helligt vand [Cricker] privat

Sted:bjergkæden
omgivelser: skyer, vand og lidt græs.
Tid: lidt over kl. ti om natten
Vejr, køligt, tåget, dog kan man hvis man ser godt efter se den klare nattehimmel


Daianna sad iført en laset hvid kjole. hun var godt 300 meter fra bjergets top, der hvor hun sad var der en lille sø, den var godt 2 en halv meter bred i diameter, men den var utrolig kold, eller var den. hvis man stilte sig i mitten af denne sø ville man få varmen hurtigt, på grund af det meget vand der befandt sig der, men hvis man stod udenom mitten ville man nok få krampe af det kolde vand. Daianna havde sat her i lidt tid og blot frydet sig over synet af denne sø, hun havde ikke besøgt den i al den tid hun havde været slave, hvilket var godt 53 år.
igennem den tygge tåge kunne man tydeligt se hendes lysende syrergrønne øjne, når hun en gang imellem så op. hvilket ikke skete tid, tågen kom fra søen, og det var kun ganske få der kendte til søen da den altid var dækket af tåge, og placeret så højt oppe, faktisk, var det nok kun Daianna der kendte den, da hun selv havde været med til at lave den, sådan da.

Cricker var ikke ude for at finde et sted at bade den nat. Han var fløjet op på bjerget for at se om der foregik noget mystisk heroppe. Han var fløje hele vejen, da det jo gik meget hurtigere end at gå. Det var ikke lang tid siden han havde reddet en i skoven, så hans arme og hænder var af barkhud, hvilket man kun kunne se hvis man kom tæt på selvfølgelig, men han var fløjet hele vejen op på bjerget.
Han havde ikke set at der sad en anden dæmon nedenunder ham, men han kunne mærke hun var i nærheden. Han besluttede sig for at lande, men på grund af tågen kunne han ikke se så klart dernede, han landede dog sikkert. Hvis man havde kigget op ville man kunne have set at han var landet godt 100 meter længere oppe end hvad søen var. han folede sine vinger ud og strakte sig idet han kiggede sig omkring.

Daianna grinte kort af denne dæmon der havde vovet at lande så tæt på hendes sø. hvad denne dæmon ikke vidste var at hvis han ikke var stærk nok ville hun dræbe ham. Han skulle jo være værdig for at være i nærheden af det hellige vand.
Hun åbnede øjende og så op mod ham, hun kunne underligt nok godt se ham, hendes øjne lyste igennem tågen så det eneste han ville kunne se var de syregrønne øjne der næsten havde ædt hendes pupiller.
"godaften den herre" lød en iskold, dog let piget stemme nede fra søen, "hvad søger du?"

Cricker havde ikke tænkt over at kigge ned, så han kiggede sig bare normalt omkring. Han hørte dog stemmen der pludselig snakkede og kiggede, ned og fik øje på de grønne øjne. "Hvad jeg ønsker? Ikke noget som helst, jo at kunne slappe af" Sagde han med en rolig stemme. Han så ikke ud til at være bange, men det var fordi at Cricker har set og oplevet det meste. Nok var han en ung dæmon, men hans liv har ikke været et ret afslappende et. "Og godaften" Tilføjede han bagefter. Han var dog klog nok til ikke at springe ned lige med det samme, han ville først finde ud af om hun var ven eller fjende.

"hvis du er kommet for at slappe af er det et dårligt sted" sagde stemmen. Pupillerne var nu helt ædt af den grønne farve og igennem tågen så det mystisk ud. "hvilket fjols kommet til det hellige vand for at slappe af ?" stemmen blev endnu koldere men efter dette kom et let psykopatisk dog piget grin. "ven er jeg ej, men fjende er jeg heller ikke" mumlede hun "endnu"
"har tåben et navn?" stemmen var nu ikke helt så kold som før men stadig, langt fra venlig, og dog? .

Cricker kiggede på øjnene med et hævet øjenbryn. "Hellige vand? Nej egentlig så landede jeg et tilfældigt sted" Sagde han.
Cricker lod sig ikke provokere af det som stemmen sagde. "Det har tåben ja, men det er ikke noget der kommer dig ved" Sagde han og rystede på hovedet, lettere opgivende. Måske skulle han bare finde et andet sted at slappe af, for han var tydeligvis ikke velkommen her, men dog så var der noget der fik ham til at blive, han ville finde ud af hvem det var. Han satte sig ned og kiggede ned på øjnene for at afvente det næste spørgsmål.

"ja helligt... men jeg forventer ikke at du skulle kende det" sagde stemmen koldt dog roligt. "dog skal du vide at man skal præsentere sig... så måske kommer det ikke mig ved, men det kommer vandet ved!" stemmen var skarp og hård, dog kunne undertonen stadig ikke tydes, om den var venlig eller fjendtlig.
"så hvad er navnet ?" kom stemmen igen. De lysende øjne forsvandt og alle tegn på at der havde været en forsvandt også, dog hvis man var trænet kunne man stadig, svagt, meget svagt fornemme hende.

Cricker så noget forvirret ud. "Jeg har været her i mange år, så jeg kender godt søen, men har aldrig hørt at der var nogen der kaldte den hellig" Sagde han imens at han stadig kiggede ned i tågen. "Så hvis jeg ikke præsentere mig så for jeg problemer? Men hvis jeg fortæller dig hvad jeg hedder, så skal jeg også have dit navn" Sagde Cricker lidt efter, han mente selv at det var fair, hvis han skulle præsentere sig så skulle stemmen også, det var tilsyneladende en pige kunne han høre. Han ventede på et svar før han ville fortælle sit navn.

"og du har fornærmet den så længe?" sagde stemmen kold. øjende blev atter åbnet og man kunne igen mærke pigens tilstedeværelse. "ja søen er hellig og du burte som dæmon vide det!" sagde stemmen koldt.
"det er ikke mig du skal præsentere dig for det er søen, så hvorfor skulle jeg sige mit navn?" stemmen lød underligt roligt, dog kold. "men hvis det er meget vigtigt så siger jeg mit navn EFTER du har sagt dit" i kort tid blev øjende lukket, men da de atter blev åbnet lyste de mere end før.

"Til søen? Hvorfor til søen? Jeg ved godt at den er hellig.. Efter du sagde det, men det er vel ikke fordi at den har følelser eller noget?" Sagde han og kiggede stadig derned, da øjnene blev åbnet igen. "Jeg vil godt præsentere mig selv, men du skal have en anden attitude, ellers får du ikke noget ud af mig" Sagde han til stemmen. Han rejste sig op igen, han var ved at få nok af det her nonsens, men stadig ville han ikke afsted. Det kunne ikke passe at han skulle præsentere sig for en sø. Han rystede stille på hovedet, dog uden at fjerne hans øjne fra det sted hvor stemmen kom fra.

"fordi den er hellig tumpe " sagde stemmen koldt, dog piget, og let barnligt.
"go du ved at den ikke hat følelser fordiii???... den er hellig, og gør mange ting mulige hvis man ellers opføre sig korrekt" sagde hun skarpt...
"man får sådan en attitude af at være sådan en som mig, spichelt bliver den skærpet af at ha det jop jeg har haft igennem de sidste 53 år... så find dig i det" stemmen var nu mere kold og en smugle fjendtlig, og dog var den uskyldig. "der er intet forkert ved dette" kom der fra stemmen.
Øjende blev lukket, og denne gang længe meget længe. Og alle spor på at hun havde været her var væk, kun svagt kunne man mærke hendes tilstedeværelse, og man skulle da også være meget dygtig hvis man kunne dette.

Cricker rystede stille på hovedet. "Jeg er ligeglad med hvor lang tid du har haft det job.. Jeg aner jo slet ikke hvad det er for et job du snakker om, men jeg vil ikke finde mig og at du taler sådan til mig, så hvis du vil have et navn, så skal du spørge på en anden måde... Eller er det søen der skal det?" Spurgte Cricker og sukkede dybt. måske skulle han bare gøre det, han ville jo egentlig helst slippe for problemer i aften. han rystede på hovedet. "Men hvis jeg skal præsentere mig, er der en speciel måde at gøre det på?" Spurgte han et kort stykke tid efter at have tænkt lidt over det.

"tja som så mange andre er du ligeglad, og jeg finder mig som altid i det, jeg er van til det" sagde stemmen roligt dog koldt. "jeg tror egentligt ikke at du vil vide noget om hvad jeg har lavet, men det er kun noget jeg tror " det var atter en lang pause og øjende blev atter lukket, og alle spor om at hun havde været der blev visket ud.
"du skal bukke og præsentere dig ... ikke så svært vel?" stemmen var stadig lige så kold, men nu mere rolig, og underligt venlig.
hun sukkede og ventede på at han skulle præsentere sig. Det lød et stille bump og øjende kom længere ned, hun havde åbenbart sat sig ned.
hun himlede kort med øjende *jeg fatter ik jeg gør det her, men jeg tror han gør som han skal* tænkte hun "mit navn er Daianna, jeg kan desværre ikke huske mit efternavn" kom det stille fra stemmen, den ellers kolde tone var nu kun en undertone, men en kraftig undertone.

Cricker sukkede. "Bukke mig? Nu har jeg jo fortalt hvad jeg hedder, så er det vel godt nok?" Sagde han og kiggede stadig derned for at se om han kunne se hvordan personen så ud bag ved øjnene. "Jeg kan ikke få mig selv til det, måske hvis du kom herop eller jeg kom ned til dig og så præsenterede mig for dig, men ikke for en sø." Sagde han lidt efter. Han havde faktisk lyst til at hoppe derned for at sige hej, men han vidstei kke rigtig om han turde gøre det, eftersom han ikke vidste om personen dernede var agressiv eller venlig, selvom det lige nu sagde lidt sig selv.
Han holdte en stille pause. "Hvorfor skal jeg bukke for søen?" Spurgte han lidt efter.

"ja bukke dig ligesom man bukker sig når man står over for en anden" stemmen lød en smugle utålmodig. "nej du har ikke sagt hvad du hedder endnu. og jeg er ikke sikker på om du burde se mig" stemmen lød overbevisende, dog stadig med den kolde og let pigede undertone.
"man bukker af høflighed og respekt, ligesom jeg svagt nejede for sig, også selvom du ikke så det" øjende blev i kort tid lukket. "hvorfor vil du se mig?... du ved jo ik om jeg dræber dig når du kommer herned" lød det lumskt og en smugle koldt fra hende.

Han smilede, og dog uden at bukke sagde han "Mit navn er Cricker Ancalime, det er en ære" Og kiggede ned på hende. Det var rigtigt nok at han ikke havde præsenteret sig selv, og nu havde hun jo fotalt hende navn. Han hævede et øjenbryn af hendes næste kommentar. "Det gør jeg heller ikke. Det er derfor jeg bliver heroppe, men det ville da være skønt at se hvem det er man snakker med" Sagde han lidt efter. Han ville godt give et venligt smil, men det var jo ikke sikkert at hun kunne se det.. Det kunne godt være man kunne se de øjne deroppefra, men det betød jo ikke at hun med sikkerhed kunne se ham ordentligt.

"du bukkede ikke" kom det en smugle skarpt fra stemmen, kort efter at han havde præsenteret sig. "men idet mindste præsenterede du dig!" stemmen lød atter rolig, men dog kunne den kolde undertone stadig høres. "det er også klogt af dig at blive der oppe, indtil videre" Daianna blev siddende og smilte kort, dog lumskt, men det kunne han jo ikke se. "du ved ikke om jeg er ven eller fjende, så lyt efter stemmen. Det kan værre at den fortæller dig noget, hvis ikke så tro på at du gør det rigtige " hun lukkede øjende og hun var atter som forsvundet fra jordens overflade. det tog en del tid før hun atter åbnede øjende. "hvad gør du?" kom det fra hende i en let skarp og kold tone, dog var der noget drillende og piget over den også .

Cricker sukkede lidt og kiggede op. Han vidste faktisk ikke selv hvad han ville. Efter lidt tid havde han dog bestemt sig. "Jeg tror at jeg bliver heroppe, jeg vil helst ikke til at slås, og det lyder på dig, som om at det ville være en mulighed" Sagde Cricker og kiggede ned på øjnene igen, eller i hvert fald der de skulle have været. Han tænkte nu stadig lidt over det. Han var lidt forvirret, eftersom at stemmen nogen gange godt kunne lyde venlig, men et par skunder efter så lød den som om det var en fjende, men det kune jo have noget med Crickers egen attitude at gøre.

Hun smilte lusket for sig selv, da ubeslutsomhed var et tegn på svaghed. "men på den anden side ville du ikke kunne se hvis jeg kom op til dig, og heller ikke mærke det, før det var for sent, hvis jeg ville dræbe dig" stemmens kolde tone var nu igen blevet lidt mere markant, dog var den også venlig og sød. hun rejste sig og grinte kort, grinet var så klar og vidunderligt, det lød som små sølvklokker, i en svag vind, dog var der noget over den, noget der ikke kunne tydes, om det var ondt eller sødt, eller noget helt andet. hun smilte kort og en grøn væske flød fra hendes hånd, som blev oplyst af væsken. Den havnede ned i søen og sort tåge kom straks op at søen og det fine grin kom igen.

Cricker var glad for at han kunne nogle ting som hun ikke vidste at han kunne. Han kiggede derned og så at der kom en grøn hånd frem. Det betød vidst problemer var han sikker på. Da den sorte tåge kom, fløj Cricker op i luften, det skulle være højt nok til at hun ikke kunne nå ham. Han var næsten sikker på at det her ville ende i en slåskamp, og det var lige det han ikke havde orket i aften, men det var vidst nødvendigt. Han kiggede derned for at se om han kunne se noget, han var et godt stykke over tågen.

hun smilte da hun hørte ham lette, det eneste hun havde gjort var at få en sort tyg tåge frem, ja hvis man var et menneske og indåndede de giftige gasser for længe ville man dø, men de var neppe farlige for en dæmon.
de grønne øjne var forsvundet og væsken var stoppet med at komme. og hun var atter forsvundet, sporende af at hun havde værret der var væk ligesom hendes lysende øjne. "jeg gør ikke noget lige nu, jeg laver bare sort tåge er der noget galt i det?2 kom det fra stemmen, man kunne ikke rigtigt bestemme hvor stemmen faktisk kom fra så et forsøg på et angreb ville være nyttesløs

Cricker rystede på hovedet. "Nej, men man ved jo ikke med fremmede" Sagde han og landede igen. "Har du slet ikke tænkt dig at komme herop så jeg kan se dig ordentligt" Spurgte han et par sekunder efter. Han var ikke vant til at snakke med en person han ikke kunne se, og han foretrækede egentlig også at personen stod foran ham, eller ved siden af ham. Så var han i det mindste heller ikke klar til et angreb hvert sekund. Han satte sig ned igen, han gad ikke til at gå derned nu hvor han havde set hvor mystisk hun egentlig var.

"fremmede og fremmede du kender mit navn... meget vel... hvid du vil se mig må DU komme HER ned " lød det fra stemmen hvis position stadig ikke kunne fastlåses. "jeg lover at jeg ikke skader dig... men du skal helt tæt på mig før du kan se igennem tågen" øjende blev lukket op og latteren kom igen.
"man må jo tage chancer en gang imellem... eller hva? " kom det fra stemmen lidt efter "eller er der noget du vil vide først?" den sorte tåge gik kun ca halvlanden meter op i luften inden den blev blev overtaget af den grå og normale tåge. så hvis man så godt efter kunne man måske se over tågen og derfor stå lidt længere fra hinanden.

Han kiggede ned på hende og vidste ikke helt hvad han skulle. "Jeg har skam taget nok chancer igennem mit liv, mange af dem er endt dårligt." Sagde han og kiggede stadig derned. Han vidste ikke om hna turde.. Jo han turde sikkert nok, men han følte sig i hvert fald ikke helt sikker lige nu. Der var noget over den stemme han ikke rigtig kunne lide. "Så du siger altså også at du lover ikke at skade mig? Hvordan kan jeg være sikker på at du ikke lyver overfor mig?" Spurgte han et par sekunder efter. Han var fristet til at gå derned, men han var nødt til at være sikke påat hun holdte hvad hun lovede.

"hmmm det er dit valg, det er dig der vil se mig og ikke omvendt, desuden kan jeg se dig " stemmen var atter blevet rolig, og den kolde tone var blevet til en lav undertone. latteren kom igen, og øjende blev knebet en smugle sammen, så blev de atter store og let spørgende "hva er det for noget hud du har?" kom det let undrende men ellers var stemmen den samme. Hun lyttede til hans spørgsmål og smilte "det kan du ikke!... du må stole på at jeg holder hvad jeg lover" latteren kom igen men der var nu noget endnu mere mystisk ved den... et eller andet som ikke passede ind, eller ikke ville passe ind