Hvorfor være Genert.. [Gavorn]

Kamille havde ikke kunne nå at regere på at Vlad igen sprang på hende. Hendes kommentar var ikke noget hun havde tænkte mere over men nu var hans en vampyr og han var ret så forbandet over sin prøvelse på at tage hendes liv. Hun holdt sin ene hånd let presset ind mod hendes ribben som om at hun håbede det ville virke på at reducere smerten. Men det gjorde den ikke ligefrem. Såvar det at hun høårte denne stemme råbe noget og en varme snittede hende kort. Hun lod langsomt hendes store mørkebrune dådyr øjne se op og nåede lige at se hvordan at Vlad fløj tilbage med ild i tøjet. Igen voksede en mindre frygt i hende men så igen lå en dyb lettelse også over hende. Hun fik så øje på denne mand der stilte sig foran hende. Helt klædt i hvidt. Hun hørte hans stemme igen inden at endnu flere af disse ildkugler blev sendt mod Vlad. Mere nåede hun ikke at se før at hun klemte hendesøjne hårdt i og krøllede sig mere sammen.
Hun vidste ikke hvad hun skulle svare denne mand da han spurgte hvad der var sket. Hun kunne sikkert heller ikke få nogen lyd på hendes ord. Hun prøvede at slappe mere af men hun hyperventillerede stadig af og til. sådan i svage ryk. Så var det at hun kunne mærke hans hænder forsigtigt tage om hendes krop. Han ville løfte hende? Det gjorde afsindlgt ondt da han gjorde det men alligevel sagde hun intet til det. Han havde ret. Hun måtte på hospitalet. Ligemeget hvor meget det gjorde ondt. Hun lod sig selv ligge sit hoved ind mod hans brystkasse for at have det lidt mere behageligt. Hun prøvede at holde sine øjne åbne og så holde øje med hvor de gik. Men de blev altid lukket i lange blink som om at hun var ved at falde i søvn. "T-t-ta-tak-k...."lod det igen fra hende med en meget meget svag og hæs stemme. Om man kunne høre det eller om det blot var noget hun kun ahvde tænkt på vidste hun ikke..

Gavorn kiggede ned imod Kamile da hun snakkede, og tyssede hende med en blid varm stemme, og kyssede omsorgsfuldt hendes pande.
"Hey hey.. Er ikke noget at takke for.. Bare spar din energi på at holde dig vågen.. Lad være med at falde i søvn.. Okay?" Sagde han, og begyndte at løbe. Dog løb han ikke hurtigt, men forsigtigt, så han ikke rystede Kamile for meget. De løb over pakeringen, og imod en stor sort Crystler. Gavorn fik åbnet bagdøren, uden at sætte Kamile ned. han kraglede så ind, og fik Kamile lagt på bagsædet, så hendes krop ikke var sammen krympet, da dette ikke var det mest behagelige med brækkede riben. Han satte sig så på knæ ved hendes side, så han var halvt over hende, og kiggede bag sig.
"Kør Gate, for helvede!" Hvæsede han næsten imod den chaufør der sad på forsædet. "Jammen du har ikke lukket d..." Gavorn afbrød chauføren der åbenbart hed Gate. "Fuck døren! Hospitalet! Nu!" Hvæsede han igen tilbage imod chauføren, og speederen blev trampet hårdt i bund, i det bilen satte igang. Den åbne dør blev hurtigt lukket da den ramte en pakeret bil, og smækkede i. Gavorn gjorde nu sidt bedst for at holde Kamile stille.
"Skal jeg køre forsigtigere?" Spurgte gate fra forsædet, og satte farten en smule ned.
"Nej! Fuck det, jeg skal nok holde hende.. Bare kør!" Hvæsede han igen, ig lagde en hånd på Kamiles skulder, og en på hendes lår, for at sørge for at hun ikke røg for meget fra side til side. Selv blev han rusket en anelse fra side til side på grund af bilens fart, men han fik så vidt som muligt, holdt Kamile fast nede på sædet, så hun ikke røg for meget rundt.

Kamille ville gerne nikke bekræftende men hun havde lidt efter lidt glemt hvad det var hun skulle gøre det til. Så hun lod være. Hun ville abre så gerne lukke øjnene helt i og bare falde i søvn. Hun var så træt. Som at hun blot kunne sove op til flere uger. Så meget energi havde hun ikke troet hun havde brugt under denne kamp for liv og død.Hun tog sig ikke af det da han løb. Selvfølgelig gjorde det ondt men hun bed smerten i sig. Hun kunne kun lige skimme den sorte bil ud af øjen krogen da hun igen fik åbnet de mørkebrune dådyr øjne efter endnu et tæt løb til søvnen.
Igen var hun nød til at bide smerten i sig da han lagde hendes lettere udstrakt ind på bilens bagsæde. Det gjorde igen afsindligt ondt siden at hun jo helst ville være sammenkrøllet på den måde hun havde været før. Men igen var det jo også bedst at ligge på denne måde. Den råben der kom fra denne fremmede mand lød ret så skingert i hendes hoved og det kunne nok godt ses på hendes krop da hun spændte mere i den. Men der var jo ikke noget at gøre. Det gav et ryk i hende da bilen satte i gang men elelrs lå hun nogenlunde stille på grund af at han holdt ehnde fast. Hun tænkte ikke ligefrem så meget på hvor at hans hænder var henne så længe de ikke rørte med hendes sår eller blev brugt til at give hende mere smerte. Hun fik et mere rolig åndedrædt men det gjorde bare at hun fik en større lyst til at lukke øjnene og falde hen. Hun måtte finde noget andet at tænke på lige nu. Hun drejede meget forsigtigt sit hoved og fik derfor også rettet sit blik mod denne mand. Hun havde aldrig set ham før og havde stadig ingen anelse over hvor at hanvar kommet fra. Havde han stået og set det længe eller hvad? Der var alle disse spørgsmål ville hun gerne havde svar på men som forventet havde hun ingen stemme. Det gjorde ret så ondt da hun drejede sit hoved på grund af det grufulde sår på hendes nakke efter at hun havde hevet sig væk fra Vlad's stadig lukkede gab der havde sat sig fast i hendes hals. Men så igen. Et meget lille men stadig synligt smil kunne lade sig komme frem på hendes bløde læber. Det var der kort før at hendes øjne faldt i og hendes ansigt udtryk viste at hun ikke ligefrem var så vågen mere. Men stadig i live på grund af hendes vejrtrækninger..

Gavron observerede Kamiles vejrtrækningen, oghendes reaktioner, for at være siker på athun forblev vågen. Da Kamile så smilede en smule, gjorde han sit bedst for at sende et blidt et tilbage. En aura omkring ham, gjorde at der nu blev en smule varmere, for at hun ikke skulle begynde at fryse for meget.
Da Kamile lukkede øjnene, og var ved at falde i søvn, spærrede Gavorn øjnene en smule op. Han lagde så sine fingerspidser på hendes kind, og klappede den meget blidt.
"Hey.. Hey søde.. Lad vær med at falde i søvn du.. Hold dig vågen.. Kom nu.." Han så næsten en desperat ud, og kigede bag sig og ud af forruden, så at de nærmede sig. Han kiggede så tilbage på Kamile.
"Hey.. Hvad heder du?" Spurgte han med en blid stemme. Bilen bremsede så pludseligt op, som næsten sendte Gavorn tilbage imellem sæderne. Han vrissede dog blot en smule, og fik sine arme under Kamile igen.
"Jeg heder Gavorn.. Stol på mig.. Du skal nok klare det.. Hold igen.." Sagde han omsorgsfuldt, og bar hende ud af døren som Gate åbnede.
"En båre!" Råbte han så højt. Fire fem politimen rendte så ned imod dem, og tog straks deres pistoler op.
"Læg hende ned dæmon!" Råbte den ene af ham. Gavorn hvæsede og rystede på hovedet.
"Jeg lægger hende fandeme ikke ned før jeg for en båre! Og helt ærligt, tror i at jeg har gjord det, når jeg kommer med hende?!" Vrissede han. Politimændene kom nærmere, og ventede nu blot på en båre imens de holdt deres pistoler imod ham.
"Vi stoler ikke på dig.. Ild dæmon.." Sagde den ene vredt. Gavorn rullede på øjnene, og lagde så blidt Kamile på den båre der kom. Han strøg så en hånd over Kamiles kind som ikke var såret.
"Det skal nok gå.." Nåede han kun lige at sige, inden hans arm blev lagt i en armlås. Han hvæsede vredt, men gjorde ikke mere af det.
"Vi smider dig i detentionen indtil pigen kan fortælle os sandheden.." Sagde den ene. Gavorn kiggede over skulderen imod Kamile da hun blev kørt ind imod hospitalet.
"Lad mig vide om hun klarede det, i det mindste!" Hvæsede han højt tilbage imod dem, da han blev skubbet ind i en politivogn. Han sukkede og lod hovedet hænge. Han kunne godt lidt forstå politiet, da hans jakkesæt trods alt var dækket i blod, og han var jo ild dæmon.. Ikke normalt de mest troværdige.. Han kiggede ud af bagruden da bilen forlod hospitalet.

Det underlge var at hun stadig kunne høre denne mands stemme. Sige noget til hende. Hun kunne ikke mærke hans klap mod hendes kind nsom mere end en meget let berørring. Henfdesw øjne forblev lukkede og hun ville have ufattelig svært ved at åbne dem igen. Og den energi havde hun ikke lige i dette øjeblik.
Hun kunne kun lige knap fornemme hvad der foregik da hun endelig kom ud af bilen i armene på ham. Hed han ikke noget med Gavorn?? Hun havde hørt hans navn lidt tydeligere og havde derfor også husket det bedre. Hun hørte råb som skingre hviselser i hendes hoved. Det var kun meget få udsnit hun fik lov til at fatte. Dæmon. Båre. Tro. Detentionen. Sandhed. Men den sætning der blev hvisket i hendes øre lige inden at han blev ført væk sivede langsomt ind i lod hende forstå lydende. Hun begyndte lidt efter lidt igen at komme frem til overfladen. Igen blev hendes øjne åbnet ganske lidt. Så hvordan at han brutalt blev presset ind på sædet af en politibil. Hun ville sige noget men det var som om at alt bare var for langt væk i dette øjeblik. Hendes ansigt var helt ligbleg med kun en kraftig rød farve ved hendes kinder. En klar sveddråbe nåede lige at løbe ned over hendes ansigt og give hende en kølendefølelse før at hun atter var væk. Helt væk. Men stadig i live.

//3 dage senere..//
Øjenlågende sitrede en del før at de blev løftet så den mørkebrune farve blev afslørret. Det hvideloft var det først som Kamille så for sig da hendes øjne endelig blev åbnet. Hun forblev helt rolig o bare stirrede ret så tomt mod loftet. Hun anede ikke hvor hun var. Hendes krop føltes umodelig tung og hun kunne ikke engang løfte sin arm særlig meget. Efter lidt tid kom hun mere til verden og en høj smerte blev skøllet ind over hende. Nok lå hun i en dejlig blød hositals seng men der skulle heller ikke mere end en sølle berøring eller bevægelse til at udløse helvedet. Men til hendes held så varede det ikke for evigt. Den fortog sig stille og roligt og stykker af hukommelsen kom igen frem. Til sidste ville hun blot ønske at den ahvde forblevet væk. Hun havde en stor forbinding omkring hendes brystkasse og ribben. Et stort plaster sad over de mange sting der var kommet for atlukke hendes sår i ansigtet. Det samme gjorde det omkring hendes højre lår. Sammen med endnu en forbinding. Et tydeligt mærke i en blå violet farve var halvt om hendes hals og om hendes ene håndled efter denne vampyrs forsøg på at dræne hende. Det slå hende så hvor at denne dæmon der havde reddet hende nu kunne være. For hende var der ikke gået mer end nogle timer men rigtigt var der gået over 3 dage. Hun var stadig bleg og sygdommen sad stadig i hende. Men hun var udenfor livsfare..

Gavorn var i mellemtiden blevet flyttet til hospitalets celler i dets kælder, hvor han ville blive holdt, for så at kunne hvise ham frem for Kamile, så hun bekræfte, eller afkræfte om han havde gjord det.
Gavorn sad på den alt for korte fængselsseng og bankede sit hoved imod træmmerne blidt. Dette fortsatte han med at gøre et par gange, inden han lod sigselv falde tilbage på sengen. Han havde intet hørt til om hvordan det gik Kamile, og dette gjorde ham uffateligt frustreret.. Han lagde så sine hænder på hovedet, og sukkede med en lav hvæsen.
"Come on... Vågn nu op..." Hviskede han til sigselv, imens han kiggede op i loftet.

Hospitals personale kom hurtigt ind i Kamiles rum, og tjekkede en masse forskellige ting. Den ene sygeplejske, lagde blidt hendes hånd på Kamiles pande, og smilede.
"Lig du bare stille søde.. Du har været væk i tre dage.. Tag det langsomt.." Sagde hun med hendes blide stemme. En politiman kom så frem i døråbningen, og kiggede ned på Kamile. Han nikkede en enkelt gang med et smil.
"Du er en stærk pige, det må man give dig.. Den behandlig ville mange voksne mænd ikke kunne klare..." Sagde han med et smil, han lænede sig op af dørkarmen, og nikkede ud af døren.
"Vi har en sidene nede i cellerne.. En mistænkt vi tror måske har gjort det.. Han sige godt nok at han er uskyldig, men tror vi ikke helt på.. Tror du at du ville kunne genkænde ham?" Spurgte han. Den ene sygeplejske holdt en hånd ud imod Politimanden, og gik imod ham, for at få ham ført ud.
"Nej nej, ikke nu.. Hun erførst lige vågnet.." Sagde hun

Det hele gik så hurtigt og så pludseligt da det rum hun var inde i blev lagt ind i. Hun hørte ikke helt efter men hun opfatetde da hvor længe hun ahdve været her inde. Havde hun været væk i tre dag! Hun havde ikke drejet sit hoved indtil at en eller ande politimand trådte ind på og hen til hende. Han startede bare med at snakke til hende. I et lidt for hurtig tempo. Men hun kunne dog godt forstå ham lidt efter lidt. Hun tænkte lidt over det han sagde. Sad der nogen nede i en af cellerne? Og blot ventede på at hun skulle finde personen enten skyldig eller uskyldig. Hun blev lidt overvældet og sagde intet. Men hun havde nu heller ikke helt lov til at nå at gøre før at sygeplejsken igen førte manden ud af rummet.
"V-ve-vent.." lod det hæste fra hende lige idnen at politimanden forsvandt ud af hendes synsvinkel. "Je-Jeg har det godt nok...til at..det der.." Igen forsvandt hendes ord og hun opgav at færdiggøre hendes sætning. Men man ville nok nemt kunne forstår hvad hun prøvede at mene. Tanken over at der var en mistænkt kunne hun ikke klar. Hvis det virkelig var ham den sindsyge vampyr ville hun selvfølgelig prøve at flygte igen men hvis ikke kunne hun hjæle denne person. Hun havde en mærkelig fornemmelse af at det ikke kunne være synderen. Hun ahvde følte hans styrke og lidt kæder og fangenet ville ikke kunne holde ham. Hun begyndte at sætte sig lidt op for første gang i 3 dage. Hun vidste godt at sygeplejsken lige havde sagt vat hun skulle blive liggende men nu ville hun alligevel gerne lige bevæge sig lidt. Dog opgav hun hurtigt og var nød til at ligge sig ned igen. Med lidt held fik hunh trykket på den knap der førte hendes ryglæn lidt længere op..

Sygeplejersken kiggede tilbgae på Kamile. Hun smilede blidt og gik over ved siden af hende, og strøg blidt noget hår væk fra hendes ene øje.
"Du er virkeligt en stærk pige.." Sagde hun venligt. Da Kamile så forsøgte at sætte sig op, kørte sygeplejersken ryglænet en anelse mere op, så hun sad en smule. Hun lagde så en finger på hendes arm.
"Og så ikke mere lille dame..." Sagde hun, med en blid latter. Politiet var gået.

Nede i kælderen hørte Gavorn lyden fra den store tykke dør blive åbnet.. Han rejste sig med det samme, og gik hen til døren, og kiggede imod vagten. Der var ikke andre der nede, så kunne kun være ham han var der for.
"Så.. Er hun vågnet.. Nu kan..." Gavorn afbrød ham med et suk og et udbryd.
"Fantastisk.. Endelig.. Hvordan har hun det?" Spurgte han så. Vagten holdt hånden lidt ud, og fik Gavorn til at træde tilbage. Gavron rullede med øjnene og gjorde som han blev beordret..

Noget tide senere trådte politimanden ind af døren, med et fast greb på Gavorns overarm. Gavorn vrissede en smule, men kiggede så hurtigt ned på Kamile. Han smilede og sukkede lettet over at se hende oppe og side.
"Er det her ham som gjorde det?" Sagde manden. Gavorn rullede på øjnene, og håbede at Kamile kunne huske ham.

Kamille havde bare siddet med et lige så tomt blik og stirret mod den modsatte væg mens at hun ventede på at denne person nogle troede at der havde gjort dette ved hende. Hun synets at det gi en evig tid. Som om at hvert sekund varede mer end et minut. Og det kunne godt genere hende lidt. Hun ville på en måde gerne have det overstået. Få disse tanker væk om det fanden det kunne være det vented epå ehndes beslutning. OG det var først da hun endelig hørte skridt og de igen kom til syne i døråbningen at hun kunne huske det mere klart.
Hun drejede sit hoved hen mod dem med en stor forsigtighed da såret efter bidet stadig var ret så ømt. Hun sad lidt og tågede før at hun vågnede på til dåd igen. Hendes øjne blev spærret en smule op ved syntes af denne mand. Gavorn. Det kunne for nogen godt forstås forkert men hun var blot overrasket og lettet. Hun slappede så igen mere af og langsomt voksede et lille smil frem på hendes bløde læber. Det samme som før hun kom du af bilen. Helt rolig go ubekymret. "Det..Det er ikke ..ham..." sagde hun så lidt mere sikkert og rystede svagt på hovedet. "De-Det var ham..der ..reddede mig.."
Et stik af smerte gik gennem ehndes ribben og hun lagde hurtigt en hnd mod det hvor så at hun igen lagde sig så meget ned hun nu kunne med det hævede ryglæn. Man kunne sahgtens se på hendes ansigt at der var noget der gjorde ondt. Hun begyndte at blive mere febervarm igen selv om at den selvfølgelig havde sænket sig markant under hendes søvn. Men nu hvor hun bevægede sig igen spredte hendes svagheder for vampyrbid igennem ehndes krop. Selvom at der ingen gift var blevet sendt ind i hende var der alligevel noget der afgav de bakterier der kom..

Gavorn smilede da han så Kamiles smil, og grinede kort et par gange. Hun var stærk nok af en på hendes alder at være. Politibetjenten nikkede da hun svarede, og tog en nøgle frem, og kiggede op på Gavorn
"Fi undskylder ulejligheden hr. Balsherack Gavorn.. De vil få kompentation for den tid at du har været her, o.." Gavorn afbrød ham med en rejst hånd, dog uden at tage øjnene fra Kamile.
"Nej nej.. Det bliver ikke nødvendigt.." Sagde han, og viftede sin hånd en smule. Han ville bare have ham væk. Han følte sig udmyget, og ville mest af alt bare glemme denne misforståelse.. Gavorn rejste et øjnbryn da han kunne se at det gjorde ondt på Kamile, og han gik hen, for at få hendes ryglæn en smule ned, så hun lå mere lige. Han smilede til hende med hans gyldenbrune øjne fikseret på hendes.
"Du er sku en stærk og viljefast pige.. Er der ikke noget at diskutere om.." Sagde han, og grinede lidt. Han satte sig så på sengekanten. "Er du okay?" Spurgte han så, da det så ud til at hun havde smerter.

For tredje eller fjerde gang på meget kort tid havde hun fået at vide hvor stærk hun var. Hun fattede det ikke selv helt. Hun mente ikke selv at hun vr så stærk som de alle sagde hun var. Hun havde ikke selv kunne forsvare sig til sidst i den kamp hun ahvde haft for nu over tre dage siden. Hun så taknemmligt mod Gavorn da han tog hendes ryglæn lidt længere ned og smerten fortog sig lidt efter lidt igen.
Hun lod igen et smil spille frem på hendes bløde læber og sendte det til ham. "Ja..Jeg er okay...Vil jeg da..tro.." sagde hun med en stadig hæs men lidt mere tydelig stemme. Hun stammede ikke mere da skrækken havde lagt sig igen. Men hun vidste dog at den ville komme igen hvis hun så denne vampyr igen. Hun sukkede lettet og lukkede igen øjnene i at langt blink men fik igen åbnet dem med lethed. Hun så mod loftet og fugtede sine læber med tungespidsen. "Det komme bare i små ryk og det er ikke noget en smertestillende pille ikke kan klare.." Dette var mest for at konstantere at det ikke gjorde så ondt som det før havde gjort. Hun så igen mod denne dæmon og studerede hans ansigts træk. "Jeg er forresten..Kamille.. Hvis du ikke har fået det at vide.." Et svagt grin kom fra hende men blev stopet af et halvkvalt host som hun hurtigt fik dækket og rettet væk fra ham.
Hun lod igen sit blik søge unrdt i det hvide rum. Hen mod vinduet hvor at tusmørket var begyndt at ligge tæt. Hun kunne stadig ikke forstå at hun ahvde ligget og sovet så længe. Hun havde heller ikke lagt det mindste mærke til da de ordnede hendes sår. Hun var både sulten og så igen ikke på samme tid. Hun var ikke sikker på at hun ville kunne holde maden nede i sig i dette øjeblik. Så derfor sgde hun intet om det. Og det kunne sikkert heller ikke mærkes på hende..

Gavorn smilede venligt da hun sagde at hun var okay, og lagde blidt en af hans varme hænder på hendes. Han kiggede selv lidt rundt i rummet, og sukkede lavt til sigselv.
"Er glad for at jeg nåede det i tide.. Var bange for at de sår ville have været for slemme til at du kunne blive redet.." Sagde han, og kiggede tilbage på Kamile. Hans tanker flakkede tilbage på hende i hans arme, så slemt tilredt som hun havde været, og hans jakke dækket i hendes blod. Han kiggede ned på Kamiles lår, og så op på hendes kind, og rystede på hovedet.
"Hvordan fanden kunne denne finde på at gøre sådan noget?" Sagde han stille og vrissede lidt. Han kiggede så ned på gulvet, og så ærgene ud. Hvad han nu blot havde været der tidligere. Hvis at den kujon til vind dæmon ikke bare var løbet... Så havde Kamile måske sluppet for de ther.. Eller måske havde han også blot været død... Han sukkede lavt ved tanken, og kiggede tilbage på Kamile, og smilede venligt igen.

Re: Hvorfor være Genert.. [Gavorn]
by Charlie Today at 10:11 pm

."Jeg ved det ikke.. Men jeg kunne mærke en høj grad af vrede og en mærkelig form for sult.." Kamilla så stadig abre mod vinduet. som om at hun bare ventede på at det ansigt med de tomme hvide øjne ville komme frem. Men hun vidste at det nok ikke ville ske. Hun så så endelig mod Gavorn. Tog sig ikke af at han havde lagt sin hånd på hendes. Det fik ehnde til at føle sig mere tryg i disse omgivelser. Et bånd havde blevet opbygget på denne korte tid de ahvde kendt hinanden. På grund af hans helteation for at redde hende. Han ahvde blot gjort det så nemt som ingenting. Fået Vlad til at løbe for livet eller sådan havde det set ud til. Gid det havde været hende men hun havde jo alligevel intet kunne gøre. Hun var stadig for svag. Hendes kræfter lå heller ikke i det område. Hun var en healer. Et fredstrukket væsen. "Men nu er jeg jo også en aspara.. Og han kunne sikkert mærke hvor svag jeg var. I starten var det goså som om at han brugte mig som sit legetøj men senere som et måltid. Det havde også været at han holdt igen med mit blod. Men det var nok bare en håbs tanker" Et svagt også halvrysten grin kom fra hende. Det tidligere greb om hendes hals havde blidt skadet hendes stemmebånd. Hun lod sin hånd løfte sig ud fra den han ahvde hans oven på. Hun førte den så op mod det store plaster ved hendes ansigt. Lod en forsigtigt bevægelse køre ned over det. Det var ret langt nu hvor at hun tænkte over det. Hun ahvde blot troet at det var blod der var løbet ned i lange tykke strimler. Hun sukkede lettere opgivende og lagde så sin hånd på sin lvae. Meget forsigtigt men det gjorde ikke så ondt mere.. "Men jeg ved jo ikke med 100% besked..".

Gavorn kiggede tilbage på Kamile, og så en smule tænkende ud. Han rykkede sig en smule, så han sad mere med fronten i hendes retning.
"Vrede? Kunne da ikke forestille mig at du kunne have gjort noget der kunne have gjort ham 'så' vred? Sult lyder mere rigtigt.. Han var trods alt vampyr, hvad jeg kunne se af det..." Sagde han stille, og kiggede ned imod jorden igen, med et tænkende blik. Han kiggede så tilbage på hende, og grinede en enkelt gang. Han rakte så en hånd op, som han blidt strøg ned af hendes kind inde han lod den falde ned ved hans side igen.
"Hey.. Som de fleste sikkert allerede har sagt, er du ikke svag..." Sagde han med et kort grin. han holdt sine hænder lidt ud til hans sider. "Tror ikke engang at jeg ville kunne have overlevet det du var igennem.. Specielt ikke da jeg var din alder.." Sagde han, og grinede lidt. Han lod så sine hænder falde ned ved hans sider igen, og rystede en enkelt gang på skuldrene.
"At du smager godt, er ikke et godt grundlag for det, det monster gjorde ved dig..." Sagde han, og kiggede imod døren, i et stykke tid. han kiggede så tilbage på Kamile, og smilede benligt. "Hvordan skulle du også kunne vide noget om ham? Kunne ikke ligefrem forestille mig at du nåede at udspørge ham?" Sagde han, med et lille smil. Dog forsvant dette, da han kom på tanker om, hvad dette monster dog ikke kunne have gjort ved hendes hoved...

"Hey! Så lille er jeg altså heller ikke.. Jeg er faktisk 134 år.." Kamille kunne ikke lade være med at svare ham tilbaeg. Et grin havde blandet sig sammen med hendes rolge og blide stemme. Det var ike altid at hun kunne sidde og grine sammen med en fremmed men nu var han jo heller ikke helt så fremmed igen. Hun vidste dog mere om ham end hun havde vist om denne vampyr. Hun havde ikke helt det sjovest med at snakke om hendes rigtige alder men lige nu tæntke hun ikke så meget over det før at det havde røget ud af hendes mund. "Men nu tror jeg nu at du ville have overlevet det.. Der var jo abre snak om en mindre flugt og at få placere sit ben det rigtige sted.." Hun ahvde prøvet at gå til forsvar før men det havde ikke været hendes kop te og havde hurtigt stoppet igen. Men nu var hun alligevel taknemmlig for at få en smile viden skudt ind i knolden.
På en eller anden måde så virkede ordet 'monster' ikke helt lige her. Nok kunne denne vampyre have været det men så iegn. Han havde jo også været en person. Ikke et eller andet dyr som han havde opført sig som. Hun rystede eget forsigtigt på hovedet for at få disse medfølelses tanker ud af hovedet. Og dette huskede hende på havd der faktisk var sket med hende da det smertede i hendes hals efter bidet. Men det var ikke noget der forblev særlig lange ved. Hun sukkede lavmælt og træk den bløde dyne helt op om hendes hage og skjulte hendes mund. Det var først nu at hun opdagede at hun ikke var ifør mere end hendes undertøj og forbingerne. Hendes blodige og ødelagte tøj lå til hendes overraskelse på en stoleryg på hendes anden side af sengen. Hun førte så sin ene hånd mod den gule sweatshirt og ned i mavelommen. Hun åndede lettet op da hun kunne mærke hæftet mod ehndes fingerspidser. Hun tog forsigtigt om det og træk det ud hvor så at lægge det på hendes mave oven på dynen. Et smil voksede så frem på hendes læber igen. Lidt størrere..

Gavorn rejste sine øjnbryn, og grinede lidt med, med hans hænder løftet ud til siderne.
"Uhu... Er jeg ked af min ven.. Det er svært at se på din race.. Men uden at ville fornærme, er jeg selv over de sekshundrede, så er en tid siden jeg var på din lader." Sagde han, og lagde sine hænder ned ved hans side, og en på hans skød.Han grinede lidt, og rystede kort på hovedet.
"En 'mindre' flugt? Du havde et slemt så på mere end tre steder af kroppen, og du havde midstet mere blod, end hvad der ville mætte tre vampyre... Med sådanne sår, er jeg nu ikke sikker på at jeg ville have klaret det.. Og fra hvad jeg hørte fra denne vind dæmon der kontaktede mig, dræbte denne.. Vampyr.. En femhundrede år gammel Jord dæmon.. Så.. Jeg ved nu ikke helt.." Sagde han, og smilte venligt. han kiggede på hendes hæfte da hun tog det frem, og drejede en smule mere, så han kunne kigge ordentligt ned på det.
"Hvad er det?" Spurgte han, og lænede sig en smule til siden, og kiggede undersøgende på hæftet i et kort stykke tid, inden han kiggede tilbage på Kamille med det samme venlige smil.

Kamille blev lidt overvældet over alt det Gavorn sagde til hande. Han vidste jo mere end hun gjorde. Hun vidste godt at hun ahvde mistet meget blod og fået op til flere alvorlige sår. Dog havde hun mest abre tænkt på at hun ikke ville blive bidt. Hun havde det ikke alt for godt med at få udspedt denne sygdom der gjorde det muligt for hende at ikke dø at et vampyr bid. Hun var selvfølgelig rigtigt glad for det men hendes krop afviste alt form for bid omkring hendes hals. Til hendes held havde hun ikke fået indtaget særlig meget af denne gift der kunne forvandle en person til en vampyr. Så hun ville ien være på benen om en uges tid. Der ville hendes aspara gen have hjulpet en smule til med hendes healing af sår. Selvfølgelig ville hun have problemer emd lidt af hvert i hendes hverdag fra nu af. Men hun var ligeglad da hun var glad for at være i live nu.
Hun så så mod ham og så tilbage til hendes hæfte som han spurgte ind til. Hun sad lidt og tænkte over sit svar men der gik ikke lang tid. "Man kan vel sige det er et af mine kæreste eje.. Det er et helt almidneligt hæfte men mine sange er alle skrevet ind i det.." forklarede hun ham godt da hun kunne mækre en kradsen i halsen hver dag hun snakkede for meget. Hun ahvde i lang tid i hendes liv gået og drømt om at blive sangerinde. Men lige for tiden var det kun blevet til at hun skrev sange til andre. Og det var hun også glad for. Især nu. Ellers ville pressen være omkring hende døgnet rundt for at finde ud af hvad der var sket. Og det eneste hun drømte om lige nu var at være lidt at alene. Men også bare snakke lidt med den mand der havde reddet hende fra det værst tænkelige. Sin langsomme død..

Gavorn smilede til hende da hun så tænkende ud, og ville give hende al den tid hun ville have. Han nød at snakke med Kamile. Specielt da detikke var mange han havde snakket med, siden han var begyndt at gå uden for sin dør igen. Og så ville han ikke forlade hende nu, helt alene på hospitalet.. Med mindr ehan selvfølgeligt blev bedt om at forlade hende. Da hun så fortalte hvad hæftet var, smilte han lidt støre, og kiggede ned på hæftet.
"Et.. Sang hæfte? Du laver musik?" Spurgte han så med et smil. Han rullede så øjnene af sit eget spørgsmål, og rystede på hovedet. "Fantastisk spørgsmål... Heh.. Men må jeg se? Jeg laver også selv lidt musik.." Sagde han med et venligt smil, og holdt sin hånd ud, med håndfladen opad, for at hvise at han ikke havde tænkt sig blot at rive det ud af Kamiles hænder. Hans gyldenbrune øjne kiggede venligt på hendes, og de var med til at gøre helle hans smil varmt, og venligt.

Kamille tøvede længe Hun krammede hæftet idn til sig mens at hun så frem go tilbage mellem Garvorn's ansigt og hans hånd der var blevet rakt ud mod hende. Hun varf ikke meget for at andre så havd hun skrev da det tit var noget krusduller og alt den slags. Men hvad kunne der ske hvis han så det? Ikke så meget måske. Og det var sikkert ikke den samme slags musik i lavede. Eller måske noget af det da hun skrev lidt af hver. Både fra pop, ril rock og til blues. Og hun kunne selv synge de fleste,.
Hun slap så sit omfavnings greb om sit slidste hæfte og lagde det meget forsigtigt og med en langsom bevægelse mod hans håndflade. "Så lad gå.. MEn det er ikke noget specielt.." Igen var hun ret så beskeden. Hun træk igen sin dybe lidt mere op om sig. Men denne gang var det ind under armene så den kun dækkede fr ahendes krageben og ned efter. Så hendes hals og hoved var oppe over og fremme. Hun fik igen kørt ryglænet lidt op da hun følte hun havde det bedre. Og hun ville ikke sove endnu. Hun var ikke træt på den måde. Blot stadig umattet efter hvad der var sket for tre dage siden. MEn det føltes stadig som om atd et var sket for blo få timer siden. Det fustrede hende en smule lige nu. Hun var begyndt at få lidt mere farve. Hendes øjne var ikke nær så blanke som før og den lillaviolette ring der havde ligget omkringe endes mørkebrune dådyr øjne havde reduceret sig en del. Men hun kunne stadig mærke hvordan at feberen svømmede rundt i ehnde. Hun havde det både koldt og varmt. Havde lyst til at smide dynen og ligge sig på en stor isterning men samtdig ville hun abre pyttede sig så meget som muligt ved en tændt pejs. Det var en mærkelig følelse hun godt kendte. "Ehm.. Hv-Hvad syntes du??" spurgte hun ahm lidt forsigtigt efter noget tid..