ikke beskylde mig for at ville være sikker på at du ikke kom noget til?" Sagde han med et lille smil på læben og kiggede stadig bare på hende. Hans blik rettede sig hurtigt imod fuglen, men kun i et kort øjeblik hvorefter han igen fokuserede på Lucinde.

Lucinde så på vampyren, mens sværdet ramte og splintrede væsnet i flere tusinde stykker. Hun fortrak ikke en mine, da det skete, men vente sig om mod Cricker igen. ”Tja.. men han er nok ikke den sidste.” sagde hun med et mindre smil. Det var ikke den første vampyr, som havde jagtet hende, og så var det sikkert ikke den sidste. Hun skubbede sit hår over skulderen og kiggede kort rundt, før hun igen lod blikket falde på Cricker.
Lucinde rustede opgivende på hovedet og smile. ”Jeg har fint og bedre, end da jeg forlod dig.” sagde hun og begyndte at fjerne bandagen, som Cricker havde givet hende på, inden hun havde forladt ham, hvorefter hun blottede sin skulder for ham. Der var intet at se, det var, som om skaden aldrig havde eksisteret. Hun fjernede igen og nussede igen sin fugl.

Cricker nikkede stille. "Men, vil du have at jeg går igen? Eller er det i orden jeg følger meD?" Spurgte han lidt efter og gik hen for at samle sit sværd op. Gid han kunne få sværdet til at komme til ham. Men sådan var det ikke. Han gik hen til hende igen. "Men forresten, det ser da ud til at du har noget med healing også? Eller er det bare normalt for dig?" Spurgte Cricker. Han kendte ikke så meget til is dæmoner, så det kunne jo nok være at det var noget der hørte til racen, selvom at han ikke lig kunne se hvordan det ville hænge sammen, men hvem skulle han prøve at bestemme over? Han havde da set så mange andre racer have alle mulige evner som han ikke havde set før. Han smilede venligt til hende og håbede på at hun sagde at han godt måtte følge med, da Cricker stadig ikke var særlig tryg ved at lade hende gå rundt herude alene.