En gade i terre P=Luciel

luciel vidste at hun havde begået en alvorlig fejltagelse da hun mærkede kontaktfladen mellem julius pande og hendes ansigt. det gjorde ondt på hende,men intet der ikke var til at klare, det var da flasken med vievand svingede gennem luften at hun indså faren til fulde. hun kastede sig til den ene side med et solidt afsæt på hans håndled og håbede at det gjorde ondt. det havde han ærligt fortjent!

flasken smadrede imod hendes hals og vievandet spredte sig ud over huden, som straks begyndte at blive rød, indtil nogle alvorlige brandsår, som gik hele vejen ned til hendes kavalergang, viste sig..
et højt skrig banede sig vej over hendes læber, og hendes forsøg på at komme væk endte med at hunlå i sneen og kradsede sig på halsen. snart efter lagde isen sig som et kølende, og smidigt lag om brandsårene, inden hun rejste sig op igen. hendes øjne var nu mørkerøde, der var noget i luften omkring hende der nærmest summede og hungeren efter blod lå tykt i hendes øjne...
nu var hun færdig med at lege..

et svairp fra hendes hånd og en firkant af is voksede op om julius. det første som den isfirkant gjorde var at vokse op bag ham, så han ikke ville se den før at det var forsent, derefter ville den lægge sig solidt omkring hans arme, specielt sværdarmen, for så at dække hele hans krop, hun med et hul ved hans hals som var stort nok til at hun kunne bide ham..

Han var taknemlig for at det havde gjort så stor skade bedre end han havde forventet dog lagde han mærke til da hun rejste sig at hendes øjne var -meget- røde som fik ham endelig til at indse hun med sikkerhed ikke havde drukket blod i et stykke tid og hun havde overfaldt ham på sin originale jagt hvilke ville gøre hun ville være meget tæt på blodrus og det var ikke sikkert!
Julius vidste det var nu eller aldrig så han sigtede sværdet ned mod jorden mens han tog fat om håndtaget med begge hænder, før han slog det ned i jorden og sendte ild i alle retninger og trykket fik sneen til a hvirvle rundt i alle retninger og et par få lys tæt på til at flakre og gå ud, mens et par store sorte vinger kom frem bag Julius Ryg før han vendte sværdet rundt så det igen pegede mod Luciel, Denne gang hold han det dog med begge hænder.

Sneen der hvirvlede rundt gav luciel en mulighed som hun kunne udnytte.. straks satte hun ekstra snefnug og lod dem blande sig med de andre så der lå en tæt sky af sne omkring julius, samtidigt sendte hun i hurtigt rækkefølge fem istapper afsted mod hver af hans vinger.. han skulle ikke have den ekstra fordel som de ville give ham..
samtidigt satte hun i løb imod ham, med en kniv i hver hånd, og med alle sanser i alarmberedskab. hun blev nød til at have noget blod snart, og hun havde besluttet sig for hvis blod. Julius skyldte hende et par liter blod.. lige så meget blod som hun havde mistet på grund af ham ville hun have tilbage.. det var kun retfærdigt!

Hun havde ikke ænset hvad han sagde før, det var hende ligegyldigt, ligesom hun ikke blev oprørt, imponeret eller nervøs ved synet af ilden der slog op fra jorden. kun en følelse af ærgrelse mærkede hun fordi at det med at indkapsle ham i is ikke havde virket.. Hungeren efter blod var ved at fylde hver centimeter af hendes krop, og fornærmelser som før ville have gjort hende rasende røg nu hen over hovedet på hende uden at gøre hende noget.

Han trak været dybt hvorefter han pustede ud mens han lukkede alle andre lyde ude end hans modstanders, at hvirvle sneen rundt havde ikke været så godt men hun havde brugt det til sin egen fordel, og hans da hun sikkert ikke kunne se i sneen nu hvor den var så tæt.
Han satte af og lettede for at få bedre udsyn som var påkrævet i en kamp mod hende bare for en sikkerheds skyld vis hun nu kunne se i sneen, han lettede højt nok op til at han kunne kigge ned og vente indtil sneen havde lagt sig som den nok ville om ikke så langt tid.
Han cirklede rund om det lille sted for at prøve at finde hende men lige nu var det uden held hun løb rundt dernede og forberedte sig på et eller andet og at ikke vide hvad gjorde ham til dels ikke godt til mode.

Lige så snart at luciel ikke fandt englen lige dér hvor han skulle have stået, vidste hun at der var noget der ikke var som det skulle være. med et kast med hovedet lagde alt sneen,der stadigt hvirvlede rundt i luften, sig som en svævende kappe om hendes skuldre.

hun holdt den oppe, parat til at sende den i ansigete på ham igen hvis det skulle blive nødvendigt. han var ingen stdeder at se på gaden, så straks vidste luciel hvor han var. luften!
hun så koldt op på ham, og konstaterede skuffet at han ikke så ud til at være skadet, så flyttede hun igen blikket ned til jorden og fandt istapperne med øjnene.. de var knækket.. så hans vinger var altså hårde.. ikke lihgesom Pitchs hvor hun uden problemer kunne kaste spyd igennem, og gøre skade.

nu hvor sneen havde lagt sig kunne han se hende, hvilket var lige hvad han havde ventet på, han overvejede hans næste træk og om hvordan hun måske ville reagerer på. Han landede med megen hast og jog sværet tilbage og slog efter hende fra højer side, på dette tidspunkt ville han dog blot se hvor gode hendes parader var, dog gjorde det ikke at han slog langsomere end normelt heller ikke svagere. Dette var et godt træk i de fleste tilfælde dog vidste han også at vis hun gik i blodrus ville hendes kamp evner ændre sig fra strategisk aflæsning og elegant kamp til brutal og hurtig styrke, hvilke også gjorde at hans egen måde at kæmpe på ville være ændret i den tidl, måske ville det enda gøre hende lettere at hændtere

Luciels røde øjne brændte af blodtørst, og om muligt virkede alle hendes bevægelser hurtiger nu.. for selv med blodrusen der fyldte hende vidste hun instinktivt at nu brændte lokummet.. hun blev nød til at have blod, hvis hun ville klare dette her.. vievandet havde brændt hende , men isen havde kølet det, og som hun havde overvundet smerten ville hun også overvinde den lusede møgengel.
hun var endnu ikke gået helt i blodrus, og kørte på de sidste små reserver hun havde.. men der ville ikke gå lang tid.. allerhøjest et par minutter.. og så ville der ikke være nogen bevidsthed tilbage.. så ville der kun være luciel, den rene form af en vampyr.. uden nogen menneskelige følelser eller noget i den retning.. Der var kun Hungeren efter blod!

Indeni kæmpede den sidste menneskelige del af vampyren imod Hungeren og den del så kun alt for tydeligt hvilken sti de var på vej ind på.. den ville ikke føre nogle gode steder hen.. kun imod død og fordærv... men der var intet den lille del kunne gøre andet end at skrige lydløst inde i den udøde kvinde.

Hun undveg uden nogle problemer det klodsede hug og svang i stedet en klinge af is imod englens mave. slaget var hårdere og hurtigere end sidst hun prøvede på noget, og der ville være en god chance for at hun ville ramme.. Vampyrens rubinøjne låste sig fast i englens blå øjne og de fortalte tydeligt hvad der var ved at ske med hende.. der var ikke flere reserver ..

Ved hjælp fra hans vinger fik han skubbet sig tilbage fra angrebet med is spydet, slagene var dog begyndt at blive hurtigere, nok fordi hun lagde mere styrke i det, men han mindede hende ikke om en der var trænet i spyd kamp men hun gjorde det pokkers godt i forhold til hvad han havde kæmpet mod i di morga.
Af en eller anden grund låste Julius øjne sig med Luciels, og det var nu mere tydeligt end noget andet at hun ville gå i blodrus, noget han hver gang han kæmpede mod en vampyr håbede på at undgå.

"Blevet dum på dine gamle dage? Går i kamp uden blod? Du overrasker mig." Sagde han men en smule overraskelse i stemmen, af alle folk i hele verdenen, var hun den han havde forventet var mindst ville gøre det, var et dumt og uvist trick, men dog kunne det også ende galt for ham selv, så ville hun have fået sit blod og kommet af med en, af hvad han anså, vendetta som hun havde samlet op da han havde, kæmpet var ikke det rigtige ord, holdt sværdet som Pitch havde spidet sig på i al dumhed.

Han holdt sværet parat i parade, hvorefter han ventede på hendes næste angreb, denne gang ved at aflæse hende før hun nåede frem.. eller sådan burde det være.

da han veg tilbage for hendes stik med spydet, stak hun bare igen, og imens samlede der sig en enorm klump af sne og is over hans hovede, som nærmest skyggede for den stump lys der var tilbage, men det var ikke sådan at englen ville kunne se nogen stor forskel fra før.. bare et lille skifte i farven på sneen på jorden.. da hun mente at hun havde samlet nok til at hun snart ikke ville kunne bære det mere, hævede hun temperaturen, så sneen og isen blev til vand om fald ned om englens ører, som havde nogle hældt et helt badekar med vand ned i hovedet op ham.
så snart det ramte hans hovede og det øverste af hans krop, over livet kort sagt, ville vandet forvandle sig til massivt is, og forhåbentligt lamme den nævenyttige dødsengel..

Andet ville vampyren ikke gøre hvis det lykkedes for hun ville jo helst ikke spilde blod.. hun havde jo brug for det!