Hunted creature. XXX

Hun slæbte sig mere eller mindre igennem gaderne. Svimmel og en smule desorienteret. Feberen havde sat stærkt ind i kroppen på den spinkle unge kvinde. Den lysende glød, der ellers altid hang over hendes væsen var mat og nærmest ikke eksisterende. Hendes porcelæn hvide hud, var endnu hvidere end normalt og øjnene, de smukke is blå – var trætte og tomme. Hun så yderst syg ud, hvilket da også var sandt. Hvorfor havde hun også begivet sig ud på dette tidspunkt af døgnet? Hun fortrød det. Hun var jo et jaget væsen. Specielt vampyrerne jagede, da blandingen af menneske og engleblod var uhyre sjældent. Dog troede de fleste, at hun var fuldblods engel, grundet hendes yderst smukke udseende. Hun så så uskyldig og elegant ud. Det lange blonde hår havde en flot glans og hendes ansigtstræk var blide. Hendes englegen var også blevet mere dominerende med årerne. Hun havde set mere menneskelig ud før i tiden. Nogen gange ville hun da også ønske, at det stadig var sådan. Det var ikke altid sjovt, at se så lille og uskyldig ud.
Hun drejede om et hjørne og fortsatte ned. Hovedet synes snart at eksplodere, grundet en smerte der havde sat sig fast i baghovedet og langsomt sneget sig op foran. Øjnene kneb hun kort i, da hun lagde en hånd mod den kolde mur for at støtte sig. Det var blevet sværere at gå. Hun tog en dyb indånding og fortsatte videre ned af gaden oplyst af det orange skær fra lygtepælene. Der var stille. Nærmest for stille til, at være sandt. Hun tog sig dog ikke af dette, men fortsatte med forøget fart, selvom hun mere eller mindre slingrede. Holdt kæft hun havde det skidt.

Hun stoppede brat op. Var det en skygge hun så ud af øjenkrogen? En let panik dannede sig i hendes spinkle krop. Hun satte gang i benene igen mens blikket flakkede til siderne. Var det bare noget hun havde bildt sig ind? Hun håbede det. Dog kort efter følte hun et ubehag. Som om, at nogen holdte øje med hende. Det var bare noget hun bildte sig ind, blev hun ved med at sige til sig selv, mens benene kæmpede for at holde sig oprejst. Hun måtte snart have sig en pause. Hendes hjerte hamrede også på fuldtryk, som ville det hoppe ud af hendes brystkasse. Der var den igen. Skyggen, der nu var blevet til en solid skikkelse blot få meter fra hende, stod med fronten vendt hendes vej. Shit! Løb! Hun vaklede et par skridt baglæns inden hun vendte sig om og begyndte, at løbe. Der lød skridt bag hende, mod den våde asfalt. Hun blev ved med, at løbe og løbe. Swush! Hun faldt mod jorden, fronten først, og en smerte havde nu dannet sig i hendes højre ankel. Havde hun vrikket den om? Hun nåede ikke, at tænke mere før hun blev vredet rundt. Røde øjne mødte hendes blå og hun var ikke længere i tvivl om hvad det var, der havde jagtet hende. En vampyr. De sylespidse hjørnetænder blev vist i et skummelt smil. ”Hvad laver en lille engel som dig ude i natten, helt alene?” Stemmen lød oprigtigt uforstående, hvis det ikke var for det sleske smil der spillede sig i mundvigen. Cathy vred sig i et forsøg på at komme fri fra vampyrens greb om hendes arme. Hvis hun bare kunne hæve hænderne og placere dem ved hovedet, så vampyren ville dejse om. Det var dog umuligt i hendes nuværende situation. Hendes minus var så også, at hun var svagere end normalt, grundet feberen der havde dannet svedperler på hendes pande. ”Let go of me” hvæsede hun og vred sig endnu engang. Som svar fik hun blot en hæs latter. Asfalten forsvandt under hende og i stedet blev hun kastede op af muren. Hun hang og dinglede, i øjenhøjde med vampyren der havde lagt hovedet på skrå. ”Sig mig, hvad er dit navn prinsesse?” Da hun ikke svarede, gjorde han brug af andre midler. Med den ene hånd om livet på hende, for at holde hende oppe, brugte han den anden til at løsne knapperne på hendes jakke. ”Please dont, please!” skreg hun, mens hun sparkede til med benene. Hun var ved, at blive oprigtigt bange nu. Vampyren lod dog til, at være ligeglad, men fortsatte bare indtil han nåede hendes tøj. En hånd lod han lægge mod hendes ribben, under blusen. Hun gøs grundet kulden mod hendes yderst varme hud. ”Svar mig! Hvad er dit navn!” Han var ved, at blive utålmodig. ”No! Let go of me!” Skreg hun. De røde øjne slog lyn, da hun stadig ikke ville give sig. Så i stedet førte han et slag mod hendes ansigt og kylede hende ind i muren, på den anden side af gyden, med hård kraft. Atter lå hun mod asfalten inden vampyren atter greb fat i hende, som var hun en kludedukke og slog hende op mod muren.

Stjerne var meget tydelige på nattehimlen. Deres glimten var let at se, til trods for gadernes lys nede på jorden. I disse gader slentrede en ung varulv. Et afslappet smil spillede på hans læber. En ganske hyggelig aften havde det været. På en halvsnusket bar, havde Roar gjort sig nye bekendtskaber. Typerne der befandt sig på sådan nogle værtshuse var lige efter hans smag. Intet pis, ærlig snak, og de kunne klare en joke. Også de sjofle. Det behagelige buzz fra alkoholen, gjorde den lange tur hjem til teltet i skoven meget mere overkommelig.
En duft fangede hans følsomme næse. Nærmere en stank. Grunden til at vampyrer lugtede så fælt, var nok en del af, at varulve og vampyrer var naturlige dødsfjender. Sporet var frisk. Roar var stoppet op. Tumult havde nået hans ører, snart lød skriget fra en kvinde. Han tænkte ikke. Han løb bare. Fulgte sporet til åbningen af en gyde. Hans nattesyn gjorde scenariet tydeligt. "Hey fangboy!" råbte han og rakte ind i sin inderlomme. "Leave the girl alone!" kniven var trukket. Ironisk var det, at en varulv rente rundt med en kniv, hvor bladet var lavet af sølv. Ved et uheld kunne den unge varulv slå sig ihjel med sådan en kniv. Heldigvis var tilfældet, at vampyrer også var svagelige over for sølv. Og Roar vidste udemærket hvordan man håndterede en kniv.
Vampyrens røde øjne lyste op i mørket da han vendte hovedet i Roars retning. Vampyren betragtede Roar og hans hvide tænder glimtede i mørket, da han smilede. Snart slog han en hånende latter op. Pigen blev sluppet, og et sekund efter stod vampyren foran Roar. Han var alt for hurtig og Roar nåede knap nok at gispe, før vampyren havde et solidt tag i ham, og sendte ham flyvende. Han ramte muren hårdt, og gled ned på jorden. "Wrong move bastard" mumlede han imellem sammenbidte tænder. Vreden buldrede inden i ham. Det susede i hans ører, og uden at overveje situationen yderligere var han på benene og tonsede afsted imod vampyren. Han greb fat om livet på blodsugeren, og fik ham væltet omkuld. Kniven blev hævet. og sendt imod hjertet. Vampyre vred sig, og Roar missede hjertet. Kniven sad nu i skulderen, og vampyren havde desværre frie hænder. Et skub i brystet, og varulven var sendt flyvende endnu engang. Et smertebrøl undslap ham, da han ramte jorden. Han trillede om på siden, og tog sig til ribbene, mindst tre af dem var brækket. "You son of a fucking bitch!" skreg han, og betragtede vampyren der uden at blinke trak kniven ud af skulderen, og ligegyldigt smed den fra sig. Nu var han på den. Uden et våben og med brækkede ribben kunne han ikke gøre forfærdelig meget. Han kunne kun se til imens vampyren langsomt nærmede sig.

Taget om hende blev sluppet og atter faldt hun mod den våde asfalt. Hun havde endnu ikke forstået, hvad der skete omkring hende. Ikke før, at hun hørte en ung mands stemme. Hvad fanden? Var der nu to vampyrer? Hun glippede med de matte blå og fik med meget stor besvær vendt sig om på ryggen. Hendes krop føltes som flere ton. Hun kunne knap nok bevæge sig. En smerte havde også dannet sig i kroppen på hende, efter slaget mod muren. Havde hun brækket noget? Forstuvet? Hun havde ingen anelse. Bang! Blikket blev vendt mod den anden skikkelse i  den mørke gyde, der nu var blevet kylet ind i muren. Kniven i skikkelsens hånd, syntes at glimte i mørket. Det var ingen vampyr. Men blot et menneske eller væsen, der forsøgte at hjælpe hende. Hun så til mens skikkelsen kastede sig over vampyren, fik ham ned og ligge for dernæst at sætte kniven i. Var det hjertet, som han prøvede at ramme? Langsomt fik Cathy kæmpet sig mere op og sidde, dog stadig med de små hænder solidt plantet mod asfalten. Hun hev mere eller mindre efter vejret. Hendes hjerte bankede så hårdt, at man skulle tro at det snart ville give op. Adrenalinen syntes også, at pumpe hvilket gjorde smerten i krop og hoved mere udholdelig. Det gik dog galt for hendes redningsmand. Han lå mod jorden og var tydeligvis skadet, siden at han holdt sig mod siden, så meget kunne hun dog se i mørket. Hun måtte gøre noget, ellers ville de begge være fortabte. Cathy rejste sig op, men fortrød det hurtigt. Hun kunne ikke støtte på sit højre ben. Anklen var skadet – forstuvet eller brækket var dog u vidst. Alligevel humpede hun frem. Hun så dog ud til, at kunne vælte hvornår det skulle være. Vampyren nærmede sig langsomt den unge mand, der ikke kunne gøre andet end at se hjælpeløst til. Cathy nærmede sig dog vampyren bagfra og lige netop som vampyren havde sat sig på knæ over manden, faldt hun mod vampyrens ryg. Hænderne placerede hun strategisk mod hans tindinger og dernæst kneb hun øjnene i. Hun følte, at hendes hjerne skulle futte af. Det brændte så ulideligt, mens hun trængte ind. Det var dog sværere end normalt. Hendes mentale tilstand var nedbrudt takket være feberen. Vampyren reagerede også ved, at trække hende rundt, så hendes ryg blev hamret mod asfalten, ved siden af den unge mand. Hendes hænder klamrede sig til hans ansigt. Den ene havde fået fat i noget hår, mens den anden nærmest nev ham ved tindingen. Hun skreg smertefuldt. Hun var der snart, hun kunne mærke det og rigtigt nok. Hendes syn blev sort og det samme gjorde vampyrens, der kollapsede over hende. Bevidstløs. Cathy hev efter vejret og forsøgte, at skubbe vampyren af sig med en let klynken. Vampyren var for tung til, at hun kunne fjerne ham. Vægten syntes, at masse hendes allerede forslåede krop. Alt syntes, at gøre ondt på hende i øjeblikket.

Hver eneste vejrtrækning sendte en ulidelig smerte igennem hele kroppen. Det føltes som om de brækkede ribben klemte sig om hans lunger, og han kunne ikke få nok ilt. Om en halv dags tid ville ribbene være helet igen, men det hjalp ham intet nu. Vampyren tog sin tid med at komme hen til ham. Uden tvivl nød blodsugeren synet af Roar der lå der. Hjælpeløs, fanget og skadet. Han forsøgte at skubbe sig tilbage, og længere væk fra hans fjende. Fødderne skubbede imod den våde asfalt, imens han skreg igennem sammenbidte tænder, og fik flyttet sig få centimeter væk fra bæstet med de lysende røde øjne. Det nyttede ikke noget. Vampyren sad nu på knæ foran ham, og han havde nu udsyn til et closeup af de spidse hjørnetænder der snart ville gennembore hans hud.
Hvilken ynkelig måde at dø på. Et beslutsomt udtryk viste sig i varulvens øjne. Han skulle ikke dø i nat. Han skulle i hvert fald ikke slås ihjel af en ækel vampyr. Han var forberedt på smerten, som han trak sit ben tilbage, og skulle til at plante sin fod i maven på vampyren og sende ham flyvende. Han nåede det ikke. Pigen bæstet havde angrebet stod nu bag vampyren. Hvad fanden lavede hun? Hun havde fat om hans hoved. Hvad skulle det hjælpe? Snart blev hun kastet ned ved siden af Roar. Hun kæmpede febrilsk for at vedvare sit tag i vampyrens hoved. Vampyren faldt til jorden. Roar var fuldstændig blank. Hvad gik det ud på? Så ramte irritationen ham. Han havde haft situationen fuldstændig under kontrol, tøsen havde ikke behøvet at hoppe ind og redde ham. Hun var jo fuldstændig sindssyg!
Pigens klynken fik hans opmærksomhed, og han glemte sin vrede. Han bed smerten i sig, og sparkede vampyren væk fra hende. Efter et øjeblik til at sunde sig, kastede han et blik på hende. "Are you all right? Are you hurt?" spurgte han. Så genkendte han hende. "You got to be fucking kidding me!" sagde han overrasket. "Miss teapot?!" det var det eneste navn han havde til den unge kvinde, der for tre uger siden havde spildt kaffe udover ham. Den unge kvinde der var rejst ind i hans hoved, og set hans værste mareridt og minde sammen med ham. Han var ret sikker på, at han hadede hende noget så grusomt. Men han kunne ikke få sig selv til at ønske, at han ikke havde forsøgt at redde hende. Ingen fortjente at blive suget tør for blod.
Hovedet faldt tilbage imod asfalten. Hvad gjorde han nu? Han kunne ikke efterlade hende der. Hun var uden tvivl i chok, hvem ville ikke være det? Han besluttede sig for, at han ville følge hende hjem, gå sin vej, og forhåbentlig aldrig se hende igen.

Cathy bed smerten i sig, ved at bide hårdt ned i underlæben. Hun stønnede smertefuldt og famlede stadig med den bevidstløse vampyr over sig. Vampyren blev dog fjernet. Manden ved hendes side havde skubbet ham væk. Det føltes befriende. Lungerne kunne nu arbejde på højtryk igen. Hun følte sig uendelig svimmel, som lå hun på en gyngende færge. Det sejlede nærmest for hende. Hun tog sig til brystet, med hivende åndedræt. Var hun selv ved, at besvime? Hovedet kogte. Aldrig havde hun oplevet så slem en hovedpine før. Hun lod sig dog ikke tænke på det. Hun svævede nærmere mellem, at være vågen og bevidstløs. Det var først da lyden af den unge mands stemme, at hun vågnede mere op. Hun drejede hovedet mod sin højre side, hvor manden lå. De blå øjne stirrede tomt ud i luften, dog rettet mod ham. Hun blinkede et par gange med et uforstående blik. Hans ord flød sammen overfor hende. Var det fransk han talte? Hun havde ingen anelse. Det hele sortnede bare for dernæst, at vende tilbage for hendes øjne. Hun rakte ud efter ham og greb mere eller mindre slatten fat om hans håndled. Hun rystede og tænderne klaprede. Dog var hun brandvarm. Hun syntes dog selv, at hun frøs. Miss teapot.. Hun åbnede munden for, at sige noget men ordene ville ikke komme ud. I stedet røg hun tilbage, et par uger tidligere. Manden, varulven med kaffen, hvis minde han havde vist hende. Dog ikke med vilje. Det var ikke noget hun selv kunne styre.
”Thank you” sagde hun lavt med en lettere hæs stemme. Hun forsøgte, at fokusere på ham og hendes syn stillede sig endelig en smule skarpt. Det var ham, der var ingen tvivl. Hun tog sig egentlig ikke af hans udbrud. Han havde forsøgt, at redde hende – dette var hun taknemmelig for. ”He… he will wake.. in.. 30 minutes or so” Hun stønnede smertefuldt, da hun forsøgte at vende sig om på siden. ”We better get going” fortsatte hun med svag stemme. Var hun overhovedet i stand til, at rejse sig? Hun følte sig ikke engang herre over sine egne bevægelser. Hun følte sig en smule malplaceret i hendes egen krop. Hun bed dog smerten i sig, valgte ikke at vise det. Det gjorde så ondt, at hun havde lyst til at stor tude og skrige med al sine lungers kraft. Der kom dog ingen lyd eller tårer. Hun havde iført sig en maske, der var svært at knække. Hun ville nok ikke tage den af før hun var alene.

Hørte hun overhovedet efter hvad han sagde? Hendes blå øjne var rettet imod ham, men det så ud til at hun ikke så ham. Hvad var der galt med hende? "Hey, can you hear me?" spurgte han. Så greb hun om hans håndled. Panikken bredte sig i ham. Det var præcis sådan hun havde hevet det forfærdelige minde frem sidst de mødtes. Var hun virkelig så ondskabsfuld, at hun selv i den tilstand ville skade ham? Men ingen film af den unge pige i den hvide natkjole viste sig. I stedet kom der et svagt tak ud af munden på hende. Et smerteligt, lettet suk undslap ham, da hun gav slip på hans håndled.
Så de havde en halv times forspring. Som hun havde sagt, måtte de hellere se at komme afsted. Han fik rejst sig med et smertegrynt. Han kunne allerede mærke hvordan hans ribben meget langsomt satte sig selv på plads, og gjorde ordenlig plads for hans lunger. Et hurtigt blik på den unge kvinde fortalte ham, at hun ikke var i stand til at gå. "Great" mumlede han sarkastisk. Uden at bevæge overkroppen fik han sat sig ned på det ene knæ, med en arm under hendes knæ og en rundt om hendes skuldre, fik han løftet hende op. Røde pletter dansede for hans øjne, og sveden begyndte at vise sig i hans ansigt. Det ville blive en meget smerte fuld tur hjem til den mystiske kvinde han havde i armene. "You better not live far away, or I might not be able to carry you all the way" sagde han forpustet, og tog et par vaklende skridt. Han havde ingen idé om, om han gik den rigtige vej. "Are you well enough to give me some directions?" spurgte han. Hun så ikke ud til at have det særlig godt.
"Not to be rude, but please stay out of my head" tilføjede han. Han havde ingen positivitet tilovers for denne kvinde. Hvis hun tog en lille rundtur i hans minder igen, ville han med sikkerhed efterlade hende i den tomme gade, og så var han ligeglad med om vampyren fandt hende.
Hun var tydeligvis ikke et menneske, men hun afgav ikke nogen duft, der afslørede hendes race. Hvilket var frustrerende. Han havde ingen idé om hvad han havde med at gøre, eller hvilke andre tricks hun kunne.

Asfalten forsvandt under hende. Den unge mand eller rettere, varulven, havde løftet hende op i sine arme. Hun blinkede et par gange for, at prøve og fokusere men hun blev i stedet blændet af det orange skær fra lygtepælene. De var nået ud i lyset igen. Hovedet lagde hun ind mod hans bryst og lettere slattent tog hun et greb i kraven på hans trøje. Hans hjerte syntes, at hamre af sted i brystet og lyden af hans hjerteslag syntes at få hende til, at slappe mere af. Det føltes underligt trygt i hans arme. Tryghed var ikke noget hun var vant til, specielt ikke fra et andet væsen. ”Huh?” Mumlede hun. Hun havde ikke rigtig forstået hvad han havde sagt i første omgang, da hun havde været mere eller mindre væk. ”Turn right at the next corner” svarede hun så, lettere hæst og pegede med den frie hånd. Et smil dannede sig på hendes rosa røde læber dernæst efterfulgt af en lille melodisk latter, ”I’m not interested in your memories – I have plenty of memories myself” Svarede hun lettere roligt. De blå øjne lagde hun mod vejen, så hun var sikker på at de gik i den rigtige retning. Det havde aldrig været hendes mening, at se hans minder. Det var ikke noget hun altid kunne styre. Men han ville aldrig tro hende, lige meget hvad hun sagde. Så hun lod være med, at sige mere om det. Dog var virkeligheden sådan, at han havde vist hende det, uden at være klar over det. Hans mentale tilstand havde været åben for udefrakommende og det minde, om den lille pige i den hvide natkjole, havde højest sandsynligt været det sidste minde han havde tænkt på. Men havde han dræbt hende med vilje? Hun troede det egentlig ikke. For hvorfor skulle han ellers tænke på det? For nydelse måske ja, men hvis han virkelig var et monster så havde han ikke forsøgt, at hjælpe hende i gyden og ej heller nu, hvor han bar hende hjem. Der var noget godt i ham – det kom heller ikke bag på hende. Hun havde det med, at tro på det bedste i andre.
”Now turn left… and then about 500 meters ahead – the white building” hun pegede igen, med sin spinkle lille hånd, der nærmest kunne have tilhørt et barns. Hendes hoved syntes stadig, at eksplodere i smerte – det samme med resten af kroppen. Dog var anklen nok det værste udover hendes hoved. Hun håbede virkelig ikke, at hun havde brækket eller forstuvet den. Det ville heller ikke være første gang.

Som forudset var det en meget smertefuld, heldigvis ikke særlig lang tur, hen til hendes bygning. Hvert eneste skridt vibrerede igennem kroppen på ham, og resulterede i smertefulde stik i siden. Han bed det dog i sig, og sagde ikke en lyd. Hvis hun opdagede at han havde ondt, ville hun sikkert forlange selv at gå, hvilket hun slet ikke var i stand til. Han kunne dog ikke skjule sin vejrtrækning, der var dyb og hurtig, eller sveden der truede med snart at rende ned ad hans ansigt i små dråber. Hans hjerte galloperede afsted, og hun kunne umuligt undgå at høre det, da hendes øre var lige ved siden af det. Hun virkede dog ikke særlig opmærksom. Han undrede sig igen over, hvad der var galt med hende. At blive kastet rundt, ville selvfølgelig have gjort skade på hendes skrøbeligt udseende krop, men hun burde da ikke være så svag. Havde hun fået hjernerystelse? Det ville gøre det svært for hende at holde balancen, og ville højst sandsynligt ende i opkast på et eller andet tidpunkt. Noget han ikke havde lyst til at vidne.
Han bar hende i stilhed med sammenbidte tænder, for ikke at komme med et tegn på smerte. Han fulgte hendes anvisninger, og undgik at sige noget til hendes kommentar om, at hun ikke var interesseret i hans minder. Han studsede dog over det. Det lød næsten som om hun ikke havde gjort det med vilje.
Han nåede endelig frem til døren, "Sorry, i have my hands full of crazy girl, could you get the door?" spurgte han forpustet, og håbede inderligt at der ikke ville være nogen trapper. Det ville være ren tortur, hvis han skulle til at slæbe hende op på 5. sal, eller noget lignende.


//Min kreative mojo er fraværende. Undskyld det korte svar.//

De sidste 500 meter syntes hun, at vågne mere op og være mere klar over sine omgivelser. Hendes blik gik mod de klare stjerner, der glimtede smukt. Som lille havde hendes mor sagt, at de vinkede til hende, og hun vinkede så igen. Den del af hendes barndom, ville for evigt være den lykkeligste tid i hendes liv. Nok var hun meget positivt anlagt, men hendes tro på verdenen og livet var skrumpet de seneste år. Hun følte sig mere alene, end nogensinde før.
Forsigtigt, vred hun sig ud af hans greb og trådte hun ned på fødderne. Hun jamrede let, da den højre med det samme sendte et stød af smerte igennem hende. Hun bed ned i læben og fra lommen på jakken – den selv samme som han havde hældt kaffe over – fandt hun nøglen til lejlighedskomplekset frem. Hun lænede sig op af døren, mens nøglen blev sat i. Dernæst åbnede hun. ”I live on the second floor” mumlede hun. Blikket blev kastet mod ham, en smule vurderende, dog ikke på en nedgørende måde. Han var ligeså dårligt tilredt. Dog var han i bedre stand end hende. Hun ville ikke tvinge ham til, at bære hende yderligere. Så i stedet plantede hun begge fødder mod trappens første trin og fortsatte opad med et fast greb i gelænderet, uden at sige en eneste lyd. Hun kunne nærmest smage blodet, mellem hendes læber. ”Are you coming or what?” spurgte hun, da hun var nået et godt stykke vej op af trappen, nær anden sal. Hvorfor lød hendes stemme så tom for følelser? Hun undrede sig et kort øjeblik men skød det fra sig. Efter de mange smertefulde skridt op af trappen, nåede hun endelig døren til sin lejlighed. Fra nøglebundet fandt hun nøglen og låste atter døren op, inden hun trådte ind i sin lejlighed. Køkken og stue var slået sammen i et stort rum. Køkkenet var placeret til højre, lige når man kom ind af døren. Det var lille, holdt i sort og hvidt og det så ud til aldrig, at blive brugt. I den anden ende af rummet var stuen, med en stor sort trepersoners sofa samt et sofabord i glas hvorpå der lå spredt med noter og bøger, et fladskærmstv samt en bogreol der var fyldt op til randen med bøger, mest litteratur. Mellem køkkenet og stuen var der to store franske døre der gik ind til soveværelset, hvor der var en stor dobbeltseng der var beklædt med snehvide dyner og ved siden af et klædeskab i hvidt træ.
Cathy vendte atter blikket mod varulven ved sin side, nærmest en smule afventende. Ville han gå nu? Underligt nok ville hun ikke have det. ”You can stay here for the night. I don’t want you going out like that.” Hun pegede med hånden ”Besides, tomorrow you will be fully healed” sluttede hun med de blå øjne rettet mod ham. Hadede han hende? Hun blev underligt ked af det ved tanken. Hvis han ville gå, var det selvfølgelig okay. Nu havde hun givet ham tilbuddet for at blive – hun var dog ret sikker på, at han ikke ville tage imod det. Han hadede hende, hun var ikke i tvivl.

Med det samme hun gled ud ad hans arme, trådte han et skridt tilbage. Han kunne ikke regne ud, om hun ville ham noget ondt, eller ej. Det tydede ikke på det. Han fik ikke en fornemmelse af, at hun skjulte sine intentioner, eller prøvede at narre ham.
Et blik blev kastet imod gaden, da hun spurgte om han kom. Han så ikke frem til den lange tur hjem til sit telt i skoven, og at sove på et tyndt liggeunderlag. "Yeah" svarede han og lukkede døren efter sig. Han kunne vel blive lidt, indtil hans ribben kunne klare turen hjem.
Sveden blev fjernet fra ansigtet med håndryggen, imens han langsomt besteg trapperne bag hende. Hun var ikke selv for hurtig, og det var først nu han lagde mærke til at hun humpede. Selvfølgelig, han havde jo båret hende, så hun havde ikke haft nogen chance for at gå. Han tøvede igen ved døren ind til hendes lejlighed. Han burde jo nok gå, men han var nysgerrig omkring kvinden ved siden af sig. Hvad var hun? Det var ikke det rigtige tidspunkt at stille spørgsmål. Han kunne dog heller ikke ignorere trangen til at sikre sig at hun var okay. Hun var tydeligvis ikke okay. Hun lignede en der kunne falde om hvert øjeblik det skulle være.
Et træt smil viste sig på hans læber, da hun udtrykkede sin bekymring. Hun var i en langt værre tilstand end han, og som hun sagde ville han være ovre sine skavanker den næste dag. Hvilket nok ikke var tilfældet for hende. "I'll stay for a while. Thanks" sagde han og trådte ind i lejligheden. Han tog en kort tur rundt i stuen, og betragtede omgivelserne. Det var en fin lejlighed hun havde sig. Det var længe siden han faktisk havde opholdt sig i et hjem. Nu hvor han var i et, savnede han pludselige alle de luksuriøse ting man tog for givet når man havde dem. Såsom vand lige ved hånden, et ordenligt sted at sætte og ligge sig, et badeværelse. Han vendte sig rundt og sendte hende et vurderende blik. "So, where does it hurt? Besides your foot. Did you injure your head? If you have a concussion I have to wake you a couple of times during the night. Just to make sure you don't slip into a coma" forklarede han, og håbede ikke det var tilfældet. Han var uendeligt træt, og var ikke sikker på han kunne holde sig vågen igennem hele natten, det der var tilbage af den, for at vække hende hver anden time. Hvis han først lagde sig til at sove nu, ville han ikke vågne før meget sent næste dag.

Cathy så lettere overrasket på ham, da han takkede ja til tilbuddet. Det havde hun slet ikke ventet. Hendes jakke trak hun af og hængte på en knage bag døren. Dernæst humpede hun ind på badeværelset og åbnede medicin skabet. Lettere vurderende betragtede hun de forskellige pilleglas. Hun håbede og bedte til, at hun havde mere smertestillende. Hovedpinen var ved, at tage livet af hende. Smerterne i kroppen kunne hun leve med. Hun fandt endelig glasset med smertestillende og humpede dernæst ud i køkkenet igen, hvor hun fra et skab fandt to glas. Hun lænede sig op af køkkendisken og lod blikket gå mod varulven, ”Would you care for a drink?” hun kunne ikke lade være med, at smile over spørgsmålet. Her stod hun, fuldkommen rådbanket og spurgte ham om de ikke skulle tage en drink. ”A wise old lady told me that a drink always eases the pain.. which it does. I’ve tried her theory multiple times” sagde hun og tog et lidt bedre greb om køkkendisken, da hun følte at hendes balance haltede lidt på nuværende tidspunkt. Hvordan var det overhovedet muligt for hende, at stå op? Det måtte være hendes stædighed, for hendes krop skreg nærmest af udmattelse og smerte. Hun pegede dernæst, med en lettere rystende hånd, ned mod en reol tæt på ham. ”Vodka would do” sagde hun med et skævt smil. Hun lod en hånd køre igennem det blonde hår og de isblå øjne lagde sig ned af hendes skikkelse. På hendes venstre arm, syntes hun at kunne spotte et par blå mærker der allerede havde dannet sig. Hun sukkede let og bed sig i læben. Resten af hendes krop ville sikkert også se endnu mere hærget ud, for ikke at tale om hendes ankel. Ved hans spørgsmål vendte hun atter blikket mod ham, ”I uhm.. I think I got a fever or something. But I dont know if I hit my head when I hit the wall” sagde hun roligt og tog sig til hovedet, som stadig dunkede ulideligt. ”But just to be sure, you can sleep next to me, if you don’t mind?” hun fandt hans øjne, med et lille smil.

"Oh god, yes!" svarede han lettet. "A drink would be perfect" han studsede bagefter over hendes ord. Hun lignede ikke en der som sådan drak. Men ligesom med så mange andre ting med denne kvinde, så bedragede skindet åbenbart. Hun lignede heller ikke en, der ville kaste sig over en vampyr, og få selv samme vampyr til at falde bevidstløs om, kun ved brug af sine hænder. "Well, I have myself proven your wise, old ladyfriends theory to be right a couple of times" sagde han med et skævt smil. Et ufrivilligt glimt af den unge pige i natkjolen viste sig for hans blik. En anger og sorg han tit havde druknet. Smilet forsvandt og han rakte ud efter vodkaflasken hun pegede imod. Trangen til at flå låget af flasken og tage en ordenlig slurk blev skubbet til side, og han sluttede sig til hende i køkkenet, hvor han rakte hende flasken.
Han tøvede et kort sekund før han svarede. "Sure, I don't mind." Det var mærkeligt. Roar var ikke den der tøvede når en pige inviterede ham med i seng. Det var selvfølgelig ikke på den måde hun mente det, men han var hverken blufærdig eller genert, så hvorfor skulle det genere ham at ligge ved siden af hende? Han skubbede tanken fra sig, og rettede de grålige blå øjne imod hende. "So, if you are weak with fever, why would you run around outside at night? I just arrived a month ago, and I swear, I have never smelled so many creatures at one place. You should know better." sagde han lettere anklagende. Han ville normalt være ligeglad. Men han havde opbygget sig en mærkelig beskytter trang over for kvinden ved siden af ham, som han ikke engang kendte navnet på. Det var alt sammen meget forvirrende. For en time siden, var han sikker på at han hadede hende, og nu stod han og legede forælder overfor hende, og belærte hende om hvad hun burde og ikke burde gøre. Han var endda bekymret. Ham! Bekymret for andre end sig selv. Meget, meget mærkeligt.

Cathy tog imod flasken med vodka og skruede lettere besværet låget af, hvorefter hun fyldte de to vandglas halvt op. Hun havde ikke noget, at blande med, så dette måtte vel gå. Varulven ved hende side, var vel også ligeglad. Hun tog glasset op til læberne og smed tre smertestillende piller på tungen og sank pillerne og den bitre smag af vodka. Hun lavede en grim grimasse der viste, at hun ikke ligefrem brød sig om smagen. Men kort tid efter hævede hun atter glasset og drak resten af indholdet, efterfulgt af selv samme grimasse. Glasset satte hun ved vasken, hvorefter hun hoppede og sidde på køkkendisken. Hun ville højest sandsynligt besvime hvis hun stod mere op.
Hun lænede hovedet en smule tilbage og lukkede de isblå øjne i. Kroppen syntes lammet, men alligevel kunne hun mærke den lette rysten fra fingrene der var placeret på hendes lår. Hun frøs stadig, dog var hun helt sikker brandvarm, hvis man mærkede på hendes pande. ”I needed to help a friend with some boyfriend drama” svarede hun på hans spørgsmål. De blå øjne åbnedes igen og fandt hans gråblå. Hun sendte ham et forsigtigt smil, ”I sure know better. But this is not the worst that I’ve been through. The first time I had to go to the hospital. I stayed there for a couple of days because I was in a critical condition” sagde hun roligt, som om at det ikke rørte hende en meter. Det gjorde det til gengæld heller ikke. Det var vel bare sådan det var, at være et jagtet væsen. Cathy tog blikket fra ham og vendte det mod vasken, hvor hun greb fat efter en klud. Hun åbnede vandhanen, satte den på koldt vand og vred kluden under den. Derefter vendte hun sig mod ham og pegede med den frie hånd, mod hans ansigt. ”You got some blood and dirt on your face” forsigtigt rakte hun en hånd frem mod ham og atter fandt hun hans øjne ”I won’t hurt you.. ” Forsigtigt tog hun fat i hans arm og trak ham tættere på, mellem hendes ben så hun kunne komme mere til hans ansigt. ”Trust me” et lille smil blev sendt hans vej, hvorefter hun duppede kluden mod hans kind. ”A month huh? You’re new to town.. From Australia, I presume?” Hovedet lagde hun en smule på skrå, hvorefter hun rettede ryggen en anelse for, at være mere i hans øjenhøjde.

Han kunne ikke få fat i det halvfyldte glas hurtigt nok. Hun havde knap nok hældt op, før glasset blev hævet op til hans læber. Halvdelen blev slugt i en mundfuld. Han hostede svagt en enkelt gang, og lavede en grimasse der matchede hendes. Vodka var ikke hans drik. Han var en øl mand. Hvis der endelig skulle sprut til, hed det rom eller whiskey. Alligevel blev det sidste hældt ned, og han stillede sit glas ved siden af hendes. Han havde det en smule bedre.
Han hævede et øjenbryn da hun forklarede årsagen til hvorfor hun havde været ude så sent. Han oplevede et ubehageligt sug i maven, da hun fortalte om sit hospitalbesøg. Billedet af hende liggende i en hospitals seng var langt fra velkommen i hans hoved. Han rystede billedet væk, og rettede sin opmærksomhed mod hende igen. "So why are you so popular with the fangs?" spurgte han henkastet. Han skjulte sin nysgerrighed ret godt, men han havde ventet på svaret om hvad hun var, siden hun for tre uger siden spildte kaffe ud over ham.
Hans øjne forlod ikke hendes, som hun trak ham tættere på. Han troede oprigtigt på, at hun ikke ville gøre ham fortræd. Han nikkede en enkelt gang, da hun bedte ham om at stole på hende. Han var ikke sikker på han stolte på hende. Han stolte ikke på nogen. Men han var klar over, at hun ikke havde nogle skumle bagtanker. Hans øjne lukkede i, da kluden ramte hans kind, og uden at tænke over det, lænede han hovedet en anelse imod den kølige klud og hendes hånd. Han havde det stadig varmt. For at være helt ærlig følte han sig ret så ulækker og svedig. Han havde heller ikke styr på, hvor længe han ikke havde fået et ordenligt bad. Bækken nær hans telt i skoven, holdt ham dog nogenlunde ren.
Han smilede stadig med lukkede øjne. "How did you guess?" spurgte han. Det behøvede hun ikke at svare på. Hans accent afslørede ham, det sekund han åbnede munden. Hans øjne åbnedes langsomt igen. Han rakte op og tog om hendes hånd. "You have a small cut on your forehead." sagde han stille og tog kluden ud af hånden på hende. Han fjernede en vildfaren tot hår fra hendes ansigt, og skubbede den bag hendes øre. Han duppede forsigtigt det lille sår på siden af hendes pande. "You're not from around here yourself, miss Teapot." Han smilede over det øgenavn han havde givet hende. Hun var britisk. Ligesom ham selv, var hun afsløret det sekund hun åbnede munden.

Hun hævede øjenbrynene en anelse, da han kommenterede en rift hun havde fået i panden. Hun lod ham dog tage kluden, og i det samme han fjernede den vildfaren tot hår, lukkede hun øjnene i og gjorde ligesom ham og lænede hovedet ind mod kluden. Kluden føltes isnende mod hendes hede pande. Det føltes virkelig behageligt. Et let suk forlod hendes læber, ”God, that feels nice” sagde hun som en let hvisken, inden hun slog de isblå øjne op og fandt hans igen. Et lille smil spillede sig på hendes læber, dels fordi, at han brugte det kælenavn, eller øgenavn var det nu mere. Hvad var han så? Kangaroo boy? Hun hendes smil syntes at brede sig mere ved tanken. ”You wanna know what I am, Kangaroo Boy? Well, everybody seems so fucking curious about that” sagde hun roligt. Hun fugtede læberne, hvor rester af blod stadig sad. ”Half human, half angel” svarede hun blot med blide øjne. De isblå øjne blev atter lukkede i, for at hun igen kunne give sig hen til kluden. En let skælven havde sat sine spor i hende, efter han havde fjernet den vildfarne tot. Hun var ikke vant til blide berøreringer, fra nogen som helst. Dog havde det føltes godt, det kunne hun ikke løbe fra. Med sin skælvende lille hånd, satte hun den ovenpå hans hånd der havde til arbejde, at holde kluden. ”I’ve lived here since I was sixteen. I ran away from home” et større smil dannede sig på hendes rosa røde læber. ”Why did you come to Di Morga?” De blå øjne åbnedes langsomt igen, hvorefter hun langsomt sænkede hans hånd fra hendes pande. ”To get away?” Hun skød lidt ud i tågen, men hun havde hørt fra flere, at det var derfor at de var kommet hertil. Det var vel også derfor, at hun selv havde sat sig på det fly hertil. For at komme væk.
”You wouldn’t possibly know how to wrap a bandage on an ancle, would ya’?” spurgte hun og hentydede til den skadede ankel, ved at nikke hovedet ned i dens retning. ”I think it would be a good idea, don’t you think?” Hendes blik blev atter lagt mod ham, med et lille smil og blide øjne. Hovedpinen havde lagt sig en smule, den var ikke længere så slem. Om det var alkohollen der spillede ind, vidste hun dog ikke helt. Det var bare dejligt, at være sluppet for den. Det fyldte ikke længere så meget. Hendes krop var dog stadig øm og anklen brændte stadig.

Han betragtede nøje hendes ansigt, imens han rensede riften med forsigtighed. Det slog ham først nu, hvor smuk hun var. Det slog ham hårdt. Selv med et beskidt ansigt, en anelse uglet hår og blod hist og her, måtte hun stadig være et af de smukkeste væsner han nogensinde havde set. En skarp, hurtig indånding blev taget, da hun igen åbnede de kønne øjne. Hans øjne vandrede hurtigt væk fra hende og fandt noget andet at fokusere på. Han blinkede et par gange, og intensiteten forlod hans øjne. "No wonder you don't give of any scent that tells what you are." sagde han og kiggede igen på hende, nu med neutrale øjne. Det var ikke fordi hun slet ikke afgav en duft. Nu når han stod så tæt på, kunne han let indånde den naturlige parfume der svøbte sig om hende. Hun duftede... Grøn. Af summer. Blomster, nyslået græs, træer, solskin og meget andet han ikke kunne definere. Alt sammen blandet sammen. En meget berusende duft.
"And Kangaroo Boy? That's certainly creative." tilføjede han drillende, og vendte tilbage til virkeligheden. "What about you call me Roar? It is my name after all. Yeah, I know. That is not a very creative name for a werewolf." han trak på skuldrene. Det var trods alt ikke ham selv, der havde navngivet ham. Han stivnede et kort sekund, da hende lille hånd lagde sig oven på hans. Hans øjne skød i deres hænders retning, og han hørte knap nok hvad hun sagde. En varme bredte sig ud i hans hånd hvor hun rørte ham, og rejste videre op ad hans arm, indtil den fyldte hele hans krop. Var det endnu en evne hun havde, eller var han ved at blive sindssyg eller noget? Han følte sig meget underligt tilpas. Uden at vide det, var hans konstant rastløse varulvesind faldet til ro. Han havde aldrig været rolig, ikke indvendig i hvert fald, og det var derfor fuldkommen fremmed for ham. Han var dog ikke i tvivl om, at kilden til denne mærkværdige følelse sad lige foran ham.
"Huh?" hans opmærksomhed blev fanget da hun stillede ham et spørgsmål. Det gik op for ham, at han igen havde stirret intenst på hende. "Something like that" svarede han med et skævt smil, og havde egentlig ikke lyst til at komme mere ind på det emne. I den korte stilhed der fulgte lænede han sig en anelse frem imod hende. Dels for at fange noget mere af hendes duft. Men mest fordi han havde en trang til at være tættere på hende. Fjerne den lille plads der var imellem dem.
Så var magien brudt. Han rømmede sig, og trådte et skridt tilbage. "Sure. I have wrapped a few ancles in my time" svarede han med en underlig formel tone, og undgik at kigge på hende. "Uhm.. Where do you keep the bandages?" spurgte han og vendte sig om og kiggede rundt i stuen.
Det var alt sammen meget mystisk. Han havde ingen idé om hvad der var galt med ham. Han opførte sig overhovedet ikke som sig selv.

Cathy blinkede et par gange med de isblå øjne, ”Roar? Well thats ironic” en let melodisk latter forlod hendes læber og et smil voksede derpå. Tungen lod hun fugte sine læber og fjernede på samme tid resterne af blod, der nu måtte være tilbage, mens hun betragtede ham med de samme blide øjne, ”I’m Cathy by the way” sagde hun roligt. Hendes øjne ikke veg fra hans. Deres øjenkontakt blev dog brudt, da han vendte sig rundt mod stuen. Meget forsigtigt hoppede hun ned fra køkkendisken, og balancerede på den raske fod. Hun dog havde et godt tag i køkkendisken, bare for at være sikker på, at hun ikke ville falde. Hun havde det stadigvæk ikke særlig godt, kroppen var stadig øm og tung. ”Why don’t you take a shower while I find the bandage?” spurgte hun med et let smil. Spørgsmålet var dog retorisk.”You smell like a pub. Someones been drinking earlier this evening” Sagde hun så med en lettere drillende tone. Hun humpede på det ene ben frem mod ham, men hendes balance valgte, at svigte hende i det samme øjeblik. Cathy greb fat i hans skulder, mens den anden hånd blev plantet mod væggen, så der atter var støtte fra begge sider. ”I’ll just clean my self in the kitchen” fortsatte hun, som om at hendes næsten fald, ikke var hændt. Hun pegede dernæst mod døren der var placeret ved siden af køkkenet. ”The bathroom is there” hun sendte ham et lille smil, inden hun gav slip på hans skulder og hoppede ind gennem de to store åbne franske døre, og ind i soveværelset.
Cathy åbnede skabet, som var det eneste møbel udover hendes seng og natbord, der befandt sig i  værelset. Fra skabet fandt hun en løs navyblå tanktop og et par grå sweatpants frem, efterfuldt af et håndklæde. Det tog hun i sin favn og hoppede dernæst, stadig på det raske ben, hen til køkkenet. Denne gang uden at falde. Lettere forpustet greb hun fat i køkkendisken og kneb øjnene i. En kvalme havde dannet sig i halsen på hende. Hun følte, at hun skulle kaste op. Mekanisk tændte hun for vandhanen, og satte munden under for, at få noget vand ned i håb om, at det ville hjælpe på kvalmen. Da hun havde taget et par slurk, drejede hun om på varmt vand og rettede sig dernæst op, hvorefter hun trak den klæbrige samt fugtige trøje over hovedet, og lod den dumpe ned på trægulvet. Det næste blev så, at fjernet de stramme jeans. Men hun tog det alligevel som en udfordring. Med et fast greb i køkkendisken, fik hun let og nemt fjernet det ene bukseben, på den raske fod. Tænderne bed hun ned i læben og hurtigt samt smertefuldt fik hun fjernet det andet bukseben. Jeansene blev kastet over i bunken med trøjen. Hun gjorde en klud våd og satte den dernæst mod hendes ben, hvor blå mærker allerede var begyndt, at danne sig. Dog var de mest af se ved hendes hofte, arme og side. Hun havde virkelig ramt muren hårdt. Hun tørrede benene med håndklædet hvorefter hun iførte sig de grå sweatpants. Det næste var armene. Hun ømmede sig, som kluden kørte over hendes arm. Var det rifter hun havde fået? Hun blinkede et par gange med de blå øjne rettet mod flængen, der syntes dyb.

"Cathy, huh?" spurgte han overvejende, og testede hendes navn på tungen. "I think I like Miss Teapot better" sagde han med et bekræftende nik, og et drillende smil. Han vendte sig om imod hende, da hun foreslog at han tog et bad og kommenterede på at han havde været ude at drikke tidligere. "Well.. Don't be so..." han nåede ikke afslutte sætningen før hun faldt hen imod ham. Med et tag i hans skulder klarede hun sig. Alligevel skød hans hænder automatisk frem, og lagde sig støttende på hendes hofter. "Wow.. Are you all right?" spurgte han og kiggede hende bekymret i øjnene. De stod igen nu meget tæt, og trangen til at lukke den sidste meget korte distance imellem dem rasede igen i kroppen på Roar. Hvad det end var denne kvinde gjorde ved ham, var det frustrerende og vidunderligt på samme tid. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv, og hans blik landede på hendes læber, som hun sagde at hun ville vaske sig i køkkenet. "Yeah.. Fine" svarede han distraheret som hun gled ud af hans greb, og humpede imod det der måtte være soveværelset. Han kørte begge hænder igennem det krøllede, rodede hår. Et tegn på hans frustration.
Han begav sig ud på badeværelset, smed den korte læderjakke på gulvet, og fik med et smertegrynt og meget besvær hevet den sorte t-shirt indenunder over hovedet. Han knappede sine jeans op, og blev desværre nødt til at bukke sig en smule forover for at trække dem ned. "Damn, that hurts!" røg det højlydt ud af ham. Han fik akavet rystet sine bukser af fødderne, og fik også øvet sin fodmotorik da han fjernede sine sokker ved hjælp af sine tæer. Han tændte for vandet, da den langsomme proces med at tage sit tøj af var gennemført. Han var foruden blå mærker. Sådan nogle helede lynhurtigt. Men det varme vand løsnede op for hans stive muskler, og efter at være blevet ordenlig ren følte han sig mere som sig selv, og også mere klar i hovedet, nu når der var lagt en lidt større afstand til Cathy i det andet rum. Han støttede sig til håndvasken, og kiggede sig selv i øjnene i spejlet. "What's wrong with you?" spurgte han dæmpet sig selv. Han rystede på hovedet, og gik igang med at tørre sig. Hvilket heller ikke var en smertefri omgang. Han greb om sine boxer-shorts med sine tæer, og fik dem på mirakuløs vis hævet op til sin hånd, uden at det gjorde alt for ondt. Efter at have iført sig dem, kastede han et opgivende blik på resten af sit tøj. Hun måtte leve med lidt nøgenhed, for han ville ikke komme i resten af sit tøj lige forløbig.
Roar var ikke en af de der varulve der var helt vildt buff. Ja, han havde brede skuldre, men var ikke et kæmpe muskelbundt som mange mandlige varulve blev, fordi det var så let at opbygge muskler. Dog var hans mavemuskler lige akkurat tydelige, og hans biceps var da også tilpas opsvulmede.
Han åbnede døren, og tænkte ikke over det rod han havde efterladt på badeværelset. Det våde hånklæde lå midt på gulvet, og ellers var hans tøj spredt udover det hele. "I hope you're not shy or something. But getting dressed is kind of painfull" sagde han som han kom ud fra badeværelset. Han fik dog bekræftet at hun nok ikke var genert, eller også havde han bare været alt for hurtig med sit bad. Hun var kun iført et par grå sweatpants og bh. Hele hendes ene side var dækket af blå mærker, der var tydelige imod hendes blege hud. Han ignorerede det fact, at hun ikke havde særlig meget tøj på, og begav sig hen til hende. Hans blik fulgte hendes ned til den dybe rift på hendes arm. "We might have to bandage that one too" sagde han og pegede på flængen. Han var underligt nervøs. Hvorfor, vidste han dog ikke. "Oh, and you might be a little bit more grateful about me going to a pub this night. If I hadn't the fang might have sucked you dry" sagde han med et drillende toneleje. Det var et meget forsinket svar på hendes tidligere kommentar. Men han havde distraheret da hun sagde det.

Cathy så op fra såret og mødte de gråblå øjne, der tilhørte varulven. ”Shy?” Hun gav ham et elevator blik, fra det rodede hår, forbi de gråblå øjne, ned forbi hans bryst og så helt ned til fødderne. Her gik det op for hende, at han egentlig var ret høj, ja han tårnede sig over hendes 158 cm. Der skulle heller ikke så meget til. Hun havde vel vænnet sig til hendes lave højde. ”Nah, I’m not shy” svarede hun så og lod blikket gå ned af sig selv. Hun var meget spinkel af natur. Hun havde flere gange fået af vide, at hendes arme lignede tændstikker. Hendes kraveben var tydelige og maven var så flad, at hvis hun spændte ville man lige akkurat se hendes mavemuskler. Hendes bryst var ikke decideret fladt, men heller ikke så hun kunne gå rundt og prale med det. En B skål var vel det, som det var. Hendes bh, som hun var iført, gjorde heller ikke noget ud af at fremhæve. Push up, var ikke hendes stil. For hvorfor være noget, man ikke er? Til gengæld havde fedtet, der tydeligvis havde forladt hendes overkrop, fordelt sig på henholdsvis hendes hofter, lår og numse. Det havde hun heller ikke noget i mod. Cathy havde et meget neutralt forhold til sin krop. Dog var hun meget bevidst om hendes smukke udseende. Som menneske med et meget dominerende englegen, var det svært at skelne hende fra engleracen. Hendes is blonde hår havde en flot glans, den porcelæn hvide hud var fejlfri uden nogen form for urenheder og en tung smuk glød hang over hendes væsen. Hun kunne få flere til, at vende sig om og kigge efter hende. Ikke kun på grund af hendes udseende men på grund af hendes latter, der havde så smuk en klang. Det mest menneskelige ved Cathy var hendes personlighed. Hun fulgte ikke ligefrem den normale englelige opførsel. Hun havde hverken vinger eller en stor fysisk styrke eller helende egenskaber. Udseendet var vel også det eneste hun havde fået med i pakken.
”Sure I’m grateful that you went to a pub.. It saved my life.. Well, you saved my life” Cathy lod atter blikket gå til Roar og sendte ham et taknemmeligt smil, inden hun vred kluden under det varme vand og førte den til ansigtet, hvor hun fjernede de sidste rester af blod og skidt. Hun duppede ansigtet i håndklædet. Det næste var mave og ribben, hvilket ville svie af helvede til, da hun havde fået øje på et par hudafskrabninger ved ribbene. Hun rakte Roar kluden, ”Would you? I can’t do it properly. It will hurt like bloody hell” hun fandt atter hans øjne og sendte ham et lille smil. Hendes blik gik dog til hans ribben, ”are you sure they heal properly? I mean.. I’ve had to help a werewolf before because his healing fucked up” Hun trådte et skridt tættere på ham og lagde dernæst to fingre på og trykkede så blidt og nænsomt som hun kunne for, at mærke om de satte sig rigtigt sammen.

Det var skuffende den måde hun neutralt betragtede ham fra top til tå. Hans øjenbryn skød sammen. Normalt var kvinder ret så vilde med den måde hans krop var skruet sammen på. Fordi han ikke var for muskuløs, men heller ikke var chubby. Det fedt han havde på kroppen var ligeligt fordelt. Han var lige tilpas for de fleste kvinder. Men de fleste kvinder gjorde ham ikke nervøs og mærkeligt tilpas ligesom kvinden foran ham. Cathy var ikke som de fleste kvinder. Åbenlyst fordi hun ikke helt præcis var en kvinde, kun halvt. Denne kvinde var ikke skrøbelig til trods for hendes spinkle udseende. Psykisk håndterede hun meget godt, næsten at være blevet slået ihjel af en vampyr. Hun trak nærmest bare på skulderen over den fare engleblodet i hendes årer bragte hende i. Han beundrede at hun havde accepteret, at det nu engang var sådan.
Hendes taknemmelige smil gav ham et lille stik af skyldfølelse. Intentionen havde ikke så meget været at redde hende, som den havde været at give en vampyr tæsk. Han hadede de tingester! Hvem gjorde ikke det? De levede af levende væsner, og slog dem ofte ihjel efter deres måltid, uden så meget som et spor af dårlig samvittighed. Han sendte hende et smil, der ikke nåede hans øjne. "Well, you returned the favor. So don't make a big deal out of it" sagde han en anelse fladt og tog imod kluden. Hans blik gled nedover hendes side. Det ville tage lang tid for hende at hele, og han ønskede sådan at han kunne låne hende sine medfødte helende kræfter et øjeblik. "Sure, I'll try to be gentle" sagde han i et blødt toneleje.
Hans hånd greb øjeblikkeligt om hendes, da hun blidt trykkede imod hans ribben. Smerten havde han bidt i sig. Hans øjne fandt hendes, som han langsomt sænkede hendes hånd, men dog ikke gav slip på den. "Well, if I don't heal properly, I might havde to find another bloodsucker to tangle with, so my ribs can break again and be set right" det var ment som en joke, men det kom ikke ud sådan. Hans stemme var intens og lav, som han stod der med hendes hånd i hans, og kiggede dybt ned i de blå øjne. Sommerfuglene baskede rundt i maven på ham, som han kraftigt overvejede at læne sig ned og kysse hende. Han bukkede lidt i knæene og lænede sig en anelse frem, da smerten fra hans ribben fik ham til at rette sig op igen, med en grimasse. Han rystede svagt på hovedet med lukkede øjne, slap hendes hånd, og placerede den på hendes hofte i stedet for. Forsigtigt drejede han hende, så hendes skadede side var vendt imod ham. "Lets get you cleaned up" sagde han med en upassende entusiasme, og kørte forsigtigt kluden henover en hudafskrabning, der var omringet af et blåt mærke. Han bed sig i kinden, og bandede indvendigt over ham selv. Havde det været enhver anden tøs han havde været sammen med, havde han bare kysset hende, brækkede ribben eller ej. Hvorfor var det at han pludselig tøvede, og blev så skide nervøs? Han måtte have slået hovedet uden at have lagt mærke til det. Han var blevet hjerne skadet. Han var sikker på det.

Cathy studsede let over hans bemærkning om, at han skulle finde sig en ny vampyr for, at få rettet sine ribben på plads. Det havde tydeligvis gjort ondt, da hun havde presset på ribbenene og hun fortrød det i det samme. Dog havde han prøvet så fint, at pakke det ind. Hun havde dog den gode egenskab, at hun var god til, at læse andre. Noget hun ofte fik brug for. De blå øjne stirrede ind i hans. Hvorfor holdt han stadig hendes hånd? Blikket var en smule uforstående og det hjalp ikke, at han bukkede sig en anelse ned til hende. Hvad skulle det til for? Hun rynkede brynene af ham, som han flygtigt rettede sig op. Han skulle ikke lige til at…. Det kunne umuligt passe, han brød sig jo ikke engang særlig meget om hende. Hun kastede idéen af sig med et kort ryst på hovedet, som han gav slip og vendte hende rundt, så hendes skadede side havde front mod ham. Hendes hænder plantede hun atter mod køkkendiskens kant mens hun stirrede lige ud for sig. Det var underligt som hans humør skiftede. Havde han slået hovedet? Et lille smertefuldt støn undslap hendes læber, da han kørte over en af hudafskrabningerne. Neglene borede sig ned i køkkenpladen, mens tænderne satte sig ned i underlæben endnu engang. Hun bed det i sig. Så simpelt var det. Hun var vel på sin vis også vant til det. Hun lod en hånd køre igennem det lettere rodede hår, mens blikket stadig stirrede lige ud for sig. Hovedpinen var tilbage, den havde nærmest ætset sig fast til hendes kranium. Cathy ømmede sig igen, da kluden ramte endnu en hudafskrabning. Han var vel kommet igennem det værste nu. Langsomt vendte hun sin front mod ham, med et lille smil placeret på læberne ”Thank you” sagde hun. Dernæst, fra køkkenbordet, tog hun sin navyblå tanktop og lod den glide ned over hovedet. De blå øjne gled mod døren ind til soveværelset, ”Well, lets get my ancle bandaged” mumlede hun lettere fraværende, inden hun tog et lettere vaklende skridt og begyndte, at gå ind i soveværelset.
Cathy dumpede ned i sengen, der var beklædt i snehvidt lagen, pude og dyne. ”The bandages are under the bed in a red box” sagde hun og pegede med sin pegefinger. Hun så ikke mod ham, men i stedet mod foden og anklen der syntes, at være hævet til det dobbelte størrelse. Det ville gøre ondt, helt sikkert. Forsigtigt, uden at ramme foden, fik hun taget sine grå sweatpants af, så det var nemmere for Roar at komme til. De blå øjne skød i hans retning, lettere afventende dog med det samme lille smil.

"Sorry" mumlede han, da hun stønnede smerteligt. Han kunne ikke gøre det blidere. Han kunne dog koncentrere noget mere om opgaven, men hendes ansigtsudtryk, som det gik op for hende hvad han næsten havde gjort havde ætset sig fast på nethinden. Ville det virkelig have været så forfærdeligt hvis han havde kysset hende? Hun havde i hvert fald lignet en der ikke brød sig om tanken. Så kunne hun også blive fri, bestemte han sig bittert for. En smuk, ung kvinde som hende havde garanteret også en kæreste. Som irritationen voksede blev han mindre forsigtig med kluden. "Oh, god! I'm sorry." skyndte han sig at sige, og gik tilbage til den blide behandling af hendes hudafskrabninger. "I got, uhh.. distracted for a minute." tilføjede han.
"No problem" han smed kluden fra sig på køkkenbordet, og kiggede væk da hun tog toppen på. Han fulgte ikke efter hende med det samme, men stod et øjeblik og prøvede at komme op med en forklaring på det mærkelige kaos der herskede inden i ham. Han havde en trang til at slå noget i stykker, samtidig havde han lyst til at tage sig af Cathy der havde brug for hans hjælp. Men mest af alt havde han lyst til at kysse den mærkværdige kvinde og holde hende i sine arme.
Med et opgivende suk, vendte han sig imod soveværelset lige tids nok til at høre hvor bandagerne var. Han tog sig til hovedet, og skubbede til sin tinding et par gange med det nederste af håndfladen. "Get a grip, you idiot!" hviskede han hidsigt til sig selv, og satte sit ansigt i neutrale folder, inden han gik ind i soveværelset. Det neutrale udtryk kunne han dog ikke holde særlig længe. Igen havde hun ikke særlig meget tøj på, han kastede et blik på den opsvulmede ankel, og ufrivilligt rejste hans blik længere op, og indtog hendes bare ben og lår og fortsatte op indtil han mødte hendes øjne. Crap! Han rømmede sig og kiggede hurtigt væk. Hun kunne umuligt have undgået at se den måde han havde betragtet hende på. Han skyndte sig hen til siden af sengen, og kastede sig ned på alle fire uden at tænke over sine ribben. "You're making crazy, woman!" hissede han dæmpet og håbede hun ikke kunne høre det. Førstehjælps kassen blev trukket ud fra under sengen, og han fandt hurtigt en rulle bandage. Han satte sig i skrædderstilling foran hendes fod, og sendte et blik op imod hende. "This is going to hurt. I have to wrap the bandage tight" advarede han hende, og kastede hastigt blikket på hendes fod igen. Hvis han kiggede for meget på hendes ansigt, ville han ikke kunne koncentrere sig om sin opgave. "Tell me if it's too tight" tilføjede han fraværende, imens han gik i gang. Han viklede langsomt og så blidt han kunne, bandagen et par gange om hendes ankel, derefter ned over hendes vrist, og under foden. Han viklede bandagen i 8-taller så hendes hæl var fri. Om det var den korrekte måde at gøre det på, var han lidt i tvivl om. Men det var sådan han altid havde gjort det. Da der ikke var mere bandage, rakte han ned i førstehjælps kassen igen, og fandt en rulle bandagetape. Med en finger på enden af bandagen, blev han nødt til at bruge sine tænder og den frie hånd til at få revet et stykke af, og sat det fast så bandagen ikke gik op. Da han var færdig kiggede han op på hende igen. "That's it" sagde han og rejste sig op med et smerteligt gisp. "So... How's your head? Does it still hurt? You fell like stuff's crawling inside your limbs, any nausea?" spurgte han og kiggede alle andre steder hen end på hende. Han håbede hun ville svare nej på alle spørgsmålene, at hun ikke havde en hjernerystelse. Mest fordi at en hjernerystelse oven i det hele bare ville gøre livet endnu mere surt for hende. Men også fordi han ikke havde lyst til at vække hende gentagene gange i løbet af natten. Han ville sove. Hvis han sov, kunne han ikke opføre sig mærkeligt omkring hende. Hvis han sov, ignorerede han alle de mærkelige ting han havde lyst til at gøre, men alligevel ikke turde. Et lille fnys undslap ham, efter at have tænkt den tanke til ende. Han turde ikke... Det var slet ikke ham. Han turde og gjorde hvad han havde lyst til! Bare ikke denne nat, fordi han var midlertidigt hjerneskadet. Sådan måtte det være. Når han vågnede imorgen, ville han være sit normale, flabede, lette irritable, charmerende selv.

Cathy betragtede Roar da han kom ind i soveværelset. Hans neutrale blik forduftede, som dug for solen og blev i stedet erstattet af et andet, som hun ikke kunne forklare. Hun følte dog en form for kilden i maven. Hun kunne nærmest mærke hvordan hans blik snog sig op af hendes krop for dernæst, at lande på hendes utrolig kønne ansigt. Det milde i hendes øjne var dog forsvundet og var i stedet tomme, ligesom dukkerne hun lejede med som lille. Følelsen i maven var væk, ligeså hurtigt som den var kommet. Hun rystede dog den underlige følelse af behag af sig og vendte de tomme dukkeøjne mod hendes bare lår. Hun følte sig blottede for følelser et kort sekund, netop da deres blikke havde mødtes. Roar havde dog vendt sit ansigt væk hurtigt. Hvad fanden var der med ham? Hendes tanker blev afbrudt da hun hørte lyden af Roar, der kastede sig ned på alle fire. Blikket blev igen vendt mod ham. De blå øjne havde nu den samme mild hed over sig. Hun spidsede ørerne. Hvad hviskede han nu om? Hun kunne ikke høre ham, det lød meget hidsigt. Hun trak på skuldrene. Det var nok bare på grund af smerten i hans ribben. No big deal. Da han kom op og stå igen rykkede hun et stykke længere ind på sengen, for at gøre plads til at han kunne sidde der. Et nik blev sendt i hans retning, da han advarede i hende. ”Auch” hviskede hun med et lettere anstrengt ansigtsudtryk. Tænderne fandt deres plads i underlæben. Hun kæmpede for, at holde sin fod stille, selvom hun allermest havde lyst til at rive den til sig. Det gjorde så ondt!
Hun åndede lettere op, da arbejdet var gjort. Et hurtigt blik blev kastet mod hendes fod, der nu var indbundet fuldstændig, bortset fra hælen der stadig var fri. Hun kastede sig bagover og ned i den bløde madras der tog godt i mod hendes ryg. Et dybt og højlydt suk forlod hendes læber, hvor nyt blod havde lagt sig efter hun havde bidt hårdt ned. ”Fuck that hurt” mumlede hun, nok mest til sig selv. Hænderne kørte frustreret igennem hendes hår og dernæst tilbage til hendes ansigt hvor de stoppede og hvilede mod hendes øjne, der lukkede sig i. Det føltes som om, at der var nogen der stod med en hammer og smadrede hendes kranie fuldstændigt. Hun ville græde hvis det ikke var fordi, at Roar var til stede. ”Kangaroo boy, could you get me some pills and water?” spurgte hun stille og forsigtigt. Hvorfor det kom ud så forsigtigt var dog en gåde for hende. Langsomt satte hun sig op i skrædderstilling og vendte de trætte samt matte øjne mod ham. ”Yeah I’m fine.. I just.. felt a bit nauseas before.. But it’s gone now.. It’s… It’s fine” hun nikkede bekræftende mens en hånd lagde sig på den brandvarme pande. Hun måtte virkelig have høj feber. Hånden faldt ned i skødet på hende men greb så ud efter den snehvide dyne, der lå placeret i fodenden. Dernæst trak hun den op over hendes lår og stoppede ved taljen. Hun glippede søvnigt med de blå øjne, men gav sig så til, at fjerne sin bh ved, at lave det typiske pigetrick, med at spænde den op med trøjen på, fjerne stropperne og dernæst trække den ud fra bunden af. Bh’en smed hun fra sig på gulvet. Lige nu var hun ligeglad med rod. Hun følte sig underligt frustreret og virkelig træt. Hænderne lagde sig ovenpå dynen. Et spørgsmål nagede hende dog, ”Roar… Do you hate me?” spurgte hun tomt, mens hendes fingre viklede sig ind og ud om hinanden i et forsøg på, at distrahere hende. Svaret var vel ja. Hun havde set hans værste minde. Selvfølgelig hadede han hende. Hun fortrød allerede nu, at hun havde spurgt. Hun kendte jo allerede svaret.

Det havde bestemt ikke været rart at ligge bandagen om hendes fod. Det måtte virkelig have gjort nas, men hvis den ikke var blevet bundet ind, var det måske endt med at det var blevet værre når hun humpede rundt på den. Han sneg et blik i hendes retning. Det var sikkert at kigge på hende, nu når hendes hænder dækkede for hendes øjne. For fanden hvor var hun smuk! Han vendte hovedet væk, da hun begyndte at sætte sig op. "Sure, I'll be right back" sagde han i samme toneleje som hende. Han marcherede ud på badeværelset med en underlig følelse af, at han ikke kunne komme væk fra hende hurtigt nok. Alligevel følte han et under træk i mave regionen, der fortalte ham at han gerne ville tilbage til hende så hurtigt som muligt. Hvorfor kunne han ikke bare bestemme sig for, hvad det var han ville? Ville han kysse Cathy? Ja... Og nej. Tanken om at hun ville afvise ham, blive sur, smide ham ud af sin lejlighed. Hvad det end måtte være, lagde sig som en tung vægt i maven på ham. Hvorfor var han bange for det? Det havde aldrig været et problem. Han havde altid været meget ligefrem med kvinder, og han trak på skulderen af konsekvenserne der måtte følge, hvis han blev afvist. Men ikke denne gang. Hvis det var muligt ville han sparke sig selv i hovedet. I stedet fandt han de smertestillende piller, og hældte et par stykker ud i hånden. Dernæst begav han sig ud i køkkenet, skyllede hendes glas fra før af, og lod vandet løbe et øjeblik så det kunne blive ordenligt koldt. Måske det ville være bedst hvis han bare tog hjem, eller i det mindste sov på sofaen. Han kastede et blik ind i stuen, og sukkede over sofaens længde. Der var ikke helt plads til hans 188 cm, men det måtte han jo leve med.
Han gik ind og rakte hende glasset og pillerne. Spørgsmålet overraskede ham. "No!" fik han svaret meget hurtigt, og det kunne godt lyde som en løgn. Han sukkede og kørte frustreret en hånd igennem håret. "I don't hate you" sagde han mere seriøst og forsøgte at fange hendes blik. De gråblå øjne var ikke fyldt med had, men med frustration og en smule sorg. Hvordan kunne hun tro det? Var hun blind? Havde hun ikke lagt mærke til alle de mærkværdige ting han havde gjort? Når han tænkte nærmere over det, var det kun logisk. Han burde hade. Det ville han også hvis hun ikke var så... så... Han rystede på hovedet og følte sig med ét meget udmattet. Han dumpede ned ved siden af hende på sengen. "But you know, I think I'm temporarily braindamaged. Tomorrow I might go back to hating you." sagde han med et træk på skulderen og et skævt smil. Han ville ønske det var sådan. Men han var klar over at de mærkelige følelser han havde fået for hende nok ikke forsvandt lige med det samme. I hvert fald ikke så længe han var i nærheden af hende.
Han dækkede et gab med håndryggen og rejste sig op. "Get some sleep, miss teapot. I don't think you have a concussion, so I'll sleep on the couch." sagde han og fortrød hurtigt ordene der var kommet ud af munden på ham. Han vendte ryggen til hende, og begyndte sin gang imod stuen, så hun ikke kunne nå at se fortrydelsen i hans øjne.


//Jeg fandt en måde at læse din besked på. Man skal bare gemme posten, så kan man godt læse den. Men din idé lyder super! Jeg er frisk. (: //

Cathy undlod og kigge på ham, men rettede i stedet de blå øjne mod sine hænder i skødet, der viklede sig ind og ud om hinanden. Hans svar kom bag på hende. De blå øjne blev atter rettet mod ham, da han dumpede ned i sengen, ved hendes side. Nu var hun mere end blot forvirret. Hvordan kunne han ikke hade hende? Hun havde jo set det minde, som han højest sandsynligt fortryder mere end noget andet. Det var ikke noget som hun skulle havde set. Det var lidt ligesom at stjæle. Dog var dette meget mere personligt. Mindet var en stor del af ham, det havde hun jo godt regnet ud. Men hvad havde fået ham til, at ændre sin mening? For flere uger siden havde han haft lyst til, at kværke hende og det kølige blik, de hånende sætninger havde været ægte. Følelsen han havde puttet i dem, da han havde råbt det mod hende fik en let skælven til, at bevæge sig ned af hendes tydelige rygrad. Egentlig gik det op for hende, hvor ondskabsfuld denne varulv kunne være. Men kunne vi alle ikke det? Prøvede hun nu, at bortforklare hans opførsel? Men hvad havde egentlig fået ham til, at gå amok den dag? Mareridtet? En anden hændelse? Eller var det bare sådan som Roar var? Hun var virkelig i tvivl og det sås også i de matte blå, der nu fjernede sig fra hans ansigt, og ned mod de små hænder igen.
Cathy blev atter sendt tilbage til virkeligheden igen, da han rejste sig. Der gik dog et stykke tid før, at hun reagerede på det han sagde. Hun åbnede munden for, at sige noget men ordene ville ikke komme ud.  Han var lige trådt ud af dørkammen, ind til stuen da hun impulsivt greb fat i en af de to puder, som hun sov med og kylede den efter ham. Puden ramte ham i ryggen. Hvad fanden laver du? Hvad skulle det til for? Tænkte hun for sig selv med en let irritation, der nu bredte sig i den spinkle krop. Hendes forvirring voksede også. Hvorfor havde hun reageret så impulsivt? Prøvede hun, at signalere at han ikke måtte gå? Det blide og kønne ansigt der var vendt mod Roar, var lagt i blide folder og et lille smil. Det skjulte det kaos der lige nu herskede inde i hende. De blide folder knækkede dog, da hendes læber flækkede op i et stort smil . Cathy lænede hovedet tilbage og slap en høj, let samt melodisk latter. Hun greb den anden pude. Den spinkle tændstiks arm blev løftet og endnu en pude blev skudt efter ham. Hendes smil var drilsk og øjnene havde en intens glød ”What you gonna do now, Kangaroo Boy?” spurgte hun og prøvede så godt som muligt, at lyde ligesom en af de der sexede piger som man tit så på film. Hvorfor vidste hun ikke, det passede vel bare godt sammen med sætningen. Den snehvide dyne trak hun mere om sig, mens hun afventede hans næste træk.

//Godt godt! Så er næste plot sat på plads :)//