At long last //Kajika//

Alexander sad på værelse og kiggede ned i en støvet gammel bog, siderne var gule og ryggen på den var så ødelagt at han var nød til at holde en beskyttene hånd på bagsiden for at siderne ikke skulle flade ud, han ansigt var henlagt i et mørke mens han sad og bladrede i bogen indtil han stoppede og bare sad og kiggede ned på et lille billede af en rødhåret kvinde iført kampudrustning, hun havde en Draganov riffel over skulderen, hun smilede til kameraet på en hjertelig måde, hendes ansigt var fyldt med mudder og tøjet var forrevet og nogen steder blodig. Alexanders pupiller var blevet smalle og en vred blodåre vred sig i hans pande, han var uden tvivl fuld af et næsten ukontrolerbart raseri, men han formåede dog alligevel at holde det for sig selv uden at smadre noget eller gå amok. Han bladrede videre og et nyt billede kom til syne, det var ham, sergent Romano og Nikolaj da de stadig var meget unge, vel omkring 17, de stod sammen i deres fineste millitær udstyr udenfor det sovietiske krigsministerium, de var meget glade, som den eneste så Nikolaj lidt malplaceret ud mellem de to store mænd, han havde et rødt kors på sin hat for at hvise han var læge. Alexander mindedes den dag så tydeligt, det var den dag han og de andre var blevet optaget i KGB som de yngste nogensinde, hved samme lejelighed havde han mødt Elisia for første gang, hun havde været 4 år ældre end ham og havde værret hans modbydelige kommanderende officer i over to år inden han blev overflyttet til aktiv tjeneste, men de havde holdt kontakt og var blevet gift i hemlighed under en mission af Nikolaj. Alexander hamrede bogen i med et smæld da Kajika kom ind af døren og skyndte sig at gemme bogen under sengen, han prøvede at smile til hende men formåede ikke andet end at se mindre ulykkelig ud, "Jeg lover jeg ikke lure denne gang", han gik med tunge skridt ud på gangen og videre op mod broen for at tage styringen af U-båden i noget tid, han trådte ind med et udtryg der kun fortalte at man var dødsdømt hvis man snakkede til ham uden meget god grund, en officer fik øje på ham og knaldede støvlerne sammen med et smæld "Kommanderende officer på dækket!", rasten af manskabet fulgte med det samme eksemplet og hamrede deres støvler sammen og gjorde honnør, Alexander gjorde et kort honnør til dem i svar og råbte med stor stemme at han tog kommandoen af skibet for det næste stykke tid, en officer flyttede sig hurtigt og lod Alex sætte sig hved kaptajnens stol, overalt omkring ham var den stille summen af folk der styrede radar, sonar og andre forskellige ting rundt om på U-båden. en time senere kom en soldat op til Alex og meldte at de ville værre hved grønland i løbet af en time, Alexander nikkede tankefuldt og tog så microfonen ned fra loftet, en lille ringetone fortalte alle på skibet af kaptajnen ville fortælle noget, "Alle mand klart skib!... vi er fremme indenfor den næste time... alt skal værre skindene rent når vi når frem!", han slukkede igen for microfonen og kunne med det samme se på de forskellige kameraer at folk myldrede rundt og gjorde klar til alndgang.

Kajika stod ude i badet og så på blodet der var kommet fra hendes øjne... Hun betragtede det stille og slog let hovedet mod muren og sukkede dybt, mens øjnene stille faldt i. Hun havde en vis form for medlidenhed med sig selv men os for Scars nu.. Hun havde set hvordan det havde været for ham hørt på Nicolaj og hans fortælling.
Et dybere suk slap hendes læber i det hun strakte sin arm og tog blidt fat i tempratur håndtaget og drejede det så vandet blev iskoldt, samt slukkede i det sekundt det ændret sig, Alex kunne jo bedst li kolde bad.
Hun strøg let håret til siden og kiggede rundt og en tåre dryppede ned af hendes øje, men hun tog håndklædet og strøg let den lille våde blodtåre væk og slikkede sig let om de lidt tørre læber og trådte så ud af bruseren mens hun så lidt rundt i det hun gik hen til selveste den bog hun så ALex havde gemt for hende.
Hun Betragtede kvinden i den og rødmede let i det hun berørte det og sagde"Hm? hans kone..." hun sukkede let, hun havde jo set Alex være trist... nogen gange og så var det hende han var trist over?, hun vidste ikke hva hun skulle gør men...
Hun så stille rundt og tog så nogen stramme sorte jeans på og så en stram sort top og tog halskæden Doggi tag på og gik ud til Alex. Hun gik stille ned af gangen mod ham mens hun tænkte over hvad hun mund kunne gøre. Hun stoppede op da hun kunne se ham og gik direkte hen til ham bagved hans ryg og sagde"Kaptajn" hun smilede lidt og ventede, alle så helt forskrækket mod Kajika fordi han ville jo ikke tales til... der skulle jo bare være helt ro"undskyld... min opførsel tidligere sir" hun gik let et skridt bagud og bukkede respektfuldt for ham for første gang med et strejf af rødmen hen over kinderne, skønt dette sikkert ville være sidste gang han så hendes søde og gode side overfor sig?.

Alexander sad og var opslugt af det brusende vand der ramte glasset på vinduet, han var fuldstændig betaget af denne lyd, han lukkede øjnene og så med det samme billeder af Elisia der lå med ansigtet ned i sneen mens en lille strøm af blod løb ud fra et hul i hendes baghoved, Alexander slog med det samme øjnene op igen og opdagede han sad og hyperventilerede. En soldat stod og grinede af Alex da han troede at han sov på vagt. Alexander så ham med det samme og var over ham som et tordenvejr, hans ellers normalt dårlige humør var erstattet af direkte ondskabsfuldhed, han tog fat om mandens hals med begge hende og lyftede ham over jorden mens han rystede ham og skreg ham for lungers fulde kraft ind i hoved "Hvad fanden er det der er sjovt!.... Svar mig din elendige vanskabning!", alexander klemte manden så hårdt om halsen at han begyndte at vende det hvide ud af øjnene og alle andre rundt omkring så fortvilet på deres ualmindeligt vrede chef, alexander slap manden der hev efter vejret og satte sig surt tilbage i sin højryggede kaptajnstol. Alexander tog sig til hoved og vidste ikke rigtigt om han skulle gå ned på værelset igen da Kajika kom ind på broen og snakkede til ham som om det faktisk var ham der bedstemete, hans ansigt lyste helt op da han så hende og de forvirrede soldater udvekslede undrene blikke med hinanden, Alexander smilede til hende "Det er iorden Løjtnant Volkan...", han undrede sig over at hun opførte sig venligt overfor ham, men han forventede ikke at det ville værre noget der hang hved og skulle han værre helt ærlig fortrak han også kvinder der kunne sige deres mening og værre et modspil til hamselv.

Kajika bed sig let i underlæben og vendte ryggen til og strøg håret til siden med håret i det hun sagde"Nårh... men jeg vil overtage dit værelse fremover, det virkelig dejligt og vis du vil ha det tilbage må du kæmpe om det" hun vendte sig let om og smilede udfordrende til Scars i det hun gik væk fra ham af?.
Af en eller anden grund? så var der ikke rigtig andet at sige til Scars. Hun havde på en måde mest af alt lyst til at forråde ham men gjorde det dog ikke? hun vidste jo allerede i forvejen hvordan det kunne sætte sig som et print på folk når man forrådte dem på det groveste. Kajika gik ind på værelset og lagde sig så småt i sengen i det hun så undrende rundt og tog sig let til hovedet. Hun mærkede hånden let stryge over hendes pande og pustede langsomt frem og tilbage... mens hun sukkede og ku ikke finde frem til hvad hun skulle gøre?. hun tog sig let til de ødelagte riben der havde healet sig lidt mere her på det sidste.

Alexander kiggede på hende med vantro øjne, havde hun lige udfordret ham til kamp IGEN!. Han sad lidt tilbage efter at hun var gået væk fra broen og tænkte sig om, han havde igen en brusende føelse af vrede. Alexander rejste sig brat op og råbte med høj stemme "Kommandoen går tilbage til den vagthavende officer!", han gik med hastige skridt ud fra området og hastede afsted mod hans værelse, hvem fanden troede hun hun var, der var kommet en ny dør i hendes rum så hun kunne fanema komme her og prøve at tage hans rum, det var helt absurd at han skulle blive så tosset over noget så småt som et værelse, normalt ville han bare værre blevet irreteret, men af uforklarelige grunde var han i stedet fyldt med morderisk vrede. Alexander flåede døren til sit rum op og kiggede på Kajika med vrede øjne, han fik øje på bogen som ikke længere lå på sit gemmested og han så på den med øjne der kunne have dræbt en ko, "Har...har du!" han´pegede på bogen med en skælvene hånd og blussede kraftigt i ansigtet, enten af endu mere vrede eller af forfærdelig afmagt, en tåre begyndte at trille ned af kinden på ham, det var ikke noget der hørte hjemme i det ellers så stenhårde ansigt, "Hvad fanden bilder du dig ind at rode i mine ting?".

Kajika satte sig op i det hun så undrende på Alex og nikkede svarede "ja jeg har set den igennem" hun så lidt på ham mens hun betragtede hans holdning til det hele og spurgte"er du ikke tilfreds med alt dette? med at jeg ide mindste arbejder for dig, skal du os bestemmer over min fri vilje og ? ens egne valg, jeg valgte ja at tage den frem men..." hun grinte lidt og sagde"men jeg har intet gjordt andet end at se på billeder, kan det måske være en forbrydelse... En overtrædelse af? privatliv og krænkelse men... jeg ville dog ikke krænke dem med vilje"

Hun rejste sig langsomt op og så lidt Alex an og sagde"Men vis du vil slås så fint så kom an men jeg rokker mig ikke fra dette sted, tro ikke jeg er svag blot fordi du er stærk Alex... jeg er langt klogere end jeg er stærk, men jeg har altid mod og jeg vil altid ku reagere hurtigere end dig, på grund af min størrelse og min smidighed, dog ... du vil på grund af din styrelse os have ville svagheder af min evne" hun så bestemt på ham.
Hun havde set den af hendes dør hvor smadret den var?.
Hun kiggede lidt på ham igen og sagde"så hvad vil de... gør? forsvinde her fra, smide mig ud.... straffe mig? eller dræbe mig... eller blot gå? i stilhed og uden indvendinger?"

Alexander kiggede på hende med fantastisk vrede i øjnene, han stod og brandte af ondskab, men han stod der bare og vidste ikke helt hvordan han skulle reagere. En tanke om at skyde hende på stedet eller smide hende ud gennem en af luftsluserne, "Jeg er glad for at du har fri vilje... men det giver dig ikke ret til at kigge på mine bøger og billeder". Alexander drejede rundt og hamrede døren i da han for ud af rummet så det hele rystede, han satte kurs mod skydebanen, han gik afsted med store skridt og folk der så ham skyndte sig endten den anden vej eller gik ind bag noget og gemte sig. Da Alexander sparkede døren til skydebanen op stod sergent Romano og rensede nogen pistoler, han var ikke hved sit sædvanlige irreterende gemyt da han så Alex, "Jamen havd er der i vejen Alex?", Alexander kiggede på ham med tomme øjne og sagde ganske stille med noget der lignede et smil "Jeg tror jeg er forelsket kammerat Romano", Romano lignede et spørgsmålstegn for Alexander lignede en der var klar til at myrde et eller andent på en meget bestialsk måde. Alexander trak sin pistol og begyndte med at skyde som en tosse mod et mål i den anden ende af hallen, "Hun er præcis som Elisia... samme trodsige og halvejs ondskabsfulde natur... ".

Kajika sukkede let og slog vingerne ind og det lange hår blev platinsk hvid igen og hun lod sig dumpe ned mod jorden og sad der bare lidt og kiggede rundt?.
Hun kunne ikke finde rundt i hoved og ben? hvad var hvad og hvem var hvem? hvem var hun selv og hvem var ikke?.
Hun bed sig i underlæben i det hun gik lidt rundt udenfor gangen og sukkede og kiggede rundt efter Alex? måske han var ved træning banene. hun tog der ned af men fandt ham ikke så gik hun i stedet lidt rundt og spurte her og der?.

Rmomano kiggede nervøst på alexander der stod og sendte det ene magazin efter det andet ind i træningsdukkerne der nu ikke var meget andet end nogen flossede og forbrændte puder af træ og kevlar veste. Romano klappede Alexander på skulderen for at få ham til at stoppe og høre på ham istedet, "Alex... slap af, du er jo helt fra sans og samling, hvad er der sket?", Alexander stoppede med at skyde og sukkede dybt mens han fik et smil på læberne "Kajika, jeg... jeg tror jeg er forelsket i hende". Romano ligende en der var blevet slået i hoved med noget tungt og havde midsted al kontakt med jorden og verden omkring ham, han stod et øjeblik og så måbene på den storsmiledne Alexander, "Ehm... godt for dig, hvorfor er du så ikke sammen med hende nu?. Alexander smilede og så ud som om det var den samme tanke der lige var gået op for ham, han lagde sine stor hænder på skuldrene af den forvirrede sergent og sagde glad til ham "Jeg tror jeg går ud og finder hende", han gav Romano sin pistol og spænede ud på gangen, han løb rundt og ledte efter Kajika, først tilbage på værelset men da hun ikke var der begyndte han at løbe rundt og lede efter hende. Alexander så hende stå og snakke med nogen af sine mænd, åbenbart ledte hun også efter ham, han løb over til hende og hans soldater skyndte sig at fortrække. "Kajika... jeg... du... undskyld at jeg er som jeg er, men jeg vil lave om på det hele for dig." hans stemme var dirrende og han llød som om han var nervøs.

Kajika smilede lettere sødt i det hun tog fat i en vis ting bagved sig, en tung brand slukket og før man vidste af det smed hun den efter ham vredt og sagde"Din forbandet idiot tror du at du bliver så let tilgivet jeg skal vise dig skal jeg, du kan få så mange bank vis jeg nogen sinde får fat i dig igen med den tone på overfor mig, jeg har ret til alt det jeg vil du ejer mig ikke smartass!" hun gjorde en fornærmet tone og vendte siden til ham og strøg snobbet håret til siden i det hun krydset armene og sagde"HMF!" mens hun så lidt skævt hen mod ham?, hun var blevet lidt sig selv igen kunne man sige og det var vel dejlig at se igen, dog smilede hun lidt til Alex som en slags 'hey hva forventet du af mig heh' blink med øjet, i det hun gik med hofte vrik ned mod værelset og sagde"Nårh" hun viftede sin hånd ud til siden og strøg håret til siden og sagde"Jeg må vel hellere os gøre klar til at gå ud af denne ubåd og pakke mine ting ind i mit værelse og ikke dit mere hehe nu når døren er åbnet lure" hun grinte let og gik fortsat videre ned af gangen selvsikker og drilsk...

Alexander så for sent brandslukkeren komme mod hans ansigt og blev ramt så han væltede rundt på gulvet, han så stjerne i nogen få øjeblikke inden han kom til sig selv, han så på Kajika der selvsikkert og med vrikkene hofte gå ned mod hans værelse, han klemte øjnene sammen på grund af den skarpe smerte han havde i hoved, han var ikke sur han var vel nærmest glad for at kajika lige havde bragt ham ned på jorden igen omend hun ikke havde behøvet at gøre det så hårdt. Alexander tog sig fortumlet til hoved mens han halvejs væltede ned til hvad der nu var Kajikas værelse, han lænede sig op af døren med den ene arm og kiggede på hende pakke, "Jeg lure ikke på dig... ikke denne gang", han kom med et forsigtigt smil inden han tog sig sammen og igen lød som den leder han var, "Ehm... Kajika, du må undskylde min oopførsel, den har værret utilgivelig og det undskylder jeg for", han kunne ikke blive hved med at snakke på den måde og gik over til hende "Kajika, jeg... jeg elsker dig", han så ud som om han forventede at få et spark eller en knytnæve lige i skallen, men han følte bare at han var nød til at fortælle hende det inden han blev skør.

Kajika rejste sig hurtigt op med et jav og sagde"Nej jeg kan ikke Alex!? " hun vendte sig om og sagde"Jeg bliver aldrig din s¨å glem det okay bare fordi jeg ligner din kone er jeg ikke hende så find dig en anden du... du kan forelske dig i og lægge an på" hun tog let en af sine pistoler og sagde"så gå ud her fra ellers får du endnu et hul at suge blod fra" hun smilede lidt ondt, hun var nød til at være lidt ond mod ham dog.... hun ville ikke og han tirrede hendes nysgerrighed men... men hun kunne ikke blive ved med at ha ham sådan der? han var ikke en perfekt leder ellers og hvad ville han gøre? tsk... hun var slet ikke bange for ham"så gå din vej Alex jeg har ikke tid til barne lege" hun smilede lettere ondt og grinte så

Alexander så bare på hende, han havde en føelse af at få banket en pæl gennem hjertet, han stod der lidt og så opgivende ud inden han gik hen mod hende med store skridt indtil pistolen var trykket imod hans bryst, "Hvis du kan lide mig så lidt Kajika... Så tryk på aftrækkeren, så for vi begge fred og du for enda lidt mere end det, du kunne uden tvivl køre min forretning lige så godt som mig", hans stemme var kold og ligegyldig, som om han havde midstet al lyst til at fortsætte hvor han var ligenu. Der stod de med øjnene rettet mod hinanden, Alexanders instinkter fortalte ham at han skulle trække sin pistol og gøre det af med Kajika ligenu, men han havde ikke lyst, han følte en afmagt som kun havde fundet sted en anden gang i hans liv, "Det er ikke meget dig og min kone havde til fældes udover udseende... bare så du ved det, det kan godt værre jeg har sagt hun var en arrig so, men det var kun i den sidste tid da vi begge vidste hvad der skulle til at ske", han lukkede øjnene og ventede enten på at blive skudt i brystet eller hoved, eller blive håned på det groveste af Kajika, det sidste ville helt klart værre det værste for ham ligenu.

Kajika så på ham og bed tænderne sammen i det hun grinte let og strøg pistolen hen af hans overkrop og skubbede hårdt til ham"tsk som om jeg vil dræbe så ynkelig en mand.... nej vent så ynkelig en dreng! som dig" hun ville blot ikke sige til ham at hun ikke ville dræbe ham så..
så hun lavede dette dække dog i håb om at han gik amok på hende eller andet?... hun vidste ikke hvad han ville gøre men han ville vel ignorer hende efter dette eller være ligeglad med hende ?.
Hun så vredt mod ham og skød nogen steder om ham og sagde"Vatpik" hun grinte let i det hun smed pistolen hen i sengen og sagde"Hvad jeg vil ha hvad jeg vil tages af... Jeg vil ha en virkelig rå badass vampyr fyr, jeg vil ha en mand ikke en fucking dreng der nærmest ber om at dø og ikke kan tage selveste situationen i egen hånd og kontrollere alt med hans magt, jeg vil ha magt, penge, sex, adrenalin, vold, vildskab, lidenskab, venlighed, respekt, stolhed, hårdhed, og kulde" hun grinte let og sagde"Jeg vil lægges mærke til men os domineres, og du kan ingen af de dele lille... lille ALEX" hun grinte og gik ud fra sin kabine eller skulle til det

Alexander så rødt , hans krop boblede i vrede, han var nu fuldstændig ligeglad, enhver føelse forsvandt fra hans krop som dug for solen og et brølende hvæs kom ud af munden på ham mens han sprang gemmen luften, han sendte en knyttet højre hånde mod Kajikas ansigt mens han brølede på en stadig hvæsende måde "Lille!, Vapik!... ikke dominerende!" Alexander var ude af stand til at styre sin vrede, det eneste han ville var at myrde hende eller i det mindste såre hende så slemt at hun ikke ville betvivle hans dominans igen nogensinde. Det var nu heller ikke fordi at hun havde værret den stor badass kriger på det sidste, han havde set på overvågnings kameraerne da hun sad og grad i Nikolajs arme, eller vent kunne det værre Nikolaj der havde givet hende disse billeder fordi at Alexander havde værret for blød hved sin gamle krigskammerat, hvis han først fik nedlagt Kajika stod Nikolaj for tur som den næste.

Kajika blev ramt temmelig hårdt og skubbede Alex væk og sagde"AUV dit... forbandet svin? det sku din egen skyld sådan som du er mod mig og sådan som du er blevet, du svag og du dur ikke til at være leder mere!" hun bed sig let i underlæben, fuck det gjorde ondt da han slog hende. Hun tog sig let til kæben i det, den gik ud af led, hun ku end ikke skrige . Men tog sig til kæben og forsvandt hurtigere end nogen sinde før. Hun kom ned til lægerne og de tog bandage om hendes ansigt, og fik sat kæben ovenlig på plads. Hun tog sig let til kæben og fik afvide hun ikke måtte snakke før 2 dage. Hun nikket og tog sig til hovedet og sukkede lidt... *Det forbandet svin han skal få skal han...*

Alexander så på hende løbe ned på Infermariet, så let skulle hun ikke få lov at slippe, dether skulle afgøres nu eller aldrig. Alexander lod sig gøre usynlig og fulgte hende derned, han ventede på at hun skulle komme ud igen, for idet hun gjorde det ville han slå hende i siden og ramme de skrøbelige ribben der kun lige var helet igen, hans vrede var så altoverskyggende at den slet ikke kunne tænke på andre ting en de måder han ville skade Kajika på når han fik chancen, hun fortjente ikke at få lov til at se ham, han ville kæmpe som usynlig for at gøre hans pointe så meget destro større.

Kajika skrig højt og tog forbindingen af og healede ovenlig nu, men med ovenlig knæk og hendes styrke og alt faldt drastisk.
Hun sprang mod ham men kunne ikke ovenlig fange ham fordi han var nærmest over alt!?.
Hun bed tænderne hårdt sammen og råbte"forbandet kujon" hun løb væk der fra og ned til en af kabinerne og smækkede døren i og låste i det hun gemte sig under en dyne og håbede på det bedste, håbede på han ikke så hende indtil hun mærket blodet ud af munde........
*blod....* hun så rundt og mærket så ved hendes riben........... brækket i flere tusinder stykker, hun mærket smerten nu som et skud i hendes hjerte............ hun faldt direkte ned i sengen og lå der og kunne ikke rør sig, hendes riben var så smadret inden i... hun lå med blod ud af munden og ku intet gør andet end vis nogen fandt hende... hun prøvede at heale det men det var umuligt.. der lå hun i sengen og ventet..

Alexander havde en føelse af sejer, det hele kunne værre nok nu, nu skulle det hele ende, hendes blodspor var let at følge og han endte hurtigt udenfor døren indtil den kabine som hun havde gemt sig i. Alexander sparkede døren op så splinterne føh gennem luften, han gjorde sig selv synlig igen og gik i to store skridt hen til sengen hvor hun havde gemt sig, han hvæsede ud gennem tænderne "Så... hvem er en vatpik nu, hvem er det der ikke er dominerende?", han reb fat i hende og løftede hende over jorden så hun hang og dinglede over gulvet med hendes blod løbene ned af hende. Alexander hvæsede inde i hoved på hende så man kunne se de kæmpestore hjørnetænder tydeligt i munden på ham.

Hun mærket blodet ned af sin krop og åbnede stille øjnene og betragtede.... Scars... i det hun stille lukkede øjnene og blev helt slap i kroppen hun nærmest opgav overhovedet at kæmpe... hun lod sig blot hænge der i hans arm med hovedet bagover og lå der nærmest og dinglede,... mens hun var helt væk i sig selv...
Hun kunne intet gøre og ville intet gøre?.
hun hang der bare som en eller anden forvokset klude dukke mens han var aggrasiv og gjorde alt hvad han kunne for at få opmærksomhed over hvor mægtig han nu var blevet...
Hendes riben var total skadet af det store stød og hun ville ikke kunne gøre andet end at lægge i en seng de fleste uger... vis hun overlevet dette..

Alexander tog hende helt ned til sit ansigt og hviskede med den samme irreterede hvæsen som før "Hvem vandt idag?... hvem er mere magtfuld?", han fnøs og smed hende over skulderen mens han gik ned mod infermariet, lægerne der var dernede så på ham med skræmte ansigter mens han lagde hendes svært blødende krop ned på briksen, han sukkede dybt og lænede sig ned til hendes øre "Dether havde der slet ikke værret brug for hvis ikke du havde været så næsvis en lille tøs, men jeg håber du kommer dig, at dræbe dig er ikke noget jeg ønsker ligemeget hvor meget mit instinkt fortæller mig jeg skal gøre det", med de ord forlod han igen infermariet og satte kurs mod broen for selv at styr skibet ind i dem underjordiske havn hved hans hemmelige aktiske base.

Lægerne så på Kajika og nogen bedøvede hende og gjorde hende klar til det hele. Hun var så smadret og ødelagt man næsten ikke kunne kende forskel på knogle ben og organer. de brugte stadig tid i skibet da det var kommet ind ved havnen under jorden, mens de gjorde alt for at få kajika på ret køl igen. Nogen tog hende på en briks bagefter og snakkede med nogen og blev enig om at beholde hende ved kabinen i skibet. De lagde hende der ind i sengen unden tøj på, fordi det ikke måtte gener overhovedet når det sku hele, ovenlig så kun et tyndt lagn var over hende og varmen var tændt så hun ikke frøs ihjel.
De fortalte Alex det senere næsten en halv dag efter og sagde hun lå i sin egen kabine nu og at han var nok nød til at fodre hende blod? fordi de turde ikke..

Nogen få dage senere sad Alexander oppe på isen hved den lille luge der førte ned til en nødudgang, han sad med en cigaret i munden og iført sort polar udstyr og kiggede på den lave sol med et udtryk der var en blanding af væmmelse, vrede og fuldstændig modløs, han vidste ikke om han disidered havde midstet han føelser for hende, men han havde det som om han var bllevet stukket i hjertet med en kniv der så var blevet drejet rundt et par gange, han sukkede dybt og pustede den grå røgsky ud mens lyset stadig forsvandt over glecheren på den anden side af vigen, en isbjørn vandrede rundt nede på isen med blikket stift rettet på et hul hvor en meget uheldig sæl havde valgt at bosætte sig. Alexander overvejede kort at skyde og pelse isbjørnen men lod værre, det var naturens orden at den ene måtte lade livet for den anden, selv for mennesker og andre væsner var det på denne måde, man kunne bare se på ham og kajika, de havde en konstant magtkamp, det var sært, han kunne godt lide at hun gav ham modspil, men at hun disideret var led og nogen gange ondsabsfuld kunne godt værre lidt for meget af det gode og så måtte han jo lige hvise hvem det var der var herre i huset.

En af Scars mænd tog sigte på bjørnen og så mod Alex som tegn på om de godt måtte skyde den? fordi de havde det med nogen gange at lave mad af dens kød, i suppe retter eller blot store bøffer af det der var yderst dejlige?.
De tog sigte,

I mens fik kajika en hvid trøje på der var stram, man ku se forbindingen inden under, og så tog hun ellers en stram sort jakke på udenover, der var rigtig hot at se på, men os varm med pels krage foroven falsk.
Hun tog så jeans på og nogen støvler så hun ku holde varmen i det hun stille gik op på dækket og så videre til hvor Alex og de andre var, dog... stivnede hun da hun så at de ville skyde bjørnen. Hun tog hårdt fat i geværet og smadret det ned i jorden og så advarende på ham i det hun sagde"skyd den ikke" hun forsvandt og lidt tid efter var hun nede ved den store bjørn. Hun smilede let og nussede den ved ørene, alle dyr ku mærke en god leder eller blot styrke i ethvert væsen, og den ku mærke kajikas gode side, og så havde hun faktisk set denne dejlige bjørnemor før. hun smilede sødt og nussede den lidt ved øret i det hun så på sælen den havde fanget og så lettere surt mod Alex..... dog.. han havde jo ikke skudt efter den?..

Alex kiggede på Kajika og rystede på hoved, havde hun gevet ham chancen ville han også selv have sagt til soldaten at han skulle have lagt våbnet. Alexander kiggede på sine mænd med et sigende blik og de gik alle tre ned gennem lugen og forsvandt, med en stiv bevægelse kom han på benene og gik ned til til Kajika og isbjørnen. Den stor bjørn begyndte at knurre af ham, men han gik uanfægtet videre mod hende og Kajika, da han kom helt tæt på stoppede den dog og lænede sig op af Kajika mens hun kløede den, "Du har da et vidst tag på dyr", hans stemme var ikke spottene på nogen måde, vel nærmere en slags imponeret, han havde aldrig mødt en der kunne gøre det samme med dyrene som han kunne, han begyndte også stille at kløe det store hvide dyr på ryggen mens han kiggede på Kajika, dyret rystede sig lidt og lagde sig så ned med en stor tunge hængende ud af munden, han smilede let og klappede den let inden han fortsatte med at snakke til Kajika "Jeg håber du er klar på at vi snart bliver nød til at forlade området igen, situationen i Di Morga bliver mere og mere ustabil for hver dag, og jeg ønsker kun at have dig med hvis du er i topform... er du det?", hans stemme var foretnings agtig og viste ingen føelser overhoved.