helligt vand [Cricker] privat

Han synes at det var lidt skræmmende at hun kunne se ham, men ikke omvendt, han kiggede ned da hun spurgte omkrign hans hud. "Det her? Det høre til min evne, det er barkhud, som gør mig immun overfor en del" Sagde han. "Hmm, jamen måske skulle jeg tage chancen" Sagde han og hoppede ned og landede ikke langt fra stemmen. Han kunne heldigvis godt se noget, så han gik tættere på stemmen for at finde ud af hvordan hun så ud.

"meget vel" kom det fra stemmen ... "barkhud" mumlede hun for sig selv.
"jaa det værste der kan ske er ved at du dør" kom det 'opmuntrende' fra stemmen. hun grinte psykopatisk da han var hoppet ned.. "du er et let offer nu" kom det ondt fra stemmen, en ildkugle blev skudt afsted mod ham og stansede faratrugende tæt på ham, faktisk kun 1 cm fra hans ansigt. "lys?" kom det fra stemmen, ildkuglen blev langsomt trukket hen mod stemmen for at vise ham vej til hende, men hvem vidste hvad det ville ske hvis det ver den forkerte vej... eller hun havde noget i tankerne når hun så ham.

Han kiggede på ildkuglen, han havde fået et chok, men prøvede at skjule det. "Jeg kan sagtens se" Sagde han lidt efter, men fulgte alligevel med kuglen, han vidste godt hvis den ledte den forkert vej. Han kiggede sig stille omkirng. "Hvad så når jeg se dig? Så går du måske til angreb?" Sagde han imens at han kiggede ligefrem, det var meget heldigt at han havde lidt flere tricks oppe i ærmet end man lige kunne se. Han smilede lidt for sig selv, hvis hun skulle angribe, så blev det da en spændende kamp. Han fjernede smilet igen og fortsatte.

"meget vel... jeg kan jo slukke den ?... men så ved du ikke hvor jeg er " lød det fra stemmen, nu kunne de syregrønne øjne ses. og jo tættere man kom jo mere forbløffende blev de at se på. "naa jeg tror jeg venter, jeg skal jo høre dig skrige... tror du det kan lade sig gøre?" det var ikke til at høre om hun mente det eller ej, hvilket gjorde det farligt. Da han kom der hen stoppede ildkuglen over hende, man kunne nu se hendes yderst smukke og velformede krop, der var kun få steder hvor man kunne se ar, hendes midnatssorte hår hans kønt ned omkring hendes ansigt og indhyllede det i mystik, det fortsatte ned over skulderen og ned over brystet det stoppede først omkring navlen. de silkebløde, matrøde læber havde fremmanet et lettere sindssygt smil, og så var der de lysende øjne, der fuldendte værket. Satte prikken over i'et så at sige, hun var helt igennem smuk og mystisk, og hvis man så godt efter, gal psykisk syg, dog kunne hun til vær en tid kamuflere det med sin skønhed. "sådan nu har du set mig tilfreds?" kom det fra hende og stemmen fandt endelig sin herre. ildkuglen blev slukket og det eneste man nu kunne se var øjende, og ja hvis man så godt efter hendes omrids. hun havde tydeligvis bukket sig da hun var mere end halvlanden meter høj. Hun ville nok ikke ses

Han grinede lidt og lagde armene over kors da han så hende. "Ja nu må vi se hvad der sker" Sagde han bare og betragtede hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige. "Jeg troede da kun du ville angribe mig, hvis jeg gjorde dig noget" Sagde han og hævede et øjenbryn, han regnede da ikke med at hun ville angribe, bare sådan uden at han havde gjort noget, men man vidste jo aldrig med de mennesker man mødte heroppe omkring, og han kendte nu bjergene heroppe meget godt, han havde jo brugt mange år heroppe og nede i skoven.

hun smilte kort. "tja det må man vel" kom det kort fra hende. hun betragtede ham kort. Og rettede sig så op så man kunne se hendes hovede, eller omrisset af det. "det kunne jeg u godt finde på, bare for sjovs skyld, ser du jeg er ... hmmm lad os kalde det lettere psykisk syg, og jeg har en god evne til at lettere fejlbedømme situationer. Men det kan der forhåbentligt rattes op på" forklarede hun, øjende blev en smugle lusket og onde i det, men så igen var der noget uskyldigt og kært over dem. "såå har du noget du gerne vil vide?, så spørg "

Han trak på skuldrende. "Altså, jeg ved ikke lige hvad der er at misforstå, ikke lige nu i hvert fald" Sagde han og kiggede på øjnene, han havde stadig hænderne over kors. "Om der er noget jeg vil spørge om?" Spurgte han og så ud til at tænke "Øhh, nej jeg har ikke nogle spørgsmål sådan... Ikke lige jeg kan komme i tanke om" Sagde han og fjernede det tænkende udryk og kiggede på hende normalt igen, eller det ville han hvis man kunne se det.

"nej det kan du ikke, men det kan jeg... efter som det er mig der er syg, men jeg prøver at beherske det... lidt endnu" kom det fra hende, hun lukkede øjende og forsvandt på ny. Hun dukkede op bag ham med den ene hånd om hans hals den anden søgte efter et våben af en slagt på ham. et psykopatisk grin kom fra hende, dog var der en sød og kær klang i den. "jeg kan bare ikke la vær" kom det grinende fra hende. "det er svært at la vær, du skulle næsten prøve.

Cricker trak på skuldrene, og fik en rod til at fare op af jorden og gribe fat i hendes ben og smide hende væk. Ikke så at hun kom til skade af det, det var mere for at beskytte ham selv. "Jeg kan mere end du tror" Sagde Cricker og fløj lidt op i luften, han kunne godt mærke at han var blevet revet da roden fjernede hende, men det kunne han ikke tænke på lige nu, han kiggede bare ned i tågen for at finde ud af hvor hun var henne.

Hun grinte højt da roden kom frem og ligeså da den smed hende væk "WIIIII" skreg hun lettere glad, og kært, dog psykopatisk. "jammen så er vi to" kom det grinende fra hende, "en værdig modstander, det ville blive sjovt hvis vi skulle slås men noget siger mig at du langt fra er i humør til det", hun lukkede øjende og igen var hun som forsvundet fra jordens overflade, "hvordan vil du finde, og kæmpe mod en du ikke kan mærke eller de!" kom det kært og psykopatisk fra hende, Hun tav og i den sorte tåge smilede hun stort.

Han rystede på hovedet. "Jeg har ikke lyst til at kæmpe" Sage han og fløj op i luften. Det var som om at den eneste måde han kunne undgå kamp, det var at holde sig på afstand fra hende. Og det føltes i hvert fald som om at hun ville kæmpe imod ham. En værdig modstander, det ville hun i hvert fald være, men ikke i aften. Han landede på den klippe afsats som han havde været på tidligere og kiggede ned.

"nå men hvis du ikke vil kæmpe så er det jo alt for let, og dermed ikke sjovt" kom det fra hende, igen lød der et bump som tegn på at hun havde sat sig ned. "menn hvis du ikke vil kæmpe hvad vil du så?..." hun åbnede øjende og de lyste atter igennem tågen så man atter kunne fornemme, og se hvor hun var. "og ville jeg gøre dig en tjeneste ved at fjerne den sorte tåge?"

Cricker sukkede opgivende og kiggede ned på hende. "Jeg kom egentlig bare herop for at slappe lidt af, men jeg vidste ikke at der var andre så højt oppe på bjerget" Sagde han og kiggede på øjnene, han rystede på hovedet. "Nej, det går nok, det er vel dit område, så det er op til dig om du vil have at tågen forsvinder" Sagde Cricker og satte sig ned.

"så du blev vel på en måde skuffet over dit resultat?... du slapper jo ikke af lige nu" kom det fra hende. hun fjernede syren fra vandet og tågen forsvandt lige så hurtigt som den var kommet "men så vidt jeg kan fornemme så slapper du mere af hvis du kan se mig ikke?" hun så længe på ham med skeptiske øjne, og regnede ligefrem med at hun havde ret, men alle kunne jo ta fejl?.
"sååå, du tør ikke rigtigt slappe af nu hvor jeg er her eller hvad?" øjende blev lukket i kort tid, den normale grå tåge skjulte hende let, men ikke så meget som den sorte tåge havde gjort.

Han trak lidt på skuldrene. "Jo, jeg slapper da lidt af" Sagde han og kiggede derned. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle svaer på det næste spørgsmål, han ville jo ikke gøre hende sur. "Altså.. Jo jeg vil jo helst se hvem det er jeg snakker med, men jeg kan godt slappe af selvom at jeg ikke kan se dig" Forklarede han og håbede at det var godt nok, inderst inde slappede han lidt af, men han ville jo helst se hnedem så han kunne se hvad hun var ude på, selvom at det nok var klart for ham at hun ikke ville angribe ham, måske skulle han spørge hende om noget.

"men ikke meget, du virker en del anspændt, menn det kan jo være mig" kom det fra hende. Hun nikkede til hans svar, det kunne han vel ha ret i. Hun kunne jo se ham men han kunne ikke se hende. "jammen så kommer jeg op til dig, men hvis jeg får nogle... lad os sige problemer så hopper jeg ned i tågen igen" kom det fra hende, og som sagt så gjort. i løbet af få sekunder befandt den smukke unge pige sig oppe på klippeafsatsen så han kunne se hende. "indtil videre spiser jeg dig ikke så du må godt lande" stemmen var let venlig og kær dog var den kolde undertone der stadig. hun følte sig faktisk helt tryk ved situationen, så lige forløblig ville hun ikke gøre noget.

Cricker trak på skuldrene. "Ja, jeg ved det godt, men det er en længere historie" Sagde han og landede da hun bad ham om det. "Det var meget bedre, men hvilke problemer skulle du da få?" Spurgte han og kiggede på hende. Det var nu meget rart at han kunne se hvordan hun så ud, han følte sig faktisk mere tryg ved det. "Og jeg er forresten glad for at du ikke vil angribe mig, jeg har alt for mange fjender som det er lige i øjeblikket" Sagde han lidt efter og smilede faktisk til hende inden at han kiggede ud over skoven nede ved foden af bjerget.

"jeg er sikker på at jeg kan følge med" kom det fra hende hun lagde sig på ryggen og lukkede kort øjende. "jeg er så at sige et... 'problembarn' jeg vil nu ikke sige at jeg er et barn, men jeg er meget god til at lave problemer, det... er vel også en længere historie " kom det fra hende, hun satte sig igen op og så længe på ham.
"mange fjender ... det kommer lettere end mange venner. Og det er lettere at vende venner om til fjender end omvendt... men du virker ikke som en der vil kæmpe, hvorfor har du så så mange fjender?... har du fornærmet deres tro?" kom det let drillende fra hende, da det jo faktisk var det han havde gjort ved hende.

Cricker nikkede. Hun havde jo faktisk ret i det hun sagde. Han kiggede dog på hende i et stykke tid efter at hun havde spurgt ham om det sidste. "Nej.. Det har jeg ikke, grunden til at jeg har så mange fjender er fordi at jeg prøver at beskytte folk i skoven imod vampyrer og varulve, så det er mest dem der hader mig, og grunden er jo så selvfølgelig at jeg slår deres race ihjel, men kun hivs de enten angriber mig, eller et menneske der ikke kan forsvare sig selv" Sagde han og sukkede lidt. det lød måske dumt i en anden persons ører, men det var sådan Cricker havde det bedst, der var ikke tid til så meget andet end at passe på dem, der nu engang kom gående igennem skoven og skulle træfe at blive overfaldet.

Hun skævede kort til ham men nikkede så. "tager du dig af folk?... sådan bare uden videre?... hvis du så mig når jeg kamuflere alt og bare ligner et menneske, et ussel lille forsvarsløst menneske... ville du så beskytte mig? ...det kunne jo være at du blev dræbt af den du prøvede at beskytte ... jeg kan ikke se formålet i det?" kom det skeptisk fra hende. Hun havde aldrig taget sig af andre end sig selv, da der heller aldrig var nogle der tog sig af hende. Så det kom vel som en selvfølge.
Hun sukkede og så ned da hun selv kom til at tænke over det, men hun rystede dog hurtigt den tanke væk, man skulle jo nødig vise noget.

Cricker nikkede stille. "Nu har jeg jo så heldigvis evnen til at kunne føle andre dæmoner, og det har de andre vel også, men lad os sige at jeg ikke vidste det, så ja.. Så ville jeg beskytte dig, men det er jo ikke kun mennesker, der er jo også sårede dæmoner, sårede elvere og så videre som måske også har brug for hjælp" Sagde Cricker og sukkede stille. "Det er faktisk det, det meste af min dag går på, men lige i dag har der været ret stille dernede, så der er nok ikke brug for mig." Sagde han lidt efter og kiggede på hende. Cricker kunne godt se at hun tænkte på et eller andet, men han ville ikke spørge ind til det.

"i mit tilfælde kan du slet ikke føle jeg er der hvis jeg ikke ønsker det" kom det koldt fra hende. hun knorede arirgt og lukkede øjende hårdt i... *det er da for dumt!... at hjælpe andre! der er sikkert ingen der hjælper ham...* tanken stoppede, og en knyttet næve blev banket hårdt ned i jorden, "IDIOT!... en eller anden dag slår den du hjælper dig ihjel ! man hjælper ikke andre! de kan hjælpe sig selv eller la vær med at gå ind i den forpulede skov!" lød det arrigt fra hende, midt i sætningen knækkede hendes stemme kort og det lød en smugle som gråd, dog fik hun hurtigt skjult det igen.
"hvis de er sårede er det fordi de ikke kan passe på sig selv, og kan det ikke det er det fordi de er svage og ikke fortjener at leve"

Cricker grinede af hende. "Jeg har hjulpet mennesker i 100 år, og jeg er ikke blevet angrebet af nogen af dem endnu, og stakkels ham eller hende der gør det første gang. Jeg har hele skoven ved min side, plus et par trick som selv du ikke kender til, jeg vil godt se en person prøve. Jeg har overlevet varulve bid, vampyrbid, og jeg ved snart ikke hvad, så jeg er klar til hvad som helst" Sagde han og kiggede på hende, stadig en lille smule grinende. "Kan du desuden ikke være fuldstændig ligeglad?" Spurgte han lidt efter og kiggede på hende med et hævet øjenbryn. Det kunne hun vel? Hvis nogen angreb ham, så var det vel ikke hendes problem var det? Det var jo ikke hende det gik ud over, og desuden så var Cricker klar på hvad som helst, han vidste da godt at den han hjalp kunne finde på at angribe ham, men hvorfor skule de dog også gøre det?

"så er du endnu ikke stødt på ender har haft bare en smugle stolthed ... eller en der ar bare var lidt klog" hvæsede hun. "jeg kan også nogle trik der ville ødelægge hele skoven og du ville intet kunne gøre ved det... og dræbe alle skabninger i den" hun grinte velfornøjet over det. "jeg kunne hvis jeg gad dræbe dig... det tør jeg væde med" Hun var ikke ligeglad, den idiot skulle da vide hvad han kunne blive udsat for, og dog ?... hvis han fortsatte ville han på et tidspunkt dø af det, og den dag, ville hun grine... Tumpe godhed føre ingen vegne, men en som ham havde nok aldrig mødt nok modgang til at vide det. Hun himlede kort med øjende over det "du var sikkert død forkælet" mumlede hun, det lød som om hun talte til en der havde gjort det hæsligste man kunne gøre i denne verden. Hun afskyede det, forkælede møjunger det fortjente at se verdenen som den egentligt var, og ja så også at dø .

Cricker så ud til at tænke. "Forkælet? hmm, jo hvis man er forkælet når ens forældre bliver slået ihjel af den man stoler mest på da man var lille, så går jeg ud fra at jeg var" Sagde han og rejste sig op. "Du skal ikke prøve at lære mig, hvad folk kan gøre og ikke kan gøre. Jeg har set flere ting end du kan forestille dig, så jeg ved hvordan folk kan reagere. Desuden, som sagt kan du jo være ligeglad. Jeg får da i det mindste nye venner" Sagde han og sukkede. "Jeg er ALTID klar på at de kunne angribe mig når jeg hjælper dem. Jeg troede jo heller på at den bedste ven af familien pludselig kunne finde på at slå mine forældre ihjel for øjnene af mig vel?" Sagde Cricekr vredt. Hun skulle ikke blande sig. Når det kom til hans forældre, så kunne Cricker meget nemt blive sur, men han prøvede at beherske det. Og i forhold til hvor sur han kunne have været blevet så gik det faktisk meget godt.