Silent night (Vlad, privat ^^)

Vladimir fnøs let da hun nævnte det, og rystede på hovedet. DOg da hun rørt ham hvæsede han og rykkede sig lidt væk fra hendes hånd, og spærrede øjnene op. Vladimir hadede nærkontakt, da han ikke stolede på nogen, andre end sigselv. Han kiggede efter hende da hun løb væk, og rystede langsomt på hovedet, og slog det hårdt imod muren bag sig, og lavede en bule i muren. Han hvæsede og knurrede, og var i store smerter, og hvad der var værst, var at han ikke vidste hvorfor han stolede på, at denne... Animagus? Menneske? Bah.. Ville komme tilbage. Han pressede sine øjne sammen, og mærkede hans sult og tørst stige hurtigt. Snart ville hans overlevelses instinct sætte ind, og han ville ikke kunne vente på Keela mere.. Men Keela kom tilbage, kort inden dette instinct slog til, og da kødede blev presenteret foran ham, hvæsede han højt, og hev det til sig. Han rev knapt nok posen af, og fik også noget plastik med ned i hans bid. Han hvæsede, og knurrede imens han spiste, og efter kort stykke tid igennem kødet, havde han kræfter til at rejse sig, og gik et par skridt væk fra Kela, og spiste grådigt resten af kødet. Vladimir blev teritorial når han spiste, og ville have revet ud efter Keela, men gjorde han dog ikke. Da han var færdig med kødet, lod han posen falde til jorden, og trak vejret langsomt. Han trak så vejret dybt, og kiggede tilbage på Keela. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, da dette ikke havde været nok. Vladimir kunne ikke længere gøre skade på Keela, da hun nu havde fodret ham. Endnu engang hans instincter, der holder ham fra at gøre skade på nogen... Og det behagede ham ikke det mindste..

Hun kiggede stille på ham, han var vist meget ivrig efter kødet. Hun bed sig i læben og sad stille. Hun ville ikk forstyrre ham og hun ville da slet ikk flygte fra ham selv hvis det ikk virkede. Hun vidste godt det ikk var menneskekød, men det var mindst lige så effektivt som det. Hun kiggede på ham og håbede det bedste fra ham. Hun rejste sig da han var færdig, "Hvis det ikk var nok skal du sige til, jeg har masser derhjemme da det er meget godt for en animagus." smilede hun til ham. hun gik hen til ham, "Eller var det ikk noget der virkede?" spurgte hun forsigtigt. Hun håbede dybt at det virkede, hun kunne ikk få sig selv til at lade ham gå svækket rundt. Hun så han havde det smertefuldt hvis han ikk fik sit kød, så derfor ville hun ikk lade ham stå alene hvis det så skulle ende galt.

Vladimir knurrede lidt, og hvæsede kort, og rystede en smule, i det han fik en kuldegysning. Kødet havde mættet ham, men han var stadigt tørstig.. Dog en tørst der ville kunne vente.. Han ville bestemt ikke kunne tage blod fra Keela. Ikke nu hvor hun havde fodret ham. I hvert fald ikke denne aften.
"Det.. Satte.. Min sult.. Men er stadigt.. Tørstig... DOg.. noget der kan vente.." Sagde han, og fnøs lidt. Han hadede at blive fodret, og maden var altid dårligere, når den ikke var selvfanget, og når frygten ikke kunne mærkes i ofrets blod.. Når pulsen, bare var kold, var kødet altid mere kedligt.
"Vil heller.. Ikke.. Sige.. At det smagte.. Godt..." Sagde han, og smilede lidt, og strakte sin ryg, og lod hans klør trække sig tilbage i hans fingre, og kiggede på Keela. Han kneb sine øjne en smule sammen, og strak sine skuldre.
"Hvorfor.. Hjalp.. Du mig?" Spurgte han, med en dyster stemme. "Du.. Kunne have.. FOrladt mig her.. Ladet mig.. Rådne.. Ladet mine overlevelses instincter overtage?" Sagde han, og holdt sin hånd lidt ud.

Hun kiggede på ham og smilede let. Hun kiggede roligt på ham, "Du må da gerne tage blod fra mig? Du skal bare begrænse hvor meget du tager..." sagde hun med et lille grin. Hun kom i tanke om noget og fik ham til at sætte sig. Hun fik en lille kasse frem, hun havde tabt den da hun forvandlede sig fra ulv til menneske. Hun kiggede på ham. "Førstehjælps kasse." smilede hun og åbnede den. Hun fik ordnet hans sår på armen og gav det forbinding på. "Jeg skadede dig jo trods alt..." sagde hun let. Hun ville hellere tage sig af hans skader end sine egne da hun nok havde mere stryke end ham. Hun kiggede på ham, "hvorfor?" spurgte hun. Hun smmilede let, "Fordi at jeg fik ondt af dig..." sagde hun roligt. "Over at du er nødt til at gøre så meget for så lidt... Altså at blive mæt." sagde hun hurtigt. "Jeg ville ikk se dig lide, og da slet ikk forlade dig. Sådan er jeg bare ikk..." sagde hun og lukkede kassen da hun var færdig. "SÅdan, der går lidt tid men nu er der ingen betændelse."

Vladimir knurrede, og hvæsede lidt da han blev sat ned, men valgte ikke at bruge megen styrke, og.. Ja.. Lade som om han ikke lod være med at angribe hende, bare fordi at hun fodrede ham... Han blev dog ved med at knurer, og rejste et øjnbryn af hvad hun gjorde. Til hendes sidste kommentar grinede han, og rystede på sit hoved.
"Lige.. Så snart.. Jeg for.. Noget blod igen.. Vil det heales.. På ingen.. Tid.. Og betændelser.. For jeg ikke..." Sagde han med sin dystre stemme, og rystede en smule på hovedet, og kiggede ned. Han klikkede en lang klo imod asfalten og kiggede så op igen. han smilte, så hans skæve, og hakkede tænder kunne ses, og han pegede på dem, og klikkede en et par gange med kloen.
"De.. Er lavet.. Til at dræbe.. Eller.. Gøre ondt.. Nok til at svække.. Byttet.. Sikker på.. At du.. Vil lade dem.." Sagde han, og pegede så på Keelas hals med en klo, og det lignede at han ligefrem var fristet til bare at stikke frem, men gjorde dog ikke dette. "Penetrere din smukke hals?" Spurgte han, og kneb sine øjne en smule sammen.

Hun kiggede på ham og smielde let. Han knurrede hele tiden af hende så hun var sådan set ikk så meget imod det eller utryg ved at han knurrede. Hun kiggede på ham, "Det var da godt!" sagde hun med et smil og kiggede på ham. Hun så på hans tænder og nikkede lidt, "Det er i orden, jeg får den healet af en ven." sagde hun let. "Han har tilbudt at fjerne min lange ar på ryggen, men jeg vil beholde det." sagde hun let og kiggede på ham. Hun tog blidt hans hånd da han faktisk pegede på hendes hals. Hun kiggede på hans klo og smilede let. Hun fik ham til at prikke hende blidt på næsen med fingeren. "Bare fordi du ser farlig ud og er skabt til at dræbe, betyder det ikk at man skal gøre det." sagde hun roligt til ham. Han så nu ud til at være meget trængene efter blod. Hun slap hans hånd så den nok ville fjerne sig fra hendes næse igen. "Men jeg er sikker på at du må ja." hun fjernede sit hår fra den ene side af halsen.

Vladimir tog sin finger tilbage i sin hånd, da hun tog om den, og rejste et øjnbryn. Han var endnu engang lettere overrasket over denne bys væsners mod, og udholdenhed. At lade et dyr drikke fra en, var helt klart farligt.. Specielt når denne var Vladimir, og tørstig som han var. Men Vlad vidste han ikke havde råd til at sige nej.. Han måtte have blod, og det nu. Han greb så fat i Keelas hånd, og trak hende tæt ind til sig, og lagde sin anden hånd på hendes ryg, ved hendes talje, og kiggede ned på hende, med hans tomme matte øjne. Han slap så hendes hånd, og kørte en klo over hendes hals, for at få de sidste hårtåtter væk, og skilte så sine kæber, og nærmede sig hendes hals. Han lod så sine takkede tænder glide igennem Keelas hud, og ind i hendes køb, og fik fremtvunget store mængder af blod, som han drak grådigt. hans greb omkring hende blev hårde, og mere påtvingende, imens han drak grådigt og hurtigt.
Vladimir stoppede ikke. han fortsatte, også selvom Keela snart ville begynde at blive svækket af den mængde han havde drukket. Hans øjne glippede et par gange, og han trak sine tænder ud af hende igen, og hvæsede højt. Han slap hende så, og ville tage et skridt tilbage, hvis ikke hun holder om ham. Han slikkede sine tænder, og kunne mærke hans kræfter komme tilbage til ham. han smilede stort, og rystede kort.

Hun kiggede roligt på ham og smilede let. Hun blev lidt overrasket da han tog fat i hendes hånd. Hun blev lidt skræmt og kiggede op på ham. Hun mærkede han holdte sin hånd om hende og den anden fjernede resten af hendes hår. Hun kiggede på ham og mærkede han bed igennem. Hun åbnede munden lidt og peb lavt. Han bed hende direkte på kadet, men hun vidste hvad hun havde sagt ja til. Hun bed sig i læben og mærkede hvor ivrig han var. Hun mærkede hun blev svækket og at han tog for meget, "Sto-stop...!" peb hun da det gjorde ondt i kroppen og hun følte hun blev koldere og koldere. Han slap hende og hun lå slapt ind til ham. Han havde taget for meget fra hende og hun var ikk vant til blodmangel. Hun lå med lukkede øjne og åndede lidt uroligt. Hendes krop rystede lidt af det og der løb lidt blod ud af hendes sår på halsen.

Vladimir lagde igen en arm om hende da hun lå svagt ind til ham. Han fnøs lidt, og et suk undslap hans mund, og rystede langsomt på hovedet. Han tog et skridt til sin side, og skulle til bare at slippe hende, men stoppede efter det ene skridt, og kiggede langsomt ned på hende igen. han lukkede sine øjne, og sukkede. Han hadede at få en tjeneste. Det ville altid komme tilbage, og bide en i skulderen. Han følte sig påtvunget til at hjælpe Keela, nu hvor hun havde redet hans liv, og 'andres'.. Ikke fordi de andre interesserede ham det mindste, han havde haft intet imod at dræbe nogen, hvis at dette ville have været tilfældet. Men.. Det var det desværde ikke. nu stod han med en svækket Keela, og rystede kort på hovedet. Han tog et skridt tilbage, og fik lagt sin ene hånd under hendes knæhaser, og lyftede hende op, med den anden hånd under hendes ryg, og holdt hende ind til sig, imens han begyndte at gå imod hovedgaden. Han var langt fra sikker på hvor hospitalet var her fra, så måtte nok spørge Keela om et øjeblik. Han stoppede da han kom ud på hovedgaden, og kiggede rundt, vør han kiggede ned på Keela. Han ruskede hende en smule, langt fra blidt.
"Hvor.. Skal jeg.. Gå hen?" Spurgte han, med sin hæse, ru stemme.

Hun lå stille og reagerede ikk på så meget at han gik væk. Hun rynkede brynene lidt da han løftede hende op. Hun mærkede han havde taget hende op og hun lagde hovedet ind til hans brystkasse. Hun lå stille i hans arme og hvilede sig lidt. Hendes krop rystede stadig lidt meget og hun begyndte at ånde uroligt. Hun havde ikk regnet med at han ville hjælpe hende, måske ville han nok bare ikk stå i gæld. Eller i hvertfald føle han stod i gæld... Hun følte det naturligt at hjælpe dem der havde brug for det, men ville ikk bede om noget tilbage. Sådan var hun bare ikk. Hun åbnede det ene øje da han ruskede hende for at få svar. Hun kiggede op på ham med et lidt svækket udtryk. Hun kiggede rundt, hun var nødt til at se hvor de var før hun kunne sige noget. Eller rettere vise noget... Han pgede mod en vej, hun kunne ikk klare den hvis hun ikk kom på et hospital end bare hjem og hvile. Hun holdte sit ene øje åben, men det lukkede sig igen efter lidt tid. Hun ville hvile så meget hun kunne indtil han ville spørge om vej igen.

Vladimir nikkede en enkelt gang imod Keela, og satte ned af gaden. Han var holdt op med at knurrer, og holdt hende tæt ind til sig, og lod hans blod varme op, for at hans hud ikke var for kold. Han rystede langsomt på hovedet.
"Du burde virkelig.. Være mere.. Forsigtig.. Med hvem.. Du stoler på..." Sagde han stille, og kiggede ned af sidegader. Han vidste nu hvor han var, og kiggede ned på Keela igen.
"Er mange der ikke.. Ville have.. Båret dig væk.. Mange.. Der bare.. Ville have drænet dig..." Sagde han stille, og fortsatte ned af gaden. "Jeg.. Er en.. Af dem..." Sagde han dystert, og rystede kort på hovedet. Han stoppede ved en sidevej, og kiggede ned på Keela.
"Hospitalet?" Spurgte han med sin kæmpende stemme, og kiggede på hende med sine døde øjne.

Hun mærkede han var en smule varmere en hende. Hun lod sin krop automatisk nusse sig til ham. Hun nikkede lidt, "ved det..." sagde hun træt og blev liggende i hans arme. Hunåbnnede sine øjne lidt på klem, "Men jeg vil give alle en chance..." sagde hun bestemt. "Ingen fortjener at bliver behandlet dårligt selvom de gør hvad de gør..." sagde hun ogløftede hovedet lidt. "Men hvorfor gjorde du det ikk?" spurgte hun ham. 2Er det kun fordi du føler du står i gæld til mig?" hun kiggede ned. Alle tænkte nok ens, de ville ikk stå i gæld. Så hvis de fik hjælp ville de hjælpe igen hurtigst muligt for at få overstået det kapitel. Hun sukkede lavt igen og krøllede sig lidt sammen ved hamm. Hun var stadig rimelig kold. Hun bed sig lidt i læben, hun følte sig hjælpeløs hele tiden. Men alligevel ogs stærk.

Han fnøs og bestemte at hospitalet var det bedste for Keela, og gik derimod. Han lyttede til hende, men kiggede ikke ned imod hende. Da hun nussede sig ind til ham, holdt han hende tættere ind til sig, så han ville kunne varme hende optimalt. Endnu engang gik Vladimirs loyalitet, overfor dem der hjælper ham, over hans gen vilje.. Han hadede det.. Han kiggede ned på Keela da hun spurgte. Han kiggede frem for sig igen. Han tænkte over det i kort tid, inden han svarede.
"Jeg.. Respektere.. Dig også.. Du.. Kæmpede.. Bedre.. End mage af de.. Andre.. Maddiker.. Jeg har mødt.. I disse gyder.. Du.. Fortjener.. Endnu en.. Chance.. Men.. Hvis vi mødes igen.. Må du hellere.. Være forberedt.. Jeg.. Skaber ikke.. Venner.." Sagde han kortfattet, og drejede ned af en sidevej, imod hospitalet. han ignorerede de få mennesker der gysede af at se ham passere, og nogen ringede i telefon. Great.. Nu skulle han også flygte fra politiet.. For at lade denne Animagus overleve.. Var det det vær? Vladimir blev hurtigt enig med sig selv, at det var det.. Det gav ham en chance for at møde hende igen.. Og denne gang besejre hende, uden at hun taler ham fra det...

Han mærkede han fik hende tættere ind til sig for at kunne varme hende lidt mere. Hun smilede let og lukkede øjnene let i. Hun havde et lidt roligt udtryk, selvom hun følte sig så ødelagt. Hun åbnede øjnene efter noget tid, hun kiggede på ham og smilede let. 2Det er dejligt at vide du respektere mig..." hun grinede lidt over da han afsluttede sin sætning. Hun kiggede på ham, "Jeg ville nu gerne være din ven, du ved ikk en gang hvad det er for noget kød jeg gav dig." sagde hun og blinkede med det ene øje. "Virkede det overhovedet?" spurgte hun forsigtigt. Han svarede hende aldrig om det virkede, hun var ikk overrasket over at han nok ville drikke blod, men hvis bare kødet virkede kunne hun fortælle hvad det er og måske kunne han stoppe med at dræbe mennesker. "Hvis du ikk skaber bare nogen venner, vil du blive ensom..." sagde hun stille. "Jeg ved ikk om jeg ville kunne klare at være alene." Hun nussede hovedet til ham, "Tak fordi du vil hjælpe mig selvom det er lidt risikabelt for dig." sagde hun let og smiled lidt til ham.

Vladimir lyttede til hende, og nikkede en enkelt gang. Han kiggede så ned på hende da hun fortsatte, og så en smule betænksom ud, og kiggede frem igen. Han kiggede lidt rundt, stadigt tænkende, og fnøs så en enkelt gang.
"Det.. Gjorde det.. Men det satte.. Kun sulten.. Mine instinkter.. Er der.. Stadigt.. En løve.. Går ikke friviligt.. I et bur.. For.. At undgå.. At dræbe en Gazelle..." Sagde han stillede, og kiggede over på et par mennesker, som straks gispede, og kiggede den anden vej. Da hun nævnede ensomhed, blev hans ansigtsudtryk straks mere dystert, og han sukkede kort, og rystede langsomt på hovedet.
"Dem.. Der er hadet.. Og afskyet.. Vil altid.. Være alene.. Altid.. Være ensomme.. Vi har kun et formål.. FOr masserne.. Vi.. Er dem.. De kan pege ned på.. Dem.. De kan se ned på.. FOr selv.. At føle sig normal..." Sagde han lavt. "De vil altid.. Se ned på os.. Om vi.. Hviser os som noget.. Andet.. End hvad de troede.. Eller vi forbliver.. Den.. Der peges på.." Sagde han, og drejede ned af en ny gade. Han rejste et øjnbryn en smule, og kiggede ned på hende da hun takkede ham. Han kiggede frem igen, og et halvt smil kom frem. "Lad det ikke.. Ske igen.." Sagde han, og fnøs en enkelt gang som en latter..

Hun kiggede på ham og smielde let, "Et ordsprog?" smilede hun elt. Han var nu meget flink selvom han skulle forestille et monster. Han var måske behandlet så frygteligt at han selv mente at han var det. Hun lagde en hånd om hans hals og krammede ham så godt hun kunne fra sin liggende stilling i hans arme. Hun smielde let, "Det er ok, bare fordi du har instinkter betyder det ikk du skal dræbe, vel?" spurgte hun med et smil. "jeg synes du skal holde dig til den slags kød jeg gav dig. Desuden kan du jagte det og tage blodet fra det." sagde hun glad. Hun nussede hovedet til ham, "Jeg hader dig ikk... Jeg vil da aldrig hade en der hjælper mig." sagde hun roligt. Hun var ligeglad med at han angreb hende, men det var jo før de lærte hinanden lidt at kende. Nu vidste hun jo ogs hvorfor han angreb hende, fordi han var sulten og spiste menneskekød. Hun sukkede let, "Men hvis du ikk vil have en ven, kan jeg altså godt tage en hentydning." sagde hun opgivende og kiggede rundt. Hun smilede let til ham igen. Hun grinede lidt, "Jeg skal prøve..."

Vladimir lænte først hovedet en anelse tilbage da hun forsøgte at kramme ham, men lænede sig så tilbage, og tillod det, og fik fat lidt mere under hende. han lyttede stadigt til hende, og rystede langsomt på hovedet.
"Er ikke.. Så nemt.. Som man.. Kunne tro.. Hvis du.. tæmmer en løve.. Vil den stadigt.. Kunne komme til.. At dræbe dig... I leg.. Instincterne.. Er der.. Altid.." Sagde han langsomt og still. Han trak lidt på skuldrene, og nærmede sig efter hånden trapperne til hospitalet. han kiggede ned på hende da hun nussede sig imod ham, og kiggede så op igen. Han rystede langsomt på hovedet igen.
"En Nosferatu.. Som ven.. Kan være mere.. Farligt.. End gavnene.." Sagde han langsomt. "En.. Som dig.. Burde søge venner.. Blandt.. Toreadorsne.. Ventrue klanen... Hvilken som helst.. Anden.." Han begyndte langsomt at gå op af trapperne til hospitalet, men stoppede halvvejs oppe, og vidste godt hvad der ville ske så snart han nåede op på det sidste trin. Så han ventede lidt, og kiggede ned på Keela. "Men.. Hvis jeg.. Møder dig.. Igen..." Hans døde øjne stirede på Keelas hvis hun kiggede op, og kiggede så imod toppen af trappen, og begyndte at fortsætte med langsomme trin. "Så lader jeg dig være.."

Hun kiggede roligt på ham og slap ham efter kort tid. Hun sukkede let, "Jeg har aldrig tænkt mig at tæmme dig. Det er noget du helt selv må om." sagde hun roligt og kiggede på ham med et opmuntrende smil. Hun kiggede på hospitalet og lænede hovedet ind til ham, hun gad faktisk ikk være der selvom hun vidste det var nødvendigt. Hun følte sig nok meget bedre tilpas, men hun ville gerne have tjekket om hun var helt rask. Hun lagde blidt en hånd på sit sår ved halsen og sukkede lavt. Hun kiggede på ham, "Du behøver altså ikk..." sagde hun. Hun grinede let, "Det behøver ikk gavne mig at være venner med dig, jeg vælger selv mine venner og så er det lige meget hvordan deres liv er." sagde hun roligt. Hun mærkede han gik op af trapperne og hun bed sig lidt i læben. Hun smilede lidt over det sidste han sagde og kiggede op på ham, "Det må du selv om, men hvis jeg ser dig vil jeg snakke med dig. Og hvis du er sulten tager jeg dig med hjem og giver dig noget at spise." nikkede hun bestemt.

Vladimir fnøs en enkelt gang til Keelas første kommentar. Han rystede på hovedet, og fortsatte op af trapperne.
"Du.. Ville ikke kunne tæmme mig.. Var ikke helt.. Hvad jeg mente.." Sagde han og smilede halvt. han kiggede så ned på Keela til hendes næste kommentar, og rejste et øjnbryn. Det virkede ham fjernt at nogen ville være ven med en Nosferaut, som ikke havde en direkte grund ttil dette.. En eller anden måde at udnytte dem på. Han rystede langsomt og kiggede op imod toppen af trappen. Han kiggede så ned på hende endnu engang, og rejste et øjnbryn. Han skulle til at sige noget, inden et skyd lød, og han kiggede hurtigt op. På toppen af trappen, havde vagterne stillet sig ud på en række, og pegede imod Vladimir med deres pistoler.
"Læg hende Vladimir! Du for ikke lov til at løbe denne gang!" Råbte den ene af dem. Vladimir kneb sine øjne sammen, og hvæsede lavt, og kiggede rundt på de fem betjente. En let vind ruskede i hans hård, og han begyndte langsomt at knæle ned. Han satte så Keela på et trappetrin, uden at fjerne øjnene fra betjentende. Hvis ikke at hun gjorde noget, ville han lade hende side, og begynde at bevæge sig bag ud.

Hun grinede let og aede ham blidt på kinden, "Det ved jeg, men jeg sagde det bare alligevel." hun tog sin hånd til sig og lå stille i hans arme. Hvorfor ville han ikk acceptere at hun gerne ville være hans ven? Var han blevet behandlet så dårligt at han ikk troede nogen ville det? Det gav et sæt i hende og hun knugede sig til Vlad da hun hørte et skud. Hun hadede at høre lyden af et skud. Hun kiggede lidt skræmt på betjentene og holdte sig stadig tæt til Vlad. Hun mærkede han ville sætte hende ned, men holdt fast i hans trøje. Hun kiggede på ham, "Vlad, brug mig som gidsel..." hviskede hun til ham fordi hun holdt lidt fast i ham. "Betjente vil redde de liv de kan, så hvis du truer med at dræbe mig hvis de ikk lader dig gå kan du måske få chancen for at komme væk." Hun følte sig forpligtet til at hjælpe ham, det var trods alt hendes egen skyld at han var nødt til at bære hende hertil, så hun kunne i det mindste prøve at hjælpe ham ud af det.

Vladimir rejste et øjnbryn da hun hviskede sit forslag. Han spærrede dem så op, og rystede på hovedet, da han kom ned til at hun rørte jorden. Han lagde så en hånd på hendes brystkasse, og kneb sine øjne en smule sammen.
"Aldrig.. At jeg ville synke så lavt... Har ikke.. Hjulpet dig.. Så langt.. For at udnytte dig.." Hvæsede han, og pressede hende ned på trinnet, uden at tage megen hensyn, men gjorde det hårdt så hun ville forstå at hun ikke skulle prøve at holde fast. Han holdt sig lidt nede ved hende, så de ikke ville begynde at skyde endnu, og kiggede på Keela.
"Du.. Er alt.. For venlig.. Jeg.. Er ren ondskab.. Jeg er ikke en.. Man burde søge venskab med.. Men hvis.. Du stadigt gør... Hmf.. Så bor jeg.. I kloarkerne..." Sagde han med en lav knurren. Egentligt havde venskab ham ingen interesse, men han fandt det interessant at Keela virkede så opsat på at blive hans ven.
"Gå så væk fra hende! DU bider hende ikke Rasputin!!" Råbte den ene mand hidsigt. Vladimir rejste sig hurtigt og hvæsede imod dem.
"Hvis jeg ville det, var hun allerede d..!" Hans hbæsen og råben blev stoppet da det første skud blev affyret. Vladimir hvæsede og drejede rundt i en cirkel, pågrund af skudet der ramte hans skulder. Han hvæsede i smerte, og satte straks i hurtigt løb ned af trapperne.
"Stop Vladimir!!" Råbte de efter ham, og begyndte at skyde fortsat efter ham. Vladimir tog flere skud i ryggen, og en høj hvæsen af smerte og vrede kom fra ham da han forsvandt i mørket.

Hun kiggede stille på ham, "Men... Jeg vil ikk have du kommer til skade Vlad..." sagde hun stille og holdt stadig lidt fast i ham. "Desuden skal det nok gå, så bare gør det..." sagde hun stille. Hun peb lidt da han satte hende lidt hårdt. Hun gav slip og gned sin røv lidt. Hun kiggede mod betjentene og kunne ikk forstå de ikk kunne se han hjalp hende. Hun hørte et skud og kiggede skræmt på Vlad, hun så han blev ramt og hun ville hjælpe ham. men inden det kunne lade sig gøre begyndte han at løbe og flere skud blev affyret. Hun tog hænderne for ørerne og begyndte at græde. Hun var bange for at blive ramt, men hun var ogs bange for at Vlad ikk ville kunne holde til det. Hun krøllede sig sammen og blev siddende. Hun ville gøre noget, men hun frygtede døden mere end noget andet. Hun ville ikk dø allerede nu.

Vladimir bankede hvæsende imod en væg, og holdt sig til sin ene arm, som havde taget tre skud, og nu blødte ulideligt. Han fik sig bukket ned og handicapet åbnet et dæksel. En hvæsende kalden kom så fra ham, i det han lod sigselv falde ned i kloarkernes sikre rammer.

Nogen få betjente satte efter Vladimir, men kunne slet ikke løbe lige så hurtigt som Vladimir. To af betjentene blev dog ved Keela, den ene lænede sig ned ved hendes side, og lagde en hånd på hendes skulder.
"Det skal nok gå min pige, fik bæstet dig? Nåede han at gøre megen skade?" Manden kiggede undersøgende efter sår. "Kan du gå? Eller skal jeg kalde på en båre?" Spurgte han, og knælede sig helt ned ved hendes side.

Hun slappede lidt af da skudene holdt op. Hun kiggede stille mod der hvor Vlad var og hun rystede lidt. Hun så to der var løbet efter Vlad. Hun blev siddende, hendes krop var ikk i stand til meget da hun havde blodmangel og hun var skadet på armen og hals. Hun kiggede op på en betjent der talte til hende, hun slog hans hånd væk. "Hvorfor angreb I ham!? Han hjalp mig jo kun!" råbte hun vredt. "Hvis I ikk kan se forskel på hjælp eller angreb så burde I få taget skiltene!" Hun mærkede hun græd mere, hun var bekymret for Vlad, hun havde set hvor meget han blev ramt. Hun blev siddende, hvis bare en af dem rørte hende igen ville hun gå amok. Hun ville ikk røres af nogen der ikk kunne se forskel på rigtigt og forkert. Det skulle nødig smitte a på hende.

Betjenten trådte lidt væk, og holdt sine hænder ud.
"Hey vi reagerede bare som vi har fået af vide.. Denne Vladimir Rasputin har slæbt flere sårede her til.. Nogen mere end en gang... Vi kender ikke hans grundlag, vi ved blot at han har angrebet dem, og så valgt at lade dem leve.. Vi regnede med at dit tilfælde var det samme.." Sagde han og holdt sine hænder lidt op igen. Han kiggede så over skulderen og ind på hospitlet. "En båre!" Råbte han, og kiggede tilbage på Keela. "Har han måske ikke det? Var det ikke ham er gav dig det sår? De blå mærker?" Spurgte han så. Han rystede på hovedet og gik forbi Keela. Han vendte sig på halvvejen så han bakkede ned, og snakkede imod Keela.
"Håber ikke at han er en af dine venner, for næste gang for vi ham.. Og så stopper vi ikke jagten. Næste gang han hviser sig, så afslutter vi hans tyrani..." Sagde mande, og vendte sig igen med et ryst på hovedet ,imens noget sygeplejesker kom ud for at hjælpe Keela.