Gamle minder kommer altid igen og hjemsøger en( Max 4 /åbent

Stille og roligt, som vinden selv... alt lå så øde her oppe i bjergene helt for sig selv.. uberørt af menneske hånd og hvad der ellers måtte findes mellem himmel og jord. Det lange blasfrende hvide hår strejfede de lig blege kinder af Kajikas, mens læberne var en mild pink farve i sig selv, fyldige og faste at se på, mens øjnene var kolde og blå som den klareste vinter morgen himmel, fri fra skyer og med en sol der prøvede endnu et mislykket forsøg på at opvarme selveste denne del af planeten der var gået hen i mørke og hva der mund ellers lurede mellem skyr og atmosfære?.

Et lettere bekymret blik ku ses over det ellers fejlfrie ansigt af en morders.. Hun tænkte på sin familie... fransk blod det havde de i hendes familie, de var teknisk set fransk afstamning, men flygtninge.. Forfærdelig barndom, hun huskede tydlig sin far, hun havde sådan vokset op til at se som et slags forbillede for sig, han havde været i hæren og tjent sit elskede land og nu?, nu var de tilbage, de forbandet franske soldater og plagede hende og hendes minder, lod dem komme tilbage og suge hende for kræfter og koncentration, selv om der ikke var meget tilbage af denne koncentration?. Hun huskede tydligt sidst hun havde været her?, hvor var hun dog billig på en måde, sådan at lade drenge falde for hende?, dog ... det var ej hendes skyld.. men aldrig mere sku det ske, hun ville ikke vise nogen følser for nogen, så ku de tro om hende hvad de ville, om hun var kold og fin på den, det var ikke hendes problem hvad andre havde af mening om hende. De lange fingerspidser berørte hendes opsatte hår, der var sat i en fransk lang fletning ned af hendes ryg dog med få totter foran der var rebelske og ville ej sætte sig i denne smukke fletning, som en læder pisk var den næsten når vinden svirpede med den.
Hun tog en dyb indånding selv om hun ikke behøvede dette stof mere... ilt... det var ikke andet end noget hun ku vælge fra nu som mad. Hun ku dufte det meste omkring sig og ku mærke vinden i håret, hun stod nær en klippe afsats, temmelig risikabelt men... hun mindes de gamle dage.. og alligevel ville hun helst ha de var druknet med hendes andet "jeg".