Abbadon's Mure - Special Emne.

Sted: i udkanten af Terre, med udsigt over den store fæstning Abbadon.
Tid: klokken 18:00am.
Omgivelser: Uroen fra byen lyder i baggrunden imens at Abbadon stadig står urørt.
__

Fernando lænede sig udover det udslåede metal bord og så på de forskellige tegninger, der var blevet lavet af personer der havde siddet i de helikoptere der cirkulerede omkring Abbadon. Ingenting var sket derinde, ikke det mindste tegn på liv. Fernando skulede ud imod det, og klemte sine øjne sammen der skabte mange folde og rynker. De stål blå øjne så iskoldt imod den store fæstning.
,, Så det skulle være deres 'konges' fæstning.. HAH! Barnemad..", han vendte sig imod en af sine soldater.
,, Bomb det!! Bomb det til det splintres!!", beordrede han!
Soldaten gjorde hurtigt honør og bevægede sig sagte af sted for at kommandere rundt med nogle af de hundrede soldater der stod bagved Generalen.
,, BOMB DET TIL DER IKKE ER MERE TILBAGE!!!"

de kolde mørke mur, der grundlage abbadon, rejste sig i i alt sin værdighed, med de lange skygger ned over den by, der nu lå i krig. en håbløs krig, for krige tjenete aldrig andet formål, ind at skabe magt, for den, der ønskede magten. hun trak vejret tungt, mens hun hørte generalens stemme, slå imod murerne. hun ønskede ikke at blande sig i krig, hun ikke følte noget for. men noget dybt inde i hende, bød hende at deltage, selvom det kunne koste hende livet. men hvad var livet alligevel værd, når man levede på tomhed og minder? hun gled i ly af de skygger, som lå i hendes magt, nærmer den lille gruppe og den ældre mand, som hun gættede på var leden for denne sørgelige trop. de dannede en slør af dis, der bredte sig. dog vidste hun, at dette ikke påvirkede soldaterne. for gjorde kun hende udtydelig. kvinden ønskede ikke at blande sig, kun at se.. kun at se håbet. hvis det brændte..

Ma'lakel stod og så ud af vinduet med et lettere sadistisk glimt i de grønne øjne. Bagved ham kunne man skimte en skikkelse, en kvinde, hvis hud var lige så snehvid som vinteren de befandt sig i. Han stod lænet op af vinduet og betratede de mange soldater der var gået ind i Di Morga.
... Idioter.. I bliver jo ædt som var i små delikatesser...
Der kom en mørk og klukkende latter fra hans væsen inden at han vendte blikket imod kvinden og løftede et øjenbryn.
,, Fouris.. og Aquires... gør mig en tjeneste.. få de rotter væk fra mit dørtrin..", Ma'lakel vendte sig endnu engang.
,, Åh.. og fortæl Lache at vi har gæster.. han kan sikkert godt bruge nogle nye forsøgs dyr efter hånden.. lad os se om franskmænd bløder lige så rødt som vores egne..".
Den snehvide kvinde gav et buk fra sig og vendte sig for at gå, den anden, hvis udseende så helt forkert ud i forhold til den hvide brystløse kvinde der gik forbi hende med et tomt blik, stirrede i stedet på herskeren i nogle minutter. Hun rakte hånden op for at sætte hendes foretrukne våben imod skulderen med den sløve ende. En falchion, der så lige så ubehagelig ud som den var. Hun slikkede et kort sekund på sine sort malede læber imens hun kastede tilbage med hovedet enkel gang imod døren.
,, Undervurdere du ikke de franske en smule Ma'lakel.. måske er de ikke så svage som du tror.. "
,, Hvis du vil belære mig om din fædrelands loyalitet kan du kaste dig selv ned til hundene, Aquires.. forresten.. slip dem løs også..".
Den unge hun-dæmon rullede irriteret med øjnene.
,, Tsk, som du vil..", hun drejede om på hælen og gik ud af døren.
__
Da åbnede Abbadons port sig, og en kridhvid kvinde i fløjs klæder trådte ud, sammen med en cyber-punk lignende kvinde med en prægtig lilla hanekam, og et stort sværd hvilede på skulderen. Porten blev igen lukket, og de to kvinder gik imod den store hord af soldater der stod ikke langt fra den snoede vaj hen til Abbadon's port. Den hvide kvinde begyndte med det samme at messe nogle uforstående ord imens hun satte tommel og pegefingrene sammen, og et sløret skjold kom frem foran de to kvinder.

Fernando og hans mænd lagde ikke umiddelbart mærke til den skygge der bevægede sig omkring dem. Kun mennesker var de, skønt de havde mere magt hen så mange andre væsener på denne jord!
Pludselig blev der råbt op, og en soldat pegede imod porten der åbnede sig. Fernando's blik isnede som han så de to kvinder der blev sendt ud, deres udseende fik ham kort til at give et lille tik med det ene øje. Han bankede en næve i bordet:
,, To kvinder?! Sender de to kvinder ud for at kæmpe deres kamp?!", Generalen grinte højlydt og inden længe fulgte hele hæren trop i en stor hånende latter. Dog holdt Fernando inde, idet han så at den ene begyndte at skabe en form for ... skjold? Han blinkede et par gange: hvad var?! Nej.. det måtte være noget elektronisk som de brugte! Noget.. videre udviklende. Han råbte til en af sine soldater:
,, Find ud af hvad det er for noget mekanik de besidder!".
Soldaten der i modsætningen til Generalen lignede en der havde set et spøgelse, så sig lettere forvirret omkring inden han gjorde honør, og stak af.
,, I andre tag sigte!!", blev der kommanderet.
Og de mange soldater gik i position og rettede deres skyde våben imod de to kvinder.
Fernando rakte hånden i vejret:
,, På min kommando! En.... to.. "

eva følte med det sammen en ukendelig frygt brede sig i sit indre, der de to kvinder, trådte ud af de store porte. for som sandt at sige, var disse to ikke, normale kvinder. men noget, man ikke skulle vende det blinde øje til.
hun trak vejret næsten lydløs og trak sig langsom tilbage fra denne hær.
der gjorde klar til angreb. dog kunne hun ikke dy sig for at sende en af de mørke skygger hen til generalen. for som sagt, holdte hun ikke med nogen, der hun intet kendte til denne by og dens oprindelse. men at denne stolte mand, lo hånlig af det kvindelig køn. det svage køn, mærkede hun en lille fortidens vrede, med minde om alle de gange, hun har skulle kæmpe for sit ret som den kvinde, hun var. hun stillede sig i baggrund. på rangen af mørket og lod sig endelig synliggør. skyggerne, stillede sig bag hende, inde i mørket, hvor de ikke kunne ses. her valgte hun at vendte og se.
men følelsen af frygt, kunne ikke forlade hende. en svagt smørrede smil indtog de blanke læber, som for at dække over det. et smil, der kunne betyde alt og ingenting.

((Aquires & Fouris))

Den cyper-punk udseende kvinde så over på den store mande folk i det de alle begyndte at grine hånligt. Hånligt af hvad? Af at Abbadon sendte to kvinder ud for at møde deres lille ynkelige undskyldning af en hær, eller at de kun var de to imod alle dem. I sammenligning var det de frenske der var i undertal og ikke dem. Den lilla hårede kvinde skulede over imod hendes kridhvide følges ven:
,, Du ved godt at de skyder lige om lidt ikke?", spurgte hun da.
Den hvide kvinde gav et nik fra sig. Hendes ansigt var lige så gude skønt som resten af hende, hun lignede en sand engel.
Aquires gav et irriteret fnys fra sig og fortsatte imod dem. Som skudende kom blev de stoppet af det skjold som Fouris havde sat op, de stoppede ude for dem, imens at selve skjoldet dannede ringe som var det vand de havnede i. Aquires gjorde store øjne af det, men så derefter irriteret væk: forbanede Aspara!
Der ville stadig gå lidt tid før de var helt henne ved hæren.

Malcom fløj ud af sin sofa da han hørte skud gå af forskellige steder i byen, han kiggede med stor glæde og entusiasme ud på det inferno der udspillede sig under ham. Overalt i byen var kamklædte tropper i færd med at gennem mennesker ind i lastbiler og skød enhver der gjorde modstand, han kunne se næsten alt herfra inklusiv det storslåede Abbadon hvor soldater var på vej op ad trapperne med våben rettet mod to kvinder. *dether er jo min lykkedag*, Malcom fløj rundt i sin store lejelighed, han var kun iført et par boksershorts og en gammel T-shirt, normalt aldrig noget han ville have gået udenfor i men dether var ikke en normal dag, han roede i sine skuffer og fandt den sorte stok frem, han hamrede den i jorden med stor kraf og forsvandt i en ildsøjle. Malcom dukkede op bagved Malakel med et skævt udtryg i ansigtet. "Hvad er det der foregård min herre? Er det en af dine skumle idér?", Han stod lidt og så ud på soldaterne der krøb op mod kvinderne på trappen, "Er der nogen jeg kan dræbe for dem min herre".

Fernando tog en hånd op til sit pæne blonde skæg og kørte nogle fingre over det da han så effekten af deres skydevåben. Han klemte øjnene sammen og skudende blev formindsket efter lidt tid, vor at de mande soldater fortvivlet så til og rystede på hovedet. En af dem råbte i direkte frygt: hvad er det?! Imens at de andre soldater tog nogle skridt tilbage dets tættere de kom. Fernando så ud over dem og råbte i vildens sky:
,, Hold linjen hunde!!"
Til trods for det der kom imod dem, så de ud til at være mere bange for deres overordnede end for det der kom imod dem. Fernando tog en dyb indånding:
,, Sig til bomberne at de skal smide dem på marken i stedet for fæstningen."

slagmarken spejlede sig kort i de mørke øjne, hvor skyggerne af kvinder, kunne ses som en delvis mørk og hvid plet. hun så soldaternes tøven, og dog viljestyrke, der bragte dem frem imod denne undergang.
mod eller dumhed? det vidste hun ikke, forøvrigt var det heller ikke op til hende at afgøre sådan noget. Eva rankede ryggen. gjorde kort en diskret bevægelse imod den skygge, der fulgte generalen. for at kalde den tilbage bag hende. for generalens sideste ord rungende kort imod hende, som et ekko, følte hun. egentlig var det på tide at komme væk, for? Eva lagde kort den ene hånd over maven. hun var indtil vider den eneste arving til dette imperium, som styrede det mest af dæmonerne i paris. efter selveste den sidste leder. hun så kort den krig for sit indre blik, det der ville komme, hvis hendes død blev meldt. en krig, der kunne ende værre end den her. som kunne ende med at ødelægge den verden, som alle kendte. hun ønskede ikke det for nogen. selve ikke de uvidende mennesker. for de var kun uvidende. skyggen, begyndte at bevægede sig væk fra generalen, men ikke imod hende. men imod de to kvinder. dens udtrykløse ansigt viste en ukendt glæde. der viste, at den havde fået øje på den hvide kvinde, et sjælen øjeblik af fryd, kunne kort følelse på den. Eva vidste hvad den gik efter... blod.. blod, der det var den eneste glæde, de overhovedet kunne føle noget for. hvis hun trak den tilbage nu, ville hun pludselig ikke længere være anonym, men en del af den krig..

Inde i byen, før angrebet på Abadon satte igang, blev et kloark dæksel fjernet, med stile hænder, så dette kun lavede en lav ridsende lyd. Ud af hulledt, kravlede en høj ranlget kvinde, ud i det tidelige vinter mørke, og hen over den smalle gydes kolde brosten. Denne blev efterfulgt af tre høje mænd, og en flagermus. De var alle fem så stille, at det kun var lyden fra dækslet der endnu havde revet sig igennem 'stilhede' i gyden.
Flagermusen forsvandt så i en sort røg, og ud af denne trådte en høj, robust, ung mand. Denne mands hud var grå, og flodset, med utalige ar, og forrådnede sår. Resten af de kreature der var kommet op af kloarkerne, havde de samme karakterisering, og bevægede sig op bag den unge mand. Denne kiggede bag sig, og ned på dem.
"Di Morga.. Er vores.. Jagt grunde.. Franskmændene.. Skal ikke.. Tage vores bytte..." Hvæsede denne lavt, hvis navn var Vladimir. De andre fire nikkede langsomt, og forsvandt i skyggerne. Vladimir kiggede op imod Abadon, og kneb sine øjne sammen. Han pegede så imod det, og knurrede lavt.
"Bakar.. Sagde.. At de ville angribe.. Og forsøge.. At bombe Ma'lakels... 'Slot'.. Vil jeg ikke tillade..."Sagde han lavt og forsvandt i en sort røg igen, og fløj imod Abadon, imens hans blodbrødre og søster, fulgte i skyggerne.
Intet.. Går forbi Nosferatuernes øre..

Vladimir og hans fire Nosferatuer stoppede et stykke uden for de franske tropper, og opserverede felten. Vladimir hvæsede lavt, og kiggede imod de to kvinder, der var kommet ud fra Abadon. En kvalt klukken kom så fra ham, og han rystede på hovedet.
"Ma'lakel.. Bliver bag.. Sine mure... Fantastisk... Mere. Til os.." Sagde han lavt, og slikkede sine tænder. Han kiggede så rundt for at finde de oplagte ofre, måske nogen lidt uden for de andre tropper. Han knipsede også med en finger, pegede på en af dem bag sige, og pegede så fremad. Den der var blevet peget på, nikkede en enkelt gang, og forsvandt så i en sort røg, hvor en muldvarp kom ud fra. Denne gravede sig straks ned i jorden, og imod den franske Fernando.
Efter nogen tid, da denne var nået hans areal, begyndte den at grave en smal tunnel imod jordens overflade, for at lave et lyttehul. Den gravede så ned igen, og lavede et hulrum, hvor han kunne side, da han forvandlede sig tilbage til sin rigtige form, og lyttede nu efter hvad der skete over ham, og hvad Fernando beordrede sine tropper. Hulet var langt nok nede til at der ikke var nogen der ville kunne presse hans loft ned, og der var kun lige plads til at han kunne ligge i en foster stilling. Mere var ikke nødvendigt for ham..

// Foreslag til Ludo: Fernando, Eva, Mala, Malcom og så Vlad.. Samme rækkefølge som folk kom ind //

(( jeg poster nu.. og så er det, Fernando, og dernæst følger vi Vlad's Ludo, ellers er der nogle der ikke for respons på deres post :P hvilket ville for dem være ret træls!))

Ma'lakel stod endnu tilbage ved sit vindue oppe i hans eget 'soveværelse' om man ville. Dog kunne man ikke ligefrem kalde det privat, da der var flere der i tidens løb havde haft den frækhed at lade sig vandre rundt i det, som var det deres eget. Men dog var dette ikke tiden til sådanne tanker. Ma'lakel gav et lille smil fra sig, imens han overvejede hvorvidt han gad derud. Aquires og Fouris havde ikke ligefrem brug for assistance endnu, men man var vel hersker, og dette ville være et godt tidspunkt at vise Di Morga's myretue at de havde brug for ham. Og nogle ting, kunne de ikke klare selv! Ma'lakel skulle til at vende sig da der pludselig poppede et individ frem foran ham, et svagt genkendeligt individ. Den store halv-dæmon tog en smule konfus nogle skridt tilbage imod vinduet da denne røde djævel, bogstaveligt talt, stod foran ham og ville anmode om at hjælpe. (Okay, Malcom jeg vil lige være med xD.. du nævnte ikke at du tog bukser på i din post, så jeg går ud fra at du lige nu står i boxes, og en gammel T-Shirt xD - at dø af grin) Han blinkede en smule overrasket i det denne poppede op, og lod de grønne øjne glide ned af dennes.. antræk, der kom først en let klukken der så udviklede sig til en højlydt latter, og den store herre tog sig til maven imens at han fik et midlertidigt grine anfald.
,, Og det der... går jeg ud fra.. er dit krigs udstyr..?!", det var ikke svært at høre på Ma'lakel at han fandt den undertøjs beklædte djævel uhyre morsom! Efter at have fået styr på sin latter, der efter sigende var en meget dyb og brummende en af slagsen, tog han sig et øjeblik til hovedet for at få styr på tankerne.
,, Det var sku som sendt fra helvede!", lød det fra ham, og han gav derefter Malcom et af sine lettere charmerende morderiske smil.
Hvad ordrende skulle betyde var ikke helt til at finde ud af, enten kunne de mene at Ma'lakel's tidligere grine flip var noget han havde trængt til eller også var Malcom's assistance til stor hjælp (hvilket nok ville pege ind på den første af de to).
,, Du kan tjene som de andre.. æd nogle af de franske idioter... Du kan sige til de to kvinder dernede at jeg er der om ikke så længe.. de for sku ikke lov til at få alt det morsomme..", der kom et letter tilbageholdt latter endnu engang.
Og lige da blev der banket på døren, og en meget ung 'elver' dreng med et orange rødt hår af ild trådte ind i rummet. Hans blå øjne så ud til at blive en tand større ligeså da han så den røde djævel, dog var han ikke lige så barnlig som Ma'lakel at han brast sammen i latter. Dog kunne man se at denne ikke ligefrem fandt tøjbeklædningen.. anstændig.
,, Ehm..", sagde Lache og blinkede.
,, De kaldte herre?".
__
Aquires og Fouris kommer imellem tiden tættere på den franske hær!

Fernando ventede, og lænede sig tilbage i den lille klap-op stol der var bagved ham. Med et veltilfredst smil på læberne, lod han sine øjne spejde ud over den tomme slagmark. De mange soldater holdt sig i baggrunden og ventede. Den ældre general havde midlertidig ikke hørt eller opdaget at der var blevet lavet en lille udkigspost under bordet, mest på grund af en øredøvende larm der kom fra et luftfaretøj over dem. Et stort bombefly blev fløjet ind over vejen hvor de to kvinder gik, og uden megen varsel faldt to bomber ned fra det enorme fly.
Der kom en sælsom latter fra Fernando, inden at han kunne mærke en form for kuldegysning der gik igennem hans væsen og et øjeblik syntes han at synet bedragede og han kunne se en sort ting gå imod slagmarken.. men hurtigere end han kunne nå at reagere forsvandt den igen. Uroligt så han sig omkring, men holdt stadig en kold facade.
,, Dan formation!", blev der råbt.

(yep Mala har ikke andet end det på )
Malcom kunne godt forstå Lord Malakel fandt hans mildt sagt ikke presentable påklædning sjov, men når det skulle gå stærkt var der ikke tid til trivielle ting som påklædning. "Min herre, jeg undskylder mit antræk, men mente at der var vigtigere ting end påklædning at tænke på". Malcom bukkede dybt for sin grinene hersker og smilede "Din ordre vil nå frem", derefter hamrede Malcom stokken i gulvet og forsvandt i en høj ildsøjle. Der lød et lille brag inde bag skjoldet og Malcom trådte ud i sin hysterisk sjove mundering, han råbte med stor stemme til de to kvinder, for at overrdøve larmen af skud der gik af "Lord Malakel vil være her om et øjeblik... Jeg skulle sige i ikke for lov at have alt det sjove for jerselv", Malcom kiggede lidt rundt på jorden og samlede en håndfuld grus op i den ene hånd og teleporterede så igen ud bagved de franske soldater. Malcom stod lidt og grinede af dem de havde vidst ikke opdaget ham endu... men det ville de uden tvivl om lidt, Malcom kiggede ned på det grus han havde i hånden og det fik en sjov lilla nuance, han smilede grusomt og kastede så guset hen over soldaterne, det eksploderede i et kæmpe brag og Malcom gik til angreb på de overraskede og sårede soldater, Han brugte sin stok til at smadre en soldat så hårdt i hoved at den gik ned genne kraniet. Malcom elskede dether, krig, vold og øddelæggelse var med til at forstærke hans krafter, Han brølede for at skræmme soldaterne og det lød som et tordenvejr når han tacklede dem til alle sider.

//Lige så andre ved det var det en fejl at Malcom kom ind der.. Tænker at Det fortsætter on schedule, og Eva har ordet som den næste..//

//skal vi ikke bare sige det er Mala´s tur?//

skyggen bevægede sig nærmere og nærmere den hvide kvinde. den havde ikke øje for sin herskeriende, eller de bombor, der gjorde sig klar til at blive smidt . kun øje for den hvide asparaen. Hvis blod, var de eneste ting, den så, som blålig flod, der løb i de blodbanner, de var langt i.

selv forholdte eva rolig på randen af den mur, mørket danne bag hende. Hendes blik blev mere kølig, der det strejfede den franske general. En af mand af ære, en mand af ord. Sådan en alle hær ville have. Selv så eva kun en kujon, der gemte sig bag sine mænd. Hendes blik gled tilbage igen på skyggen, der ikke fulgte sin ordrer. Et bid på den hvide kvinde og hun var afsløret, noget hun ikke kunne tillade, der hun nu var kommet så langt for sine ”forhandlinger”. Hun gjorde endenu et forsøg på at kalde slaven tilbage. Men stoppede brat sig selv, der noget i den trykke luft, fik hende til at spærre øjnene op i vantro. For noget i luften begyndte af få hendes tanker hen på vampyrer, og dog ikke, for der var noget anderledes ved denne her duft. noget hun ikke kunne sætte ord på, men som fik et smørrede smil frem på hendes blege læber. selvom evas blik var mere end veludviklet, kunne hun ikke se dette, der fremkaldte denne duft, eller den følelse af nysgerrighed, der begyndte at brede sig i hendes indre. en af disse former for nysgerrighed, der kunne kvæle en i sit sløre.
Eva gjorde pludselig et hoved ryst, for at løsrive sig fra de forstyrrende tanker, der var begyndt at komme frem. hun vendte tilbage til den mørke slaven, der stadig kom tætter på.

//sorry for det sene svar, men skulle lige hjem. ^^'//

Lache stod lettere forvirret tilbage efter at den halv-nøgne djævel var forsvundet. Ma'lakel selv bevægede sig hen imod sit sværd og jakke, han greb først jakken og lod den svinge over hans skuldre, greb dernæst sværdet og tog det om på ryggen ved hjælp af de seler der var bundet til dets skede. Den elver lignende dreng fnøs en smule utilfredst, dog kun diskret. Han trak en sort hætte over hovedet. Den fregnede dreng lignede da en af de normale Døde der gik rundt i Abbadon.. nogle afskyelige væsener der blot var vrede sjæle, klædt i sorte lasede kapper, og som kun besad rustne kønsløse stemmer.
,, Hvor meget vil du have underlagt, herre?", spurgte Lache da endelig.
Ma'lakel der var i fuld færd med at tælle sine patroner og proppe dem i lommerne, efter at have hægtet sin pistol på det sorte bælte der holdt hans bukser oppe. Han så op og hen på Lache:
,, Indtil morgengry... vi skulle være færdige med det værste der.. ".
Lache nikkede: ,, Må Stemmen våge over Dem..".
Ma'lakel viftede fraværende med hånden:
,, Nu ikke så sentimental.. eller..", han lod den sidste patron falde ned i lommen. ,, Du tror måske jeg dør?", en let klukken kom fra ham.
Han regnede bestemt ikke med at det her ville blive hans endeligt!
_

Aquires sukkede lettere opgivende imens at de endnu gik, dog blev hendes blik tvunget opad da hun så flyet der svævede over dem. Han knep vantro øjnene sammen og stirrede på det, dog nåede hendes pupiller at snøre sig sammen til ingenting inden at to bomber lande blot nogle få meter fra dem. Aquires dukkede sig, og blev tvunget nogle gode meter bagud, dog som hun åbnede øjnene igen, spærrede hun dem op i rædsel. Den unge hvide kvinde var fyldt med blod, malet af det, fra maven og opefter. Hun faldt på knæ, imens at hun hev efter vejret, og stadig forsøgte at holde det skjold der beskyttede dem op. Da poppede en person op ved siden af Aquires, og hendes blik lande på ham meget hurtigt. Ma'lakel ville komme?! Et øjeblik gik der et lille stød af frygt igennem den unge hun-dæmon. Hvis han kom ud, ville han da også ende som Fouris? Den fremmede forsvandt endnu engang, og efter at Aquires havde spejdet frem for sig fik hun øje på den samme person igen. Hans antræk var ... forstyrrende. Derefter gik hun hen ved siden af Fouris, og svang den store falchion i hånden enkelt gang inden at hun på fransk bandede af de små ynkelige insekter til soldater. Den hvide aspara, så endnu koncentreret ud, selvom at det var tydeligt at hun havde åbne sår.
Aquires, så op imod himmelen, flyet hang stadig over dem, og truede med at lade nye bomber falde. Hun klemte de sort malede øjne sammen og så da ned på den kvindelige aspara.
,, Hjælp mig derop!", bad hun.
Den hvide kvinde så op på hende med et bedende blik, som for at sige hun ikke havde kræfter til det, men den stædige hun-dæmon rynkede fornærmet brynende af hende:
,, Gør som jeg siger eller du mister dit hoved!!".
Aspara'en så ud til at forstå alvoren i det hun-dæmonen sagde, og lod skjoldet formindske så det kun beskytede hende selv, hvorefter hun lavede en lille plade af vand som Aquires trådte op på, og lige så stille blev Aquires ført op ad, stod parat med hendes våben i retningen af de mange soldater:
,, Try to hit me you filth!".

Et øredøvende brag kom fra bomben der landed ikke langt fra malcom og han blev med voldsom kraft slynget højt op i luften for derefter at lande blødt og behageligt ovenpå nogen måbene soldater, han blødte kraftigt fra store åbne sår på hele hans overkrop og det sorte blod ætsede jorden den landede på. Malcom kom stakåndet på benene igen og kiggede sig ør omkring, han kiggede på de soldater der samlede sig omkring ham med hævede våben og grinede stort "I tror da virkelig ikke på at i kan gøre mig noget vel?", han hostede en smule blod op og kiggede på de fremrykkende soldater med afsky i øjnene "Jeg skal dræbe hver og en af jer!" skreg han med en skrækindjagende stemme og viftede truende med den sorte stok. I et brag exploderede en af mændenes gevær i alle regnbuens farver, røgen var uigennemtrængelig og andre soldater skød vildt og voldsomt ind i skyen af flotte farver, Malcom havde brugt sin kinetiske energi til at skabe en afledning mens han selv stak af igen, det var kun en bonus af de andre soldater gjorde det af med hinanden i frygt, han dukkede op bagved en mur og kollapsede med endu flere sår hvor blodet sprøjtede som et springvand, *dumme idioter de ved ikke hvad de lige har gjordt* Malcoms tanker var fyldt med brændende had til disse elendig mennesker, det var den rene skandale at disse ubetydelige væsner skulle såre et så prægtigt som hamselv, den sidste tanke fik ham til at grine da han kiggede ned af sit meget spartanske tøj.

Vladimir stod i udkanten af den lille dækning af træer, som ham og hans Nosferatuer havde befundet sig ved. Han hvæsede lavt da han så bomberne falde, men blev stående, da de var i en fin afstand, dækket af generalens tropper. De andre tre Nosferatuer dukkede sig med lave hvæs da bomben landede, men Vladimir blev stående. Han kneb sine øjne sammen, og forsvandt i en sort røg, og fløj lidt op i luften. Han stirede så over imod de to kvinder, og kunne se den ene såret, og den anden ville tage sig af flyet. Han hvæsede lavt, og skulle til at flyve ned da han så den sårede djævel der også var hårdt såret.. Og lettere upraktisk beklædt... Han styrede så ned mod jorden, og landede foran de fire, hvor efter han forsvandt i en sort røg endnu engang, og kom gående ud imod de franske tropper.
"Ma'lakels.. Folk.. Er presset.. Vores... Tur.." Hvæsede han lavt, og forsvandt så for menneskendes øjne, da han gjorde sig usynlig. De andre Nosferatuer grinede højt, med deres hæse, ru stemmer, og bevægede sig imod tropperne, inden de også forsvandt, alle usynlige.

Ikke lang tid efter kom der et skrig fra en mand i udkanten af hæren, da hans arm var blevet løs revet fra resten af hans krop, og dette initierede et blodbad fra troppernes bageste flanker, da Nosferatuerne begyndte at æde, rive, brække, kaste og lemlæste de uforberedte tropper.
Denne Masacre fortsatte uden at menneskende kunne reagere, før en stor del af deres bagester tropper var blevet lemlæstet, og Nosferatuerne var igen væk. Der kunne stadigt høres hvæsen og latter fra de tilbagetrækkende Nosferatuer, da de igen brugte deres usynlighed, til hurtigt at kragle væk fra den massive blodpøl de havde efterladt.
Den gemte Nosferatu under generalen, fortsatte stadigt sit hengemte spionage..

//Jeg undskylder meget.. Men jeg bliver nød til at logge nu... Stress med oprydning.. og rengøring, og at planlægge PnP scenarie Dx